Category Archives: University of Hong Kong

University of Hong Kong

Af Emil Madsen Aaby

Bare gør det!

Så enkelt er mit råd, hvis du går og drømmer om et udvekslingsophold på University of Hong Kong.

Denne lille særlige administrative region ved det Østkinesiske Hav er et område i konstant forandring, hvor skyskrabere plastret til i hjemmestrikkede bambusstilladser vælter frem i det ellers bjergrige grønne landskab.

Da Hong Kong er en tidligere engelsk koloni, så foregår meget af snakken i Hong Kong også på engelsk. Det er næsten kun, når du har forvildet dig ind på en af de utallige Dim Sum restauranter, at du får brug for at kunne lidt kantonesisk (Mmgoi = tak).

Hong Kong er perfekt til dig, der gerne vil se meget af Asien. Byen ligger i midten af alt det sjove, og lufthavnen har glimrende og til tider billige afgange rundt i hele Asien. Jeg var selv på smut til Taiwan, Cambodia, Singapore, Sydkorea og Vietnam. Alle destinationer får 10/10, så kom afsted, lige så snart du har chancen.

Kina ligger selvfølgelig også lige ved siden af, så Hong Kong er et perfekt springbræt for dig, der er lidt bange for kinesisk og kinesiske restriktioner på Facebook, Google og andet sjov. I Hong Kong må du stadig gerne bestemme lidt selv og du kan tilgå dig hele internetverdenen herfra.
Når du så får lyst til at gå på opdagelse i det kæmpestore land, så ligger millionbyerne Shenzhen samt Guangzhou kun få timer væk med tog. Der foregår vanvittigt mange spændende, skøre og sindssyge ting i Kina, og det bliver der nok ved med i den nærmeste fremtid, så kom afsted og lær lidt på egen krop om stormagten.

University of Hong Kong er et stort og velfungerende universitet med adskillige internationale undervisere. Fagene varierer meget i sværhedsgrader, mængden af lektier og afleveringer samt underviseres faglige niveau. Heldigvis er de første to uger Add&Drop weeks, hvor du kan vade ind og ud af undervisninger, indtil du rammer de fag, der lyder interessante for dig.

Jeg valgte fagene Theoretical Approach to Film Studies, Documentary Film Appreciation, Online Journalism og jokerfaget Values Driven Innovation. Hvis du har en interesse i film- og TV-mediet, så kan de tre førstnævnte fag især anbefales. Underviserne Jason, Nancy og T.J. har alle engelsk som førstesprog, og så er de afsindigt kloge på og fascinerede af deres egne undervisningsemner.

På det sociale parameter er skolen også glimrende. Der er masser af foreninger, arrangementer og aktiviteter ved siden af skolelivet. Der er swimming pool, squash, starbucks og fitness på campus til fri afbenyttelse og masser af andre flinke studerende.
De lokale og kinesiske studerende kan være lidt svære at komme ind på livet af. Ikke desto mindre er de nogle varme og dejlige mennesker, så hvis du kan få dig en god lokal ven, så gør det! Ellers er der altid fest og farver med de andre udvekslingsstuderende.

Maden var noget af det jeg så mest frem til ved udvekslingsopholdet, og jeg blev ikke skuffet. Dim Sum er fantastisk og i Hong Kong kan du spise det 24/7.
En af de bedste Dim Sum restauranter, Sun Hing, ligger næsten lige ved siden af universitetet og åbner hver morgen kl. 3 – og den skal altid prioriteres over den nærliggende McDonalds, når du er fuld og sulten kl. 4 om morgenen.

I Hong Kong bliver der spist mange sjove ting og organer, som vi ikke er så vant til i det danske køkken. Ikke desto mindre smager ca. 95 % af det godt, så gå amok i street food’en og medbring måske nogle mavetabletter.

Gode råd:

  • Tag imod tilbuddet om et værelse på et af universitetets kollegier. Hong Kong er en dyr by, og du skal ellers på den gode side af 6000 kr., for at få et mikroskopisk værelse andetsteds.
    Og tag for guds skyld et af kollegierne, der ligger tæt på skolen, ellers bliver dit liv et bushelvede.
    Jeg var selv på Simon K. Y. Lee Hall, der ligger inde på campus-området. Glimrende sted, men det er primært studerende fra Hong Kong og Mainland China, der ellers bor her – og de er ikke de mest sociale. Kan du lande et værelse på Jockey Club Student Village III, så er værelserne her både større og nyere, og der er også flere udvekslingsstuderende i samme båd som dig.
  • Få et Student Octopus Card til MTR’en så hurtigt som muligt (hvis du er under 26 år), de giver 50 % discount på al offentlig transport.
  • Skolens Buddy-system fungerer ikke ligeså godt, som jeg har ladet mig høre, at det gør på andre udvekslingsuniversiteter. Jeg mødte aldrig min Buddy, så sæt måske ikke næsen for højt op efter det hjemmefra.
  • Spis Dim Sum hver dag.
  • Tag en masse pasfotos med, dem får du hele tiden brug for.

Find mig på Facebook, hvis du har andet, du gerne vil høre om HKU.

University of Hong Kong

Af Rita Gunnarsdóttir Dam (journalist)

Hong Kong – En international metropol midt i Asien

Forestil dig New York, blot med bjerge inden for få kilometers afstand og med et lidt større udvalg af asiatiske lækkerier – så har du Hong Kong. Det er nemt at komme til at holde af civiliserede Hong Kong med den blinkende skyline, den velfungerende offentlige transport og de kulturelle sammensmeltninger. Hong Kong er en fantastisk blanding af natur og storby, og så er den også et samlingssted for en masse forskellige kulturer. Da det er en tidligere engelsk koloni, er det forholdsvis nemt at gebærde sig rundt, da de lokale taler nogenlunde engelsk, og så er skilte og vejnavne også at finde på engelsk.

Skolen: I starten kan det være svært at gå fra at være skrivende journalist på et medie til at skulle tænke mere akademisk og læse en masse (teoritunge) tekster. Det hjælper dog, når man har valgt et fag som ‘Feature Writing’, som viste sig at være meget praktisk. Her blev vi undervist af en dygtig amerikansk journalist, der tidligere har arbejdet for Wall Street Journal. Vi lærte om feature-genren og var ude at interviewe en del mennesker til vores to artikler. Som journaliststuderende kan man få godkendt en bred vifte af fag, det er bare med at være kreativ. Jeg valgte selv:

Press. politics and government – vi diskuterede forholdet mellem stat og medier. Interessant nok.

Sexuality, Identity and Culture – mit ‘joker-fag’ som jeg kaldte det. Sjovt fag, hvor vi snakkede om homoseksualitet, heteroseksualitet og bare generelt om, hvordan vores seksualitet former vores identitet.

Perspectives on Crime and Deviance – jeg har en forkærlighed for krimi-området, så det var interessant at have et kriminologi-fag, hvor man så på årsagerne bag forskellige typer af kriminalitet.

Der er en del læsning til alle fag, men kan man sagtens klare sig uden at gennemgå teksterne slavisk. Mine to eksamener var meget nemme, da der var valgmuligheder.

University of Hong Kong har et fantastisk studiemiljø. Skolen er meget moderne og ny med store åbne og grønne arealer, der kan få DMJX-bunkeren til at ligne en grå fængselscelle. Bortset fra aircondition, der er skruet op på max i klasselokalerne, er der ikke meget negativt at sige. Og så er der studierabat på Starbucks!

Jeg vil råde folk til at få et Octopus-card med studierabat, så det er billigere at køre med metroen. Offentlig transport er i forvejen billig i Hong Kong, men med studiekortet bliver det endnu billigere. Man kan tage shuttle-busser til og fra skole, hvilket er den billigste må at transportere sig på, hvis man bor uden for campus, som jeg gjorde. Hong Kong er en forholdsvis dyr by, så det kan være en god idé at spise på campus. Ellers så udforsk de lokale restauranter og de forskellige ‘cooked food centres’, som findes forskellige steder i byen. Her kan du få lokal og lækker mad til billige penge.

Det sociale: Hvis du virkelig vil være social, så skal du bo i en af studieboligerne og helst en af dem med deleværelse. Jeg boede selv i Student Flats, hvilket på ingen måde er prangende, men man lærer en masse nye mennesker at kende ved at dele værelse. Derudover er det også godt for pengepungen at vælge en studiebolig. Jeg gav i alt 5000 kroner for de fem måneder, jeg boede der. Huslejen i Hong Kong er sindssyg,- dyr så ville ikke engang overveje en lejlighed i byen. Der er en masse sociale arrangementer i starten, hvilket er en god idé at tilmelde sig. Ellers var der en stor tradition for at tage i byen onsdag eller torsdag, hvor der er ‘Ladies Night’ i henholdsvis Wan Chai og Lan Kwai Fong. Hestevæddeløbet i Happy Valley er også interessant at tjekke ud, og det er en god mulighed for at møde nye mennesker. Jeg har hørt fra tidligere udvekslingsstuderende, at det kan være svært at komme ind på de lokale – her mener jeg både Hongkongere og kinesiske studerende. Det vil jeg til dels give dem ret i. Jeg delte værelse med en kinesisk pige og en finne, som jeg blev meget tæt med. Og så boede der to kinesiske piger i værelset ved siden af, som jeg også blev rigtig gode venner med. Det var nok især, fordi vi boede under samme tag, at vi lærte hinanden så godt at kende. For jeg vil sige, at det er svært at møde lokale uden for ens lejlighed. Der er dog mulighed for at lære de lokale at kende i sin klasse eller gennem gruppearbejde. Mange kinesiske studerende bruger stort set hele dagen på biblioteket, og derfor kan det godt være svært at lære dem ordenligt at kende. Det var i hvert fald tilfældet med mine roomies. Men når de lægger skolebøgerne fra sig, er det fantastisk at lære folk at kende fra en helt anden kultur. Man lærer så meget om deres hjemland og dets traditioner. Og derudover har man fået venner for livet, som man en skønne dag skal over at besøge igen. Det er netop det fede ved udveksling.

University of Hong Kong

Af Astrid Skov Andersen

8 ting du bør vide, hvis du overvejer udveksling i Hong Kong

Efter et semester på University of Hong Kong giver jeg her mit bedste bud på 8 ting, som jeg gerne ville have vidst, før jeg tog af sted.

1.       Det er billigt. Hvis du ikke har sparet hele din praktikløn sammen til at tage på udveksling, er Hong Kong et godt bud. Et enkelt legat og et par måneders SU-lån var alt, jeg havde brug for oven i min SU. Hong Kong er ikke lige så billig som andre asiatiske storbyer, men alt er billigt for studerende. Huslejen er på cirka 4500 kroner for hele semestret, en Starbucks kaffe på campus koster 11 kroner og der er ladies night hver onsdag og torsdag (gratis drinks og champagne for piger hele aftenen).

2.       Rejs Asien rundt. Hong Kong er centrum for Asiens flytrafik. Hvis du har planlagt dit skema rigtigt og læser forud i perioder, kan du nå at se rigtig meget af Asien på dit semester i Hong Kong. Der er under to timer til Filippinerne, tre til Bangkok, fire til Beijing og fem til Bali. Priserne varierer, så det kan betale sig at tjekke alle tænkelige destinationer, selvom det måske ikke var på to-see listen. Der er uendeligt mange fede steder. Jeg kom af sted på fire rejser til Myanmar, Beijing, Borneo og Mount Everest. Og det var stadig uden en stor opsparing på lommen.

3.       Meget mere end China-box. Er China-box ikke din favoritspise, så fortvivl ej. Hong Kong er meget globaliseret på madfronten, og du behøver ikke at leve af nudler morgen, middag og aften. Universitetet har masser af kantiner, cafeer og restauranter, der også serverer fransk baguette, Cesar Salad og spaghetti bolognese.

4.       Lav noget andet end journalistik. Hong Kong University er et meget anerkendt universitet og det er kun de bedste elever fra Asien, der kommer dertil.  Men det er næppe deres journalistfag, der er skyld i anerkendelsen. Til min første time i faget ”The press, politics and Government” brugte læreren den første lektion på at forklare, hvad et pressemøde er. Heldigvis har de et system, hvor man bruger de to første uger på at shoppe rundt mellem forskellige fag og derefter vælge ud. Der er masser af udfordrende, inspirerende og mere krævende fag, men HKU er mest for dig, der har lyst til at fordybe dig i noget andet end journalistik.

5.       Gratis lægebesøg. Med et studievisum får du de samme rettigheder og priser på hospitalerne som de indfødte. Jeg har ydet den service til alle kommende udvekslingsstuderende at teste dette ved at spadsere direkte ind i en glasdør, brække næsen og få et vaskeægte nose-job. Min vurdering er, at de har et trygt, kompetent og billigt sundhedsvæsen. Desuden er universitets læge gratis og yderst gavmild med diverse præparater til maveproblemer eller andre småskavanker.

6.       Sko-mekka. I Mong Kok finder du Sneakers Street, og det er et sandt paradis for sko-elskere. Nike, Adidas, Converse, New Balance, Reebok. Alle de kendte og de ukendte modeller findes her, og de koster en fjerdedel af derhjemme. Og det er den ægte vare. Så fyld kufferten med sneakers, for du vil for evigt være for nærig til at købe et par sko i Danmark!

7.       Grønne lufthuller i byen. Hong Kong er ikke kun finanshub og skyline. Faktisk er 70 procent af Hong Kong grønt. Der er hundredkilometervis af vandrestier, der fører til øde strande og fantastiske udsigter. Der er altid kun et par metrostop til frisk luft og grøn natur. Husk at passe på slanger…

8.       Vælg det rigtige kollegium. Du får muligheden for at vælge, hvor du helst vil bo, men det kan være temmelig uoverskueligt. Jeg begik den fejl ikke at sætte nogen krydser, så jeg endte på Patrick Manson Student Residence. Mit indtryk er helt klart, at du skal forsøge at komme til at bo et hvilket som helst andet sted. Mikro værelser til 2-4 personer, én kogeplade til 30 piger, endeløse tyverier i vaskekælder og køleskab og generelt temmelig ucharmerende.

University of Hong Kong

Af Line Jensen

Studér livet i Hong Kong

Når jeg bliver spurgt, om jeg havde en god tur til Hong Kong, svarer jeg ”Ja, fantastisk!”. For det er essensen. Og så starter jeg for eksempel med at fortælle om skolen.

University of Hong Kong, er en by i byen, et kæmpe campus med cafeer, restauranter, fitnesscenter, minimarked og kæmpe læsesale. Jeg var tilkoblet Social Science og herunder journalistik, det betyder ikke jeg skulle vælge journalistik, men det var meget fristende at blive en del af journalistfagene på skolen, fordi det var så lille et fagområde, og derfor var det meget familiært. Os tre fra Danmark blev taget rigtigt godt imod, og fordi Journalisthøjskolen og HKU arbejder godt sammen, blev der lavet pladser de hold vi gerne ville ind på, selvom holdene var fyldt op. Det er selvfølgelig ikke en garanti, men man fik virkelig en følelse af at være meget velkommen.

Jeg havde to fag på Journalistik og to på Social Science. Man følte sig meget heldig, når man bare at kunne vælge universitetsfag, som om man stod og valgte bland-selv-slik. I ”add and drop” ugerne kunne man prøve fagene af, og så vælge dem, men synes bedst om. Jeg fik en pose meget blandende bolsjer. Sexuality, culture and identity, Documentary film appreciation, Traditional Chinese Society og News Photography. Jeg havde været nervøs for det faglige niveau, fordi jeg ikke før har læst på universitetet, og så var jeg ret nervøs for, om jeg kunne klare det hele på engelsk. Men jeg kan roligt sige, at der ikke var noget at være nervøs for. Engelsk er også andetsprog i Hong Kong, Så selv om de fleste taler det rigtigt flot, så er det slet ikke noget problem at bruge sit dansker-engelsk (som desuden også blev forbedret meget for mit vedkommende). Man kunne lidt sætte det faglige niveau efter sine egne ambitioner.

Det bringer mig videre til fritiden. Den første skoledag opfordrede skolen os til at ”study life” og ikke bruge alle dage med hovedet i bøgerne. Det synes jeg er værd at tage til sig, for det er en fantastisk by at lære at kende. Det er et mix af kinesisk og vestlig kultur. Du kan få gourmet-burger og kinoa-salat på det ene hjørne og kyllingefødder i mærkeligt sovs på det andet. Man bliver overvældet af en skov af lysskilte og skyskrabere, og man kan tage en bus eller båd i 20 minutter og stå på en flot strand eller at smukt grønt bjerg man kan hike op på. Hong Kong er en smuk blanding af spændende og travl storby og flot natur.

Under semesteret tog jeg også flere ture ud i lufthavnen. Den ligger lige midt i Asien, så det er billige fly til hele verdensdelen. Skolearbejdet er fleksibelt, så bare kom af sted.

Jeg boede på Patrick Manson student residence. Det var slidt og småt og nogle piger boede fire på hvert værelse. Hvis du har mulighed for det, så ønsk noget andet. Jeg vil foreslå Student flats på Sassoon road, Residential Colleges eller Pokfield Road Residences. Men lige meget hvad, så tag imod skolens boliger, da huslejen ude I byen er skyhøj.

Det er ekstremt spændende at prøve at bo i Hong Kong, jeg har lært utroligt meget om kulturen – og jeg vil sige det er mit største og mest værdifulde udbytte af udvekslingen. Det er meget privilegeret at have seks måneder til at slubre kultur i sig, og bagefter føle sig hjemme på denne lille plet på den anden side af jorden.

The University of Hong Kong

Af Emma Oehlenschlæger

Væk med den vestlige verdens optik

Hvis du vil udfordres på det verdensbillede, du er vokset op med, ruste dig selv til at dække internationale nyheder på et oplyst grundlag, fordi du har grundviden om verdens folkerigeste nation og største økonomi, opleve Kina og kinesisk kultur, men stadig leve i en international, pulserende storby og have hele Asien en billig flybillet fra din hoveddør – så tag til Hong Kong!

Jeg tror, at der går meget lang tid, før jeg får armene ned over mit udvekslingsophold ved The University of Hong Kong. På mange måder kan jeg oprigtig talt ikke forestille mig et bedre sted at være endt. Jeg har været væk i et halvt år, alligevel nåede livet i Hong Kong aldrig rigtig at blive hverdag.

Måske er det fordi, at jeg følte, jeg var med i et computerspil, når jeg sad i dobbeltdækkerbusser på veje, der zigzaggede ind og ud mellem skyskrabere i 10. etages højde.

Måske er det fordi min forelæser i kinesisk udenrigspolitik kunne fortælle mig, hvad Dalai Lama drømmer om for Tibet, fordi han har diskuteret med ham to gange i små forsamlinger.

Måske er det fordi mit universitet havde kinesiske haver med skildpadder, parker, hvor ørne og eksotiske sommerfugle fløj forbi, rulletrapper, kaffebarer, kæmpe dansekonkurrencer og var bygget opad en bjergside med udsigt over utallige skyskrabere og tankskibe i havet ud for Hong Kong.

Måske er det fordi, Kina har sine rødder i en helt anden historie, kultur, religion, menneskesyn og verdenssyn, end det, jeg har mødt hele mit liv.

Måske er det fordi, at vi var mere end 300 udvekslingsstuderende, der strømmede til fra hele verden, alle med mod på at møde nye mennesker, sætte kulør på weekenderne og planlægge rejser ind i Kina og ud i Asien.

Måske er det fordi, at jeg uden at misse mere end et par undervisningslektioner, nåede at opleve Myanmar, Filippinerne, det underskønne kinesiske naturområde Guilin, samt at samle research og interviews ind til min hovedopgave i Beijing.

Måske er det fordi, at selvom Hong Kong er et af verdens tættest befolkede steder, så bor folk i så høje bygninger, at byens areal i sig selv er småt, og der derfor aldrig er langt op i bjergene på weekendvandreture med vind i håret og havudsigt, til utallige brede sandstrande eller ud på øer med små alternative samfund og unikke religiøse og kulturelle traditioner.

Måske er det fordi, at min underviser i Sexuality, Culture and Identity udover at have mange år som seksualarbejder i USA bag sig, også var lesbisk hongkonger, og både introducerede os for lokale transseksuelle, kristne homoseksuelle og sexarbejdere.

Måske er det fordi, at Hong Kongs enorme forretningsliv og ’work hard, play hard’-mentalitet har skabt et vanvittigt natteliv, der pulserer alle ugens syv dage, og hvor man mingler amok, og aldrig aner, om man får en lang snak med en britisk diplomat eller møder en kendt kvinde fra den filippinske hovedstads jetset.

Måske er det fordi, at hele mit verdensbillede har ændret udseende, så det Asien, der før gled sammen i periferien af min indre globus, nu blinker som det sted, hvor den globale udvikling går allerstærkest, og hvor det for søren er vigtigt, at vi som mediefolk tilegner os viden og følger med, hvis vi ikke vil løbes over ende.

University of Hong Kong

Af Lars Roest-Madsen

Jeg har under mit ophold i Hong Kong fulgt tre fag, som jeg har været meget tilfreds med. Kun et enkelt af disse har været et decideret journalistikfag, nemlig Literary Journalism. Det var heldigvis et enormt spændende fag, ledet af en entusiastisk professor, Michael Meyer, uddannet fra Berkeley. Vi fik lejlighed til at læse en lang række mesterstykker ud i fortællende journalistik, både af meget berømte og mere ‘ukendte’ forfattere. Det var dog kun på den afsluttende semesteropgave, hvor vi virkelig kom ud i felten og selv kunne afprøve det at lave et stykke fortællende journalistik. Forinden havde vi lavet et par små sceneskrivningsopgaver, hvor kravene til disse indledende opgaver måske lå lidt under DJH-niveau. Den sidste opgave skulle dog være ganske omfangsrig og kravene på højde med de til en tilsvarende DJH-opgave. Opgaverne var dog ikke hovedfokus, men alligevel var faget meget lærerigt, da det meste af tiden blev brugt på at diskutere de læste tekster og diverse redskaber, som man kan gøre brug af i sin indsamlings/skriveproces. Holdet var forholdsvis lille (ca. 20 mand) Det var en klar fordel, i og med at alle kunne gøre sig gældende i diskussionerne.

Et andet fag, jeg har fulgt, “Crime and the Media” har haft klare tråde til journalistikken, men lå dog under Faculty of Social Sciences. Faget gik i dybden med måden, hvorpå medierne behandler og vinkler kriminalitet og forbrydere, med fokus på fremstillingen af henholdsvis kvindelige og mandlige kriminelle. Holdet var meget stort, måske omkring 80 studerende, så det foregik som forelæsninger. Professoren var meget engageret, og det har været udbytterigt at komme dybere ned i mere socialvidenskabelige aspekter af journalistikken også.

Mit tredje fag “American film, from Golden-Age Hollywood to New Hollywood and beyond” var også særdeles spændende, koblet med en dygtig underviser, Tim Grünewald. Her blev udbyttet dog skæmmet en lille smule af et lille hold, som på trods af fine engelskkundskaber virkede skræmte over at tage ordet på plenum. Jeg hørte fra andre studerende, at dette også gjorde sig gældende i andre fag, hvor der er en overvægt af lokale studerende. Underviseren mente, at de lokale studerende føler sig underlegne i forhold til studerende med engelsk som modersmål (selv om langt de fleste lokale studerende taler et formfuldendt engelsk…)

Fælles for alle fag gælder, at kravene og mængden af læsestof har været på et passende niveau, ligesom underviserne alle har været dygtige og har udvist engagement i deres undervisning.

Umiddelbart skulle man tro, at Hong Kong vil være en stor omvæltning at komme til som dansker. Men både byen såvel som studiemiljøet er så internationalt funderet, pga. det tidligere britiske kolonidømme, at man ikke mærker meget til, at man er på (en form for..) kinesisk territorium. Alligevel er der dog kulturelle forskelle at overkomme.  Jeg boede på en af universitetets ‘residential halls’, hvor der på min gang for det meste boede lokale og kinesiske elever. Alle var søde og inkluderende, men jeg vil alligevel påstå, at man skal gøre en ret stor indsats for at komme helt på bølgelængde med de lokale og kinesiske elever. På min gang skete det ikke en eneste gang, at de lokale og kinesiske studerende gik ud i weekenden. I stedet sad de i det fælles køkken til sent ud på natten og sang karaoke eller spillede mah-jong. Lidt svært, når man er den eneste i rummet, som ikke taler kantonesisk. Studiemiljøet er dog meget internationalt, så man møder hurtigt andre udvekslingsstudenter i forbindelse med klasserne og diverse aktiviteter.

Socialt har det således været helt fint, men mange af de andre udvekslingsstuderende har dog været lidt yngre, mellem 18 og 23 år, og det har nok kunnet mærkes (Jeg er 28 år).

HKU har desuden et virkelig godt ‘buddy’-program, hvor i hvert fald min ‘buddy’, har gjort en stor og engageret indsats for at få mig til at føle mig velkommen og tilpas. Stor ros for det.

Jeg vil klart anbefale et semesters studier ophold på HKU. Undervisningen i alle valgte fag har været professionelt gennemført og har givet en faglig ballast, som jeg kan bruge i mit videre forløb.