Monthly Archives: August 2012

Ludwig Maximilians Universität

Ludwig Maximilians University, München

Leave a comment

En god gammeldags storby

München er traditionel og til tider lidt overformel. Men alt andet end kedelig.

 Af Sophie Emilie Preisler Nørgaard

Traditioner er til for at blive overholdt, siges det. Man kunne fristes til at tro, at det ordsprog havde sit ophav i München. Selv om byen byder på masser af moderne kultur, store BMW’er og fest i gaderne om aftenen, er alt rammet ind i den stærke bayerske kultur, som ynder at holde på formerne.

Det kommer til udtryk på flere måder.

Den store Oktoberfest

Oktoberfesten har alle vist hørt om. Og den er da også en væsentlig del af Münchens profil, selv når man dykker lidt længere ned i materien og ser, hvor meget byen derudover har at byde på.

For Oktoberfest – og alt hvad man associerer med den – løber igennem byen som en slags rød tråd. De store ”Maß-Biere” i litermål med hank på siden ses over alt i bybilledet og på alle tider af døgnet. Alkoholkulturen er afslappet, og en øl til frokost eller om formiddagen, er der ikke nogen, der kunne finde på at se skævt til.

Syv millioner mennesker kigger forbi byen i de 14 dage, festen står på. Oktoberfest er altså ikke blot münchenernes egen traditionelle fejring af deres (øl-)kultur, det er også en god forretning og en måde, byen har gjort sig internationalt bemærket på.

Derudover er det ikke noget særsyn at se bayerne i deres folkedragter. Overalt i lyskryds, i undergrunden og til alle typer festlige lejligheder ifører de lokale sig det klassiske outfit. Især den ældre generation ser man i deres lederhosen med skjorte og uldne knæstrømper for mændene – og for kvinderne det meget figursyede dirndl med snøre i taljen, hvide pufærmer og forklæde.

Digital skepsis

München er hovedstaden i ”Freistaaten” Bayern – de føler sig  til tider mere som et selvstændigt land end en del af den store Bundesrepublik – og de gør også mange ting på deres egen måde i forhold til resten af Tyskland. München skiller sig ud ved at være den rigeste by i hele Tyskland, gennem sin stærke tyrolerkultur med egen folkedragt og egen kraftige dialekt, samt ved holde stærkt på formelle titler som Herr, Frau og Professor. Og ved en generel skepsis over for noget, der er nyt.

Man holder fast i tingene, som de var. På posthusene og de offentlige kontorer benytter man stadig de gode gammeldags stempler, regnestykker udregnes med papir og blyant, lånerkort til biblioteker bliver udfyldt med kuglepen, og på de fleste restauranter kan det kun lade sig gøre at betale med kontanter.

Det kan være en lidt brat opvågning, når man sammenligner med det efterhånden gennemført digitaliserede Danmark, og meget af tiden også være et irritationsmoment, men jo bedre, man lærer München at kende, jo bedre forstår man, at det er en værdi for dem, at man ikke ændrer alt for meget på procedurerne. Man kan af og til føle, at grundighed og formalitet går frem for effektivitet.

Men til gengæld ved man, hvad man får. At tingene som de plejer har fungeret fint for bayerne i generationer – og bliver sikkert ved med at gøre det lidt endnu.

Concordia University Montreal

Concordia University

Leave a comment

Af Nicki Hemicke Lykke

Jeg vil starte med at fastslå, at Montreal er et vidunderligt sted. Jeg forestiller mig, at hvis man parrede New York med Paris, så ville man få Montreal, og byen i sig selv gør, at jeg uden at tøve vil anbefale at tage et semester på Concordia University – på trods af dettes voldsomt ucharmerende ydre (og indre for den sags skyld), men heldigvis er man nogenlunde tilvænnet efter et par år i den århusianske betonklods. Det skal siges, at det kun er den ene af universitets to – for journaliststuderende – mulige afdelinger, der ligner et gråt 70er-levn. Det var dog her jeg havde alle mine fag. Bortset fra et onlinefag – det foregik i sofaen med computeren i skødet. Mine valg af fag var lidt i øst og vest og ud fra, hvad jeg lige syntes lød nogenlunde interessant. Jeg havde ingen journalistiske fag, men til gengæld et historiefag, et religionsfag og et politisk fag.

Historiefaget handlede om Latinamerika og var egentlig ganske interessant, men undervisningen var voldsomt ustruktureret og lige så meget i øst og vest som mine valg af fag. Helt anderledes var religionsfaget, som klart var den bedste faglige oplevelse. Det skal siges, at jeg på ingen måde er religiøs eller har anden tilknytning til den ene eller anden religion. Mit motiv for at vælge dette fag var således en god gammeldags almen interesse. Underviseren var utroligt inspirerende og undervisningen vekslede godt mellem almindelig forelæsning, gæsteforelæsere og film- og billedmateriale. Det var også i dette fag, at jeg oplevede det klart største faglige udbytte.

I forhold til valg af fag vil jeg bare anbefale, at man inden fristen for valg af fag går til en forelæsning eller to i de fag, man synes lyder interessante, før man lægger sig fast på noget.

På den sociale front vil jeg kalde mit udbytte for relativt. Der var formentlig en del arrangementer for udvekslingsstuderende, men jeg orkede det ikke, må jeg indrømme. Jeg prioriterede ishockey og fodbold i parken med de lokale højere end 60 nye venner fra Asien og Italien. Situationen havde formentlig været anderledes, hvis jeg ikke havde haft en meget ligesindet room mate, og mit indtryk er da også, at hvis man magter at tage del i ’nu-skal-vi-på-pub-crawl-hver-dag-cirkusset’, så er der rig mulighed for det. Jeg spillede dog med på skolens fodboldhold, som var en fin måde at lære nogle mennesker at kende på, og så kan man også roligt sige, at folk i Montreal generelt er meget åbne og klar på at møde nye mennesker. Især på diverse offentlige ishockey/fodbold/basket/etc.-baner får man lynhurtigt nye bekendtskaber.

Når alt kommer til alt, så tror jeg ikke, at nogen udvekslingsophold er ens, men jeg vil helt klart mene, at Montreal har alt, hvad der skal til for at, man – uanset tilgang – får det skønt.

Monash University

Monash University

Leave a comment

Af Emilie Faber

Monash er for det første en kæmpestor institution, og det er lidt en omvæltning at træde ind på det enorme campus, når man er vant til en lille betonbunker. Men når man lige vænner sig til størrelsen og mylderet af studerende fra mange forskellige nationer, er det en meget sjov og lærerig oplevelse at være en del af. Det er et helt lille samfund i sig selv med kinesisk købmand, apotek og brillemand, og man får også lidt det indtryk, at nogle bruger det meste af deres tid i og omkring skolen. Der bliver studeret på højtryk det meste af døgnet i bibliotekerne, og man får sved på panden af at kigge de mange økonomi- og ingeniørstuderende over skulderen, når de sidder og prøver at huske formler. For til de fleste eksaminer må man nemlig ikke have nogen som helst hjælpemidler med. Og på eksamensdagene (som i øvrigt er en oplevelse i sig selv at være en del af sammen med de 2000 andre på væddeløbsbanen..) ser man de samme stakler stå i toiletkøen og stirre på de sidste noter helt hvide i hovedet. Australien er et underligt land med andre ord. Men Monash er et genialt sted at lære det at kende.

Vil man lære endnu mere, vil jeg anbefale faget Australian Idol – Exploring Contemporary Australia. Jeg (og vist nok de fleste i klassen) blev indledningsmæssigt lidt skræmte af den meget tunge og indforståede australske tale, vi blev mødt med af vores underviser Tom, men det ændrede sig heldigvis til det bedre i løbet af semestret. Jeg ved stadig ikke, om vi lærte hans vendinger og mærkelige ord at kende, eller om han lavede lidt om på det. Men på trods af et forholdsvist historietungt pensum, var jeg godt underholdt gennem det meste af forløbet og frem for alt, synes jeg, jeg har fået en forståelse for det her land, som jeg ikke havde fået ellers. Jeg kom til Australien med en masse undren og spørgsmål, og de er faktisk blevet besvaret. Som højdepunkt vil jeg klart nævne studieturen til Broken Hill – en lille mineby i outbacken, hvor vi lærte betydningen af ordet ’quintessential’. Fordi Broken Hill er virkelig the quintessential Australian outback experience. Det skal opleves.

University of Technology, Sydney

UTS, Sydney

Leave a comment

Man skal jo la’ sig

Af Mads Klim Jacobsen

Sådan lød mit mantra under hele opholdet i Sydney og omegn. Og det vil jeg meget gerne give videre til de næste. Jeg havde et kanon sjovt semester på UTS, men de største oplevelser lå helt klart uden for skolesammenhæng. Jeg havde aldrig været i Australien før, så jeg havde på forhånd glædet mig til at udforske landet og det levede til fulde op til forventningerne. Ja, og faktisk ikke kun Australien, men også New Zealand og stillehavsøgruppen Vanuatu.

Bag mantraet ligger at man som småfattig studerende egentlig ikke har råd til alle de ting man gerne vil, men nogle gange så skal man jo lade sig. Jeg kommer formentlig aldrig dertil igen, så derfor var det bare med at få oplevet så meget som muligt, men jeg var der. Og det er jeg rigtig glad for at jeg gjorde nu hvor jeg er vendt hjem. Det er mere min bank der ikke er glad, men de klarer sig nok. Men det er altså svært at finde plads i økonomien, når en standard husleje i byen ligger på omkring 6.000 kroner om måneden og en liter yoghurt koster 30 kroner. Generelt er det bare hamrende dyrt at leve i Sydney, så jeg levede mest af alt af kød, der var relativt billigt. Mit råd til fremtidige studerende i Sydney må være at spare godt op hjemmefra og så måske også leve en smule spartansk undervejs. På den måde blev det muligt for mig rejse til New Zealand i påskeferien og opleve den fuldstændig unikke natur, gå på gletsjere og springe bungy jump. Efter semestret var færdigt i juni kørte jeg det meste af vejen op ad den australske østkyst og surfede, kørte på jetski og sprang i faldskærm og som afslutning på det hele tog jeg til Vanuatu, som er et rent ø-paradis med fantastiske strande, aktive vulkaner og dykkermuligheder som stort set ikke findes magen til i resten verden.

Det er alle de oplevelser jeg husker, når jeg ser tilbage på mit halve år i Sydney og omegn. Jeg nød min hverdag på universitetet og boede et fantastisk sted i Potts Point med massevis af cafeer og små hyggelige restauranter, men de mest mindeværdige øjeblikke kom på rejserne. Og derfor er jeg glad for at jeg lod mig selv gøre det, selvom fornuften og pengepungen til tider sagde nej.

American University of Beirut

American University of Beirut

Leave a comment

Af Lisbeth Svalgaard Nissen

At tage til Beirut adskiller sig nok fra mange andre udvekslingsdestinationer, fordi man på ingen måde falder naturligt ind i mængden. Man stikker ud. Rigtig meget. Uanset om du går i vinterfrakke eller har så tækkeligt sommertøj på, at shortsene næsten ikke er shorts mere, så får man mange blikke, tilråb (alt fra ’welcome to Lebanon’ til ’you are sex?’), taxatilbud til overpris og så lidt flere blikke. Hver dag. Det kan være en prøvelse at gå til skole kl. 8 om morgenen og få upassende tilbud og kommentarer flere gange på vejen. Det skal man være indstillet på. Når det så er sagt, er det en gave at få lov til at leve og have en hverdag i Beirut. Byen er svær at beskrive uden at svinge sig helt op i de store kontraster og klicheer, men det er både en smuk og smadret by, der er halvt øst, halvt vest, hvor de allerfattigste og allerrigeste deler fortov. Det kræver stor og englelignende tålmodighed at leve i Beirut: trafikken er vanvid, strømmen kommer og går, og indbyggerne vil altid gå ud fra, at du er turist. Nogle gange føles det som om, de gode ’Beirutianere’ kommer alt for tæt på – som når man ved et bagholdsangreb ender i fremmede menneskers fotoalbum. Med falafel i hele hovedet, et bøvet udtryk i øjnene og fremmede arme om dig, bare fordi de synes, du ser spændende ud. Men libaneserne er et ufatteligt imødekommende folk, der gerne sætter deres eget program på standby for at hjælpe dig eller invitere dig på kaffe.

AUB er et af de mest anerkendte universiteter i Mellemøsten, og samtidig et af de mest søgte. Campus ligger som en lille oase af en smuk park og frisk luft i Hamra, hvor smoggen ellers godt kan blokere for luftvejene. Der er en spøjs 90210-stemning på campus, hvor både nosejobs og ny-yuppier spankulerer rundt på høje hæle eller i jakkesæt. Det er i den grad de privilegeredes børn, der går på AUB. Kvaliteten af undervisningen svinger fra den værste til den bedste ende af skalaen, og man skal vælge sine fag med omhu. Den første uge hedder ’Drop and add’ og giver en mulighed for, at tage en eller flere timer i alle de fag, man er interesseret i. Det giver i de fleste tilfælde et godt indblik i fagets indhold og sværhedsgrad. Til trods for den svingende kvalitet, har jeg lært enormt meget under mit ophold. I de fagligt stærke kurser fik man teori, diskussion, fakta, historie og nye måder at tænke på, som kan bruges både som journalist og som menneske. Tiltrængt efter 3,5 års learning by doing på DJH, men også noget helt nyt at skulle mønstre rygrad nok til at læse tunge, akademiske tekster.

I Beirut er man ude så meget som muligt, enten på skolen, ved vandet, på restaurant, på bar eller hos venner. Det kan være svært at være flittig studerende, eller sparsommelig for den sags skyld, i en by, der lægger så stor vægt på fest, mad, drikke og underholdning. Men man skal virkelig glemme det der med at læse hver eneste tekst til hvert eneste fag, og i stedet tage ud og opleve det land, man er landet i. Beirut var fantastisk at være på udveksling i – det kan varmt anbefales.

University of Technology, Sydney

UTS, Sydney

Leave a comment

En uhørt succes

Lyden var langt fra optimal, men scenen og sættet var rigeligt til, at 8. semester i Sydney blev en unik oplevelse uden sidestykke.

Af Anders Junge Ernst

Under jorden – med få meter op til de larmende tog og de lange bilkøer ved Sydney Central Station – findes en meget lang tunnel. Den sørger for, at tusindvis af fodgængere dagligt får optimale betingelser for at komme hæderligt igennem morgentrafikken. Byggeriet har sin berettigelse. Ingen tvivl om det. Jeg benyttede selv denne rute jævnligt, når jeg skulle ind på universitetet, og der var tale om en klar genvej. Men jeg hadede det.

For enden af tunnelen kunne man være sikre på to ting. Kiosken på højre side ved udgangen førte det daglige kampagnetilbud på kiks af mærket ”OREO”, mens en musikalsk duo på venstre hånd leverede toner til de forbipasserende. Tilbuddet fra kiosken var kærkomment. Musikken fra den modsatte side var katastrofal. En mand og en kvinde, der for længst havde tabt fornemmelsen for gode melodier – og situationsfornemmelsen i det hele taget – sørgede for, at mine morgener gennem tunnelen med garanti blev præget af tortur for ørene. Og ekkoet i den flere hundrede meter lange gang gjorde det ikke bedre.

Dagen, hvor jeg skulle forlade Sydney, gik jeg forbi parret og tog et billede af dem. Jeg ville forevige elendigheden. Fotografiet skulle huske mig på, at der alligevel var noget godt ved at skulle hjem til Danmark.

Nu – en måned efter jeg er kommet hjem – savner jeg sgu den gamle mand, den mærkværdige kvinde og deres katastrofale keyboard.

Uanset hvordan jeg reflekterer over mit 8. semester i Australien, har jeg svært ved at finde på noget negativt at sige. Jeg savner hele pakken. Det var dyrt. Meget dyrt. Men det var også forventet, og derfor har jeg svært ved at putte økonomien ned i kassen for fortrydelse. Og det kan da godt være, at jeg på det faglige plan ikke er blevet en bedre journalist af at være her. Det tror jeg faktisk ikke er tilfældet. Men det var heller ikke derfor, at jeg tog herned. Jeg valgte at tage af sted, fordi Sydney skulle rive hverdagen væk under benene på mig.

Det har den gjort.

Bevares. Undervisningen på University of Technology har bestemt haft en andel i det projekt, og aldrig har jeg udviklet mit engelsk så meget, som tilfældet har været her, men det er selve omgivelserne, oplevelserne for ikke at tale om omlægningen af et liv, som i et lille halvt år blev ændret radikalt, der har sat det største aftryk og gjort det største indtryk. Og det kan hverken pensum eller prædikener fra professorer tage æren for.

Jeg fandt mig godt til rette på den anden side af jorden, og takket være venner og vilde idéer kan jeg nu se tilbage på et halvt år, hvor jeg har haft et utal af fantastiske oplevelser. Nogle mindre studierelateret end andre. Alligevel er jeg dog ikke i tvivl om, at forløbet samlet set har styrket mit kandidatur til en karriere i journalistikken.

Jeg er blevet klogere på en anden kultur, klogere på andre fagområder end de, jeg normalt kunne have kastet mig i krig med på DMJX. Og ikke mindst er jeg blevet klogere på mig selv.

Og så har jeg selvfølgelig også lært, at det nogle gange kan betale sig at gå en omvej for at nå til den endelige destination. Om ikke for andet, så for ørenes skyld.

Det er vel alt i alt et fornuftigt udbytte.

University of Hong Kong

University of Hong Kong

Leave a comment

Af Lars Roest-Madsen

Jeg har under mit ophold i Hong Kong fulgt tre fag, som jeg har været meget tilfreds med. Kun et enkelt af disse har været et decideret journalistikfag, nemlig Literary Journalism. Det var heldigvis et enormt spændende fag, ledet af en entusiastisk professor, Michael Meyer, uddannet fra Berkeley. Vi fik lejlighed til at læse en lang række mesterstykker ud i fortællende journalistik, både af meget berømte og mere ‘ukendte’ forfattere. Det var dog kun på den afsluttende semesteropgave, hvor vi virkelig kom ud i felten og selv kunne afprøve det at lave et stykke fortællende journalistik. Forinden havde vi lavet et par små sceneskrivningsopgaver, hvor kravene til disse indledende opgaver måske lå lidt under DJH-niveau. Den sidste opgave skulle dog være ganske omfangsrig og kravene på højde med de til en tilsvarende DJH-opgave. Opgaverne var dog ikke hovedfokus, men alligevel var faget meget lærerigt, da det meste af tiden blev brugt på at diskutere de læste tekster og diverse redskaber, som man kan gøre brug af i sin indsamlings/skriveproces. Holdet var forholdsvis lille (ca. 20 mand) Det var en klar fordel, i og med at alle kunne gøre sig gældende i diskussionerne.

Et andet fag, jeg har fulgt, “Crime and the Media” har haft klare tråde til journalistikken, men lå dog under Faculty of Social Sciences. Faget gik i dybden med måden, hvorpå medierne behandler og vinkler kriminalitet og forbrydere, med fokus på fremstillingen af henholdsvis kvindelige og mandlige kriminelle. Holdet var meget stort, måske omkring 80 studerende, så det foregik som forelæsninger. Professoren var meget engageret, og det har været udbytterigt at komme dybere ned i mere socialvidenskabelige aspekter af journalistikken også.

Mit tredje fag “American film, from Golden-Age Hollywood to New Hollywood and beyond” var også særdeles spændende, koblet med en dygtig underviser, Tim Grünewald. Her blev udbyttet dog skæmmet en lille smule af et lille hold, som på trods af fine engelskkundskaber virkede skræmte over at tage ordet på plenum. Jeg hørte fra andre studerende, at dette også gjorde sig gældende i andre fag, hvor der er en overvægt af lokale studerende. Underviseren mente, at de lokale studerende føler sig underlegne i forhold til studerende med engelsk som modersmål (selv om langt de fleste lokale studerende taler et formfuldendt engelsk…)

Fælles for alle fag gælder, at kravene og mængden af læsestof har været på et passende niveau, ligesom underviserne alle har været dygtige og har udvist engagement i deres undervisning.

Umiddelbart skulle man tro, at Hong Kong vil være en stor omvæltning at komme til som dansker. Men både byen såvel som studiemiljøet er så internationalt funderet, pga. det tidligere britiske kolonidømme, at man ikke mærker meget til, at man er på (en form for..) kinesisk territorium. Alligevel er der dog kulturelle forskelle at overkomme.  Jeg boede på en af universitetets ‘residential halls’, hvor der på min gang for det meste boede lokale og kinesiske elever. Alle var søde og inkluderende, men jeg vil alligevel påstå, at man skal gøre en ret stor indsats for at komme helt på bølgelængde med de lokale og kinesiske elever. På min gang skete det ikke en eneste gang, at de lokale og kinesiske studerende gik ud i weekenden. I stedet sad de i det fælles køkken til sent ud på natten og sang karaoke eller spillede mah-jong. Lidt svært, når man er den eneste i rummet, som ikke taler kantonesisk. Studiemiljøet er dog meget internationalt, så man møder hurtigt andre udvekslingsstudenter i forbindelse med klasserne og diverse aktiviteter.

Socialt har det således været helt fint, men mange af de andre udvekslingsstuderende har dog været lidt yngre, mellem 18 og 23 år, og det har nok kunnet mærkes (Jeg er 28 år).

HKU har desuden et virkelig godt ‘buddy’-program, hvor i hvert fald min ‘buddy’, har gjort en stor og engageret indsats for at få mig til at føle mig velkommen og tilpas. Stor ros for det.

Jeg vil klart anbefale et semesters studier ophold på HKU. Undervisningen i alle valgte fag har været professionelt gennemført og har givet en faglig ballast, som jeg kan bruge i mit videre forløb.

Ryerson University

Ryerson University, Toronto

Leave a comment

Af Marie Sæhl Sørensen

Allerede længe inden jeg besluttede mig for at søge om at komme på udveksling i Toronto, vidste jeg, at jeg ville komme til at være en del ældre end de andre studerende. Både fordi studerende på de canadiske universiteter generelt er end del yngre. Og fordi vi på DMJX først har muligheden for at komme af sted på uddannelsens sidste semester, men alligevel bliver indskrevet på første del af journalistuddannelsen på Ryerson University. Jeg tror, det er vigtigt, at man gør sig aldersforskellen klar, inden man tager af sted. Både i forhold til skolearbejdet, hvor ens medstuderende er en del mere uerfarne – de har f.eks. ikke været i praktik. Men også i fritiden, hvor det kan være svært at finde begejstringen frem, når man for tredje gang på en uge er inviteret til udklædningsfest med obligatorisk stærkt alkoholindtag på et af kollegierne eller en af de evindelige irish pubs.

Jeg valgte alligevel at tage på udveksling. Mest af faglige grunde. Jeg vidste, hvor stor en fordel det senere ville blive for mig, at jeg et halvt år ville blive tvunget til at læse, tale og skrive længere opgaver og journalistik på engelsk. Canadierne har meget tætte journalistiske bånd til USA, og tekster og eksempler i undervisningen er oftere hentet fra den anden side af grænsen. Fordi båndene til USA er så tætte, betyder det også, at Canada er meget langt fremme på en række journalistiske punkter, vi stadig ikke er helt så gode til herhjemme.

Blandt andet inden for den fortællende journalistik, hvor Canada er med helt fremme. Det gav mig meget at have faget Literary Journalism, hvor jeg fik mulighed for at få et stort overblik i den fortællende journalistik gennem historien, fik diskuteret en masse etiske dilemmaer i konkrete fortællende historier og gennem de store mængder læsestof fik en masse inspiration og redskaber til selv at lave fortællende journalistik senere. Ligesom amerikanerne er canadierne også en del bedre i forhold til nye måder at lave journalistik på. I mit ene fag Advanced Research Methods fik jeg et godt overblik over de mange nye måder at lave kvalitetsjournalistik på i web-æraen, hvor gratis nyheder på nettet truer med at udrydde avisen. Jeg lærte om nye måder at finansiere journalistik på og nye måder at udkomme på.

Jeg valgte helt fra starten, at jeg ikke ville bo på de kollegier, der er knyttet til skolen. De ligger tæt på skolen i downtown Toronto, som er et temmelig åndsforladt sted med store grå shopping-centre og dårlige kæderestauranter. Der er selvfølgelig fordele ved at bo så tæt på skolen, men Toronto er fyldt af fede kvarteret, hvor det efter min mening er en del sjovere at bo. Jeg endte med at bo i en lejlighed i et lille træhus i et af de victorianske kvarterer (Queen West), som var rigtig hyggeligt med små cafeer og sjove butikker. Af andre lidt hyggeligere kvarterer kan jeg nævne the Annex, Kensington Market, Cabbagetown og Riverdale. Det kan måske godt virke uoverskueligt at rejse af sted uden at have noget at bo i, når man kommer frem. Men jeg tror, at man ofte ender med at finde noget bedre, end det skolen tilbyder en. Desuden skal jeg udsende en decideret advarsel mod at lade sig indkvartere på kollegiet Primrose, som er noget af det, skolen foreslår. Det er et ombygget hotel med bittesmå skotøjsæske-værelser og en ret dårlig madordning, som tvinger en til at indtage alle måltider på stedet til temmelig høje priser.

Ud over selve skolen er der nok at tage sig til i Toronto. Der er masser af hyggelige kvarterer, gode museer og smukke steder til løbeture. Og så er der rig mulighed for billigt at komme ud og se andre steder i Canada eller tage over grænsen til USA.

University of Missouri

University of Missouri

Leave a comment

University of Missouri – Columbia

Jeg ville til Missouri på grund af alle de ting, Missouri ikke er.

Der er ingen weekendudflugter til Los Angeles, og den nærmeste strand ligger en god 10 timers køretur væk. Men livet på University of Missouri er så sindssygt ægte amerikansk. Og det er vel den bedste oplevelse i mit liv so far.

Af Niels Schack Nørgaard

Jeg var stålsat på at komme til University of Missouri, fordi det er den mest ægte collegeoplevelse, man kan få i USA. Byen, Columbia, er klejn i amerikansk forstand – ca. 100.000 indbyggere – men huser et stort universitet.
Det betyder et lille, tæt og rasende omfavnende samfund omkring skolen. De studerende bor typisk fire-fem mand sammen i mere eller mindre faldefærdige huse et stenkast fra campus, og skolen, husene og Columbia syv-otte barer bliver hurtigt brændpunkterne i ens sociale liv som udvekslingsstuderende.

Jeg talte på et tidspunkt, inden jeg tog af sted, med en DJH’er, der havde været i San Francisco i et halvt år og vendt hjem uden at have lært en eneste amerikaner at kende. Jeg besluttede, at jeg ikke var rejst til USA for at hænge ud med irere og australiere, og jeg var stålsat på at få en amerikansk omgangskreds.

Og dér er Midwest America et uforligneligt sted. Folk er varmere og mere nysgerrige, end jeg har oplevet noget sted på planeten, og der gik ikke mere end en uges tid, før jeg blev inviteret for i en vennekreds.

Et halvt år senere har jeg lavet keg stands (Google det og ryst på hovedet), spillet beer pong, været på Spring Break i Bozeman, Montana, roadtrippet fra Chicago til New Orleans og tilbage og undervejs i det halve år knyttet nogle af de tætte venskaber, jeg har.

Jeg har udviklet mig meget menneskeligt, men faktisk har jeg også rykket mig fagligt. Jeg var kørt lidt sur i journalistikken efter praktik og et hårdt 7. semester, men jeg fik glæden ved faget igen i Missouri.

Niveauet er overkommeligt, men jeg havde især én voldsomt inspirerende professor, der med sine nærmest poetry slam-agtige enmandstaler om fascinationen ved journalistik gav mig appetitten på livet som journalist tilbage.

Jeg havde desuden brug for at læse noget andet end journalistik, så jeg tog to fag i Political Science, hvor der er et hav af fag og med garanti et til alle, der har bare den mindste politiske interesse. Jeg læste ”Politics and War” og ”Civil War, Genocide and Terrorism”.

Men den største inspirationskilde var nogle af de venner, jeg fik. Der brænder en helt anden journalistisk flamme i dem, og de er langt mindre kyniske over for journalistikken end jeg oplevede mine medstuderende herhjemme. Det kan godt være, de bare er naive. Men hellere være blåøjet end negativ.

Jeg valgte Missouri, fordi jeg havde lyst til at prøve et helt andet USA end det, jeg rejste rundt i for fem år siden efter gymnasiet. Dengang var jeg i San Francisco, Los Angeles, San Diego og Las Vegas. Nu kan jeg helt roligt sige, at jeg i Missouri fandt det varmeste sted af dem alle.