Concordia University

Montreal – fransk som bare fanden

Man kan sige mange dejlige ting om den ganske udmærkede by Montreal. Men man kan også notere sig, at byen er gennemsyret af frankofili. Noget, som godt kan blive lidt tungt i længden, hvis man ikke lige selv gør sig i det franske, men som også gør Montreal meget unik.

Af Martin Kampmann

Montreal er en del af provinsen Quebec. Og Quebec er på det nærmeste en fransk koloni langt væk fra Frankrig. Forklaringen skal findes i franskmændenes og briternes gamle struggle for Canada. Konsekvensen er, at Quebec den dag i dag er lidt af en canadisk særhed. Mange føler sig for eksempel mere franske end canadiske og et mindretal ønsker sågar, at Quebec løsrives fra resten af Canada og bliver et selvstændigt land.

Grunden til, at jeg noterer ovenstående, er at det har en temmelig stor betydning for ens daglige liv i Montreal – eller MonGreal, som man siger. I denne forbindelse skal jeg straks påpege, at Concordia University er hundrede procent engelsksproget.

Fransk er med længder hovedsproget, hvilke vil sige at meddelelser i metroen, betjening, menukort, tv og al snak foregår på fransk. Kan du ikke fransk, må du indstille dig på, at sige ”sorry, I don’t speak French” hver eneste gang, du skal indgå i den mindste form for interaktion ude i byen. Langt de fleste mennesker slår over i engelsk uden de store problemer, men der er også dem, som kun modvilligt taler lidt engelsk til dig, og så er der de få, som slet ikke kan tale engelsk.

At være engelsktalende i en fransksproget by er måske meget sjovt og anderledes i begyndelsen. Men i længden bliver det altså opad bakke at indlede samtlige interaktioner med en præcisering af det ønskede sprog, og så er det faktisk også ret irriterende, at man ikke har nogen som helst ide, om hvad folk rundt omkring en taler om. Keep it in mind, før du vælger Montreal. Det skal bestemt ikke være det, der afgør dit valg, men det er nu meget rart at vide, at man altså dybest set rejser til Frankrig. Jeg troede for eksempel, at jeg rejste til Canada, men der tog jeg på sin vis fejl.

Montreals franske præg har dog også mange positive sider. Hvis man elsker at tale fransk eller at høre på folk, der taler fransk, så er det eksempelvis jo en rigtig dejlig ting. Men det franske islæt gør også noget ved byen, som alle – også os, der ikke kan tale fransk – får noget ud af. For eksempel er der rigtig mange lækre spisesteder i Montreal, som gør sig i det franske køkken, der er mange lækre bagere, og byen har også et vist boheme-islæt over sig, som nogle nok vil finde tiltrækkende. Desuden får man som bosiddende i Montreal hurtigt en følelse af, at bo i en by, som vitterligt er unik og en meget særlig del af Canada. På mange måder er det franske præg derfor det, der i mine øjne gør Montreal til et mere interessant sted at være end for eksempel Toronto.

JMK Stockholm

Beautiful, but boring

Af Theis Lange Olsen

Stockholm. Det ekstreme eksempel på, hvad velfærdssamfundets kedelige sider kan gøre ved en storby. Tro mig. Det er ikke en by, man ønsker at blive overfaldet i på åben gade. Ikke at man ønsker det nogen steder. Men mindst af alt i Stockholm. Det er de stive facaders by. Anonymitetens højborg. Du kigger ind i ansigter uden udtryk.

Og det sætter sine begrænsninger for det sociale, kulturelle liv. De sjove stunder er sat i rammer. Det kræver benhård research og prioriteringer at planlægge en aften i byen. For man ved, at der hurtigt kan være en blind vej ude i horisonten. Men det er jo ikke sådan, en sjov aften opstår. Det vænner man sig dog til.

Et positivt element ved at bo i Stockholm er, at man lærer at sætte pris på København. Man finder ud af, at de små ting, man tog for givet, er uden sidestykke. Når man er ung og har mod på livet, kræver det åbne rammer, hvis man skal kunne udfolde sig og dyrke sine sociale kontakter.

I Stockholm findes de rammer også. Men de ligger dybt begravet. Det kræver tid at finde hen til dem. I en by, der består af så mange smukke steder og så mange inspirerende udsigter, finder du det virkelige liv langt under overfladen.

Overskriften på denne artikel består af de ord, jeg i sidste ende valgte at beskrive Stockholm med, når folk spurgte. For det gør de jo. Ikke at jeg har kedet mig. Bestemt ikke. Men du får intet foræret i den her by. Intet. Jo, det skulle da lige være de smukke klippeformationer, Gamla Stans smalle gyder og udsigten til Djurgården fra Södermalm.

De opstillede rammer kan vendes til noget positivt og udgøre et godt rygstød, fordi det gør dig konkurrencedygtig. Når man ikke får det foræret, kræver det et stykke arbejde at finde hen til de stunder, hvor det giver mening, at man er rejst væk fra det sted, hvor man kender forudsætningerne for gode tider. Men det stykke arbejde er sundt at udføre. Det giver på mange måder mening.

Selvom der er tale om Campus-stemning på Stockholms Universitet, kan kontakten med lokale studerende være uhyre svær at finde. Man kan jo spørge sig selv, om man vil bruge tid på at lære udvekslingsstuderende at kende, når de alligevel smutter hjem igen om et halvt år. Det er kynisk tænkning, men kan ikke fornægtes.

Mulighederne for at komme tæt på det svenske sociale liv er derfor begrænsede. Men arbejdsmarkedet er en god indgang. Det er her, du virkelig får den ægte vare. Og kan indgå i et spil og en diskussion om, hvad svensk mentalitet egentlig betyder for menneskers muligheder for at udfolde sig. Her forstår man mekanismerne og får nogle af svarene. Og det er vel det, det i bund og grund handler om, når man bruger et halvt år på at bo i en anden by i et andet land.

Hong Kong Baptist University

Hvorfor lige Hong Kong?

Det spørgsmål var der mange der stillede mig, da jeg fortalte, at min udveksling gik østpå. Modsat kunne man spørge: Hvorfor ikke?

Af Cecilie Gremaud

Hong Kong er en by i rivende udvikling, en metropol hvor der sker noget 24 timer i døgnet, et sammenkog af ældgamle kinesiske traditioner og det mest moderne vesten, Dim Sum, hønsefødder og stinkende tofu på det ene gadehjørne og Calvin Klein, 7-eleven og H&M på det næste.

Det er himmelragende skyskrabere, røgelsesfyldte templer, blinkende neonskilte og propfyldte metroer. Det er byture i Lan Kwai Fongs pumpende natteliv, billig rullende sushi i Mong Kok, tabte penge på hestevæddeløb i Happy Valley, falske toner til en dårlig kareoke sang i Tsim Sha Tsui og tvivlsom mad ved et beskidt bord hos Mr.Wong.

Men det er også vasketøj, undervisning, lektielæsning, indkøb, oprydning og søvnige søndage på kollegiet.

Efter 5 måneder er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, hvorfor jeg til hver en tid vil anbefale andre at tage af sted: fordi det er fantastisk!

Hvad mener de lige med ”Baptist”?

Da jeg og min kæreste Peter blev optaget på Hong Kong Baptist University var min første tanke, om det var et universitet med obligatorisk salmesang og bordbønner. Noget som ikke lige passede til os. Ja, for at være ærlig pakkede vi faktisk vores kufferter og tog af sted uden at vide særlig meget om, hvad der ventede. Vi havde aldrig været i Hong Kong, og vi vidste groft sagt kun, ud fra mange timers søgning på deres ret uoverskuelige hjemmeside, at HKBU var et universitet der ”fokuserer på det hele menneske” og at der var nogle interessante fag.

Jeg havde heller ingen anelse om, hvad man kunne forvente af det sociale liv, og hvilken ”type” udvekslingsstuderende, jeg ville møde i Hong Kong. Men netop det sociale liv skulle vise sig at være det bedste ved hele oplevelsen og blev også det højskoleophold jeg aldrig før har haft.

Den Baptistiske del af universitetet mærkede vi ingenting til – det dækkede blot over at der var en kirke og en præst tilknyttet universitetet.

Et sted imellem filosofi, akupunktur og engelsk litteratur

Jeg valgte helt bevidst ikke at tage nogle journalistiske fag, da jeg synes jeg trængte til nogle nye faglige input og perspektiver. Og den beslutning er jeg glad for. Det har nemlig betydet, at jeg har stiftet bekendtskab med både udviklingspsykologi, filosofi, engelsk litteratur, kinesisk medicin og nyere kinesisk historie.

Man kunne måske spørge, hvordan det er relevant på en journalistuddannelse – og måske også hvad den røde tråd er – men hvis jeg ville have haft undervisning i journalistik kunne jeg ligeså godt være blevet hjemme på DMJX. For selvom den journalistiske afdeling på HKBU er ret anerkendt var mit indtryk, at meget af det var forholdsvis basal viden for en 8.semester studerende.

Rent fagligt fik jeg mest ud af filosofi-faget ”The Making of The Contemporary World”. Der læste vi alle de store: Marx, Nietzsche, Heidegger, Foucault og fik en stor indsigt i forskellige ideologier (på en kritisk måde – Hong Kong er ikke Kina, så ingen indoktrinering her).

Men også med faget ”Social and Political Development in Contemporary China” fik jeg kritisk og relevant indsigt i nyere kinesisk historie fra Mao og frem til i dag, så jeg ved cirka 100 gange mere om Kina end jeg gjorde før. Og det blev også underbygget af den kulturelle indsigt jeg fik i det frivillige fag ”Traditional Chinese Medicine”, en ældgammel kinesisk videnskab, som stadig foretrækkes af de fleste kinesere i dag.

Byen der aldrig sover

Udover den anderledes studieform med top-down undervisning, akademiske opgaver på engelsk og en del læsning skal man også lige finde sig til rette i de noget overkontrollerede boforhold i Student Residence Halls.

Jeg vil dog lige skynde mig at sige, at jeg helt klart vil anbefale, at man bor der. Lad være med at finde en lejlighed. Det er dobbelt så dyrt, og man er uden for fællesskabet.

Men ja, i Residence Halls bliver man lidt behandlet som var man 15 år og ude af kontrol. Der er videoovervågning over alt, gangvagter, et indchecknings system når man går ud og ind, og efterskolelignende regler som: ingen alkohol på værelserne, ingen drenge på værelserne efter klokken 23 osv.

Men alt kontrollen og det lidt skrappe bliver mere end opvejet af, at man er omgivet af en kæmpe stor fantastisk by, der aldrig sover. Og på HKBU er der et rigtig fedt fællesskab og alt det sjov man overhovedet orker eller har tid til.

Udover fester er der sightseeing, ø-ture, hestevæddeløb, hiking, strandture ved Stanley, shoppe-ture til Shenzhen lige ved den kinesiske grænse, og så er der mulighed for at proppe sig med lækker mad hele tiden. Det skabte en fantastisk ramme om vores sociale liv i Hong Kong, og der var hele tiden noget at give sig til sammen med de andre. Så man skal ikke være bange for at blive alene eller ikke at have noget at lave. Udfordringen er nærmere at få tid til det hele: både at arbejde seriøst og motiveret med den spændende undervisning, samtidig med at nyde godt af alle de sjove oplevelser Hong Kong har at byde på.

Men lige meget hvad, så tag af sted. Og hvis folk spørger hvorfor, ved nu hvad du kan svare.

Napier University, Edinburgh

De store oplevelser venter lige om hjørnet

Man behøver ikke at tage sin udveksling på den anden side af Jorden for at få store oplevelser og se et anderledes land. I Edinburgh venter studier i storslåede omgivelser og et internationalt miljø.

Af Rasmus Sandvig Brask

Lufthavnen i Skotlands hovedstad, Edinburgh, er alt andet end storslået. Faktisk kan man sagtens frygte et kort øjeblik ved bagagebåndet, at man ved en fejl er blevet sendt med et fly østpå og nu står i en mindre provinsby i Rusland. Men så får man langsomt øje på mændene i kilt og lange strømper og de alt andet end diskret klædte politibetjente, hvis uniformer vist er mere dekorative end praktiske. Når man træder ud af lufthavnen er der ingen tvivl. Bløde og grønne bjerge tårner sig op i horisonten, ikke langt fra byen. Efter få minutter i bussen mod byen ser man den første golfbane, hvor standhaftige skotter trodser regn og tåge for at gå en runde. De ved bedre end nogen andre, at vejret om en halv time kan være solrigt og varmt, og regnen for en stund glemt.

Internationalt miljø

Trods lufthavnens lidenhed skorter det ikke på udlændinge i den skotske hovedstad, hvor det fra tid til anden nærmest kan føles, som om skotterne er i undertal.
Studielivet på et af de store universiteter i byen, Edinburgh Napier University, er da også i høj grad internationalt med hundredvis af udvekslingsstuderende og en velfungerende forening af internationale studerende, der står for diverse aktiviteter – dog forløber mange af disse aktiviteter over temaet fest og øl. Især den populære disciplin pub crawl er en yndet fritidsbeskæftigelse, som de fleste, uanset nationalitet kan deltage i. Edinburgh har da også lige bybilledet til det med masser af pubs, hvoraf mange er koncentreret i bestemte gader og kvarterer, hvilket gør det nemmere og mere behageligt at komme af sted, når der bliver råbt ”next pub” og man ved, at regnen siler ned uden for.
I de forskellige fag på universitetet kan man heller ikke undgå at lære folk fra forskellige dele af verden at kende, især virker tyskere og kinesere til at være godt repræsenterede. Så selvom der måske kan mangle en smule af initiativ og imødekommenhed fra de skotske studerendes side, føler man sig aldrig alene, da diverse internationale studerende og aktiviteter nok skal få dig af huse.

Jovialitet i den skotske DNA

Hvad der måske kan mangle af imødekommenhed hos de skotske studerende vejes så rigeligt op af skotternes generelt lune humør og jovialitet – især efter et par pints en fredag aften i Rose Street i det centrale Edinburgh. Selvom det som regel er fuldstændig umuligt at forstå, hvad den rødmossede mand med den tykke skotske dialekt forsøger at fortælle dig, er man aldrig i tvivl om, at det bliver sagt i den venligste tone, og at indholdet i værste fald kan være en vittighed om englænderne.
Så står man og søger efter et udvekslingssted, der på en gang giver en på opleveren og erfaringer med at bo i et fremmed land og en fremmed kultur, men samtidig ikke er alt for langt væk, er Skotland og Edinburgh stedet.

CFJ Paris

Udveksling i Paris: Præsidentvalg, arabisk forår og frankofili

Render du rundt med en frankofil journalist i maven, har godt styr på de franske gloser og ønsker at blive klogere på fransk og europæisk politik, er Centre de Formation des Journalistes det helt rette sted at søge om udveksling. Men det er langt fra et ”almindeligt” (læs: tilbagelænet) Erasmus-ophold, der venter dig på denne parisiske journalisthøjskole. Tværtimod.

Marie Louise Albers

Ti minutters gåtur (i parisertempo) fra Louvre og Seinen, samt Centre Pompidou og det hippe Marais-kvarter, ligger en af Frankrigs mest anerkendte journalistskoler: Centre de Formation des Journalistes (CFJ). Her tilbragte jeg forårssemesteret 2012 – midt under et spydigt fransk præsidentvalg, opblussende eurokrise og efterveer oven på Den Arabiske Revolution.

DMJX – på fransk

Først og fremmest skal man vide, at 90 procent af undervisningen foregår på fransk, så det nytter ikke noget at komme herned med begynderfransk fra gymnasiet på cv’et. Dine sprogkundskaber skal være i top, ellers får du ikke noget ud af opholdet.

Skolen fungerer på mange måder lige som Journalisthøjskolen. Det vil sige, at mange af fagene forgår i moduler, hvor man følger ét fag intensivt en uge eller to. Det er ikke muligt at vælge fag, sådan som det almindeligvis er på universiteter.

Til tider vælger du mellem forskellige seminarer: politisk journalistik, kulturjournalistik, sportsjournalist etc., men det er det eneste. Du skal derfor være yderst opmærksom på, hvilke fag du kan få merit for – og hvilke du ikke kan og dermed ikke behøver at følge.

Franske journalister som undervisere

Jeg fulgte blandt andet fag om dokumentarfilm, webdokumentarer, fransk kultur- og erhvervspolitik. Stort set al undervisning foregår med udefrakommende journalister.

Jeg har haft undervisere, som til dagligt er journalister på store franske medier som le Monde, La Libération, le Figaro og France2, samt mange udenlandske journalister og meningsdannere. Det er yderst inspirerende, og godt for kildelisten, at få så mange input fra ”den virkelige journalistiske verden” i Frankrig. Det skaffede mig endda et studiejob hos et fransk bogmagasin, der havde brug for en journalist til at skrive om skandinavisk litteratur.

Desuden har jeg i forbindelse med undervisningen blandt andet været på rundtur i Europas største fængsel, Fleury-Mérogis, besøgt det franske parlament og været med til at organisere og udfører tv-interviews med de franske præsidentkandidater til skolens egen youtube-kanal.

Hver uge bliver man endvidere inviteret til et hav af arrangementer og foredrag efter skole, så der er nok at give sig til (det er der jo i det hele taget i Paris).

Reportagetur til Tunesien

Sidst, men ikke mindst, blev jeg inviteret med på en to ugers reportagetur til Tunesien for at skrive artikler om situationen efter revolutionen og blive klog på Frankrigs forhold til dette nordafrikanske land. Til formålet blev oprettet en hjemmeside, hvor vi, 46 elever, hver dag oploadede artikler, billeder, video- og lydklip. Aldrig har jeg lært så meget om et andet land på to uger, og det har uden tvivl været en af mine allerstørste journalistiske oplevelser.

Ene udlænding blandt franskmænd

Socialt har mit ophold på CFJ været helt i top. Jeg blev tilknyttet en klasse, som jeg fulgte hele semesteret, og det gav mig stor mulighed at lære dem rigtig godt at kende. Endda så godt, at jeg fik to af mine medstuderende overtalt til at søge en Erasmus-plads på DMJX, hvor de nu begge er blevet optaget som studerende til efterårssemesteret 2012.

Mine medstuderende var alle unge franskmænd mellem 21-25 år. De har alle læst en bachelor (nogle af dem også en kandidat), da det er et krav for at blive optaget på skolen. Det var det dog ikke for mig som Erasmus-studerende.

Jeg var samtidig den eneste studerende på skolen, som ikke var fransk eller havde fransk som modersmål (der var to andre Erasmus-studerende fra den fransktalende del af Belgien). Man skal derfor gøre sig klart, at det ikke er et sted, hvor man møder en masse andre udenlandske studerende. Man kommer til gengæld til at lære franskmændene rigtig godt at kende.

Der er utrolig meget skoleundervisning (skoledagen strækker sig fra 9-18 stort set hver dag, også fredag), hvilket naturligvis medvirker, at man tilbringer meget tid sammen.

Stambaren, ”la Presse”, ligger 100 meter fra skolen, og her er der altid nogen, der tager forbi til et glas vin eller en øl efter skole; lige så ofte på mandage som på fredage. Skolen har desuden også et fodboldhold, man kan deltage på, det er dog mest henvendt til drengene.

Hårdt arbejde

Der er ingen tvivl om, at mit ophold på CFJ har været ekstrem givtigt både fagligt og socialt. Men det har samtidig også været hårdt og til tider frustrerende at kaste sig ud i at være journalist på fransk.

Som den eneste ikke-fransktalende studerende på skolen har det ikke altid været let at skulle bruge to timer ekstra på at læse en tekst, formidle et radiooplæg eller skrive en netnyhed. Især når skoledagen i forvejen er så lang! Nogle gange har man bare lyst til at formidle sig på dansk og ikke altid føle sig som en gæstestuderende med særlige vilkår.

Til gengæld har jeg uden tvivl fået en stor viden om franskmændene og deres samfund samt fået banket de franske gloser godt og grundigt fast. Hvis man som jeg drømmer om at kombinere journalistikken med sine franskkundskaber og sin viden om et af Europas mest kulturrige og magtfulde lande, er CFJ – og Paris –  et oplagt sted at sætte sine journalistiske fodspor.

På reportagetur til Tunesien med mine medstuderende fra CFJ, marts 2012. Hvert år (normalvis i foråret) tager eleverne på en to ugers udlandsrejse, hvor du som udviklingsstuderende kan være heldig at komme med (uden at betale en eneste euro for det!)

På reportagetur til Tunesien med mine medstuderende fra CFJ, marts 2012. Hvert år (normalvis i foråret) tager eleverne på en to ugers udlandsrejse, hvor du som udviklingsstuderende kan være heldig at komme med (uden at betale en eneste euro for det!)

I forbindelse med vores tur til Tunesien besøgte vi Den Franske Ambassade i Tunis. Her fik vi os en snak med Frankrigs ambassadør i Tunesien, Boris Boillon, som kunne fortælle om tiden før og efter revolutionen, Frankrigs rolle til Tunesien, igangværende projekter mellem de to lande etc.

De fleste af de praktiske øvelser på CFJ er skriftlige, men som udvekslingsstuderende har du også mulighed for at deltage på tv- og radioworkshops. Her er jeg i gang med at læse et nyhedsoplæg op – på fransk – til skolens tv-avis.

University of Tennessee

Deep South

Du behøver ikke være fan af orange, for at studere i Tennessee, men det hjælper…

Af Sofie Marie Ottsen

”Go Big Orange, Go!” synger cheerleaderne mens de løfter papskilte, der signalere, hvornår de mange tusinde publikummer skal heppe. Det 60 mand store blæserorkester begynder de første toner af ”Rocky Top”, University of Tennessees uofficielle nationalsang, og vi synger alle sammen med. Det her er Knoxville. Og du lærer hurtigt teksten.

”Why? Why the fuck would you go there, when you can come here?” spurgte en ung mand mig på en bar i San Francisco i sidste uge. Jeg havde lige fortalt ham, at jeg studerede i Tennessee. Efter fem måneder i Amerikas varme Syd vænner man sig så småt til, at det er den attitude, man bliver mødt med, hvis man bevæger sig nordpå eller ud til kysterne. Tennessee er åbenbart et sted fyldt med republikanske fundamentalister, kristne galninge, bøsse-hadende machomænd og solariebrune sorority-tøser. Og hvorfor skulle man frivilligt flytte hertil? Fordi damen i Walgreens kalder dig doll face, fordi alle døre til alle sydstatshjerter står vidtåbne og parat til at byde dig indenfor og fordi alle burde lære, hvordan man udtaler Maryville med sydstats-twang (”Murrv’l).

Men det er ikke alt sammen løgn – det der, du tror, du ved om Syden. De er her skam, de republikanske bøssehadere og de fallerede beauty queens og dirt poor rednecks. Og kristendommen er slet ikke til at slippe udenom. På vej til skole over campus-området står tit gale missionærer, der mener, at alle andre end dem selv er lige lukt på vej i Helvede. Og der hersker da også en hvis form for manikureret strømlinethed blandt mange af de unge her; pigerne er sportsagtige og falskt jomfruelige, drengene drikker bajere og siger Dude. Men det er også lidt det fede. Og du skylder dig selv, og de mange timer af dit liv du har brugt på at nedsvælge amerikansk kultur gennem teen-film og TV-serier, at tage et kig ind i den del af USA, du sandsynligvis kun har set gennem andre folks fordomme.

Universitetet er allright. Ud af mine fire fag var et af dem helt fantastisk, et andet ok, et tredje sådan bob-bob og det sidste dræbende kedeligt. Du kommer til at lave lektier – men du kommer også til at få gode karakterer. Mange af professorerne er vilde med din danske selvstændighed, dine eksotiske holdninger og din fede accent (tro mig – du er mere eksotisk end du går rundt og tror).

Som studerende i Tennessee kommer du til at bo ret tæt med skolens andre udvekslingsstuderende. Det er fint nok. Og du kommer også til at tage på utallige rejser ud i landet. Det er vildt fedt. Og så kommer du til at se en hel masse sport. Hvis du lander i foråret, er det især basketball og baseball. Om efteråret står den på sveddryppende football. Og før du ved af det, så står du der i din skrigorange T-shirt og hujer med på Rocky Top like a pro. Og du mærker næsten ikke varmen eller luftfugtigheden, der får det til at føles som om du går ind i en finsk sauna, hver gang du bevæger sig udenfor.

Jeg kan ikke få mig selv til andet end varmt og fugtigt at anbefale et semester i Knoxville. Og lad dig ikke skræmme væk af at UT har hvad man kalder en ”dry campus” (som i No Alcohol Allowed Ever). Efter at have tilbragt en vidunderlig eftermiddag til Alcohol Education Meeting med Corporal roach efter temmelig ikke-dry fest på campus, så kan jeg ikke understrege nok, at selv det tilsyneladende negative er en stor, stor oplevelse hernede.

Hong Kong Baptist University

Forfærdelig fascinerede

Af Peter Zacher Poulsen

Kinas kapitalistiske kommuniststyre lurer i baghaven – lige på den anden side af pigtrådshegnene og grænseovergangen 45 minutter fra Hong Kong Baptist University. På HKBU er undervisningen fri, ucensureret og fuld af kinesiske professorer, der kan lære dig lidt om verdens nye supermagt.

Kapitalismens kinesiske højborg

Hong Kong er en speciel størrelse. For 15 år siden opgav briterne deres koloni i det sydkinesiske hav, og siden 1.juli 1997 har Hong Kong officielt været en af to ”Special Administrative Regions” i Folkerepublikken Kina. Området lever bogstaveligt talt højt på både kolonitiden og specialstatussen i Kina.

De enorme skyskrabere rager flere hundrede meter op i vejret, hvor ICC-tårnet indtil nu er kronen på værket. Især Ozone-bar på bygningens 118 etage manifesterer sig som symbolet på det kapitalistiske Kina. Toiletterne var udstyret med marmorvakse, guldvandhaner, en imponerede udsigt fra pissoiret og ikke mindst en butler, der var parat til at holde både døren og håndklædet for dig.

Selvom Hong Kongs politiske leder mere eller mindre er udpeget af kommunistpartiet i Beijing, så folder den kinesiske form for kommunistisk kapitalisme sig for alvor ud i området. De specielle økonomiske love der gælder i Hong Kong betyder, at byen er underlagt og trives i rendyrket kapitalisme. Forretningsfolk valser rundt i det yderst velfungerende metrosystem, og i elevatoren på vores universitet rettede de lokale business-studerende på deres jakkesæt og slips, hver eneste gang vi stoppede på endnu en etage. Og dem er der mange af på Hong Kong Baptist University – altså etager.

Vær på på campus

De 1.500 studerende der bor på campus, er presset sammen i to tårne på hver 20 etager.

Du kommer til at dele dit minimale værelse med enten en lokal studerende eller en anden udvekslingsstuderende. I har hver jeres seng, skrivebord og klædeskab, men så er det også slut på privatlivet. De lokale studerende har et forunderligt søvnmønster. De sover gerne til midt på dagen, tager en lur ved 20-tiden og bliver så oppe til midt på natten. Det udmønter sig i en god omgang gammeldags natterend på gangene, hvor de lokale studerende styrter rundt som en flok kyllinger der lige har fået kappet hovedet. Hvis du alligevel er vågen er det egentlig ret sjovt at se. Den specielle fødselsdagssang, Happy Corner, er en oplevelse værd. Jeg tror, du kan smugkigge på you tube. Selvom det kan være nok så belastende at bo på campus, så synes jeg, at det ville være ærgerligt at finde en lejlighed i byen. Du kommer til at betale en helt anden husleje, og du går glip af de mange aftenture til det lokale værtshus, de impulsive fodboldkampe og hvad der nu ellers følger med.

Søndagsgudstjenester?

Jeg var en smule bekymret for, om jeg blev tvangsindlagt til søndagsgudstjenester og morgenbøn på det baptistiske universitet i Hong Kong. Der ligger en mindre kirke på campus, og det er ifølge reglementet forbudt at have øl på værelset. Jeg var ikke i kirken en eneste gang, og mit køleskab blev aldrig undersøgt.

Autoritetstro undervisere var der heller ikke mange af. Jeg fulgte et par fag på det politiske fakultet, hvor underviserne gjorde alt hvad de kunne, for at finde ridserne i kommunistpartiet rødlakerede overflade. Underviserne i Hong Kong står heldigvis ikke til regnskab overfor magthaverne i Beijing.

Det gør Beijings indbyggere og historiske monumenter så til gengæld. På Kinas Historiske Museum blev partiet skamrost, og på Den Himmelske Freds Plads var der ikke et eneste spor af massakren i juni 1989. Det var forfærdeligt fascinerede og forfærdeligt forfærdeligt på samme tid. Alt det kan du selv få lov at opleve, hvis du søger mod Hong Kong Baptist University.

Universitat Pompeu Fabra, Barcelona

En catalansk kulturindsprøjtning

Barcelona er en by fuld af muligheder både fagligt og især kulturelt. Man får dog mest ud af opholdet, hvis man kan et udmærket spansk i forvejen

Af Kenneth Skov Jensen

Tænk at kunne læse sine lektier på stranden i timerne mellem undervisning. Tænk at kunne mestre det spanske sprog og få indsigt i spansk og catalansk politik, kultur og historie. Tænk at bo i en multinational millionby med flere kulturelle oplevelser end man kan nå at udforske på seks måneder. Alt det har Barcelona og Universitat Pompeu Fabra.

Lad os slå det med sproget fast allerede nu: et forløb på Universitat Pompeu Fabra kan strikkes sammen kun bestående af fag på engelsk, men vil man have det optimale forløb, er det en klar fordel enten at beherske det spanske sprog på et godt niveau eller ikke være bange for at kaste sig ud i undervisning på spansk med den ekstra lektietid, det kræver.

Mange fag bliver undervist på spansk, og valgmulighederne er derfor meget større, hvis man taler spansk.

Dog skal man ikke lade sig afskrække af sproget. Har du lyst til at lære spansk og studere på engelsk på universitetet, kan det sagtens lade sig gøre.

Fagligt bliver man mødt med et stort udvalg af fag på et af Spaniens mest anerkendte universiteter. Som udvekslingsstuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole starter
man med at vælge mellem fagene på kommunikationsfakultetet. (Sådan er aftalen skruet sammen) Her er der primært fag i kommunikation, sociologi, public relations og ”advertising”.

I den uge, hvor trimestret starter, får alle udvekslingsstuderende dog mulighed for frit at vælge mellem de resterende fag på de øvrige fakulteter. Det er primært humaniora, samfundsfag og political science, der er at vælge imellem. Enkelte steder kan der være restriktioner omkring antallet af studerende, men ellers er der som udgangspunkt frit valg.

Den eneste hage, rent fagligt, er, at der ikke er mange rent journalistiske fag på engelsk. Det er mere teorietisk kommunikation – mere ”universitetsagtigt”, og det kan føles som et chok, når man kommer lige fra håndværksskolen på Oluf Palmes Allé. Det kan være en fordel, hvis man har lyst til at udforske andre typer fag om politik, historie eller kultur, for dem er der generelt flere af.

Gaudí, Güell og Goya
Barcelona er en by med muligheder, og er man interesseret i Spanien, og især Catalonien er der mange ting at gå på opdagelse i. Byen er fuld af smuk arkitektur og inspirerende by-design, som især er inspireret af Gaudí fra den centrale Passeig de Gracia til Park Güell.

Byen har en stærk kultur som særligt knytter sig til Cataloniens omtumlede historie under Franco efter 2. verdenskrig, og Catalonierne gør en dyd ud af deres identitet.

Den catalanske kultur gennemsyrer byen, og et ophold på små seks måneder er en fascinerende indsigt i en anderledes middelhavskultur. For selvom man blot er rejst til Nordspanien, er kulturen mærkbart anderledes. Catalonierne holder fri midt på dagen, hvor de spiser deres varme måltid. De er ude til sent på natten og tager ikke tiden så højtideligt.

Catalonierne er til tapas, sangria fodbold og fest. Barcelona er både storby og ferieby, da der aldrig er mere end et par kilometer til stranden.

Er man – som jeg – glad for fodbold, er Barcelona en fantastisk destination. Her lever og ånder man fodbold, og samtidig er befolkningen begunstiget med et af  denne verdens bedste hold, og kampene er til at komme til, selvom de nok er en smule dyre.

Udflugt til Ibiza
Socialt er Barcelona et godt sted at tage på udveksling. Lige fra start bliver man som ny udvekslingsstuderende modtaget af skolens gode ”udvekslings-team”, som allerede har arrangeret en rus-uge, med alt hvad man forventer, det koncept skal indebære.

Der er fester hver aften, udflugter og ryste-sammen-dage, så man lynhurtigt kommer ind på livet af de omtrent 400 andre studerende fra hele verden, som også netop er ankommet. Det hele toppes med en lille uges tur til Ibiza, som for alle de studerende er en oplevelse for livet.

Så er du tændt på Barcelona, er det bare med at komme af sted. Du bliver udviklet fagligt, du øver dine sprog og du lærer utroligt meget om din egen og andres kulturer.

Alt i alt får du en oplevelse for livet.

 

 

American University in Cairo

Revolution – tur/retur

Af Karin Søkilde

4.56. Jeg er vågen, mit hjerte hamrer derudaf. Jeg vender mig i sengen som jeg har gjort så mange gange før. Den knirker, og jeg kan mærke hvordan de ustabile brædder, der holder min sofahyndemadras oppe giver sig under mig. Jeg har vendt mig og vænnet mig til den følelse og den knirken i fire måneder i dag. Følelsen af at sove på et bræt. Det er faktisk ikke så ringe.

Midt i rummet står min kuffert på de fine klinker, jeg efterhånden også er blevet helt glad for. Jeg kigger op i loftet og studerer det mørke træ der udgør min indendørs himmel. I hjørnet protesterer min ældgamle air condition, der helt sikkert har kendt bedre dage. Klokken er ikke engang fem, men solen er begyndt at stå op over Cairo, og varmen breder sig – så selvom min a/c har omtrent 40-50 år på bagen, så er det tid at vågne og komme på arbejde igen – jeg hader at vågne og svede, så den står tændt hele natten.

Dette er min sidste morgen i Cairo.

Nede på gaden står jeg og taler gebrokkent arabisk med min bawab (vicevært eller dørvagt, men jobbeskrivelsen rammer ikke rigtigt. Vi giver ham 200 pund i måneden i ”bakshish”, drikkepenge, men efter fire måneder er det stadig ikke gået op for mig, hvad hans arbejde egentlig består i). Han har hjulpet mig med at bære min enorme kuffert med næsten et halvt års levet liv og souvenirs ned af fire etagers trapper – det skal senere vise sig i lufthavnen at kufferten vejer 40 kilo. Jeg er den mand evigt taknemmelig, og det forsøger jeg nu at forklare ham med mit noget begrænsede sprog, jeg har erhvervet på skolen gennem de seneste måneder.

Han fortæller mig, at han gerne vil til Amerika engang, men det koster jo mange penge. Jeg smiler og tænker på de ti kroner, jeg lige har givet ham for at slæbe min kuffert. Der er langt til USA. Først i dag opdager jeg det karakteristiske kors, han har tatoveret på sin hånd. Ligesom alle andre koptere i landet er han fysisk mærket af sin religion for livet, et symbol på hånden eller indersiden af håndleddet – denne mand er kristen, ikke muslim. Han hjælper mig med at finde en taxi, da den taxachauffør jeg ellers havde lavet en aftale med dagen før aldrig dukker op. Åh, Egypten…

Smæk. Bildøren lukker, og han smiler. Jeg har allerede kysset min bawab på kinderne – et på hver – og det gjorde ham næsten lidt utilpas. ”Måske ses vi igen en dag i Amerika?” siger jeg på arabisk. ”Insha’Allah”. Om Gud vil.

Da vi rammer ringvejen er det helt lyst, og vejene er tomme. Jeg har på forhånd spurgt min chauffør hvad han ville have for at køre mig til lufthavnen, men han fortæller mig, at han har et taxameter. På denne tid af morgenen, hvor trafikken er ikke eksisterende burde en tur til lufthavnen ikke koste mig mere end 25 pund. Men allerede da vi kommer op på broen, der danner en ring for Cairos trafik rundt om byen, viser meteret over 27 pund. Jeg peger på det. Han ved, han snyder mig, og han ved, jeg ved det. ”Jeg har ikke mere end 50 pund, og du får ikke mere. Jeg ved, det er en rigtig god pris. Og du ved det. Jeg har boet her i fire måneder. Jeg ved det,” siger jeg. Han smiler resignerende og slukker meteret. ”Helt fint.” Ja. Du har lige tjent mere end det dobbelte af hvad en egypter ville have givet dig. Det er helt fint, du.

Han tilbyder mig en cigaret som forsoning, men det gør de nu alligevel næsten altid. Jeg afslår høfligt, fortæller, at jeg ikke ryger. Han smiler og siger, jeg taler godt arabisk. Mens murbrokker, rustne paraboler, gadevogne, snavs og skidt i gaderne – Cairo – flyver forbi mit vindue, så ombestemmer jeg mig: ”Kunne jeg alligevel få den cigaret? Det er min sidste morgen i Cairo…” Han smiler og rækker mig uforstående cigaretten og tænder den for mig. Klokken er 7.24 og min mave protesterer højlydt over den brandvarme røg, der har ramt mit indvendige før nogen som helst form for fast føde, og jeg beslutter mig for ikke at inhalere mere, men er ellers tilfreds med min egyptiske cigaret, selvom smagen er noget krads. Et fint lille afskedsritual – en sidste salut til det land, jeg nu har delt en betydelig bid af mit liv med. Tak for den passive rygning, tak for madforgiftninger, tak for rotter og kakerlakker, tak for solskin og badevand, tak for venskaber, tak for fester, tak for oplevelser, tak for et nyt sprog og en ny kultur. Tak for alt, Cairo. Jeg lader tankerne vandre…

Egypten er det mest kontrastfyldte land, jeg nogensinde har været i. På universitetet har jeg mødt de rige egyptere, dem, der er født til fine jobs og gode skæbner – og dem, der er heldige, fordi de har fået scholarships og er blevet lukket ind på en uddannelse, der sikrer deres fremtid. En eksamen og et laksegl fra det Amerikanske Universitet i Cairo er nærmest en 100 % garanti for at du får et job – uanset hvem, der sidder på magten. De mange millioner egyptere, der har eksamen fra de mange andre egyptiske universiteter er knap så heldige. Mange af dem, der har fine uddannelser ender alligevel som kustoder, vagter eller sælgere om dagen og taxachauffører om natten. To eller tre jobs er ikke ualmindeligt – arbejdskraft er nemt at finde, så lønnen er lav. Meget lav.

Det er derfor, urolighederne fortsætter. Så mange unge mennesker, kvinder og mænd, er urolige, utilfredse, utålmodige. De vil have verden og fremtiden, og de vil have den nu. De vil have jobs, de vil have håb, de vil have forandring. Deres råb og deres smerte, når militæret udøver vold mod dem, er kun et symbol på den lidelse, de føler, deres liv er. Et symbol, resten af verden endelig kan få at se. ”De kan ikke tage livet fra os, vi har alligevel ikke noget liv.” De kæmper for at få noget at miste. De kæmper for at få et liv at kæmpe for.

Det er de kampe, man ser i nyhederne hver dag. Det er billederne af netop dette, der er gået verden rundt og har prentet sig på nethinden af de mange turister, der har fravalgt Egypten som destinationen, når feriechecken skulle bruges. Uroligheder, revolution, brand i gaderne, dødsfald, militær, vold. Steffen Jensen og Steffen Kretz sælger ikke badebilletter. Sådan er det bare.

Jeg besøgte Luxor sammen med mine forældre, da de var på besøg i min ”spring break” fra skolen, og her havde revolutionen i dén grad sat sit præg på byen og ét års penselstrøg havde trukket kontrasterne tydeligt op. En hel by af fem-stjernede hoteller langs Nilen med mindst to-tre store pools lige ud til floden – balkoner med udsigt over Kongernes Dal på østbredden, elegant underholdning ved hotellernes fem restauranter hver eneste aften – nu forvandlet til en spøgelsesby. The show must go on, hotellerne ud til Nilen ligger stadig og funkler, alt er pudset og poleret, og dørmanden står i det stiveste puds og smiler; klar til at åbne døren for de horder af turister, der skulle indtage Luxor i sæsonen mellem september og april. Men der kommer næsten ingen.

”En tur i min hestevogn, jeg viser jeg byen – jeg gør det for FEM PUND!” Desperate råb overalt på gaden gjorde, at mine forældre og jeg mest slappede af ved poolen, eller allerede havde lavet aftaler om al transport med hotellet, inden vi vovede os udenfor. En enkelt aftentur ned til Luxor templet, der stadig stod badet i blødt projektørlys som om intet var hændt de sidste mange år, resulterede i hårde og indædte forhandlinger om bare at kunne få lov at gå på gaden i fred. I centrum af byen løb mange børn rundt sent ud på natten. Tiggere, der håber på at få en skilling fra velhavende turister, der går en aftentur. De har aldrig fri. Deres job er turisme – et job, revolutionen har taget fra dem.

I halvandet år har de store krydstogtbåde langs Nilen, hestevognskørerne, taxachaufførerne, tørklædesælgerne og felucca-udlejerne (små turistbåde, der sælger korte ture på Nilen eller sejler folk fra Vest- til Østbredden) trådt vande. Gud, eller Allah, ved hvor længe de kan blive ved.

Tilbage i Cairo hænger der mange plakater med ”Support Tourism in Egypt!”. Det er mange egypteres levebrød – men mange revolutionære vil netop, at det ikke skal være sådan længere. Kampen mod et bedre liv må fortsætte – og dermed øges desperationen og prisen for revolutionen i Upper Egypt (Luxor og Aswan) – langt fra bål og brand i regeringssædet Cairo.

Alligevel har jeg forelsket mig i landet. Her hersker en optimisme og en vilje og et håb. En tro på, at noget bedre venter, og en stolthed og bevidsthed om det land, man kommer fra, som jeg ikke kan genkende i Danmark. Her er en følelse af, at man er nødt til at kæmpe for tilværelsen, som jeg virkelig respekterer. Og så er her bare så anderledes. Fem timers flyvetur væk har en helt ny verden åbnet sig for mig – en verden, der ikke nødvendigvis er forkert, bare fordi den er anderledes sat sammen end den, jeg kender. Et besøg her får mig til at føle mig som en opdagelsesrejsende, det inspirerer mig og varmer mit hjerte at møde andre mennesker – og at de møder mig, og dermed også mindsker deres fordomme.

Jeg hoster. Pokkers. Jeg er kommet til at inhalere igen, og mine lunger klør indvendig, mens min mave vender sig endnu engang. Taxachaufføren skæver til mig og smiler overbærende. Han har for længst røget færdigt, og det er tydeligt, jeg ikke rigtig har nydt min cigaret, men nærmere bare behandlet den som en røgelsespind. Jeg smider den ud af vinduet, som en egypter. Der ligger så meget skrald alligevel, det ville tage millioner af år at rydde op. Jeg græmmes lidt ved den mentalitet, men alligevel. When in Egypt…

Min sidste morgen i Cairo nærmer sig sin afslutning. Lufthavnsterminalen tårner sig op i det fjerne. Min chauffør hjælper mig med min 40 kilos kuffert, som jeg nu selv skal bakse ind gennem terminalen, mens jeg igen på gebrokkent arabisk og med tynde, hvide turistarme skal forsøge at kæmpe mig fri af ”hjælpsomme sjæle”, der gerne vil tjene mine sidste skillinger for at trække min kuffert ca. 50 meter hen til tjek ind-skranken.

Chaufføren får sine 50 pund, og fortrækker professionelt ikke en mine. Han ved, jeg ved, det er overpris, og han er fornuftig nok til ikke at være så flabet at bede om drikkepenge som den første aften, da jeg lige var ankommet og måtte betale det tredobbelte for at komme ind til centrum. Åh, Egypten.

Lige inden min chauffør lader mig gå smiler han alligevel og siger noget. Jeg sukker. Jeg har besluttet mig for, at han altså ikke skal have flere penge.

”Have nice flight!” Jeg smiler. Hold da op. ”Thank you for the cigaret, mr.” “Anytime. You will return to Egypt? Yes?” Jeg trækker lidt på det. Trækker vejret dybt ned i lungerne og mærker en sidste gang den tykke bilos hobe sig op i mine lunger, så jeg føler, der siver flere timers liv ud af mig ved bare et åndedrag. Jeg mærker morgenluften over ørkenen, der bliver endnu en steghed dag. Jeg tøver, og kigger ham så ind i øjnene. De øjne, der ligesom millioner af andre rummer håb for hele landets fremtid.

”Insha’Allah…”