Udveksling i Grønland på Ilisimatusarfik

Af: Maria Strange Dahl, journaliststuderende

Som en af de eneste var jeg så heldig at gennemføre hele mit udvekslingsforløb i foråret 2020 på trods af Covid-19. Dette foregik i den dejlige by Nuuk i Grønland på et universitet kaldet Ilisimatusarfik (bare rolig – du skal nok lære både at stave og udtale det).

Universitetet

Ilisimatusarfik er et af de mindste universiteter i verden med knap 800 studerende, fordelt på 11 bacheloruddannelser og 3 kandidatuddannelser. Det betyder, at eleverne på hvert hold kan tælles på en enkelt hånd, og at undervisningen oftest er utrolig hyggelig og uformel. Universitetet har en journalistuddannelse stort set bygget op på præcis samme måde som DMJX, men jeg endte med kun at tage samfundsvidenskabelige fag, hvoraf to ud af tre var på engelsk med de andre udvekslingsstuderende. Mine fag var:

  1. Advanced political science. Faget blev undervist på engelsk af en dansk og finsk lærer, som begge var meget engageret og dygtige. Det minder en smule om ’Politik og medier’, dog med et langt større fokus på det politiske spil i det arktiske område. Dette fag var helt klart det mest spændende.
  •  European politics. Underviseren var en ung sød kvinde fra Frankrig, som I helt klart vil møde rundt omkring i byen til andre events. Faget havde et lavt niveau og fokuserede mest på EU’s opbygning, hvilket blev lidt kedeligt i længden.
  • Samfundsvidenskabelige forståelser af seksuel krænkende adfærd. Dette fag foregik på dansk af en ung kvinde fra Danmark. Et rigtig spændende fag, som forsøgte at undersøge, hvorfor der er flere seksuelle krænkelser, herunder særligt misbrug af børn, i Grønland. Spændende fag på et middel niveau.

De grønlandske elever er super søde, men jeg kom aldrig rigtigt ind på livet af de lokale studerende på skolen.  Du vil opleve, at mange af dem allerede har børn og tager derfor direkte hjem efter undervisningen, hvis de overhovedet dukker op. Skolen har et stort problem med frafald og fravær, hvilket du også vil kunne mærke, hvis du vælger at tage til Nuuk. Til gengæld holder gruppen af udvekslingsstuderende sammen, og det er min opfattelse, at der hvert semester er et tæt sammenhold mellem den forholdsvis lille gruppe af studerende fra udlandet. I mit tilfælde var vi knap 10 udvekslingsstuderende på universitetet, samt omkring 10 på naturinstituttetet, som du med garanti også vil støde på i det lille samfund.

Du skal ikke regne med at vide, hvilke fag universitet tilbyder, indtil kort tid før du er deroppe. Det kan være en smule frustrerende med forhåndsgodkendelse, men mit råd er bare at sende nogle tilfældige fag afsted, som har været der de tidligere år. De fleste af os endte med at vælge helt andre fag den første skoledag, hvor du kommer til introduktion omkring fag og skolen med de andre udvekslingsstuderende.

Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget omkring skolen, så skriv til udvekslingskoordinator, Per, som kan fikse alt. Han svarer lynhurtig og kan nærmest få alt til at ske. Det er også ham, der sørger for at få dig tilmeldt til fag, eksamener og sender dine karakterer, så du ikke skal bekymre dig om at glemme noget.  

Boligforhold

Universitetet har en lejlighed til fem udvekslingsstuderende, som jeg vil anbefale dig at starte med at søge. Udvekslingskoordinator Per vil sende en mail om dette et par måneder før studiestart. Udvekslingsstuderende, der ikke taler dansk, har dog fortrinsret til lejligheden. Det betyder, at du måske skal ud og finde et kollegieværelse, hvilket dog heller ikke er noget problem. Du udfylder en blanket (find den online eller spørg Per), sender den til Kollegiekontorets mail og så tildeler de et værelse til dig. De har to lejligheder, som de altid giver til udvekslingsstuderende, og som er sindssygt store og lækre. I min lejlighed boede der to andre udvekslingsstuderende, og vi delte sammen en stor stue, køkken, spisestue, badeværelse og vaskerum.

Alle kollegieværelse koster 850 kroner, hvilket jo også er noget af en besparelse fra Århus’ boligpriser! Uni ligger knap 4 kilometer fra Nuuk centrum, og alle lejligheder ligger derimellem, hvorfor man nemt kan klare sig på gåben, ligemeget hvor du skal hen.

Alt det andet

Nuuk er som sagt en lille by, og du kommer derfor til at kunne genkende mange ansigter rundt omkring i byen. I midten ligger et indkøbscenter, hvor du kan finde alt, du behøver. Her er tøjbutikker, Matas, supermarked og caféer. I byen finder du også en håndfuld barer, men desværre lukkede deres eneste diskotek ned for et par måneder siden. Det betyder dog ikke, at du ikke kan have nogle hyggelige byture, hvor du også kan komme ind på de lokale i højere grad end normalt. Favoritterne er barerne ’Daddys’ og ’Mutten’, hvor der både er pubquiz, karaoke og bingo om søndagen.

Du skal være opmærksom på, at du kan møde grønlændere, der ikke er så glade for danskere, særligt på barerne. Langt de fleste er dog søde og  imødekommende. I Nuuk taler stort set alle flydende dansk, men hvis du bevæger dig ud i mindre bygder (det kan klart anbefales!), er de danske sprogkundskaber mere begrænsede. Selv tog jeg kystbåden nordpå til Ilulissat med den smukkeste isfjord, og en tur rundt i de skønne byer i Sydgrønland. Nuuk minder meget om en dansk by, og mange danskere arbejder i byen, så hvis du virkelig vil opleve det ægte Grønland, bør du tage til andre byer. Det er dyrt, men helt klart det værd! Flybilletterne til andre byer koster mindst 3-4000 kroner hver vej, så du kan med fordel købe en billet med færgen, hvor du ’kun’ skal af med omkring 2000 kroner, afhængig af hvor du skal hen. Derudover er mad og alkohol helt vildt dyrt, og det sker, at mange hylder i supermarkederne er tomme i dagene inden skibet med nye varer kommer, særligt i de mindre byer. Så husk at have en opsparing med, og tag ellers tingene som en oplevelse (selvom en agurk til 30 kroner kan virke liiiidtt overdrevet). Til gengæld får du automatisk et legat fra skolen på 1800 euro, som kan dække mange af omkostninger, særligt de dyre flybilletter til og fra Danmark.

Hvis du nyder at lave aktiviteter i naturen, er mulighederne nærmest uendelige. Du kan dykke, stå på SUP-board, stå på ski, tage på vandreture, tage ud og sejle, fange fisk, kigge på hvaler, nyde nordlyset, klatre eller tage ud og kælke på vilde bakker. Når det er sagt, er mulighederne i selve byen begrænset, hvis du ikke er det store naturmenneske.

Jeg fortryder ikke mit ophold det mindste og vil anbefale alle at tage til den smukke krog af det danske rigsfællesskab!

Skriv endelig, hvis du har spørgsmål, på min mail:

mastda@dmjx.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *