Libanon er kontrasternes land. Det er dét, jeg hører mest fra besøgende, og som allerede stod klart fra min første uge. Klubber og restauranter i Beirut boomer, mens Libanon oplever en af historiens værste økonomiske kriser. Et sammensurium af forskellige religioner, sekter og udenlandske aktører springer i øjnene på en, bare når man skifter bydel i Beirut. Selv landskabet er én stor kontrast i et meget lille land, hvor der er et par timer fra sneklædte bjergtoppe til solrig kyst (disclaimer: en kliché, du kommer til at høre meget). Det er forvirrende, komplekst og utroligt spændende, fordi Libanon har lidt af alting.
Opholdet blev heller aldrig kedeligt. Det startede med 50% stigning i inflation på 2 uger, hvor det i slutningen stabiliserede sig, da Libanon blev mere dollariseret. Undervejs nåede jeg også at leve i to forskellige tidszoner i et par dage, da de kristne og muslimske politikere ikke var enige i, hvorvidt Libanon skulle bruge sommertid under ramadanen. Det er bare et af eksemplerne på, hvor syret Libanon kan være.
Da landet er så småt og nemt at komme rundt i, så giver det også god anledning til diverse roadtrips fra befrielsesmuseum i syd til mytiske cedertræsskove i nord. Det er ret unikt, at landet er så tilgængeligt på den måde. Libanesere er også SÅ imødekommende, og for eksempel er vi ofte blevet inviteret på te og middag hos forskellige familier, når vi er taget ud i landet.
Der er mange trin, når man skal søge udveksling, og det kræver en rimelig stor selvstændighed. Derudover skifter den politiske situation i Libanon meget, så det skal man lige researche. Det var jeg selv ret urolig for, før jeg tog afsted. Det startede kaotisk, men er nu mere stabilt, end det har været i flere år. Her hjalp det mig meget at skrive til de udvekslingsstuderende, der lige havde været afsted.
LAU er som en hyggelig lille park midt i Beiruts trafikkaos. Du får buddies (en slags tutorer), som sørger for, at du får en god start, og som kan hjælpe dig undervejs, hvis du får brug for det. Samtidigt oplevede jeg, at mine medstuderende var rigtig gode til at række ud, så der er et godt grundlag for at danne relationer. Når det så er sagt, så synes jeg også, at det er vigtigt at række ud udenfor LAU, da langt de fleste elever er ret privilegerede og ikke (nødvendigvis) danner et repræsentativt billede for, hvordan den gængse libanesers situation er.
Valg af fag var meget kaotisk for mig, da langt de fleste af mine forhåndsgodkendte fag ikke blev udbudt eller var fyldt op, da jeg ankom. Det bød på en hektisk første uge, hvor jeg løb rundt mellem forskellige kontorer for at få de resterende pladser. Jeg endte med ’Women in the Arab World’, ‘Politics in the Global South’, ‘Migration Studies’, ‘Comparative Political Systems’ og ’Introduction to Photography’. De tre første fag lærte jeg meget af, og jeg kan anbefale underviserne Zina Sawaf, Gretchen King og Jasmin Diab. Man skal også indstille sig på, at man går på et universitet med mødepligt, essays og fremlæggelser, så det kan være rart at tage mindst ét praktisk fag. For mig gav LAU mange gymnasievibes, som man lige skulle vænne sig til igen, når man er blevet vant til DMJX. På den måde kan det godt være hårdt nogle gange at jonglere udvekslings- og skolelivet, så husk at chille.
Jeg er ekstremt glad for min beslutning, og jeg kan kun anbefale Libanon varmt til andre! Hvis du har nogle spørgsmål (uanset hvad de er), så er du mere end velkommen til at skrive til mig på 29222@dmjx.dk eller Facebook.
Åh, skønne, skønne Utrecht. En helt igennem fantastisk destination at tage på udvekslingsophold.
Byen:
Den lille Aarhus-størrelse by kan bedst beskrives som en rolig Amsterdam, med samme kvaliteter, bedårende kanaler, uden hektisk trafik og den forfærdelige turisme, man finder i Nederlandenes hovedstad.
Utrecht derimod byder på en midtby centreret omkring de sødeste små kanaler, hyggelige cafeer og bangern’ klubber, når sådan noget frister. Som studerende bor man højest sandsynligt i Science Park Utrecht (mere om bolig længere nede), der er omgivet af idyllisk skov, marker og ikke mindst græssende dyreliv. Personligt har jeg været mere oppe at ringe omkring naturen i Science Parken end byen Utrecht selv, hvor jeg har nydt mange dage i solen, med en bog (eller øl!) i hånden og godt selskab med mine internationale venner. Jeg kan også anbefale at begynde at løbe hernede – smukkere omgivelser til en løbetur skal man kigge langt efter i København.
Universitetet:
Jeg studerede på Hogeschool Utrecht (HU) på linjen ’Creative Business’. Skolen er meget lig DMJX med højt fokus på praktisk læring, hvor teorien mere holder sig i baggrunden. F.eks. tog jeg førsteårsfaget ’Marketing Playground’, som gav utroligt højt fagligt udbytte (trods for relativt simpelt teori), da man skulle styre sit eget fiktive jeansbrand i en virkelighedsnær marketingssimulering, hvor man dystede over 10 uger mod sine medstuderende. Helt igennem har jeg fået højt fagligt udbytte i at deltage i mere specialiserede fag end der udbydes på DMJX’ kommunikationslinje.
Dog har HU en lidt mindre heldig side, som også har været gennemgående: Universitetet er meget bagude på koordinering og generel informering af sine elever. Det har, desværre, været specielt slemt omkring eksaminer, hvor mine medstuderende og jeg generelt har oplevet at være underinformeret på formalia og eksamenstider – her har jeg f.eks. hørt om elever, der har fået flyttet sin eksamen dagen før og tilmed uden for semesteret, således at de faktisk ville have være rejst hjem til den nye eksamensdato (dette blev dog løst efter et par bekymrende emails til eksamenskoordinatoren, hører jeg også). Og til alt ironi sker dette imens universitetet er utroligt rigide omkring formalia. Her dumper elever (heldigvis ikke mig selv, haha) på forkert APA-stil eller hvis de afleverer med blot ét ord over maksimum. Derudover havde HU liiiige glemt at melde ud, at de fleste timer er online…
Bolig:
Jeg vil til hver en tid anbefale SSH (Short-Stay-Homes) til at finde bolig, og dertil at søge kollegiet Johanna. Johanna er et 18 etages højt kollegie, hvor der bor hundredvis af studerende – hvoraf en stor del af udvekslingsstuderende. Selve værelset og det tilhørende køkken er i rigtig fin stand, faktisk blandt det bedste man kan få på kollegierne i byen.
OBS: Vær klar, når der skal søges bolig på SSHs hjemmeside. Kollegieværelserne, specielt Johanna, bliver revet væk på få minutter. Så sid klar som om du skal sikre dig årets festivalsbillet, med flere computere og hjælpere, i tilfælde af tekniske problemer. Finder du ikke et kollegieværelse gennem SSH, bliver det svært at finde et godt værelse i Utrecht pga. høj boligmangel i Nederlandene generelt. Og så misser man det fantastiske sociale miljø, der er på kollegierne (og det er jo det vigtigste!).
Diverse:
Derudover vil jeg anbefale Swapfiets for at tilegne dig din egen Nederlandske karet, en cykel. De er i god stand, og det er gratis at få repareret dem, hvis uheldet er ude. LAD VÆRE MED AT BESTIL STUDENT MOBILITY-cyklerne. De er låååårt, som man vil sige i Aarhus.
Opsummering:
Alt i alt har jeg haft en utrolig god oplevelse ved at tage på HU i Utrecht (trods visse mangler). Nederlandene er utrolig smuk, byder på en sjov kultur og et spirende internationalt miljø. Jeg har været specielt glad for de få hollandske venner, jeg har fået mig, og de mange festivaler/fejringer Nederlandene byder på. Det eneste, jeg ville rette, udover ovenstående, er deres fadølskænkning. Her skal man forvente en hel del skum – men man kan med fordel altid drille hollænderne med det, det tager de med et smil;-)
Af Amalie Roost Mikkelsen, kommunikationsstuderende på DMJX
Overvejer du blot en lille tiny smule at pakke kufferten og tage på udveksling? Do it! Hvor end du ønsker at tage hen, så garanterer jeg dig, at et mindeværdigt eventyr venter forude. Og går du med Australien i tankerne, er du uden tvivl landet ved det rette blogindlæg.
Din ekstra sabbatårsrejse:
En vigtig del af at tage på udveksling er naturligvis også de oplevelser, der venter uden for studietiden. QUT ligger i millionbyen Brisbane ((Brissie blandt de lokale)) og i staten Queensland, der af gode grunde er bedre kendt som Australiens ”Sunshine State”. UV-strålerne er intense og varer stort set hele året rundt. Ikke langt fra byen finder du kænguruer, vild natur og smukke sandstrande. Men enough talk. Her får du bucket-listen, der sælger sig selv:
Tag en to timers køretur til Byron Bay – en charmerende surferby i New South Wales med udsigt til lange strande, outstanding solopgange og en ægte laid-back aussie vibe.
Da Brissie ligger ikke superlangt fra kysten, kan du nemt tage en smuttur til Sunshine og/eller Gold Coast – det kan bare noget andet end Streets Beach, der ligger på South Bank.
Ikke langt fra byen finder du North Stradbroke Island – eller Straddie, som australierne kalder den. På øen er de flotteste oceanviews, kameravenlige kænguruer og er du heldig, spotter du måske også én koala eller to. Gorge Walken er et absolut must-do!
Sydney og Melbourne er kun et par timer væk med en indenrigsflyvning.
Det er ikke billigt, men gør dig selv den tjeneste at tage til outbacken. Der er ikke meget, hvilket er en stor del af oplevelsen, og det, der så endelig er, glemmer man ikke lige igen.
En sejltur i Whitsunday Islands, der er indbegrebet af eksotiske strande med kridhvidt sand, turkisblåt hav, skildpadder, hvaler, koraller og farverige fisk.
En cruisetur på verdens største sandø, Fraser Island.
*fortsæt selv resten af listen*
Og et kæmpe plus: Takket være det all-time gode vejr, behøver du ikke pakke meget andet end togs og tongs – get used to the australien slang 😉
Nice (og måske også need) to know før afrejse:
Lad os lige tage et kig på det knap så sjove = alt det praktiske.
Visum – Søg så tidligt som muligt. Gå i gang så snart du har de nødvendige papirer fra universitet og forbered dig på, at det tager et par timer at udfylde ansøgningen. Men det er selvfølgelig all worth it.
OSCH (obligatorisk sundhedsforsikring) – Når du rejser til Australien, er det et krav, at du skal have en OSHC-forsikring. Det nemmeste er at købe den gennem universitet. Men vær opmærksom på, at den ikke dækker alt. Derfor er det en god idé at helgardere sig med en personlig rejseforsikring.
Flybilletter – Køb dine flybilletter i god tid. De bliver kun dyrere og dyrere, jo tættere afrejsedatoen nærmer sig.
Økonomi – Forbered dig på, at Australien ikke er et billigt land at leve i. Men i grunden er det helt op til dig selv, hvor ofte du vil lade dalerne rulle. Hvis det kniber, kan du snildt søge et studiejob på den nærmeste coffeeshop eller pub i byen. Derudover vil jeg også anbefale dig at søge legater. Det tager tid, og er en kæmpe orker. Men det kan hurtigt blive en riiigtig fin timeløn at få skrevet og sendt de ansøgninger afsted.
Queensland University of Technology – the university for the real world:
Hånden på hjertet: Det var ikke fagene, der fik mig overtalt til at tage til Australien. Med det sagt så er QUT uden tvivl et nice universitet. Godt nok var niveauet var ikke suuuper prangende, men fagene var helt okay:
Newsroom: En varm anbefaling herfra. Og især underviseren, Jason Sternberg er for sej. I faget lærer du en masse om journalistikkens verden, mens du også får lov til at lege nyhedsvært foran en green screen med teleprompter. Så cool.
Managing Projects for Performance: Hvis du gerne vil træne dine projektleder-skills, så skal du uden tvivl gå efter dette fag. Du lærer en masse om, hvordan man faciliterer projekter og events gennem programmet Project Libre. That’s it.
Marketing Communications: I grupper med andre studerende skal du analysere og udvikle kampagner, der løser de dersens ’real world problems’. Det var egentlig spændende nok, men mange af teorierne kendte jeg allerede fra DMJX.
Fælles for alle fag er, at arbejdsbyrden er rimelig overkommelig. Du afleverer to-tre assessments i løbet af semesteret – og der er ingen eksaminer. Kæmpe bonus. Derudover kan du skræddersy dit skema og planlægge din undervisning, så du kun møder fysisk i skole tre dage om ugen. Også en kæmpe bonus, hvis du er fan af forlængede weekender.
Summa summarum: Søg, søg, søg! For dælen. Du er garanteret en oplevelse, du aldrig nogensinde vil glemme.
Nye rammer, skolegang på engelsk, nye indtryk, et mix af forskellige kulturer og ikke mindst oplevelser for livet det er hvad udveksling kan give dig.
Taylor’s University er et internationalt privatuniversitet, hvilket universitetet i den grad afspejler. På skolen finder du både et bibliotek, som er ideelt når du skal koncentrere dig, diverse caféer en god mængde af forskellige restauranter og madboder.
Alle underviserne er engelsktalende og størstedelen af de studerende er også gode til engelsk og lette at kommunikere med. Universitetet er i den grad glade for aflevering, hvilket gjorde sig gældende i størstedelen af mine fag. Den første halvdel af mit semester bestod af individuelle aflevering, hvorefter den anden halvdel bestod af gruppe afleveringer. De individuelle afleveringer er overkommelige eftersom du selv bestemmer hvornår og hvad du skriver om, hvorimod gruppeafleveringerne kan være svære at overskue eftersom det kræver lidt mere planlægning.
Processen
Processen op til afrejse fra Danmark kan godt være en smule langsommelig, men et godt råd herfra er af sende de relevante dokumenter (som de nok skal angive i mail) og vente på at de vender tilbage til dig. Taylor’s University er gode til at informere og er altid behjælpelig med diverse spørgsmål du måtte have. Selvom der til tider kan gå tid imellem mails skal du bare tage det med ro, for de har helt styr på det.
Hvor skal jeg bo?
I løbet af ansøgningsprocessen blev jeg tilbudt 3 forskellige steder at bo. U residence, D’Latour og DK Senza. Jeg bor selv i DK Senza og mit indtryk er at de fleste udvekslingsstuderende bor her eller i D’Latour. Begge steder ligger gåafstand (under 5 minutter) fra skolen og er gode steder at bo.
Fag
Når du studerer på Taylor’s University, skal du have fem fag, for at det opfylder kriterierne om 30 ECTS-point. I processen vælger du de fem fag du helst vil have, men for en sikkerheds skyld bør du vælge så mange som muligt, da det giver dig muligheden for at skifte, hvis faget viser sig at være ugyldigt eller irrelevant for dig. De fag jeg havde var: Introduction to Mass Communication, Visual Communication, Organizational Communication, Strategic Copywriting og Brand Management.
Rejs rejs rejs
Malaysias placering er fuldstændig kanon i forhold til at rejse de aldre asiatiske lande. Hvis du er på udkig efter et udvekslingsophold, hvor de på samme tid kan få lov og har tid til at rejse så er Malaysia perfekt. Eftersom Malaysia meget internationale og gerne vil omfavne mange forskellige kulturer, har de også et højt antal helligdage. Det kan du i den grad gøre brug af, hvis du ønsker at rejse til de nærtliggende lande. Jeg har selv været i Laos, Cambodia, Indonesien, Singapore samt nærtliggende øer i Malaysia.
Jeg sidder faktisk stadig på den anden side af jorden, når jeg skriver dette. Og det har jeg så sandelig ikke fortrudt. Overvejer du bare en lille bitte smule om du skal på udveksling, så har du bare at gøre det. Uanset hvor du tager hen, så er jeg sikker på at det bliver et uforglemmeligt eventyr i dit liv. Hvis du gerne vil til Australien, mere specifikt Brisbane, så kan du her få lidt gode minder/historier og tips til hvad man skal huske når man rejser afsted.
Uni I Brisbane er der en del universiteter, men jeg har haft min daglige gang på Queensland University of Technology (QUT), som har to campusser. Et i centrum (også kaldet CBD) lige ved den botaniske have og et ved Kelvin Grove, hvor jeg har boet. Universitet er super fint, og det er meget nemt at få hjælp hvis man har behov for dette. Jeg skulle vælge mine fire fag inden jeg rejste hjemmefra, men det er meget nemt at skifte hvis ikke man er tilfreds med de fag man har. Det vigtigste er at man holder øje med bestemte datoer (du får tilsendt det hele eller kan læse det på deres hjemmeside), da man skal sidde klar til at vælge hvornår ens timer skal ligge. Ønsker man fx at sammensætte et skema fra mandag-onsdag, så kræver det lige lidt forarbejde for at tjekke op på hvilke fag der kan give det resultat. Jeg vil ikke anbefale at have for mange timer fredag, da der ofte er mange weekendture med klubber, som kører afsted om formiddagen.
Mine fag: Så vidt jeg har forstået, så har tallene i fagets navn, en betydning for sværhedsgraden/studieår. AMB211 er således fx et fag som er beregnet til andetårs, og jeg vil derfor kigge efter dette. Jeg startede ud med at have et andet fag som var førsteårs, og her mødte jeg mange 17-18 årige, hvilket ikke lige var mig og derfor skiftede jeg. Derudover bliver de fleste lectures filmet, og derfor kan du ofte se undervisningen selvom du ikke var til stede.
Branding for the Real world (AMB211) Meget okay spændende fag, som godt kan anbefales hvis man synes at branding og hvordan man skaber værdi til en virksomhed, er værd at lære noget om. Der var både en individuel og en gruppe-aflevering.
Consumers and Media Channels (AMB224) Jeg synes umiddelbart at faget var en smule kedeligt, og jeg havde derfor lidt svært ved at koncentrere mig om undervisningen. Men det kan jo være meget individuelt. Er man glad for persona og tal, så er det måske noget for dig.
Digital Optimisation (AMB330) Dette fag var det sværeste jeg havde og krævede derfor også ekstra energi ved afleveringerne og til tutorials. Til gengæld var det mega spændende og jeg lærte meget nyt om at optimere digitale løsninger for en virksomhed. Vi arbejdede med en case omkring en Australsk vuggestue/børnehave.
Visual Communication Design (DVB101) Hvis man har lidt interesse i den kreative verden og gerne vil have lov til at arbejde lidt med Adobe programmerne, så vil jeg helt klart anbefale dette fag. Meget begyndervenligt til folk der aldrig har prøvet det før. Du kan selv vælge hvor meget energi du bruger her. Vi har arbejdet med at lave logo og derefter en kampagne.
Rejser For mig har udveksling ikke kun handlet om at studere i et andet land, men også om at opleve. Jeg har brugt sindssygt meget af min tid på at rejse rundt i Australien og været på ture. Hvis man ønsker at opleve Australien, vil jeg helt klar anbefale at man får sparet en del penge op, da det ikke er helt billigt.
Nogle af de steder som jeg har besøgt, er Sydney, Byron Bay, Noosa, Airlie Beach (hvor man kan tage den smukkeste sejltur og også opleve Whitsunday), Hervey Bay, Cairns, Rainbow Beach, Magnetic Island, Tasmania og mange andre små steder omkring Brisbane. Jeg har haft besøg af min familie under mit udvekslingsophold og derfor endte jeg også med at tage et smut til Fiji sammen med dem. Det kan virkelig anbefales.
På vej hjem til Danmark skal jeg forbi Bali en uges tid. Det ved jeg at mange af de andre danskere også regner med at gøre.
Venner Da jeg rejste afsted fra Danmark, havde jeg nok en lille forventning om at jeg skulle ned og have en masse internationale venner. Sådan endte det bare ikke med at være, og det er faktisk også helt okay. For nu har jeg mødt en masse søde danskere som også har boet i Brisbane det seneste halve år, og nogle af dem kommer helt klart til at være mine tætteste venner når jeg rammer København igen. Jeg tror det er vigtigt at man ikke prøver på at forcere noget når man er afsted, men at man bare tager imod de venner som kommer til en. Med det sagt, så er det ikke fordi, at jeg ikke har mødt en masse andre både internationale og Australske mennesker. På nogle af de ture jeg blandt andet har været med Quest (international klub på Queensland University) har vi mødt så mange søde mennesker man måske kommer til at se igen engang ude i verden. Derudover har jeg også boet i et sharehouse, hvor jeg har været heldig at have nogle gode roomies.
Bolig Boligmarkedet i Australien er lidt i krise og derfor en smule hektisk. Hvis man gerne vil vide hvor man skal bo inden man rejser herned, så kan man vælge at søge et student accomondation såsom Student One, Unilogde og hvad der ellers er. Her bor man meget centralt ofte, men man betaler så sandelig også en meget dyr husleje. Har man derimod lidt mere ro i blodet, så vil jeg anbefale at lede efter et værelse i et sharehouse/apartment. Jeg brugte sindssygt meget tid på dette inden jeg rejste og var derfor heldig at finde et værelse i Kelvin Grove hos noget der hedder City Groves. Super fint sted at bo, men er også glad for at det bare var midlertidigt. Man ved jo ikke nødvendigvis hvilke mennesker man flytter ind til, og hvordan boligen ser ud ift. rengøring osv.
Mange rejser til Brisbane et par uger inden det hele går løs, og bruger så denne tid på at lede efter bolig. Jeg vil anbefale disse områder hvis du skal kigge efter et sted at bo: Kelvin Grove, Herston, Spring Hill, CBD, South Bank, West End, Paddington og hvad der ellers er i nærheden af disse områder. Bor du her, så er det nemt at komme til Uni, byen, lufthavnen og Street beach hvor er der jeg har opholdt mig mest.
Praktisk
Søg visum. Jeg fik det lige efter jeg havde søgt
Køb oshc (sundhedsforsikring som du skal have)
Køb et Gocard når du ankommer. Dette er dit rejsekort, som kan bruges i hele Queensland. Når du har købt kortet, kan du søge om ”concession”, hvilket giver dig halv pris på rejser, fordi du er studerende
Opret en Australsk bankkonto når du ankommer. Det er meget nemmere at betale husleje og andre ting med denne.
Hvis du har plads i kufferten, ville jeg medbringe noget sengetøj som kan smides ud når du rejser hjem.
Søg legater i god tid, da det kræver meget energi og ikke nødvendigvis giver så mange penge. Jeg endte med at få 11.000kr i alt.
Har du nogen spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte mig på 28144@dmjx.dk eller min instagram @karoline.joensson hvor jeg har delt en masse fra mit ophold.
I efteråret 2022 var jeg på udveksling på Murdoch University i Perth, måske du også kender den som verdens mest isolerede by, men det skal man absolut ikke lade sig skræmme af – medmindre du hungrer efter en høj storbypuls, et vildt natteliv og uendelige shoppemuligheder, for så er Perth nok ikke byen, du skal sætte kursen mod. Er du derimod på jagt efter et sted, hvor du kan opleve krystalblå strande, verdens smukkeste solnedgange, mindre turistede byer og den kæmpestore outback, så kan jeg varmt anbefale, at du skynder dig at booke en billet til Vestaustralien.
Uni liv
Murdoch University er et meget mangfoldigt universitet med plads til alle typer mennesker og nationaliteter. Vi var kun to danskere, hvilket betød, at der var god mulighed for at få en masse internationale venskaber. Universitet er forholdsvis stort (i hvert fald når man er vant til DMJX 😉 ) og byder på både food court, et stort bibliotek, fitnesscenter, en kinesisk have og mange forskellige social clubs.
Selve skolegangen er en del anderledes end på DMJX. Undervisningen er tilrettelagt således, at man har workshops samt pre-og post-workshops, hvor sidstnævnte er selvstudie med læsning, forberedelse og quizzer til undervisningen. Workshoppen minder om klasseundervisning i gymnasiet dog varierede antallet af fremmødte meget, og det var ikke unormalt, at vi kun var fem mennesker til en workshop.
Jeg havde følgende fag:
Freelancing and consulting
Et praktisk fag med fokus på opstart af egen virksomhed heriblandt alt fra klienter og forretningsplaner til forsikringer og økonomi dog med fokus på de australske regulativer. Det fedeste var klart, at underviserne selv er selvstændige, og derfor havde masser af praktisk know-how.
Graphic design
Jeg havde ret høje forventninger til dette fag, men må indrømme, at jeg blev en smule skuffet. Hvis man, lige som jeg, er helt grøn i InDesign, Illustrator og Photoshop, kræver det en del tid og learning by doing at sætte sig ind i programmerne, og selvom det var et begynderfag, havde jeg indtryk af, at det forventes, at man har en forholdsvis god forståelse af programmerne på forhånd.
Cultures of innovation
Mit mest teoretiske fag, der handlede om innovationskulturer, og hvordan man skaber innovative arbejdsmiljøer. Jeg synes ikke, at faget var den store raketvidenskab, men det var helt fint og ret spændende at opleve forskellige kulturers tilgange til innovation og kreativitet.
Drawing
Jeg havde oprindeligt valgt ”Global Marketing”, men faget viste sig at være en 1:1 gentagelse af pensum i 1.g på hhx, så jeg byttede det ud med ”Drawing”, hvilket jeg endte med at være rigtig glad for. Generelt kan fire fag være en ret stor mundfuld, hvis man også vil have tid til at opleve noget – og det vil man!
Drawing er et fag, hvor alle niveauer kan være med, så hvis du, ligesom jeg, ikke engang kan tegne en tændstikmand, skal du altså ikke lade dig skræmme – det lærer du! Derudover var det også fedt med et kreativt fag, hvor hovedet kunne få en pause fra bøgerne.
Et kæmpe life hack er, at du på Murdoch Handbook kan læse om alle fag og se antallet af eksamener og afleveringer, før du vælger dem. Jeg var så heldig, at mine fag kun havde afleveringer og ingen eksamener, så mit semester stoppede allerede i starten af november. Hvis du er tidlig ude, kan du også selv sammensætte dit skema, så jeg gik derfor kun i skole tre dage om ugen.
Bolig
Jeg vil klart anbefale dig at bo i Murdoch University Village. Det var her, næsten alle internationale studerende boede og derfor også stedet, hvor jeg fik mange af mine sociale relationer. Village har et ret godt socialt program med ugentlige aktiviteter f.eks. Pancake Tuesdays, gratis fællesspisning, udflugter og filmaftener. Derudover ligger det kun 5 min fra universitet og et par kilometer til det lokale indkøbscenter. I forhold til prisen er lejlighederne virkelig ikke noget særligt, så man skal klart vælge Village for det sociales skyld. Man kan bo i alt fra 1-8 personers lejligheder. Jeg boede i en 5-værelses med folk fra Hong Kong, Japan og Kenya, hvilket i sig selv var en oplevelse på både godt og ondt. Lad mig sige det sådan, at man i hvert fald lærer at være mindre sart med rengøringen 😉
Fritid og ture
Afstandene mellem seværdighederne i Vestaustralien er ret store, så det er svært at komme rundt uden en bil. Perth city og Fremantle er de to byer, der ligger tættest på uni, så det var i disse områder, jeg brugte mest tid. Derfor er det også virkelig dejligt, at man har to ugers study break, hvor man kan tage længere væk på opdagelse.
Normalt arrangerer skolen en 10 dages tur op gennem Nordvest Australien, men den blev desværre aflyst. Vi var dog en lille gruppe, der selv lejede en minibus og camping gear for at tage på turen, og det endte med at blive noget af det bedste på mit udvekslingsophold. Vi camperede i outbacken, vandrede gennem de smukkeste kløfter i Karijini nationalpark, snorklede mellem koraller og manta rays i Coral Bay, så delfiner i Monkey Mia og kørte tusindvis af kilometer gennem den tørre ørken. Så får du muligheden for at tage op gennem Nordvest Australien enten selv eller med skolen, så vil jeg VIRKELIG anbefale dig det.
Derudover får du lige en liste med steder i nærheden af Perth, som er absolut must sees:
Fremantle aka ”Freo” – hyggelig lille havneby med charmerende gamle bygninger, hyggelige cafeer, indendørs marked, et bryggeri og et tidligere fængsel
Rottnest Island – øen fyldt med quokkaer og de skønneste strande
Penguin Island – som navnet antyder, kan du her være heldig at se pingviner
Heirisson Island – en ”ø” lidt uden for Perth city, hvor du kan se kænguruer
Kings park – botanisk have med gode picnic spots
Besøg alle de nærliggende strande f.eks. Fremantle South beach, Scarborough, Cottlesloe og Coogee
Margaret River – Skønt område sydpå, som jeg desværre ikke selv nåede, men er blevet anbefalet mange gange
Tiden går siiindsygt stærkt, så jeg vil råde dig til at planlægge dine weekender allerede fra starten for at se mest muligt.
Desuden starter semesteret allerede i juli og stopper derfor i november, så det giver en oplagt mulighed for at rejse videre bagefter. Selv nåede jeg både at rejse rundt på østkysten i tre uger og derefter til Vietnam, før jeg ramte dansk jord i tide til at nå flæskestegen og den brun sovs juleaften.
Her kommer også lige 3 tips, som jeg godt ville have vidst på forhånd:
Send hellere din ansøgning afsted i dag end i morgen for ansøgningsprocessen tager rigtig lang tid, og du skal have alle godkendelser på plads, før du kan søge visum.
Husk regnjakke og striktrøjer – hvis du er afsted i efteråret, går der altså lige et par måneder, inden du kan gå rundt i t-shirts og shorts.
Hvis ikke du ankommer til Village midt om natten, kan du spare en del penge ved selv at købe sengetøj, køkkenudstyr osv. i den lokale K-mart fremfor den pakke som Village tilbyder.
Til slut er det vigtigste at sige, at drømmer du om et udvekslingsophold, så tror jeg næsten, det er ligegyldigt, om du sætter kursen mod Europa eller helt om på den anden side af jordkloden. For det du kommer til at tage med dig hjem, er oplevelserne og de relationer, du får – og det vil du med garanti få, uanset hvor i verden du lander. Når det så er sagt, håber jeg, at du vil give dig selv en KÆMPE oplevelse og udforske Vestaustralien.
Bryg en kop kaffe. Måske find læsebrillerne frem. Og kom så i sving med at pakke din backpack til Aussieland. For nu skal du overbevises om, at du bør hive teltpløkkerne op og snuppe et semester på RMIT University i Melbourne for (måske) at få dit livs oplevelse!
1:1-ish ligesom den sabbatårsrejse, som du hungrer efter!
Den her bliver let at sælge. For et visit til Australien bør stå på alles bucket list. Og særligt Melbourne er en kulturrig sportsmetropol med et byliv fræsende i overhalingsbanen.
Som studerende har du rigeligt med tid til at opleve byen, der både rygtes for at have den bedste kaffe på kloden og samtidig kan byde på en skraldet papvin på intet mindre end 4 liter til omtrent en halvtredser.
Når det kommer til UV, må byen dog se sig slået af de mere østlige solskinsbyer som Brisbane og Sydney i vinterhalvåret. Men fortvivl ej! Da semestret på RMIT blot varer fra midten af juli til slutningen af oktober, har du masser af tid til at rejse og at få din bronze on.
Til naturelskeren er området omkring Melbourne også en guldgrube. Lej en bil på fx Uber Carshare og drøn til diverse hotspots. Den kan stå på et smut til Wilsons Prom for at surfe og se kænguruer, mens også ruten Great Ocean Road er værd at opleve. Pak for resten også lige et telt, flyv til Tasmanien og tag en uges roadtrip der – den tur var uden tvivl på top-3 over mine oplevelser.
Nice to know før du daffer mod lufthavnen
Eftersom du er stoppet ved mit indlæg, tænker jeg, at du i forvejen er rimelig lun på Australien. Derfor vil jeg skåne dig for mine succesoplevelser med skolens futsalhold, røverhistorierne med mine tre australske roomies vennegruppe og mit finurlige første boligsted hos en australsk journalist, som jeg mødte få dage før udrejse.
Lad os i stedet springe ud i alt det, der kan tage pusten fra selv den mest optimistiske globetropper – det praktiske. Maks gab. Men okay, så kører vi:
Visum – Søg, så snart du får de nødvendige papirer fra RMIT. Hav is i maven, husk at forny passet og stol på processen. Notebemærkning: Hvis du er sygt uheldig, bliver du udtrukket til et ObLiGaToRisk lægetjek. Og du slipper ikke. Så klem ballerne sammen, betal og få det overstået.
Obligatorisk OSCH (sundhedsforsikring) – Bare køb gennem RMIT. Men den dækker ikke alt. Jeg helgarderede personligt med Gouda. Altså rejseforsikringen. Ikke osten.
Flybilletter – Køb i god tid. Prisen falder ikke. Jeg fløj på enkeltbillet derned gennem Finnair. Men du kan vist også købe en fleksibel returbillet, så du kan ændre den valgte lufthavn til hjemrejsen. Overvej det, hvis du vil rejse rundt efter semestret.
Bolig– Warning: Processen kan give grå hår. En smart taktik er at finde noget midlertidigt såsom hostel hjemmefra. Men bind dig ikke til noget fast. Kig eventuelt på facebooksiden Fairy Floss Real Estate, appen Flatmates eller hjemmesiden Gumtree, der er australiernes svar på Den Blå Avis. Læg et boligbudget på mellem 5.000-8.000,- om måneden. Og bo med lokale. Ellers er et værelse på Carlton Melbourne College eller Scape Student Accommodation vist også fint.
Økonomi – Det kostede mange knaster. Men oplevelsen var hver eneste australske dollar værd. Og i bund og grund er det op til dig, hvor ofte du vil hoppe i spenderbukserne. Min egen tur (der i alt varede 6 måneder) kostede i hvert fald over 100.000 kroner. Hvis det kniber, kan du ret let søge et fleksibelt studiejob på en restaurant eller bar dernede.
Pro tip: Brug Legatbogen.dk, kom til tasterne og fyr en masse målrettede legater af til gud og hver fond. Hvis førstnævnte er med dig, skal den sidstnævnte nok smide nogle sedler i din retning.
Brugbare sider – Giv eventuelt følgende facebookgrupper et kig: ”Danes in Melbourne Australia”, ”Free Your Stuff – Melbourne” og ”Dansk i Australien”.
“Royal Melbourne Institute of Technology”… eller bare RMIT
Lad os være ærlige. Det er nok ikke indholdet på studiet, der får dig til at overveje Australien. Fair nok. Sådan havde jeg det også. Især fordi du i princippet blot skal bestå fagene. Og du kan endda gøre ligesom mig og skræddersy dit skema, så du kun skal møde fysisk i skole to dage om ugen.
Men RMIT er nu en meget fed skole. Godt nok var niveauet ikke prangende, men mine fag var rimelig sprøde:
Understanding Sports Media Du lærer en masse om, hvordan kommunikation, journalistik og medier fungerer i sportens verden. Og deres forhold til hinanden. Så det her fag er en no-brainer for sportstosser. Fun fact: Den ene underviser er dansker.
Self Identity and Agency Dette fag var mit wildcard. For hvor svært kan det være at skrive om sig selv? Men jeg blev snydt. Faget handler om identitetens og jegets udvikling gennem tiden. Sådan noget med Foucault og Kant. Det var egentlig spændende nok, men du bør ikke græde snot over at misse det.
Live Media I grupper med andre studerende skal du både lave et radioindslag og et talkshow – begge live. Skolen har gigameget udstyr til rådighed. DMJX når dem ikke til sokkeholderne. Så hvis du gerne vil nørde med flere skærme ad gangen og prøve at erobre radiostudiet – this is for you.
Photojournalism Faget får en varm anbefaling herfra. Især underviseren Gordon Farrer er brandvarm. Du får en masse praktisk viden om kameraer og indstillinger, mens du også får lov til at skyde et hav af billeder i Melbournes smukke (og skøre) gader. Og så er arbejdsbyrden rimelig overkommelig.
For dælen. Hvis du ikke har tabt læsebrillerne endnu, har jeg fejlet grumt. Men tag ikke kun mine ord med i overvejelserne for at tage afsted. Søg på nettet og bliv blæst bagover. Et udvekslingsophold har beriget mange med vilde oplevelser – og snyd ikke dig selv for dem!
Libanon er absolut et af de mest sindssyge komplicerede, smukke, rodede og fuldstændig skøre steder jeg har befundet mig. Økonomien, universiteterne, kulturen er på mange måder splittet – men på trods af det, er det et af de fedeste lande at bo og studere i. At tage på udveksling til Beirut har været en af de fedeste oplevelser jeg, i mit korte liv, har haft. Landet er virkelig i krise, hvilket man virkelig godt kan mærke. Jeg boede i starten på Lunas village i Hamra (hvilket er et godt sted at bo, når du kommer derned), med kun otte timers strøm om dagen (mange har mindre, hvilket er ret grotesk at tænke på), hvilket var lidt hårdt – men man vænnede sig hurtigt til det. Jeg kan huske jeg havde meget svært ved at forestille mig, at man kunne vænne sig til en hverdag, men efter cirka en månedstid, følte jeg mig virkelig tryg ved det hele.
Libanesere er uden sammenligning det sødeste og mest generøse folkefærd jeg har mødt. Lige i starten af mit ophold, tabte jeg min air pod på vej til skole, lige ned i en kloak. Jeg var fuldstændig panisk og ud af det blå kommer den sødeste mand, og forklarer mig på gebrokkent engelsk at vi nok skal finde den. Fra et sekund til det andet, står der 15 mænd omkring mig, med hammer og gribeværktøj, får åbnet kloakdækslet, hopper ned i kloakken, roder rundt efter den og finder den. Jeg står med åben mund og føler tak er et fattigt ord.
Jeg ville dog lyve, hvis jeg skrev, at universitetslivet var nemt. Jeg gik på American University of Beirut og det var noget af en tilvænningssag. Jeg havde nogle spændende fag (Trauma Journalism, Politics in Lebanon, Social Inequality: conflict and consensus, US. And the middle east og Arabic for beginners), men at gå fra DMJX til at læse over 100 sider på akademisk engelsk var en udfordring. Derudover er det også til at mærke at universitetet er amerikansk, og derfor kører en væsentlig anden tilgang til skole. Jeg havde undervisning hver dag og de forventer at du møder op til dem alle (din karakter afhænger af det). Jeg fandt en god rytme i det til sidst, men be warned – det er benhårdt. Specielt eksamensperioden var virkelig voldsom. Men – jeg ville gøre det hele igen.
Jeg har mødt så mange søde og dejlige mennesker på mit udvekslingsophold til Libanon og mine weekender var spækket op med sjove byture, vandreture, overnatninger og byvandringer. Der er så mange fede ting at se og gøre. Landet er meget småt (og billigt!) så vi tog på talrige weekendture rundt for at opleve landet og også for at komme væk fra Beirut, som til tider er hektisk og larmende. Men på trods for larm og bilos er Beirut et så spændende sted at være!
Alt i alt var mit udvekslingsophold en helt fantastisk oplevelse og kan kun anbefales.
”Jeg håber du kommer levende hjem igen”. Sådan sagde min kammerat, da han krammede mig farvel, mens han formanede mig om ikke at gå alene rundt, være ude om aftenen, køre med taxa og mere i den stil. Hans ord ramte et ømt punkt, for jeg var selv rystende nervøs ved tanken om at være ung kvinde i Libanon – et land jeg aldrig før havde besøgt, og som ovenikøbet var ramt af energikrise, hyperinflation og en befolkning som var tydeligt frustrerede over landets tilstand. Men mine bekymringer blev på alle måder gjort til skamme og jeg har gået mange dejlige ture alene, haft de sjoveste byture om aftenen og talt med en masse flinke taxachauffører. Alt i alt har opholdet i Beirut været noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.
Hvorfor Libanon? Libanon er lidt som med kaffe, øl, oliven og andre gode ting – man kan ikke lide dem i starten. Men med en langsom tilvænning begynder den følelse at ændres når kaosset er blevet hverdag. Jeg har aldrig mødt så åbne og sympatiske mennesker som libaneserne og byen har uendelig meget smuk natur og historie at byde på. Dog ville det være løgn at sige, at der ikke er problemer. Libanon står midt i en historisk energi- og økonomikrise, hvilket betyder at alle boliger har begrænset elektricitet og det er vigtigt at tage en masse kontanter med fra begyndelsen, da det ikke er muligt at bruge kort eller hæve penge i landet. Fattigdom og syriske flygtninge præger også landet, hvilket jeg synes var rigtig hårdt at bevidne i begyndelsen. Det er også tydeligt at mærke frustrationen over tilstanden når man taler med libaneserne, men det har dog aldrig fået mig til at føle mig utryg. Derudover er Libanon et småt land. Det betyder, at man kan nå at få besøgt en masse forskellige byer og naturområder, da det er nemt at komme omkring på trods af den begrænsede offentlige transport.
Bolig Jeg flyttede ind på Lunas Village, som er en blanding af egen lejlighed og hostel. Det var et rigtig rart sted at starte, da mange udvekslingsstuderende bor her og der derfor foregår en masse socialt. Stedet ligger i bydelen Hamra, hvor American University of Beirut også ligger, så jeg havde kun 10 minutter på gåben i skole. Jeg vil klart anbefale at finde en lejlighed i Hamra, da det kan være svært at komme gennem morgen- og eftermiddagstrafikken, så det er nemmest at kunne gå i skole. Jeg delte lejligheden med mine to veninder fra Danmark og jeg gav 300 dollars for mit værelse, hvilket er en meget standard pris. Dog havde vi kun otte timers elektricitet om dagen på Lunas, hvilket godt kan findes bedre, men det er klart nemmest at finde ny lejlighed mens man er i Libanon.
Universitetet American University of Beirut er noget af det mest imponerende jeg har set. Campus er virkelig smukt og ligger som en oase midt i Hamras kaos. Der er vilde faciliteter, og vi kunne både gå på restaurant, tage i svømmehallen eller sole på den private strand på campus efter undervisning. Professorerne er generelt rigtig dygtige og niveauet på universitet er højt. Jeg brugte lang tid på skolearbejde, hvilket er vigtigt at være forberedt på inden afrejse. Specielt tog arabiskundervisningen rigtig meget tid, men jeg fik også en masse ud af det, som jeg kan bygge videre på. Jeg havde følgende fag:
Politics in Lebanon
Trauma Journalism
Beginners’ Arabic as a Foreign Language
The United States and the Middle East
Social Inequality: Conflict and Consens
Anbefalinger
Kom ud af Beirut på ture. Der er en masse fantastiske små byer og gode muligheder for hikes og outdoor-oplevelser (hvis man er til den slags).
Tag i byen! Beirut har det sjoveste natteliv og jeg kan specielt anbefale Ballroom, B018 og Ahm.
Spis ude. Det er ikke dyrt at bo i Beirut, og hvis man går efter libanesisk mad – som er virkelig lækkert – kan man spise ude meget billigt.
Jeg vil absolut anbefale dig at tage et udvekslingsophold i Beirut, hvis du har lyst til at møde en komplet anderledes kultur, et fantastisk folkefærd og kan trives trods et par strømafbrydelser.
Tøv endelig ikke med at kontakte mig, hvis du har spørgsmål !
Kort tid efter første udvekslings-ansøgningsrunde tikker der en mail ind. Jeg har fået en udvekslingsplads i London. Med det samme kan jeg mærke, at det ikke var det, jeg ville. Efterfølgende får jeg et hint om, at der er en ledig plads på LAU i Beirut. Min første tanke er, at Mellemøsten jo er det jeg brænder for, men at det kun kan være tossede personer, der frivilligt tager til Beirut på grund af den kriseramte tilstand. Alligevel er der noget, der vækkes i mig. En lyst til at gå en helt anden retning, opleve en helt ny kultur og komme langt væk fra det, der havde været det normale i mine 23 leveår. Så jeg søger pladsen i Beirut og får den. En beslutning, der viste sig at være den bedste, jeg nogensinde har taget.
Et par dage før afgang holder jeg en afskedsfest for en masse venner med frygt for, om det nu var den sidste af slagsen. Mine bekymringer for at skulle bo i Mellemøsten i et halvt år var utallige. Jeg var bange for kidnapninger, folk med våben, hvad ekstrem fattigdom gjorde ved mennesker, og om jeg nogensinde ville kunne gå alene rundt i byen. Egentlig nogle rationelle bekymringer, når jeg tænker tilbage på dem med det in mente, at jeg udelukkende havde informationer om Beirut fra nyheder. Sagt med andre ord; udelukkende informationer om eksplosionen, inflationen, protesterne, manglen på benzin og elektricitet, ’happy shootings’ osv. osv. Intet om alt det, der også former Beirut og gør byen til en genial by at studere i.
Den 17. August 2022 lander jeg i Beirut. I chok over den voldsomme varme, men også i chok over hvor grønt og hyggeligt, der var. Ditte og Sidse, mine to veninder, og jeg får en øl på Lunas Village, hvor jeg vil anbefale folk at bo det første stykke tid. Da vi vågner næste morgen, møder vi en by af kontraster. Ødelagte fortov, krakelerede bygninger, hjemløse og skrald på gaden. Alt dette side om side med store, dyre biler, folk i bling’et gear, fancy barer i hyggelige gader og de smukkeste universiteter.
Vi klarer en morgenmad og må derefter hjem at hvile hovederne ovenpå et væld af indtryk.
Mine bekymringer om livet i Beirut bliver hurtigt aflivet. Livet i Beirut viser sig fyldt af muligheder og nye oplevelser. Desuden er det meste billigt i Libanon, hvilket gør oplevelser nemme at finansiere. Det betyder, at bjergture, hytteture, byture og restaurantoplevelser nemt kan blive en stor del af opholdet og give dig mulighed for at leve lidt federe, end hvis pengene skulle gå til en dyr lejlighed i en forstad til en storby i Europa, USA eller Canada. Af den grund er det nemt at opbygge nogle stærke fællesskaber med de andre studerende i byen.
Og ja, vi havde det for fedt med diverse oplevelser, men når det er sagt, skal jeg også nævne, at arbejdsbyrden på universiteterne i Beirut er krævende. Her taler jeg både arbejdsbyrden på Lebanese American University og American University of Beirut.
Universitet er amerikansk/libanesisk, hvilket betyder, at undervisningsformen minder meget om gymnasiets. Deltagelsespligt, obligatorisk fremmøde, afleveringer og midterms betød en travl hverdag.
Jeg gjorde mig selv den tjeneste at vælge et mix af kreative fag og akademiske fag, hvilket lettede min arbejdsbyrde en smule. Så det kan anbefales. Mere end det vil jeg vil ikke gå i dybden med mine fag, men du, der overvejer LAU i Beirut, er mere end velkommen til at kontakte mig, hvis du vil have anbefalinger.
Overordnet om fagene og skolegangen i Beirut, kan jeg sige, at det er meget spændende og lærerigt at opleve undervisning fra et mellemøstligt perspektiv. Underviserne er typisk dygtige, og mange af de libanesiske elever taler flydende engelsk. Dét i kombination med den heftige arbejdsbyrde kaster dig ind i et undervisningsmiljø, hvor du bliver udfordret og klogere på Mellemøsten, forskellige kulturer, økonomi, religion, mennesker og hvordan verden er sat sammen.
Overordnet synes jeg, at du, der vil opleve en helt og særdeles anderledes kultur og undervisning, skal overveje Beirut. Et sted, hvor mange forskellige mennesker samles og lever side om side. Derudover et sted, hvor du får udvidet din horisont og lærer, at verden måske ikke er helt, som man gik og forestillede sig. Og til sidst et sted, som i bund og grund giver dig et indblik i Mellemøsten, som ikke udelukkende er centreret omkring konflikter og krig. Noget jeg tror er en vigtig viden at kunne tage med sig videre i sin journalistiske karriere.
Praktiske informationer:
Jeg brugte omkring 30-35.000kr på mit ophold, og jeg sparede ikke på noget.
Man skal medbringe dollars i sin håndbagage (IKKE i sin indtjekkede bagage).
Man kan nemt og problemfrit veksle penge i hver gade i små forretninger eller i exchange-shops, men du skal ikke betale med dit kort nogen steder.
Medbring en portable lampe, så du kan se noget, når elektriciteten ryger.
Overvejer du at tage på udveksling? Og overvejer du Libanon som din destination? Så kan jeg kun anbefale dig at tage afsted.
Jeg er netop kommet hjem fra mit udvekslingsophold på Lebanese American University i Beirut, Libanon. Det har været helt fantastisk; søde mennesker, spændende fag og et smukt land.
Hvorfor Libanon?
Jeg er personligt meget interesseret i Mellemøsten og et udvekslingsophold i Libanon var en genial mulighed for at opleve denne. Befolkningen, kulturen og naturen er fantastisk. Libanon har været igennem mange kriser i løbet af årene. Lige nu træder landet endnu i vande i både økonomisk- og elektricitetskrise. Alligevel står de lokale klar til at byde dig velkommen med åbne arme og store smil.
LAU og fag:
Min oplevelse af LAU er positiv. Både studerende og ansatte er hjælpsomme og imødekommende. Jeg havde følgende fag: Middle East Government and Politics, Middle East in World Affairs, Government and Politics of Lebanon, Media and Society og Arab and International Media. Jeg var overordnet glad for fagene. De tre førstnævnte var meget akademiske med en undervisningsform, der ligger langt fra, hvad vi er vant til fra DMJX. De var spændende, men jeg vil alligevel anbefale at udvælge 1-2 af dem, hvis man er interesseret i politik, da de på nogle områder godt kunne overlappe lidt. Media and Society var mere produktionsorienteret – og det giver mulighed for at være lidt mere kreativ. Arab and International Media var det fag, jeg mindst kunne lide. Jeg tror faget har potentiale, men jeg synes ikke, at underviseren Zaven Kouyoumdjian levede op til dette.
Praktisk:
Som situationen er lige nu i Libanon, skal man tage dollars med ind i landet fra start. Derefter kan man veksle til en god rate på ”det sorte marked”, som i øvrigt bestemt ikke er så lyssky, som det lyder. Der findes flere apps, hvor du kan holde øje med raten.
Jeg boede på Lunas Village. Det var fint, men man kan uden tvivl finde bedre lejligheder til samme pris. En fordel er til gengæld, at det ligger fem minutters gang fra både LAU og AUB.
Anbefalinger:
Jeg vil anbefale dig at komme rundt og opleve noget mere af Libanon end bare Beirut. Libanon har en fantastisk natur, som jeg vil anbefale dig at opleve. Vi er en del, der har brugt guiden Ray Skaff til at tage ud og hike (du kan finde ham på Instagram).
Ellers er min største anbefaling, at du bare skal nyde dit ophold!
Af Nikoline Ryttergaard Marcussen, journaliststuderende
Jeg er lige kommet hjem fra mit udvekslingsophold i Cardiff, og det er svært at koge et fantastisk ophold i den walisiske hovedstad ned til få ord, men jeg vil gøre et forsøg.
Først det faglige. Jeg har på mit semester haft følgende fag:
Media, Globalisation and Culture.
Understanding Digital Society through Black Mirror
(Me) me, Myself and I: The Power and Politics of Digital Remix Culture and Online Inequalities
Alle mine fag har jeg haft igennem fakultet School of Journalism, Media and Culture, som er lokaliseret centralt nede i byen lige vedsiden af BBC Wales og hovedbanegården. Til forskel for den gamle Cardiff University hovedbygning er journalistik fakultet i en moderne, høj, glas bygning med nyere interiør indenfor, der godt kunne minde om DMJX i Aarhus.
Om fagene og undervisningen:
Der er en bred vifte af fag, man kan vælge indenfor kultur, journalistik og politik.
Media, Globalisation and Culture var et fag jeg blev rigtig glad for, da den fungerede godt som et basisfag med teorier indenfor globalisering og kulturstudier, som jeg ikke var bekendte med i forvejen. Hvis man er meget interesseret i globalisering, og hvordan medier, men også virksomheder påvirker andre landes kulturer, så er det et fag, jeg stærk vil anbefale. Som størstedelen af fagene på fakultetet var undervisningen opdelt i lektioner og seminar, hvor man fik henholdsvis forklaret teorierne i et auditorie for hele holdet i to timer, hvorefter man i små hold taler om teorierne og begreberne i en time.
Understanding Digital Society through Black Mirror var for mig et jokerfag. I vores lektioner så vi primært en episode af BBC’s Black Mirror, hvorefter underviseren koblede noget teori på, såsom overvågnings samfund, identitet og kendis kultur. Dette fag er meget sjovt, hvis man er interesseret i sci-fi og alternative samfund. Specielt hvis man kan lide at tale om, hvordan menneskets forhold er til teknologi i dag, og hvilke fordele og ulemper det har. Det sidste essay man skal aflevere, tager udgangspunkt i ens egen episode af Black Mirror, som man skal finde på.
Faget, (Me) me, Myself and I: The Power and Politics of Digital Remix Culture and Online Inequalities, var et fag med meget fokus på memes – hvorfor, og hvordan de har betydning for samfundet både positivt og negativt. Derudover havde faget også fokus på, hvordan nettet skaber ulighed i form af dens søgemaskiner, platforme og algoritmer.
I hvert fag skal man aflevere to akademiske essays, som man får sin karakter på baggrund af.
Undervisningen starter i forhold til her hjemme sent, i mit efterårssemester startede den d. 3. oktober. Forinden er der en uge med introduktion, arrangeret rundvisning i byen og på skolen, en hel del fester afholdt på skolen med mulighed for at mødes med folk og danse benene trætte, samt ryste sammen arrangementer for specifikt nye internationale studerende.
Når det kommer til bolig, har det for at sige det mildt været lidt af en kamp. Jeg anbefaler 1. undersøg om nogen fra Cardiff Uni samme semester skal til DMJX og aftale evt. at bytte værelse, 2. lej et værelse i et hus med andre studerende – gør det først, når du er her ovre, da der er mange scams. Du skal være obs. på at du nok skal underskrive en lejekontrakt for et helt år og skal finde en til at overtage kontrakten efter dig. 3. Universitetet begynder at finde ledige værelser på universitets kollegier til dem, der ikke har fundet noget, når undervisningen er gået i gang.
Sidste nævnt mulighed blev min realitet, jeg havde ikke held med at finde et sted, så efter 2 uger brugt på to forskellige hotelværelser og en uge hjemme i privaten hos en venlig walisisk kvinde, fik jeg endeligt et værelse for resten af mit ophold. Jeg endte med at flytte ind på et værelse i et universitets eget hus tæt på skolen og kort gå gang til byen. Her flyttede jeg ind i et hus hos med otte britiske førsteårsstuderende, hvoraf størstedelen var 18 – 19 år gammel, da de starter lidt tidligere på studie end de fleste danskere. Men de var vildt festlige og nemme at bo sammen med – også var det en fed måde at få et indblik i deres kultur og syn på alt mellem himmel og jord.
Cardiff Universitet har over 100 klubber og societies, som man kan melde sig ind i. Så næsten uanset hvilken sport man dyrker eller vil prøve, er der mulighed for det – eller hvis man er kæmpe Taylor Swift fan og gerne vil mødes med andre fans, kan man det – mulighederne er uendelige og listen er superlang. I Cardiff by kan man besøge slotte, gåture i de mange parker, tage til havnen og nyde udsigten udover havet med en drink, gå på shopping i de syv søde arkader og tage på en bytur i Cardiffs festlige gader, pubs og klubber og meget mere. Universitetet sælger også ture med bus til mange destinationer både i Wales men også i England, så der er mange muligheder for at få set en del. Derudover er London kun ca. to timer væk med tog eller tre timer med bus. Så hvis man går og overvejer at tage på udveksling, så er der ikke andet end at gøre det! Og uanset hvor man tager hen, skal det nok blive utrolig fantastisk.
Af Emilie Steenberg Thomsen, kommunikationsstuderende
Har du lyst til at opleve Australiens østkyst, have muligheden for at tage på weekendture til Melbourne og Sydney og nyde solen imens det er koldt hjemme i Danmark? Så skal du overveje at tage på udveksling i Brisbane. Jeg var afsted i efteråret 2022, og det er den bedste beslutning, jeg hidtil har taget.
INDEN AFREJSE
Inden du tager afsted, så er der ret mange praktiske ting at holde styr på. Her er et par tips, jeg gerne ville have vidst på forhånd:
Visum skal søges om så tidligt som muligt (En fra min årgang fik det ikke i tide og måtte ombooke en ny billet)
Obligatorisk OSCH (sundhedsforsikring). Køb den gennem QUT, det er ikke særlig meget billigere at gøre det selv, og du slipper for meget besvær
Køb flybilletter i god tid (de bliver kun dyrere og dyrere)
Orientér dig en smule om boligmarkedet, inden du tager afsted, men vent til at skrive under på noget til du har set det i levende live
Meld dig ind i Facebook grupper som ”Dansk i Australien” og ”Dansk i Brisbane/Queensland”
NÅR DU LANDER
Let the fun time begin! Eller.. hvis det er vigtigt for dig at have en god base, så let the apartment hunt begin! Jeg rejste afsted med min kæreste, som var på work/holiday-visum og min studieveninde, og vi vidste fra start, at vi gerne ville bo sammen. Vi landede ca 14 dage inden studiestart, og tænkte, at vi var i god tid til at finde en bolig. Vi havde lejet en Airbnb til de første 14 dage, og tog det stille og roligt, men efterhånden som vi mødte flere og flere andre (danske) udvekslingsstuderende, som var drønstressede over boligsituationen i Brisbane, så fik vi fart på. Vi brugte hjemmesider som realestate.com.au og flatmate, men uden held. Vi var ude og se en del lejligheder, men vi fandt ud af (ret sent) at hvis man ikke var godkendt på forhånd, så kunne man godt glemme alt om at få lejligheden tilbudt. Tricket er altså at ansøge om lejligheden på forhånd (vær forberedt på at skulle skrive kontaktoplysninger på din gamle chef, familiemedlemmer, venner etc. – hello Australia), og derefter tage ud og se lejligheden for at skrive under på kontrakten, hvis man bliver valgt. Efter at have været i det game i +/- 10 dage gav vi op, og skrev tilfældigvis til udlejeren til vores Airbnb. Her var vi heldige at kunne forlænge til, at vi var færdige med at læse, men det var så også en ret dyr omgang. Vi endte med at betale ca. 18k om måneden for en toværelses lejlighed i midten af Brisbane CBD og tæt på QUT.
Efter vi havde styr på lejlighedssituationen, kunne vi endelig puste ud og for alvor begynde at udforske studielivet og byen som helhed. Vi deltog i så mange QUT-arrangementer som muligt, hvilket var 5-6 aktiviteter i løbet af den første uge + fest hver aften, hvis man har lyst til det. Det er godt givet ud at køre lidt på pumperne ift. Dit normale sociale barometer, men det er jo selvfølgelig op til dig, hvor meget du vil prioritere at møde nye mennesker og finde din nye udvekslingskerne. Jeg oplevede, at det var det værd og fik nogle virkelig fantastiske venner og bekendtskaber.
SKOLEN OG LÆSNING
Jeg havde fagene Newsroom (dobbeltfag), Managing Projects for Performance og Marketing Communication. Jeg valgte dem fordi jeg gerne ville have et mere journalistisk fag, erfaring indenfor projektledelse og ærlig snak: så passede de også godt ind i mit skema. Jeg gik i skole tirsdag, onsdag og torsdag, så jeg havde en laaang weekend, hvor der var mulighed for at tage på længere ture. Ift. Fagligt udbytte har jeg skrevet lidt til hvert fag:
Newsroom: Jeg havde en fantastisk underviser, Jason Sternberg, som var meget engageret i at lære fra sig og var meget “fri” af traditionelle undervisningsformer. Jeg fik en del praktisk erfaring i at lave radio-, og tv-spot, samt nyhedsoplæsning foran en green screen med autocue.
Managing projects for performance: Også kaldt projektplanlægning eller projektledelse. Et meget praktisk fag, hvor vi fik kendskab til programmet Project Libre. Selve undervisningen var ikke skelsættende og nytænkende, men jeg synes jeg fik en del ud af det faglige, og føler mig mere klædt på til at lede projekter i fremtiden.
Marketing communication: Endnu et praktisk fag, hvor der var gruppearbejde inkluderet som det eneste. Jeg havde en meget kompetent underviser, Jaleesa Simpsons, men det generelle niveau var meget lavt og ikke som vi kender det fra DMJX. Jeg fik et par enkle nye læringer og teorier med på vejen, som jeg ikke kendte fra Danmark, men ellers var der mange gentagelser og hovsa-løsninger uden særlig meget research. Men det var fint at have med som en form for supplement-fag, når de andre to fag fyldte en del mere.Fælles for dem alle er: Ja, der er lektier, men min erfaring siger mig, som egentlig altid gælder – jo mere energi du ligger i det, jo mere får du ud af det. Der er løbende afleveringer (ca. 2-3 styk i løbet af semestret pr. fag), som tager en del tid, men til gengæld er der ingen eksamener.
REJSE
Når du overvejer (eller har valgt) at tage på udveksling i Australien, så forestiller jeg mig, at du også vil ud og rejse undervejs. Der er i hvert fald virkelig mange muligheder for at gøre det. Jeg har listet de destinationer op, som jeg/vi nåede:
Weekendture
Byron Bay
Mount Barney
Melbourne
Ayers Rock
Noosa
Fraser Island (nåede vi godt nok ikke pga oversvømmelse, men kan nås på en weekend fra Brisbane)
Sydney
Spring Break
Vi havde 12 dages ferie, hvor vi startede i Cairns og kørte i campervan med nogle andre udvekslingsstuderende ned til Airlie Beach/Whitsundays med stop ved Port Douglas, Daintree Rainforest, Magnetic Island, Cape Hillsboroug og Hamilton Island.
Efter udveksling
En anden fordel ved at tage på udveksling i Australien er, at semesteret starter i juli og slutter i slutningen af november. Fordi jeg ikke havde nogle eksamener i mine fag, havde jeg allerede fri fra slut oktober, og kunne derfor rejse helt indtil slut januar, hvis jeg havde lyst (og penge…) Vi nåede 16 dage i New Zealand i campervan, 14 dage på Bali og 14 dage på Fillipinerne, inden vi tog hjem til jul d. 22 december.
ØKONOMI
Ærlig snak, så er det drøndyrt at være på udveksling. Heldigvis (!) får vi SU med fra Danmark, men uanset hvordan man vender og drejer det, så er det dyrt, hvis man gerne vil opleve en masse, imens man er afsted. Jeg tror, at jeg har brugt ca. 120k på fem måneders rejse, hvilket inkluderer flybilletter, kost, logi osv. Men jeg har heller ikke sparet på oplevelserne.
For at få det hele til at køre rundt, så havde jeg sparet en del op med studiejob(s) og så brugte jeg rigtig meget tid på at søge legater både før og under mit udvekslingsophold. Det er meget forskelligt, om nogle får og ikke får, men jeg fik selv to legater (et på 14k og et på 25k), hvilket gjorde en kæmpe forskel. Mit råd her er, søg mange, søg bredt og brug tid på at gøre ansøgningerne unikke til den enkelte fond. Jeg brugte legatbogen.dk og søgte ellers indenfor de felter, som jeg forestillede mig, at jeg ville ”passe ind” i. Jeg tror, at der er mange, der slet ikke har fået nogle, da de fleste fonde kun giver til kandidatstuderende, men det er i mine øjne altid et forsøg værd.
Ellers kan man også prioritere at få et studiejob, imens man er på udveksling, enten remote eller fysisk på en cafe, butik eller andet. Set i bakspejlet tror jeg også, at det kunne have været fedt, men jeg havde bare ikke overskuddet til det.
Jeg håber, at du kunne bruge mine erfaringer til noget, og ellers tror jeg bare, der er tilbage at sige: Afsted med dig!
Hermed en kæmpe anbefaling til at tage på udveksling hos Concordia University i billedskønne Montreal!
Af Anne Mouritsen, kommunikationsstuderende
Jeg er netop hjemvendt efter fire fantastiske måneder i Montreal. Programmet har stået på (en smule) skole, hygge med fantastiske mennesker, (en del) øl, kaffedates, spændende restauranter, cool barer, guddommelige genbrugsbutikker, og naturoplevelser uden sammenligning. Canadierne, og især Québécois – hvis de selv skulle sige det – lever i den grad op til deres ry som et af verdens venligste folkefærd. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig uvelkommen eller utryg i Montreal. Og selvom mange i Montreal har fransk som modersmål, er det altså ikke noget problem kun at kunne sige ’Bonjour’ – her taler jeg af erfaring.
Montreal er en fantastisk by. Downtown giver dig New York-vibes, mens andre dele af byen har den hyggelige stemning, som vi kender fra europæiske storbyer med gågader, specialbutikker og caféer. I Plateau-Mont Royal finder du de hyggeligste gader med byhuse med vindeltrapper og masser af restauranter, barer, caféer og butikker. Gå en tur ned af Avenue Du Mont-Royal, Saint Laurent Boulevard og Rue Duluth. Klart mit favoritområde i byen!
Her kommer nogle tips og tricks, som kan være nyttige for kommende studerende på Concordia University.
Fagvalg: Det kan godt være lidt en jungle, når du skal vælge dine fag. Det fede ved Concordia University er, at du kan vælge stort set lige de fag, du har lyst til. Du er ikke begrænset til specifikke fakulteter, selvom der selvfølgelig kan være adgangskrav til nogle fag. Du gør det bedst ved først at researche i deres Course Catalog og finde de fag, som du kunne tænke dig. Det er dog ikke alle fag, der bliver udbudt hvert semester, vær OBS på det. Derefter kan du bruge deres Class Schedule Builder til at bygge dit skema op. Du kan først vælge fag efter, at de nuværende elever på Concordia har valgt. Det kan betyde, at mange fag er fyldt op. Don’t panic! Skriv til det fakultet, som faget tilhører, forklar din situation, og spørg om du kan få adgang til faget. Det var sådan, at jeg fik adgang til stort set alle mine fag, selvom de så ud til at være fyldte. De fleste fag giver 3 credits = 6 ETCS-point. Derfor skal du som udgangspunkt have 5 fag for at få 30 ETCS = 15 credits. Niveauet er ikke helt lige så højt som herhjemme, men du skal dog være forberedt på at gå i skole og faktisk lære noget.
Gratis sundhedsforsikring hos RAMQ: Som dansker kan du få gratis sundhedsforsikring gennem RAMQ (Quebecs regering). Du kan først søge om det online efter, at du er ankommet i Canada, og det kan tage op til 60 dage for dem at behandle din ansøgning. Det kan være en langsommelig proces. Hvis du ikke har modtaget dit sundhedskort med posten inden 1. oktober, bliver du nødt til at betale for skolens obligatoriske sundhedsforsikring, for derefter at få en refundering af de penge, når du har modtaget dit RAMQ sundhedskort.
Bolig: Jeg vil anbefale dig at finde bolig, inden du ankommer til Montreal. Det er ikke umuligt at finde noget, men det kan tage lidt tid. Mange af dem, jeg kendte, inklusiv mig selv, fandt en lejlighed eller et værelse gennem Air BnB. Det virkede upåklageligt og er en ret sikker måde at gøre det på hjemmefra.
Transport: Du kan købe et OPUS-kort, som svarer til et Rejsekort. Du får rabat, når du er studerende. Du betaler 56 CAD (325 kr.) for en måneds fri bus og metro. Hvis du ankommer om efteråret, er vejret stadig godt til at cykle rundt, og Montreal har helt okay forhold for cyklister. Du kan leje cykler gennem en app kaldet BIXI. Det virkede superfint. Et månedsabonnement koster 18 CAD, og cyklerne er placeret over hele byen.
Telefon: Jeg købte et canadisk abonnement hos Fido, og det virkede fint. Somme tider var det en fordel at have et canadisk telefonnummer. Men det havde været end del billigere at ’opgradere’ mit danske abonnement til et World Free-abonnement, eller hvad end det nu hedder. Altså et abonnement, hvor du har data og tale i hele verden.
Bank: Jeg oprettede ikke en canadisk bankkonto, og det vil jeg heller ikke sige er nødvendigt. Det største problem var de gebyrer, som kom oveni køb og overførsler, når jeg brugte mine danske konti/kort. Derfor oprettede jeg en Revolut-konto, hvilket var virkelig nemt. Du henter bare app’en, så guider den dig. Du behøver ikke engang et fysisk kort, du kan bare have det elektroniske Revolut-kort i din wallet på telefonen.
Venner: Hvis du ønsker at få en omgangskreds i Montreal, kræver det lidt effort fra start. Concordia har nogle få arrangementer for udvekslingsstuderende, men det er ikke mange. Derfor skal du være god til at søge venskaberne de første par uger – enten online, i klassen, eller andet. Det bliver helt sikkert ikke et problem at møde fede mennesker, og når den første kontakt er taget, så kommer resten heldigvis helt af sig selv.
Anbefalinger:
Tag til Quebec City – mega cute by med flotte nationalparker i nærheden.
Nationalparker i nærheden: Parc Omega (lidt Ree Park-safari over det), Parc national du Mont-Tremblant. Tag på hike i efteråret – farverne er mind-blowing!
Lej biler gennem Turo – genial app.
Tag til en ishockeykamp – virkelig fed oplevelse!
Udforsk så meget af byen, som du kan – der er SÅ mange fede områder!
Tag til Banff, som er helt utroligt smuk – jeg tog ikke selv afsted, men fortryder det nu.
Hvis du drømmer om, at din udveksling skal byde på en markant anderledes kultur, hvor du kan bruge dine weekender på stranden, med vandreture eller ved at udforske et buddhistisktempel, så er Hong Kong det oplagte sted at tage hen!
Hong Kong
Hong Kong er en gammel engelsk koloni, der er i gang med en overførselsperiode til Kina.Derfor er alle skilte både på engelsk og kantonesisk (det traditionelle kinesiske sprog, der snakkes i Hong Kong). På nogle mere lokale restauranter er Google Oversæt dog en godhjælp til at vide, hvad man bestiller. Hong Kong har verdens bedste metrosystem, og det erderfor virkelig nemt at komme rundt omkring, om det så er til skole eller på weekendture. Der erutallige turistattraktioner og naturoplevelser at opleve, så du kommer ikke til at kede dig. Allemine weekender bød på fantastiske ture rundt i fastlandet eller på Hong Kongs mange øer, og kontrasten mellem storbyen og de store naturområder var imponerende at opleve. Inden jeg tog afsted på udveksling, glædede jeg mig specielt til al den asiatiske mad, jeg skulle have, og maden levede i den grad op til de forventninger!
Rejser
Grundet Corona startede jeg min udveksling med karantæne, en masse Corona restriktioner og ingen forventninger til at kunne rejse under mit ophold. Hong Kong har ellers en oplagt placering til at få besøgt nogle andre asiatiske lande, og jeg ved, at enweekendtur til Taiwan tidligere har været meget brugt blandt
udvekslingsstuderende. Midt i mit ophold åbnede Hong Kong heldigvis lige så stille op, og jeg fik derfor brugt min Reading Week (Hong Kongs pendant til den danske efterårsferie) i Sydkorea. Det var interessant at opleveet andet asiatisk land og finde sammenligninger og forskelle i ting som f.eks. sprog, mad og templer. Inden jeg rejste hjem til Danmark, tog jeg desuden en uge i Thailand, hvilket også var en succes. Jeg kan derforvarmt anbefale at benytte muligheden til at opleve nogle
andre lande, når du alligevel befinder dig på den anden side af kloden. Hong Kong i sig selv er dog også en god rejsedestination, og et halvt år er perfekt til at nå at opleve en god blanding af Hong Kongs mangeturistmuligheder, samt de mere lokale Hong Kong oplevelser.
Universitetet
The University of Hong Kong er et kæmpe universitet og noget helt andet, end hvad du er vant til på DMJX. Universitetet er som en lille by inde i byen, og der ligger 11 restauranter med god mad til fornuftige priser.Universitetet er meget internationalt og har elever fra hele verden, men især fra Asien. Alle snakker godt engelsk, men det tog mig dog lige nogle uger at lære at forstå den kinesiske accent mange besidder. Du kan vælge fag, der hører til journalistik, men du har også mulighed for at vælge fag under andre fakulteter, som du finder interessante.
Bolig
Jeg blev i første omgang ikke tilbudt noget kollegieværelse, men med hjælp fra journalistikafdelingens Programme Manager, fik jeg tilbudt et værelse på et kollegie kaldet ChiSun tæt ved skolen. Jeg var utrolig glad for at bo der, da det var en oplagt måde at lære mennesker at kende, der ikke nødvendigvis var udvekslingsstuderende. Jeg blev især gode venner med nogle piger, der kom fra Malaysia og Sri Lanka. Derudover snakkede jeg primærtmed en lille gruppe af andre udvekslingsstuderende (som jeg mødte første dag til orientering og derefter brugte stort set alle dage med). De boede alle privat, altså hvor de lejede sig ind hosnogen, de havde fundet på internettet. Det kan man også sagtens, men min boligsituation varklart den billigste.
Legater
Jeg var heldig at modtage legater fra Den Fynske Bladfond (5000 kr.) og Knud Højgaards Fond (14.000 kr.),som gjorde det muligt for mig at få det til at hænge sammen økonomisk.
Rejsebreve fra DMJX-studerende på studieophold i hele verden