Udvekslingsophold i Nuuk, Grønlands universitet, Ilisimatusarfik

Af Rebecca Waaben Tordrup, kommunikationsstuderende

Jeg var på udveksling på verdens største ø, Grønland. Illisimatusarfik, som er Grønlands eneste universitet, ligger i hovedstaden Nuuk med ca. 20.000 indbyggere. Universitet holder til en smule ude for byen i en moderne bygning med den flotteste udsigt til både hav og bjerge. I og med, at universitet er af en ualmindelig lille størrelse, er der også meget få elever i klasserne sammenlignet med universiteterne i Danmark. De fag jeg var tilknyttet, var vi max. 15 studerende, men det var omkring halvdelen, som rent faktisk dukkede op til undervisningen. De elever som tog del i undervisningen var søde, men som de fleste grønlændere var de en smule stille og afventende i starten. Når de har set dig an, åbner de op og fortæller hellere end gerne om deres land samtidig med, at de er enormt hjælpsomme. Det har virkelig været en gave for mig at danne lokale relationer, da jeg er blevet beriget med oplevelser. Især min lokale roomie har taget mig med på mange sejlture. Du skal ikke forvente en uni-kultur med fredagsbarer og mange sociale arrangementer, da mange studerende er omkring 30 år og allerede har børn. Det er acceptabelt at tage sit barn med til undervisning, og ofte ser du barnevogne rundt på universitetet. Jeg gik i klasse med en mand på 65 år, men der var samtidig også en del, der var på min egen alder.

Jeg oplevede, at universitet generelt var meget hjælpsomme og imødekommende over for gæstestuderende. Lærerne er meget åbne overfor feedback, og vi studerende kunne have meget indflydelse, hvis vi ønskede det. Der blev også oprettet et grønlandsk sprogkursus kun for os gæstestuderende, som selvfølgelig var frivilligt. Det var virkelig fedt at lære en smule basalt grønlandsk, selvom de fleste lokale kan snakke dansk. Den internationale supervisor, Per Arnfjord kan vitterligt hjælpe med alt. Han stod for, at der blev arrangeret et arrangement, kun for gæstestuderende før semesteret startede, hvor vi kunne få styr på fag osv. Derudover var der hver anden fredag eftermiddag kaffe og kage for gæstestuderende, hvilket der var stor opbakning til. Vi var ca. 12 gæstestuderende, hvoraf 7 af dem var danske, som havde et lille hyggeligt fællesskab.

Som sagt er det er meget lille samfund, hvilket gør, at man hurtigt kommer til at kende flere ansigter rundt i byen. Byen har et velfungerende bussystem, gågade, biograf, bar, Brugsen, svømmehal og meget andet, som vi kender det hjemme fra Danmark. Jeg startede til Kajak-polo i svømmehallen, hvor jeg hurtigt blev en del af en lille hyggelig gruppe. Kultur- og foreningslivet har stor opbakning i Nuuk. Der er f.eks. klatring, strikke-cafe, keramik og dans. Men ellers er det i naturen, hvor du kan få utallige gode oplevelser. Hver gang jeg har været på sejl- eller vandreture, har jeg kunne mærke den storslåede natur, Grønland har at byde på. Det er så vanvittigt smukt. Jeg har nydt følelsen af at føle mig lille bitte i en meget stor og barsk natur. Hvis du ikke er vild med natur-oplevelser, så tror jeg, at du vil få et kedeligt ophold, da det ikke er en storby.

Jeg var til en start udfordret på det grønlandske samfunds Laizze faire tilgang til tingene. Der er ikke meget, der er struktureret og planlagt. Jeg oplevede, at det er normalt at komme og gå til undervisningen, som det lige passer den enkelte elev. Men efterhånden som tiden gik, fandt jeg mig mere til rette i den rolig måde at leve livet på.

”Der er jo ingen grund til at stresse. Det hele løser sig alligevel”. Det er en stor kontrast til det danske samfund i et dagligt hamsterhjul med mange aftaler og gøremål. Det er en balance: for meget og for lidt. I det danske uddannelsessystem er vi vant til at deadlines, der skal overholdes ift. til afleveringer og opgaver. Men i Grønland, så går det nok alligevel.

Jeg er så glad for, at jeg valgte at tage til Grønland og fik så mange fantastiske oplevelser. Hvis du overvejer at tage på udveksling i Nuuk, så synes jeg du skal gøre det. Det hele skal nok gå!

I Bruxelles kan ingen høre dig skrige af glæde

Af Josefine Harboe, journaliststuderende og på udveksling 4. semester på IHECS i Bruxelles

Det var ikke sjældent at jeg blev mødt af en tirade om, hvor kedelig, regnfuld og lobbyisttung by, Bruxelles er, når jeg indviede folk i mit forestående udvekslingsophold. Det var sådan set også min egen 3. prioritet, da jeg søgte i første omgang og på den baggrund, var jeg en smule skeptisk ved tanken om at skulle bruge fire måneder i, hvad der lød som Europas kedeligste by. Har du mødt samme fordom, så frygt ej! Min skepsis blev gjort til skamme, og det er blevet et personligt projekt for mig at knuse det blakkede og ufortjente ry, Bruxelles bærer rundt på.

Byen
Jeg synes, det var spændende at få lov at bo i noget, der minder om en storby med store politiske institutioner, højt tempo og masser af kulturtilbud. Byen er opdelt i en slags kommuner, som er meget forskellige fra hinanden. IHECS ligger i centrum, som er mest turistet om end lidt kedelig. Her er shoppemuligheder, restauranter og attraktioner, men jeg synes ikke, det er det mest spændende sted hverken at bo eller holde fri. Ixelles er et mere ungt kvarter, mere smart og med et bugnende udbud af barer og spisesteder. Saint-Gilles minder lidt om med smuk arkitektur og mere ro på, og Forest, hvor jeg selv boede, er hyggelig og stille men en anelse kedelig. Her ligger fantastiske Parc Duden, som giver et tiltrængt grønt stænk og lydtæppe af fuglekvidder. Det var sjældent her, jeg brugte mine aftener eller stillede min shoppetrang, men metro- og sporvognssystemet er heldigvis virkelig velfungerende. Som bonus koster det kun omkring 25 euro for et helt år, hvis man er studerende og under 25 år.

Som studerende koster det kun et par euro at gå på museum, og her kan jeg særligt anbefale kunstmuseet Bozar (hvor rabatten dog kun gælder onsdage) og det belgiske afrikamuseum, som ligger lidt udenfor centrum. Derudover ligger der flere små biografer, som viser ældre film eller indieproduktioner af og til med engelske undertekster. Til dette formål er Cinema Palace eller Cinema Galerie gode. Desuden har jeg gjort mit livs vintagefund i genbrugsbutikkerne i Marolles eller på loppemarkedet ved Jeu de Balle, som er åbent hver eneste dag.

IHECS og undervisning
Niveauet på IHECS er lavt og undervisningsformen er anderledes end vi er vant til fra DMJX. Det er en hybrid mellem akademiske – og praktiske fag, men der er næsten ikke noget læsning og forberedelse udover eksamen. Det var dejligt at have god tid til andre ting, og mange af mine medstuderende udnyttede tiden til at rejse rundt omkring. Med det sagt, var jeg skuffet over at lære så lidt. Jeg havde 12 ugentlige undervisningstimer og brugte ikke mere end to timer på forberedelse, og det var altså ikke, fordi jeg slackede mere end nogen andre.

Jeg kan klart anbefale franskundervisningen på skolen. Jeg gik i aftenskole et par måneder op til min udveksling for at have et basisniveau og havnede i den midterste kategori på IHECS, hvilket har gjort mig i stand til at bestille på fransk og føre kortere samtaler.

Jeg havde derudover Globalization, International Politics in the Antropocene, Introduction to Gender Studies, Communication of European Interest Groups og Practice Course in Photography. Alle sammen interessante og primært båret af mundtlige diskussioner mere end en typisk forelæsning, hvor man som studerende er passiv lytter.

Noget af det jeg satte mest pris på ved IHECS er, at Erasmus-gruppen er meget divers. Vi var omkring 60 studerende fra alle mulige forskellige steder, og her har jeg fået det størst “faglige” udbytte, af at høre om argentinsk politisk eller diskutere feminisme med en medstuderende fra Moldova. Loïc, som er international koordinator, er meget behjælpelig både inden og under opholdet, og der bliver generelt gjort rigtig meget for, at vi skal have en god oplevelse med flere sociale arrangementer, introuge og lignende.

Praktiksøgning fra udlandet
Jeg brugte mit fjerde semester på udveksling og har dermed også søgt praktik undervejs. Det vil jeg helt sikkert anbefale andre at gøre. Dels fordi jeg var rigtig glad for mit tredje semester på Journalisthøjskolen, hvor jeg især ikke ville have undværet mediespecialisering, men også fordi jeg synes, det var langt mindre besværligt at fjernsøge praktik, end jeg havde regnet med.

Hjemmesiden lavede jeg ud fra en af Wix skabeloner med lidt rådgivning fra folk hjemmefra. Jeg tog ikke kontakt til medierne på forhånd og var ikke hjemme til hverken praktikmesse eller samtaler. I bagklogskabens lys virker det som en god ide at tage kontakt til praktikvejledere eller ringe og lave små forhåndssamtaler med et par af medierne. Både for at høre om, hvordan det er at være praktikant de forskellige steder, men lige så meget for at gøre sig bemærket og blive husket, hvilket mine medstuderende gjorde til messen.

Jeg havde en oplevelse af, at de fleste medier synes, at det var spændende at have en praktiksamtale til udlandet, men ikke meget mere end det.

Hvis der skulle melde sig spørgsmål om praktiksøgning fra udlandet, hvilke områder, der er gode og mindre gode at bo i, eller hvor man drikker byens bedste kop kaffe, er man meget velkommen til at kontakte mig på min mail 29195@dmjx.dk eller på Facebook, og så skal jeg svare efter bedste evne. Overordnet en anbefaling til at lægge forudindtagelserne om Europas hovedstad væk for i stedet at opdage hvor spændende, levende og skør en by, det er. I Bruxelles kan ingen høre dig skrige af glæde!

Hong Kong have fun

Sarah Emilie Buhl, journaliststuderende

Åh, Hong Kong. Mulighedernes by, Asiens New York, et lille knudepunkt for storstilet kapitalisme.

Som så mange andre var jeg nødt til at glemme alt om sabbatårsrejse, på grund af coronarestriktioner, men ønsket om at komme ud over landegrænserne forsvandt aldrig helt. Alligevel må jeg sige, da tiden meldte sig til at skulle væk, at jeg var tøvende.

Mit tredje semester på DMJX var fantastisk, og jeg elskede min hverdag, mine studievenner, mine weekender og bare helt generelt Aarhus som studieby. At rejse afsted på fjerde semester er derfor hårdt, fordi du kommer ikke tilbage fredagsbarer, citatfester og instant kaffe fra quookeren, der kun virker engang imellem. Men betyder det, at man skal blive hjemme?

Hvis du, kære læser, står med en unik mulighed for at få overstimuleret alle sanser i en af verdens uden tvivl fedeste byer, så kan jeg ikke udtrykke mig klart nok: Du SKAL afsted!

Jeg havde en del bekymringer omkring at tage til Hong Kong: For det første er byens politiske situation stadig anspændt efter protesterne i 2019, og for det andet har byen haft en af verdens længstvarende COVID-19 restriktioner. Tanken om at skulle bo et sted, hvor der igen er påbud om at have mundbind på, virkede temmelig træls. Men det afholdt mig ikke fra at sætte byen som klar førsteprioritet, da jeg skulle søge – og desuden blev restriktionerne endeligt afskaffet i marts alligevel.

Som journaliststuderende i Danmark kan man hurtigt tage retten til frit at udtrykke og ytre sig for givet. At vi ukrænkeligt kan producere og udgive journalistik er hele forudsætningen for, at vi overhovedet kan arbejde. Derfor var det vigtigt for mig at opleve, hvordan man forholder sig som journalist i et område som Hong Kong, der i de senere år har fået indskrænket sin frie presse i en ekstrem grad. 

Jeg rejste afsted sammen med to andre piger fra Journalisthøjskolen, og vi blev allesammen optaget på det samme universitet, The University of Hong Kong.

HKU (forkortelse) er ikke et sted for uambitiøse elever, og studiekulturen bærer præg af lange dage i den berygtede studiesal, Chi Wah, hvor der også er fyldt på en fredag aften. Afhængig af hvilke fag du vælger, kommer der til at være meget at lave, og dine lærere kommer til at forvente noget af dig.

Bare rolig, du skal nok komme til at kunne følge med, men det er vigtigt for mig at nævne, at arbejdsbyrden kræver, at du gør en indsats:

Jeg er nok en af de mange, der har hørt en del om, hvordan skolen er noget sekundært på udveksling, og at det bare er et semester, hvor man kan feste igennem og få nogle fede oplevelser. Selvom den del af opholdet også fyldte, så var jeg tæt på at dumpe to af mine fag, simpelthen fordi jeg ikke foretog en realistisk afvejning af, hvordan jeg skulle prioritere min tid.

Hong Kong er en by, der er rig på alting, og som det forlystelsessyge menneske jeg er, blev jeg mildest talt fuldstændig overvældet over alt det byen havde at byde på af oplevelser. Jeg tror ikke, jeg sad stille på et eneste tidspunkt de første to måneder af mit ophold, hvilket gjorde at jeg blev så udbrændt, at jeg den sidste del af semestret havde svært ved at forholde mig til noget som helst- studiet inkluderet.

Når det så er sagt, dukkede jeg flittigt op til alt undervisning, og jeg har været rigtig glad for mine fag. Når du ankommer til universitetet skal du igennem en ‘add drop’ periode, hvor du har mulighed for at vælge fem fag, som du har i løbet af semestret. Her er en kort beskrivelse og vurdering af dem jeg valgte:

Greater China: A Multi-Interdisciplinary Introduction: Et fag til dig der aldrig har haft om Kina i skolen før, og som gerne vil have en overordnet forståelse for landet. Undervisningen er forholdsvis censureret men giver et nyt perspektiv uden om det eurocentriske verdenssyn, hvilket jeg har lært meget af.

A History of Propaganda in East Asia: Meget informationstungt og helt klart et af de mere krævende fag. Dog et virkelig spændende fag med en virkelig dygtig lærer, som jeg har været meget glad for at have.

The Media, Press and Government: HKU’s bud på ‘Politik & Medier’ fra hjemme på Journalisthøjskolen. Jeg valgte faget for at kunne sammenligne de to fags måder at italesætte de samme problemstillinger og emner på, men jeg må sige, at meget af undervisningen blev en repetition, af noget jeg allerede har lært.

Global Political Economy: Lidt et wild-card fra min side at vælge et økonomifag, men underviseren var meget kompetent og meget dygtig i sin formidling af undervisningsmaterialet.

Video News Production: Det eneste Hands-On journalistiske fag jeg havde, som jeg virkelig kæmpede med. Vores lærere havde en meget anderledes måde at vurdere de journalistiske produkter på, i forhold til hvad jeg er vant til hjemmefra. Dog føler jeg, at jeg er blevet langt bedre med et kamera og har en bedre forståelse for alt det tekniske ved at lave journalistik – selvom det blev lært på den hårde måde!

Noget andet jeg måtte lære på den hårde måde, er at billig bolig ikke betyder bedre bolig. De to andre piger fra DMJX og jeg valgte i første omgang at takke nej til et tilbud om at bo på enkeltværelser, et sted der hedder Mui Fong Street, da det ville koste under halvdelen at bo i en traditionel hall og dele værelse med en roomie. Derfor boede vi på Lady Ho Tung, hvor vi betalte lige under 9000 kr. for et helt semester i husleje.

Min roomie var sød og ordentlig, men hun havde meget ejerskab over værelset, og jeg havde derfor svært ved at føle, at jeg havde ret til min del af værelset, og ikke forstyrrede bare fordi jeg var hjemme. Jeg havde derfor ikke rigtig noget sted at søge tilflugt og slappe af under mit ophold. Jeg forsøgte at tale med en repræsentant om at ændre min boligsituation, men jeg fik direkte at vide, at det på ingen måde ville blive en mulighed, med den korte tid jeg havde i byen. Jeg fortryder af den grund, at jeg ikke bare betalte de ekstra penge for at have mit eget værelse, da jeg på sigt endte med at blive meget afkræftet og tyndslidt i løbet af mit ophold.

Min udveksling endte med at være udfordrende på mange parametre, men når jeg ser tilbage, ser jeg primært forløbet som en helt ufattelig smuk tid. Hong Kong har en særlig storbyscharme, og uanset hvor du befinder dig i byen, kan du finde Chan Chan Tengs, ældgamle ‘Prawn Shop’-lysskilte, uidentificerbare madlugte, udendørs rulletrapper og skyskrabere man får ondt i nakken af at se op på.

Så mærk suset fra dobbeltdækkerbusser, taxaer og sportsvogne i millionklassen når de drøner forbi dig. Tag ud i natten og find mennesker fra hele verden, der står og drikker Soju i det blege lys fra en 7-Eleven. Tag på Filippinsk karaoke bar, spis hos Mr. Wong, spil på heste i Happy Valley, kør ud i natten på en Tram og sejl til Lamma Island på en party båd.

Mærk byens mangfoldighed og lad den blive en iboende del af dig. 

Hvis du stadig mangler afklaring, eller brænder inde med nogle spørgsmål, så skal du være mere end velkommen til at kontakte mig på mail: 28406@dmjx.dk eller finde mig på Facebook; Sarah Buhl

Skal du på udveksling? Ja.

Det er en unik mulighed, du har netop nu, for nemt at bosætte dig i en næsten valgfri by og ovenikøbet have beskæftigelse. Så ja, det mener jeg, du bør. Skal du på udveksling i Toronto? Det er så en hel del sværere at svare på.

Toronto.

Af Rasmus Emil Bertelsen, Journaliststuderende 3. sem.

Canada – et Skandinavien i Nordamerika

Oh, Canada. Landet, hvor alt er godt og rart, og hvor folk siger ”take care, eh”, hvis man spørger dem, i hvilken retning man finder Scotiabank Arena. Et land, hvor gaderne flyder med mælk (også dairy-free) og ahornsirup, og hvor alles bedste ven hedder Tim Horton. Desuden er sundhedssektoren så glimrende, det er svært at forstå, at vores strejkende sygeplejersker sidste år ikke gik hele vejen til landet af gæs og ishockey. 

Ja, sådan var min opfattelse, inden jeg boede der.

Også inden jeg boede der, fortalte en bekendt canadier mig ”You’re not going to Canada. You’re going to Toronto”.

Efter femten minutter i byen så jeg en hjemløs kvinde ryge crack – og sådan startede mit forhold til byen, der fra januar til april var mit hjem.

Torontos herberg er fyldte, og når det sner, bliver byparkernes teltlejre blot endnu mere iøjnefaldende. Dundas Square er hjemsted for mange mennesker, der ikke rummes af systemet. I bybilledet ser man ikke mange tiggere, men en uhyggelig mængde mennesker, der ligger spredt ud over byen. Uge efter uge, måned efter måned, nærmest som på faste pladser.

Skadestuerne har så lange ventetider om aftenen, det ikke er ualmindeligt, at folk bander voldsomt af den lille bemanding, når de til sidst opgiver behandling og ender med at gå hjem igen.

Så … skal man holde sig væk?

Nej, for udvekslingsdestinationer er ikke enten gode eller dårlige. Storbyer er sammensatte, og Toronto er ingen eventyrby. Alting er samlet på ét sted. Kælenavnet The most multicultural city in the world er ikke for ingenting. Og netop dét gør byen interessant. Man får mulighed for at opleve hele verden – midt i en storby. Både på godt og ondt.

Allan Gardens under snestorm.

Hvad er dine overvejelser for valg af destination?

Det betød meget for mig, at min destination var engelsktalende. Så kunne jeg nemt begå mig lokalt. Det hjalp heller ikke med skræmmehistorier fra et universitet i Hong Kong, hvor undervisningen foregik på et sprog, der teknisk set er engelsk. At danskere ikke kunne forstå to sammenhængende sætninger af en forelæsning, ja, det er jo så de studerendes eget problem.

På engelsk kunne jeg med lethed kommunikere med både befolkningen, kilder, skolen, lærere og medstuderende. Det var derfor en sund overvejelse.

Desuden valgte jeg udveksling på 3. semester, da jeg forventede en travlhed, der ville komme til at gå ud over min praktikansøgning. Man kunne dog (med mit skema) snildt have balanceret de to ting samtidig.

Toronto Metropolitan University

I sidste ende blev Limerick, Dublin og London nedprioriteret. Toronto Metropolitan Universitys udvalg af produktionsfag blev tungen på vægtskålen. Photojournalism, Reporting for TV og Radio & Podcast Workshop blev de tre fag, jeg fulgte tirsdag, torsdag og fredag. Udover en stor mængde fritid rent skemamæssigt, var fagene også uden læselektier, den store forberedelse eller eksamener. Hvert fags afsluttende opgave betød dog, at der sidst på semesteret opstod en flaskehals af forskellige features.

Fotoholdet var mit største med cirka 30 tilmeldte – heraf en håndfuld internationale. Det forventede fremmødet var vel omtrent det halve. I både Radio og TV var vi knap tyve. Her fik jeg som eneste nytilkomne rig mulighed for at arbejde med og danne relationer til Torontonians. Eftersom det er en dyr by, og deres kultur for sabbatår er markant anderledes, er de medstuderende omkring 21 år gamle, og de fleste bor stadig hjemme.

Reporting for TV og Radio & Podcast Workshop har mine varmeste anbefalinger.

Det bør tilføjes, jeg nærmest ingen af mine ønskede fag fik i første omgang. Dog tog jeg afsted med håbet om at kunne bytte rundt undervejs – folk springer fra fag til fag. Det lykkedes. Derfor bør det ikke være den bekymring for dig, det var for mig. Tag trygt afsted, uanset hvilke fag du gerne vil bytte.  

Toronto Transit Commission står for byens offentlige transport.

Du har nu nogle måneder i The Six

Du skal se Niagara Falls og flyve til New York og bestige CN Tower og lære fransk i Montréal og …

Der findes naturligvis mange ”Top 10 absolute to do’s in Toronto”- og ”How to do 24 things in 24 hours – in the city they call Toronno”-lister.

 Og netop derfor vil jeg gerne anbefale en liste af ting, du normalt ikke vil finde i turistguiden.

  1. Besøg Doug Miller Books på Bloor St. W.
    I Dougs smalle butik finder man både en fascinerende tegneseriesamling til dem, der er til sådan noget. Både butikkens disk og triumfbue er bygget af Lego til dem, der er til sådan noget. Og udover et rart væsen i Doug rummer butikken også tusindvis og tusindvis af (billige) bøger.
  2. Spis på Hancook Cheese Dakgalbi
    Vi bliver på Bloor St. W, der måske er byens bedste gade. Stedet har ingen stor menu. Ingen stor kø. Rustik til næsten kedelig indretning. Men bare tag derned. Det er et af byens bedste spisesteder til prisen.
  3. Oplev improkoncert på The Supermarket
    Spillestedet, der over sin hoveddør har en indkøbsvogn hængende, er en god repræsentant for Kensington Market. Om tirsdagen afholdes Big Fam Jam, hvor musikere såvel som musikalske publikummer i samspil skaber en dybt musikalsk aften. Folk taler om kærlighed på et spirituelt niveau. Og de bytter instrumenter på scenen. De står pænt i kø. Og i pausen ryger de en hel masse ting, der ikke er tobak – for det er som bekendt lovligt derovre.
  4. Få en tatovering i Apartment Sea Sound
    Ernesto Barahona har både et flot skæg og en succesfuld karriere som basunist. Og så tatoverer han glade folk i Riverdale, hvor han sammen med Nicemark driver den klassiske kombination af tatovør- og pladestudie.
  5. Get lit til Demand Lucha
    Ja, man behøver hverken kunne lide røg eller mexicansk wrestling for at være med her – men det hjælper måske lidt. Holdet bag Poisonrana tager religiøst til en god omgang kostume-kamp. Spørg Davie Portman og Braden Herrington, om du må tage med – det må du helt sikkert gerne.

Og så de rigtig korte:

  • Bo på Neill Wycikk. Det er billigt og ligger fem minutter fra skolen – der er mange internationale studerende og et hav af aktiviteter.
  • Vælg forårssemester. På den måde har du sommerferie allerede fra engang i april.
  • Gør brug af, at kulturelle aktiviteter er billigere end i Danmark. Teatre, biografer, restauranter, museer, frisører, sportsbarer (og jeg kunne blive ved) giver et indtryk af byen.
  • Uanset hvor lokalt det end må virke, fraråder jeg, du prøver at ryge crack.

I virkeligheden er det for mig ligegyldigt, om du tager til Toronto eller et andet sted. Alene det, du overvejer rejsen, tror jeg, er rigtig sundt.

Har du spørgsmål eller kommentarer – om hvad som helst egentlig – er du meget velkommen til at kontakte mig på 29240@dmjx.dk eller finde mig.

Rasmus Emil Bertelsen.

RMIT Melbourne

Af Line Wiberg, MPL

Mit semester i Melbourne på RMIT University er nu desværre slut, men jeg vil gerne dele mine oplevelser og erfaringer. Jeg håber, det kan hjælpe kommende studerende med at forstå, hvad I kan forvente af Melbourne og RMIT.

Alle muligheder er åbne i Melbourne

En af de ting, der gjorde mit semester i Melbourne på RMIT University helt fantastisk, var byens utrolige energi og de utallige muligheder, den bød på. Melbourne er virkelig en by, der aldrig sover, og der var altid noget at lave, uanset hvilke interesser man havde. Bylivet i Melbourne er pulserende og spændende. Der er utallige caféer, restauranter, barer og natklubber, hvor man kan nyde kulinariske oplevelser og møde mennesker fra hele verden. Især Fitzroy-, Brunswick- og Collingwood-kvartererne var mine favoritsteder at udforske nattelivet og opleve den livlige musikscene.

Det praktiske

Dog skal man også tage med de mange praktiske ting man skal klare inden man tager afsted. Man skal huske at søge visum i god tid da det kan tage op til 8 uger at få. Jeg fik dog min næsten med det samme. Derudover kræves det af RMIT at man får en sundhedsforsikring gennem skolen udover sin egen rejseforsikring.

Boligsituationen kan også være en udfordring i Melbourne, da der er mange der har svært ved at finde noget. Sider som Fairy Floss Real Estate, Flatmates er gode steder at finde bolig. Jeg selv var heldig og bo med to andre danskere, som havde kontakt til en der kunne leje os en lejlighed midt i byen. Økonomisk set skal man også huske at ligge mange penge til siden, da Melbourne er dyr at leve i. Jeg søgte legater gennem Legatbogen.dk for at lette byrden, og det hjalp mig med at finansiere en stor del af opholdet.

Jeg valgte ikke RMIT for deres fag, men de viste sig at være spændende nok alligevel. Jeg havde fagene: Creating a communication business, Foundations of pr, Introduction to advertising og Making media. Jeg må dog indrømme at jeg ikke lærte det store, da niveauet er ret lavt. Det fede er dog at man kan skræddersy sit skema, så jeg endte med kun at skulle møde fysisk i skole to dage om ugen, hvilket gav mig masse a fritid.

Overordnet er jeg dybt taknemmelig for den oplevelse, jeg har haft på RMIT University, og jeg vil aldrig glemme de lærerige øjeblikke og de fantastiske venner, jeg har mødt på min rejse.

Udveksling på University of Amsterdam

Af: Anton Dandanell Nielsen og Emilie Sophie Gotthard Christensen

Ønsker du et udvekslingsophold i en storby fyldt med liv og glade dage, som ikke er aaaalt for langt hjemmefra? Så er Amsterdam destinationen for dig! Byen minder på mange måder om København, men har alligevel en overraskende anderledes kultur, og byder på meget mere end byens ry. Derudover tilbyder Amsterdam flere studiepladser, så vi var heldige at dele oplevelsen med andre MPL’ere samt kommunikations studerende fra Emdrup. Amsterdam er en smuk by fyldt med cykler, kanaler og en masse oplevelser der vedrører alt fra fede klubber og barer til museer, kultur og markeder. 

 

 

Bolig:

Søger du på ’bolig i Amsterdam’, vil du højst sandsynligt læse dig frem til, at det er et helt umuligt marked at bevæge sig ind på. Men! – Universitetet tilbyder studiebolig gennem dem, man skal bare være hurtig til at søge om det. For vores vedkommende, ville vi gerne bo sammen og kastede os derfor ud i selv at søge efter bolig på Facebook og diverse platforme. Det lykkedes os at finde en lejlighed gennem en vens-vens-vens-far (lidt langt ude xD), men her kunne vi bo sammen i en stor og lækker lejlighed, hvor vi blandt andet kunne holde komsammen arrangementer som påskefrokost, samt invitere venner og familie ned på besøg, hvilket har været fantastisk. Dog koster en lejlighed det hvide ud af øjnene i Amsterdam. Vi gav omkring 6800kr/mdr pr. person, og det er heller ikke en urealistisk pris, hvis du fx bare lejer et værelse (privat) gennem Facebook opslag osv. Derfor, hvis du ønsker at bo så billigt som muligt, vil vi anbefale at søge igennem universitetet, men ellers er det ikke HELT umuligt at finde et værelse igennem Facebook, du skal bare væbne dig med tålmodighed og være klar på kompromiser.

 

Nice to know:

Vi vil klart anbefale at blive medlem af grupperne ”Danskere i Amsterdam” og evt. ”Danskere i Holland”. Her deler danskere både en masse tips med hinanden, såsom hvor man kan se landsholdskampen, men man kan også stille alle spørgsmål og få hjælp til bolig og meget andet.

Hvis du er en del af introugen som bliver arrangeret af ESN, er det en fordel at have appen ESN Amsterdam. Her kan du se alle aktiviteter i løbet af ugen, samt hvor og hvornår du skal være til begivenhederne.

Skal du studere på UvA, anbefaler vi også at du downloader appen ’MijnUvA’ og ’Canvas-studerende’. Her kan du se dine fag, skema, karakter, og bare det generelle overblik over alt der har med universitetet at gøre.

Derudover, er der en masse fede museer i Amsterdam som er værd at slå et smut forbi. Blandt andet Van Gogh, Moco, Stedelijk Museum, Anne Frank, Rembrandt og mange flere. Flere af stederne kan du bruge dit pressekort til at komme gratis ind, hvis du har sådan et – og ellers kan man købe et museumskort dernede, som giver adgang til alle museer.

 

Transport: Vi lejede begge en Swapfiets mens vi var afsted. Vi gav omkring 160kr/mdr (alt efter model, m/u kurv osv.). Det er også muligt at købe en cykel, enten på Marketplace eller gennem grupperne som nævnt tidligere, eller ved Waterlooplein som er et marked der både sælger en masse vintage tøj samt kameraer, cykler osv.

 

Til offentlig transport er det en fordel at downloade appen: 9292. Den fungerer fuldstændig ligesom rejseplanen og er nem at navigere i. Skal du med toget til andre byer i Holland er appen: NS, bedre til det formål. Rejser du med offentlig transport i Amsterdam, er det desuden blevet så nemt, at du blot kan bruge dit kreditkort/telefon til at tjekke ind og ud med. Både i sporvogne og toge – det er megasmart! Desuden er det forholdsvis billigt at rejse til andre byer i Holland i løbet af dit ophold. Haag og Rotterdam kan i hvert fald anbefales, og er ikke længere væk end 40 min. i tog.

 

Universitetet: University of Amsterdam

Tiden op til vores udvekslingsophold var ret kaotisk. Processen er egentlig simpel nok, idet UvA har en ansøgningsproces man går igennem, udfylder alt det man nu skal, og ønsker hvilken fakultet du vil ’nomineres’ til. Vi ender begge to med at blive nomineret til fakultetet Social & Behavioural Sciences’, som ikke har noget som helst med hverken MPL eller DMJX at gøre… Vi havde meget kontakt frem og tilbage, men kunne ikke gøre noget for at ændre på udfaldet. Så, NOTER, at du ikke kan tage højde for alle de fag de udbyder på deres hjemmeside. Det afhænger af hvilken faculty du bliver nomineret til, og vær gerne OBS. på det allerede i ansøgningsprocessen, så du kommer på den humanistiske kommunikation og ikke samfundsfaglige. Dog havde vi mulighed for at søge hvad der svarer til 12 ECTS-point uden for fakultetet, så der valgte vi selvfølgelig at søge fag fra ’Faculty of Hummanities’, som er meget mere lig MPL-fag.

 

University of Amsterdam er et universitet, og ikke en professionshøjskole ligesom DMJX. Derfor, skal man være opmærksom på, at niveauet er meget højt, og at der er enormt meget selvstudie. Undervisningen foregår i store læsesale, og et hold er på omkring 400 studerende. Vi gik i gennemsnit i skole 4 timer om ugen, og resten var læselektier, som bestod af akademiske artikler og bøger. Eksamensformen differerer fra fag til fag – og closed-book exams er klart de mest udfordrende, når man kommer fra DMJX (var vi i hvert fald enige om). Her er HvA (den anden skole i Amsterdam) meget mere sammenlignelig med DMJX, hvor man har en klasse med løbende fremlæggelser osv.  

 

Karaktersystemet i Holland er noget anderledes end herhjemme. De har en karakterskala der går fra 0-10, og de beskriver selv karakteren ’10’ som det gamle 13-tal. Altså, umuligt at få. Derfor skal du ikke have de store forventninger til karakter på UvA. Du skal have karakteren 5.5 for at bestå faget – og ellers er det beskrevet i fagbeskrivelsen på det enkelte fag som fremgår af universitetets hjemmeside.

 

Er du interesseret i et udvekslingsophold i Amsterdam, eller føler du at du mangler svar på noget vedrørende universitetet eller opholdet, så er du mere end velkommen til at kontakte os på enten 28127@dmjx.dk (Emilie) eller 28156@dmjx.dk (Anton).

Udveksling på City, University of London

Af Sarah Wittrup Johannessen, journaliststuderende

Da jeg fandt ud af, at jeg havde mulighed for at komme på udveksling på Journalisthøjskolen som en del af enten tredje eller fjerde semester, vidste jeg, at jeg blev nødt til at undersøge, hvor i verden jeg kunne komme hen. I og med jeg er en lille smule tryghedsnarkoman, havde jeg ikke den store trang eller lyst til at komme længere væk fra Danmark end tætliggende lande i Europa. Faktisk ville jeg helst lande, hvor modersproget var engelsk, så jeg ikke skulle til at lære nyt sprog eller famle mig frem på et gebrokkent tysk.

Mit førstevalg blev Dublin, Edinburgh, derefter Cardiff og til sidst London. Jeg havde haft fornøjelsen af at bo i London et par år forinden, så det blev min sidste prioritet. Det endte alligevel med at blive London, og det er jeg så glad for, at det blev, for London er bare den mest fantastiske by i verden (hvis man altså er til storbylivet, og det må jeg indrømme, at jeg er).

Hele ansøgningsprocessen var ret langsommelig, og jeg begyndte først i december at få mails fra universitetet derovre (jeg skulle starte i slut januar), og pludselig havde jeg kun et par dage til at vælge fag. Jeg endte med at vælge tre journalistiske fag: Introduction to Audio and Video Journalism, Feature Writing og til sidst Sports Journalism. Mit fjerde fag blev et sociologisk fag, som hed Leisure, the Body and Deviance.

Jeg vidste, at konsekvensen ved at tage af sted på mit tredje semester, så ville jeg gå glip af TV, Radio og Skrift på DMJX, og derfor valgte jeg at tage Introduction to Audio and Video Journalism som et slags plaster på såret.

Jeg kan virkelig anbefale faget Sports Journalism, da jeg synes, det er vildt fedt, at man kan tune helt ind på sport. Vi fik desuden muligheden for at komme ind at se en fodboldkamp, som vi skulle sidde og skrive om, imens kampen var i gang.

På grund af de lidt sene mails fra universitetet og et forvirrende system, så nåede jeg ikke at få et kollegieværelse, men det var faktisk helt fint, for priserne på kollegieværelser er skyhøje. Generelt er London en dyr by, når det kommer til bolig. Jeg indlogerede mig på Dansk KFUK, hvor der (næsten) udelukkende bor danskere og bestyres af danskere. Dansk KFUK ligger cirka syv eller otte kilometer fra universitetet på cykel, og det går næsten kun ned ad bakke derhen.

Der er et stort fællesskab i London blandt danskere, som næsten ville være for dumt at gå glip af, og Dansk KFUK er et af stederne.

På universitetet er der rig mulighed for at møde mennesker fra hele verden, og fordi mange af dem er unge mennesker fra lande udenfor Europa, måber de og får store øjne, når man fortæller dem, at man faktisk har været i adskillige europæiske lande op til flere gange. Og hvis du nu savner dine favoritbyer eller lande, så er det enormt nemt enten at tage tog eller fly dertil fra London. Og bliver du træt af London, så er der (tæt på at være) uendelig mange byer i Storbritannien, som man inden for få timer kan komme til via tog, bus, fly, samkørsel, whatnot på en weekendtur, eller en midtugetur?

På universitetet kan du være lige så heldig som mig at få undervisning mandag, tirsdag og onsdag, og derfor have en længere fri-uge end en skoleuge ;). Det er jo faktisk genialt, hvis du bare gerne vil fedte rundt i London og lære byen at kende med alle dine nye venner.

Du kunne for eksempel tage på vintageshopping i Brick Lane, gå ture langs Themsen, drikke en masse pints på dine utallige pub crawls rundt omkring i byen, spise lækker mad fra alle verdenshjørner, købe billige bøger, møde alle dine yndlingsskuespillere, se musicals, oplev alle de mange steder, hvor de har filmet Harry Potter, få en masse gratis smagsprøver i Whittard, få den afternoon tea, du altid har drømt om, køre rundt i røde dobbeltdækkerbusser, besøge Notting Hill Bookshop fra den famøse film. Mulighederne er faktisk uendelige.

Tag til London, hvis du godt bare kunne tænke dig at være fremme med fly efter halvanden time. Eller tag da afsted, hvis du ønsker dig at komme af med den trælse danske accent og få en britisk i stedet. Eller rejs da derover, hvis du stadig har den famøse Fish and Chips til gode. Gør det da!

Toronto

Ida Lidsmoes, MPL

Universitetet og fag:

Jeg var på udveksling som MPL’er på Toronto Metropolitan University i Canada.

Jeg har alt i alt haft en rigtig god oplevelse med mit ophold i Canada. Universitetet var rigtig godt til at facilitere at vi som udvekslingsstuderende fra forskellige lande kunne møde hinanden. De satte os sammen i en whatsapp gruppe og så aftalte vi ellers selv at mødes og hænge ud.

De fag jeg havde synes jeg var rigtig gode. Det kan være meget forskelligt alt efter hvilke fag man får, hvor meget læsestof man har. Jeg var der med 2 veninder fra klassen og vi havde nogle af de samme fag men også forskellige. Mine fag var ikke særlig læsetunge men mine veninders var ret heftige nogle gange. Så vær parat på hvad som helst. Jeg havde de fag der hedder:

  • Negotiations and conflict resolution
    • virkelig et godt og meget brugbart fag. Det handlede kun om negotiations og man fik en masse teorier og viden bag forhandliger og hvordan man skal gå til det og hvad man skal forberede inden man går ind til en forhandling. Helt klart et fag jeg ville anbefale.
  • Business of creative medie
    • Meget fint fag. Vi blev delt op i grupper og skulle så finde på en startup virksomhed indefor det kreative felt og gå igennem alle faser af at få det godkendt, søge efter funding, lave en marketingstrategi, lanceringsplan osv. det var et ret fedt fag men også lidt overfladisk og meget det samme som vi havde lært på MPL.
  • Capstone: Film Production
    • Det her var et super interessant fag som jeg vil anbefale alle der vil ind i film og tv industrien. Det var et lecture fag hvor underviseren (som var producer ude fra branchen) fik en gæstelærer ind hver gang. Det var forskellige fagfunktioner inde fra film verdenen. Fx manusforfattere, producere, udviklingsproducer, kuratorer fra filmfestivaller osv. De fortalte så om hvad deres job gik ud på så man kunne tune sig ind på hvad man synes var det mest spændende at lave og få gode fifs til hvordan man skulle gå fremad i sine egne spor.
  • History and culture of popular music
    • Rigtig spændende fag faktisk. Absolut intet læsestof og verdens nemmeste A+. Vi kiggede på billboard charts og snakkede om dem, hvad der trendede i øjeblikket og hvordan historien har påvirket musikindustrien osv. Det er specielt et spændede fag fordi der var rigtig meget fokus på systemic racism i musik industrien og det var (fordi jeg ikke har erfaring med musikindustrien) rigtig spændende at dykke dybere ned i hvordan tingene har været engang og hvordan det stadig er. Musikindustrien er også i gang med en kæmpe omvæltning pga. TikTok der er kommet og disruptet hele industrien og den måde det fungerer på. Det er et virkelig nemt fag og virkelig sjovt (jeg vedhæfter mit final project her så I kan se det – der følger forklaring nederst på eksamensbeskrivelsen).
  • Financial management for creatives
    • Rigtig fedt fag med minimalt læsestof også. Hele faget handlede om at budgettere til forskellige kreative projekter. Hvis man har basis erfaring med Excel eller Google Sheet vil dette være et rigtig nemt fag. Vi skulle til at starte med lære de mest basale ting som ’hvad er en kolonne og hvad er en række’ i google sheets. Så de første par uger for mig var rigtig kedelige, men vi fik også nogle opgaver som var rigtig spændende som fx gik ud på at lægge et helt budget til en reklameproduktion. Fedt fag hvis man er glad for excel arks og gerne vil lære at budgettere. Det var ikke så specifikt til filmproduktioner som jeg måske havde håbet på, men alt i alt et fint fag.

Bolig:

Jeg boede på det kollegie der hedder Neill-Wycik som ligger LIGE ved siden af universitetet. Det er rigtig dejligt fordi det er på den anden side af gaden fra universitetet og det er helt klart det billigste sted man kan finde. For at få plads her skal man tjekke op på hvornår de åbner for venteliste og så skynde sig at melde sig på (helst samme dag). DOG vil jeg sige at dette IKKE er stedet for en der gerne vil bo dejligt og hyggeligt. Man skal ikke forvente at der er særlig rent på værelset når man kommer, og man kan ende ud i (som jeg gjorde) at bo sammen med roomies (jeg havde 4 roomies) der ikke er særlige renlige i køkkenet og der blev derfor VIRKELIG ulækkert. Hvis man er på stramt budget er dette helt klart stedet at bo, men vær dog opmærksom på at man ikke skal forvente det mest renlige sted at bo.

Det var dog et stort plus at man var helt tæt på centrum af byen så der ikke var langt til noget som helst.

Byen:

Om selve byen Toronto vil jeg faktisk sige at jeg ikke var helt imponeret. Dette er dog en MEGET personlig og individuel ting men jeg tror ikke lige det var byen for mig. Jeg er typen der virkelig elsker København og de gamle bygninger og arkitektur. Toronto for mig, virkede bare lidt mere som et stort ”financial district”. Dvs. høje bygninger, nybyg overalt og ikke særlig mange mennesker på gaden osv. De har noget de kalder ”patio season”. Det vil sige at der nærmest ikke er noget udendørs servering før midt-slut april og det savnede jeg rigtig meget.

Jeg har dog hørt fra rigtig mange der har været der at de har været rigtig glade for Toronto. Så det er meget individuelt og derfor så er det ikke sikkert at min vurdering her, passer på lige præcis dig.

Beskrivelse af eksamen i musik fag:

Jeg har vedhæftet en PDF med mit final project hvor vi egentlig bare skulle formidle noget information vi har lært i faget, på en anderledes måde end tekst. Det kunne være ethvert format, en film, en podcast, eller hvad audiovisuelle medie man lige tænkte var fedt. Jeg valgte at lave en serie at memes for at formidle den ’foragelse’ jeg har omkring race i musik og hvordan det ofte bliver ignoreret. Jeg valgte memes fordi det er en af de måder vi unge bruger mest på at kommunikere på og det skaber et humoristisk twist hvor det samtidig formidler den helt vilde tendens der stadig er, til at ’ignorere’ de forskellige racers bidgrag til musikkens udvikling. Jeg valgte en instagram som allerede eksisterer som ’skabelon’ og lavede så selv memes og skrev selv caption til opslagene og fik meget ros for dette. Det er bare for at illustrere hvor ’nemt’ og hyggeligt et fag det er.

Amsterdam University of Applied Sciences

Af: Stefan Napoleon Philip Smidth, Medieproduktion og Ledelse

Introduktion

Jeg vil starte med at henvise til Anna og Emmas klumme om at være på udveksling i Amsterdam, hvis du leder efter en velskrevet og grundig guide med gode tricks og tips til opholdet og skolegangen. Jeg studerede Global Trendwatching, med de to skønne piger, på Hogeschool van Amsterdam. De studerer til dagligt på Kommunikation på DMJX og jeg studerer MPL. Jeg vidste godt at vi alle tre skulle starte på samme skole i Amsterdam, men jeg var sikker på at de to piger ville læse på journalistlinjen på højskolen, så jeg blev oprigtigt overrasket og glad for at de to kom spadserende ind i klasselokalet på første skoledag. Det var oprindeligt meningen at de skulle have gået på journalistlinjen, men de valgte at skifte til Global Trendwatching, da de ligesom jeg syntes at dette forløb virkede mere overkommeligt. Jeg var i tvivl om hvilket forløb jeg skulle vælge på højskolen, Journalistlinjen er et meget intenst forløb, men et forløb der ville kunne åbne døre ind til den journalistiske verden. Mine tanker om det er at det altid er godt at have så mange åbne døre som muligt, når det kommer til jobmuligheder i fremtiden. Jeg endte med at vælge Global Trendwatching da dette forløb på papiret mindede om Innovation X fra DMJX men med et udsyn på fremtiden. Jeg valgte også Global Trendwatching da denne minor ligger under kreativ business, og jeg havde lyst til lærer flere kreative processer og tekniker at kende.

Global Trendwatching / en kreativ uddannelse

Det skal siges at GT-linjen bliver nedlagt og vi var den sidste årgang som fik fornøjelsen af at gå på den, men fortvivl ikke, der bliver oprette linjer som minder om den bl.a. en linje der hedder noget a la Future designs.

Alle fagene under GT ligger op til at arbejde og tænke kreativ, fælles for fagene er at de har fokus på at finde og analyserer signaler, (signaler i samfundet der peger i retningen af en forandring af den ene eller anden art) analyserne fra signalerne bruges på forskellige måder til at forudse fremtidsscenarier og til at finde ud af hvilke innovationer som vil være de bedste løsninger på fremtidens problemer.

Vi havde et fag der hed Trend Future Scenarios, i dette fag var eksamen at vi skulle ende med at skrive en kreativ historie, hvor vi placerede os selv 10 år ude i fremtiden, og beskrev hvordan verden så ud på dette tidspunkt. Før vi kunne skrive historien, skulle vi lave en researche opgave, hvor vi undersøgte hvilken mad menneskeligheden skulle leve af i fremtiden.

Vi havde også et fag der hed Trend Lab som var delt op i to, Trend Lab1 og Trend Lab 2.

Dette fag var mit yndlingsfag, faget pressede os på vores evner til at tænke kreativt og holde tungen lige i munden. Faget fungerede på den måde at vores underviser gav os Kulturel-Probes (google det : ) som vi skulle udføre inden hver undervisningstime, hver probe førte os til et resultat som vi så skulle bruge til at udfører næste probe. Som studerende havde vi aldrig det fulde overblik over hvad vi lavede og hvor disse probes ville tage os hen. Det var først i sidste step af processen, at vi forstod grunden til disse forskellige probes, i Trend Lab 1 var slut produktet et klistermærke og i Trend Lab 2 et Zine som skulle printes på en Riso printer (google). Da jeg elsker at nørde med visuelle produkter, endte jeg med at bruge ret meget tid sammen med Riso-printeren og printe mine egne illustrationer. Skolen som er kæmpestor og spredt ud over flere bygninger, har en afdeling der hedder Makers-Lab, her er der mulighed for at lege med alle mulig sjove maskiner i sin fritid.

Afrunding

Alt i alt har skolen og Amsterdam behandlet mig yderst godt. Jeg kan varmt anbefale at flytte til Amsterdam, Byen er virkelig smuk i foråret og om sommeren, og byens gamle arkitektur er svært charmerende. Jeg cyklede forskellige ruter til og fra skole, og i det skarpe hollandske lys kan det tit føles som om, at man bevæger sig rundt i en filmkulisse fra en tidligere tid.

Her kommer lige et par hurtige:

Lej cykel. Hollænderne er super høflige og gode til engelsk. Deres madkultur minder om den danske, så prøv mad fra Surinam, det er billigt og lækkert. Når det regner i Holland, så regner det meget og hvis det ikke regner, så blæser det, lige indtil det bliver sommer. Amsterdam er en musik by, jeg kan anbefale at tage ind og hører alternative musik koncerter på en af byens mange små koncert-steder. Hvis du kan lide Lp’er har Amsterdam nogle af Europas bedste pladebutikker. 

Har du spørgsmål så henved dig til Anna og Emma 😉 du må selvfølgelig også gerne sende mig en mail på snps@mail.com

CEU San Pablo Madrid

Anna Cecilie Sander Bie Andersen, MPL

Bolig:

Jeg fandt min bolig gennem facebook siden ”Danskere i Madrid”, her søgte to danske piger en roomie. Jeg boede rigtig centralt lige ved Plaza Mayor og 30 minutter i offentlig transport fra universitetet. Jeg ved mange andre fandt bolig gennem Helphousing, og var fint tilfredse med dette. I disse lejligheder skal man bo med enormt mange andre, så det var jeg personligt glad for ikke at ende ud i. Områder jeg kan anbefale at bo i: La Latina, Lavapies, Malasaña.

Fag:

Political and Cultural Thought:

Dejligt hyggeligt fag, et fag hvor der ikke bliver stillet særlig mange krav til dig og læreren er sød. Dog med en lidt kraftig accent. Han underviste i forskellige politiske teorier fra filosofer som Platon, Locke, Hobbes osv. Her stillede han også spørgsmålstegn ved dem.

Audiovisuel Journalism:

Dette fag bestod af to lærer + både workshop og teori. Her brugte man rigtig meget energi og mange timer + der blev forventet meget af dig inden du kom til time. I faget lavede vi nyhedsudsendelser og radioudsendelser. Jeg ville ikke anbefale dette fag, læreren Sara Ruiz Gomez er rigtig sød(hende skal man skrive til hvis man har de mindste problemer ift skolen), men de ting vi lærte her, var meget modsat af hvad jeg var blevet lært på DMJX. Der var meget fokus på praksis i Spanien eller Stor Britannien. + man brugte rigtig meget energi på faget udenfor skoletid og kunne næsten ikke have fravær. ( ja der er stram fraværsordning på CEU).

Communication and Culture:

Et hyggefag uden krav.

International Relations:

Dette fag var mit favorit fag. Læreren var rigtig dygtig og det var nogle spændende diskussioner vi havde i klassen. Her føler jeg at jeg har lært meget, som jeg kan bruge i praksis.

Spansk:

Jeg havde A2 niveau og det var helt fint ift. mine glemte kompetencer fra gymnasiet. Jeg ville måske hellere have valgt et andet fag nu, da jeg engenlig lærte mere sprog ved bare at bo i Madrid.

Generelt om CEU San Pablo:

Jeg synes skolen var rigtig fin, med gode tilvalg som gratis Padel timer, pilates, flere klubber (mountain club, wine club, osv…) Billig kantine og dejlige omgivelser og undervisere. Når det er sagt er niveauet meget lavt også den måde de eksaminerede os og underviste os på.

Madrid:

Jeg havde aldrig været i Madrid før jeg tog på udveksling, men hvor er det en fantastisk by. Den er multikulturel og med alle mulige fede ting at lave. De fineste museer, caféer, parker, restauranter, bygninger og mennesker. Det er billigt og nemt at komme rundt, 8 euro for alt offentligt transport i 31 dage, hvilket også galt timer ud af selve byen. Derudover er tog, busser og fly også bare billigt og nemt til andre steder i Spanien. Jeg vil virkelig anbefale at vælge byen som sted for dit udvekslingsophold. Hav lidt spanske gloser i baglommen og et åbent sind, så skal du nok komme langt.

Klumme om ophold på University of Limerick

Line Kildgaard, Kommunikationsuddannelsen

I foråret 2023 tog jeg til Irland for at fuldføre mit 5. semester på Kommunikationsuddannelsen på University of Limerick. Kort sagt har det været en fuldstændig vanvittig oplevelse på den der virkelig geniale livsændrende måde. Irland er et berigende land med hjertevarme mennesker, og University of Limerick er et godt bud på den amerikanske collegedrøm udlevet i Europa.

Campus og det sociale udbytte

Når jeg nævner collegedrømmen, er det fordi universitetets campus byder på fire fakulteter, Kemmy Business School, en stor sports arena, cafeer, butikker, den ikoniske Stabels bar, intet mindre end 75 clubs og societies og selvfølgelig en shop fyldt med merch. Starten af semestret bød på en spændende introuge for de ikke mindre end 500 internationale studerende.
I gåafstand til fakulteterne ligger fem studiebyer. Jeg boede i Kilmurry village, hvor jeg delte et hus med fem skønne europæiske kvinder. Jeg vil klart anbefale at søge et værelse i en af byerne. Jeg oplevede et virkelig godt fællesskab i mit hus og på tværs af husene i min by. Tilknyttet byen er et vaskeri, en reception og et samlingssted. Receptionen arrangerede løbende hyggelige tiltag og var altid klar med en hjælpende hånd.
På universitetet findes også et Student Life center, der i løbet af semestret arrangerer events, koncerter og endags-turer rundt omkring i Irland. Jeg ville anbefale at deltage, det er en virkelig god måde at møde andre udvekslingsstuderende på. Det gælder også om at få meldt sig ind i et par clubs og societies, her er der en god blanding af irske og internationale studerende. Jeg var utrolig glad for The Outdoor Pursuits Club, der arrangerede ugentlige klatrings timer på campus og vandreturer i hele Irland.

Jeg må også nævne den ugentlige fredagsbar på campusbaren Stabels. Det er udelukkende internationale studerende, der i klumper fra før-festerne bevæger sig mod dansegulvet. Udover fredagsbaren er der rig mulighed for at ramme Limericks barer og klubber resten af ugen.

Midt i det eventyr, det er at være udvekslingsstuderende, er det uundgåeligt at der kastes nyt lys over de fælles udfordringer, vi står overfor i verden. På tværs af nationaliteter, fagligheder og kulturer har jeg fået nye fantastiske perspektiver og indsigter. Det har også været utrolig spændende at dele ud af de danske traditioner, gloser og prale lidt med vores overdådige velfærdssystem.

Det faglige indhold

Jeg havde i alt fem fag til hver 6 ECTS-point. Jeg tog tre fag på universitetet og to fag på Kemmy Business School. Jeg vil lige understrege at de to skoler ligger på samme campus og hænger sammen under University of Limerick. Fagene består ofte af en kombination af klassiske forelæsninger, praktiske laboratorier eller tutorials, der åbner for en samtale om det faglige med andre elever og ens lærer. Det faglige niveau på universitet er lavere end på DMJX, og jeg må indrømme, at jeg ikke har taget meget viden med derfra. Niveauet på Kemmy Business School er højere og lektionerne bedre. Jeg vil klart anbefale at tage 2-3 fag her.

På universitetet havde jeg fagene Magazine Journalism and Advanced Layout Design, Social Media and Society og Content Development and Information Management. Jeg vil ikke anbefale sidstnævnte fag.

På Kemmy Business School havde jeg fagene Business Consulting og Marketing (non business). Marketingfaget var fuldstændig eminent. Jeg har fået et utrolig stort fagligt udbytte, og jeg vil varmt anbefale faget samt et hvert fag med min lektor Dr. Christina O´Connor.

Limerick og alt det praktiske

Umiddelbart kunne man fristes til at vælge Dublin, hvis man gerne vil på udveksling i Irland. Jeg er utrolig glad for, at jeg ikke endte i Dublin – den by skal du nok få set. Jeg nød det store campus i Limerick og livet, der hører med sådan et stort universitet. Det var ret magisk at alle mine venner boede samme sted som mig og ikke var spredt ud over en hel by. Vi festede, handlede, gik ture og dasede de samme steder. Jeg nød også den smukke natur, der er en del af campus og omegnen. Det er et kæmpe plus for, hvis der er noget Irland kan, så er det at betage en med dets storslåede grønne farver, rå klipper og bløde bjerge.

Samarbejdet med University of Limerick har været helt fantastisk. Universitetets Erasmus koordinatorer har været punktlige, hjælpsomme og engagerede i mit ophold. Jeg kan ikke sætte en finger på det praktiske ift. godkendelser, bolig, introuge, valg af fag, certifikater ect. Jeg har altid følt mig tryg og i gode hænder før, under og efter mit ophold.

Få købt dig et par vandrestøvler, der når op om anklerne, det er vigtigere, end du tror. Skaf dig en adapter, vær beredt på at opleve fire sæsoners vejr på en dag og husk at tage lakrids med til dine nye venner.

Jeg har kun de kærligste anbefalinger til Irland og University of Limerick. Det er en kæmpe kliche, ment på den mest taknemmelig måde må jeg sige, at jeg ikke er vendt hjem som den samme.


Udveksling på Toronto Metropolitan University (TMU), Canada

Af Selma Paludan, journaliststuderende

I foråret 2023 valgte jeg at tage på udveksling på Toronto Metropolitan University, da jeg havde lyst til at udfordre mig selv, få nye oplevelser og præge et semester af min uddannelse mod en mere akademisk retning. TMU og universitets store fagudbud appellerende stærkt til mig, og samtidig ønskede jeg at opleve Canadas diverse kultur, storbyliv og vilde natur. Min beslutning om at tage på udveksling og lige netop til Toronto fortryder jeg på ingen måde!

Der er enormt mange skridt i en udveklingsproces og et af dem er at finde bolig. Toronto er en dyr by at bo i, og der er generelt stor konkurrence blandt de mange boligsøgende. Derfor er mit bedste råd til dig at være ude i god tid og tidligt i forløbet gøre dig tanker om, hvordan du ønsker at bo. De fleste vælger at bo på enten kollegier eller fremleje et værelse hos lokale canadiere. Tartu og Neill Wycik er de to mest populære kollegier for studerende på TMU, og de er begge fine, billigere alternativer til at fremleje et værelse. Det er dog vigtigt at være opmærksomhed på, at den lavere pris på kollegieværelserne afspejler både kvaliteten og renligheden af dem.

Jeg var selv tidligt i processen bevidst om, at jeg ønskede at bo med lokale canadierne for at få den mest autentiske oplevelse. Jeg brugte diverse Facebook- og Instagram sider i min søgen og endte op med at fremleje et værelse hos to søde canadiske kvinder. De endte med at have en kæmpe positiv indvirkning på mit ophold, da både de og deres egne venner med tiden også blev mine. De var helt fantastiske, og jeg kan ikke være mere tilfreds med min beslutning om at bo med lokale. Når man vælger at fremleje udenom et kollegie, er der dog visse forholdsregler, man skal tage sig for at undgå at blive snydt. Grundet den store boligmangel er der en del, som udlejer falske værelser, så sørg for at få en kontrakt fra din udlejer, og se værelset gennem et Facetime- eller Zoom-opkald. Du kan selvfølgelig aldrig vide dig 100% sikker, men gør forsøget og følg din mavefornemmelse undervejs. Min husleje var på ca. 5250 kr. om måneden, hvilket er forholdsvist billigt for en central beliggenhed i Toronto. Der er mange hyggelige områder at bo i, men generelt vil jeg anbefale dig King West, Ossington, Little Italy, Little Portugal, The Annex og Kensington Market. Søg væk fra Downtown og området omkring campus, da det er meget turistet og ucharmerende. 

Et andet skridt i processen er at vælge fag. Det var for mig en ganske kaotisk proces, hvor fagudbuddet konstant ændrede sig, og hvor det var svært at overskue, hvilke fag, som jeg reelt kunne tage, når det kom til stykket. Det resulterede i, at jeg brugte de første to uger af mit ophold på at prøve en masse forskellige fag af og have enormt meget kontakt med TMU’s faglige koordinator. Det er vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at du ikke kan regne med at få de fag, du ønsker, selvom de står på universitets hjemmeside. Mange fag vil ikke blive udbudt på netop dit semester, og samtidig vil de udbudte fag lynhurtigt blive fyldt op. Når det er sagt, så slå koldt vandt i blodet gennem processen. TMU er enormt lydhøre og hjælpsomme overfor at forsøge placere dig på de fag, du ønsker og endda gøre undtagelser, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Jeg fik ikke alle de fag, jeg havde set mig for øje, da jeg først søgte om udveksling på TMU, men endte ud med at være meget tilfreds med mit skema og faglige læringsudbytte. Jeg havde følgende fem fag:

Trans Studies and Communication – CMN 230

Diversity in Creative Industries – CRI 760

Photojournalism – JRN 215

History and Culture of Popular Music – RTA 905

Sex, Gender Identities, and Sexualities – SOC 633

Fælles for alle undervisere er, at de alle er meget passionerede om deres fag, hvilket tydeligt smitter af på undervisningen. Særligt var jeg glade for fagene SOC 633, JRN 215 og CRI 760, og jeg kan varmt anbefale dem og særligt Miranda Campbell og Alan Sears som undervisere. TMU har et stort workload i langt de fleste fag, og det forventes af dig som studerende, at du er aktiv, hvilket indebærer en stor læsemængde og ofte ugentlige afleveringer. Gør dig selv en tjeneste, og vælg mindst et praktisk fag. Jeg var selv enormt glad for at have fotojournalistik som et praktisk fag, der stod i kontrast til det ellers udelukkende akademiske indhold.

Mine bedste råd til dig, som overvejer udveksling på TMU:

  • Rejs ud! Semestrene på TMU er meget korte, og jeg fik selv sommerferie allerede i midt april. Brug tiden efter dit semester eller under dit Spring break/Fall Break på at rejse. Canada er et kæmpe land med utallige muligheder, men der er også rig mulighed for forholdsvist billigt at rejse til Mexico eller dele af USA.

  • Brug byen! Toronto er en enormt spændende og dejlig by, når man først kommer under overfladen på dens meget finansielle og kolde udtryk, så husk at brug den under dit ophold. Særligt er der utallige madoplevelser med autentisk mad fra hele verden grundet byens store etniske diversitet, som jeg virkelig vil anbefale dig at udforske og bruge penge på.

  • Opsøg de lokale! Canadierne er enormt velkomne og gæstfrie, og de vil meget gerne inkludere dig, så opsøg dem gennem dit ophold enten gennem din boligsøgning eller begivenheder undervejs i dit ophold. Mit ophold vil på ingen måde have været det samme uden de canadiske venner, jeg fik og de oplevelser, som de gav mig.

  • Husk at slappe af og nyde det! TMU’s store arbejdsmængde kan virke altopslugende, hvis du udelukkende higer efter A+-karakterer, men husk, at det er, hvad du gør det til. Vælg fag, som oprigtigt interesserer dig, så det også er en givende oplevelse at engagere dig fagligt, men husk, at et udvekslingsophold i mindst lige så høj grad handler om den læring og de oplevelser, som du tilegner dig socialt og i din fritid. 

  • Skriv til DMJX, og få dem til at sætte dig i kontakt med andre DMJX’ere, som også skal afsted til TMU! Vi var i alt fem DMJX’ere fra Aarhus og København, som skulle afsted til TMU i foråret 2023, og vi fik igennem skolen kontakt til hinanden allerede inden afrejse. Det var enormt rart at kunne bruge hinanden undervejs, og det gav ligeledes en tryghed at have hinanden særligt i den første tid.

Jeg er ekstremt glad for min beslutning om at tage afsted, og jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme. Du er velkommen til at kontakte mig om stort og småt på 29177@dmjx.dk eller på 20584919

Udveksling på American University of Beirut

Af Mathilde Lindberg Faurby, journaliststuderende

“Åh nej,” udbrød min mor, da jeg fortalte hende, at jeg havde besluttet mig for at tage på udveksling i Libanons hovedstad, Beirut. Og jeg bebrejder hende ikke. Nyhedsdækningen af Mellemøsten kan hurtigt give indtryk af, at Mellemøsten kun består af krig og konflikt. Et udvekslingsophold i Libanon giver dig heldigvis et indblik i, at det også er meget mere end det. Midt i en uoverskuelig og håbløs økonomisk krise er Libanon landet med den sødeste befolkning og den flotteste natur, jeg nogensinde har oplevet.

Med en størrelse svarende til en tredjedel af Jylland har du rig mulighed for at få udforsket hele landet i løbet af semestret – og husk at gøre det. Man går glip af mange kopper te hos gæstfrie familier og indsigter i landets interne og eksterne konflikter, hvis man bliver i hovedstaden. Med skiløjper i bjergene, oceaner af vandreture og solrige sandstrande er der nok at give sig til i weekenden. Allermest holdt jeg af at leje en bil og køre op i bjergene til små landsbyer, som man aldrig før havde hørt om, men som bød på landets mest gæstfrie mennesker og bedste mad.

Selvom ansøgningsprocessen blev overskygget af et ophold, der gjorde den det værd, så synes jeg alligevel ikke, at DMJX får understreget nok, hvor krævende processen er og hvor alene man er med den. Selvom DMJX udbyder partneruniversiteter, så er man udelukkende selv ansvarlig for at finde hoved og hale i udfyldningsskema, medical records, deadlines og kommunikation med modtager-universitetet. Desuden var det enormt svært at få de fag, som jeg havde fået forhåndsgodkendt hjemmefra, da de enten var fyldt op eller slet ikke var blevet oprettet. Her viste American University of Beirut sig fra sin bureaukratiske side, da jeg i to uger blev sendt frem og tilbage mellem skolens kontorer for at tigge og bede om at få nok relevante fag. Jeg håber virkelig, at dette system kan gøres smartere i fremtiden.

En storslået campus der rummer tennisbane, museum, restauranter og et fitnesscenter danner ramme om American University of Beirut. Universitetets grønne arealer og primært meget privilegerede studerende står i stor kontrast til den hektiske trafik og slående fattigdom på den anden side af murene. Det var en enorm stor oplevelse at studere på et så anerkendt og storslået universitet. Man skal dog vide, at campus og dets studerende ikke danner et repræsentativt billede af Libanon og dets indbyggere.

Det var en stor omvæltning at gå fra DMJX’s praktiske tilgang til AUB’s akademiske. Det tog mig en måneds tid at vænne mig til den tunge arbejdsbyrde og store læsemængde, men jeg oplevede også, at jeg med tiden blev bedre og bedre til at navigere i engelske akademiske tekster. Man skal være indstillet på, at AUB ikke er universitetet, hvor man dygtiggøre sig inden for journalistikken. Jeg tog et journalistisk fag kaldet “Advanced Reporting and

Writing,” og det kan jeg ikke anbefale. Mit råd er at holde sig til politiske og historiske fag om Mellemøsten, som giver en god forståelse for det land og den region, man befinder sig i. Jeg kan særligt anbefale Jamil Mouawads fag “Politics in Lebanon,” som får mere og mere af landet til at give mening efter hver undervisningstime. Selvom mit udvekslingsophold i Libanon blev et semester uden undervisning i journalistik, så har jeg aldrig snakket med så mange forskellige mennesker på et halvt år, som jeg gjorde i Libanon. Landet rummer så mange forskellige etniciteter, sociale klasser samt religiøse og politiske overbevisninger, at man bliver god til at stille spørgsmål og snakke med alle slags mennesker.

Hvis du har spørgsmål til fag, bolig, by eller noget helt fjerde er du mere end velkommen til at kontakte mig på 29208@dmjx.dk.

Fjerde semester på LAU, Beirut – F23

Af Signe Lægsgaard, fotojournalistik

Udveksling som fotojournalist på 4. semester
Før jeg fortæller om min udvekslingsoplevelse i Libanon, vil jeg komme ind på udveksling som fotojournaliststuderende i det hele taget. Hvis du spørger mig, om jeg vil anbefale at tage på udveksling som fotojournalist, så er svaret helt sikkert ja. Men for mig var det ikke en nem beslutning at tage afsted, fordi studieordningen ser ud, som den gør lige nu. Udvekslingen foregår på 4. semester, som pt. også er semestret, hvor der bliver lavet emnereportage og praktiksøgning hjemme på DMJX. Personligt var jeg den eneste i min klasse, der ikke fik en praktikplads, og mens det selvfølgelig kan have mange forskellige årsager, hørte jeg fra samtlige praktiksteder bagefter, at det havde haft en negativ indflydelse at mine samtaler var online, mens alle mine studiekammerater var til samtale fysisk. Jeg blev overrasket over, at det fik en betydning for min praktiksøgning at jeg sad i Beirut, og vil derfor bringe videre, at det kan have en indflydelse – selvom det selvfølgelig ikke vil være tilfældet for alle. Når det så er sagt, så fortryder jeg på ingen måde at jeg tog afsted.

Udveksling i Libanon
For hvis du har besluttet dig for at tage på udveksling, er Libanon et af de mest særlige, lærerige og smukke steder, du kan tage hen. Som flere andre skriver, er Libanon særligt fordi du bliver mødt af så mange kontraster i så småt et land. Mellemøsten møder Vesten, ekstrem overflod møder ekstrem fattigdom, og politisk set er landet så kaotisk, at det fra et dansk synspunkt grænser til det absurde. Beirut er, når man har vænnet sig til luftforureningen og den støjende trafik, en virkelig smuk by, som man aldrig bliver færdig med at udforske. Jeg forelskede mig i de farverige grønthandlerbutikker, i restauranterne med libanesisk på menuen og alt for høj live-musik i højtalerne, i det livlige Gemmayze og autentiske Bourj Hammoud. Nattelivet havde virkelig meget at byde på, og jeg havde mulighed for (og råd til) at tage meget mere på klub og til koncerter, end jeg gjorde hjemme i Danmark. I det hele taget havde jeg råd til meget mere end de fleste libanesere, og min udvekslingsoplevelse har i høj grad gjort mig bevidst om mit eget privilegie. Der mange, der tigger på gaden pga. den økonomiske krise i Libanon og pga. krigen i Syrien, og personligt synes jeg det var hårdt, men også vigtigt, at blive konfronteret med hver dag. I det hele taget kan det være overvældende at gå på gaderne i Beirut som turist, fordi man får meget opmærksomhed. I de fleste tilfælde fører det dog kun til gode oplevelser: Libaneserne er det mest åbne og gæstfri folk, jeg nogensinde har mødt, og jeg er ofte blevet inviteret på te eller et måltid mad af fremmede. Der er virkelig god mulighed for at lære lokalbefolkningen at kende.

Lebanese American University
Når jeg ser tilbage på mit semester på LAU, er det ikke mine fag, der gjorde et stort indtryk, men det netværk, jeg fik foræret der: mine relationer til andre udvekslingsstuderende og libanesiske klassekammerater. Der er en virkelig god tutor-ordning på LAU, så man føler sig velkommen fra starten. Måske havde det faglige gjort et større indtryk, hvis jeg havde fået de fag, jeg oprindeligt havde valgt – men der er mangel på undervisere på LAU, så ingen af dem blev oprettet. Det betød, at jeg faktisk ikke havde nogen fag, der relaterede sig direkte til fotojournalistik, så mit faglige udbytte har ikke været stort. Jeg havde alligevel to fag, som jeg var glad for: ’Life Writing’ og ’Lebanese Dialect’. Derudover havde jeg ’Studio Photography’, ’Landscape Photography’ og ’Cultural Studies III’.

Tag på roadtrips!
At der ikke er fotojournalistiske fag på LAU behøver overhovedet ikke at stoppe dig i at lave historier/projekter i Libanon. Der er mange spændende personer at møde og steder at se både i Beirut og udenfor. Prioritér at tage på ture ud af Beirut weekenderne! Libanon er småt, så du kan næsten nå at opleve det hele på et halvt år. Og hvis du har lyst og overskud, så lav nogle historier i din fritid – universitetet og lektier kan virke overvældende i starten, men så længe du møder op til undervisningen, er det er generelt ikke vildt svært at få gode karakterer på LAU, så lad være med at bekymre dig for meget om det. Få så meget ud af Libanon, som du kan! Hvis du vil vide, hvor du får den sjoveste aften i byen, oplever de smukkeste naturområder eller finder de små, hyggelige kroge i Beirut, så er min linje åben på facebook, insta og 28422@dmjx.dk. Jeg vil også meget gerne hjælpe med en mere detaljeret beskrivelse af mit ophold og mine fag, hvis du er i tvivl om du vil afsted. De praktiske spørgsmål vedr. ansøgningsproceduren må du hellere spørge International afdeling om – jeg aner ikke, hvordan jeg kom igennem papirarbejdet, men de er gode til at hjælpe derinde, så det skal nok gå for dig også.

Min tid på Tel Aviv University!!!

Af Lærke Kobberup, journaliststuderende

Jeg kan simpelthen ikke anbefale den her by nok. Jeg var i starten lettere nervøs ved at være så langt hjemmefra, men dette sted overbeviste mig hurtigt om, at det klart var det rigtige valg. Den udadvendte attitude fra alle jeg mødte og den varme og hurtige kultur, fik mig til at blive tryllebundet af dette sted.

Nu skal jeg dog ikke misforstås. Israel er et kompliceret land, og jeg havde mine egne moralske komplekser med at være en del af dette samfund. Men for mig er det vildt spændende at få lov til at opleve et land, som så mange har så svært ved at forstå. Jeg er stadig ikke sikker på at jeg forstår landet fuldstændig, men det indblik jeg fik ved at bo der i 5 måneder, hjalp mig helt klart på vej.

Så, selve undervisningen kommer til at ramme en lige i ansigtet, når man kommer. Grundet omregningen skal man som DMJX tage 2-3 fag mere end alle andre udvekslingsstuderende, og det kan godt virke meget hårdt i starten. Jeg var meget frustreret, men når man fandt ud af, hvilke fag der var de vigtigste for én, blev det gevaldigt nemmere. Jeg vil sige, at det ikke er super svært at bestå fagene, og da man ikke tager sine karakterer med hjem, kan man vælge at fokusere på de fag der giver mest mening for én, og så bare dukke op til de andre.

De tilbyder ikke særlig mange journalistiske fag, men de tilbyder en masse om historie, politik og religion i landet. I starten var jeg træt af dette, men jeg må indrømme, at jeg nu virkelig sætter pris på, hvor meget jeg lærte om dette land og dets kultur mens jeg var der. Dette havde jeg aldrig fået lært, hvis ikke jeg havde været nødt til at tage disse fag. Desuden supplerede jeg det med et “creative non-fiction” skrivekursus. Dette kursus er fantastisk, og det lærer virkelig en at få sine omgivelser med, når man skriver,

Jeg boede personligt ikke på kollegie, og jeg hører både godt og dårligt om det. Jeg kender folk, som fandt deres bedste venner der, men det er dog ret langt væk fra selve Tel Aviv by. Jeg boede i bydelen Jaffa. Jaffa er mit yndlingsområde i Tel Aviv, og jeg vil på det kraftigste anbefale at finde et sted at bo enten der eller i området “Florentine”. Jeg selv købte en cykel og cyklede til uni hver dag. Busserne er dog også billige, så det er klart også en mulighed.

For at opsummere: Tel Aviv er en unik mulighed for at opleve en kultur som er meget svær at forstå, og møde et folk som på trods af forestillinger er meget åbne og imødekommende. Jeg fik desuden også muligheden for at rejse til både Jordan og Sinai, hvilket jeg også vil anbefale, nu når man er i området. Hov, ja og Vestbredden selvfølgelig! Ramallah er et must.