Af Anne Sophie Birch Flach (journalist)

Min primære motivation for at tage på udveksling var at opleve en anden kultur og en fremmed by. På den konto har mit ophold i Seoul 100 procent levet op til min forventninger. Jeg nød at udforske byen, som summer af liv døgnet rundt. Seoul har rigtig meget at byde på og rummer på den ene side traditionel asiatisk folklore og på den anden side neonlys, natteliv og selvfølgelig Gangnam-style. Byen er nem og billig at komme rundt i takket være et velfungerende og overskueligt metrosystem bestående af 18 linjer og over 600 stationer. Det benyttede jeg flittigt, når jeg havde fri i weekenden, og besøgene i de forskellige kvarterer gav mig en god forståelse for kulturen såvel som befolkningen.
Universitet har en hel del dorm rooms til rådighed. Det er en billig og udmærket løsning, hvor man som regel deler værelse med en anden – ALTID af samme køn. Man skal være indstillet på, at Korea på mange måder er gammeldags. Vælger man et dorm room skal man være hjemme inden midnat, eller også er man tvunget til at vente til efter kl. 5, fordi personalet lukker bygningen. Besøg på værelserne er helt udelukket – også selvom det er af samme køn. Alkohol, føntørrere og meget andet er bandlyst. Da jeg selv var af sted med min kæreste, takkede jeg nej til et værelse. Vi fandt i stedet en mikroskopisk lejlighed gennem en ejendomsmægler. Lejligheden lå tæt på skolen, og vi endte med at betale stort set det samme, som hvis vi hver især skulle have haft et dorm room. Faktisk flyttede flere af de andre fra skolen ind i bygningen, da de fik nok af universitets regler, og på den måde fik vi vores egen ”dorm-bygning” –  bare uden reglerne. Men det er selvfølgelig en smagssag, og socialt er der risiko for at gå glip af noget, når man ikke bor i bygning med alle andre.

Jeg havde fem fag på Kyung Hee, hvoraf tre undervisere var koreanere, og to var engelske. Jeg var helt vildt glad for mine to fag med engelske lærere, hvor formen var meget som derhjemme. Derfor vil mit råd klart være at gå efter fag med professorer med engelske navne. Jeg kan varmt anbefale at tage fag med Jonathan Bagley og Casey Barnes.

Jeg var til gengæld ikke imponeret over det faglige niveau i resten af mine fag på universitetet. Uddannelsessystemet er overordnet bygget op på udenadslære fremfor forståelse og kritisk tænkning. Karakterer betyder alt for de studerende, og derfor opstår der ganske stor konkurrence. De koreanske professorers og studerendes engelskkundskaber er ekstremt dårlige, hvilket gav anledning til stor frustration for mig og mine internationale venner. Dels var der flere fag, der var enormt svære at forstå, fordi de foregik på virkelig dårligt engelsk. Og dels brugte jeg usandsynligt meget tid på gruppearbejde, fordi de koreanske studerende var for generte til at tale engelsk, og derfor endte de med at tale koreansk sammen, indtil jeg insisterede på at blive inddraget. De tre fag, jeg havde med koreanske lærere, var Media Management, Political Communication og Cultural Heritage of Korea. Media Management og Political Communication var de to eneste fag i Journalism Department, der var på engelsk. Derfor føltes de oplagte at vælge. Political Communication var udmærket, og underviseren taler fint engelsk, fordi han har boet i USA. Til gengæld var Media Management en stor skuffelse, og jeg vil kraftigt fraråde folk at vælge det. Jeg valgte faget for at lære noget om ledelse i medievirksomheder, som fagbeskrivelsen lagde op til. Men faget viste sig at handle om telefonselskaber, og underviseren var mildt sagt elendig til engelsk. Jeg valgte Cultural Heritage of Korea for at lære noget om kulturen, og det gjorde jeg også – men på ret lavt niveau og med udenadslære-tilgangen.

Jeg vil klart anbefale at tage af sted. Det er en stor oplevelse og en spændende kultur. Men uddannelsessystemet er meget anderledes – og til tider – frustrerende. Så gå så vidt muligt efter engelske undervisere.

Tip: Download app’en Kakaotalk og Subway Korea hjemmefra. To meget nyttige redskaber til komme godt fra start.

Af Morten Jeppesen (journalist)

Korea. Tænk lige over, hvad du ved om Korea. Jeg vidste ingenting, inden jeg tog afsted til Seoul for at studere på Kyung Hee Universitetet. Jeg vidste, at det var en stor by, 10-15 millioner mennesker, og rygtet sagde, at deodorant ikke var til at opdrive. Men ellers havde jeg ikke nogen ide om, hvad der ventede.

Seoul er på mange måder ligesom vesten. Der er en Starbucks på hvert andet gadehjørne, og på de andre ligger de lokale konkurrenter. Der er shopping-shopping-shopping døgnet rundt. Taxaerne er gule. Der er Taco Bell, McD og Burgerking, og Dunkin Donuts er et godt sted at få sig fem minutters wifi.

Men der er også rigtig, rigtig mange ting, der er anderledes. For eksempel er der ikke særligt mange, der taler engelsk. Det er faktisk kun dem, der har boet i Australien, USA eller Europa, der er tosprogede, og det er ikke engang dem alle, der er det. En af mine professorer havde studeret i USA, men hans udtale var komisk. Det tog mig et par minutter at regne ud, at timen ikke handlede om en dykkerby, men om diversity. Når det kommer til mad, er det meget ulig Danmark. Det er vildt billigt at spise ude, så det gjorde vi, min kæreste og jeg, stort set hver dag, både til frokost og aften. Det er overvejende koreansk mad, som ikke er lige fristende hver gang (rå, marineret krabbeklo kræver lidt tilvænning). Og kimchi, som de spiser til alt, SKAL prøves, men der er intet krav om jubel. Det er gæret kinakål med chili, hvidløg, ingefær og andet godt. Når koreanerne bevæger sig ind på fremmed madterritorium, er det ikke altid vellykket. For eksempel er det ikke usædvanligt med hvidløg i kagecremen og vanilje i pizzabunden. Men man får sine favoritter. Meget tæt på skolen findes en lille familierestaurant, der serverer lækker kyllingenudelsuppe til 24 kroner. Og en seafood-pandekage/rösti til 36. Vi var der tit.

Hvis jeg skal beskrive hele Seoul, så vil det tage alt for lang tid, så lad mig bare sige, at der er rigeligt at se på fire måneder. Det er et monster af en by, hvor et fantastisk velfungerende og let metrosystem fordeler sig på over 600 stationer. Selvom du lægger dig i selen, så er det umuligt at udforske hele byen på så kort tid. Du må nemlig heller ikke spare dig selv for at udforske resten af landet. Et par must-sees er Jeju Island, Busan, Gyeongju og selvfølgelig DMZ. Oven i det er du 2 timers flyvetur fra Japan. Vi tog en weekend til Tokyo i november. Hvem kan ellers prale med det?

Nå, til skolen. Der er ikke så meget at sige til den. Vær klar til et kulturchok af de helt store. De studerende er meget umodne, de går ikke op i andet end karakterer. De er ekstremt dårlige til engelsk, selvom de har valgt et engelsk fag og ender i gruppe med dig. Mit bedste råd er at lade dem lave arbejdet på koreansk, så kan du rette powerpointen for stavefejl og stå for fremlæggelsen. Den fremgangsmetode sparede mig for mange frustrationer. Min kæreste valgte den anden vej, hvor hun engagerede sig. Hun fortrød.

En anden ting: Selvom et fag er på engelsk, så må de koreanske studerende ofte tage eksamen på koreansk. Ekstremt unfair, især når der er stavefejl i den engelske eksamen. Gå ikke så meget op i det, og vær bevidst om, at det er umuligt at dumpe i Korea! Uddannelsen er den eneste vej til status i det koreanske samfund, og derfor er der ingen, der skal tabe ansigt ved at blive dumpet af en professor. Dejligt for dig, men dumt for samfundet på den lange bane.

En sidste ting: Lad være med at tage fag med koreanske professorer. Vælg så vidt muligt internationale undervisere. Jeg kan anbefale Itay Shani, Casey Barnes og Jonathan Bagley, og Jenny Park har jeg kun hørt gode ting om.

Vælg Korea! Det er skørt og frustrerende, men det er også en oplevelse for livet. PS: Deodoranten ér nået til Korea, men tag med hjemmefra alligevel. Udvalget er sparsomt.