Category Archives: Uncategorized

Guldkorn fra the Golden State og San Francisco State University

Af Sarah Kolbæk Jensen, Kommunikation (Foråret 2022)

Hold på hat og briller, for dit næste semester med udveksling kommer til at flyve med fuld fart frem, og du er hjemme igen, før du når at se dig om! Det er i hvert fald den oplevelse, jeg sidder tilbage med lige nu efter at være vendt hjem fra udveksling på San Francisco State University.

Corona legede katten efter musen med mig

Vejen dertil gik dog ikke som planlagt, fordi corona stadig legede med os i sommeren og efteråret 2021, hvor jeg oprindeligt skulle have været afsted. Derfor tog jeg en beslutning om at rykke uddannelsen fra Campus Aarhus til Campus Emdrup og dermed udskyde min udveksling med et semester. På den måde følte jeg mig mere sikker på faktisk at kunne komme afsted, og tingene endte da også med at gå op i en højere enhed på flere måder. Wuhuuu!!!

Flyv direkte med SAS på billige ungdomsbilletter

Jeg kunne forventningsfuld sætte mig ombord i en SAS-flyver i Københavns Lufthavn med direkte kurs mod San Francisco den 26. december 2021. Jeg ville være sikker på at have god tid til at lære byen at kende, inden skolen startede. Men jeg troede også, at jeg først skulle til at finde bolig, når jeg landede i byen. Højere magter aka. tre andre kommunikationsstuderende kom mig dog i forkøbet, kort tid efter jeg havde bestilt mine flybilletter, og de tilbød mig en plads i den lejlighed, som de havde fundet på forhånd. Da nogle af dem, som jeg oprindeligt skulle have været på udveksling med i efteråret 2021, boede i lejligheden på daværende tidspunkt, turde jeg godt hoppe med på toget, idet de kunne godkende udlejeren som værende legit. Ellers var mine planer at lande hjemløs på et hotel i min nye hjemby.

Be prepared to evolve!

De første to uger var jeg primært mig selv, fordi jeg som sagt havde valgt et hotel. Jeg havde aldrig boet på hostel før i mit liv, så jeg havde nogle fordomme, som jeg ikke lige turde udfordre på egen hånd, når alt andet nu også var nyt. Heldigvis har nye udvekslingsvenner introduceret mig til hostels og andre billige boligformer i løbet af semesteret, idet vi har rejst til både Los Angeles, San Diego, Seattle, Vancouver, Las Vegas, Hawaii, Denver og Yosemite. Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvor fantastisk hostels egentlig er – for du kan sagtens rejse alene, men bor du på hostel, kommer du alligevel aldrig til at være alene. Det prøvede jeg for alvor af, lige inden jeg skulle hjem, hvor jeg tog på otte dages solorejse. At kunne rejse alene til en fremmed by og bo på hostels har for mig været resultatet af den enorme personlige udvikling, som udvekslingen har givet mig.

San Francisco State University – Gymnasiet 2.0

I mellemtiden gik jeg selvfølgelig i skole på SFSU hver mandag, tirsdag og onsdag – resten af ugen var min ”weekend”. På mange måder troede jeg, at skolen ville fylde mindre udenfor mit reelle skema, end den gjorde. Men med den rette prioritering fik jeg det hele til at løbe rundt alligevel, og jeg har fået udnyttet mine lange weekender. Skolemæssigt var det lidt som at være tilbage i gymnasiet med alle de afleveringer og quizzer, som vi fik nærmest hver uge. Hvor herre bevares, jeg havde da også valgt fire fag i de 500, så jeg havde jo egentlig kun mig selv at takke det for:

BECA 536 – Creativity and Design Thinking in Electronic Media

Faget med Professor Hamid handlede mere om, at du skulle finde ud af, hvad du vil med dit liv rent fagligt og så knokle for det, end det var en reel forlængelse af Kreativitet og Idéudvikling fra 4. semester på Kommunikation. Der var mange lektier i faget, og ofte forstod jeg ikke helt, hvad vi skulle bruge teksternes viden til. Jeg prøvede også at skifte faget ud en uge inde i forløbet, men der var ingen andre duelige muligheder, da jeg ikke ønskede at ændre mine andre fag i mit skema. Så jeg måtte bare hænge i til det sidste.

COMM 561 – Social Semiotics

Professor Wolcott er nok den mest engageret underviser, som jeg har haft i nyere tid. Han har en masse energi og humor, som han ikke sparer på i løbet af sine undervisningstimer. Det er en klar anbefaling at tage en af hans klasser! Desuden gennemgår I både midterm og final exam med ham på forhånd, så I kan i princippet lave dem, inden prøverne for alvor løber af stablen.

COMM 573 – The Rhetoric of Criminality and Punishment

Faget med den meget åbensindede Professor Lovaas har været af mere akademisk karakter med ret kedelige opgaver og akademiske artikler trods det meget spændende indhold. Til gengæld var det virkelig fedt, at hun kunne skaffe os et besøg i San Quentin State Prison, hvor hun passioneret underviser frivilligt i sin fritid. Det var ikke lige smalltalk med mordere, narkosmuglere og bandemedlemmer, som jeg troede, at jeg skulle opleve under mit ophold i USA. Det var en meget perspektiverende oplevelse, der gav mig et helt andet menneskeligt syn på fangerne.

COMM 574 – Rhetoric of the Media

Professor Spielman var lidt af en tør kiks. Han sad ofte bare ned gennem hele timen og snakkede sine PowerPoints igennem, mens han sjældent inddragede os studerende i sin uendelige talestrøm. Jeg er sikker på, at universitetet har udbudt mere spændende fag end dette. Jeg havde i hvert fald ingen motivation i det her fag, da vi var halvvejs igennem semesteret.

Så slem kan Tenderloin da ikke være – WRONG!

Whatever you think you know, you don’t – bare hold din lille søde popo ude af Tenderloin, okay, og aldrig nogensinde stå af ved Civic Center metrostationen. Det kan ikke beskrives nok, hvor forfærdeligt et område det egentlig er. De hjemløse er ustyrlige, og hvis du har bare dit liv lidt kært, begår du ikke samme fejl, som jeg gjorde. Jeg havde et enkelt ærinde i det område, og i løbet af den halve time, som jeg gik rundt derinde alene i fuldt dagslys, er jeg stensikker på, at det var menneskelort, som jeg så liggende flere steder på gaden. Der var også en mand, der lige synes, at han skulle råbe mig i hovedet. Og en mand, der kastede med lidt forskellige ting. Og en mand, der skulle hænge over fortovet i et stillads, klar til at springe ned på dig. HOLD DIG VÆK FRA TENDERLOIN OG CIVIC CENTER! Eller udfordr skæbnen, og se det med egne øjne…

Mint Mobile giver en frisk forbindelse

Hvis du hurtigt vil have gang i et amerikansk nummer, kan jeg klart anbefale Mint Mobile. Det har fungeret upåklageligt i de måneder, hvor jeg har haft det, og der har været dækning og data alle steder i San Francisco. Det er helt klart også det billigste telefonabonnement. Men hver opmærksom på, at de kun sælger perioder af tre måneder ad gangen, så rejser du hjem to måneder inde i dit abonnement, går den sidste måned bare tabt.

Bonusinfo: Guide til at undgå parkeringsbøder i San Francisco

Hvis I vil leje en bil, er Lyft Rentals en rigtig god løsning gennem Lyft appen! Dog skal I være oprettet på app’en noget tid i forvejen, så opret dig gerne allerede i dag. Når I så har bilen, skal I være opmærksom på diverse parkeringsregler: Parkér kun med kørselsretningen – parkér altid med hjulene drejet – parkér ikke foran et tow away-skilt – parkér ikke, hvor kantstenen er rød – parkér ikke foran en carport eller garage – parkér ikke foran en brandhane. Vil du helt undgå bekymringerne om en parkeringsbøde, kan du bruge nogle penge på at køre med Uber og Lyft rundt, eller du kan tage Muni busser og metro helt gratis med dit studiekort, når du får det.

Safe travels og nyd hvert et øjeblik!

Tilbage er der kun at sige, at jeg håber, at du får dit livs rejse ligesom mig. Husk at nyde hvert et sekund og hver en stund. Mind dig selv om en gang imellem, når det er blevet hverdag for dig, at du bor i f*cking San Francisco!

Hvis du stadig sidder tilbage med nogle spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte mig på sarahkolbaek@outlook.dk eller 27 50 61 95

Kunsten at trives i et land der mistrives – University of Cape Town

Af: Anna Margrethe Correll, JOUR

Når sydafrikanere, med afmålt forventning malet i ansigtet, har spurgt mig, hvad jeg så synes om deres land, har jeg, med samme afmålthed, svaret, at Sydafrika er et kompliceret land. Det blev mit standardsvar i løbet af mine knap seks måneder i det sydligste hjørne af et kontinent, hvis lande de færreste kan placere på et landkort og som i den vestlige litteraturkanon er blevet forvandlet til et abstrakt mørkets hjerte. Det er et kompliceret land, til en grad hvor ordet kompliceret forsvinder i dets utilstrækkelighed.

Da jeg og en god veninde sad i en bus lige ankommet tilbage til Sydafrika efter to uger i Mozambique sad vi i delt stilhed, lidt forstummet af, hvor stor forskellen er på de to lande. I Mozambique så vi kvinder, der solgte appelsiner og cashewnødder langs vejkanterne. Blikskure, grusveje, mennesker på gaderne. Så snart vi krydsede grænsen ændrede landskabet sig (hvilket er en malplaceret passiv konstruktion, fordi det ikke ændrede sig, men er blevet ændret af formsøgende menneskehænder). Kilometervis af opdyrket jord, appelsintræer der bugner og ikke længere sælges langs landeveje men sendes mod mit nord. Store, hvide pickuptrucks på vejene, KFC og nypudsede supermarkeder.

Min veninde brød stilheden og sagde, at Sydafrika minder lidt om USA. Skelsættende social ulighed, raceuroligheder, vold, industri, en næsten religiøs tro på økonomisk vækst. Og samtidigt storslået natur, en til tider grænseoverskridende venlighed og generøsitet. Måske de to steder bærer på samme lidt mytologiske ubegribelighed for mig: hvordan kan et sted, der har så meget, have så lidt?

Strømsvigt og hvide søjler

I en note på min telefon har jeg skrevet om campus: Det her er det universitet, som vi alle forestiller os, før vi ved, hvad universitetet er. Hvad jeg mente med det, var at campus er postkort-smuk. Insisterende og mægtigt, malet ind i landskabet af engelske arkitekter, der havde en klar og utvivlsomt europæisk idé om, hvad storslået betyder. Romerske søjler og murstens mastodonter slynget ind i arkitektens trøst.  

Universitet er ambitiøst, og man kan bruge mange, mange timer på studierne, hvis man vil. Samtidigt har UCT et renommé, og man får at vide, med ærefrygten dryppende ned af væggene i de kolde forelæsningslokaler, at man er blandt Afrikas fremtidige ledere. Det føltes asymmetrisk, at de afrikanske studerende havde knoklet for at komme ind, mens jeg jo bare havde skrevet en kort ansøgning og udfyldt et skema. Kvaliteten af undervisningen er varierende. Forelæsninger kunne blive aflyst på grund af næsten daglige strømsvigt, det notoriske loadshedding, og ligesom vi havde fremragende undervisere, havde vi også de mindre heldige, der ikke nødvendigvis mødte op til deres egne forelæsninger. Under mit ophold havde vi hybridundervisning, så nogle forelæsninger var online, mens seminarer var på campus. Seminarerne afholdes af kandidatstuderende og eksterne lektorer, og de kan være seje, nysgerrige diskussionsrum. Eksempelvis var der i mit yndlingsfag, African Political Thought, ugentlige skænderier om postkolonial skyldsplacering, hvilket lærte mig noget om, hvordan mange stadig bærer sår, der endnu ikke har dannet skorper. Et tip ville være at forhøre sig lidt om, hvem de gode tutorer er blandt de 2-3.-årsstuderende og melde sig på deres hold.

Jeg var ret stædig omkring ikke at skulle bo i res, kollegielignende studieboliger, men i byen. Endte i et cementfarvet byhus i Observatory hos to unge sydafrikanere.  Observatory eller Obs holdes kært af mange og har ry for at tilhøre kunstnerne og ungdommen. Og sådan har det måske været engang, i hvert fald hvis man lytter til de lokales fortællinger om lysere, vildere tider. Der går mørkeblå jammies til campus, som ingen rigtig vidste, hvornår man kunne forvente.

Jeg lagde ud med at skrive om det komplicerede. Jeg føler, jeg har lært en masse, men jeg har også betalt for den lærdom, og jeg er træt. Efter jeg er kommet hjem, har jeg stadig den vane at kigge mig over skulderen. At gå alene på gaden om aftenen er pludselig lidt grænseoverskridende. I de her dage genlæser jeg noget Roberto Bolaño, og faldt over disse sætninger om Afrika: ”This is a hard story to tell. It seems easy, but scratch the surface and you realize it isn’t easy at all. Every story about that place is hard.” Cape Town er så smuk og så venlig, men det er en by der kaster lange skygger af sig, forankret i fortiden men desværre også i nutiden.

Udvekslingsophold på Kyung Hee University, Seoul 2022

Af Mathilde Daarbak, Medieproduktion og ledelse 4.semester

Landet med kimchi, soju, fried chicken, bbq og hold op hvor kan de godt lide tekno!

Fem måneder jeg ikke kunne drømme om at være foruden!!

Hvis du er klar på et fuldstændig anderledes samfund, har en stor rejselyst og glæde, klar på at spise underlige ting og kan være lidt laissez faire med om du får bestilt den rigtige kaffe, så synes jeg bestemt du skal tage til Korea! Hold op hvor er det sjovt og anderledes, og jeg har så mange gode minder og venner fra mit ophold!

Corona har selvfølgelig påvirket mit ophold en hel del, og det gjorde skam også starten på det hele enormt besværligt og hård. Forhåbentlig skal du, når du læser det her, ikke tage dig af det samme bureaukratiske hurlumhej som vi skulle.

Jeg rejste med to veninder og boede i en airbnb i cirka midten fra hvert vores universitet. Desværre startede opholdet lidt hårdt ud med 14 dages karantæne, fordi vi desværre fik corona, da vi landede.

Korea

Seoul er en ENORMT stor by og det tager tid lige at finde hoved og hale. Det kan virke overvældende til at starte med, men det kommer!

For at være ærlig, så kendte jeg ikke meget til Korea før jeg kom derhen. Jeg vidste bare at det var tæt på Nordkorea, de spiste kimchi, drak soju og de havde BTS. Ikke særlig pragende, I’ll admit…

Der er offentlig transport og convenient stores over det hele. Korea lever efter en bali-bali mentalitet, som betyder ”hurtig-hurtig”. Det kommer til udtryk f.eks. på restauranter, hvor der næsten altid er en knap på bordet, som bruges til service og få en tjener hen. Mangler du bestik så kig for enden af bordet, der er helt sikkert en skuffe med spisepinde, skeer og servietter. Det hele skal være nemt, hurtigt og tilgængeligt.
De har også en stor gå-på-café og kaffekultur og især ice americanos er en go to order.

Offentlig transport er nemt og billigt. Der er metroer og busser, der kan tage dig igennem hele byen, så anskaf dig et T-money kort, der virker som et rejsekort (kan købes i alle convenient stores: GS25, CU, 7/11 og skal ”tankes op” med kontanter).

Du kan bruge Google Maps eller Naver Map til at finde rundt! Som regel er der wifi over det hele, men få et simkort (kan gøres billigt i Chingu Mobile – Husk pas)

Kyung Hee University (KHU)

Et enormt flot universitet og en meget sød og hjælpsom international afdeling!

De åbner for valg af fag på et vidst tidspunkt og der skal man sidde klar og vide præcist hvilke fag og hvor man skal trykke for at finde dem og tilmelde sig. Det kører på koreansk tid, så det er selvfølgelig midt om natten i Danmark. Du gør dig klogt i at udtænke et skema og bruge den første runde, hvor man sætter fag af på sin ”wishlist” godt! Det gør selve valgrunden nemmere.
Får du ikke dine fag, så kan man den første uge af semesteret droppe og vælge fag. Det er der efter min erfaring mange koreanere der gør brug af. Men tænk klogt og tænk fremad i den her proces for også at få nogle relevante og spændende fag!!

Jeg havde følgende fag:

Understanding of Korean Society (klart at anbefale for at forstå Korea og kulturen bedre!)

Visual Arts Theory (Virklig fedt (og nemt) fag, men underviseren er desværre stoppet nu)

Cultural Theory (Et hyggefag med en flink underviser)

Introduction to Applied Language studies (Dygtig og enggageret underviser! Lidt random og muligt ikke så relevant, men spændende nok! Krævede meget læsning)

Event Management, ved dr. W. Hunter (det mest åndsvage fag og den dummeste amerikanske underviser jeg nogensinde har haft. Undgå det her fag for alt i verden. Han råber og skriger og du lærer ikke noget relevant).

Desværre var al undervisning online på mit semester, og jeg fik kun brugt skolens bibliotek/læsesal. Til gengæld er Korea rig på caféer, og jeg har nok set dem alle sammen . Cirka.

De læser hårdt og de læser meget. Det er meget normalt at se folk børste tænder på skolen og flere universiteter har endda ”senge” i deres læsesale. Det siger noget om deres skolementalitet (KHU har dog ikke, så nvm).

Det sociale

Man går helt absurd meget i byen. Mange af os havde fri om fredagen, så weekenden startede allerede torsdag – det var perfekt.
Man går primært i byen i Hongdae og Itaewon og er især kendt for at være ”foreigner-steder”. Ikke desto mindre var det også i byen vi fik flest bekendtskaber og venner.

Rejser du alene eller rejser du med nogen du ikke nødvendigvis gider bo med, så tjek Kims Community House ud på Instagram (KCH). Kan du vælge, så vælg House11, men alle hans huse ligger i Hongdae, hvilket cirka er en time væk fra universitetet.

Kim arrangerer også turer til forskellige steder i Korea som er fede at være en del af!

Skal du fysisk over på skolen, er Hongdae langt væk fra Dongdaemun, men det kan sagtens lade sig gøre.

Jeg selv boede først i Yongsan-gu og derefter Jung-gu. Det var egentlig meget rart at flytte midt i opholdet. På den måde så man og kendte til flere områder.

Praktisk og tips og tricks

  • Få hurtigt et simkort. Er der stadig corona, så sørg for at købe til en uge i lufthavnen. Man skal bruge Koreansk nummer til al nethandel og til pcr osv.osv.
  • T-money kort til offentlig transport.
  • Revolut: Anskaf dig et Revolut! Jeg kunne ikke bruge mit kort til andet end at hæve i få banker. Revolut kan bruges over det hele, det er nemt at overføre til hinanden og der er ikke ekstra gebyr på når du hæver og betaler.
  • KB er den billigste bank at hæve i som jeg kunne finde (3500won). Der er banker over det hele.
  • Ofte er der ”rabat”, hvis man betaler kontant i små forretninger.
  • Photobooth virker skørt i starten, men kom bare i gang!
  • Koreanerne drikker sig seriøst i hegnet og til de ikke kan gå.
  • Man må helst ikke snakke i offentlig transport.
  • Tag imod og giv med to hænder (fortolkninger/versioner af det er godtaget)

California State University, Long Beach

Af: Ida Jørgensen, JOUR 4. semester

Alting er stort, overvældende og anderledes. Det skal det også være, hvis man beslutter sig for at flytte 9.000 kilometer væk fra lille Danmark. Og det er hamrende sundt at prøve.

Mine forventninger til at bo i en strandby 40 minutters kørsel fra downtown Los Angeles var helt skæve. Jeg tænkte Hollywood, glamour og små, autentiske perler. Alle de ting findes selvfølgelig også, hvis man gider lede lidt efter dem. Det, der til gengæld springer allermest i øjnene, er gader op og gader ned med hjemløse, der camperer i telte. Vejene ligner lort, og der flere biler end mennesker. Byerne i LA county er decideret grimme.

Alligevel er det svært ikke at få den der følelse af, at man har klaret den. Det er umuligt at forklare. Måske er det palmerne, der rejser sig over en. Stemningen. Den måde, folk ser så forskellige ud – og at det er helt okay. Eller følelsen af, at alting er en del af en film.

Det absolut fedeste ved mit ophold i Long Beach var turene ud i landet. Geografisk ligger det enormt godt i forhold til at komme rundt og se ting. Jeg var selv forbi San Francisco, Highway 1, Sequoias, Yosemite, Grand Canyon, Bryce Canyon, Zion Park, Death Valley, Las Vegas, San Diego og så videre.

Desuden er det en sjov måde at gå i skole på, men helt genialt at kombinere med et udvekslingsophold. Fagligt er niveauet på DMJX meget højere, og derfor er det også let at klare sig godt, var min oplevelse. Man får forhåndsgodkendt en stribe af fag af International afdeling på DMJX, og så får man lov at ”shoppe” sit eget skema ved CSU, når deres egne elever har valgt fag. Det gør det meget fleksibelt. Jeg var i skole mandag og onsdag, og så havde jeg to online fag, som jeg selv planlagde fra uge til uge. Det gav masser af luft til weekendture og stranddage.

Jeg havde følgende fag på skemaet:

Podcasting

Professional Event Planning

Media Design

Gender, Race, Sex & the Body

Principles of Public Relations

Det er virkelig dyrt at bo i Long Beach (hele LA county generelt). Så man skal nok være indstillet på at bo to og to på et værelse. Men det var faktisk også en rigtig god oplevelse. Jeg boede med seks piger i en treværelses lejlighed, og vi blev bedste venner. Vi boede i et område, der hedder ”Beverly Plaza”, og det er faktisk noget af det billigste, man kan gøre, selvom der er to pools og fitnesscenter i komplekset. Der bor også enormt mange andre internationale studerende i området, og der bliver virkelig festet og hængt ud.

Jeg vil ikke anbefale at bo på universitets kollegie, da det er dyrt, og der bor enormt mange 19-20-årige. Og det er selvfølgelig ikke det værste, man kan komme ud for, men hvis man gerne vil være sammen med mere jævnaldrende, er det en god idé at søge udenfor kollegiet.

Når det kommer til økonomi, er det generelt at rigtig dyrt sted at være. Hvis du ikke har en vanvittig opsparing, er det en god idé at søge ALLE legater i god tid. Jeg tror, jeg endte med at bruge på 70-80.000 kroner i alt (med husleje, transport tur-retur, rejser, osv.). Det sidste, man har lyst til i LA, er at begynde at spare på noget.

Der er så mange indtryk og oplevelser, at det er svært at vide, hvor jeg skal starte og slutte. Hvis der er noget konkret, du er nysgerrig på i forhold til mit ophold, er du meget velkommen til at kontakte mig på 26664@dmjx.dk!

En boblende by fuld af internationale studerende

Af: Tenna Linnet Bork-Larsen, JOUR

Pyha, jeg fik en hård start på mit ophold i Bruxelles i februar. Jeg havde set frem til at læse EU-fag, lære byen at kende og få noget på CV’et. Jeg havde ikke tænkt på alt det andet, der ville ske.

Først og fremmest var der storm, da jeg vi skulle med flyet (Jeg fløj med min medstuderende, som skulle studere i Mechelen lidt uden for Bruxelles). Vi var nødt til at tage til Kastrup for at overnatte, fordi broerne lukkede. Pro tip: Der er to lufthavne i/nær Bruxelles: Charleroi og Bruxelles. Kun Billund flyver til Charleroi, og den ligger en time væk fra Bruxelles, men det er så meget nemmere, hvis du er fra Jylland. Flibco.com sælger billetter for 15€ hver vej. Jeg tog hjem til to barnedåber i løbet af min tid i Bruxelles, og hver gang valgte jeg Charleroi.

Jeg fandt en lejlighed gennem IHECS. En international vejleder ordnede al kontakten med udlejeren, og jeg skulle faktisk bare møde op sammen med hhv. en fransk og en norsk pige. Det lød lidt for godt til at være sandt, og det var det også. Vi vidste godt, at der havde boet nogle andre studerende før os, men vi fik mildest talt et chok over lejligheden, som vi var nødt til at rengøre fra ende til anden efter mange timers transport. Så var der området. Lejligheden lå i de prostitueredes kvarter i Bruxelles, og når jeg rullede gardinerne fra om morgenen, stod der altid to-tre prostituerede på arbejde. Man skal generelt være forberedt på, at Bruxelles er en meget fattig by, og 30% lever under fattigdomsgrænsen. Der er beskidt, fordi de har en underlig affaldsordning uden containere, og der er mange hjemløse på hvert gadehjørne. Jeg har aldrig haft så meget hjemve som min første nat i Bruxelles.

ALLIGEVEL havde jeg en fantastisk oplevelse på udveksling. Efter denne oplevelse kunne det kun gå opad, og det gjorde det også. Skolen undskyldte mange gange og tilbød at finde en ny bolig til os, men vi afslog. Man vænnede sig til fattigdommen, og de prostituerede blev en slags attraktion, vi viste frem, når vi havde besøg af de andre internationale studerende. Samtidig boede vi jo ret centralt, hvilket var fedt. Prisen var cirka den samme som i Aarhus, men jeg havde valgt en bolig i Ixelles en anden gang. Det er kendt som ”de unges kvarter,” og fattigdommen er ikke så fremtrædende dér. Mange af mine medstuderende fandt en lejlighed gennem en Student Housing, hvilket fungerer ligesom et kollegie i Danmark, og det vil jeg varmt anbefale – også til at møde andre mennesker end dine medstuderende.

Allerede dagen efter vores ankomst var der ”Introduction week,” som man virkelig ikke må misse. Det var en helt fantastisk uge, hvor alle 80 Erasmus-studerende lavede alt muligt sjovt. Hver torsdag tager de fleste på bar på Place du Luxembourg (PLUX), hvor alle EU-praktikanterne også går i byen. Jeg gik der ikke meget, da man mest bare stod på pladsen med en øl i hånden, men hvis man var fuld, var det også virkelig fedt. PLUX er mest for det yngre publikum, og de fleste Erasmus-studerende var også mellem 18-20 år.

Jeg valgte følgende fag:

  • Photography Practice Course
  • French Course
  • EU Public Communication Strategies
  • Civic Engagement
  • Multimedia Practice Course
  • Diving Into Investigative Journalism
  • Radio Atélier

Jeg havde helt sikkert valgt disse fag igen. Niveauet er generelt lavt blandt underviserne, da de er dårlige til engelsk, og mange af dem har aldrig undervist før. Jeg fravalgte andre fag end dem på listen efter min ankomst, fordi underviserne var inkompetente. Samtidig har man kun to timer om ugen i hvert fag, hvilket slet ikke er nok. Især Photography lærte jeg meget af, fordi vores underviser var en ægte fotojournalist. Der er to forskellige kurser – lad være med at vælge ”Being 20”! Civic Engagement er det fedeste fag, hvor man får lov at være del af en organisation. Jeg var frivillig på en LGBTQ+-bar, hvor man fik lov at drikke én drink/øl i timen. Det var nice, når man skulle videre i byen, og fællesskabet var fantastisk. Radio Atélier kunne ikke godkendes af DMJX, så jeg var med som en ”free student.” Det var også meget godt, da det hele foregik på fransk, og mine sprogkundskaber ikke rakte til en strålende karakter – men vi bestod da.

Semesteret er kort, og jeg gik på ferie d. 20. maj, hvilket var fedt, for så havde jeg tid til at rejse rundt med mine nye, seje venner. Jeg vil opfordre til, at man tager til alle de sociale ting, man kan komme i nærheden af, da opholdet pludselig er slut. Erasmus Student Network (ESN) organiserede mange ture rundt i Belgien, som jeg virkelig fortryder, at jeg ikke tog med på. Jeg vil også fraråde at tage for mange 8.30-fag, da det virkelig er svært at samle motivationen til at stå op. Jeg ved godt, du er vant til at møde kl. 9 på DMJX, men det vænner du dig hurtigt af med igen, når øllene er gode og fulde af procenter – som de jo er i Belgien 😉

Alt i alt en fuldstændig fantastisk by, der er MEGET international. Jeg fik venner for livet, som jeg stadig har kontakt med og får besøg af i efteråret. Jeg kan generelt varmt anbefale at tage på udveksling, fordi det ændrer dig til det bedre. Du får styr på dine prioriteter, og det ville jeg ALDRIG være foruden. Jeg tog af sted som kødspisende kontrolfreak med rengøringsvanvid. Jeg havde aldrig boet med roomies før. Nu er jeg veganer og bor med to drenge i København, der sviner en del – how the turns have tabled :ooo

Skriv gerne til 26651@dmjx.dk, hvis du har spørgsmål <333

Thomas More University of Applied Sciences, Mechelen, Belgien

International Media and Entertainment Business

Gør det, gør det, gør det!
Alberte Aaskov Jakobsen, JOUR 4. semester (foråret 2022)

Sidder du og læser rejseklummer, fordi du er i tvivl, om du skal tage på udveksling? – så ved jeg lige, hvordan du har det. Jeg havde slet ikke planlagt at tage afsted. Mest af alt, fordi der er praktiksøgning på fjerde semester, og derfor tænkte jeg, det var alt for risikabelt at rejse ud. Det skulle vise sig, at jeg tog helt fejl.
Da skolen sendte en mail ud om, at der stadig var ledige pladser i anden runde, var jeg lidt tøvende, men kunne også mærke, at jeg trængte til luftforandring og ny inspiration. Først søgte jeg ind på en skole i Dublin, men ombestemte mig, da jeg fandt ud af, det var meget akademisk. Dernæst søgte jeg ind på en skole inde i Bruxelles, men opdagede desværre, at de ikke tog imod nye elever det semester. Altså var det ret tilfældigt, at jeg havnede på Thomas More i Mechelen.
Og sådan er historien for de fleste.

På Thomas More læste jeg Media and Entertainment Business, der er et etårsprogram, hvor de fleste allerede har taget en bachelor, typisk inden for medieverdenen. Da linjen handler mere om underholdning i mediebranchen, var det meget anderledes end journalistik, som jeg kommer fra. Det er rigtig fedt at få et indblik i, hvordan fiktionsverdenen fungerer med bl.a. transmedia production og storytelling. Der er selvfølgelig nogle bestemte fag, som man skal have, og så kan man ellers vælge lidt til og fra. Det største fag for mig var ”Start Up Studio”, der udgjorde 15 ECTS-point og fyldte halvdelen af mit skema. I begyndelsen fik lærerne det til at lyde som et fag med en kæmpe arbejdsbyrde, men de skræmte os bare lidt. Der var mest arbejde på egen hånd og så coaching to gange om ugen. Foruden det store fag, valgte jeg frivilligt at have ”Survival Dutch”. Det var ret sjovt at lære lidt af sproget, men niveauet var dog meget lavt. Derudover havde jeg ”Podcast”, ”Film and Media Genres”, ”Media Technology” og ”Advanced Video”. Generelt nogle interessante fag, men det, som gjorde sig gældende hele opholdet ud, var desværre, at vi ikke fik særlig meget undervisning. Jeg oplevede også, at niveauet generelt var en del lavere end herhjemme, og at mange af lærernes ambitioner ikke blev ført ud i livet. For mit vedkommende skuffede det faglige derfor, men jeg ved, at det kan være en anden oplevelse, hvis man læser efterårssemestret på dette etårsprogram.

Selve byen Mechelen er utrolig hyggelig! Det er en by, som de seneste år virkelig er livet op med unge iværksættere, der eksempelvis byder ind med spændende spisesteder. Der er en shopping gade, en masse barer (især De Gouden Vis er cool!!), og hver lørdag formiddag er der et stort madmarked. Jeg vil klart anbefale, at du finder bolig i byen, selvom der kun er ca. 25 minutter ind til Bruxelles. Der er ofte mellemtimer i skolen, og så er det bare rart at kunne cykle hjem og få frokost. Det fede ved at Mechelen ligger så tæt på Bruxelles er også, at det er super nemt at rejse rundt – jeg var selv i Paris og Amsterdam.

Med hensyn til praktiksøgning, så var det slet ikke et problem. Det var snarere en fordel, fordi man viser, at man tør springe ud i noget nyt og ukendt. Jeg oplevede, at jeg skilte mig ud i mængden. Det gik rigtig godt med at få en masse online samtaler, og det var også muligt at fornemme kemi og match derudfra.

Sidst men ikke mindst, vil jeg bare sige, at udveksling er sygt fedt! For mig var oplevelsen hele besværet værd, og selvom det faglige skuffede mig lidt, så fik jeg en masse skønne oplevelser og fantastiske venskaber, som jeg ikke vil være foruden. Jeg er vildt glad for, at jeg tog afsted, og jeg vil varmt anbefale, at du gør det – også hvis du er det mindste i tvivl.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har nogle spørgsmål!
Mail: 26719@dmjx.dk
Tlf.: +45 30 32 51 78


Udveksling UPF, Barcelona – forår 2022

Af: Clara Hammelboe Kraglund, JOUR 3. semester

Bolig:

Mit bedste råd er at vente med at finde en permanent bolig. Tag derned, lej en airbnb den første uge, undersøg området og derefter beslut dig! Jeg havde fundet noget på forhånd, som endte med at være en uheldig situation, da lejligheden lå langt fra byen – og nogle uoverensstemmelser økonomisk. Derfor, så vent! Der er mange fede områder i Barcelona, og folk er forskellige, så du får en bedre idé om, hvad du sætter pris på, når du er der. De fleste bor sammen med andre, da boligpriserne er overraskende høje (Aarhus/København-ish), men overkommelige.

Universitet:

Jeg elskede mange af de fag, som jeg havde på skolen. Jeg havde et fag, der hed ’risk and crisis communication’, som jeg varmt kan anbefale. Det var en sjov måde at tænke på, når man selv kommer med en journalistisk baggrund. Jeg havde også jura, som også lærte mig meget. Dog brugte jeg enormt lang tid på at finde fag, forhåndsgodkendelser og skemaplanlægning. Fagene er kun 4-6 ECTS, hvilket betyder, at det er svært at få til at passe sammen. For nogle lykkedes det, men jeg endte med at mangle nogle ECTS, hvilket betyder, at jeg tager et fag på sommerskole. Det skal man ikke blive skræmt af, det er faktisk ret spændende og horisontudvidende. Man skal også være opmærksom på, at forårssemestret er inddelt i to trimestre. Det er forvirrende, men meget ’learning by doing’, du finder helt sikkert andre studerende, der kan forklare dig det.

Byen:

Det er en fed by med både kultur, strand og rejsemuligheder. Jeg nød at bruge byen. Gå på markeder. Besøge kaffesteder. Jeg rejste også meget, da jeg var der, hvilket man sagtens kan, da der er bus-, tog- og flyforbindelser forholdsvis billigt. Her besøgte jeg bl.a. Ibiza, Malaga og bjergbyer i nærheden. Køb gerne et metrokort, så du kan komme rundt. De har et, hvis du er under 26, som koster 80 euro for tre måneder (som jeg husker det). Jeg deltog i nogle af Erasmusaktiviteterne, hvilket godt kan anbefales. Ikke nødvendigvis de festlige arrangementer, men deres vandreture og guidede ruter rundt i byen. Det er en fed måde at udforske Barcelona.

Hav et dejligt ophold!

KLUMME OM UDVEKSLINGSOPHOLD I SEOUL PÅ SOOKMYUNG WOMENS UNIVERSITY

Af Laura Bro, Medieproduktion og Ledelse, 4. semester

Kære Jer der læser med,

Dette er en beretning om mit udvekslingsophold i Seoul i foråret 2022, hvor jeg gik på kvindeuniversitet Sookmyung.

Min oplevelse med Seoul og hele rejsen i sig selv, overhovedet at nå dertil – har været ligeså kaotisk og forvirrende, som selve byen også føles når man først ankommer der.

Jeg var til at starte med en smule skræmt af ordet ”kvinde universitet”, så jeg havde egentlig valgt kun at sende Kyung Hee University min ansøgning. Her fik jeg en plads, jeg dog senere mistede, da der desværre var givet et par pladser for meget ud. Hertil kontaktede vi (et par studerende fra DMJX) Sookmyung Womens University, og de var både fleksible og åbne for at tage flere studerende ind, selvom fristen var overskredet flere måneder før. Plus point til Sookmyung.

Efter flere måneders forberedelse var jeg endelig klar, til at drage mod Seoul, med to veninder jeg var så heldig at have muligheden for at bo med i en Airbnb vi havde fundet. Det var dyrere end at bo på campus – men Sookmyung’s campus har utrolig mange regler. Bl.a. et udgangsforbud efter kl. 22 i hverdage, og så er det forbudt at have besøg af det modsatte køn. Hvis man ikke er til den slags, så er der altså massere af fine airbnb’s nær campus man kan bo på.

Lige på og hårdt, så røg vi direkte i to ugers Corona isolation, da vi var så uheldige at få Corona på rejsen derned. Her fik vi også at vide, at alle vores fag for semesteret ville være online.. Det lagde en stor dæmper på opholdet, for det var stort set kun i den del af verden, at de stadig var så skræmte af Corona – så der var en del restriktioner, der fyldte utrolig meget. Med tiden blev det heldigvis bedre.

Min oplevelse af Seoul er desværre farvet af, at jeg bl.a. ikke havde mulighed for at få den fulde oplevelse af, at studere på campus. Jeg var også utrolig overrasket over, hvor få der taler engelsk – så hele kommunikations delen på daglig basis var hård. Man føler sig hurtigt ensom i en travl by. Det har til gengæld været lærerigt på alle fronter, og jeg føler mig både klogere på en fremmed kultur og stærkere mentalt efter for alvor at have stået på egne ben.

Det skal lige siges, at jeg selv har benyttet mig af at læse udlandsredaktionen, og jeg har været i kontakt med næsten alle der har skrevet en klumme om Seoul! Jeg havde en masse spørgsmål både inden og under rejsen, hvor det har været så dejlig nemt at tale med nogle der har været afsted før. Det er selvfølgelig svært at koge alle mine råd og tips ned i en klumme, så jeg vil selvfølgelig gerne besvare eventuelle spørgsmål, eller bare tage en snak inden man vælger at tage afsted.

Her kommer der også lige en lille bid af nogle uundgåelige praktiske ting man får brug for i Seoul:

  • Google oversæt (app); Download gerne denne app, så kan I bruge kameraet i appen til at oversætte det koreanske sprog. Bruges særligt på menukort på restauranter. 
  • Google maps (app): Dette er den nemmeste app at bruge ift. at finde rejsevejledninger til bus og metro. Hvis i skal have en rutevejledning på gåben er det kun Kort (app, den har i forvejen på jeres tlf) der virker. 
  • Kakaotalk Taxa (app); Dette er til at bestille taxa. Ellers kan man finde taxaer på gaden, men lyser de grønne er de optaget, og røde er de ledige. Ingen taxachauffører forstår et ord engelsk, så de kører ofte forkert. Så hold gerne øje med ruten hvis I skal med taxa. Det er dog meget, meget billigt. 
  • T-money (metrokort); Dette kort skal i have hver for at kunne rejse med transport. Man kan købe dem i CU kiosker, der ligger alle vegne. Det koster 5000 won at oprette et kort (27,5 dkk) og en metro/bus tur koster 1200 won (6,5 dkk). 
  • Penge & valuta; Man betaler i won og valutaen er 0,55. Jeg husker altid at 5000 won er ca. 27 kr,-. Det er vigtigt at i får hævet i en bank hvor i kan hæve større beløb, da det koster ca. 45 kr,- at hæve i en automat pr. gang.
  • Ting at huske ift. kultur: Tag helst imod ting i tager imod (returpenge, en varer mm.) med begge hænder. Hvis der er nogle ældre i et transportmiddel så rejs jer altid for dem (ellers skal de nok tydeliggøre det for dig.)

Anyways, så ønsker jeg dig der læser med verdens bedste udvekslingsophold uanset hvor i verden det tiltaler dig at tage hen! Udveksling er den fedeste mulighed, og jeg ønsker alle at gribe den chance.

De bedste hilsner,
Laura Bro
Laurabro99@hotmail.com

Udveksling på ’International Journalism’, HvA

Af: Isabella Balanchi, JOUR 4 semester

Amsterdam er ikke specielt eksotisk. Faktisk minder et udvekslingsophold på HvA meget om at være hjemme i Danmark. Man cykler i skole, har et uformelt forhold til underviserne og drikker øl på campusbaren Fest. Ved at vælge udveksling i Amsterdam, får du altså ikke det store kulturchok. Tværtimod er det nemt at komme ind i en hverdag hernede for tingene fungerer meget som derhjemme, alle taler engelsk og så er det altså en virkelig stemningsfuld og smuk by.

Studiet:

Først vil jeg lige sige, at HvA ligger hele sin struktur om, så ’International Journalism’ bliver nedlagt, og der i stedet kommer noget andet med journalistik, man kan vælge. Men HvA minder lidt om DMJX, det er learning by doing og ret kreativt –  vi lavede både podcast, video og alle genrer på skrift. Der var supertravlt med tre deadlines om ugen, og halvdelen af holdet kom ikke fra journalistuddannelser, hvilket kan gøre gruppearbejde til en anderledes oplevelse end derhjemme. Der kan godt være mere fokus på at producere i store mængder end på at lave gennemarbejdet journalistik med grundig research og kilder, hvilket kunne være frustrerende. Alligevel har jeg lært en masse af at producere i så højt tempo og i et fremmed land, og der er mulighed for at lave nogle fede produkter, hvis man selv holder ambitionsniveauet højt og kan håndtere at have så travlt. Jeg ved ikke, hvordan det bliver fremadrettet, men forvent at du skal bruge meget tid på studiet og måske er ved at gå ned med stress, hvis din udveksling ligger oveni praktiksøgning derhjemme.

Det sociale

Til forskel for dem, der går på det mere akademiske UvA med kæmpe-forelæsninger med nye folk i hvert fag, havde jeg al min undervisning med de samme cirka 30 studerende. Underviseren lagde op til, at vi skulle drikke øl sammen, og vi var på to studieture til Bruxelles og Istanbul, hvor vi også blev rystet sammen, så jeg fik min primære vennegruppe på studiet. Det var især fedt også at komme til at tale med nogle hollændere, for de kan godt være lidt svære at komme ind på og mange ender hurtigt i en international boble.

Jeg vil virkelig anbefale alle, der skal til Amsterdam at melde sig til ESN (Erasmus Student Network)s introforløb. Det er en god måde at komme i kontakt med andre på, og de fortsætter med at arrangere hyggeaftener, udflugter og fester hele semesteret igennem. Det blev lidt turistet til min smag med Coco’s som stamstedet (Amsterdams svar på A-bar), så jeg stoppede med at tage til det i takt med at jeg fik etableret et socialt liv selv, men i starten er det guld værd at dukke op.

Jeg meldte mig også ind i Facebookgruppen Danskere i Amsterdam, hvor nogle andre unge danskere tog intiativ til et meetup. Det var rart at have nogen at tale lidt dansk med, og der blev også dannet en tæt vennegruppe af danskere, der sås ofte og fx tog ind og så landskamp, da Danmark spillede i Amsterdam.

Bolig og andet praktisk

Ift. til bolig har du to muligheder. Man kan finde bolig gennem studiet (De Key, hedder tjenesten) eller forsøge sig på det private boligmarked gennem Facebook. Det er rigtigt svært og dyrt at finde bolig i Amsterdam, så jeg ville anbefale at forsøge gennem studiet og så vurdere, om du vil takke ja til det, du bliver tilbudt.

De bedste steder er Prinsengracht og Plantage, som kun koster 450 euro og ligger midt i byen, så du får ikke en bedre deal. Ellers er der kæmpekollegierne som Frailjemaborg, Meer en Vart og Rode Kruislaan, der ligger cirka 30 minutter fra byen på cykel. Jeg var selv lidt uheldig og ende på sidstnævnte – en stor betonklods i forstaden Diemen, hvor jeg havde et stort og helt fint værelse med eget bad, men til gengæld et meget sparsomt fælleskøkken og ikke et særligt socialt fællesskab. Jeg var nu alligevel glad for at bo for billige 450 euro og fandt altid nogen at følges med på cykelturen.

Jeg kender flere, der havde succes på det private boligmarked på trods af at mange opslag starter med NO INTERNATIONALS, men går du den vej, skal du forvente at betale 700-900 euro for et værelse og måske skulle flytte halvvejs igennem, da fremlejeperioderne tit er korte. Til gengæld er det markant federe at bo midt i byen.

Når linket fra ’De Key’ kommer ud, skal du være hurtig – så gør dig gerne nogle overvejelser om hvad du vil være klar til at sige ja til før du sidder og skal acceptere tilbuddet eller lade være, for man kan ikke opsige før perioden er slut. Og tag noget basis-service med, for køkkenerne er dårligt udstyrede. Der er heller ikke fryser og ovn de fleste steder, heller ikke selvom du lejer dig ind i en privat lejlighed.

Ellers er det godt og nemt at leje cykel gennem Swapfiets, og tro mig, du skal have en cykel. Jeg åbnede ikke en hollandsk bankkonto – jeg vurderede, at det ikke var besværet værd, selvom mange supermarkeder ikke tager danske kort, og man heller ikke altid kan købe billetter til events på nettet uden. Her er et hack at downloade mobilbanken Revolut, så kan du handle online alligevel. Man skal desuden altid have billet på forhånd for at tage i byen, til gengæld kan du godt glæde dig til at danse til techno i Noord natten lang.

Ellers vil jeg sige, at du skal huske at spise kibbeling og bitterballen, at kunstbiografen Kriterion tæt på skolen er et godt sted både at studere om dagen og drikke øl om aftenen, at der er meget genbrugsguld i kæmpebunkerne til 1 euro på markedet på Waterlooplein, og at man kan komme til Paris på under tre timer, men book togbiletterne i god tid, for ellers bliver de dyre.

Hvis der er noget, du gerne vil have svar på, må du gerne skrive til mig på 26679@dmjx.dk

God udveksling!

– Isabella Balanchi

Klumme om udveksling i London, City 

Af: Cecilie Lillelund Nissen, JOUR 3. semester

London er en helt igennem fantastisk by, som de fleste af os nok har besøgt på et eller andet tidspunkt. Derfor synes jeg hellere, at jeg vil bruge den her plads på at komme med nogle praktiske råd, som jeg godt gad, jeg havde fået fortalt inden afgang.

Bank

Du kan kun åbne en bankkonto i England, hvis du har post med din engelske adresse på – og læge/NHS breve gælder ikke. Det skal være en regning eller lignende. Det har de færreste, lige når de kommer, og det er i øvrigt slet ikke nødvendigt at åbne en bankkonto.

Jeg downloadede Revolut appen, som fungerer som en online bank. Du får et Apple Pay kreditkort, som du kan bruge i kort automater og på nettet. Der er ingen gebyrer, og det er nemt at overføre fra din egen konto til Revolut kontoen. Det kan helt sikkert anbefales.

Lejlighed

Måske du allerede har læst dig frem til det her, men hvad end du gør, så lej ikke et værelse eller en lejlighed, før du har været ude og se den. Der er SÅ mange scammere i London. Mange af dem forventer desuden at få et kontant depositum stukket i hånden, inden du kan leje lejligheden. Det er meget normalt, men det lyder super underligt for os danskere. Du kan hæve penge på næsten ethvert gadehjørne.

Læge

Du kan godt få en praktiserende læge, mens du er i London. Og hvis du regner med at være syg en masse, kan det være en god ide. Der er nemlig lang ventetid på skadestuerne. Men der er virkelig også lang ventetid ved de normale læger. Hvis du synes, det danske sundhedssystem nogle gange er upraktisk og besværligt, så er det intet i forhold til det britiske. Hvis du kan undgå det, så lad lægerne være i fred.

Mobil abonnement

Der er desværre nogle restauranter og hjemmesider, der kræver, at du har et britisk telefonnummer. Jeg havde et den første måned, og så holdt jeg op med at betale til det, men jeg skrev det stadig ind steder, hvor det var nødvendigt. Det var aldrig noget problem. Og mit Telenor abonnement fungerede så fint – faktisk bedre end det britiske. De siger godt nok, at man ikke må bruge sit abonnement i udlandet flere måneder i streg, men jeg løb aldrig ind i problemer.

Offentlig transport

Selvom London er verdenskendt for deres undergrund, så er busserne altså næsten halv pris, og de kører virkelig tit. Bevares, metroen er hurtigere. Men hvis du gerne vil spare penge – og tro mig, det vil du gerne i London. Huslejen er enormt høj – så er bussen the way to go. Hvis du har planer om at tage på dagsture udenfor London, hvilket jeg klart vil anbefale, så er et railcard en genial ide. De koster ikke det store, og efter en tur eller to har du tjent pengene ind igen.

Restauranter og barer

London fungerer anderledes på mange måder. En af de ting, der overraskede mig mest var, at man skal skulle bestille bord på næsten alt flere dage, og nogle gange uger, i forvejen, hvis man skulle have håb om at få plads på restauranter og pubs i weekenden. I London fester de torsdag, fredag og lørdag. Hvis du vil følge trop, så skal du være ude i god tid. Og være klar på, at alle natklubberne får dig til at betale hvert fald 100kr for entre, og det er eksklusiv garderobe. Hvis du kan få dig en kammerat, der kan få dig på gæstelister, så gør det. Sådan en ven er guld værd.

Hav en mega fed tur til London – det er det hele værd!

4. semester på Lebanese American University i Beirut, Libanon – F22

Af: Marie Maillet, JOUR

Jeg var klar til at vende næsen hjemad mod Danmark igen på andendagen i Libanon, da jeg fik mit livs chok. Jeg havde været ude at handle i en dagligvarebutik og købt æg, løg, rengøringsmiddel og toiletpapir. Da jeg kom hjem, regnede jeg mig frem til, at prisen svarede til svimlende 3.300 danske kroner!! 

Efterfølgende fandt jeg ud af, at Libanons økonomi er ude i en massiv inflation, hvor priserne er løbet løbsk. En bakke æg koster omkring 250 danske kroner! Efter et mindre kriseanfald over, hvordan jeg dog skulle få det hele til at løbe rundt, fik jeg sat mig ind i Libanons meget komplicerede økonomiske situation.  

Meget forsimpelt handler det om, at man skal have en masse dollars med ind i landet og veksle dem på ”det sorte marked”. Her får man så mange flere libanesiske lira per dollar, så man kan leve utrolig billigt i landet og undgå den skyhøje inflation. Meget privilegeret, for bankerne i Libanon er løbet tør for dollars, så det er kun folk, der kommer udefra, der kan bringe dollars til landet og leve et nogenlunde normalt, billigt liv.  

Libanon er et land i massiv krise, og man skal uden tvivl tage sine forholdsregler, så man ikke pludselig ender med at blive økonomisk rundtosset som mig. Når det så er sagt, så har jeg slet ikke ord for, hvor fantastisk min tid i Libanon har været. Libaneserne er det mest gæstfrie og givende folkefærd, jeg nogensinde har mødt. Maden utrolig lækker. Det er let (og billigt) at rejse rundt, og de fleste steder kan man være tilbage i Beirut igen samme aften. Jeg har altid følt mig sikker og tryg. Men frem for alt har jeg fået nogle fantastiske libanesiske venner, og jeg har altid følt mig set, hørt og taget seriøst, selvom jeg var den eneste udlænding i timerne. Fra første dag på uni blev jeg taget varmt imod af både klassekammerater og lærere, og det har været let at få venner, fordi libaneserne er så åbne.   

Der er en masse mere at fortælle, så hvis du har brug for at stille spørgsmål eller tage en snak om Libanon / Lebanese American University, så kan jeg kontaktes på marieamtoft3@gmail.com eller på Messenger: Marie Amtoft Maillet.  

Bedste hilsner
Marie 

Ps.: På ét semester kan man desuden godt lære nok arabisk til at føre en (langsom) samtale 😊  

Udveksling i naturperlen Volda

Af: Louise Lund-Sørensen, JOUR 4. semester

Er adventure og naturoplevelser også noget af det bedste, du ved? Så er Høgskulen i Volda stedet at tage til!

Bolig

Universitetet garanterer dig værelser, og det skal du bare tage imod! Du kan vælge at bo i hyggelige norske huse med andre roomies eller at flytte ind på student dorms aka kollegier. Den første måneds tid boede jeg på den gamle del af kollegiet ”Heltne”, men valgte at flytte til det andet kollegium, der hedder ”Porse”. Så jeg synes selvfølgelig, at det er der, du skal flytte ind. I Porse B har du på den ene side en fantastisk udsigt over fjorden med de sneklædte bjerge i baggrunden – så smukt! Og så ligger det i gåafstand til det hele. På kollegierne bor næsten alle de internationale. Du kan vælge et værelse, hvor du deler bad med én anden, et værelse med eget bad eller en hel lille lejlighed i kollegiet. Køkkenet deler man med resten af gangen, ca 6 mennesker. Priserne for at bo i Volda er ganske okay. Jeg betalte 3650 norske kroner for et værelse med delt badeværelse. Her kan du læse mere om bolig: https://www.sivolda.no/bustad/category870.html

Fagligt

Høgskulen er praktisk anlagt, og du kommer til at have to fag, som kører samtidig. Der savnede jeg lidt, at man kun havde ét fag ad gangen, men to fag er nu overskueligt nok. Jeg selv havde ”photo for media” og ”web documentary”.  To fag som jeg virkelig har nydt, men som med enhver god læring også har bragt frustrationer med sig. De kører lidt samme læringsstil i Volda som på DMJX, hvad det angår. Arbejdsbyrden afhænger meget af, hvor mange kræfter du ligger i det. Jeg selv plejer at læse alt fra start til slut, men har på dette semester prioriteret oplevelserne ved at være udvekslingsstuderende. Og jeg er kommet fint igennem uden at have læst ALT. Ellers så er skolen faktisk ret kendt i Norge for deres mediefag. Mange rejser hertil af den grund, og sidste år fik de en helt ny mediebygning, som har alt det udstyr, du kan drømme om. Der er et ’cheq room’, hvor du kvit og frit kan låne alverdens udstyr, som du kan tage med dig op i studiet eller ud i verden. Det er altså mega nice, og så har de endda biler til rådighed, når du skal ud at tage landskabsbilleder til foto eller filme 360 videoer til din web dokumentar.

Socialt

De internationale i Volda har et stærkt sammenhold, og der har ”Pangaia” været en stor hjælp. Det er et sted, hvor du kan sidde og chille og få en gratis kop kaffe, men det er også dem, der henter dig, når du ankommer i lufthavnen, og så arrangerer de en del socialt. Vi havde fx rigtig mange movienights med gratis snacks. Ellers sker der altid et eller andet i fælleskøkkenerne på kollegierne.

Nordmændene er lidt sværere at komme ind på. Men du har en kæmpe fordel ved at være dansker! Du bliver bare lidt mere interessant i deres øjne, når de kan få lov til at forsøge at snakke dansk, hvilket til tider kan lyde rigtig sjovt. Hvis man gerne vil have mere at gøre med de lokale, så er det med at melde sig ind i nogle foreninger. Der tilbyder skolen fx radio, tv, magasin og meget mere.

Jeg kan ikke skrive ”socialt” uden også at kommentere lidt på fest. Volda er jo et lille sted, så der er én dyr bar, og så er der studenterbaren Rokken. Det er feststedet, hvor der blandt andet er onsdagskviss, open mic, koncerter og klikkedisco. Det er faktisk utrolig fedt, at der bare er det ene sted, for så møder du altid nogle, du kender. Onsdagskvissen var den mest besøgte, og her holdt nordmændene tit vors (forfest) og nach (efterfest). Og undervejs i kvissen fik de sig også lige en Breezer, når Bacardirace-sangen kom på. Fordi en billig øl med studierabat stadig koster 70 kr, så fester nordmændene lidt, som da jeg var teenager. Går all in til vors, så de ikke skal købe så meget på baren. Af samme grund er der også rigtig mange privatfester i kollegierne. Og er der én international, der holder fest, så er alle internationale inviterede.

Mine top oplevelser

Min tid i Volda har været spækket med fede oplevelser (ofte ude i naturen), som jeg ville komme til at skrive alt for meget om, hvis først jeg begyndte. Så ganske kort fyrer jeg bare lige nogle ord af, der måske giver et indtryk af, hvad det halve år har budt på. Friluftslivstur med overnatning i Lavo, ekstremsportsfestivalen X2 med koncerter om aftenen, en masse campingture med vennerne, toptur med randonee ski, alpin skiture og langrend. Fejringen af nationaldagen d. 17 Maj, kajak i Norangsfjorden og cold water surf i Hoddevik.  Og så ufattelig mange smukke hikes, hvor du her får min top tre med start i Volda:

  • Rotsethornet
  • Melshornet
  • Galten

Praktiske tips

Til trods for det gode vejr på billederne, så er der meget regn/sne i området her, så husk regntøj!

Det er dyrt i Norge, så vi internationale elsker, når vi kan spare penge. Derfor var dumpsterdiving en stor ting i Volda. Nu er der dog kommet lås på en af skraldespandene, men forsøg jer med det, hvis I vil leve lidt billigere. Som regel er der helt fine ting at finde! Hver mandag kan du også spise gratis hos Greenfingers, som laver hyggelige aktiviteter året rundt. I forhold til alkohol så køb en flaske i lufthavnen inden du kommer til landet og få dine gæster til at tage noget med. Det har jeg i hvert fald sparet en del på.

BUA skal du nok komme til at stifte bekendtskab med. Her kan du låne alverdens udstyr helt gratis. Men tjek lige om dine skistøvler nu også passer til bindingerne på skiene 🙂

Det kan også være ret bøvlet at komme rundt i Volda, så jeg ville have ønsket, at jeg havde en bil. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at få fingrene i en, men blev fanget mellem to stole. I Norge skal man bruge et d-nummer til stort set alt, så læs lige op på om det er noget, du vil anskaffe dig. Du har i hvert fald brug for det for at kunne købe en bil i landet. Ellers så køb en brugt bil i Danmark og kør derop. Du kan altid sælge bilen igen, og det er klart billigere end at leje. Og så er det bare rart at have friheden til at køre ud og opleve området. Når det så er sagt, så er der også utrolig meget smukt natur, som du nemt kan opleve fra Volda.

Opsummering

Afslutningsvis vil jeg bare sige, at det har været helt fantastisk for en naturelsker som mig at bo midt i så smukt et område og få lov til at opleve sæsonerne. Sneen varede helt ind til slutningen af april, men jeg kommer virkelig til at savne hele det ski-liv, som jeg har oplevet her. Der er så meget mere, jeg gerne vil nå at opleve, og da foråret endelig kom var det også helt fantastisk at se det hele blomstre op. Nøj, jeg kommer til at savne de bjerge!

Du skal altså vælge Volda, hvis du kan lide eller er nysgerrig på outdoor life. Så garanterer jeg, at du ikke bliver skuffet!

Hvis du vil se flere billeder eller videoer, så tjek min Instagram (louise_lund_s) og kontakt mig endelig, hvis du har nogle spørgsmål! 

Mine råd til en fremtidig Mizzou Tiger

Af: Elisabeth Lykke Ivens, JOUR 4. semester

Mit første råd til dig, der skal på Mizzou, er: Bo på campus; det er der, alting sker. Universitetet ligger i Columbia, som er en relativt veltrivende universitetsby, med byliv, butikker, cafeer, koncertsteder og andre ting i det univers. Men, så er den til gengæld heller ikke større, og hvis ikke du har en bil, kommer du ikke længere end Columbia. Der er ikke noget, der hedder offentlig transport, og der er mange timer til den nærmeste spændende by.

Af samme grund sker der hver dag en masse ting på campus; forskellige kulturelle organisationer deler mad ud, der er sportskampe (et MUST – de er fuldkommen sindssyge), film under åben himmel, spilaftener, danseopvisninger og meget andet. Man må huske på, at universitet er kæmpestort – med omtrent 30.000 studerende – og derfor har en mængde ressourcer, som vi nærmest ikke kan forstå i Danmark. Disse arrangementer på campus er en stor del af universitetsoplevelsen og en stor del af selvforståelsen på stedet. Tag del i det!

En nem måde at tage del i det på, er at bo på campus. Men, det betyder også, at du kommer til at dele et værelse med en anden studerende, sandsynligvis en freshman på 18-19 år. Jeg syntes, det var fint, da jeg ikke var langt fra dem i alder, og alligevel ikke brugte særligt meget tid på mit værelse.

Undervisningen er anderledes end det, du er vant til på DMJX. Jeg fandt den selv ret ”gymnasieagtig,” idet, at du havde mange forskellige fag, der var mange lektier og opgaver (de var ikke svære, der var bare mange), du får karakterer for opgaver og deltagelse i timer, og du forventes at have et tæt forhold til din lærer. Et råd, jeg kan give hertil, er at få en personlig relation til din lærer fra starten af. Her har du en naturlig fordel i, at du er international: ny, spændende og forvirret, hvilket lærerne har stor sympati for. Introducer dig selv, deltag i timerne, ræk ud ved spørgsmål eller hjælp til opgaver, og skriv til dem efter semesteret er ovre. (P.S. Du vil skulle bruge en anbefaling fra dem, hvis du har lyst til at studere videre i USA senere i din uddannelse.)

Et tredje råd er, vær opsøgende og sig JA. Du er desværre lidt ude in-the-middle-of-nowhere, så du bliver nødt til at involvere dig i en masse. Lav en whatsapp-gruppe for de udvekslingsstuderende, som du møder de første uger, og inviter, inviter, inviter til at mødes. Sig hej og godmorgen til de amerikanske studerende i dine klasser, de er nemlig ikke selv så snaksaglige. Lav aftensmadsaftaler hver dag. Find nogen at gå til træning med. Meld dig ind i alskens organisationer; selv var jeg med i ”Missouri International Student Council,” den elev-styrede avis ”The ManEater” og en amerikansk-international-vennegruppe kaldet ”Home Group.” Disse grupper er også gode til at blive venner med amerikanske studerende; de er vigtige at have, for de har biler, og hvis du spørger pænt, er de meget villige til at køre dig steder hen. Men det kræver også, at du siger ja til ting, og tager til nærmest alt, du kan. Jeg siger ikke, at du skal køre dig selv helt udmattet; selvfølgelig skal du tage dig tid til dig selv, når du har brug for det. Men hvis du kan vælge mellem at se Netflix på dit værelse eller tage til bingo-aften med nogle nye mennesker, der gerne vil lære dig at kende, så tag til bingo-aften. Jeg lover, at det bliver det værd.

Sidst, men ikke mindst, så bliv gode venner med Tim og Paula. De er et amerikansk par, der fungerer som en slags besøgsfamilie for de danske journaliststuderende. De er de sødeste mennesker i verden, og vil hjertens gerne tage dig på ture i Missouri og andre stater, til sportskampe, til fester i deres hjem og alt muligt andet. De er din nøgle til at lære USA at kende på nært hold og få en stor, amerikansk omgangskreds.

Tilbage er der kun at sige: GØR DET, GØR DET, GØR DET! Og gør dig klar på de bedste 5 måneder af dit liv!

Har du nogen spørgsmål, så kontakt mig på elisabethlykke@live.com

Her er link til en kort video af min dagligdag

IHECS, Bruxelles

Af Stine Schou, MPL

Efter fire måneder på IHECS i Bruxelles, er jeg nu vendt hjem til Danmark igen. Det har været fire måneder fyldt med en masse oplevelser – både gode og mindre gode. Jeg har prøvet at opsummere det meste her:

Hvorfor Bruxelles?

Jeg valgte at bruge min udveksling i Bruxelles mest af praktiske årsager. Jeg havde været i byen før, og så var det både nogenlunde billigt og nemt at komme frem og tilbage, hvilket var vigtigt for mig, da jeg stadig havde forpligtelser i København.

Byen er ikke så stor, men den er meget multikulturel hvad angår indbyggerne. Og så vrimler det med øl, fritter, vafler og chokolade! Bruxelles er generelt mere beskidt end vi er vant til i Danmark, og kan se ret slidt ud, men stemningen er god og der er en god kultur for at gå på café/bar.

Skolen
Skolen ligger meget centralt i Bruxelles, lige ved Manneken Pis, hvilket er dejligt, hvis du gerne vil bruge dine dage i byen, både før og efter skole. Skolen er delt op i forskellige bygninger, og har generelt gode faciliteter. Der er både foto-, video-, og radiostudier, samt redigeringssuiter, hvilket er virkelig er nyttigt, hvis du skal arbejde med medier.

Semestret er kort og hvis du vælger det engelske fagudbud, så varer det kun fire måneder. I foråret fra ca. slut januar til ca. slut maj inkl. to ugers påskeferie.

Fagene og underviserne
Fagene har generelt lavere niveau end i Danmark, men det betyder ikke nødvendigvis, at lærerne forventer mindre af dig. Fagene er hver 5 ECTS, og du har hvert fag to timer hver uge. Jeg tog følgende fag, som jeg uddyber her:

Introduction week:

Denne uge ligger i dagene inden semesterstart og er frivillig. Ugen giver 3 ECTS point. Jeg kan klart anbefale at deltage i denne, da det er en god mulighed for at lære de andre udvekslingsstuderende lidt at kende.

French course:

Faget er delt op i tre niveauer: begynder, medium og avanceret. IHECS placerer dig på et af disse hold ud fra en sprogtest du tager inden. Jeg startede på medium-holdet, men endte med at rykke ned til begynder-holdet, da niveauet var for svært til mig. Du lærer ikke at tale fransk med dette fag, men det er en fin i introduktion til sproget. Eksamen var en skriftlig prøve.

Cross-cultural communication:

Dette var nok et af mine yndlingsfag, og giver dig kendskab til forskellige kulturer, og hvordan vi kommunikerer kulturer imellem. Et virkelig interessant fag som giver et godt indblik i kulturelle forskelle. Eksamen var to opgaver som skulle afleveres i løbet af semestret.

Civic engagment

I dette fag skal du vælge en humanitær organisation og arbejde frivilligt i 30 timer. Jeg arbejdede som bartender i LGBTQIA+-organisationen RainbowHouse. Eksamen var en rapport om dit arbejde.

Photo
Faget styres af en fotojournalist, som giver dig forskellige fotoopgaver i løbet af semestret. Hvis du kan lide at arbejde med fotografi, så vil jeg klart anbefale dette fag. Eksamen var et afsluttende foto-portfolio efter eget valg.

Video

I dette fag får du en kort indføring i videogenren, og så skal du som eksamen lave en kort dokumentar. Jeg vil dog IKKE anbefale dette fag, da underviseren ikke kan undervise og tilrettelægge et tilfredsstillende forløb.

Europe and Its specificities
Dette fag består primært af fremlæggelser fra de studerende om Europas historie. Faget er båret af fremlæggelser og filosofiske diskussioner. Det lød spændende på papiret, men knap så godt udført. Eksamen er fremlæggelser i løbet af semestret.

Bolig
IHECS er søde til at sende links til gode boligsider, men du skal selv gøre arbejdet. Jeg endte med at leje et værelse gennem Jeronimmo som primært huser Erasmus-studerende. De har forskellige huse, men du kommer til at bo i et kollektiv med andre unge, hvilket er skønt hvis du elsker at feste og hader at gøre rent. Hvis du gerne vil bo roligt og i rene omgivelser, så er dette ikke stedet. Jeg betalte 440€ pr. md. for et værelse, hvilket er i den billige ende. Derudover er kommunikationen med Jeronimmo ikke altid den bedste.

Jeg boede i Ixelles, hvilket er et skønt kvarter med mange unge, barer, caféer og flotte parker – kan klart anbefales!

Transport
Hvis du er under 25 år kan du få et transportkort til 12€ for et år! Men hvis du er over 25 år (ligesom mig) koster det 50€ pr. md. Jeg endte derfor med at leje en cykel gennem Swapfiets (15€ pr. md.). Derudover kan man også købe et abonnement til bycyklerne, Villo, som vi faktisk fik gratis gennem skolen. Men Bruxelles er altså ikke en cykelby, både når det handler om bakker og trafikken.

Dette skal du opleve
-Drikke øl på gode ølbarer fx Delirium og Poechenellekelder

-Spise fritter fra Maison Antoine eller Frit Flagey

-Spise vafler fra Maison Dandoy

-Besøg andre belgiske byer som fx Brugge, Ghent, Mechelen, Antwerpen, Liege osv.

-Rejs billigt til Amsterdam, Paris og London (Flixbus har virkelig billige billetter, hvis du booker i god tid)

Alt i alt

Alt i alt er det jo en stor oplevelse at komme lidt ud i verden og møde nogle nye mennesker. Hvis du vælger Bruxelles venter der mange gode madoplevelser og forskellige spændende mennesker. Gør dig selv den tjeneste at finde et godt og behageligt sted at bo, så du føler dig hjemme. Dette lykkedes jeg desværre ikke med, hvilket gjorde, at jeg aldrig helt kunne falde på plads. Og så benyt muligheden for at tage til andre europæiske storbyer. Det er supernemt og billigt fra Bruxelles! Hvis du har brug for at opleve noget nyt, men uden at få et kulturchok, så er Bruxelles et god bud!

Hogeschool Utrecht, Holland

Af Ditte Kølln, KOM

Byen

Utrecht er en virkelig hyggelig by og tager heller ikke forfærdeligt lang tid at lære at kende. Når man beder en hollænder beskrive Utrecht, er der stor sandsynlighed for, at de siger: ”Byen er karakteristisk for Holland og har alt det gode fra Amsterdam bare uden de mange turister.” Og det vil jeg give dem ret i. Man er ikke i tvivl om, at man er i Holland, når man færdes i byen, der er spækket med små, snørklede gader og mange kanaler. Jeg var virkelig glad for at bo her.

Det faglige

Jeg gik på HU – Hogeschool Utrecht, der ligger i ”universitetsbyen” Utrecht Sciencepark. På HU skal man selv holde øje med, hvilke fag man har, lave skemaer og holde kontakten til undervisere, hvis der sker ændringer. Du bliver ikke nødvendigvis automatisk tilmeldt online læringsplatforme eller undervisninger, det skal du selv holde styr på og underrette din underviser om. Når det så er sagt, så er både undervisere og andre elever virkelig gode til at hjælpe, hvis blot man rækker ud.

Hvad angår det faglige niveau, så kommer det meget an på, hvilke fag man har, og hvor langt resten af de studerende er. Jeg gik selv på linjen Creative Business (CB) og tog også del i minoren Mediapsychology.

Et semester på HU er delt op i to blokke.

I blok A (den første halvdel) havde jeg fagene:

  • Psychological effects of the media (Mediapsychology)

Super fint fag med god underviser. Tager dig igennem forskellige aspekter og teorier omhandlede psykologiske konsekvenser af mediebrug.

  • Cognitive Psychology of the media (Mediapsychology)

Forvirrende fag og underviser. Selve undervisningen havde ikke så meget med det praktiske arbejde at gøre. Tanken var god, men udførslen haltede lidt. Jeg ved dog, at de selv var opmærksomme på det og arbejdede på at gøre det bedre.

  • Digital media design (CB)

Mere praktisk og direkte brugbart fag, med kompetent underviser. Fokuserer på at lære dig termer og tanker bag grafisk arbejde, så man kan udforme en passende brief til en grafiker afhængig af, hvad man ønsker sig.

I blok B (anden halvdel) havde jeg fagene:

  • Digital media and culture (Mediapsychology)

Klart det bedste fag og den bedste underviser på hele semesteret. Det var aktuelt, relevant og fokuserede på hvordan medier, og hvordan vi bruger dem, påvirker os som samfund og kultur.

  • Cyberpsychology (Mediapsychology)

Udmærket fag med sød underviser. Jeg forstod aldrig rigtig hvad pointen med faget var, men det var hyggeligt at have. Det er meget en samtale mellem underviser og klasse om forskellige aspekter af online mediebrug.

  • Humanities (CB)

Udmærket fag med okay underviser. Faget handlede om, at vi alle er biased, når vi kigger på verden. Her bliver du bedt om at dykke ned i hvilke biases der er, og hvordan vi kan eliminere dem.

Det sociale

Jeg var for det meste sammen med mine roommates eller folk de kendte. Jeg tilmeldte mig dog en organisation – ”BuddyGoDutch”. Selv fik jeg ikke ret meget ud af det, men jeg ved, at flere andre havde virkelig god brug af det og lærte en masse mennesker at kende på deres mange udflugter. Jeg havde desværre ikke så meget med de hollandske studerende at gøre, da mange af dem bor meget langt væk fra skolen. Jeg havde dog god brug af de mange andre udvekslingsstuderende.  

Det praktiske

Jeg fik bolig gennem organisationen SSH, der udlejer værelser på kollegier i og omkring Utrecht. Selv boede jeg i Johanna Building i Utrecht Sciencepark lige overfor skolen. Her boede jeg sammen med 4 andre udvekslingsstuderende fra forskellige lande. Jeg vil klart anbefale, at man kigger på bolig igennem SSH, men man skal være opmærksom på, at værelserne er væk MEGET hurtigt. Jeg husker det som om, at det tog under 5 minutter, da jeg bookede. Man kan få adgang gennem skolen. De sender mails ud med alle oplysninger og er gode til at holde en opdateret (det gælder også helt generelt).

Hvad angår transport vil jeg helt sikkert anbefale, at man skaffer sig to ting:

  1. En cykel

Holland er et fladt land og meget nemmere at cykle i end Danmark. Jeg havde en cykel gennem firmaet ”Swapfiets” og var glad for det. Andre købte brugte cykler. Vær dog opmærksom på, at politiet holder enormt meget øje med, om du har lys på, samt om du bruger din telefon, mens du cykler. Begge dele uddeler de bøder for.

  • Et OV Chipkaart

Det er svarende til det danske rejsekort og kan bruges i alle offentlige transportmidler. Virkelig praktisk hvis man gerne vil på udflugter.

Der er SÅ meget mere at sige om Utrecht, men det der er nævnt her, er blot det absolut vigtigste efter min mening. For at opsummere havde jeg en super lærerig tur, og jeg vil anbefale alle at tage af sted, selvom det er både udfordrende og svært til tider.

Overvejer du at tage af sted og vil gerne have mere info, fra en der selv har stået i det kaos som udveksling er, så er du velkommen til at skrive på koldi@dmjx.dk

God fornøjelse!