University of Technology, Sydney

Af Nadia Kronborg.

Hvad kan man forvente af et semester i Sydney?

Mine forventninger var høje og mange. Jeg ville have et CV med anderledes kompetencer end mine medstuderende, engelskkundskaber stærke nok til at begå mig sikkert på både skrift og til interview. Jeg havde et håb om møde mennesker fra hele verden, have en spændende hverdag i en multikulturel millionby samt et ønske om utallige oplevelser og rejser.

Det viste sig, at det bestemt ikke var for meget at forlange. Tværtimod. I Sydney og Australien har du mulighed for det hele, det handler blot om at rage til sig.

Allerede inden fagene starter på University of Technology, Sydney (UTS) starter dit ophold og dine oplevelser. UTS er som en international banegård med studerende fra hele verden, og universitetet gør utrolig meget for, at alle føler sig velkommen og bliver en del af det australske universitetsliv. Her er flere daglige arrangementer, der strækker sig fra alt lige fra kaffeklub til nationalparkudflugter og naturligvis et væld af fester. Mulighederne for at være social og møde nye og spændende mennesker er mange, og bor man tilmed på universitetets campus, hvilket jeg varmt kan anbefale, er du nærmest på grænsen til at føle dig forkælet, når du konstant bliver inviteret til fede arrangementer.

Gennem hele semesteret kan du tilmelde dig utallige sportsklubber, sprogkurser, madlavningskurser eller hvad der måtte ramme plet hos dig.

Med hensyn til det faglige kommer niveauet meget an på, hvilke fag du vælger. Jeg havde et journalistisk fag, hvilket jeg mildest talt ikke fik noget ud af, da niveauet var meget lavt. Til gengæld havde jeg to ikke-journalistiske fag, som virkelig krævede arbejde, for at være med. Her fik jeg for alvor fyret op for den akademiske måde at lave afleveringer på, som man ikke har meget erfaring med fra journalisthøjskolen. Men selvom jeg skulle ligge en del tid i fagene, er det klart til at overkomme uden at give afkald på hverken surfing eller byture i Surry Hills – man kun går i skole ni timer om ugen! Da UTS som sagt rummer rigtig mange internationale studerende, får man ikke særbehandling som dansker, men UTS tilbyder hjælp til både opgaveskrivning, sproget eller blot at forstå en tekst, og jeg oplevede, at lærerne altid var rare til at hjælpe.

En skøn ting på UTS er, at du studerer på kommunikationslinjen, hvilket betyder lidt flere opgaver i løbet af semesteret, men til gengæld ingen eksamen. Hverken midtvejs eller til slut. Det giver rig mulighed for at rejse og opleve, både i den to ugers lange ferie halvvejs gennem semesteret og til slut, når de andre slider. Et godt råd er, at du er hurtig til at vælge, hvilke forelæsninger og undervisningstimer du vil følge i de forskellige fag, så du fx har en skemafri dag i forbindelsen med weekenden og dermed mulighed for smutture til Melbourne, Byron Bay eller Ayers Rock.

Når du så har fundet ud af hvordan uni-livet fungerer og har fået en masse nye venner, opdager du for alvor, hvor fantastisk en by Sydney er. Du får en hverdag omgivet af mennesker fra hele verden, en spændende og travl bymidte, hyggelige cafe-områder, koncerter, rugbykampe og ikke mindste mange fantastiske strande der kun ligger en spytklat væk.

Stol på mig. Du kan roligt tillade dig, at forvente meget!

Auckland University of Technology

Af Grith Helene Gregersen.

Postkort fra Auckland

New Zealand har alt. Bjerge, delfiner, papegøjer og fly, du kan springe ud fra. Men Auckland kan faktisk også bryste sig af et ganske fint universitet. Jeg ankom netop som vi skulle indvie en spritny kommunikationsbygning. Nye store auditorier, smukke fællesområder og livemusik i frikvartererne. AUT (Auckland University of Technology) er et pulserende ungdomsuniversitet med caféer, løbeklubber, motionscenter og loppemarkeder. Selv om du går i skole, er det nærmest umuligt at kede dig på AUT.

Jeg havde fire fag på AUT, hvilket man skal have for at blive accepteret som fuldtidsstuderende. Som udgangspunkt kan du som ”undergraduate”-studerende vælge imellem fag fra level 5 til level 7. Level 5-fag er ganske overkommelige, mens der skal arbejdes en del mere på level 7.

Photography er et populært fag blandt udvekslingsstuderende, og det er derfor et oplagt sted at møde studerende fra andre lande. Ingen fotografierfaring er påkrævet. Faget er meget, hvad du selv gør det til. Hvis du vil lære noget, er der gode faciliteter og dygtige underviserer, der kan hjælpe dig på vej.

Visual Communication er faget, hvor du lærer at bruge programmerne Illustrator og Photoshop. Det er et ganske fint fag, jeg vil dog kun anbefale at tage det, hvis du på forhånd har en lille smule kendskab til begge programmer.

Māori Culture & Society er et fantastisk fag, hvor din opfattelse af verden bliver vendt op og ned. Alle tager skoene af og lægger sig på madrasser og lytter til fortællinger om maorikulturen. Underviserne er dygtige og meget engagerede.

Creative Marketplace er et level 7 fag, og du skal stramme ballerne, hvis du skal følge med her. Underviseren står til gengæld til rådighed dag og nat, hvis du skulle have spørgsmål, men der skal læses meget og skrives mange lange essays. Når det er sagt, er det et fedt fag, hvor du har gode muligheder for at forbedre dit engelsk, og din viden om den kreative markedsplads mange freelancejournalister bliver en del af.

Der er mange kommunikationsfag at vælge imellem, men undersøg fagene på de andre linjer, inden du beslutter dig. AUT er et stort universitet og der er enormt mange spændende alternative fag. Det er i det hele taget svært at sætte en finger på universitetet. Der er styr på tingene og de har både dygtige undervisere og en meget velfungerede studenterorganisation, der altid sørger for, at du har noget at give dig til imellem dine fag.

Nogle udvekslingsstuderende vælger at bo på universitets kollegium, som ligger praktisk placeret lige overfor universitetet. Det er dyrt, men det er det også at finde bolig ude i byen. Hvis du ønsker at finde et sted selv, er det en god idé at sætte god tid af til det. Det tager tid, men det er bestemt ikke umuligt.

Det eneste problem ved at studere I Auckland er, at du hverken har tid nok eller penge nok. Selv om jeg kun gik I skole tre dage om ugen, havde jeg slet ikke tid nok til at opleve alt det, jeg gerne ville I New Zealand. Nordøen er fantastisk, sydøen er fantastisk og Auckland er fantastisk.

Det er dyrt at leve, og det er dyrt at rejse rundt. Men det er absolut det hele værd.

Murdoch University

Af Simon Winther.

Perth – En oase i ødemarken

Når I – kommende udvekslingsstuderende – scroller gennem beretningerne fra os studerende, der har været på udvekslingsophold, er der helt sikkert mange af de samme oplevelser og erfaringer, som går igen: nye venskaber, horisonter der bliver udvidet, og grænser der bliver flyttet. Og sådan var det også i Perth, hvor jeg læste på Murdoch University.

Perth er på mange måder et vandhul i en ødemark – en oase i ørkenen. Der er ca. 5000 km til Sydney gennem tør, tør ødemark. Og også nordpå er Perth omringet af øde områder. Folk kalder ikke uden grund Perth for verdens mest isolerede storby. Den er så isoleret placeret, at det kan være svært at forestille sig.
Og det var lige præcis en af grundende til, at jeg søgte ind der. Det har været en stor oplevelse at bo i et af Australiens mest isolerede områder. Alt foregår i et lidt langsommere og hyggeligere tempo.

Vestaustralierne er et stolt folkefærd. De er stolte af, hvor de bor, og isolationen er da også tydelig i vestaustraliernes selvforståelse – de føler sig meget, meget langt fra regeringen og det politiske liv i Østaustralien, og jeg har efterhånden hørt mange vestaustraliere brokke sig over al den skat fra mineindustrien, som de betaler til bymenneskerne ‘ovre i øst’.

Perth er den største by på vestkysten. På mange måder er den en forvokset forstad, der bare fortsætter i endeløse rækker, hvilket kan gøre offentlig transport i byen til en frustrerende omgang. Det vender jeg tilbage til.

Universitet
Jeg læste på Murdoch University. Jeg havde tre fag; Photo and Video Journalism, Screen Production og Documentary.
Photo and Video Journalism var super fedt. Et dejligt praktisk fag, hvor vi VJ nørdede og producerede nyhedsindslag. I den sidste del af semesteret havde vi en fotografdel hvor jeg producerede et fotoessay. Helt klart anbefalelsesværdigt, og underviseren Andrew er en herlig fyr!

Mit dokumentarfag var også interessant. Det var et meget akademisk fag med et stort pensum og en del afleveringer. Faget er forholdsvis tungt, så jeg vil kun anbefale dig at tage det, hvis du er meget interesseret i dokumentarfilm og -genrer. Vores tutor Glenn Stasiuk fortalte mig, at de muligvis allerede fra næste semester vil koble en praktisk dokumentardel på – hvilket der i høj grad mangler nu.

Det sidste fag, Screen Production, var det, som skulle vise sig at blive en akilleshæl. Da jeg havde haft TV på 7. semester, blev jeg nødt til at tage det på kandidatniveau. I løbet af semesteret skulle vi producere en kortfilm og en kort dokumentar.
‘Fint nok’ tænkte jeg, hvor svært kan det være, det har jeg jo lavet masser af tidligere og jeg så frem til en sjov udfordring.
Men det skulle vise sig, at det var en tur på meget dybt vand med uendelige udkast til manuskripter, som vores professor kasserede, nørdede kunstfilmsstuderende, og generelt et hårdt studiemiljø med absurd meget konkurrence blandt de studerende, der har læst sammen i flere år, og nogle professorer der pacer hårdt.

En anden dansker og jeg stod der lidt palle alene i verden allerede fra første dag og følte os på ganske dybt vand, da vi skulle i gang med at nørde kameravinkler, dolly og grip, lyssætning og lyd, produktionsdesign, kostumer osv. Faget var vildt krævende, og jeg brugte hovedparten af min studietid på det.
Jeg vil alligevel varmt anbefale det, hvis du vil prøve dig selv af, og interesserer dig for at producere tv.
Det var ekstremt lærerigt, og jeg har taget rigtig meget med fra det.

Derudover er der – surprise, surprise – meget stor forskel på at gå på DJH, hvor der er masser af undervisningstimer, og på at være på et universitet med ca. ti forelæsningstimer/tutes om ugen – og absolut intet socialt fra universitetets side.
Når det så er sagt, har den internationale afdeling på Murdoch været aldeles fremragende til at arrangere hyggelige arrangementer gennem semesteret for os udvekslingsstuderende.

Kollegieliv
Jeg havde min kæreste med til Perth, og vi boede på universitets kollegium. Jeg er lidt ambivalent ift at bo der. Det er helt genialt tæt på skolen, vel højst fem minutters gang.
Men dem der bor der er altså meget unge, og der bor kun meget få ældre australiere der, hvilket også gør det til et dårligt sted at møde de lokale. Men det er nemt og bekvemt i forhold til skolen og også ret hyggeligt.
På den anden side ligger kollegiet ret skidt ift. Perth og den dejlige forstad Fremantle (som er helt fantastisk).


Jeg vil helt sikkert anbefale at finde et andet sted at bo, hvis du gerne vil bruge byen meget og møde jævnaldrende australiere. Især hvis du er lidt ældre – jeg er 27 – og min kæreste og jeg var totalt bedstefar og bedstemor på kollegiet.

Der er ret god offentlig transport i Perth, problemet er bare, at afgangene er sjældne om aftenen. Så at komme ud for at få en enkelt øl om aftenen, bliver til en større udflugt, når man bor på kollegiet.
Og bare rolig: der er masser af værelser, der bliver lejet ud i Perth og Fremantle. Og du kan være sikker på, at det ikke bliver dyrere end at bo på kollegiet.

Jeg har mødt rigtig mange dejlige mennesker i Perth: både udvekslingsstuderende fra andre lande og lokale australiere. Australien er et skønt land, og Vestaustralien er noget helt unikt, som jeg varmt vil anbefale!
Og når du nu er der, så grib den fantastiske oplevelse det er at køre nordpå gennem de øde, øde områder op til Denham, Kalbarri, og Exmouths strande.
Først der går det op for dig, hvor øde Vestaustralien er.


Alt det bedste,
Simon Winther

simonw@mail.dmjx.dk

JMK Stockholm

Af Pernille Randrup Pedersen.

Då tog den slut, den ljuvliga svenska semestern

I januar var der minus 18 grader i Stockholm, men den daglige cykeltur fra Folkungagatan, Södermalm og op på universitetet, indpakket i, hvad jeg havde med af ekstra-jakker, halstørklæder og pandebånd, var lige fantastisk hver gang.

Først ned af Katarinavägen. Der var Kungliga slottet. Nu forbi fisefornemme Sturekompaniet. Her kom Brunnsvikens tilisede bådbroer. Og så pludselig, Frescati, Stockholms Universitet, der tårnede sig op med kæmpemæssige bygninger, men også med noget så selvfølgeligt svensk som små træhuse stukket ind i mellem.

Pernille JMK

Det var faktisk slet ikke meningen, jeg skulle have været i Sverige, nej jeg havde søgt vestpå, som så mange andre; og fik hverken Missouri, San Francisco eller Edinburgh, som-så-mange-andre.  Jeg havde dog i et pænt stykke tid tænkt, at jeg en eller anden gang i mit liv hellere måtte prøve at bo i Sverige – derhen havde min stærke følelse af nordisk, og i særdeleshed skandinavisk, fællesskab for længst båret mine upræcise fremtidsplaner. Så hvorfor ikke allerede nu, egentlig? I anden runde var Stockholm min førsteprioritet, og denne gang fik jeg mit ønske opfyldt.

Det viste sig, at der på den anden side af Østersøen er meget mere at hente end et nærmere kendskab til de velopdragne, androgyne elgklapperes fascination af design og kanelbullar. Først og fremmest lærdom og venskab – og de to store plusser har ikke meget at kæmpe imod… For selv minusserne løste sig i sidste ende oftest til det bedste:

F.eks. bøvlet med at få styr på fag og point over mail og telefon, inden jeg tog af sted. Det viste sig at det var den letteste ting i verden, at, når man var startet, møde op på de respektive kontorer til de forskellige institutionskoordinatorer og få svar med det vuns.

Og f.eks. den elendige boligsituation, der er for studerende i Stockholm, som gjorde, at jeg måtte bruge tid, kræfter og penge på en annonce på blocket.se. Men den skaffede mig til gengæld det mest fantastiske værelse i en restaurantchefs lejlighed lige midt i SoFo.

Det blev mit udgangspunkt for et utal af gode oplevelser, og primært var Stockholm, for mig, et godt afbræk fra journaliststudierne, som jeg var ved at gå ret så død i.

For her er ikke bare muligheden for den, på godt og ondt, dominerende følelse af at være væk hjemmefra, uden at være alt for langt borte, her er også muligheden for at vælge noget helt andet end journalistik til. Der er nemlig kun krav om ét fag på JMK – Journalistik, Medier och Kommunikations-afdelingen – for at blive antaget som Nordplus udvekslingsstudent. Resten af sine point kan man hente indenfor hvilket som helst andet fagområde på uni, man skulle have lyst til.

Og så er der tutorerne for internationale studerende, der sørger for en helt eminent modtagelse og et tætpakket program, hvor man skal være enormt lidt tilgængelig, for ikke at få venner i løbet af de første dage, måske endda timer, hvor man som regel ender på universitetets onsdag-torsdag-fredagsbarer eller i byen på Söder&Sture.

Svenske venner kræver det lidt mere arbejde for at få, for som vi danskere, som måske har prøvet pludselig at være i gruppe med en svensk studerende herhjemme, er de lidt uforstående overfor denne overgearede iver for at tage billeder i timen, drikke kaffe efter skole eller mødes og hænge ud på et historisk sted, og har nok slet ikke tid, fordi de skal hjem at spise ved mor, eller på arbejde i opvasken nede på caféen. Naturligt nok, mener jeg.

Og alt efter ens prioriteringer, skal man nok få kammerater af den ene eller anden slags at nyde sit studium i Sverige på. For det er en nydelse at være lidt borte fra det hele, have tid til at åbne øjnene og lære noget nyt.

Semester betyder ferie på svensk. De kalder et semester for en termin.
Dette har absolut været den bedste termin for mig de sidste fire år – den har faktisk nærmest været en riktig semester

Southampton Solent University

Af Simon Johansen

”Jeg skal læse på universitetet i England.”

Det klingede egentlig meget godt. På nethinden fremkaldte jeg selv billeder af flittige studerende i matchende tern, stolte over at repræsentere deres velrenommerede skoler, hvad enten der står Oxford, Cambridge eller, øh, Hogwarts over de historiske bygningers indgange.

Klip til virkeligheden.
Southampton Solent University stod der over den helt nybyggede, næsten futuristiske facadeindgang. Skoleuniformen var nærmere de nyeste hovedtelefoner fra Beats By Dre, end noget som helst med tern. Og selve institutionen var hverken historisk eller velrenommeret.
Men jeg kunne lide det.

Her var et universitet, der var i trit med tiden, tænkte jeg. En tanke, der blev bekræftet af, at skolen først i 2005 fik titel af universitet. På skolens website reklamerer de med en stærk forbindelse til erhvervslivet, og faciliteterne var i topklasse med masser af iMacs og en ivrig brug af Twitter som skolens officielle kommunikationsmiddel. Glimrende.

Men der kommer et men. Og her kommer jeg det, jeg egentlig vil lægge vægt på, i min klumme om mit udvekslingsophold i England. De engelske studerendes deltagelse i undervisningen var beskæmmende.

Første gang, jeg opdagede dette, var til en fremlæggelse i faget ”Specialist Reporting”. Alle holdets 25 elever var blevet bedt om at lave en kort fremlæggelse af, hvilke typer websites, der fandtes indenfor et bestemt journalistisk emne, fx politik, transport og musik. Uden at overanstrenge mig, havde jeg smækket et kort slideshow sammen om nogle forskellige typer  sportssites, men det fortrød jeg senere, at jeg havde brugt tid på. Da jeg mødte op til undervisningen, var vi nemlig kun to, der havde gidet at forberede noget som helst. Underviserens reaktion? ”Okay, så får I alle sammen lige 20 minutter, der at finde på et eller andet.” Fedest.

Scenariet, hvor manglende deltagelse fra de studerende nærmest umuliggjorde undervisningen, gentog sig en række gange gennem foråret. Selv fremmødet til timerne udviklede sig til en farce. Til den afsluttende skriftlige eksamen i faget ”Sporting Culture & Mega Events”, kunne lektoren tørt konstatere, at der var visse fremmødte, han så for første gang på hele skoleåret.
Men hvorfor? Det udviklede sig til et paradoks i mit hoved. Hvorfor i alverden laver de engelske studerende ikke dagens gode gerning, når de nu betale som store summer, for at få en universitetsuddannelse? Og, måske mere essentielt, hvorfor har det ingen konsekvenser?

Her er min påstand, fuldstændigt uvidenskabelig og udokumenteret, ud over mine egne oplevelser:
Det spritnye universitet med de topmoderne faciliteter har ganske enkelt ikke økonomi til at komme af med alle de uengagerede studerende. Selv hvis man indførte helt overkommelige krav om fremmøde og deltagelse i undervisningen, ville man uden problemer kunne trimme antallet af studerende til det halve. Et cut, der uden tvivl ville hæve undervisningsniveauet betragteligt. Det ville så omvendt også betyde, at skolen halverer sine indtægtskilder.

Lesson learned? Money talks.

Bevares, Southampton Solent University har masser at byde på. Men til fremtidige DMJX’ere, der overvejer et Erasmus-ophold på denne institution, vil jeg her give et par råd for at optimere udbyttet:

– Fokusér primært på andre fag, end de journalistiske. SSU har et væld af nørdede fag, vælg nogle af dem i stedet.

– Vælg fag på 3.års-niveau, også kaldet Level 5 og Level 6. Her er der størst chance for, at du går klogere fra en forelæsning. Bonus: Flere engelske medstuderende har rundet de 20 år.

– Brug byen Southampton til det, den kan. Se Premier League-fodbold, tag rundt og se de mange historiske steder i nærheden (Stonehenge, Winchester mf.), og udnyt, at London kun er 1,5 time væk.

Et ophold på Southampton Solent University kan give meget. Men de engelske studerende giver sjældent andet end hovedrysten.

AUB, Beirut

Kaotisk, frustrerende – og helt fantastisk

Af Rune Wolfhagen, Beirut

Beirut er en del af Mellemøsten, men det er ikke altid noget, man mærker, når man bor der. For byen er også meget vestlig og minder på nogle punkter mere om en sydeuropæisk havneby. For nogle er det en skuffelse, mens det for andre er trygt og rart. Jeg var selv glad for, at jeg havde muligheden for at vælge alt det ’mellemøstlige kaos’ fra, når jeg ville, og så bare sidde på en café, der kunne have ligget hvor som helst i Europa, og tage en pause fra den til tider frustrerende by.

For Beirut er frustrerende. Der er en grund til, at de lokale (og snart også dig selv) går rundt og siger hayda Lubnan (det her er Libanon) og himler med øjnene, når taxien igen vil have overpris, trafikken forsinker dig i hele og halve timer, bureaukratiet med visum trækker tænder ud, og du igen ikke kan finde vej, fordi vejene ikke har navne, og de folk, du spørger om vej, sender dig i den forkerte retning. Eller når din aircondition ikke virker, vandtanken lækker, og strømmen går, midt i du sidder og laver lektier.

Men det er samtidig frustrerende på en god måde. Tager man til Beirut, får man i dén grad kulturmøde for pengene, og det er, trods alt besværet, det hele værd. Jeg vil ikke selv være foruden den oplevelse, et semester i Beirut har givet mig. Og frustrationerne er i sidste ende en del af den gode oplevelse.

Rent fagligt er AUB, hvad man gør det til. Man kan tage ekstra fag, hvis man vil, og man kan tage graduate-fag frem for undergraduate-fag (som man i udgangspunktet skal tage), hvis man vil hæve niveauet. Det er nemlig ikke særlig højt på undergraduate-niveau. Det betyder ikke, at man ikke lærer noget, det betyder bare, at det, i hvert fald for mit vedkommende, er en ret overkommelig arbejdsbyrde.

Jeg tog tre fag, som er minimumskravet, og det betød, at jeg kun skulle i skole to dage om ugen. Det var jeg vældig glad for, for så var der tid til at lave andre ting ved siden af.

Jeg tog ingen journalistfag, fordi jeg hellere ville benytte muligheden til at lære om regionen, dvs. arabisk historie, politik, kultur osv. AUB har et center for amerikanske studier, som er meget anbefalelsesværdigt. Desværre har centerlederen, Alexander Lubin, ikke nogen fag i efterårssemester 2013; ham har jeg ellers haft to fag med og været rigtig glad for. Derfor kan det stadig anbefales at tage fag på centeret, der fokuserer på amerikansk-mellemøstlige forhold og ofte har spændende gæsteundervisere og fag om f.eks. krigen mod terror.

Socialt er Beirut en nem by at bo i. Min omgangskreds bestod mest af andre udenlandske studerende eller folk, der af den ene eller anden grund boede i byen og arbejdede eller simpelthen nød livet. De libanesiske studerende, jeg havde fag med, var oftest nogle år yngre end jeg selv, fordi de starter tidligere på universitetet. Alt i alt havde vi ikke så meget tilfælles, og det gjorde, at jeg i stedet opsøgte venner ude i byen – eller blandt de øvrige udvekslingsstuderende på AUB.

Og byen er ikke særlig stor, det finder man hurtigt ud af. Man render konstant ind i de samme mennesker, og det er en god grobund for at skabe et socialt liv, når man nu engang kun er der i et halvt år.

Boligmæssigt er det – surprise, surprise – lettere at finde et sted at bo end i Aarhus og København. Vi fandt vores lejlighed ved at gå rundt på gaden og finde opslag med telefonnumre på folk med lejligheder. Der er også en række Facebook-grupper, man kan melde sig ind i, hvor folk slår lejligheder eller værelser op.

Man kan godt forsøge at finde noget på forhånd, men det er på mange måder bedre at vente, til man er landet, for så har man mulighed for at tjekke det, inden man siger ja. For der er masser af hustlere og krejlere, der ser dollartegn, når en vestlig studerende leder efter et sted at bo. Og desværre er priserne ikke så lave, som man skulle tro. Vi gav $500 hver, for hvad der svarer til en treværelses lejlighed.

Endelig kan man også bo på AUB’s campus, men det vil jeg ikke anbefale. Der er en række regler for, hvornår man skal være hjemme, piger og drenge er delt op osv. Man får langt mere ud af opholdet, hvis man bor ude i byen.

Et ophold i Beirut er et eventyr, fra du stiger ind i din første taxi, og byen kræver til tider tålmodighed. Men når man lige er kommet over de første bump på vejen, er det en spændende og vildt fed by at bo i, og det kan klart anbefales at søge dertil.

Murdoch University, Perth

Af Lasse Lindhardt

Jeg har tænkt en del over, hvad det egentlig er, der nu af to omgange har draget mig mod Australien. Først som backpacker op af østkysten i 2009.  Og denne gang som udvekslingsstudent på vestkysten i Perth.

Grundlæggende minder den australske befolkning en del om danskere. De kan godt lide øl, sport og deres natur. Og så har de ligesom os en tendens til hudkræft. I Australien er der bare varmere.

Lasse lindhardt murdochI forbindelse med intro-ugen indledte en oplægsholder med at sige:

”So … 35 degrees today, ey …. welcome to Austraaaalia! But tomorrow … 41 degrees! Welcome to Perth!”

Så i Perth føles øllene lidt koldere. Beachvolley er bare mere beach. Delfinerne i Coral Bay vinder over torsken i Århus Bugt. Og så slår australierne os i hudkræfttilfælde med en score på 36,7 mod Danmarks 18,5 ud af 100.000. Så tager du til Perth, så husk solcremen, fodboldstøvlerne og en appetit på naturoplevelser og Tooheys Extra Dry (god ”hverdags”-øl).

I forhold til det faglige valgte jeg at tage til Perth, fordi jeg her havde mulighed for at læse en blanding af et kommunikationsfag og noget mere kreativt, i et land hvor engelsk er modermålet.

Jeg læste Screen Production II, Media Relations og Photography and Digital Imaging. Alle sammen fag, jeg har været glad for at have og faktisk har lagt en del timer i, både af lyst og nød. Fordi man kommer ikke sovende til gode karakterer. Men hvis du bare ønsker at bestå dine fag og tage på Scarborough Beach for at surfe, eller til den laidback havneby Fremantle for at drikke latté om dagen og feste om natten – så kan det nok også lade sig gøre.

Men hvis du er villig til at knokle lidt for det, så kan du både nå at lægge nogle timer i din Media Campaign i sommerhuset med havudsigt, du låner af din roomies bedsteforældre sammen med dine internationale venner, inden øllene tager over. Og dagen efter kan du stå tidligt op for at tage tilbage til Perth og skyde film hele dagen.

”Kan man være en fandens karl om aftenen, så kan du også dagen efter,” har fatter altid sagt. Og jeg vil da skyde på, at halvdelen af optagelserne i henholdsvis den dokumentar- og fiktionsfilm, jeg producerede i Screen Production II – som også tog halvdelen af min studietid – er skudt i weekenden med tømmermænd.

Du kan i øvrigt se resultatet her:
https://www.youtube.com/watch?v=9sXxG5orB5A og her: https://www.youtube.com/watch?v=_j8jOolspvg

Jeg boede i Murdoch University Student Village, der ligger nærmest i forlængelse af selve universitet, som har glimrende faciliteter, der både tæller et fuldvoksent bibliotek, sportsbaner, grønne græsarealer til læsning i træernes skygge og moderne forelæsningslokaler med aircondition og udsugning, der får gamle Frøbert til at ligne et sæt rygerlunger.

Selvom Student Village er et multikulturelt mismask, der ikke har meget med Australien at gøre, så er det alligevel klart anbefalelsesværdigt. Her bliver du tvunget til at møde en masse andre mennesker. Først og fremmest fordi du kommer til at bo med andre. Og ikke mindst fordi der altid er en gang volley, fodbold, slasken ved poolen eller goon (tarvelig – men billig – ”vin”), der banker på døren. Men trænger man til privatliv eller studietid, kan man bare lukke døren til sit private værelse og smide musik i ørerne. Og kunne du godt tænke dig at møde ”de rigtige” australiere, så begynd at spille Aussie Rules Football eller Danish Rules Fodbold i en sportsklub. Det gjorde jeg. Og det var en fremragende oplevelse. I Australien forstår de virkelig dét her med klubkultur.

Men for at komme tilbage til hvorfor jeg er blevet draget mod Australien to gange, må svaret være at jeg grundlæggende er glad for solskin, sport, strande og øl. Og hvis man kan mixe det med et utroligt spændende og lærerigt semester, hvor man bliver markant bedre til engelsk – ja, så har man i mine øjne en fremragende udvekslingscocktail.

Jeg håber, du også vil få en god oplevelse, hvis du vælger Murdoch University til dit udvekslingseventyr.

PS. Perth er røvdyr. Det er konsekvensen af at være verdens mest isolerede storby.

PPS. Western Australia ville i øvrigt være blandt de 50 største økonomier i verden målt på BNP, hvis staten var et separat land. Det skyldes den fuldstændig ustyrlige minedrift i den kæmpe store stat. Så hvis det går helt galt med journalistikken, så kan man altid få sig en tjans som ”driller”  eller truckfører i minerne. Til en årsløn på en op mod en million kroner før skat.

Swansea University

Af Andreas Bjerre

Læser du dette, er du nok i en fase, hvor du overvejer, om et udvekslingsophold er noget for dig. Så lad mig slå fast med det samme: Tag af sted – ligegyldigt hvorhen. Så kort kan det vist siges. De oplevelser og den modenhed, man kommer hjem med, er ubeskrivelige. Jeg skal alligevel gøre et forsøg på at pege ud, hvad du kan forvente dig af et ophold i Swansea.

Selve Swansea by vinder ingen skønhedspris. De fleste bygninger er fra efterkrigstiden, da den blev sønderbombet under 2. Verdenskrig. Med en størrelse lidt mindre end Aarhus tilbyder den nok af storbysmuligheder, men manglen på charme og personlighed mindsker klart lysten til at tilbringe mere tid i midtbyen end højst nødvendigt.

Hvad centrum ikke har, har området omkring Swansea til gengæld. Byen er lokaliseret lige ved kysten med en for britiske standarder fantastisk strand og bugt. De utroligt mange naturområder lige uden for byen er også smukke og skal klart opleves. Det gøres bedst i solskin, men godt vejr er sommetider en mangelvare i Swansea. Temperaturen er generelt lidt højere end i Danmark, men der er også mange regnvejrsdage. Vejret er generelt mere omskifteligt.

Universitetet er placeret i udkanten af byen. Igen er bygningerne ikke de smukkeste eller nyeste (bedre end DMJX dog), men det ligger i den dejlige Singleton Park lige ned til stranden og med udsigt til Swansea Bay. Universitetet er forholdsvist lille (både geografisk  og ift. antal studerende), så der er stor chance for at støde ind i folk, du kender, når du er på campus. Det betyder dog også, at der ikke er så mange fag at vælge imellem, især journalistiske. Her skal du være indstillet på at tage nogle mere akademiske fag inden for dine interesseområder. Fagene er også mere teoretiske end på DMJX. På den anden side var der ingen problemer med at få de fag, jeg på forhånd havde udvalgt mig hjemmefra.

Jeg havde tre fag; ”Political Communication”, ”Digital Public Relations” og ”Comparative Approaches to Social Policy And Welfare States”. De var alle level 2-fag (Du kan vælge level 1-3, men universitet anbefaler, at man som udvekslingsstuderende kun vælger level 1-2). Jeg havde dog ingen problemer med at følge med, og generelt synes niveauet at være lavere, end hvad jeg var vant til fra Danmark. Det hænger nok sammen med, at dine medstuderende oftest er yngre end dig, omkring de 18-22 år. Der var desuden meget selvstudie i mine fag, eftersom jeg kun havde syv timer ugentligt. Chancen er der helt sikkert for, at du får nogle lange weekender, som du – når du ikke læser eller skriver opgaver – kan bruge på rejser i Wales eller Storbritannien.

Socialt er der også meget at lave, men det kræver, at man selv opsøger det. Med det lave antal timer på universitetet, hvoraf de fleste var forelæsninger, fik jeg ikke meget kontakt med studerende den vej. Til gengæld organiserer Student Union en lang liste af klubber, hvor man kan melde sig ind og mødes med andre studerende med samme interesser. Her kan du finde ligesindede både inden for alle slags sport, specifikke akademiske fag, velgørenhed, religion, politik og andre hobbyer. Klubberne varierer i aktivitetsniveau, men du kommer højst sandsynlig til at skabe de fleste nye venskaber her.

Når du skal vælge bolig, kan du leje gennem universitetet eller leje noget på egen hånd. Jeg lejede igennem universitetet, hvilket gør det noget nemmere ift. vand, el, internet samt delvist rengøring af fællesarealer, som alt sammen er inkluderet i huslejen. Jeg boede på et kollegium i en studenterlandsby. Det ligger lidt afsides, og bygningerne er af ældre dato, men det er nemt og bekvemt at skrive sig op til hjemmefra. Samtidig er der plads til næsten 2000 studerende i studenterlandsbyen, så der vil altid være nem kontakt til andre studenter.

Til sidst vil jeg igen stærkt anbefale at tage af sted – til Swansea eller andre steder. Det bliver en oplevelse for livet.