Skal du på udveksling? Ja.

Det er en unik mulighed, du har netop nu, for nemt at bosætte dig i en næsten valgfri by og ovenikøbet have beskæftigelse. Så ja, det mener jeg, du bør. Skal du på udveksling i Toronto? Det er så en hel del sværere at svare på.

Toronto.

Af Rasmus Emil Bertelsen, Journaliststuderende 3. sem.

Canada – et Skandinavien i Nordamerika

Oh, Canada. Landet, hvor alt er godt og rart, og hvor folk siger ”take care, eh”, hvis man spørger dem, i hvilken retning man finder Scotiabank Arena. Et land, hvor gaderne flyder med mælk (også dairy-free) og ahornsirup, og hvor alles bedste ven hedder Tim Horton. Desuden er sundhedssektoren så glimrende, det er svært at forstå, at vores strejkende sygeplejersker sidste år ikke gik hele vejen til landet af gæs og ishockey. 

Ja, sådan var min opfattelse, inden jeg boede der.

Også inden jeg boede der, fortalte en bekendt canadier mig ”You’re not going to Canada. You’re going to Toronto”.

Efter femten minutter i byen så jeg en hjemløs kvinde ryge crack – og sådan startede mit forhold til byen, der fra januar til april var mit hjem.

Torontos herberg er fyldte, og når det sner, bliver byparkernes teltlejre blot endnu mere iøjnefaldende. Dundas Square er hjemsted for mange mennesker, der ikke rummes af systemet. I bybilledet ser man ikke mange tiggere, men en uhyggelig mængde mennesker, der ligger spredt ud over byen. Uge efter uge, måned efter måned, nærmest som på faste pladser.

Skadestuerne har så lange ventetider om aftenen, det ikke er ualmindeligt, at folk bander voldsomt af den lille bemanding, når de til sidst opgiver behandling og ender med at gå hjem igen.

Så … skal man holde sig væk?

Nej, for udvekslingsdestinationer er ikke enten gode eller dårlige. Storbyer er sammensatte, og Toronto er ingen eventyrby. Alting er samlet på ét sted. Kælenavnet The most multicultural city in the world er ikke for ingenting. Og netop dét gør byen interessant. Man får mulighed for at opleve hele verden – midt i en storby. Både på godt og ondt.

Allan Gardens under snestorm.

Hvad er dine overvejelser for valg af destination?

Det betød meget for mig, at min destination var engelsktalende. Så kunne jeg nemt begå mig lokalt. Det hjalp heller ikke med skræmmehistorier fra et universitet i Hong Kong, hvor undervisningen foregik på et sprog, der teknisk set er engelsk. At danskere ikke kunne forstå to sammenhængende sætninger af en forelæsning, ja, det er jo så de studerendes eget problem.

På engelsk kunne jeg med lethed kommunikere med både befolkningen, kilder, skolen, lærere og medstuderende. Det var derfor en sund overvejelse.

Desuden valgte jeg udveksling på 3. semester, da jeg forventede en travlhed, der ville komme til at gå ud over min praktikansøgning. Man kunne dog (med mit skema) snildt have balanceret de to ting samtidig.

Toronto Metropolitan University

I sidste ende blev Limerick, Dublin og London nedprioriteret. Toronto Metropolitan Universitys udvalg af produktionsfag blev tungen på vægtskålen. Photojournalism, Reporting for TV og Radio & Podcast Workshop blev de tre fag, jeg fulgte tirsdag, torsdag og fredag. Udover en stor mængde fritid rent skemamæssigt, var fagene også uden læselektier, den store forberedelse eller eksamener. Hvert fags afsluttende opgave betød dog, at der sidst på semesteret opstod en flaskehals af forskellige features.

Fotoholdet var mit største med cirka 30 tilmeldte – heraf en håndfuld internationale. Det forventede fremmødet var vel omtrent det halve. I både Radio og TV var vi knap tyve. Her fik jeg som eneste nytilkomne rig mulighed for at arbejde med og danne relationer til Torontonians. Eftersom det er en dyr by, og deres kultur for sabbatår er markant anderledes, er de medstuderende omkring 21 år gamle, og de fleste bor stadig hjemme.

Reporting for TV og Radio & Podcast Workshop har mine varmeste anbefalinger.

Det bør tilføjes, jeg nærmest ingen af mine ønskede fag fik i første omgang. Dog tog jeg afsted med håbet om at kunne bytte rundt undervejs – folk springer fra fag til fag. Det lykkedes. Derfor bør det ikke være den bekymring for dig, det var for mig. Tag trygt afsted, uanset hvilke fag du gerne vil bytte.  

Toronto Transit Commission står for byens offentlige transport.

Du har nu nogle måneder i The Six

Du skal se Niagara Falls og flyve til New York og bestige CN Tower og lære fransk i Montréal og …

Der findes naturligvis mange ”Top 10 absolute to do’s in Toronto”- og ”How to do 24 things in 24 hours – in the city they call Toronno”-lister.

 Og netop derfor vil jeg gerne anbefale en liste af ting, du normalt ikke vil finde i turistguiden.

  1. Besøg Doug Miller Books på Bloor St. W.
    I Dougs smalle butik finder man både en fascinerende tegneseriesamling til dem, der er til sådan noget. Både butikkens disk og triumfbue er bygget af Lego til dem, der er til sådan noget. Og udover et rart væsen i Doug rummer butikken også tusindvis og tusindvis af (billige) bøger.
  2. Spis på Hancook Cheese Dakgalbi
    Vi bliver på Bloor St. W, der måske er byens bedste gade. Stedet har ingen stor menu. Ingen stor kø. Rustik til næsten kedelig indretning. Men bare tag derned. Det er et af byens bedste spisesteder til prisen.
  3. Oplev improkoncert på The Supermarket
    Spillestedet, der over sin hoveddør har en indkøbsvogn hængende, er en god repræsentant for Kensington Market. Om tirsdagen afholdes Big Fam Jam, hvor musikere såvel som musikalske publikummer i samspil skaber en dybt musikalsk aften. Folk taler om kærlighed på et spirituelt niveau. Og de bytter instrumenter på scenen. De står pænt i kø. Og i pausen ryger de en hel masse ting, der ikke er tobak – for det er som bekendt lovligt derovre.
  4. Få en tatovering i Apartment Sea Sound
    Ernesto Barahona har både et flot skæg og en succesfuld karriere som basunist. Og så tatoverer han glade folk i Riverdale, hvor han sammen med Nicemark driver den klassiske kombination af tatovør- og pladestudie.
  5. Get lit til Demand Lucha
    Ja, man behøver hverken kunne lide røg eller mexicansk wrestling for at være med her – men det hjælper måske lidt. Holdet bag Poisonrana tager religiøst til en god omgang kostume-kamp. Spørg Davie Portman og Braden Herrington, om du må tage med – det må du helt sikkert gerne.

Og så de rigtig korte:

  • Bo på Neill Wycikk. Det er billigt og ligger fem minutter fra skolen – der er mange internationale studerende og et hav af aktiviteter.
  • Vælg forårssemester. På den måde har du sommerferie allerede fra engang i april.
  • Gør brug af, at kulturelle aktiviteter er billigere end i Danmark. Teatre, biografer, restauranter, museer, frisører, sportsbarer (og jeg kunne blive ved) giver et indtryk af byen.
  • Uanset hvor lokalt det end må virke, fraråder jeg, du prøver at ryge crack.

I virkeligheden er det for mig ligegyldigt, om du tager til Toronto eller et andet sted. Alene det, du overvejer rejsen, tror jeg, er rigtig sundt.

Har du spørgsmål eller kommentarer – om hvad som helst egentlig – er du meget velkommen til at kontakte mig på 29240@dmjx.dk eller finde mig.

Rasmus Emil Bertelsen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *