Monash University

Af Emilie Faber

Monash er for det første en kæmpestor institution, og det er lidt en omvæltning at træde ind på det enorme campus, når man er vant til en lille betonbunker. Men når man lige vænner sig til størrelsen og mylderet af studerende fra mange forskellige nationer, er det en meget sjov og lærerig oplevelse at være en del af. Det er et helt lille samfund i sig selv med kinesisk købmand, apotek og brillemand, og man får også lidt det indtryk, at nogle bruger det meste af deres tid i og omkring skolen. Der bliver studeret på højtryk det meste af døgnet i bibliotekerne, og man får sved på panden af at kigge de mange økonomi- og ingeniørstuderende over skulderen, når de sidder og prøver at huske formler. For til de fleste eksaminer må man nemlig ikke have nogen som helst hjælpemidler med. Og på eksamensdagene (som i øvrigt er en oplevelse i sig selv at være en del af sammen med de 2000 andre på væddeløbsbanen..) ser man de samme stakler stå i toiletkøen og stirre på de sidste noter helt hvide i hovedet. Australien er et underligt land med andre ord. Men Monash er et genialt sted at lære det at kende.

Vil man lære endnu mere, vil jeg anbefale faget Australian Idol – Exploring Contemporary Australia. Jeg (og vist nok de fleste i klassen) blev indledningsmæssigt lidt skræmte af den meget tunge og indforståede australske tale, vi blev mødt med af vores underviser Tom, men det ændrede sig heldigvis til det bedre i løbet af semestret. Jeg ved stadig ikke, om vi lærte hans vendinger og mærkelige ord at kende, eller om han lavede lidt om på det. Men på trods af et forholdsvist historietungt pensum, var jeg godt underholdt gennem det meste af forløbet og frem for alt, synes jeg, jeg har fået en forståelse for det her land, som jeg ikke havde fået ellers. Jeg kom til Australien med en masse undren og spørgsmål, og de er faktisk blevet besvaret. Som højdepunkt vil jeg klart nævne studieturen til Broken Hill – en lille mineby i outbacken, hvor vi lærte betydningen af ordet ’quintessential’. Fordi Broken Hill er virkelig the quintessential Australian outback experience. Det skal opleves.

Leave a Reply

Your email address will not be published.