City University London

Af Astrid Bruun Bonnen.

”Look right” eller ”look left” – sådan står der ved de fleste fodgængerovergange i den engelske hovedstad London for at minde turister eller nytilflyttere om, at de i England kører i den forkerte (eller rigtige – afhængig af, hvem du spørger) side af vejen. Og denne venlige påmindelse er faktisk et meget godt billede på den engelske høflighed og venlighed. Noget, man mærker med det samme, man kommer til byen.

Jeg har været i London mange gange før – både som turist, men jeg har også boet der tidligere – så jeg føler mig meget hjemme, når jeg genser de røde dobbeltdækkerbusser, eller når jeg går over Waterloo Bridge og nyder synet af den enorme by, der strækker sig, så langt øjet rækker. Men jeg har aldrig læst på et universitet før – hverken i Danmark eller i et andet land – så det var med en vis portion spænding krydret med lidt nervøsitet, at jeg en septemberdag havde første dag på City University. Hundredvis af nye ansigter mødte mig, og man opdager hurtigt, at man ikke er den eneste ikke-englænder. Langt fra. Hele verden er repræsenteret på universitetet, og man får medstuderende fra hele verden. Jeg selv gik på hold med studerende fra både USA, Kina, Frankrig og Australien.

Efter en introuge, hvor man har mulighed for at lære stedet lidt at kende, starter undervisningen. Jeg havde tre forskellige fag: Visual Journalism, som er et fotofag, og Political Scandals and the British Media, som er et fag om skandaler i den britiske politik, var begge var en del af journalistlinjen. Derudover havde jeg også faget New Media Challenge, som er et sociologifag. Alle tre spændende på hver sin måde.

På grund af de mange nationaliteter, der er repræsenteret blandt de studerende, er der rig mulighed for at lære folk fra andre lande og kulturer at kende. Skolen er stor, og der er altid masser af mennesker og liv på universitetsområdet. Der er flere pubs tæt på skolen, hvor man kan mødes og nyde en pint, og har man mange lektier, man skal lave, kan man også benytte skolens lokaler til det hver dag gennem hele ugen – skolen er åben i weekenderne også, og selv i de sene aftentimer kan man bruge skolens bibliotek – der breder sig over flere etager – til studiearbejde.

Jeg havde undervisning tre dage om ugen, så studierne optager langt fra alt ens tid, hvilket giver en rig mulighed for at udforske den fantastiske storby, man for en stund er bosiddende i. For London er en by, der har alt, og det er kun op til en selv, hvad man vil have ud af sin tid. Og der er noget for alle: Fra farverige og livlige Camden Town, hvor det kæmpe, overdækkede marked – de såkaldte ”stalls” – er åben hver weekend, og hvor det vrimler med skæve personligheder til det hyggelige Portobello Road, hvor både turister og englændere kan handle i de små boder, hvor man kan købe alt fra antikviteter og lædervarer til porcelæn og frisklavet paella. Hver del af byen har sin helt egen charme, og man skal bare hoppe på tuben og køre ti minutter, før man er i et helt nyt område. Uanset om man er til markeder og loppefund, eller man er til stormagasiner og Gucci og Chanel, om man er til pub og store fadøl, eller man er til five’o’clock tea og porcelænskopper, så har byen det hele. Og man skal virkelig unde sig selv at opleve alt. Hvis man vil være lidt på forkant, så planlæg lidt hjemmefra, så man ved lidt om, hvad man gerne vil se. For byen er stor, og det tager tid at komme rundt! Men London er fantastisk, og der ligger en masse oplevelser og venter på en!

Når alt dette er sagt, og man er begyndt at glæde sig til livet i London, så er der også nogle praktiske ting, man skal have styr på, inden man sætter sig ind i flyet med kurs mod England. Derfor vil jeg slutte med nogle gode råd.

1: Vær klar over, at det ikke er sikkert, du kan få de fag, du har ønsket hjemmefra. Jeg ønskede tre fag, men det viste sig, at det kun var ét af dem, der var skemalagt. Og det fandt jeg først ud af fire dage inden studiestart. Så hvis du har tid, så tag ud til City, inden undervisningen starter, og få alt det praktiske på plads.

2: Det er DYRT at bo i London! Vær forberedt på det. Almindelige forbrugspriser som mad og dagligvarer matcher danske priser meget godt, men transport, bolig osv. får det hele til at løbe op, så vær klar på, at det koster en del penge at bo i den engelske hovedstad.

3: Vær i god tid med at søge bolig. Tilmeld dig diverse Facebook-sider for danskere i London – måske du kan være heldig med et boligopslag her. Ellers så søg efter studenterboliger og lignende. Jeg selv fandt ikke noget hjemmefra, så jeg startede på et hotel, og så fandt jeg noget efter den første dag.

4: NYD DET! London er fantastisk! Intet mindre.

Er der andre spørgsmål, er du velkommen til at skrive til mig på astridbruunbonnen@gmail.com.

Leave a Reply

Your email address will not be published.