Mit udvekslingsophold ved Cardiff University

Af Nikoline Ryttergaard Marcussen, journaliststuderende

Jeg er lige kommet hjem fra mit udvekslingsophold i Cardiff, og det er svært at koge et fantastisk ophold i den walisiske hovedstad ned til få ord, men jeg vil gøre et forsøg.

Først det faglige. Jeg har på mit semester haft følgende fag:

  • Media, Globalisation and Culture.
  • Understanding Digital Society through Black Mirror
  • (Me) me, Myself and I: The Power and Politics of Digital Remix Culture and Online Inequalities

Alle mine fag har jeg haft igennem fakultet School of Journalism, Media and Culture, som er lokaliseret centralt nede i byen lige vedsiden af BBC Wales og hovedbanegården. Til forskel for den gamle Cardiff University hovedbygning er journalistik fakultet i en moderne, høj, glas bygning med nyere interiør indenfor, der godt kunne minde om DMJX i Aarhus. 

Om fagene og undervisningen:

Der er en bred vifte af fag, man kan vælge indenfor kultur, journalistik og politik.

Media, Globalisation and Culture var et fag jeg blev rigtig glad for, da den fungerede godt som et basisfag med teorier indenfor globalisering og kulturstudier, som jeg ikke var bekendte med i forvejen. Hvis man er meget interesseret i globalisering, og hvordan medier, men også virksomheder påvirker andre landes kulturer, så er det et fag, jeg stærk vil anbefale. Som størstedelen af fagene på fakultetet var undervisningen opdelt i lektioner og seminar, hvor man fik henholdsvis forklaret teorierne i et auditorie for hele holdet i to timer, hvorefter man i små hold taler om teorierne og begreberne i en time. 

Understanding Digital Society through Black Mirror var for mig et jokerfag. I vores lektioner så vi primært en episode af BBC’s Black Mirror, hvorefter underviseren koblede noget teori på, såsom overvågnings samfund, identitet og kendis kultur. Dette fag er meget sjovt, hvis man er interesseret i sci-fi og alternative samfund. Specielt hvis man kan lide at tale om, hvordan menneskets forhold er til teknologi i dag, og hvilke fordele og ulemper det har. Det sidste essay man skal aflevere, tager udgangspunkt i ens egen episode af Black Mirror, som man skal finde på. 

Faget, (Me) me, Myself and I: The Power and Politics of Digital Remix Culture and Online Inequalities, var et fag med meget fokus på memes – hvorfor, og hvordan de har betydning for samfundet både positivt og negativt. Derudover havde faget også fokus på, hvordan nettet skaber ulighed i form af dens søgemaskiner, platforme og algoritmer.

I hvert fag skal man aflevere to akademiske essays, som man får sin karakter på baggrund af.

Undervisningen starter i forhold til her hjemme sent, i mit efterårssemester startede den d. 3. oktober. Forinden er der en uge med introduktion, arrangeret rundvisning i byen og på skolen, en hel del fester afholdt på skolen med mulighed for at mødes med folk og danse benene trætte, samt ryste sammen arrangementer for specifikt nye internationale studerende. 

Når det kommer til bolig, har det for at sige det mildt været lidt af en kamp. Jeg anbefaler 1. undersøg om nogen fra Cardiff Uni samme semester skal til DMJX og aftale evt. at bytte værelse, 2. lej et værelse i et hus med andre studerende – gør det først, når du er her ovre, da der er mange scams. Du skal være obs. på at du nok skal underskrive en lejekontrakt for et helt år og skal finde en til at overtage kontrakten efter dig. 3. Universitetet begynder at finde ledige værelser på universitets kollegier til dem, der ikke har fundet noget, når undervisningen er gået i gang. 

Sidste nævnt mulighed blev min realitet, jeg havde ikke held med at finde et sted, så efter 2 uger brugt på to forskellige hotelværelser og en uge hjemme i privaten hos en venlig walisisk kvinde, fik jeg endeligt et værelse for resten af mit ophold. Jeg endte med at flytte ind på et værelse i et universitets eget hus tæt på skolen og kort gå gang til byen. Her flyttede jeg ind i et hus hos med otte britiske førsteårsstuderende, hvoraf størstedelen var 18 – 19 år gammel, da de starter lidt tidligere på studie end de fleste danskere. Men de var vildt festlige og nemme at bo sammen med – også var det en fed måde at få et indblik i deres kultur og syn på alt mellem himmel og jord.

Cardiff Universitet har over 100 klubber og societies, som man kan melde sig ind i. Så næsten uanset hvilken sport man dyrker eller vil prøve, er der mulighed for det – eller hvis man er kæmpe Taylor Swift fan og gerne vil mødes med andre fans, kan man det – mulighederne er uendelige og listen er superlang. I Cardiff by kan man besøge slotte, gåture i de mange parker, tage til havnen og nyde udsigten udover havet med en drink, gå på shopping i de syv søde arkader og tage på en bytur i Cardiffs festlige gader, pubs og klubber og meget mere. Universitetet sælger også ture med bus til mange destinationer både i Wales men også i England, så der er mange muligheder for at få set en del. Derudover er London kun ca. to timer væk med tog eller tre timer med bus. Så hvis man går og overvejer at tage på udveksling, så er der ikke andet end at gøre det! Og uanset hvor man tager hen, skal det nok blive utrolig fantastisk. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *