Reasons to become a Carleton Raven, eh?

Af: Camilla Astrup Daniel Larsen

Her sidder vi så, post-Corona, og skal fortælle om vores oplevelser på udveksling. På en eller anden måde har du fået forvildet dig herind på mine erfaringer, så du er måske lidt hooked på det udveksling. Jeg kan kun sige én ting: gør det for pokker! Og søg så om at komme til Ottawa, Canada, så du kan blive en fellow Raven på Carleton U.

Det faglige

Jeg havde ingen journalistiske fag på Carleton, men var stadig utrolig glad for alle mine fag:

  • Social History of Alcohol (HIST)
  • Modern Africa (AFRI)
  • Introduction to Criminology and Criminal Justice (CRIM)
  • Introduction to Indigenous-Settler Encounters (INDG)
  • Judaism (RELI)

Online courses var meget normalt da jeg var afsted, og sikkert endnu mere efter Corona. Jeg havde Judaism som online course, og var rigtig glad for det. Fedt at kunne planlægge sit studie efter ens andre aktiviteter – og dem skal der nok komme rigeligt af!

CRIM var spændende, men et first year course og dermed en klasse på 300 elever. Der var meget underforstået snak, da underviseren forventede, at man kendte det canadiske retssystem. Dog var det til at følge med og få en god karakter, da det var et first year, så lad ikke det skræmme dig væk. Til CRIM blev der desuden tilbudt work shops hver uge, så man kunne gå igennem forelæsningen i en mindre gruppe, hvilket var utrolig hjælpsomt. Så kommer du afsted, og får et fag som tilbyder dette, så udnyt det!

Social History of Alcohol, Modern Africa og INDG var tre fag som passede utrolig godt sammen, og har man bare lidt interesse for historie, så anbefaler jeg dem på det højeste. Jeg oplevede ofte, at ting jeg lærte i ét fag, kunne jeg bruge i det næste fag ugen efter. INDG var også et fedt fag til at lære noget om den Canadiske historie.

     Og inden du kaster dig ud i at kigge på alle de MANGE fag Carleton tilbyder dig, så slår jeg lige endnu et slag for Social History of Alcohol, som var, by far, det bedste fag jeg havde. Utrolig sympatisk underviser, som virkelig kan sit stof. Desuden, så bringer han smagsprøver af forskellig alkohol med til undervisningen, og det var meget nice sådan en mandag aften 😊

Jeg var afsted i foråret, så vær opmærksom på, at nogle fag kun udbydes i winter term og noget kun i fall term.

Et godt råd:

Man kan de første 14 dage af semesteret skifte fag, og også få hjælp til det, men det gør det muligt at vælge fag ud fra hvornår de afholdes. Jeg valgte derfor at have alle mine fag mandag, tirsdag og onsdag, så jeg havde lang weekend, og mulighed for at tage på ture til Toronto eller Quebec ect..

Det sociale

     Og nu vi snakker om lang weekend, så sørg for, at du har torsdag aften fri, da der hver torsdag er Thirsty Thursday på Ollies, som er baren på campus. Altid fede fester, hvor der er temaer hver uge – fx Country Night!

     Der er også mange forskellige klubber på campus man kan joine, og det er en fed måde at lære nogen at kende på.

CUEx er gode til at holde events for udvekslingsstuderende, og et godt råd er, at melde sig ind i en gruppe der hedder CUEx 2019-2020 (selvfølgelig alt efter hvornår du er afsted).

En klub som er værd at nævne, er skiklubben. De kører hver søndag til Mont Tremblant, og har den vildeste fest på vej hjem i bussen. Find dem på IG og få en idé om hvad det er.

Personligt vil jeg anbefale PCCOC som er outdoor-klubben. De holder en tur i den uges ferie der er i hvert semester. En tur som fyldes hurtigt op, så vær hurtig med tilmelding. Og bare rolig, der er mange som tilmelder sig, som ingen kender. Fedeste tur, hvor man får set den canadiske natur og får et indblik i the Canadian Spirit!

Nice to know

Man kan bo på campus, og vær opmærksom på hvornår man kan ansøge fra, da der hurtigt fyldes op. Jeg boede i Leeds House, hvilket var fedt, da man havde sit eget værelse, skulle dele badeværelse med en og fællesrum med tre andre. Det er ikke splinter nyt, men super rart på de kolde dage, bare at kunne gå ned i tunnelerne og undgå de -25 grader.

Jeg var også på full meal plan, hvor jeg havde unlimited måltider i the Caf, hvilket kan anbefales. Ja, det kan være lidt ensformigt, men en luksus ikke selv at skulle stå og lave mad i det lille tekøkken i ens fællesrum.

Vær desuden opmærksom på fra hvornår du kan søge dorms, og få søgt på dagen, da de hurtigt bliver optaget.

Mange andre udvekslingsstuderende boede i Envi Hourse, som kun ligger 5 min væk med the O-train. Det er dog væsentlig dyrere, men også splinter nyt. Ellers kan steder at bo findes i denne FB-gruppe: https://www.facebook.com/groups/524220117678841.

Når man flytter ind et sted i derovre, så betaler man for HELE perioden up front, så hav lidt på kistebunden.

     Om efteråret er der Panda Games, som er Amerikansk fodbold, men om vinteren er der Capital Hoops, som er kæmpe events du bare må til. Carleton har desuden en af de bedste college baskethold.

     Et sidste råd her på falderebet må være, at der er en lille butik i ByWard Market (der hvor de fede spisesteder og klubber/barer ligger), som sælger europæiske varer, hvor man kan finde pumpernickel, hvis man, lige som mig, altid savner rugbrød. Her findes der også Beaver tails, som er dødlækkert.

Har sikkert glemt at fortælle om et eller andet vigtigt, så har du uddybende spørgsmål eller bare gerne vil høre om noget andet, så tøv endelig ikke med at skrive til camillaadl@outlook.com. Hjælper altid gerne en kommende Raven, og få nu bare sendt den ansøgning afsted 😊

UPF, Barcelona, Spanien

Af Peter Ullum, Kommunikation på DMJX

Afrejse & fag
Den 6. januar 2020 havde ingen af os idé om hvilket besynderligt år, der ventede os. Jeg startede året med afrejse mod Barcelona den 6. januar. Et halvt års udveksling i Cataloniens hovedstad ventede, hvor bøgerne skulle åbnes på Universitat Pompeu Fabra.

Optakten til afgangen var besynderlig. Det var ualmindelig svært at få styr på det praktiske omkring opholdet. Først og fremmest skulle ens fag forhåndsgodkendes af DMJX. Udvalget af engelske fag var ikke enormt på deres fakultet for Kommunikation, men på dette tidspunkt er det bare at sende dem ind, som der er. Hvilke fag der rent faktisk vil være tilgængelige ved hverken skole eller elever, fordi de første udmeldinger fra Pompeu Fabra først kom en uge eller to inden semesterstart.

Strukturen er således, at et år på universitetet er inddelt i trimestre. Når man skal være der i foråret, som jeg, skal man kun deltage i 2.- og 3. trimester. Det skal man være opmærksom på, når man søger fag.

Et par dage efter semesterstart kommer det som kaldes Add&Drop-dage. De er vigtige. Det er her, man skal få styr på fagene. Her skal man ansøge om at få de fag, man ønsker. Det foregår på universitetets sløje hjemmeside, hver gang et nyt trimester startes.   

I dagene vil man opdage, at man også kan søge fag på de andre fakulteter, og det skal man gøre. Der er et pænt udvalg af engelske fag, som var rigtig gode. I de to Add&Drop-dage skal man skyde med sprede hagl. Ansøg alle de gode fag du kan, så kan du altid vælge dem fra igen ved at snakke eller skrive til underviseren.

Derudover skal det nævnes, at mange fag bliver optaget hurtigt på hjemmesiden under Add&Drop-dagene. Så kan man udfylde en blanket, og ansøge om plads på faget alligevel. I sidste ende lykkes man som regel med at komme med på faget, men det kan dog sagtens ske en uge eller to efter faget er startet. Så må man charmere sig ind.  

Indlogering
Et andet hovedbrud var lejlighed. Jeg startede med at bo på et af de Student Hotels, som skolen anbefaler på hjemmesiden. Det var udemærket. Det var med udelukkende spanske elever og så var det dyrt. Derfor gik tiden også med at prøve at finde en lejlighed andetsteds. Det lykkedes efter en måned eller to, hvor jeg flyttede sammen med nogle andre danskere.

Alternativet til skolens Student Hotels er at finde en lejlighed. Der findes et hav af App’s, som kan hjælpe dig, og det kan være fantastisk, men jeg vil klart anbefale, at man kender dem, som man flytter ind med. Mange sjove eksistenser ønsker at tilbyde dig byens billigste værelse uden vinduer, og det går som regel galt. Hvis en lejlighed med andre udvekslingsstuderende kan aftales på forhånd, med nogle man kender, så er det genialt. Men man skal jo også først lære folk at kende dernede. Derfor ville jeg stadig have ønsket, at jeg boede i den lejlighed, som vi flyttede over i fra første dag.

Jeg startede med at bo i området Raval. Her sker der ting og sager, og det er ikke alle gader, man skal spankulere ned af alene om aftenen. Men området er også rigtig fedt, fordi der er liv, det er helt nede ved vandet og der er rigtig meget at se. Det samme gælder for det gotiske kvarter. En lejlighed i de områder er placeringsmæssigt perfekt. Vi flyttede selv til området Gracia lidt længere væk fra vandet. Det var et fantastisk kvarter med kanon meget charme, hvor vi fandt en flot lejlighed til rimelige penge. Det tog stadig kun 10-15 minutter at komme i skole eller helt centralt ind i byen.   

Socialt og Erasmus
Socialt kan det være at vide, hvilket ben man skal stå på, når man kommer derned. Erasmus arrangerer et hav af aktiviteter, hvor man kan hamre sig ned hver aften, hvis man ønsker. Der er mange gode bekendtskaber at hente ved andre at møde alle de andre udvekslingsstuderende til Erasmus-ting. Specielt deres ture udenfor byen er fede, hvor man kan komme ud på vinmarker, til flotte hiking-spots og endda til Sevilla. Det skal man gøre.

Dermed ikke sagt, at Erasmus skal forme dit udvekslingsophold. Langt fra. Mange af de andre Eramus-studerende er en del yngre, og altid klar på at vælte enhver snusket bar efter et par af de helt stride karton-sangriaer er blevet tømt.  Selvom jeg fik set min del af bylivet, så kunne jeg som 25-årig slet ikke følge med på det niveau og med fare for at lyde utrolig gammel, så synes jeg måske egentlig også, at Barcelona er en by, som skal opleves lidt på en anden måde. Byen har så mange gode oplevelser i sig både indenfor gastronomi, kultur og natur. Det er bare at give sig i kast med det. Jeg selv nåede slet ikke, hvad jeg skulle inden Corona sendte mig hjem til Danmark efter kun 2,5 måned under sydlige himmelstrøg.

IHECS, Bruxelles, Belgien

Af Lea Guldbrandsen, journaliststuderende

I centrum af Europas politiske hovedstad Bruxelles ligger IHECS – Institute for Higher Social Communication, hvor dit kommende udvekslingsophold på DMJX forhåbentligt skal gå til. Trods lockdown og corona restriktioner har jeg haft nogle rigtig gode måneder i Bruxelles.

I Bruxelles er der mennesker fra hele verden, det kommer du både til at mærke rundt omkring i byen og på universitetet. Du finder hyggelige markeder, masser af ting at se, gadekunst på rigtig mange gavlender, rigeligt med steder der sælger pomfritter eller vafler, og barer hvor du kan få hundredvis af belgiske øl.

Det faglige

Som udvekslingsstuderende på IHECS kan du vælge imellem et engelsksproget fagprogram og fransksproget fagprogram. Jeg tog det engelske, og synes udbuddet var tilpas. Selvom skolen er fransktalende, taler alle, både på det internationale kontor og blandt underviserne fint engelsk, så kommunikation fejler ikke noget, selv hvis du ikke taler et ord fransk. Hvert af de fag, som udbydes i det engelsksprogede program er 5 ECTS point værd, og de fag jeg tog var:

EU Public Communication Strategies

Globalization

Civic Engagement

Diving into Investigative Journalism

Practice Course: Photography

Practice Course: Video

Hvis du som mig er journaliststuderende, er undervisningen anderledes end du er vant til. Undervisningen er en blanding af holdundervisning, forelæsning og enkelte praktiske øvelser. Jeg havde undervisning fire dage om ugen, og de fleste fag bliver man undervist i tre timer en enkelt gang om ugen. Semesteret er også relativt kort, og jeg kunne gå på sommerferie den 20 maj.

Jeg var glad for alle mine fag, men et par højdepunkter ville for eksempel være Globalization, da begge undervisere her er virkeligt dygtige til at forelæse, og gøre teoretisk tungere stof utroligt spændende. Diving into Investigative Journalism gentager nogle ting, som du som journaliststuderende højst sandsynligt kender, men et stort plus er, at det kan give dig nogle rigtige gode værktøjer, hvis du er interesseret i undersøgende journalistik, da underviser selv er graverjournalist, og derfor nævner konkrete ting som han selv bruger i sin research.

Det sociale

Som sagt er IHECS en skole med mennesker fra hele verden. Det kommer du allerede til at mærke fra dag 1, hvis du tager med til skolens intro uge, som jeg helt klart kan anbefale. Det er en rigtig god måde at blive rystet sammen på, og lære dem du kommer til at gå i klasse med lidt bedre at kende. Det internationale kontor arrangerer også aktiviteter i løbet af semesteret. Derudover er der også Erasmus foreninger på de andre universiteter i byen, som for eksempel ULB, som også jævnligt arrangerer ting, som du kan komme med til, også selvom du ikke læser der.

Der er rigtig gode muligheder for at hygge på en bar med dine klassekammerater, hvor du for eksempel kan prøve den belgiske kirsebær øl. Du kan shoppe, for eksempel i Ixelles eller i centrum. Eller du kan bare nyde en vaffel med sukker, hvis solen skinner på Grand Place. Der er masser at lave i Bruxelles, men byen ligger også perfekt, hvis du vil rejse og se mere af Belgien eller resten af Europa. Det er for eksempel nemt at komme til Antwerpen og Ghent, men de fleste andre steder i Europa kan også nås inden for et par timer, om det er Paris, Amsterdam eller noget helt tredje der frister.

Et par praktiske tips

IHECS sender dig en mail med steder hvor man kan søge bolig, og hvilke af Bruxelles’ mange kommuner de anbefaler at bo i. Selv boede jeg i centrum, hvilket jeg var rigtig godt tilfreds med. Bruxelles er ikke et meget dyrt sted at bo, efter min oplevelse, min bolig var i samme prisleje, som den er her hjemme i Aarhus.

Hvis du regner med at skulle bruge offentlig transport, kan du med hjælp fra IHECS købe et studiekort til 60 euro, hvor du kan køre ubegrænset imens du er i Bruxelles. Alle Erasmusforeningerne i Bruxelles har deres egen Facebook side, hvor de slår begivenheder op.

SOOKMYUNG WOMEN UNIVERSITY, SEOUL, SYDKOREA

Af Kathrine Viskum Bjerregaard, Medieproduktion og Ledelse, 4. semester.

En klumme om Sookmyung og om byen, der stjal mit hjerte – Seoul.

Et billede, der indeholder person, mad, bord, kvinde

Automatisk genereret beskrivelse

Til en start må jeg hellere nævne at beslutningen om at tage mit udvekslingssemester i Seoul, 7.935 km fra København, ikke kom som en overraskelse for hverken familie eller venner. Jeg boede og arbejdede i Seoul i ca. et år fra 2016 til 2017, så jeg havde allerede en forelskelse kørende med storbyen inden jeg smilende tog afsted fra Kastrup Lufthavn med min kæreste d. 24. februar 2020.

Seoul er min hjerte-by. Ved første møde kan byen virke stor, fremmed og forvirrende, men med et åbent sind og tålmodighed er mulighederne uendelige. Seoul sover aldrig, maden er fantastisk, kulturen spændende og menneskerne charmerende.

En måneds tid inden afrejse havde jeg, ved hjælp af en facebookgruppe, fået kontakt til en koreaner, der lejede en lejlighed ud i min foretrukne bydel – Yeonsinnae. Jeg skulle have min kæreste med, og derfor var kollegium på universitetet udelukket, så jeg kan derfor ikke berette om ”the dorm life”.

Et billede, der indeholder udendørs, natur, bjerg, græs

Automatisk genereret beskrivelse

Yeonsinnae ligger en halv time væk fra universitetet med metro, i den nordlige del af Seoul ved den smukke nationalpark Bukhansan.

Ingen tilgængelig beskrivelse.

I forhold til det praktiske inden afrejse vil jeg anbefale at starte i god tid. Opholdet kræver et visum, og dette kan godt kræve mange dokumenter og lægeerklæringer, men når det så er på plads, går det hele ganske nemt. Sookmyung Universitet er gode til at holde kontakt, og de svarer på alle spørgsmål over mail, og gør i det hele taget alt for at din tur bliver så god som muligt. Når du først er i Seoul, er de også nemme at snakke med, da de opholder sig i ”The Global Lounge” hver dag. Du får også en Buddy på universitetet.
Jeg vil anbefale alle at downloade KakaoTalk på mobilen, da al kommunikation i Korea foregår over denne app.

Men ak, 2020 skulle jo ikke være nemt for nogen, og mit udvekslingsophold blev også påvirket af Covid-19. Det føles mærkeligt at beskrive Sookmyung for kommende studerende, da det ligger naturligt at starte med de fysiske faciliteter – som jeg nærmest ikke har fået gjort brug af. Grundet virussen foregik al undervisning gennem Zoom, altså virtuelt, men dette gjorde ikke mit indtryk af Sookmyung mindre positivt. Universitetet håndterede situationen fantastisk! Undervisere og vejledere var utroligt godt forberedte og jeg følte mig på intet tidspunkt i tvivl om hvordan tingene skulle fungere. Jeg læste fire fag på semesteret:

– Global Business Management

Ingen tilgængelig beskrivelse.– Cross Cultural Communication

– International Organisation and World Politics

– Business Start Up

To af mine fag krævede meget gruppe arbejde, og vi var derfor tilladt at mødes. Dette var jeg meget taknemmelig for, da jeg ellers ingen mulighed ville have haft for at møde mine dejlige medstuderende. Det var utroligt spændende og givende at få lov til at arbejde sammen med folk fra andre lande og kulturer, og dette var også et personligt mål for min udveksling. Jeg fik lov til at være projektleder på vores meget succesfulde forsøg på en startup-virksomhed i faget Business Start Up – en helt unik oplevelse jeg er utrolig glad for at have under bæltet.

Jeg finder det svært at beskrive Seoul og Korea på så kort plads, og helt uden brug af mimik og store fagter. Min begejstring vil ingen ende tage, denne by skal opleves. Kulturen, maden og atmosfæren er så markant anderledes end hjemme, og dette kan hurtigt virke lidt skræmmende, men hvis du omfavner Seoul med åbne arme, lover jeg at den vil gøre det samme tilbage.

Du er til evig tid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål om opholdet, eller bare gerne vil overtales til at tage afsted.

Kathrine Viskum Bjerregaard

+ 45 30119551

Ingen tilgængelig beskrivelse.kavibj@dmjx.dk

UTS, SYDNEY, AUSTRALIEN

Af Stine Lysemose, Kommunikationsstuderende på 5. semester

Trods tidens måske mest turbulente udveksling præget af skovbrænde, oversvømmelser, Corona og en forstuvet fod, har min oplevelse som udvekslingsstuderende i Australien været helt unik.

Jeg kan forestille mig, at du som læser med nu overvejer at tage på udveksling i Australien og måske synes, det er en smule langt væk og lidt skræmmende at tænke på. Så stol på mig, når jeg siger, at det bliver den bedste oplevelse i dit liv! 

Universitetet og det faglige

Jeg var afsted på udveksling i F20, og min oplevelse var naturligvis meget præget af Corona på alle mulige måder. Jeg havde kun haft undervisning i en uge, da universitetet lukkede ned, et af mine fag blev aflyst, og undervisningen blev gjort online. Ikke desto mindre kan jeg skrive under på, at UTS er et fantastisk flot og stort universitet – en hel by i sig selv, der summer af liv. Det hele er moderne, nyt, rent og pænt. Der er rig mulighed for at melde sig ind i alverdens klubber og sociale fællesskaber på den store O’Day, og de gør meget ud af at byde alle nye velkommen. Det er en rigtig god idé at engagere sig i nogle af klubberne, da det er en god måde at møde nye mennesker på og få fede (og billige) oplevelser. Jeg var selv en del af AdventureClub, hvor vi bl.a. var ude at klatre på klipper.

Skemaet på UTS er tilrettelagt helt anderledes end hvad jeg var vant til på DMJX. Der er ok meget at læse, men der er til gengæld ikke særlig meget undervisning i løbet af ugen. I de fag jeg havde, var der en kombination af forelæsninger og tutorials. Forelæsningerne er som du kender dem fra større universiteter, hvor man i tutorials var delt op i små klasser (cirka 25 elever) og havde mulighed for at øve og diskutere det, der var blevet undervist i under forelæsningerne. Det synes jeg var fedt.

Almindeligvis har man 3 fag i løbet af semesteret á 8 UTS credit points for at opnå 30 ECTS-points. Jeg havde fagene: Digging Deeper (journalistik), Self & Society (sociologi) og Media Power. Alle tre fag var ret spænende, og lærerne er super dedikerede og rigtig søde til at inkludere udvekslingsstuderende. Hvis du er så heldig at score Zozan Balci som lærerinde, har du skudt papegøjen.

Det sociale

Jeg vil til hver en tid anbefale, at du flytter ind på en af UTS Housings kollegier. Selv boede jeg på Yura Mudang, som er svimlende dyrt i husleje (cirka 6.600 DKK om måneden), men det var dér jeg mødte alle mine venner. Og skulle en verdensomspændende pandemi udbryde netop mens du er på dit livs eventyr, så vil du prise dig lykkelig for, at du har masser af mennesker i samme situation omkring dig 😉 Når der ellers ikke er Corona, er kollegierne super gode til at arrangere aktiviteter, hvor man rystes sammen, og der er altid gode fester på tagterrassen med en verdensklasseudsigt over jordens smukkeste millionby. Desuden ligger kollegiet lige ved siden af universitet og i central Sydney – du skal bare være opmærksom på, at det tager omkring 40 minutter at komme til stranden. Til gengæld er transporten i Sydney tip-top.

Australiere er det mest venlige folkefærd, jeg nogensinde har mødt. De er hjælpsomme og åbne, og det er helt normalt at smile, hilse og smalltalke med folk, du ikke kender. Her kunne danskerne altså godt lære noget! Du skal slet ikke være i tvivl om, at du vil komme hjem med en ny, stor vennekreds fra mange dele af verden (herunder en masse tyskere).

Økonomi

Det er meget dyrt at bo i Sydney. Jeg havde hverken lyst eller mulighed for at arbejde under mit udvekslingsophold, så jeg levede udelukkende på min opsparing og legater. Jeg var heldig at få samlet nok legater sammen til at dække omkostningerne for husleje, så jeg kunne bruge min S.U. på mad og lignende.

Oplevelser

Som nævnt før er der ikke særlig meget mødepligtig undervisning på skolen, så du har rig mulighed for at få en på opleveren, hvis du prioriterer din tid godt! Tag ned og surf på Bondi Beach, tag på vandretur i Blue Mountains, påskeferie til Bali, rid på kameler i Port Stephens, tag på vinsmagning i Hunter Valley, rid på heste i Glenworth, se hvaler i Jervis Bay, løb en tur til Operahuset, se vilde koalaer og kænguruer på Great Ocean Road, hop i poolen på det kendte diskotek IVY, spis billig sushi, rejs op ad Østkysten og mød venner for livet. Du vil komme hjem med så mange uvurderlige oplevelser, hvis du tager på udveksling i Australien.

… Og en vigtig lille note: kommunikationsstuderende på UTS har IKKE eksaminer. Det betyder, at dit semester slutter tideligt, og du har rig mulighed for at rejse rundt, inden turen går hjem til Danmark. Med mindre der er en pandemi og grænserne er lukkede, selvfølgelig.

Vejret

Det er løgn, at det ikke bliver koldt om vinteren i Sydney, og der er også koldt i bjergene. Så husk også varmt tøj! Ellers kan du forvente 30-40 grader om sommeren – skønt!

Jeg kan kun anbefale at tage på udveksling i Sydney! Det er pokkers langt væk, men det mærker du ikke, når du er afsted. Jeg havde selv stor glæde af at snakke med tidligere udvekslingsstuderende fra DMJX inden afrejse, så du skal være meget velkommen til at skrive til mig på Facebook eller mail: stine_lysemose@hotmail.com

P.s. tjek eventuelt @iamstine eller #halløjfrasydney på Instagram, hvis du stadig ikke er helt overbevist 😉

UPF, Barcelona, Spanien

Af Karoline Neel Scheil Olsen, Kommunikationsuddannelsen

Jeg har gennemført et semester på Universitat Pompeu Fabra (UPF) i Barcelona i foråret 2020. Barcelona er en skøn by at være på udveksling i. Byen emmer af kultur, og det er ikke svært at finde sig til rette blandt byens imødekommende mennesker. Der er masser af boligtilbud for studerende, da det er en international by, som er vant til at folk slår sig ned i kortere perioder. UPF er anerkendt universitet i Barcelona, da det ikke er privatejet – de studerende kan derfor ikke betale sig til deres optagelse, men bliver optaget på baggrund af deres karakterer. Det gør helt automatisk at undervisningsniveauet på universitet er højt og minder om det, vi kender fra Danmark. Universitet er relativt nyt og alle campus er indbydende og ligger på gode lokaliteter rundt omkring i Barcelona. Universitet har et bredt udvalg af spændende fag, så det er nemt at tilrettelægge en pakke af fag, som passer netop til din profil.

Medmindre du vælger spanske eller catalanske fag, bliver du undervist på engelsk. Undervisernes engelske sprogfærdigheder varierer meget fra person til person, og du kan være uheldig at få en underviser, som er svær at forstå. Min erfaring er dog, at dine ører vænner sig til den tykke accent og efter noget tid bliver det nemmere at forstå. De studerende er også gode til at hjælpe hinanden og oversætte, hvis det er svært at forstå. Mange klasser opretter en WhatsApp gruppe for hele holdet, hvor man hjælper hinanden med eksamenerne, minder om vigtige datoer, deler noter osv. Det er virkelig en god idé at få meldt sig inde i disse grupper, da det kan være lidt svært at holde styr på, når man ikke kender underviserne så godt som de andre. Mange af de catalanske studerende følger deres klasse i alle tre år – ligesom vi gør på DMJX – så der kan være noget information de har, som du kan få brug for.

Der går mange internationale studerende på UPF, og hvis du gerne vil lære Barcelona og den catalanske mentalitet at kende i dybden, er min anbefaling, at du gør en indsats for at lære nogle af de lokale studerende at kende. De kan give dig et helt andet indtryk af byen og påvirke dit ophold på en virkelig positiv måde.  Som sagt er UPF et universitet, der kræver noget af de studerende. Du kan derfor ikke forvente, at du ikke skal yde noget for at bestå dine fag. Det er ikke langt fra forventningerne fra DMJX, så det er ikke noget, du ikke kan klare.

Du skal være opmærksom på, at UPF kører efter ”terms” og ikke semestre, som vi er vant til fra DMJX. Du skal gennemføre to terms for at afslutte dit ophold med 30 ECTS-point. Det første term går fra januar – marts og det andet fra marts til juli. Jeg startede derfor på UPF tidligere end mange fra min klasse, og jeg var også tvunget til at tage af sted før semesteret på DMJX faktisk var slut. Dette er noget, du skal være opmærksom på og i dialog med din underviser omkring.

Barcelona er som sagt en dejlig by at være på udveksling i. Det emmer af kulturelle oplevelser, dejlig mad, strand, kyst og bjerge. Det er nemt at besøge omkringliggende byer i Basker landet og Catalonien. Det er en billigere by at leve i sammenlignet med Danmark, og du kan fint klare dig med din SU og et Erasmus legat. Især hvis du finder et sted at bo, som ikke er for dyrt. Der er mange mennesker som hele tiden er på udkig efter roomies – ligesom i København og Århus – og det er ikke svært at finde et sted. Der er også mange fællesskaber for internationale studerende og danskere i byen, som ofte udlejer værelser til studerende. De plejer at være en anelse billigere end de officielle boligapps.

Det er nemmest at komme rundt i byen med metro eller til fods. Du kan købe et kort til offentlig transport, som gælder i 3 måneder ad gangen, hvis du er under 26 år. Det gælder både til metro og til bus og koster omkring 80 euro. Jeg gik meget rundt, da UPFs forskellige campus ikke ligger langt fra hinanden. Du kan risikere, at du skal have fag på forskellige campusser og derfor skal du veksle i mellem dem.

Det var lidt en svær proces at vælge fag hjemmefra. Jeg fik ikke de fag, jeg ønskede i første omgang, men lige så snart jeg landede i Barcelona og talte med OMA-kontoret på skolen, var de meget behjælpelige med at finde de rette fag til mig. Det sker ofte, at folk dropper og skifter fag, og derfor kan det ske, at et fag der først var fyldt op, får en ledig plads, og derfor skal du ikke gå i panik, hvis du ikke får de fag, du håbede på i første omgang. Det kan sagtens ske alligevel. Du skal også være opmærksom på, at UPFs fag er relevant lavt sat ift. ECTS point. De fleste giver kun 4 point, og du skal derfor sikre dig, at du får nok fag til at slutte dit ophold med 30 ECTS point.

Barcelona har et ry for at være en relativt kriminel by, og man skal være meget opmærksom på sine ting, når man bevæger sig rundt. Når det er sagt, har jeg ikke følt mig utryg på noget tidspunkt, og så længe du har et vågent øje og ikke bevæge dig ind i det dybeste kvarter i Raval om natten, kan du sagtens være rolig. Skolen gør meget ud af at fortælle dig om, hvordan du kan være sikker på byen og det er en god idé at lytte til deres råd.

Der er så mange ting at se og opleve i Barcelona, og det er umuligt at nå det hele. Men jeg vil virkelig anbefale Los Bunkers, som er en gammel ruin på toppen af et lille bjerg i byen, hvor mange unge mennesker mødes og ser solnedgang. Du kan se hele byen. Der er mange steder, der har studierabat, så det er en god idé at få lavet sit studiekort med det samme, så du kan bruge det i byen. Eller have dit danske studiekort med dig.

Gode råd

Undersøg hvornår dit semester starter og find ud af, om det falder sammen med dit semester i Danmark

Søg dine fag i god tid og ikke gå i panik, hvis du ikke ender dem, du håbede på

Sikre dig, at du får alle 30 ECTS point, når dit ophold er slut

Meld dig ind i klassernes Whatsapp grupper

Udveksling i Grønland på Ilisimatusarfik

Af: Maria Strange Dahl, journaliststuderende

Som en af de eneste var jeg så heldig at gennemføre hele mit udvekslingsforløb i foråret 2020 på trods af Covid-19. Dette foregik i den dejlige by Nuuk i Grønland på et universitet kaldet Ilisimatusarfik (bare rolig – du skal nok lære både at stave og udtale det).

Universitetet

Ilisimatusarfik er et af de mindste universiteter i verden med knap 800 studerende, fordelt på 11 bacheloruddannelser og 3 kandidatuddannelser. Det betyder, at eleverne på hvert hold kan tælles på en enkelt hånd, og at undervisningen oftest er utrolig hyggelig og uformel. Universitetet har en journalistuddannelse stort set bygget op på præcis samme måde som DMJX, men jeg endte med kun at tage samfundsvidenskabelige fag, hvoraf to ud af tre var på engelsk med de andre udvekslingsstuderende. Mine fag var:

  1. Advanced political science. Faget blev undervist på engelsk af en dansk og finsk lærer, som begge var meget engageret og dygtige. Det minder en smule om ’Politik og medier’, dog med et langt større fokus på det politiske spil i det arktiske område. Dette fag var helt klart det mest spændende.
  •  European politics. Underviseren var en ung sød kvinde fra Frankrig, som I helt klart vil møde rundt omkring i byen til andre events. Faget havde et lavt niveau og fokuserede mest på EU’s opbygning, hvilket blev lidt kedeligt i længden.
  • Samfundsvidenskabelige forståelser af seksuel krænkende adfærd. Dette fag foregik på dansk af en ung kvinde fra Danmark. Et rigtig spændende fag, som forsøgte at undersøge, hvorfor der er flere seksuelle krænkelser, herunder særligt misbrug af børn, i Grønland. Spændende fag på et middel niveau.

De grønlandske elever er super søde, men jeg kom aldrig rigtigt ind på livet af de lokale studerende på skolen.  Du vil opleve, at mange af dem allerede har børn og tager derfor direkte hjem efter undervisningen, hvis de overhovedet dukker op. Skolen har et stort problem med frafald og fravær, hvilket du også vil kunne mærke, hvis du vælger at tage til Nuuk. Til gengæld holder gruppen af udvekslingsstuderende sammen, og det er min opfattelse, at der hvert semester er et tæt sammenhold mellem den forholdsvis lille gruppe af studerende fra udlandet. I mit tilfælde var vi knap 10 udvekslingsstuderende på universitetet, samt omkring 10 på naturinstituttetet, som du med garanti også vil støde på i det lille samfund.

Du skal ikke regne med at vide, hvilke fag universitet tilbyder, indtil kort tid før du er deroppe. Det kan være en smule frustrerende med forhåndsgodkendelse, men mit råd er bare at sende nogle tilfældige fag afsted, som har været der de tidligere år. De fleste af os endte med at vælge helt andre fag den første skoledag, hvor du kommer til introduktion omkring fag og skolen med de andre udvekslingsstuderende.

Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget omkring skolen, så skriv til udvekslingskoordinator, Per, som kan fikse alt. Han svarer lynhurtig og kan nærmest få alt til at ske. Det er også ham, der sørger for at få dig tilmeldt til fag, eksamener og sender dine karakterer, så du ikke skal bekymre dig om at glemme noget.  

Boligforhold

Universitetet har en lejlighed til fem udvekslingsstuderende, som jeg vil anbefale dig at starte med at søge. Udvekslingskoordinator Per vil sende en mail om dette et par måneder før studiestart. Udvekslingsstuderende, der ikke taler dansk, har dog fortrinsret til lejligheden. Det betyder, at du måske skal ud og finde et kollegieværelse, hvilket dog heller ikke er noget problem. Du udfylder en blanket (find den online eller spørg Per), sender den til Kollegiekontorets mail og så tildeler de et værelse til dig. De har to lejligheder, som de altid giver til udvekslingsstuderende, og som er sindssygt store og lækre. I min lejlighed boede der to andre udvekslingsstuderende, og vi delte sammen en stor stue, køkken, spisestue, badeværelse og vaskerum.

Alle kollegieværelse koster 850 kroner, hvilket jo også er noget af en besparelse fra Århus’ boligpriser! Uni ligger knap 4 kilometer fra Nuuk centrum, og alle lejligheder ligger derimellem, hvorfor man nemt kan klare sig på gåben, ligemeget hvor du skal hen.

Alt det andet

Nuuk er som sagt en lille by, og du kommer derfor til at kunne genkende mange ansigter rundt omkring i byen. I midten ligger et indkøbscenter, hvor du kan finde alt, du behøver. Her er tøjbutikker, Matas, supermarked og caféer. I byen finder du også en håndfuld barer, men desværre lukkede deres eneste diskotek ned for et par måneder siden. Det betyder dog ikke, at du ikke kan have nogle hyggelige byture, hvor du også kan komme ind på de lokale i højere grad end normalt. Favoritterne er barerne ’Daddys’ og ’Mutten’, hvor der både er pubquiz, karaoke og bingo om søndagen.

Du skal være opmærksom på, at du kan møde grønlændere, der ikke er så glade for danskere, særligt på barerne. Langt de fleste er dog søde og  imødekommende. I Nuuk taler stort set alle flydende dansk, men hvis du bevæger dig ud i mindre bygder (det kan klart anbefales!), er de danske sprogkundskaber mere begrænsede. Selv tog jeg kystbåden nordpå til Ilulissat med den smukkeste isfjord, og en tur rundt i de skønne byer i Sydgrønland. Nuuk minder meget om en dansk by, og mange danskere arbejder i byen, så hvis du virkelig vil opleve det ægte Grønland, bør du tage til andre byer. Det er dyrt, men helt klart det værd! Flybilletterne til andre byer koster mindst 3-4000 kroner hver vej, så du kan med fordel købe en billet med færgen, hvor du ’kun’ skal af med omkring 2000 kroner, afhængig af hvor du skal hen. Derudover er mad og alkohol helt vildt dyrt, og det sker, at mange hylder i supermarkederne er tomme i dagene inden skibet med nye varer kommer, særligt i de mindre byer. Så husk at have en opsparing med, og tag ellers tingene som en oplevelse (selvom en agurk til 30 kroner kan virke liiiidtt overdrevet). Til gengæld får du automatisk et legat fra skolen på 1800 euro, som kan dække mange af omkostninger, særligt de dyre flybilletter til og fra Danmark.

Hvis du nyder at lave aktiviteter i naturen, er mulighederne nærmest uendelige. Du kan dykke, stå på SUP-board, stå på ski, tage på vandreture, tage ud og sejle, fange fisk, kigge på hvaler, nyde nordlyset, klatre eller tage ud og kælke på vilde bakker. Når det er sagt, er mulighederne i selve byen begrænset, hvis du ikke er det store naturmenneske.

Jeg fortryder ikke mit ophold det mindste og vil anbefale alle at tage til den smukke krog af det danske rigsfællesskab!

Skriv endelig, hvis du har spørgsmål, på min mail:

mastda@dmjx.dk

Brexit, Premier League og Corona-Boris (Solent University, Southampton)

Af Madeleine Toft-Vandborg, 3. semester journaliststuderende

Jeg valgte at tage på udveksling for at kunne prøve kræfter med sportsjournalistik, og derfor faldt valget på Solent. Det blev til to måneder i England inden Corona lukkede skolerne og mig og mine to kufferter vendte snuden mod Danmark.

Det korte ophold jeg nåede og have var sjovt og berigende, og gav mig nogle gode professionelle kontakter og kompetencer til fremtiden. Til trods for bøvlet med online undervisning og for tidlig hjemrejse fortryder jeg intet ved mit ophold på Solent.

Southampton og universitetet

Solent University er et af to universiteter i Southampton. Byen er derfor fyldt med unge mennesker og har et godt studiemiljø med natteliv, butikker og arrangementer.

Byen er også hjemsted for Premier-League klubben Southampton FC, og universitetet har et rigt sportsliv.

Universitetet og dets udlandsafdeling (særligt Janine) er rigtig gode til at informere og svare på de mange spørgsmål, man måtte have. Der er et stort fokus på de studerendes velvære, og udlandsafdelingen tjekker jævnligt op på deres udvekslingsstuderende.

Corona-situationen beviste at skolen er gode til at informere og opdatere deres studerende regelmæssigt, hvilket var en kæmpe hjælp, da jeg rejste tilbage til Danmark og skulle deltage i online-undervisning.

Muligheder for ture udenfor Southampton er gode med Portsmouth, Bath, Brighton, Bournemouth og New Forest national park alle i dagstur-afstand, og London kan nås med en 1,5 time lang togtur.

Bolig

Southampton er ganske overkommelig og føles mindre end den er. Centrum er meget begrænset, og det meste er i gåafstand, uanset hvor du bor henne. Mit råd vil være at benytte sig enten af universitetets student residences, der er ligesom kollegier herhjemme, eller unilife, der tilbyder lejligheder med eget køkken. Jeg boede på Kimber, der er kollegiet tættest på universitetet, samtlige kollegier ligger dog tæt på hinanden. Kollegierne er udmærkede men vær opmærksom på, at der kan være meget larm til langt ud på natten i hverdagene.

Fag

I mit tilfælde var der to sportsjournalistiske fag tilgængelige. De har dog også en række fag indenfor modejournalistik og mere kreative fag som foto og film.

Jeg havde fagene ‘Web production for sports journalists’, ‘Presenting skills’ og ‘Marketing principles and customer communications’.

Niveauet blandt de medstuderende er svingende. Jeg var heldig i ’Web production’ og ’Presenting skills’, der begge bestod af det samme hold 4. semester sportsjournalister. Generelt set var de initiativrige og på omtrent samme niveau som de studerende på DMJX.

‘Marketing’ var et mareridt med umotiverede medstuderende blandt de få, der møder. Det var så forstyrrende, at vi tre Erasmus studerende, der havde faget, overvejede at skifte.

Man kan kvit og frit skifte fag indenfor de første uger, og man har derfor mulighed for at prøve forskellige fag af. Så der er ingen grund til bekymring hvis nogle af fagene ikke lever op til forventningerne.

Man skal ønske om fag og bliver bedt om at vælge fem. Min anbefaling vil være at få godkendt alle fem og ikke blot de tre, man satser på at få. Min oplevelse var, at de fleste Erasmus studerende skiftede deres fag, og mange skiftede mere end ét. De fag, jeg havde fået, endte med at overlappe skemamæssigt, så jeg startede med at skulle skifte fag.

Underviserne er meget hjælpsomme, særligt når det kommer til udvekslingsstuderende. Dog vidste flere af mine undervisere ikke at jeg var var ’ny i klassen’, så gør dem endelig opmærksom på, hvem I er.

Sociale miljø

Som så mange andre sikkert også har nævnt, så gør brug af de andre Erasmusstuderende. Vi havde en gruppechat på Whatsapp, hvor der blev aftalt gruppearrangementer. Personligt kom jeg dog også godt i snak med mine engelske medstuderende, men jeg hørte fra andre Erasmus studerende i Southampton, at englænderne holder sig til deres grupper og ikke er særlig imødekommende. For det meste vil de dog gerne snakke med jer, hvis I opsøger dem.

Udveksling forår 2020 v. Malmö Universitet

Af: Caroline Khristensen

Malmö er en unik lille metropol, med så mange forskellige kulturer samlet under et bynavn. Det giver en helt unik stemning af at være ’langt væk hjemmefra’, selvom det blot er på den anden side af Sundet. Skolen er i sig selv meget moderne og ligger lige ved siden af hovedbanegården i Malmö, bylivet og det flotte havneområde. Skolen er opdelt i flere forskellige bygninger, der ligge lige ved siden af hinanden. På førstedagen var det nemt at finde rundt, da skolen har lavet deres egen app med GPS i. Så der er ingen undskyldning for, at ikke kunne finde frem til sine lektioner.

Generelt er der en meget international stemning på skolen, ligesom der er rundt om i byen. Godt halvdelen af befolkningen i Malmö er af anden etnisk baggrund end svensk. Derfor er deres falafel også så jävla bra

Så hvis du elsker en god lang lunch (svenskerne holder en times frokostpause hver dag) og at Fika, så er Malmö noget for dig.

Det faglige

Jeg valgte fag på engelsk, men det er også muligt at udfordre sig selv lidt med undervisning på svensk. Skolen tilbyder også en intensivt svensk kursus, hvis man er interesseret i det.

Man har kun to fag i løbet af et semester, så det vil sige at de første tre måneder har man et fag, som man afslutter med eksamen. Derefter begynder man på det næste fag. Det var jeg meget glad for, eftersom det gav mulighed for at fordybe sig noget mere.

Jeg havde fagene: ‘Children’s Litterature in a Global Perspective’ og ‘Imagining Catastrophe’.

Fagene I sig selv var meget spændende og underviserne var meget engageret. Forløbene var godt planlagt, og der var ingen klassiske ’forelæsninger’. Meget mere små oplæg og derefter en slag fælles dialog om ugens læsning. Fagene fokuserede også meget på det kreative. F.eks. var min første eksamen at producere en børnebog, der skulle kunne udgives.

Jeg nåede kun at være fysisk på skolen i godt en måned, derefter foregik alt online. Det var til gengæld godt planlagt og struktureret under omstændighederne.

De faglige krav er ikke særligt store, men det ligger mere op til, at man selv arbejder med sin kreativitet og tænker ud af boksen. Det gælder hvert fald for mine fag eftersom de ikke var typiske akademiske fag.

Det sociale

Svenskerne er nemme at komme ind på livet af! Du møder sjældent en, der ikke er klar på at fika (få kaffe og kage). Skolen havde arrangeret nogle dage med sociale aktiviteter til at starte med, som var meget hyggelige. Men forvent ikke noget, der minder om de danske rusture, for svenskernes forhold til alkohol er lidt noget andet.

Universitet har også en studenterforening kaldet Kåren, der arrangerer open mike, spilaftener, fredagsbar osv. Når man er medlem her, får man også gode rabatter rundt om i byen, og du kan melde dig på en masse sportsaktiviteter fx floorball, basket, fodbold, yoga, svømning osv. Det koster 90 kroner at være medlem et helt år.

Bolig

Det er billigt at bo i Sverige! Jeg boede selv på en ødegård uden for Malmö, men gennem skolen er du sikret et kollegieværelse i centrum af byen. Og hvis du hellere vil leje dit eget, er det en god ide at blive medlem af boligforeningen Boplats Syd, der næsten står for hele udlejningsmarkedet i Skåne. Her kan du få en 1-værelses studielejlighed for ca. 3000 kroner, men skriv dig op i god tid! 

Leveomkostninger

Igen, Sverige er billig at leve i! Og det er billigt at leve godt! Det er generelt meget billigere end i Danmark at tage ud og spise.  Mellem 12-13 lunch’er svenskerne og her vil du på kort tid se alle caféer blive fyldt op med sultne folk. I den tidsperiode har de fleste steder meget gode frokosttilbud. Du kan spise for ca. 60-70 danske kroner på nogle meget lækre restauranter.

Hvis du hellere vil lave mad hjemme, er råvarer også meget billigere. Samme gælder for tøj, slik, kosmetik, biler osv. Det eneste, der er dyrere, er alkohol, men det er faktisk ikke så slemt, som man skulle tro. Alkohol købes i separat i en butik, der hedder ’Systembolaget’. De har kun åbent i dagtimerne, så husk at køb godt med alkohol, hvis du skal holde en fest. Det er ikke til at opstøve noget senere på aftenen.