Category Archives: CUC Kina

Communication University of China

Af Kathrine Barret Faurholt (kommunikatør)

Mit ophold startede med et smut til Vietnam, hvilket var helt fantastisk. Jeg vil virkelig anbefale, at man rejser rundt, hvis ikke i andre asiatiske lande, så i Kina. Kina har så mange spændende byer. Jeg vil især fremhæve Xi’an, Shanghai og Guilin/Yangshou.

Skolen åbner først en uge inde i september, og fagene begynder ofte først 14 dage inde i september, og nogle begynder først tre uger inde, og allerede 1. oktober holder Kina ferie i en uge. Så de første uger går med at blive registreret og finde sig til rette. Semesteret er selvfølgelig opdelt anderledes, hvis man rejser i foråret. Der har kineserne Spring Festival Break, som varer fra slut januar og ca. en måned frem.

Med hensyn til fag vil jeg virkelig anbefale, at du melder dig på ét master-hold (journalistik (IJC) eller kommunikation (IMIC)), og så vælger de fag ud på et af de to skemaer, som du synes ser mest spændende ud. Selv om du hører til fakultet ICUC, kan det rent logistisk bedst betale sig at vælge masterhold. Det er klart det nemmeste. Det bliver så forvirrende med forskellige hold. Du kan nøjes med omkring fem fag, da de hver især giver enten 5 eller 2 credits, som svarer til 10 eller 4 ECTS. Skemaerne får du, når du ankommer til skolen. Spørg blot din kontaktperson. Fagene/kurserne svarer desuden nogenlunde til det materiale, du kan hente på CUC’s hjemmeside, hvis du vil smugkigge hjemmefra. Husk også, at du kan vælge kinesisk. Selv om det ikke giver credits, er det to timer om ugen, som er givet godt ud! Fagligt er niveauet meget tilpas, men nogle af professorerne taler ikke så godt engelsk, så det kan være lidt svært at forstå og få det hele med. Fagene har enten løbende afleveringer eller afsluttes med en skriftlig eksamen på omkring seks sider og en lille præsentation.

Der er nogle udgifter under opholdet, som er værd at nævne:

§ Visum koster ca. 500 kr.

§ Flybilletter kan købes over SAS tur/retur og direkte til mellem 3.000 og 5.000 kroner.

§ Vær opmærksom på, at når du får tildelt dit kollegieværelse, skal du betale fra den dag, du ankommer. Vi kom til at henvende os til receptionen og derefter tage ind på et hotel i byen, og senere skulle vi betale husleje for alle dagene, siden vi ankom. Huslejen er 50 RMB om dagen. Depositum ligger på 1.000 RMB, som du får tilbage ved afrejse. Husk at kontakte kontaktpersonen for at sikre jer et kollegieværelse.

§ Sundhedsforsikring koster 400 RMB (lidt over 400 kr.)

§ Vær opmærksom på, at det koster 30 kroner, hver gang du hæver, og at du kommer til at hæve meget, da du sjældent kan betale med kort i Beijing. Vi har givet omkring 600 kroner i gebyrer.

§ Vi købte SIM-kort herude til 200 RMB, og det gælder for et år og er med få GB hver måned – men tilstrækkeligt, hvis du har internet på værelset.

§ Hvis du køber telefonabonnement gennem China Unicom, kan du logge på trådløst netværk gennem dem fra dit kollegieværelse. Du kan også købe net på skolen hver måned, men det fungerer ikke så godt.

§ VPN koster lidt under 100 kr. om måneden, og er nødvendig, hvis du vil på sociale medier. Vi brugte Express VPN.

§ Desuden er det meget billigt at leve. Du kan ikke lave mad på skolen, så du kommer til at spise meget ude. Et måltid koster omkring 20 kroner, med mindre du køber mad i kantinen – så koster det kun omkring 6 kroner.

§ Metroen er en god måde at komme rundt på, og en tur koster mellem 3 og 6 RMB. En taxi-tur har startgebyr på omkring 13 RMB, og koster ca. 3 RMB pr. kilometer.

§ Priser på rejser rundt i landet: Shanghai med fly ca. 1000 RMB tur/retur, Xi’an med tog ca. 600 RMB tur/retur, Guilin med fly ca. 1500 tur/retur med fly. Bestilling over ctrip.com fungerer rigtig fint.

Opholdet på Communication University of China varer omkring 5 måneder, hvilket er et af de længere udvekslingsophold – og vi valgte så også at tage en måned i Vietnam inden. Semestret går ca. fra 9. september til 15. januar. Vi var tre studerende fra DMJX af sted, og det var rigtig rart at have hinanden. Jeg skrev løbende blog, både for at holde styr på alt, hvad vi oplevede, men nok mest for at familie og venner kunne følge med. Halvvejs gennem opholdet skrev jeg dette:

”Det har været nogle udfordrende uger, som har lært mig meget om andre mennesker og mig selv. Det har givet mig indsigt i mange ting, som vi som studerende i Danmark ellers ikke vil få indsigt i, og jeg tror på, at jeg er vokset med ‘opgaven at leve i udlandet’. For det er ikke let, men jeg har overhovedet ikke mistet modet på at gøre det en anden gang. Det er jo mest af alt bare helt vildt spændende.”

Det fortæller meget godt, hvordan opholdet har været. Jeg har virkelig nydt det, og det har været en oplevelse for livet, men når det så er sagt, har jeg virkelig glædet mig til at komme hjem til familie og venner. Men hvem ville ikke det efter 6 måneder væk fra alt og alle?

Jeg anbefaler CUC, hvis man er klar på en udfordring med sprogbarriere, spisepinde og smog – men også med søde og hjælpsomme mennesker og i en by, som bare har det hele! Beijing er virkelig fantastisk. Hvis du ikke tager på udveksling hertil, må du besøge byen en anden gang.

Hvis du er interesseret i en lille rundtur på campus, kan du klikke ind på dette link:

Venligst Kathrine Faurholt

Udvekslingsstuderende på CUC i efteråret 2015

Communication University of China

Af Nicoline Kjelland (journalist)

Beslutningen om at tage et semester på Communication University of China i Beijing var meget spontan. Men jeg fortryder ikke et eneste sekund, at jeg tog af sted. Kina er på alle måder et vildt land både hvad angår kultur, samfund, mad og alt muligt andet.

Beijing er en meget kontrastfyldt storby, fordi den på én gang er pulserende og moderne i finanskvartererne, men også er traditionel, fredfyldt og rolig, hvis man går to skridt væk fra det pulserende og ind i de gamle såkaldte hutonger, som er små beboelseskvarterer. De mere end 20 millioner indbyggere sørger for, at byen aldrig sover, og at der altid er gang i den på gaderne hvad enten det er barer eller små madboder. Bilerne farer om ørerne på én og kører mildest talt dødskørsel.

Jeg ankom uden megen forberedelse, andet end det mest praktiske, og havde ingen forventning til hverken Beijing eller kineserne. I starten var det noget af et kulturchok, fordi alt er så anderledes fra Danmark. Alt lige fra styreform til, hvordan du køber mælk i supermarkedet er anderledes fra Danmark. Og selvom jeg skulle vænne mig til det, kan jeg nu sige, at det har været helt unikt og fuldstændigt fantastisk at opleve.

Der er selvfølgelig lidt praktisk også. Jeg havde desværre ikke sparet meget op, og der er altså nogle startomkostninger, som er gode at have i baghovedet:

  • Visum og flybilletter. Visum koster ca. 500 kr. og man skal søge ca. to måneder inden afrejse.
  • VPN-kode. Vestlige sociale medier såsom Facebook, Twitter, Instagram, LinkedIn, Snapchat og enkelte gange også Hotmail er blokerede i Kina. Så du kan ikke logge på med mindre du har en VPN-kode. Den kan f.eks. købes hos danske vpn-byen, hvor du betaler ca. 350 kr. for et halvt års abonnement.
  • Universitetet kræver, at du køber deres egen sundhedsforsikring. Det ordner man ved ankomst og det koster ca. 300 RMB pr. semester (1 kinesisk yuan eller renminbi, som deres valuta hedder, svarer ca. til 1 dansk krone).
  • Hvis du får et kollegieværelse på campus skal du forudbetale husleje for tre måneder. De skal betales kontant og helst hurtigst muligt ved ankomst. Huslejen ligger på ca. 1200 RMB pr. måned. Oveni kommer der så et depositum på 1000 RMB, som du får tilbage, når du flytter. Jeg skrev en mail til vores kontakt på CUC og pressede lidt på for at få et kollegieværelse. Det kan være en god ide at gøre, da der ikke er værelser nok til alle og man derfor kan risikere at stå uden tag over hovedet det første stykke tid.
  • Mange butikker i Beijing tager enten ikke vestlige kort eller slet ingen kort. Derfor skal du være forberedt på at bruge kontanter langt de fleste steder.
  • Der er ikke fri wifi på hele universitetet. På enkelte cafeer og restauranter på campus kan du få wifi. Men vil du have net på værelset, skal du købe et abonnement via skolen, hvor du betaler f.eks. 50 RMB for 30GB data.
  • Telefon/SIM-kort. Skolen tilbød os at købe et års abonnement hos China Mobile, hvor der var lidt fri data, lidt fri tale og lidt fri SMS. Det var ganske billigt og rigtig nemt. Alternativt kan man gå ind i en af de mange China Mobile eller China Unicom-butikker og købe et abonnement. Vi købte også separate telefoner til vores kinesiske SIM-kort. Det er dog ikke nødvendigt, det er mere afhængigt af, hvad man har det bedst med.

Selve campus er som et lille landsby med masser af smukke, grønne områder, et supermarked, folkeskole til lærernes børn og lærerboliger, hvor lærerne bor. Der er masser af restauranter og cafeer med et godt udvalg. Det er meget billigt at leve her. Køkkenfaciliteterne på skolen var nærmest ikke-eksisterende, så vi spiste ude tre gange dagligt til ca. 90 kr. om dagen – nogle dage til 30 kr. om dagen. Hovedreglen i Kina er, at du skal kunne spise dig mæt for 20 kr. i kinesisk mad.

Campus ligger ca. 40 minutters kørsel fra centrum af Beijing, men myldretiden er uoverskuelig, så hvis du skal i skole kl. 8 om morgenen er det klart bedst at bo på campus. Insisterer man på at bo i byen, kan man også det og en metrobillet koster 3 RMB.

Men bor man på campus får man det sociale med, som er ganske glimrende. Der er studerende fra hele verden og det er virkelig fedt at møde så mange nye mennesker. Skolen er ok til at tilbyde arrangementer til udvekslingsstuderende, men de studerende står i høj grad for det selv.

Fagligt har det også været ganske fint. Vi er de første fra DMJX på udveksling på CUC, hvilket skabte lidt udfordringer i starten. Vi endte til sidst med at følge to forskellige masterprogrammer og det var en blandet oplevelse. Men vi var gæsteelever ved to engelsksprogede tv-fag for kinesiske studerende, som var virkelig gode. Hvis DMJX næste gang kan få studerende sendt over på de fag, så giver CUC en fuldstændig unik uddannelse i TV-fag!

Hvis du/I har nogle spørgsmål om Communication University of China eller Beijing er I velkomne til at skrive på nkjelland@mail.dmjx.dk.

Nicoline Kjelland