Af Karoline Neel Scheil Olsen, Kommunikationsuddannelsen
Jeg har gennemført et semester på Universitat Pompeu Fabra (UPF) i Barcelona i foråret 2020. Barcelona er en skøn by at være på udveksling i. Byen emmer af kultur, og det er ikke svært at finde sig til rette blandt byens imødekommende mennesker. Der er masser af boligtilbud for studerende, da det er en international by, som er vant til at folk slår sig ned i kortere perioder. UPF er anerkendt universitet i Barcelona, da det ikke er privatejet – de studerende kan derfor ikke betale sig til deres optagelse, men bliver optaget på baggrund af deres karakterer. Det gør helt automatisk at undervisningsniveauet på universitet er højt og minder om det, vi kender fra Danmark. Universitet er relativt nyt og alle campus er indbydende og ligger på gode lokaliteter rundt omkring i Barcelona. Universitet har et bredt udvalg af spændende fag, så det er nemt at tilrettelægge en pakke af fag, som passer netop til din profil.
Medmindre du vælger spanske eller catalanske fag, bliver du undervist på engelsk. Undervisernes engelske sprogfærdigheder varierer meget fra person til person, og du kan være uheldig at få en underviser, som er svær at forstå. Min erfaring er dog, at dine ører vænner sig til den tykke accent og efter noget tid bliver det nemmere at forstå. De studerende er også gode til at hjælpe hinanden og oversætte, hvis det er svært at forstå. Mange klasser opretter en WhatsApp gruppe for hele holdet, hvor man hjælper hinanden med eksamenerne, minder om vigtige datoer, deler noter osv. Det er virkelig en god idé at få meldt sig inde i disse grupper, da det kan være lidt svært at holde styr på, når man ikke kender underviserne så godt som de andre. Mange af de catalanske studerende følger deres klasse i alle tre år – ligesom vi gør på DMJX – så der kan være noget information de har, som du kan få brug for.
Der går mange internationale studerende på UPF, og hvis du gerne vil lære Barcelona og den catalanske mentalitet at kende i dybden, er min anbefaling, at du gør en indsats for at lære nogle af de lokale studerende at kende. De kan give dig et helt andet indtryk af byen og påvirke dit ophold på en virkelig positiv måde. Som sagt er UPF et universitet, der kræver noget af de studerende. Du kan derfor ikke forvente, at du ikke skal yde noget for at bestå dine fag. Det er ikke langt fra forventningerne fra DMJX, så det er ikke noget, du ikke kan klare.
Du skal være opmærksom på, at UPF kører efter ”terms” og ikke semestre, som vi er vant til fra DMJX. Du skal gennemføre to terms for at afslutte dit ophold med 30 ECTS-point. Det første term går fra januar – marts og det andet fra marts til juli. Jeg startede derfor på UPF tidligere end mange fra min klasse, og jeg var også tvunget til at tage af sted før semesteret på DMJX faktisk var slut. Dette er noget, du skal være opmærksom på og i dialog med din underviser omkring.
Barcelona er som sagt en dejlig by at være på udveksling i. Det emmer af kulturelle oplevelser, dejlig mad, strand, kyst og bjerge. Det er nemt at besøge omkringliggende byer i Basker landet og Catalonien. Det er en billigere by at leve i sammenlignet med Danmark, og du kan fint klare dig med din SU og et Erasmus legat. Især hvis du finder et sted at bo, som ikke er for dyrt. Der er mange mennesker som hele tiden er på udkig efter roomies – ligesom i København og Århus – og det er ikke svært at finde et sted. Der er også mange fællesskaber for internationale studerende og danskere i byen, som ofte udlejer værelser til studerende. De plejer at være en anelse billigere end de officielle boligapps.
Det er nemmest at komme rundt i byen med metro eller til fods. Du kan købe et kort til offentlig transport, som gælder i 3 måneder ad gangen, hvis du er under 26 år. Det gælder både til metro og til bus og koster omkring 80 euro. Jeg gik meget rundt, da UPFs forskellige campus ikke ligger langt fra hinanden. Du kan risikere, at du skal have fag på forskellige campusser og derfor skal du veksle i mellem dem.
Det var lidt en svær proces at vælge fag hjemmefra. Jeg fik ikke de fag, jeg ønskede i første omgang, men lige så snart jeg landede i Barcelona og talte med OMA-kontoret på skolen, var de meget behjælpelige med at finde de rette fag til mig. Det sker ofte, at folk dropper og skifter fag, og derfor kan det ske, at et fag der først var fyldt op, får en ledig plads, og derfor skal du ikke gå i panik, hvis du ikke får de fag, du håbede på i første omgang. Det kan sagtens ske alligevel. Du skal også være opmærksom på, at UPFs fag er relevant lavt sat ift. ECTS point. De fleste giver kun 4 point, og du skal derfor sikre dig, at du får nok fag til at slutte dit ophold med 30 ECTS point.
Barcelona har et ry for at være en relativt kriminel by, og man skal være meget opmærksom på sine ting, når man bevæger sig rundt. Når det er sagt, har jeg ikke følt mig utryg på noget tidspunkt, og så længe du har et vågent øje og ikke bevæge dig ind i det dybeste kvarter i Raval om natten, kan du sagtens være rolig. Skolen gør meget ud af at fortælle dig om, hvordan du kan være sikker på byen og det er en god idé at lytte til deres råd.
Der er så mange ting at se og opleve i Barcelona, og det er umuligt at nå det hele. Men jeg vil virkelig anbefale Los Bunkers, som er en gammel ruin på toppen af et lille bjerg i byen, hvor mange unge mennesker mødes og ser solnedgang. Du kan se hele byen. Der er mange steder, der har studierabat, så det er en god idé at få lavet sit studiekort med det samme, så du kan bruge det i byen. Eller have dit danske studiekort med dig.
Gode råd
Undersøg hvornår dit semester starter og find ud af, om det falder sammen med dit semester i Danmark
Søg dine fag i god tid og ikke gå i panik, hvis du ikke ender dem, du håbede på
Sikre dig, at du får alle 30 ECTS point, når dit ophold er slut
Meld dig ind i klassernes Whatsapp grupper