Skrevet af: August Olsen, JOUR 4. semester

”Don’t mention Israel in public” fik jeg ret hurtigt at vide i Beirut. Alligevel var det alt der blev snakket om i de sidste 10 dage af mit ophold.

Jeg blev sendt hjem efter 2 måneder, og måtte færdiggøre semestret online, hvilket vælger jeg at se bort fra for nu.

Jeg gik på Lebanese American University, der ligger i Hamra. Første gang på campus er mindblowing. Umådelig frodigt og smukke gamle bygninger, tennisbaner i midten og en svømmehal. Så ekstra. Især når man bliver spurgt om penge af tiggere 3 gange på de 400 meter til skolen. Det skulle jeg vænne mig til.

Som lyshåret er man ét stort dollartegn, og tiggerne er mange. Jeg snakkede over google oversæt med en sikkerhedsvagt på en lystbådehavn. Han måtte bo væk fra sin familie for at få en ordentlig busrute til sit arbejde som sikkerhedsvagt, hvor han tjente for lidt til at få enderne til at mødes. Han boede stadig i bjergene, fordi Beirut er for dyr til han kunne bo der. Derfor gjorde han rent ved siden af sit fuldtidsarbejde. I baggrunden i den havn han passede på, lå den største Yacht, jeg har set i mit liv, og han tjente 3 dollar i timen. Det er tragisk, men desværre et vilkår. Det har været hårdt siden eksplosionen i 2020. Alligevel var han utrolig imødekommende, og tog sig en god halv time til at snakke med mig.

Hvis man har sin SU med, så kan man det meste. Jeg havde hævet en del hjemmefra, og ellers overførte jeg til folk, der besøgte. Maden er ekstraordinær lækker, og restauranterne er bestemt inden for økonomisk rækkevidde. Jeg lavede mad tre gange på to måneder, ellers købte jeg take away, eller spiste ude. Morgen, middag og aften.

Når man skal rundt i byen er taxa klart at anbefale. Jeg kørte mest Bolt, men Uber er mere sikkert, da prisen er fastlagt i Uber. I Bolt skal man forhandle, og det skal ske inden, du kører nogen steder. Det er dog meget typisk, at man kører med en nice chauffør på et tidspunkt, og så foretrækker at køre med ham fremover. Det gjorde jeg i hvert fald. Det kan også anbefales at leje en bil og køre afsted i en weekend. På én dag kan man både vandre i bjergene, køre til Baalbeck og se ruiner, tage på stranden og stadig nå i byen i Beirut om aftenen. Man skal lige være opmærksom på prisen, men vi gav 60 dollar for fredag til mandag. Busserne er også en oplevelse i sig selv. Man skal lige forhandle, men jeg kom fra Beirut til Tripoli i nord for 2 dollar. Der er garanti for at falde i snak med nogle lokale, om end det ofte bliver gennem en mellemmand eller iphone, så er det tophyggeligt. De kører som sindssyge, men jeg fandt ro i, at buschaufførerne formentlig heller ikke har lyst til at dø.

Der skal også lyde en kæmpe anbefaling af hestevæddeløb på ”Beirut Hippodrome”. Det er en kamp at få lov til at bette på hestene, og det odds man får når man endelig har, er ikke lige det man får udbetalt. Der er ikke nogen der snakker engelsk, så embrace it.

Beirut er også den fedeste by at gå i byen i. De er imødekommende uden alkohol, så med alkohol får den kun et nøk op. Der er god musik og fede locations. Det er vildere end noget andet sted, men prisen afspejler sig også af det. Ikke ift. Danske priser, men for libaneserne er det dyrt. I snit 8-10 dollar for en drink.

Arbejdsbyrden på det ekstraordinært lækre universitet var hårdere, end jeg havde regnet med. Man skal have 5 fag for at få 30 ects, og underviserne er dybt forskellige. Nogle undervisere forventer at man læser 80-100 sider om ugen, og andre at man afleverer én opgave under hele semestret. Det kan man spørge sig frem til, og kæmpe anbefaling af Gretchen King herfra.

Skolen har et væld af sportshold, og jeg spillede for skolens volleyballhold. Det er en glimrende måde at få venner udenom de andre internationale og lære mere om de lokale. De går meget op i det, men niveauet er til at følge med på, i hvert fald i fodbold, volleyball og tennis. Det tager en del tid, men det er det værd.

Jeg arbejdede som frivillig på en skole hovedsageligt for syriske flygtninge. En varm anbefaling for det skal også lyde. De er dybt afhængige af udvekslingsstuderende, der kan lære børnene engelsk, så man møder både en masse andre udvekslingsstuderende, en masse lokale og lærer en smule arabisk undervejs. De har også kurser i arabisk, som er meget populære, hvilket giver mening, da DMJX er i øst og vest med at godkende. Den jeg arbejdede på, hedder 26 letters, og de er vildt søde.

Angrebet 7. oktober ændrede fuldstændig ved stemningen overalt. Libanon har officielt været i krig med Israel siden 1948, og kampene ved den sydlige grænse startede om aftenen d. 7. oktober. Det var umådelig spændende og en følelsesmæssig rutsjebane. Der var ikke den store tvivl om, at det før eller senere betød hjemsendelse. Hverdagen fortsatte dog nogenlunde som vanligt. Et par aflyste undervisningsdage pga. demonstrationer og celebratory gunfire (når de skyder op i luften for at vise glæde eller sorg. Det sker ved alle særlige lejligheder fra bryllup til begravelse).

Efter angrebet mærkede man også libanesernes evne til at tilpasse sig. De har prøvet det før, og det kan man mærke. Det var en ambivalent stemning, da alle snakkede om Israel, hvor end man gik, men hverdagen fortsatte. Det var ikke længere off-limits at snakke om. Alligevel var der intet konkret i Beirut, der havde ændret sig. Jeg havde flere fag, der handlede om Palæstina, og det var læring, der kunne bruges i nutid. Det er også læring, jeg vil tage med mig resten af livet, og det kan man hverken få i København eller Aarhus.

Som du nok har forstået nu, så er Libanon the shit, og det er et land der har det hele! – Bortset fra et fungerende politisk og økonomisk system. Du skal derfor, som så mange andre allerede har skrevet, sørge for at have dollars i kontanter med.

Kæmpe anbefaling om at tage af sted herfra. Jeg fortrød det ikke, selv efter en kold november alene i København med undervisning over Zoom.

Hvis du har yderligere spørgsmål, eller er interesseret i flere røverhistorier, kan jeg fanges på 29200@dmjx.dk eller 21354043.