Category Archives: Australien

University of Technology Sydney

Af Ida Kønigsfeldt, journalist

Kære dig, der overvejer udveksling i Sydney.

Først og fremmest: Du skal sgu bare gøre det!

At tage et semester på udveksling er en fremragende og ret enestående mulighed for at komme lidt væk fra hverdagen derhjemme, lære en masse nye, skønne mennesker og et nyt land at kende, og ikke mindst at komme ud at rejse, mens der stadig ruller lidt mønt ind på kontoen i form af SU. Jeg har i hvert fald på ingen måder fortrudt, at jeg valgte at tage af sted.

Når det så er sagt, vil jeg da gerne indrømme, at jeg personligt op til flere gange var ved at kløjes i selve ansøgningsprocessen. Alt det praktiske med optagelse, visum, bolig, forsikring osv. føltes vildt uoverskueligt, og jeg begyndte at overveje, om det nu også var alt besværet værd. Men det er det altså, så hold ud!

Jeg er nu færdig med mit semester på UTS, så her får du lige et par tips og tricks baseret på mine erfaringer.

Bolig
Som studerende på UTS er du garanteret en bolig i Housing, som er en slags kollegier, der er ejet af skolen og ligger tæt på campus. Det tilbud tog jeg imod, da det virkede klart mest overskueligt. Der er dog både fordele og ulemper.

Jeg fik tilbudt en lejlighed i en bygning, der hedder Gumal Ngurang, hvor jeg har mit eget værelse og deler køkken, bad, stue og en kæmpe altan med to piger fra hhv. Iran og Kina. Det har jeg givet omkring 36.000 kroner for for hele perioden. Overordnet set har det fungeret fint, selvom standarden her på Gumal ærligt talt efterlader en del tilbage at ønske, og det ind i mellem har været udfordrende at bo sammen med mennesker med andre vaner (og tilgange til rengøring). Så vidt vides vil denne bygning dog blive frisket lidt op i løbet af det kommende år, og når det sker, tror jeg, det bliver helt godt.

Hvis du vælger at flytte ind i Housing, skal du være forberedt på, at de ikke ligefrem rutter med møblementet. Jeg har selv måttet købe en del ting hernede, bl.a. en sengelampe, forskellig service, gryde, pande, dyne, pude m.m. Til gengæld ligger der en K-mart lige i nærheden, hvor du (hvis du sælger din sjæl) kan købe det hele for bekymrende lave priser.

Da boligerne er ejet af skolen, er reglerne en del mere strikse, end hvis du bor kollegium derhjemme. Fx skal du have tilladelse, hvis du vil holde en fest, og der skal være ro i bygningen efter kl. 22 i hverdagene og 23 fredag og lørdag.

Beliggenheden er til gengæld god i forhold til campus – jeg kunne gå til time på 5-20 minutter. Det ligger også tæt ved Central Station, hvorfra det er nemt at komme omkring i Sydney. Til gengæld tager det et godt stykke tid at komme til stranden, omkring +45 min. i bus pga. tæt trafik – men når man ved, hvilke fantastiske strande, der venter på den anden side, så klarer man det snildt.

Og så synes jeg faktisk, at de ulemper, der er ved at bo i Housing, bliver vejet op af den helt store fordel – nemlig, at det er et godt sted at møde nye venner.

Det sociale liv
Langt størstedelen af min omgangskreds hernede har jeg mødt gennem Housing, hvor der bliver gjort en hel del for, at vi skal lære hinanden at kende. Jeg flyttede hertil i slutningen af februar, en lille måneds tid før skolen startede, så jeg havde masser af tid til at deltage i de mange forskellige arrangementer, der bliver holdt for os, der bor i Housing – det kan være alt fra pandekager på tagterrassen til togafester, udflugter til Blue Mountains eller en guidet rundtur i Sydney. Der er virkelig mange arrangementer at vælge i mellem og noget for næsten enhver smag, og det er en så fin måde at lære både folk og stedet at kende på. På universitetet bliver der omvendt ikke gjort det helt store for at ryste folk sammen, og da du ikke følger ét hold, kan det være svært at lære nogle at kende, med mindre du selv er meget opsøgende. Som studerende fra DMJX vil du nok samtidig opleve at være en del år ældre end de fleste af dine klassekammerater.

Fagligt indhold
Jeg læste tre fag på Faculty of Arts and Social Sciences: Self and Society, Digital Communities og Communicating Difference. Jeg er gået udenom rendyrkede journalistikfag, fordi jeg gerne ville prøve noget andet, og det har jeg været glad for. Undervisningen var fordelt på en ugentlig forelæsning og 1-2 timers klasseundervisning (tutorials) i hvert fag. Underviserne var generelt dygtige og engagerede og havde tilrettelagt undervisningen på en spændende måde.

Sværhedsgraden varierede fra fag til fag, og i begyndelsen følte jeg især, at Communicating Difference var lige vel rigeligt udfordrende, primært pga. en stor læsemængde, men det blev heldigvis gradvist nemmere. Samtidig er det klart et fag, jeg vil anbefale andre at vælge, for indholdet var super interessant. Det handler om ulighedsskabende strukturer i samfundet som fx etnicitet, køn, seksualitet og klasse, og så lærte jeg en masse om Australiens originalbefolkning og den virkelig grimme, men vigtige historie, landet har.

Det skal du vide om at bo i Sydney
Australien er først og fremmest et virkelig lækkert land, der er nemt at falde til i, og Sydney byder på både hektisk byliv, hyggelige havneområder, vanvittigt lækre strande og vildt smuk natur inden for kort rækkevidde. Der er dog lige et par ting, der kan være gode at vide, før du tager af sted.

  • Trafik: Sydney har ca. lige så mange indbyggere som hele DK, så der er tempo på, og den tætte trafik kan godt være lidt pres i længden. Selvom jeg er en inkarneret cyklist derhjemme, har jeg ikke turdet anskaffe mig en cykel her, da der er virkelig dårlige forhold for cyklister og ret kuperet terræn, der til tider får Randersvej til at se direkte skøn ud. Desuden er der venstrekørsel i Australien. Til den offentlige transport vil jeg anbefale, at du anskaffer dig et Opal Card. Det er New South Wales’ svar på Rejsekortet, bare mere enkelt og problemfrit.
  • Farlige dyr: Når du annoncerer, at du skal til Australien, vil dine venner helt sikkert begynde at tagge dig i diverse videoer på Facebook, hvor australske kæmpeedderkopper, hajer og slanger spiller hovedrollerne, men det må ikke få dig til at blive væk. I løbet af mine 5 måneder her, har jeg ikke set andet end en enkelt kakerlak.
  • Regelryttere: Australien er et ok hys land med mange regler. Du må fx ikke drikke alkohol på åben gade, og med mindre du ser decideret gammel ud, kan du godt forberede dig på at skulle vise ID, hver gang du vil købe. Jeg (25 år) er fx blevet nægtet at købe én cider, fordi jeg kun havde mit danske kørekort og ikke mit pas med som ID.

Jeg håber ikke, at noget af det, jeg har skrevet her, har afskrækket dig fra at vælge Sydney, for det er virkelig et skønt sted med masser at byde på, så se bare at komme af sted og nyd din tid her! Det går virkelig alt for hurtigt.

Monash University

Af Sofie Brobæk Lerche (kommunikatør)

Melbourne – en storby, der har det hele

Jeg har haft fornøjelse af at bruge mit 5. semester på udveksling i Melbourne. Det er ikke mindre end en fremragende by, der byder på det hele. Byen er stor med sine knap fem millioner indbyggere, men den føles ikke for tæt eller travl. Der er store smukke, gamle parker overalt i byen, som giver luft og natur. Gamle figentræer og store palmer fylder byrummet, ligesom det ikke er sjældent, man støder på en klippevæg og kaktusser. Samtidig har byen også de store skyskrabere, en å som deler byen, hvor der caféer langs og så selvfølgelig havet om hjørnet, hvor der både er mulighed for en dukkert eller en surfetur.

De laver fremragende kaffen her i Melbourne, og de er stolte af den! Og så koster en kop det halve af, hvad vi giver i Danmark (modsat alt andet– det er generelt dyrt). Folk tager sig tid til at gå ind på en café og nyde kaffen. Byen er ikke ligeså travl og forjaget som fx New York. Hvis du står og ser lidt forvirret ud, kan du også være sikker på, at der nok skal komme en og spørge, hvad hen kan hjælpe med.

Melbourne CBD (Central Business District) er en turistfælde ligesom Strøget i København, men det skal selvfølgelig tjekkes ud. Men områder som Fitzroy med hipster-barer og specialiserede vintage-forretninger og South Yarra med avokado-caféer og hot yoga studier har helt sikkert mere at byde på, hvis du spørger mig. Også St Kilda er et skønt område ned til vandet med strandbarer, beach volley og svømmeture.

Byen er multikulturel, og der er særligt mange asiatere hernede, som både er tydeligt i gadebilledet og på universitetet.

En særlig ting ved Melbourne er dens mange events og festivaller, særligt i sommeren. De er virkelig gode til at udnytte det gode vejr med food trucks, frosé og pyntede gader. Jeg har blandt andet været til Food and Wine Festival, Comedy Festival, Fashion Festival, Sustainable Living Festival og mange udendørs arrangementer, mens jeg har været her. Det er ikke uden grund, at Melbourne kaldes for Australiens kulturhovedstad.

 

Landing og de små praktiske ting

Jeg har været på udveksling sammen med min kæreste, Simon, som har læst på RMIT i Melbourne centrum. Vi landede i Melbourne omkring 1. februar. Det var to uger før introforløbet startede, og fire uger før semesterstart. For os var de to uger en passende tid til at lande ordentligt, få styr på bolig, transport, cykler, telefoner, bank og alt det andet, man gerne vil have styr på for at falde til. Vi boede på hostel – Ritz Backpackers – de første uger, indtil vi fandt et sted at bo.
Vi oprettede en gratis studiekonto i CommonWelth Bank, som er Australiens største. Både kort og app har fungeret upåklageligt. Som telefonselskab valgte vi Vodafone, som også er blandt de større. Jeg valgte en pakke, hvor man optanker hver måned, og det har fungeret fint. Internet er generelt dyrt hernede, og ubegrænset adgang, som vi er vant til at have i Danmark, er ikke til at betale. Så det er med at koble sig på wifi, når det er muligt.

Vi har overført penge fra Danmark til vores kontoer hernede via Transferwise. Det er en let og brugervenlig tjeneste, som gør det billigere end banken derhjemme, og man undgår bøvl med tidsforskellen, hvis man skal snakke med dem.

 

Bolig – Skide dyrt, men til at finde

Vi havde fået anbefalet hjemmefra, at vi bare skulle tage af sted og finde noget at bo i, når vi kom herned. Så det gjorde vi. Ligesom i København er boligmarkedet udfordrende i Melbourne, men udbuddet er faktisk rimelig stort. Det koster bare afsindigt mange penge at bo i byen.

Vi brugte cirka 4-5 dage på intens boligsøgning og fandt så et lille studio via www.gumtree.com.au (en portal som minder om Den Blå Avis). Den lille etværelseslejlighed koster ikke mindre end $ 560 om ugen, hvilket svarer til en månedlig husleje på cirka 13.000 kr. Men så ligger den også i det dejlige område South Yarra tæt ved åen og CBD (central business district) samt ved siden af en togstation, som har afgange til Monash hvert 10. minut.
Der er også mulighed for at bo billigere i Melbourne. Jeg har snakket med andre danskere hernede, som har fundet noget billigere enten ved at dele værelse med nogle andre i et shared house eller ved at rykke et godt stykke ud af byen. Så kan man finde noget i stil med en københavnerhusleje på 3500 kr.

Både facebookgruppen Fairy Floss Real Estate og boligportalen   www.flatmates.com.au. kan være gode veje til at finde noget.
Desuden skal det nævnes, at det er muligt at bo på campus. Det gør rigtig mange udvekslingsstuderende, og det er mit klare indtryk, at størstedelen af det sociale liv mellem de udvekslingsstuderende foregår omkring campusset.

 

Monash University
Monash University har flere campusser – alle et stykke uden for byen. Clayton er det største campus, som også har boligmuligheder. Det er herfra mange sociale og faglige aktiviteter har deres base. Det er kæmpe, kæmpe stort. Det tager cirka tre kvarter med offentlig transport fra CBD til Clayton.

Monash School of Medie, Film and Journalism hører hjemme på Caulfield campus, som ligger tættere på byen. Det tager cirka 20 minutter fra CBD med offentlig transport. Caulfield er noget mindre en Clayton, men det er stadig stort i forhold til vores lille skole i Emdrup. Jeg har taget alle mine fag på Caulfield, så jeg har kun været på Clayton i forbindelse med introforløbet, som foregik der. Der er gratis shuttlebusser mellem de to campusser. Begge campusser har stor grønne områder og forskellige muligheder for at købe mad og kaffe.

Monash har en række tilbud for sociale fællesskaber. I introugerne blev vi blandt andet introduceret til MOVE (Monash Overseas and Exchange Club), som holder en rækker pubcrawls og udflugter. Jeg ved med på en udflugt til en dyrepark, som var rigtig fin. Men derudover deltog jeg ikke i så meget. Hvis man gerne vil feste og lære en masse mennesker at kende, er det en god mulighed.

Der er også Non-Residential College, som er et college-fællesskab for folk, der bor off-campus. Det meldte jeg mig til i håbet om at lære nogle lokale at kende. De har forskellige aktiviteter; movie night, sports events, pizza nights, coffeé breaks osv. Min oplevelse var – som det generelt har været på uni – at det primært var asiatere og meget unge folk. Mange, jeg har snakket med, bor stadig hjemme hos deres forældre, og generelt synes jeg, det har været udfordrende at finde nogle, jeg kunne dele interesser med. Men jeg har heller ikke været specielt opsøgende, og der er helt sikkert mange muligheder på universitetet, særligt hvis man udnytter de første ugers intro og alle arrangementerne der.


Fag og undervisning

Jeg har taget fire praktiske journalistfag, fordi jeg gerne ville styrke min journalistiske profil. Monash har gode faciliteter (som dog ikke er helt så glamourøse, som i deres video), med professionelle kameraer, iMacs, redigeringsrum og studier. Der er mulighed for at booke og låne det meste af deres udstyr, hvilket jeg har brugt meget.

Undervisningen foregår en del anderledes, end vi kender der fra DMJX. I journalistfagene har man to timers seminar i en klasse på cirka 20 personer en gang om ugen. Hvis man vælger mere akademiske fag, er det klassiske forelæsninger.
Man skal have fire fag, hvilket giver otte undervisningstimer om ugen. Resten er selvstudie. Der er intet gruppearbejde eller studiegruppe, så jeg har brugt rigtig meget tid alene foran min computerskærm. For mig, der trives bedst i gruppearbejde, har det virkelig være en prøvelse, men samtidig en god læring og indsigt ind i universitetsverdenen.

At det er et universitet og ikke en professionsbachelor som vores er tydeligt, da der er frit fagvalg. Derfor er niveauet blandt de studerende også meget blandet, da nogle har taget mange journalistfag, mens mange blot tager et enkelt fag som et led i deres uddannelse i noget andet. Generelt har min oplevelse været, at niveauet er markant lavere, end det vi kender derhjemme, hvilket særligt gør sig gældende på hold med mange internationale studerende – typisk asiatere, som har svært ved sproget. Det betyder dog ikke, at der ikke har været noget at lave. I hver fag er der nemlig tre-fire opgaver i løbet af semesteret. Men mere om det under vurdering og feedback.

 

Jeg har taget følgende fag:

 

ATS2087 Lifestyle Journalism
Livsstiljournalistik med mode, mad, comedy, rejse og musik som fokus. Det nye for mig var, at vi skulle skrive anmeldelser og putte os selv ind i fortællingen. Samtidig skulle vi køre en Instagram-konto i eget navn som et slags kultursite. Generelt synes jeg, at det var en overfladisk gennemgang, som ikke gik i dybden med at skrive. Kurset bar præg af, at mange var stille og ikke var vant til at skrive. Min læring har primært være igennem mine opgaver og feedbacken på den, ikke i klasseundervisningen. Men opgaverne har været udfordrende og spændende.

ATS2787 Digital Storytelling
Faget handlede om at blive god til at skrive onlineartikler. Nogle ting var gentagelser af, hvad jeg tidligere er stødt på, mens der også blev introduceret nogle nye redskaber. Fx hvordan man laver en lækker infografik og redigerer billeder i Photoshop. Ingen af delene var dog mere dybdegående, end hvad jeg kunne have googlet mig til selv. Min udvikling ligger igen i opgaverne.

 

ATS3789 Video Journalism
Helt klar det bedste fag, jeg har haft! Video Journalism er et fag, hvor du lære at tilrettelægge, filme og redigere dine egne nyhedsindslag til broadcast journalistik. Men redskaberne kan også sagtens bruges til videoproduktion generelt. Du lære at filme lækkert, lave en god story line, være på foran kameraet og redigere i premiere pro. Og Nick Parkin er en meget dygtig og passioneret underviser! Niveauet var generelt også højere i denne klasse, end i de resterende (måske fordi det er et 3. års fag, hvor de andre er 2. års fag.)

ATS2169 Photojournalism

Fotojournalistik handler ikke bare om at tage gode billeder, men om at lave journalistisk gennem billeder. Der er mange etiske og moralske diskussioner kombineret med øvelser i marken – omkring på campus. Man lærer at tage billeder med spejlreflekskamera og redigere dem i Photoshop. Og ikke mindst lægger faget vægt på, at man fortæller en nyhedshistorie gennem sine billeder. Niveauet er meget blandet, og hvor det for mig har været udfordrende at tage gode billeder og blive tryg ved kameraet, har det for andre været første gang, de skulle skrive en artikel.

 

I alle fire fag, har der været tre-fire hovedopgaver i løbet af semesteret, som har været omdrejningspunktet for arbejdet ved siden af undervisningen. Jeg har brugt meget tid på opgaverne. Både fordi jeg har arbejdet med mit engelske sprog, men den største udfordring har helt klart været at opdyrke historier og finde gode kilder til alle opgaverne. Det har været udfordrende uden lokalt netværk og begrænset kendskab til mediedagsordnerne, men det har tvunget mig til at tænke kreativt.

Vurdering og feedback

Vurderingssystemet i Australien fungerer noget anderledes end i Danmark. Modsat hjemme, hvor vi typisk har én afsluttende eksamen eller ét projekt, som er det eneste, vi bliver vurderet på, så er vurderingerne her opdelt. Jeg har ingen eksamener haft, så alle mine vurderinger har ligget i løbet af året.

De tre-fire opgaver, der er i løbet af semesteret, bliver altså alle vurderet og tæller med i den endelige karakter for faget. En typisk fordeling kan se således ud:

Første historie 20 %
Mundtlig præsentation 10 %
Anden historie 30 %
Major Project 40 %

 

Den karakter, du får for første historie tæller altså for eksempel 20 % i den endelig karakter for faget. Derfor arbejder alle flittigt med opgaverne løbende. Samtidig er det et krav at alle opgaver bliver bestået, for at man kan bestå faget. Derfor er der, som jeg tidligere skrev, meget at lave i løbet af semesteret, selvom de studerendes niveau er lavere end i Danmark.

Når man får en opgave tilbage med en karakter på, får man samtidig et vurderingsark og noget feedback. Vurderingsarket kender man i forvejen og er kravene til opgaven, og hvor højt hvert kriterie er vægtet. Fx kan vinkel og nyhedsværdi vægte 20 %, mens teknisk snilde kan vægte 10 % – alt efter hvilket fag det er, selvfølgelig. Og så får man så et tal på, hvor godt man lever op til hvert enkelt kriterie. Og det er det samlede tal, som bagefter omregnes til en karakter. Min oplevelse er, at underviserne bruger lang tid og giver rigtig god og brugbar feedback på opgaverne. Jeg har virkelig lært meget af den personlige feedback, jeg har fået, og netop det er et punkt, hvor Monash helt klart er foran DMJX.

 

Sprog

Da mit engelsk ikke er i top, var jeg meget bekymret for, om mine sprogkundskaber kunne række, inden jeg tog herned. En stor del af min motivation ved at komme afsted var helt klart også at forbedre det. Men selvom jeg har svært ved engelsk, har jeg sagtens kunne følge med og lave opgaverne. Det er mange internationale studerende her – særligt asiatere, som har meget blandede engelskkundskaber. Nogle har problemer med udtale, mens andre kæmper med ordforråd.

Monash har under English Connect forskellige tilbud til elever, der ikke har engelsk som førstesprog. Jeg tilmeldte mig Let’s Chat, hvor man mødtes med et hold og nogle tutorer en gang om ugen. På det hold, jeg var på, var niveauet lavt og undervisningen handlede om australsk kultur, så jeg fik alligevel lidt ud af det. Der er også mulighed for mere erfarne hold. Monash har også en studieservice Peer Support, hvor man kan få hjælp til grammatik og feedback på sine opgaver. Det var jeg flittig bruger af.

Transport

Der er fine muligheder for offentlig transport i Melbourne. Både tog, tramps (sporvogne) og busser. Jeg har taget toget til Caulfield hver dag, da det klart har været det hurtigste fra min bopæl.
De har systemet Myki, som minder lidt om rejsekortet – dog uden at være personligt. Man køber et Myki i en automat og tanker det op, når pengene er brugt. Jeg har haft et concession card (studierabat), da jeg har kørt hver dag. Det får man ved at få lavet et papir fra universitet, som bekræfter, at man er studerende, og så tage det med til et stationskontor.

En anden transportmulighed er cykel! Simon og jeg har begge haft cykler hernede og brugt dem flittigt. Forholdene for cyklister svinger dog en del, og mange steder er der ingen cykelstier. Bilisterne er ikke vant til mange cyklister og tager ingen hensyn, så man skal generelt været vågen og ikke have alt for meget fart på.
Vi ledte efter brugte cykler via www.gumtree.com.au, men det lykkedes os ikke at finde nogen. Derfor købte vi hver en ny cykel hos REID, som har billige cykler. Dem har vi uden problemer solgt videre nu.

 

Vejret

Vi landede i Melbournes sensommer i starten af februar. Her var vejret skønt, og solen var skarp. Temperaturene lå mellem 25 og 35 grader, og solcreme var nødvendigt. De første måneder var det reelt sommervejr, men efteråret kom snigende omkring påske, hvor vejret blevet noget køligere, og solen forsvandt tidligere på aftenen.
Jeg havde hjemmefra tænkt, at Australien jo er varmt og med vejrudsigtens gennemsnit på 15 grader i vintermånederne, tænkte jeg: ”Det er jo ligesom forår i Danmark”, så jeg pakkede primært sommertøj.
Vejret er helt bestemt dejligt her i Melbourne, men det kan altså også blive ret koldt. Så jeg har måtte sande, at jeg nok skulle have pakket en sweater og en varm jakke. Det er en god idé at pakke tøj til al slags vejr.
Generelt er vejret utrolig svingende hernede. Melbourne-folket plejer at sige: ”If you don’t like the weather, just wait five minuttes.” Og det kommer af de store vejrudsving, der kan være I byen indenfor ganske kort tid.
Det sociale

Som jeg tidligere har været inde på, har mit udvekslingsophold ikke været en stor social oplevelse med en masse nye venner. Det skyldes dels, at jeg ikke har haft så meget til fælles med mine medstuderende, men det skyldes altså også, at jeg er hernede sammen med Simon, og jeg derfor ikke har haft behov for at være super opsøgende efter nye venner. Der er helt sikkert potentiale for sociale fællesskaber, hvis man griber mulighederne og opsøger dem!

 

Rejse vs. udveksling

Når man tager afsted til Australien, er det svært ikke at tænke det lidt som en rejse. Og udveksling er helt sikkert også en god mulighed for at opleve Melbourne og landet Australien. Selv har jeg diskuteret en del med mig selv og Simon, hvor meget rejse skulle fylde i forhold til skolen. For vi har brugt virkelig meget tid på vores opgaver, så der har ikke været tid til så mange smutture og udflugter. Men jeg (og vi) er nået frem til, at det jo er udveksling, vi er på. Og ikke et halvt års ferie. Og netop muligheden for at få en hverdag og lære byen at kende på den måde, er en unik mulighed. Vi holdt påskeferie i Sydney og har været på et par endagsudflugter i nogle weekender, men derudover har vi gemt vores rejselyst til nu, hvor vi er på vej til at køre Østkysten tynd de næste fire uger, inden vi tager hjem til Danmark.
Så et råd fra mig er at holde fast i udvekslingen som fokus og oplevelsen i løbet af semesteret. Hvis du hellere vil ud og rejse i et halvt år, så tag orlov. Skolearbejdet kommer til at fylde meget, så det er med at omfavne det og nyde muligheden for at lave nogle fede projekter. Mine opgaver har givet mig en unik mulighed for at udforske nogle områder og personligheder i byen, som jeg aldrig havde fundet, hvis ikke jeg skulle opsøge historier. Så nyd studierne i byen, i stedet for at drøm om at rejse rundt (som jeg nok kom til i starten…).

 

Det skal du gøre

Til slut vil jeg lige komme med nogle konkrete anbefalinger til, hvad du kan lave i Melbourne:

 

Nyd en espresso tonic i orangeriet hos Grub Food Van. Prøv den smukke læsesal på State Library Victoria. Spis den lokale ret Chicken Parma på The Carlton Club mellem giraffer og strudse. Dyrk hot yoga i One Hot Yoga i South Yarra. Tag til Brighton Beach og gå tur langs de små, farverige badehytter. Køb frisklavet peanutbutter hos Rita’s Nut ShopSouth Melbourne Market. Drik fredagsøl i den oplyste gård hos Trunk i CBD. Se Penguin Parade på Philip Island. Se street art i Melbournes gader, fx ved Hosier Lane i CBD. Gå tur i Royal Botanic Gardens og se de kæmpe flagremus ved solnedgang. Deltag i en stor demonstration for at opleve kampgejsten i byen – fx Women’s march. Køb en pizza hos Lady Garage og nyd den til solnedgangen på St Kilda Beach. Abonner på nyhedsbrevet Time Out Melbourne og hold øje med, hvad der sker. Udnyt alle de gode muligheder byen byder på af kultur, events, mad, festivaller og kaffe. (Også når du er på udkig efter en god historie til en opgave). God fornøjelse!

 

Hvis du har nogle spørgsmål, er du velkommen til at finde mig på Facebook eller skrive til mig på sofielerche@gmail.com.

 

 

Monash University

Af Rikke Truelsen, kommunikatør

Hvis du læser dette, går jeg ud fra, at du allerede er hooked på at komme på udveksling, men sidder med det store spørgsmål: ”Hvor skal jeg tage hen?” Jeg var selv på Monash University i Melbourne, og jeg kan kun anbefale det.

Melbourne er kåret for sjette år i træk som verdens ”most liveable city” – og jeg kan virkelig godt forstå hvorfor. Byen er ren og tryg at være i. En god blanding af høje skyskrabere og store, grønne parker. Tæt på strand og alverdens naturoplevelser. Kaffebarer på hvert gade hjørne. Fyldt med forskellige nationaliteter og meget meget mere. Men alt dette, kan du selvfølgelig selv google dig frem til. Jeg vil i stedet forsøge at besvare et par af de spørgsmål, du sikkert sidder med lige nu:

Hvordan er Monash University? Monash er et rigtig godt universitet. Campusset virker som et ægte, stort campus, som man ser i film. Der er mange muligheder for at deltage i alverdens projekter, hvis du har lyst til det. Der er  to hovedcampusser: Clayton og Caulfield. Caulfield er tættere på byen, men undervisningen er ikke den bedste. Clayton er det største campus, og her er mere liv. Begge steder er undervisningen anderledes, end vi er vant til derhjemme. Du vælger typisk 4 fag, som du selv står for at søge. Det vil sige, du følger ikke en klasse, som vi gør derhjemme. Du vælger fagene, inden du tager afsted. Når du ankommer, er der en introuge, hvor de endelig fag kommer på plads. Det vil sige, hvis du har fortrudt dine fag og har fundet nogle, der er mere interessante, så kan du bare skifte. Dét gjorde jeg, og der er ingen problemer med det. De er virkelig søde til at hjælpe. Du sammensætter samtidig dit eget skoleskema, så du kan vælge, hvilke dage du vil have timer mm. Jeg har fx. haft fri onsdag og fredag. Ellers er der en del afleveringer og online quizzer igennem semesteret, da det ikke er alle fag, der har eksamen. Jeg havde kun 2 eksaminer, der foregik i hånden uden hjælpemidler – men det er slet ikke så slemt, som det lyder.

Hvad gjorde du med bolig? I forhold til bolig er det rigtig nemt at finde noget, når du kommer derned. Jeg kom derned tre dage før, skolen startede og boede den første uge på et hostel. Dét vil jeg virkelig anbefale at gøre. Måske endda komme lidt før, end jeg gjorde og få styr på bolig, inden skolen starter. Der er alverdens sider, du kan søge bolig på: flatmates, gumtree, facebookgrupper som fairy floss real estate og lignede. Jeg var så heldig at møde en dreng på det hostel, jeg boede på, og vi besluttede at finde noget sammen. Det er meget normalt at have et shared room – da det simpelthen er billigere, medmindre du gerne vil langt væk fra byen. Jeg boede i CBD tæt på Southern Cross Station i en lejlighed med en dansk dreng og 4 andre internationale studerende. Dét har fungeret ret godt.

Jeg vil anbefale dig at bo tæt på en togstation, da Monash ligger cirka 40-60 min væk fra Melbourne Centrum. Jeg kender flere, som har valgt at bosætte sig tættere på Monash i nogle suburbs, men de bruger lige så lang tid på transport som jeg, fordi de ikke bor tæt på en station. Det kan lyde af meget at bruge 40-60 min på transport, men jeg har kun haft 10 timer i skolen, så jeg synes ikke, at det var slemt.

Som udvekslingsstuderende er det nemt at møde nye mennesker, så længe du selv er åben. Du får en oplevelse for livet: kommer derud, hvor det kilder lidt i maven, rykker nogle grænser, lære dig selv bedre at kende og får venskaber for livet. Hvis du bare i det mindste overvejer udveksling – så gør det! Du vil virkelig ikke fortryde det. God tur!

Monash University, Melbourne

Af Benjamin I. Kastberg (journalist)

G’day, mate! Først og fremmest: Tag til Melbourne, det er en helt igennem fænomenal by at leve og studere i!

Jeg tillader mig at gøre det nogenlunde langt, da jeg går ud fra – siden du læser dette – at du er interesseret i at høre en masse om Australien og Melbourne, men også gerne vil underholdes. Så det vil jeg prøve på.

Om Melbourne – Australiens kulturelle hovedstad

Mange kender Sydney på grund af store attraktioner som Operahuset, broen og Bondi, men trods Melbournes størrelse og indflydelse på det Australske samfund tilbringer byen et liv i mere eller mindre komplet uvished hos det globale samfund. Og det er uforståeligt, når man selv har boet her. For byen har alt, hvad man kan forlange af en storby på godt fire millioner indbyggere. Melbourne kan betragtes som Australiens hovedstad for mode, sport, kulturelle oplevelser og kaffe. Ja, det er rigtigt. Melbournianere elsker deres kaffe, og de har kun hovedrysten til overs for Sydney, hvor livets fortræffeligheder handler mere om en god sejltur eller lange dage på stranden end ordentlig kaffe. Melbournes restaurant- og caféliv er meget rigt, og madoplevelser er der nok af. Byen er en blanding af mange nationaliteter – især asiatiske – hvilket giver bylivet et særligt præg. Men selvom byen er fuld af mennesker, er den tryg at opholde sig i. Og den offentlige transport fungerer godt (og er ret billig).

Personligt vil jeg beskrive Melbourne som en krydsning mellem New York og København. Den har NYC’s skyskrabere, travlhed samt utallige centre med verdens største modebutikker, og så har den Københavns afslappede café- og restaurantstemning med gode madoplevelser og afslapning ved vand og parker.

Du har måske hørt, at det er koldt i Melbourne, og jeg ville gerne kunne afkræfte den historie, men det kan jeg ikke. De første tre-fire måneder var ret kolde, men vinteren og foråret i byen, var også en af de koldere omgange sammenlignet med det generelle niveau, lod jeg mig fortælle. Så vær forberedt på, at vejret måske ikke er helt så ’australsk’, som du forventer. Sommeren – altså december og frem – kan dog være modbydelig varm, men Melbournes temperaturer svinger meget.

Generelt er australierne et meget venligt og udadvendt folkefærd, hvilket man hurtigt lægger mærke til som indadvendt random-samtale-hadende dansker. Personligt har jeg dog lært meget af deres åbenhed og ville ikke have været den foruden.

Om Monash University – Et universitet med mange muligheder

Hvis det er muligt, vil jeg anbefale dig at tage herned en til to uger før, du starter med orientering. For det er mentalt hårdt at forholde sig til så mange nye mennesker og studieforhold på samme tid.

Universitetet har to primære campusser. Det ene er Clayton, hvilket er hovedcampus, og det andet er Caulfield, hvor alle journalistiske fag hører til.

Mine fag var:

  • ATS1701: Terrorism and political violence: An introduction
  • ATS1259: Exploring Contemporary Australia
  • ATS3062: Digital Production
  • ATS2255: Smartphone Journalism

Jeg skiftede to fag ud i forhold til min første sammensætning. Det ene var European Security, som jeg var ked af at droppe, men faget var simpelthen for svært, da det var et tredjeårsfag, hvilket oprindeligt krævede to foregående fag i ’International Relations’.

ATS1701 kom i stedet for European Security, hvilket jeg blev meget glad for. Den ene underviser Peter Lentini ved rigtig meget om terrorisme og er nogenlunde interessant at høre på. Den anden var Luke Howie som i stedet for at tale en masse gav ordet til de studerende, hvilket gav en ret interessant struktur i forelæsningen. Generelt lærte faget mig meget om at beskrive fænomener som terrorisme på en mere neutral måde som journalist.

ATS1259 var helt klart mit yndlingsfag. Ikke kun fordi, det er fedt at lære om Australiens specielle historie, men mest af alt, fordi vores underviser Susan Carland (som også var min tutor) er helt fænomenal at høre på. Hun underviser med en gejst og en struktur som gør forelæsningerne og tutorials super spændende. Faget er et introduktionsfag til alt fra Australiens sportskultur, politiske landskab til multikulturelle samfund. Dette fag kan klart anbefales!

ATS3062 så på papiret meget interessant ud, men endte med at være en dårlig oplevelse. De første par uger var gode. Her lærte vi f.eks. om forskellige programmer til grafisk at behandle data og dermed skabe en journalistisk historie. Jeg havde håbet på at blive en skarp digital journalist, men faget gav ikke nok tid til at lære de forskellige programmer dybt nok at kende. For godt en måned inde i faget blev vi tilkoblet et projekt om at skabe multimediefortællinger til SBS News, men projektet var utroligt ringe planlagt. Ingen vidste rigtigt, hvad der blev forventet af os før meget langt inde i processen. Underviser Julie Tullberg var sød og god at snakke med, men hun underviste på en meget distræt og forvirrende måde. Hvis der bliver kørt et lignende projekt, kan faget ikke anbefales.

ATS2255 var overvejende en succes, selvom der var flere elementer, som blev for meget en gentagelse af de første tre semestre på DMJX. Meget af pensum svarede til det, vi har været igennem før praktikken, og det blev lidt for basalt nogle gange. Men faget blev for alvor nyttigt, da underviser Nick Parkin lærte os om forskellige apps til mobilen, der kunne bruges til at researche eller producere nyheder. Nick var både spændende at høre på, kompetent og satte krav til sine studerende. Så hvis du vil blive lidt bedre til apps og ’mobile journalism’ (fx optage et nyhedsindslag kun med smartphone) kan faget godt anbefales. Men vær opmærksom på, at faget er et andetårsfag og pensum samt medstuderende, derfor kan være af lavere kvalitet, end du forventer.

Hvad angår campusser ligger Clayton længst væk fra centrum og kan sagtens tage en time at komme ud til, hvis du bor omkring CBD (central business district). Caulfield ligger tættere på og tager måske kun 20-30 minutter. Personligt var det ikke noget problem at skulle helt ud til Clayton. Tager du til Caulfield kører der nemlig en intern shuttle-bus mellem de to campusser, som er gratis for studerende, hvilket sparer tid og penge.

Generelt var oplevelsen på Monash University god, om end det måske var et hårdere forløb end forventet. Det skyldes især, at jeg ikke var specielt motiveret for at blive journalist, hvilket gjorde de journalistiske fag til en større udfordring end nødvendigt. De andre to fag havde et væsentligt pensum, men var for det meste spændende og nemme at læse op på.

Om det sociale – vær aktiv de første par måneder!

Generelt minder Monash University om et amerikansk universitet med stort fokus på sport, stolthed over identitet og masser af sociale muligheder. I den første uge har du orientering, hvor du får kastet diverse sociale arrangementer og klubber i hovedet. En god klub for udvekslingstuderende kan være MOVE, der arrangerer ture og sociale baraftner. Personligt synes jeg ikke, MOVE arrangerede nok ture, men de havde dog baraftner hver anden uge. Det passede ofte dårligt med mine egne planer, så nåede faktisk ikke at være med til andre end baraftnerne i orienteringsugen. Jeg vil anbefale at komme til flest mulige sociale arrangementer, da det er den bedste mulighed for at knytte bånd med de andre udvekslingsstuderende.

Der er også andre muligheder for at knytte sociale bånd, f.eks. det utal af sportsklubber, som Monash tilbyder.

Intro-forløbet var dog ikke det bedste. Generelt virkede tutorerne til at have det sjovere med sig selv end med de nye studerende. Personligt var jeg også dårlig til at tale med nye mennesker, men vil du gerne have nye venner, skal du nok få det. Folk er generelt søde og rare at snakke med. Da universitet er opdelt i enkelte fagklasser, har man ikke meget socialt at gøre med sine klassekammerater. Båndet er klart stærkere til de andre udvekslingsstuderende, men man bliver nødt til at gøre en indsats i starten for at være social og få sig nogle venner.

Personligt fik jeg flest venner gennem Hillsong Melbourne – en kirke, jeg var tilknyttet under mit ophold. Derfor har min oplevelse af det sociale liv på Monash også været anderledes end de fleste andres.

Om boligforhold – en dyr, men positiv oplevelse!

Jeg havde ingen bolig, før jeg tog afsted til Australien. Få uger forinden fandt jeg hjemmesiden flatmate.com.au, hvor jeg søgte nogle steder, men det var svært at rykke på noget, når jeg ikke befandt mig i Melbourne. Siden kan godt anbefales, da der jævnligt poppede interessante tilbud op.

Jeg endte med at få bolig igennem noget kaldet UrbanStay, som universitetet henviste mig til, efter et værelse på Flatmate glippede. Igennem UrbanStay kom jeg ind i et hus i Prahran, en velhavende bydel i det sydøstlige Melbourne. Huslejen var ret dyr, omkring 5600kr, men det ligger ikke engang i den høje ende i Melbourne, men nærmere lige over midten. For Australien er et dyrt land at leve og bo i. Nogle af de andre udvekslingsstuderende slap noget billigere, fx 3000-4000kr, så du kan være heldig. Men forbered dig på, at husleje i Melbourne kan blive en dyr fornøjelse. UrbanStay som udlejer kan varmt anbefales. De var meget søde og hjælpsomme.

Om hvorfor du skal vælge Monash og Melbourne!

Uanset, hvor du tager hen, er udveksling en virkelig, virkelig god idé! Du vokser så eksplosivt, fordi du er alene i et nyt land med nye omgivelser, et hårdere studiemiljø og mange praktiske udfordringer, du selv skal løse. Det giver masser af personlig erfaring og selvtillid og bygger din karakter.

Jeg er uden tvivl blevet forelsket i Melbourne og Australien. Det er et vidunderligt land med mange spændende dyr, en speciel natur og en unik historie. Og Melbournes vejr har måske konstant PMS, men byen indeholder så meget charme, sportsoplevelser, god kaffe og utallige muligheder, at du aldrig vil kede dig downunder. Og nå ja, så er Melbourne endnu engang blevet udnævnt som verdens bedste by at bo i.

See you downunder, mate!

Se billeder fra mit ophold på Instagram på hashtagget: #melbournemigmonash

Har du yderligere spørgsmål, så skriv endelig på bikastberg@mail.dmjx.dk

Bedste hilsner, Benjamin.

Gode råd:

  • Medmindre du køber en cykel, så få ’concession card’ som noget af det første, så du har billig transport fra begyndelsen. En normal tur med sporvogn i centrum koster godt 20 kroner, med concession card er det kun halvdelen.
  • Frygt ikke for bolig. Når først du er hernede, går boligsøgningen meget lettere. Tag ventetiden og uvisheden som en karakteropbyggende oplevelse.
  • Book billet til MOVE’s ture så tidligt som muligt – de bliver hurtigt udsolgt.
  • Husk vinterjakken, Melbournes vinter kan være overraskende kold.

RMIT, Melbourne, Australia

Af Mathias Foley, Fotografisk Kommunikation

Mit navn er Mathias Foley, jeg er Fotografisk Kommunikation studerende I Emdrup og har tilbragt mit seneste semester I Melbourne som udvekslingsstudent på RMIT University. Jeg besøgte byen I 2011 og havde derfor en idé om hvordan det ville være at bo I Melbourne, men jeg havde ingen idé om hvordan det ville være at studere på RMIT hvilket gjorde den første tid på studiet en anelse kaotisk. Der er en del forskelle på RMIT og DMJX, først og fremmest er RMIT meget større og har samlet ca 80.000 studerende. I modsætning til DMJX hvor man er tilknyttet én klasse og har alle forløb med den samme klasse er RMIT bygget op på en anden måde med egen skemalægning resulterende I varierede mødetider, ugentlige fridage og forelæsninger. Jeg valgte at sammensætte fagene Fashion Photography, Branding og Client Management, 3 vidt forskellige fag med 3 forskellige hold som endvidere var opdelt i 3-4 forskellige hold hvilket også betød at der ikke var det samme tætte forhold til underviserne som jeg føler der er på DMJX. I begyndelsen virkede det som om jeg havde utroligt meget fri og havde masser af tid til at fokusere på det sociale der også er en del af det at være udvekslingsstudent. Hver uge havde jeg undervisning fra 12.30-14.30 mandag og onsdag, 2 timers undervisning formiddag og eftermiddag tirsdag, torsdag undervisning fra 11-13 og fri her fredag, det virkede helt vanvittigt at der ikke var mere undervisning, men det viste sig at være fordi RMIT fokuserer meget på selvstudie og også forventer at eleverne bruger deres egen tid på at søge ekstra viden indenfor de forskellige fag, lave gruppe arbejde og derudover de individuelle afleveringer, når det er sagt synes jeg dog stadig der var godt med fritid til at fokusere på den sociale del. Årstiderne I Australien er modsat de danske sådan at de har vinter når vi har sommer og i Melbourne er specielt vinter og sommer en smule anderledes end herhjemme. Sommeren i Melbourne er super varm og tør, det kan nemt blive mellem 35-40 grader hvorimod vinteren godt kan have dagstemperaturer omkring 5-10 grader og ingen sne I byen. Melbourne by har ikke en masse kæmpe attraktioner ligesom Sydney bla. har Sydney Opera House, men til gengæld er Melbourne en helt fantastisk by at bo i. Byen har en meget laid back vibe med plads til alle typer og er stærkt multikulturel. Det er billigt at spise ude og som studerende får man 50% på public transport som I forvejen er super billigt sammenlignet med København og Aarhus, 2 timers fri transport for 10kr, fri transport hele dagen for 20kr I hele Metro området. Der er masser af gratis koncerter hver uge og altid en god grund til at tage med vennerne I byen. RMIT tilbyder en masse forskellige aktiviteter I løbet af semestret bl.a. surf undervisning og udflugter til diverse national parker til meget overkommelige priser, desuden er der et hav af sportsforeninger på campus hvor der også bl.a. tilbydes gratis danse undervisning hver dag. RMIT har en studenterorganisation kaldet RUSU som jeg klart kan anbefale at blive medlem af, det koster 10 AU$ (50 kr.) og giver adgang til gratis grill frokost hver torsdag samt tilbud på billetter til diverse fester og arrangementer.
Som udvekslingsstuderende på RMIT er du ikke alene, der er ca. 750 andre udvekslingsstuderende fra hele verden så du får en oplagt mulighed for at opbygge et internationalt netværk som er guld værd. Mit semester I Melbourne har på alle måder været helt fantastisk og jeg kan kun anbefale andre at få den samme oplevelse.

RMIT, Melbourne, Australien

Af Sofie Winther Møller Jensen, TVM

Før jeg tog afsted til Melbourne, sagde alle, det er koldt og dyrt, men du kommer ikke til at fortryde det – og jeg kan ikke andet end at være fuldstændig enig! (Selvom jeg dog må sige, at det kun er koldt de første par måneder, så kommer sommeren og alt er fantastisk – selvom varmen ikke ændrer på det faktum at Australien er røvhamrende dyrt). Så hvis du har muligheden for at tage til RMIT, kan jeg kun give mine varmeste anbefalinger – jeg har aldrig haft det så godt og følt mig så fri, som jeg gjorde, da jeg var på udveksling i Melbourne – verdens bedste by!

Før du beslutter dig for at tage på udveksling (lige meget hvor), skal du være forberedt på, at det er besværligt, der er mange praktiske ting, du skal: finde det rigtige universitet, søge visum, søge forhåndsgodkendelse, få styr på forsikring og meget mere – MEN når du først er afsted og i gang vil du ikke komme til at fortryde det!

Fag: Før du tager afsted, skal du søge forhåndsgodkendelse – du kan lige så godt gøre dig selv den tjeneste at få godkendt omkring 10 fag (gerne flere). Jeg var i den situation, at mange af de fag, jeg gerne ville have enten var fuldt bookede eller lå på samme tid, derfor kom jeg lidt i bekneb, da folk på DMJX var på sommerferie og derfor ikke kunne godkende de fag, jeg havde mulighed for at tage. Men alt lykkedes til sidst, da jeg fik skrevet til forskellige undervisere og nogle af dem var meget hjælpsomme til at åbne ekstra pladser på deres hold – men da det ikke er noget, man kan regne med, så vil jeg anbefale at du får godkendt en røvfuld fag, så du kan være på den sikre side.

Jeg endte med at have følgende fag:

Alternative Animation (tre timers worksshop om ugen): Et fag, hvor man lærer at lave stop-motion animationer med ting, med papirsdukker og med ”modellervoks”-dukker. Det var helt klart mit yndlingsfag, da det er langt fra noget, som jeg har lavet – eller har mulighed for – på DMJX. Man arbejder i After Effects, og skolen stiller computere til rådighed, som du kan arbejde på i biblioteket. Jeg havde ingen erfaring med After Effects før jeg startede, men det var ikke noget problem.

Photography 101(en times lecture og to timers tutorial om ugen): Et meget basic fotofag, hvor man starter heeeelt fra scratch med at lære om lukketid, blænde og ISO. Herudover har man forskellige fotoopgaver, samtidig med at man skal lave en lille ”research”-bog, hvor man finder forskellige inspirationskilder. Selvom det var meget let, var jeg virkelig glad for faget, da jeg føler, jeg blev mere bevidst om, hvad billeder kan – og hvornår de fanger mig. Jeg kan varmt anbefale at have William Polson som underviser i fagets tutorials. Udover at have en ugentlig tutorial, har man en times lecture. Her lærer man ikke vildt meget, men det kan være en god inspirations-kilde til at finde nye fotografer, som kan inspirere en.

Experimental Video (3 timers workshop om ugen): Et fag som jeg ikke var særlig glad for, da læren Chris Henschke efter min mening ikke var en særlig god underviser, og fordi eksperimenterende video er et meget diffust og ukonkret fagområde. I dette fag arbejdede jeg i After Effects, hvilket var fedt – da jeg har interesse for at lære dette program, men Henschke, ville ikke undervise i det, så det var meget selvstudie ved selv at se turorials i fritiden.

Recording sound and Image – Technologies and Techniques (6 timer om ugen): Dette er ikke et ”almindeligt” bachelor fag, men et fag på noget der kaldes Associate Degree, Ulempen ved dette er, at man har 6 timer om ugen, ikke har ferie på samme tid som de andre universitetsfag og at faget fortsætter i 16 uger (for mit vedkommende til 4. November modsat midt-slut oktober for mine andre uni fag – men for mig var det slet ikke noget problem). Jeg var overvejende glad for det. Vi filmede, lærte at bruge en lille mixer til at optage lyd, lærte at sætte lys (og legede med forskellig farver og stemninger), optog med greenscreen, brugte dolly mm. Niveauet er ikke helt vildt højt, men det er et meget praktisk fag, som klart kan give dig noget, hvis du ikke føler, du er vildt stærk på den tekniske front.

Melbourne som by og andre anbefalinger

Det er ret dyrt at bo i Melbourne. Jeg fandt et sted at bo på Gumtree (lidt ala DBA). Det tog mig cirka en uge efter ankomst til Melbourne. Jeg valgte, at jeg gerne ville bo centralt og ikke alt for dyrt – og så må man være forberedt på at dele værelse. Jeg boede i en virkelig nice lejlighed i CBD (indre by), her var der gratis fitness, swimming pool og sauna. Jeg delte værelse med to andre og det kostede cirka 3800 om måneden.

Der er free food market hver onsdag klokken 19 på 161 smith street, Collingwood. Et fantastisk initiativ – regn ikke med gourmet mad eller noget fancy (man sidder på gaden og spiser). Medbring din tupperware boks, dine venner, spis gratis og tag mad med hjem. Jeg var kæmpefan! Lentil as Anything er en restaurant, hvor du spiser vegetarisk og hvor du betaler, hvad du har lyst til – fedt initiativ. ABC – min yndlingsbar! Sid på terassen og drik jugs – også selvom det er vinter – der er happy hour 4-7. Dejligt sted!

Nu har jeg skrevet for meget, selvom jeg slet ikke er færdig med at fortælle om, hvorfor du skal tage til RMIT og hvad du skal lave i Melbie! Gør det, tag til Melbourne – og skriv til mig Sofiewinther@live.dk, hvis du har yderligere spørgsmål.

De bedste hilsner,

Sofie Winther, TVM7

University of Technology Sydney (UTS), Australien

af Mads Fridolin Schram Vejlby, TVM

At lære udenfor andedammen

Jeg har i mange år drømt om at rejse ud i verden og se hvad der findes af historier, mennesker, kulturer og oplevelser uden for den danske andedam. Da jeg fik muligheden for at tage på udveksling lod jeg den i første omgang passere, da jeg var fokuseret på at få den rigtige praktikplads i løbet af tredje semester på tilrettelæggeruddannelsen i Emdrup. Jeg kunne se et par af mine modige medstuderende rejse afsted til Canada, Tyrkiet og Tyskland. Det gik fint i Danmark, hvor jeg endte på en god praktikplads, men det gik op for mig at det ene ikke udelukker det andet – en “panikdag” kan sagtens foregå via Skype og have et positivt udfald. Det var mine udrejste klassekammerater beviset på.

På mit syvende semester var der derfor ingen tvivl om at jeg var nødt til at gøre det – komme afsted. Jeg søgte både San Francisco, Toronto og Sydney, og jeg kom ind på et partneruniversitet i sidstnævnte by.

Jeg havde en blandet oplevelse i Australien. Jeg oplevede, at jeg havde fag, hvor jeg følte mig alt for lidt udfordret, og hvor det gik op for mig, at det faglige niveau i Emdrup er ganske højt.

Jeg oplevede samtidig en helt ny måde at behandle studerende på, når det gælder at gøre dem til glade studerende. Det ville være urimeligt at sammenligne den skrabede fredagsbar i “Arkiv E” med det overflødighedshorn af sociale tilbud, som jeg blev tilbudt, da jeg var udvekslingsstuderende i Sydney. Jeg kan kun anbefale, at den Danske Mediehøjskole begynder at lade sig inspirere af institutioner som University of Technology Sydney, for de har nemlig virkelig forstået at skabe et miljø, hvor det er hyggeligt og sjovt at være – et miljø, hvor man har lyst til at befinde sig, og derfor et sted der skaber motivation for indlæring. Gratis morgenmad to dage om ugen i indgangshallen, fester hver fredag, sociale arrangementer hver eneste dag og 121 forskellige klubber, som man kan tilmelde sig, hvis man ønsker at dygtiggøre sig i alt fra rugby og fodbold til Quidditch og Nintendo-spil.

Jeg havde en rigtig god studietid i Sydney – ikke pga. det faglige udbytte, men fordi jeg på meget kort tid lærte en masse mennesker at kende fra forskellige dele af verden. På den måde har jeg lært noget nyt om kulturer uden for Danmarks grænser, og for mig har det enorm værdi, uanset hvilket job jeg ender med at få på den anden side af sidste eksamen.

UTS, University of Technology Sydney

Af Sandra Louise Fennefoss Bye (journalist)

Jeg tror ikke, man forstår det, før man har prøvet det. Men et udvekslingsophold er en uvurderlig oplevelse både fagligt og personligt. Det lyder som en latterlig kliché, men det er ganske simpelt den bedste beskrivelse af det. Det hårdeste ved hele udvekslingsopholdet er faktisk, at man skal hjem igen.

Jeg valgte at søge om udveksling hos UTS i Sydney, fordi jeg ville langt væk, men samtidigt til et engelsktalende land. Og så gør det jo ikke noget at det er smukt og spændende land at rejse i.

Der er nogle faktorer, man skal være opmærksom på, inden man tager af sted.

  • Sydney er en dyr by at leve i, og er man glad for avocado og kirsebær bliver man meget hurtigt fattigt. Hvis man bor nogenlunde centralt vil jeg anbefale at tage en tur til Chinatown og købe grøntsager ved Paddy’s market. Det betaler sig!
  • Semesteret begynder tidligt – jeg tog afsted den 14. juli, så vær klar på at tage af sted hurtigt efter 6. eller 7. semester.
  • I begyndelsen har man lyst til at skrige af frustration over ikke at kunne finde rundt, fordi der er 11 forskellige bygninger spredt rundt omkring. Men der er heldigvis hjælp at hente. ”Lost on Campus”-app’en er gratis og hjalp mig meget i begyndelsen.

Et af de vigtigste tips, jeg kan give, er at bo på et af de kollegier, som UTS Housing (UTS student accomodation) tilbyder. Det vil jeg til hver en tid anbefale ALLE at vælge. Når man ankommer, er man mutters alene uden et støttende bagland, så det er en oplagt mulighed for at få gode og tætte venner hurtigt. Desuden arrangerer UTS Housing mange events, specielt i begyndelsen, så man kan lære nye mennesker at kende – udnyt det! Og sørg for at komme før eller på den dag check-in starter, for det er også der, de første orientation arrangementer begynder. Selvom man er udmattet og ekstremt jetlagged, bør man deltage, for efter min erfaring og ud fra hvad mine andre venner har fortalt mig, er mange af deres bedste sociale relationer opstået efter disse events.

Når orientation week er forbi, kalder den virkelige verden, og undervisningen begynder. For mig var der en del læsning i forbindelse med to af mine fag, Balancing World views og Regulating Communication. Det er en ufatteligt dårlig idé ikke at læse op til timerne, da al undervisningen er bundet op på ugens læsning. Men som altid handler det om planlægning, og da mine tekster var ganske gode, fandt jeg ikke arbejdsbyrden overvældende.

UTS bryster sig af at være et godt universitet for internationale studerende, og jeg er enig.

Jeg var tilknyttet fakultetet FASS – Faculty of Arts and Social Science, da det er her kommunikationsfag og de journalistiske fag har hjemme. Hver gang jeg talte med studerende fra andre fakulteter, sagde de, at de havde hørt at journalistik/kommunikation på UTS skulle være rigtig godt og specielt for udenlandske studerende. Begrundelsen for det udsagn kender jeg ikke, men jeg tror, det er fordi, det siges at være meget praktisk orienteret. Der synes jeg dog også sagtens, DMJX kan spille med.

Undervisningen er lidt, som den DMJX tilbyder. Jeg havde lectures, som er forelæsninger i større sale og tutorials, der er klassebaseret undervisning. Men da man ikke har en fast ”pakke” af fag ligesom journalistuddannelsen har, har man ikke det sammenhold som en klasse, der har timer sammen i et semester. Desuden brugte jeg ikke særligt meget tid med de australske studerende fra mine fag. De var alle sammen søde og hjælpsomme, men de fleste var også fem år yngre end mig. Det betød, at jeg ikke rigtig socialiserede med de andre studerende fra mine tutorials ud over de internationale studerende, som var tættere på mig aldersmæssigt.

Ét af mine fag imponerede mig virkelig – både på grund af fagets indhold men også på grund af mine lærere. Regulating Communication: Law, Ethics and Politics var et interessant fag, der har til formål at reflektere over og undersøge argumenter for og imod reguleret kommunikation, og hvilke konsekvenser de forskellige scenarier har. Min klasse bestod overvejende af australske studerende, så undervisningen gik hurtigt for mig i begyndelsen. Men det er et spørgsmål om at vænne sig til at modtage undervisning på engelsk. Desuden skulle jeg nok have sat mig mere ind i australsk politik inden jeg begyndte, så jeg ikke havde brugt de første par uger på at forstå det politiske landskab.

Personligt er jeg faldet pladask for Sydney. Det er efter min mening en helt fantastisk by at leve i med alle parkerne, Darling Harbour og området omkring Operahuset og Harbour bridge og også Blackwattle bay, hvor man kan gå mange fine ture i byen. Og så er der selvfølgelig alle de skønne strande. Bondi, Coogee, Cronulla og Manly for bare at nævne nogle stykker. Desuden har Sydney også et hav af muligheder, når det kommer til at spise ude og kulturelle events, så der er næsten altid noget at tage sig til.

Jeg var af sted på mit 8. semester. Det var helt tilfældigt, da jeg først fik øjnene op for udveksling efter ansøgningsfristen for 7. semester. Jeg kan ikke svare på, om det er bedre at tage af sted på 7. semester, men hvis man ikke vil udskyde sin bacheloropgave, er det nok en god idé at tage udveksling på 7. semester.

Tøv endelig ikke med at kontakte mig hvis du har spørgsmål.

fennefoss@hotmail.com

Murdoch University

Af Anne Mathilde Friis Larsen (journalist)

Mit mål med udveksling var at komme så langt væk fra Danmark som muligt, og det lykkes – næsten. Jeg har været i Perth, Australien og læst på Murdoch University.

Jeg valgte slet ikke at beskæftige mig med journalistic og i stedet for læse Introduction to Forensic Science, Introduction to Criminology og Terrorism in a Globalized World. Det er tre fag med en god portion akademisk læsestof og særligt Forensics var tungt med meget videnskabeligt stof. Universitetet fremhæver, at man skal forvente at bruge minimum 10 timer om ugen på fag, der tæller 3 credits, og det måtte jeg sande var for lidt. Jeg har brugt utroligt meget tid på at læse. Især i starten, hvor jeg kæmpede med at forstå alle de akademiske udtryk på engelsk. Heldigvis er der hjælp at hente mange steder.

Både mine lektorer og tutorer har været meget hjælpsomme med ekstra hjælp, når det kneb. Jeg gav mig til kende tidligt på semesteret og fortalte, at jeg var på udveksling. Det er nødvendigt selv at tage teten, for undervisningen foregår i forelæsningssale med mange studerende. Nogle fag har tutorials, som ligner klasseundervisning i mindre grupper. Her har man mulighed for at få god kontakt til tutoren, og det var her jeg fandt nye bekendtskaber. Det kan absolut anbefales at vælge fag, der tilbyder tutorials.

Afleveringerne var essays eller critical essays, hvilket var et helt nyt bekendtskab for mig. Jeg var på herrens mark, da jeg skulle skrive den første, og jeg fortrød bitterligt, at jeg ikke havde taget imod tilbuddet om CUTL’s workshops i starten af semesteret. Heldigvis er de at finde på biblioteket, hvor man kan få individuel hjælp til opgaveskrivning hele semesteret.

Jeg boede på campus i University Village i en ét-værelseslejlighed til lidt over 8000 kroner om måneden med festende, larmende teenagere, der er flyttet hjemmefra for første gang, som nærmeste naboer. Det var til tider hændervridende frustrerende.

Det er således rasende dyrt at bo i Village, også hvis man vælger et værelse i en delelejlighed. Det er naturligvis billigere at bo sammen med andre, og der er mange forskellige prisklasser at vælge imellem, alt efter hvor mange roomies, man får. Endvidere er kontrakten bindende for hele semesteret, så man kan ikke vælge at flytte derfra underopholdet.

Jeg vil anbefale, at man holder hovedet koldt og finder noget at bo i, når man kommer herned. Der er masser at opslag rundt omkring med værelser til leje uden for campus, så det kan også lade sig gøre. Village er langt fra fyldt op, så hvis man vil bo der, kan man sagtens få en lejlighed eller et værelse, når man kommer herned. Men som sagt, det er dyrt, og standarden lever ikke op til prisen efter min mening.

Jeg vil dog sige, at det er dejligt at bo så tæt på uni som muligt. Jeg nød, at jeg lige kunne drøne hjem og få min frokost eller bare slappe af mellem forelæsningerne.

Vær opmærksom på, at du har lektier for til den første uges undervisning, så det er en god idé at komme lidt før studiestart og få købt bøger, som også er dyre. Jeg brugte næsten 2000 kroner på bøger til tre fag.

Perth er en virkelig lækker by med mange forskellige bydele. Inde i CBD er der storbyliv og shopping, i North Bridge er der barer, natteliv og små lækre butikker med andet end stangtøj. I Fremantle, som ligger ud til havet, er der en meget afslappet stemning, surfer dudes og gode restauranter. Området omkring universitet er villakvarterer og generelt ret dødt, men det er helt ok, for campus er til tider lidt for levende for min smag. Der er billige drinks på et af diskotekerne i Fremantle hver onsdag, så der er selvsagt fest hver onsdag på campus.

Bonusinfo: Man kan få rugbrød fra den tyske bager, der har en stand på universitetet hver torsdag eller man kan smutte forbi Ikea og købe en brødblanding. Der kan man også finde saltlakrids og tyrkisk peber.

En af helsekostforretningerne i det lokale indkøbscenter, Kardinya Park har rigtige – altså vaskeægte danske – Toms heksehyl. Det har reddet mangen en dårlig dag og gjort flere af de gode bedre.

University of Technology, Sydney

Af Mia Jørgensen (journalist)

Et land med en uendelig mængde oplevelser og et universitet med mulighed for at bygge ovenpå din journalistuddannelse – men vær beredt, det koster!

Sydney er for nylig blevet nomineret til at være den dyreste by at bo i verden, og Australien det dyreste land. Det er en god ting at have in mente, så få sparet nogle af de kroner, du tjener i praktikken, op, så du kan tage en tur på den anden side af kloden.

Bolig: Jeg benyttede mig af UTS Housing svarende til kollegier i Danmark. Til dels fordi det var det nemmeste, og jeg ikke helt kunne overskue junglen af annoncer på gumtree og fordi jeg tænkte at det ville give mig rig mulighed for at møde andre studerende. Og især det sidste har nyt godt af. Ved at bo i Housing møder du hurtigt en masse andre studerende, hovedparten andre internationale studerende, men også australiere. Alle bor der, fordi de gerne vil lære andre mennesker at kende. Derudover har Housing en helt masse arrangementer i løbet af semestret, som man kan deltage i. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var lidt vanskeligt at danne venskaber med dem, jeg læste fag sammen med, da de allerede har formået venskaber eller studerer noget helt andet end mig.

Lad dig ikke skræmme af overvågningskameraer og security vagter, der beder alle om at være stille kl. 22. Sjældent bliver reglerne overhold til punkt og prikke, og vagterne er til at tale med. Du bor jo sammen med en masse andre unge, som også gerne vil have det sjovt.

Universitet: Universitet bærer helt klart præg af, at der er rigtig mange internationale studerende – 3000 så vidt jeg husker. Der er godt styr på processen, og der er flere hjælpemidler så som HELPS, der kan give rådgivning i opgaveskrivning, forståelse og andet, og så er der et kontor for internationale studerende placeret i hovedbygningen, som altid kan hjælpe.

Det kan være lidt en jungle at finde rundt i hvilke fag, du kan tage, fordi det går frem og tilbage mellem DMJX og universitet. Jeg havde tre fag fra Communication. Alle fag på Communication tæller 8 point, og du behøver derfor kun tre. I de fleste fag fra Communication er der ikke eksaminer, hvilket især er en fordel, hvis du vil rejse til slut i semester, fordi du ikke er bundet af eksamener til slut juni, ligesom de andre. Det betyder så også, at dine opgaver tæller væsentligt mere for din karakter. Jeg vil stærkt anbefale fag Media, Mediation and Power, hvor du får teoretisk viden til at analysere forskellige former for medie tekster (TV, film, artikler etc.) Læren Belinda Middleweek er rigtig kompetent, og faget bygger rigtig godt videre på DMJX. Der var blandt andet flere ting fra Medieteori, hvor man kunne koble de to fag sammen og se en sammenhæng. Kom godt i gang med Medieteori i starten af semestret, hvor der ikke er så meget at lave. Faget tog i hvert fald mere tid, end jeg havde regnet med.

Transport: Jeg ville nok ikke kaste mig ud på en cykel lige de første par uger. Sydney er stærkt trafikeret, og der er ingen cykelstier. Busser og tog fungere fint og med et Opalcard (svarende til Rejsekortet bare lidt mindre besværligt), så er det nemt hurtigt at komme frem. Derudover, hvis du bor i Housing, så er der ikke mere en 10 min. gang fra dit hjem til universitetet.

Sydney: Sydney er en vidunderlig by med masser af liv, strande om sommeren og ret tæt på andre oplevelser som Royal National Park, Blue Mountains og Hunter Valley, hvis du har en dag fri fra universitet og gerne vil se lidt andet. Det er også ret ligetil at finde arbejde. Jeg fik et arbejde lidt under en måned efter, at jeg var ankommet. Afhængig af, hvor mange legater, penge du har sparet op og så videre, så er det ikke strengt nødvendigt, men jeg ville gerne have lidt ekstra til rejse, samtidig med at jeg mødte andre mennesker, som ikke var tilknyttet universitet.

Hvis du er ude i god nok tid, så er det både nemt og billigt at finde fly til andre dele af Australien. Det kan næsten ikke betale sig at tage Greyhound busserne, fordi du ville ende med at bruge meget tid på transport. At leje en bil/campervan er også helt rigtig god måde at se landet på. Derudover er det nemt og billigt at komme til Asien fra Australien. Jeg nåede desværre ikke selv at benytte mig af det, men det virker som en ret ligetil mulighed – især efter semestret, når du alligevel skal den vej forbi på din hjemtur.

miawjorgensen@gmail.com

MONASH UNIVERSITY

Af Marie-Louise Halmø (kommunikatør)
World’s Most Liveable City 2014

På grund af den europæiske vibe og et utroligt hjælpsomt folkefærd følte jeg mig med det samme hjemme i Melbourne. Jeg rejste til byen 14 dage før studiestart, fordi jeg skulle finde en lejlighed, da jeg havde hørt, at lejlighederne på campus lå for langt væk i forhold til centrum (central business district eller bare CBD). Australiens unge flytter oftest ikke hjemmefra før, at de er færdige med deres studier, så derfor er der kun to primære hjemmesider til leje af værelser: Flatmates.com.au og Gumtree.com.au. Dog er de begge meget populære, så der er et godt udvalg, men sørg for at være selektiv og se værelset inden, at du siger ja, for standarden er oftest ikke ligeså god som i Danmark, medmindre du har plads i økonomien til at betale en høj husleje på omkring 3000 kr. om ugen. Jeg endte med at leje et værelse i et lille rækkehus til 1200 kr. ($240) om ugen, hvor to andre australske par også boede, hvilket var en perfekt mulighed for at få et indblik i ægte australsk kultur, så det kan varmt anbefales. Melbourne er bygget således op, at alle forstæderne har deres egen identitet med hver deres charme. Richmond, hvor jeg boede, er kendt som Little Vietnam på grund af de mange vietnamesiske spisesteder, Fitzroy er kendt for dens vintage butikker og alternative typer, hvorimod Prahran og South Yarra er de dyreste kvarterer med shopping gader, der er fyldt med butikker med eksklusive brands. Det er dog vigtigst, at du vælger at bo et sted, som er tæt på en togstation, fordi Melbourne spreder sig over rigtig mange kilometer, så det næsten ikke kan undgås at skulle benytte offentlige transport dagligt.

Da jeg startede på Monash University var jeg overvældet over størrelsen på universitet, som strækker sig udover mange forskellige campusser. De to primære er dog dem i Caulfield og Clayton. Caulfield er kun tyve minutter i tog fra CBD, hvorimod Clayton er omtrent en time derfra, så sørg for at have Caulfield i tankerne, når du vælger fag, hvis du vil undgå lang transporttid. Jeg havde fået forhåndsgodkendt seks fag, hvoraf jeg så udvalgte mine fire endelige fag i en af de første introuger. Generelt fungerer deres interne systemer upåklageligt, så længe man er tålmodig.

Jeg endte med at få de fire fag, som var mine førsteprioriteter:
– Exploring contemporary Australia (ATS1259)
– Communications and cultures in the global era (ATS2250)
– Communications and media studies: Contemporary debates (ATS3732)
– Introduction to social behaviour (ATS1262)
Især psykologifaget – Introduction to social behaviour var en spændende og ny vinkel til min kommunikationsuddannelse, og det er forholdsvist ligetil, så det kræver ikke et stort forhåndskendskab til psykologi, idet det er første års fag, så det kan jeg varmt anbefale. Skolen har også mange tiltag til udvekslingsstuderende, hvilket gør, at man aldrig føler sig alene. I den første introuge bliver du via sociale arrangementer rystet godt sammen med mange af de andre udvekslingsstuderende fra nær og fjern. Du kan også få en buddy, som kan lokale tips og tricks, samtidig med, at du kan vælge at få en PAL, der kan hjælpe dig med dine lektier, hvis du har behov for det. Så selvom, at det hele kan virke overvældende og stort, er der altid hjælp at hente, og arrangementer som man kan vælge at deltage i. Et godt råd er at blive medlem i en af Monashs klubber, hvor du kan dyrke din interesse sammen med andre. Jeg var selv medlem af udvekslingsklubben MOVE, men der er også klubber, hvor du kan lære at surfe, danse hip hop eller se Disney film.

Med en god base og nogle spændende fag skal du til sidst huske, at give dig selv noget fritid i weekenderne, da de fire måneder går rigtig hurtigt. Der sker altid en masse i Melbourne, så det er nemt at gå glip af noget. Derfor benyttede jeg hver uge hjemmesiden thatsmelbourne.com.au, som på overskuelig vis lister alle de kulturelle, og ofte gratis, tilbud, der er at finde i Melbourne. Tilværelsen i den australske storby er jeg faldet pladask for, og det overrasker mig ikke, at Melbourne i 2014 blev kåret til verdens dejligste sted at bo for fjerde år i træk.

RMIT, Melbourne, Australia

Af Ana Bagger, (Interactive Design)

RMIT er et kæmpe universitet, hvor hjertet af City campus ligger lige ved Melbourne Central Station. Jeg havde 4 ugentlige skoledage her, alle fra ca. 9.30 – 14.00. Der var selvstudie ved siden af undervisningstimerne også, men generelt var arbejdsmængden mindre på RMIT end på DMJX, og forløbet langt mindre intenst. Sørg for at få adgang til intranettet og vælg fag så tidligt som muligt. De lokale studerende får adgang til systemet tidligere end udvekslingsstuderende, så flere fag var allerede fuldt bookede, da jeg fik adgang. Man har ca. 14 dage fra skolestart og til de endelige fag skal vælges, og flere af de lokale bruger de to uger, til at prøve en masse forskellige fag af.

 

JEG ENDTE MED DE FIRE FØLGENDE FAG

GRAP1038 – How to make things interactive

Et teknisk tungt fag, der omhandler brug af Arduino og kodning af samme. Faget starter på total begynder niveau, og når at blive super avanceret. Du bliver stillet opgaver ca. hver anden uge, der skal løses og bestås. Den afsluttende opgave giver mulighed for at dreje den tillærte viden i en retning, der passer ens studievej. Jeg valgte fx at lave en installation med brug af Arduino, Processing og Madmapper. Spændende, meget udfordrende og anderledes interaktivt fag.

 

COMM2225 – Experimental Video

Faget bygger på gennemgang af eksempler på eksperimenterende videomateriale og efterfølgende diskussion af disse. Sideløbende oprettes og opdateres personlig blog omhandlende emnet. Der er 2 større afleveringer, hvor man selv eksekverer eksperimentelle videoer.

 

COMM2213 – Alternative Animation

Faget bevæger sig ikke meget udenfor Stop motion genren. Til gengæld kommer man grundigt rundt i forskellige varianter; papirudklip, ler, selvbyggede modeller til brug af virkelige mennesker. Hvis du er stop motion entusiast, er faget lige dig. Der er ugentlige opgaver, hvor niveauet er højt.

 

COSC2178 – 2D Design

Tegneundervisning, der med meget få undtagelser, består af croix qui tegning. Underviseren John McKinnon er en dygtig herre, der hjælper dig på vej til at finde din egen streg idenfor klassisk kunsttegning.

 

MELBOURNE

Melbourne er ikke en by, man tager til for at gå på seightseeing. De bedste steder er skjulte og gemmer sig i laneways (små gader), via tvivlsomme indgange. Eller i bydelene omkring CBD – bedst er Fitzroy, Brunswick og Carlton med kaffebarer, genbrugsforretninger og mænd med stort skæg. Og St Kilda med strand og pingviner (!). Befolkningen er fantastisk imødekommende, og vant til at folk fra hele verden kommer og går. Byen er multikulturel og det smitter af på åbenheden og accepten af alle. Er man til kunst, festivaler, events og enestående kaffe er Melbourne fantastisk – byen kaldes for verdens kaffehovedstad! Og mest af alt – har du lyst til at studere et semester i en by med en afslappet, livsnydende facon og en imødekommende stemning, er Melbourne noget for dig.

 

LIDT PRAKTISKE, GODE RÅD

Lejlighed – Jeg startede ud på The Nunnery Hostel i Fitzroy, og kan kun anbefale stedet. Gumtree.com.au eller Flatmates.com.au er dine venner i lejlighedssøgningen. Modsat København, er det rigtig nemt at få kontakt til udlejerne og at komme ud og se på værelser. Vær forberedt på sære bo-løsninger, hvor skillevægge og lagener udgør improviserede værelser. Jeg kiggede på 6-7 forskellige, inden jeg fandt mit hjem. Prisniveauet ligger ca på. 160dollars pr. Uge – 210 dollars pr. Uge.

 

Offentlig transport – I Melbourne er ’trams’ formentlig den mest benyttede form for offentlig transport. Det er sporvogne, der kører på kryds og tværs igennem byen. Dog ikke om natten. Du skal have fingrene i et Myki kort – RMIT udstyrer dig med nødvendige papirer, så du kan få et consession Myki kort, der giver dig billigere ture som studerende.

 

Cykel – I CBD er der ganske få reelle cykelstier, og ofte finder du dig selv midt på en flersporet vej (i den ’forkerte’ side, selvfølgelig), risky business. Og ender du med at bo centralt, er en cykel unødvendig. Har du lidt længere til uni (som mig i St Kilda), kan jeg dog anbefale det, for at se andre sider af byen. Jeg samlede min egen cykel hos et genbrugs-cykelværksted i en lille oase kaldet CERES. Jeg betalte 40Dollars (ca. 250kr) for cyklen og fik hjælp til at samle og reparere den af de fantastiske mennesker, der var frivillige der. Du finder CERES i Brunswick East.

 

Job og løn

Med dit studievisum er det (pt) tilladt at arbejde op til 20 timer om ugen. Jeg fandt et job på en café i CBD, og var rigtig glad for at lære menneskerne her at kende. Den bedste måde at finde et job, er at gå rundt og snakke med dem – og aflevere nogle ansøgninger.

 

 

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig; abagger@mail.dmjx.dk

 

Og sidst – tag af sted, det er en enestående, fantastisk mulighed!

 

Monash University, Melbourne

Af Birthe Willumsgaard Pedersen (kommunikatør)

Australien og ikke mindst Melbourne er et fantastisk sted at bo. Jeg følte mig hurtigt hjemme blandt højhuse, palmer og streetart. Melbourne er en af Australiens mest multikulturelle byer, hvilket også giver byen en helt særlig charme. Melbourne CBD (centrum) er fyldt med cafeer, butikker og små laneways med streetart, men går du blot 2 km udenfor CBD kommer du til fantastiske grønne områder og parker, samt stranden er kun 15 min væk med tramen.

Det faglige: På Monash University fulgte jeg 4 fag på henholdsvis Caulfield og Clayton campus:

  • Exploring contemporary Australia (ATS1259)
  • Communications and cultures in the global era (ATS2250)
  • Communications and media studies: Contemporary debates (ATS3732)
  • Introduction to social behaviour (ATS1262)

Jeg vil anbefale, at man vælger at tage så mange fag som muligt på Caulfield, da det kun ligger omkring 15-20 minutter i tog fra Melbourne CBD, hvorimod Clayton ligger omkring en time væk. Jeg gik i skole 3 dage i ugen – 2 dage på Clayton og 1 på Caulfield.

Vær opmærksom på, at de Australske studerende starter tidligere på Universitetet, end vi gør i Danmark, dermed vil en del af dine medstuderende være yngre end dig, især hvis du vælger 1. og 2. års fag.

Det praktiske: Jeg havde valgt at booke et værelset gennem ”Semester i Australien”, som udlejer lejligheder til udvekslingsstuderende, som skal studere ét eller to semestre i Australien. Lejlighederne er møbleret og udstyret med alt du skal bruges i løbet af semesteret, så lejligheden står klar til at flytte ind i, når du ankommer. Semester i Australien tilbyder at hente dig i lufthavnen og der står en klar til at tage imod dig i lejligheden. Derudover får du en velkomstpakke med informationer om byen, et MYKI-card (rejsekort til offentlig transport) og hvis du hjemmefra har bestilt et SIM-kort gennem dem, så ligger det også klar til dig, når du kommer.

Så hvis du ikke ønsker at bo på hostels de første par uger af dit ophold, så er dette en rigtig god løsning. Jeg vil klart anbefale det, og selvom det måske er lidt pricy, vil jeg sige, at det er alle pengene værd. Hvis du dog hellere vil finde et værelse, når du kommer derned vil jeg anbefale at komme en uge eller to før introugerne begynder, da det kan være stressende at skulle finde bolig samtidig med at du skal bruge tid på at lære de andre studerende at kende.

Jeg vil dog anbefale at takke nej tak til at bo på campus, da du kommer til at bo på Clayton, som ligger 1 time fra Melbourne, plus du kommer til at bo med mange unge studerende, som lige er flyttet hjemmefra.

Jeg købte et Australsk SIM-kort fra AMAYSIM, som jeg var rigtig godt tilfreds med. Jeg havde et ’Pay as you go’-abonnement, hvor du blot betaler for det du bruger og derudover havde jeg 1 GB data for omkring 10 dollars (ca. 50 kr.) i måneden.

Husk en varm trøje til de første par måneder – Australiens vinter kan nemt kommer under 10 grader i Melbourne. Men til gengæld bliver vejret rigtig dejligt fra omkring oktober.

Det sociale: Inden studiestart er der to ugers introforløb til skolen, fagene og ikke mindst en masse sociale arrangementer. I den første uge er det udelukkende udvekslingsstuderende der er med til arrangementer og derfor er der gode chancer for at få sig en masse nye bekendtskaber. Jeg blev medlem af Monash Exchange Club, som arrangerer fester, events, pubcrawls, osv. for udvekslingsstuderende. Derudover er der mulighed for at få en Buddy, som man kan spørge om alt lige fra skolerelaterede spørgsmål til hvor det er godt at gå i byen.

På Monash er der mulighed for at blive medlem af mange forskellige klubber, der er lige fra sportsklubber til religiøse klubber – alt for enhver smag. Dette er også en mulighed for at møde andre studerende.

Hvis du har spørgsmål om Monash University eller Melbourne, så er du velkommen til at kontakte mig på birthewp@mail.dmjx.dk.

UTS Sydney

Af Anna Gottschalck (journalist)

Efter fem måneder i Australien føler mine venner og familie sig alle forpligtigede til at stille det mest obligatoriske spørgsmål. Det, de egentlig ikke har lyst til at høre svaret på.

”Savner du Australien?”

For de kender egentlig godt svaret. Har ligesom kunnet fornemme det. For ja, for helvede, jeg savner Australien og hverdagen i Sydney!

Australiens største by er en fantastisk blanding af skyskrabere, frodig regnskov, (ja, den er god nok) og livlige havnemiljøer – både ved Circular Quay, hvor Operahuset og Sydney Harbour Bridge ikonisk flankerer havnefronten og ved hyggelige Darling Harbour, der om dagen er travlt besøgt af frokostspisende turister og børnefamilier, om aftenen er et af byens bedste gå-i-byen-steder.

Midt i denne jungle, ligger UTS. En forkortelse, der officielt står for University of Technology in Sydney, uofficielt og i folkemunde i byen Ugliest Tower in Sydney, med reference til hovedbygningens design, der får enhver journaliststuderende med base på DMJX til at føle sig hjemme.

Universitetet ligger lige ved siden af Central, der er byens trafikknudepunkt. Det er derfor nemt at komme til og fra uni, hvis man bor i andre dele af Sydney end centrum.

Jeg vil dog i den grad anbefale UTS’ housing. Sydney er en rigtig dyr by at bo i – og housing ér også dyrt, det er det, men i min optik er det alle pengene værd (regn med 35.000 for 6 mdr.).

På Yura, som er det største af kollegierne og der, hvor jeg boede, kan man bo i alt fra seks- til enmands lejligheder. Vælger man at bo i delelejligheder bliver man sat sammen efter alder.

For mig betød det en penthouse på 20. etage (man er virkelig gammel som 24-årig på uni i Australien) med udsigt over byen og en perfekt bbq-tagterrasse på etagen over. Jeg boede sammen med fem andre fra hhv. Schweiz, Italien, Indien, Kina og Papua Ny Guinea, og selvom det var en udfordring fx at dele køkken med en indisk pige, der er vant til at have tjenere til at tage opvasken og rydde af efter hende, så var det en kæmpe oplevelse at lære mennesker fra så forskellige kulturer at kende. Vi havde f.eks. fast maddag hver torsdag, hvor vi skiftedes til at lave specialiteter fra vores hjemlande.

Kollegielivet gav hurtigt et godt netværk – mine roomies og jeg tog ofte på ture sammen, men kollegiet havde også et væld af sociale arrangementer, så man nemt kunne lære de andre kollegianere at kende.

Foruden det sociale liv på Yura var det bedste ved mit ophold ubetinget de muligheder, jeg havde i min fritid, for at få et væld af oplevelser, jeg aldrig ville kunne få i Danmark.

Blot to timer udenfor Sydney kan du trekke rundt i Blue Mountains, et af aboriginalsnes mest hellige steder og samtidig et naturskønt område uden lige. Dagen efter kan du surfe på Bondi beach eller tage toget til Morisset Park, hvor du kan fodre kænguruer i det fri.

Har du lidt bedre tid (og flere penge) er der landets røde, øde outback, som er helt magisk eller dykning og snorkling ved verdens største koralrev, Great Berrier Reef.

Der er så sindssygt mange muligheder for at få et eventyr for livet i Australien. Det er bare med at komme af sted!

UTAS Tasmanien

Af Maria Runøe Møller (journalist)

Er der en tasmansk djævel gemt i dig?

Er du til lange vandreture i naturen, klatring på stejle klippevægge, et godt fagligt udbytte og en imødekommende lokalbefolkning, så er Tasmanien lige noget for dig!

UTAS MariaRunøeMøller

Mens weekenderne her hurtigt bliver fyldt op med sociale arrangementer som bushwalsk, Barrels og fisketure, så er der rig mulighed for at udfordre dig selv fagligt i hverdagen. Det er ikke, fordi skolen fylder så forfærdeligt meget – jeg selv havde tre fag og gik i skole to dage om ugen. Men vælger du fag uden for journalistikkens verden, kan du være helt sikker på, at du skal læse en masse. Men det kan betale sig! I mine øjne er udveksling til for at udvide sin horisont, og på UTAS kan du læse alt fra psykologi til international politik. Og du kan endda for lov til at følge 2. eller 3. års fag, som ellers er forbudt for udvekslingsstudenter på mange universiteter i udlandet. Desuden er de journalistiske fag generelt på et meget lavt niveau i forhold til Journalisthøjskolen, og det er begrænset, hvad de giver af fagligt udbytte – du får til gengæld lov til at udfolde dig en masse på engelsk.

Du skal heller ikke være bange for, at du ingen venner får. Der er nemlig nok at tage af. UTAS gør rigtig meget for, at de internationale studerende får en god start, og der er mange planlagte arrangementer med gratis BBQ (Australiens nationalret). Sørg dog også for at finde dig et par lokale venner. Der er mange, gode universitetsklubber, hvor du har rig mulighed for at skabe kontakt. Selv var jeg med i universitetets bushwalk-klub, som bød på gratis vandreture i den overdådige natur hver eneste weekend. De lokale her er sindssygt søde og imødekommende, og jeg fik mange venner, som senere inviterede mig med på alt fra fisketure og snorkling til grillfester. Desuden er Tasmanien kæmpestort (dobbelt så stort som Danmark), og det er umuligt at komme rundt uden at kende lokale med biler.

Ja, Tasmanien er naturelskernes paradis. Men leder du efter det vilde byliv, er det ikke her, du skal på udveksling. Der findes masser af hyggelige pubs i Hobart, men de bærer helt klart præg af, at vi her har at gøre med et ø-folk, og du kan her støde på flere associationer til den danske provins Crazy Daisy i. Dog ligger Melbourne kun en times flyrejse væk, og her er masser af liv at finde, hvis du får økuller.

Gode Råd:
– Lad være med at leje bolig gennem universitetet. Det er sindssygt dyrt i forhold til, hvad du kan finde nede i byen. Lej dig ind på et hotel de første par dage og kig derefter efter opslag på nettet og på skolen – eller hør dig omkring.
– Lad være med at panikke over fag – når du ankommer til UTAS møder du Marnie, som hjælper dig med at få det hele på plads – og eventuelt skifte fag.
– Om du er til vandring eller ej er et par gode gåsko obligatoriske. Det nærmeste supermarked ligger et godt stykke fra universitetet, og selv om bussen går derned (ja, det ligger halvt oppe af et bjerg) i ny og næ, kan du ikke altid regne med, at der er plads til dig og dine varer i den.
– Husk en sovepose, hvis du ikke vil investere i dyne og hovedpude, når du ankommer
– Meld dig ind i UniGym, hvis du vil styrketræne eller træne på hold. Det er et dejligt, rent og nyt træningscenter med masser af søde mennesker. Og HIT er supergodt!
– Få set så meget af Tasmanien som muligt – det er simpelthen et af de smukkeste steder på jorden. Og der er masser af tid til at opleve resten af Australien efter din udveksling.

Har du flere spørgsmål, kan jeg kontaktes på mail: mrmoller@dmjx.dk