University of Amsterdam

Udveksling i Amsterdam

Af Gitte Iversen

Amsterdam er kendt for Red Light District og coffee shops, og mit kollegiums husregler indeholdt da også punkter som ”use of soft drugs is only allowed in your own room”. Men byen er meget mere end det.

For mig har Amsterdam været at bo i det gamle arbejderkvarter i Jordaan midt imellem kanalerne, de mange cykler og skæve huse. Det har været at holde picnic og løbe ture i Westerpark. At besøge de lokale bryggerier, lange nætter på Rembrandtsplein og byfester på Queen’s Day og Liberation Day. Amsterdam har været at købe ind på små, lokale markeder, at besøge museer med ukendte fotografer og verdensberømte hollandske kunstnere. Det har været at købe kibbeling ved fiskehandleren, bitterballen på de lokale barer og flamske pommes frites med mayo på gadehjørnet.

Udveksling er at møde fremmede sprog og få venner fra hele verden. Udveksling er at opleve et nyt land, nye vaner og nye kulturer. Og udveksling er noget, man aldrig glemmer. Sådan tror jeg, at de fleste har det, og sådan har jeg fået det med Amsterdam. Det er en fantastisk by, og jeg har mødt så mange fantastiske mennesker og fået venner for livet.

Generelt er det nemt at være udvekslingsstuderende i Amsterdam. Man kan klare sig med engelsk, men jeg har lært en del hollandsk, for sproget minder om dansk.

Jeg var medlem af ISN (International Student Network). Foreningen holdt nogle introdage i starten, og de var proppet med planer og arrangementer, coaches, nye venner og sjove oplevelser. I løbet af semestret betød ISN også billige øl og drinks på Coco’s hver onsdag, udklædningsfester og ture rundt i Holland. Derudover har universitetet mange sportstilbud og andre kreative aktiviteter, hvor man kan møde de lokale studerende. Der var også mange arrangementer på det kollegium, jeg boede på. Det var kæmpestort og for både lokale og internationale studerende, men der var et godt fællesskab. Jeg havde mit eget værelse i en lejlighed, hvor jeg delte køkken og bad med to andre, der også var på udveksling.

Jeg er selvfølgelig også blevet klogere i løbet af min tid som udvekslingsstuderende, og jeg har brugt mange timer på mit værelse og på biblioteket for at læse. Universiteit van Amsterdam kræver mere af sine studerende, end jeg er vant til i Danmark. Nogle fag er primært bygget op som selvstudier, mens andre indeholder gruppearbejde, diskussioner og workshops. Jeg havde tre fag: ”Media and Politics in a Comparative Perspective”, ”Organizations and Social Media” samt ”Identities in Visual and Cultural Studies”. Jeg var glad for alle mine fag, og rent fagligt har jeg i den grad fået et bredere perspektiv på journalistik og kommunikation. Det kan jeg forhåbentlig udnytte fremover.

University of Technology – Sydney

University of Technology – Sydney

Af: Jonas Damstrup Fried

I hjertet af Sydney tårner en kæmpe brun bygning sig op mod den Australske solskinshimmel. UTS står der på skiltet over hovedindgangen, hvilket officielt er en forkortelse for University of Technology in Sydney. Uofficielt står det ganske enkelt for – Ugliest Tower in Sydney.

For universitetets bygning er i sandhed ikke en skønhed, men hvad skolen og bygningen ikke kan præstere i ydre fremtoning kan den i sandhed leverer, når det kommer til faglighed, socialt samvær og engelskkundskaber.

Fagligt: Der er utroligt mange forskellige fag og klasser at vælge imellem, og det kan godt virke som en jungle, når man før semesterstart skal vælge sine fag. Nogle af klasserne har et utroligt højt fagligt niveau, hvor man virkelig skal klemme ballerne sammen for at følge med, mens andre er på et lidt lavere niveau, hvor man selv med et rustent engelsk kan følge med. Det er svært at rådgive så meget i, hvilket fag man skal vælge, men jeg kan dog anbefale, at du tager en snak med en studierådgiver inden, hvis du er i tvivl. Men alt i alt er niveauet ganske højt, og du går ikke tomhændet herfra.

Et godt råd: Når du skal vælge fag til semesterstart, så kan du kun vælge de fag, som starter med tallet 58… lige nu giver det måske ikke mening. Men tro mig, når du skal vælge, så bliver det et af de bedste råd, jeg kan give.

Det er også værd at huske på, at når alle andre i slutningen af semesteret kæmper med eksamener, ja så har du ferie. Studerende på communication har nemlig ingen eksamener. Til gengæld har man lidt flere afleveringer i løbet af semesteret, men det er ikke noget, som gør det nævneværdigt sværere.

Socialt samvær og aktiviteter: Jeg har sjældent oplevet en skole, som har været så dygtige til at arrangere arrangementer for deres studerende. Der er store fester stort set hver uge. Der er sociale arrangementer for både internationale og australske studerende. Der er tusindvis af forskellige sportsklubber, madklubber og sproggrupper, som du frit kan vælge til eller fra. Desuden er de ekstra opmærksomme på deres internationale studerende, og derfor er der i løbet af den første måned arrangementer hver eneste dag, som sikrer, at du aldrig føler dig alene. Desuden er festerne virkelig i topklasse, og de får let rus-ugen på journalisthøjskolen til at blegne.

Til sidst vil jeg blot slutte med et par gode råd til de næste, som tager et smut forbi UTS i Sydney:

1)     Jeg kan kun anbefale, at I søger om et værelse i et af de mange kollegier, som tilhører skolen. (Jeg vil dog fremhæve Yura, som klart det bedste. Men samtidig også dyreste). Der er tusindvis af sociale arrangementer hver eneste dag. Alt fra bordtennisturneringer, gratis yogaundervisning og store fester. Du keder dig aldrig, og du er aldrig alene. Desuden er de alle placeret lige i hjertet af Sydney. Du kan gå fra dit værelse til din klasse på cirka 2 minutter. Du kan tage en bus foran din dør, som på 10 minutter kører dig til Sydneys varemærke – operahuset. Eller 25 minutter til Bondi beach.

2)     Tjen så mange penge, du overhovedet kan før du rejser af sted. Det er møg dyrt hernede. En enkelt avokado koster f.eks. ca. 17 kr. Og en flaske sprut koster let over 200 kr. Desuden har du mulighed for at rejse rundt i din midterm-ferie (10 dage)samt efter dit semester. Desuden har du kun cirka 9 timers samlet undervisning om ugen, så du har også mulighed for at tage nogle længere weekender. Jeg har f.eks. brugt mine weekender på surfcamps, dykkerture og besøg i hovedstaden Canberra.

Skynd dig at komme af sted. Australien er et fantastisk land, UTS er et fantastisk universitet, og så får du mulighed for at rejse rundt i et af verdens flotteste lande.
Som australierne siger: No worries mate!

Skynd dig af sted.

CFJ Paris

CFJ, Paris, foråret 2013

Af Gerd Kieffer

En af mine bevæggrunde for at rejse udenlands var, at jeg gerne ville se, hvordan journalister i andre lande bliver uddannet. Hvad er fællesnævnerne, og hvor er forskellene… Dét ønske fik jeg til overmåde opfyldt under mit ophold på CFJ (Centre de Formation des Journalistes) i Paris. Måske endda lige til grænsen.

CFJ er en af Frankrigs mest prestigefyldte journalistskoler. Den toårige uddannelse tiltrækker horder af håbefulde elever, hvoraf kun omkring 45 kommer ind hvert år. Har du ikke det, der kræves, skal den omfattende optagelsesprøve nok verfe dig til side.

Jeg fulgte 2. semester på CFJ, hvilket ikke minder det mindste om det tilsvarende semester på DMJX. Hvor det første års tid på Oluf Palmes Allé handler om selve håndværket, hvordan du laver et interview, arbejder med de forskellige tekstgenrer og kigger på, hvad god skrivestil er, lærer de franske elever forskellige emneområder at kende. Således er der en række 1-uge seminarier som sport, kultur, økonomi og politik, hvor man lærer om journalistikken inden for lige præcis dette område. Meget skægt, men også lidt underligt – for vil du gerne være eksempelvis sportsjournalist, jamen så skal du jo nok lære at producere til den genre sidenhen.

Samtidig har CFJ meget lidt fokus på feedback og idéudvikling i forhold til DMJX. Jeg har kun i ét tilfælde fået en egentlig feedback og vurdering af mine evner udi fransk journalistik – og den feedback kom i øvrigt tre måneder for sent. Elevernes opgaver har oftest deadline samme dag og skrives i ni ud af ti tilfælde kun ved hjælp af research på nettet og det franske nyhedsbureau AFP. Ingen opkald, ingen ”ud og møde kilderne i virkeligheden”, ingen kildekritik. Af- og omskrivning.
Og alle elever får stillet samme opgave: Skriv om den her begivenhed. Der er en, efter min mening, foruroligende mangel på nysgerrighed og undren, og evnen til at tænke selv og videreudvikle historier.

Dog skal det tilføjes, at der på CFJ – og velsagtens i Frankrig generelt – er en hel anden tilgang til faget. For mine franske medstuderende er journalistik lig med hardcore nyhedsjournalistik. At man som journalist skulle beskæftige sig med kommunikation eller arbejde for en virksomhed er dem fuldstændig fremmed. Samtidig bliver franske journalister ofte fastansat i deres første stilling og bliver hængende dér resten af deres arbejdsliv. Derfor bliver de studerende også opfordret til at tilrettelægge deres strategiske moves – såsom valg af praktikplads og mediespecialisering – alt efter hvor/på hvilket medie de ønsker at blive ansat.

Men men men – trods min danske spørgelyst og undren, der til tider er kulmineret i irritation, over CFJ’s måde at fungere på, den konsekvente kommen for sent fra både underviser og elevers side og ændringer i programmet med en uges varsel, har CFJ klart givet mig en god mængde erfaringer og oplevelser med i rygsækken.

2. semester på CFJ byder blandt andet på ”journal-école”, hvor førsteårseleverne (i alt knap 50 fordelt på tre grupper) sammen skal lave en daglig avis i en uge. Der er udlandsrejsen, hvor eleverne skal producere artikler i og om et fremmed land til en blog. Vi var i Grækenland, året før var de i Tunesien og året før igen Indien.
Hver uge inviterer CFJ også gæster, der kommer og holder oplæg eller stiller sig til rådighed for elevernes spørgsmål. Jeg har således mødt blandt andre indenrigsminister Manuel Valls, leder af Parti de Gauche Jean-Luc Mélenchon og fransk journalistiks enfant terrible Audrey Pulvar.

Også et multimediekursus har jeg i frisk erindring. Underviseren var Frankrigs førende internetjournalist, hackeren Manhack, som lærte os nogle super brugbare tricks.

For mig har den største gevinst nu alligevel været Paris uden for CFJ.
Med skoledage fra 9 til 18-19-stykker hver dag, nød jeg at komme hjem til mine fantastiske bofæller og lejlighedens venner, der også blev mine. Det er gennem dem, at jeg for alvor har lært byen og alle dens krinkelkroge og hemmelige steder at kende. Det er sammen med dem, at jeg har snakket til sent, festet til ditto og tilbragt uendelige timer med god mad og vin. Og det er på grund af dem, at jeg for alvor har forbedret mit franske, og at jeg en dag vender tilbage til skønne og insisterende Paris.

Monash University, Australien

Forventningernes Melbourne

Af  Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Jeg kom til Melbourne med bagagen fuld af forventninger. Forventninger om en inspirerende by at leve i, et halvt år med tid til fordybelse i det faglige på Monash University, en markant forbedring af mine engelskkundskaber, nye venner – australiere såvel som andre udvekslingsstuderende, tid til at nyde godt af naturen rundt om Melbourne og også gerne tid til at øve mig på den mundharmonika, jeg igennem længere tid gerne har villet lære at spille på.

Nogle forventninger er indfriet, andre er ikke (surprise…!). Vi tager det fra en ende:

Melbourne er fantastisk! Det er uden sammenligning den mest behagelige millionby, jeg har været i. Folk er generelt afslappede og venlige, det bugner med hyggelige vandhuller, kultur og alt det der. Det værste er afstandene, og et råd herfra vil derfor være at finde noget at bo i inde i byen. Der er en time med det offentlige til Clayton Campus fra centrum, og derude er det meget småt med seværdigheder. Jeg boede i St. Kilda, det viste sig at være ret perfekt ift interessant kvarter samt afstand til både Monash og CBD.

Det faglige viste sig at være spændende, lærerigt og en større udfordring, end jeg havde regnet med. Sproget gjorde læsebyrden tungere end forventet, og afleveringerne krævede en større indsats end forventet. Det faglige indhold var til gengæld interessant. Faget ’Australian Idol’ bød på en spændende introduktion til de knap så flatterende sider af landet, og underviser Tom Heenan blev mere og mere underholdende, efterhånden som han blev fortrolig med os (og jeg vænnede mig til hans tykke, australske dialekt). Faget ’Journalism, War and Conflict’ bød på masser af spændende læsestof, og jeg nød godt af underviser Fay Andersons store viden om mediedækning af alverdens konflikter, om end diskussionerne i klassen af og til løb af sporet i overvældende forargelse over manglende dækning af krige i tredjeverdenslande. Jeg vil vove at påstå, at jeg er blevet en væsentlig bedre fotograf efter at have fulgt faget ’Photomedia Imaging 1’ (udgangspunktet var beskedent…), selvom jeg undervejs har været ved at kløjes i forskellige fotografers og teoretikeres værker samt underviser Matthew Stantons entusiastiske, men ustrukturerede fremgangsmåde. Hans forelæsninger var som regel meget inspirerende, hvorimod hans tutorials spændte fra lærerige til spild af tid.

Mine engelskkundskaber er klart forbedrede, men ikke så markant, som jeg håbede på. Det hænger nok sammen med flere ting. Min kæreste var med i Melbourne, så jeg snakkede mere dansk og mindre engelsk, end jeg ville have gjort, hvis jeg havde været af sted alene. Det hjalp heller ikke på engelskkundskaberne, at mine bedste, nye venner skulle vise sig at være danskere – og dermed er vi videre til næste punkt.

Det har været langt lettere at lære andre udlændinge at kende end australiere. Hovedparten af de australske medstuderende var en del yngre end mig selv, og dem, der virkede jævnaldrende, virkede som om, at de havde meget travlt og derfor var svære at komme ind på. Jeg lærte dog andre, internationale studerende at kende, jeg mødte andre udlændinge gennem couchsurfing, og så var der de andre danskere fra Journalisthøjskolen, som var vældigt hyggelige at hænge ud med.

Sammen med min kæreste købte jeg en bil lige så snart, vi havde fundet et sted at bo. Der er en del faldgruber i forbindelse med bilkøb i Australien (jeg uddyber gerne, bare ring eller send en mail), og ejerskabet har ikke været uden kvaler. Indtil videre har det dog været det hele værd, for med bilen var det legende let at komme ud af byen i weekender og ferier, og det blev også til en dagstur på surfbræt ved Torquay Beach. I skrivende stund har bilen fragtet os til det nordlige Queensland som del af en syv uger lang roadtrip (igen, I er velkomne til at henvende jer, hvis I vil høre mere).

Nå ja, mundharmonikaen har stadig ikke været oppe af rygsækken…

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

hartkopf.mikkelsen@gmail.com

Southampton Solent University

Til dig der vil opleve det rigtige England

Af Dorothea Margrethe Berg Johansen

Southampton er ikke en smuk by. Alt det smukke blev bombet væk under 2. verdenskrig og nu ligger resterne af de gamle Tudor-bygningsværker og stritter mellem KFC’s og pound shops. Hvis du gerne vil se England fra bagsiden og opleve Thatcher-politikens konsekvenser, er Southampton det perfekte udgangspunkt. Her bor folk med fuldtidsarbejde, der kun har råd til at bo på et enkelt værelse i et dele-hus med fire andre, der bor enlige mødre, der må strippe om natten, for at få råd til tøj til ungerne, og så bor der helt almindelige englændere, der går på pub’en for at spise frokost.

Udover ‘the working poor’ og folk på overførselsindkomst bor der rigtig mange studerende i Southampton, da der er to universiteter i byen. Solent er det mest moderne af de to. Southampton Solent University er moderne på den måde, at det tilbyder det, som de unge gerne vil have -man kan blandt andet tage en bachelor i comedy her. Jeg læste fag fra Music Journalism-linjen og deres Film og Tv-linje, nogle fag, der var meget interessante og på et fagligt niveau, hvor man som DMJX-studerende sagtens kan følge med.

De mange studerende, og især de mange udenlandske studerende i byen giver rig mulighed for at danne et netværk hurtigt, men man skal som dansk studerende dog være opmærksom på, at man nok bliver den ældste i flokken (de fleste andre studerende er omkring 20 år gamle).
Jeg tog til Southampton for at læse Music Journalism og for at se det rigtige England. Jeg har tidligere kun været i London, når jeg har besøgt England. Begge ønsker blev opfyldt i Southampton. Jeg har hørt hooligans synge hele eftermiddagen, når der var hjemmekamp på Saint Mary’s Stadium, og jeg har mødt mennesker, der som følge ef Jern Ladyens politik i 80’erne ikke kan flytte sig fra den klasse, de er født ind i. Jeg er blevet undervist af en gammel punker fra Manchester, og jeg har været til foredrag med ham, der opfandt begrebet Britpop. Alt i alt har det været nogle begivenhedsrige måneder i havnebyen på den Engelske sydkyst, hvor jeg både har fået nye venner, lært en masse om subkulturer, protestsange og kult-film, og har spist en masse virkelig dårlig mad.

Concordia, Canada

Poutine og permafrost

Gode, nye venskaber var den helt store grund til, at jeg overlevede fem måneder med -20 grader, uendelige snemasser og alt for mange skoleopgaver.

Af Karen Sofie Egebo

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Overvej lige, om du er til meterhøj sne og kæmpestøvler på i byen, og til ikke at kunne gå en tur på mere end fem minutter, fordi dine lår fryser til is. Hvis ja, så tag endelig til Montreal på vintersemestret. Ellers ville jeg nok vente til efteråret. For ja, Montreal er absurd kold om vinteren. Vi nåede ned på -40 som det mest ekstreme, og på et tidspunkt syntes vi, det var ’varmt’, når der ’kun’ var -15… På den anden side har det været interessant at opleve, om end jeg til sidst ikke kunne tåle synet af sne. Især ikke i slutningen af april…

Når det er sagt, har mine måneder i Montreal været vidunderlige. Ikke så meget på grund af skolen eller byen, men fordi jeg har lært nogle gode mennesker at kende. Både andre danskere – vi endte ironisk nok med at være en temmelig sammentømret danskerklub, som kendte hinanden på kryds og tværs – nordmænd, franskmænd og indfødte canadiere. Især sidstnævnte viste sig at være et godt bekendtskab; en nat på bar resulterede i to nye venner, som var ivrige efter at vise os Québec og tog os med til Québec City og på sugar shack dybt ude i skovene.

Det var altså ikke på skolen, jeg hentede nye venner. Som 25-årig er der et par år ned til dine medstuderende, og der er en mærkbar forskel på canadierne og os; selvom de næsten har overstået fire år på universitetet, bor en del stadig hjemme. Undervisningen er også på et andet niveau: Canadierne har ikke været i praktik, og jeg blev overrasket over, at mange – selv på fjerde år – blev ængstelige over at blive kastet ud i interviewopgaver.

Jeg havde valgt tre skrivefag (Magazine Writing, Feature Writing og Literary Journalism) og et filmfag (Late Silent Film), og jeg havde nok valgt anderledes, hvis jeg havde tænkt mig om – tre skrivefag betyder nemlig rigtig mange afleveringer, og jeg druknede totalt. Selvom der hverken var arbejdsrapporter eller store krav, var det hårdt at skulle producere så meget, når der også var læsning og et vigtigt socialliv. Dog var lærerne rigtig søde, hjælpsomme og inspirerende, og opgaverne var sjove. Mit filmfag var interessant, og det var skønt at kunne læne sig tilbage i røde biografsæder hver mandag og se stumfilm. Det ville jeg gerne have haft tid til at nyde meget mere, og jeg kan virkelig anbefale at tage et udvekslingsophold som en mulighed for at prøve nogle helt andre fag af end journalistik.

Inden afrejsen panikkede jeg en del over sprogtest, CAQ, fagvalg og sundhedsforsikring. Der er dog ingen grund til bekymring. Sprogtesten var nemt overstået, CAQ’en kan du godt spare, for den er der ikke brug for (selvom skolen siger det), og sundhedsforsikringen er dækket af dit sygesikringskort. Fagvalget var dog besværligt. Et godt tip er at alliere dig med vejlederen på dit fakultet, for det er hende, der skal åbne op for dine fag, så du kan få dem. Jeg var for sent ude i forhold til skolens deadline, men fik alligevel præcis, hvad jeg ønskede. Bare vær vedholdende og tag eventuelt ud og snak med vejlederen, når du ankommer, så kan hun nemt hjælpe dig.

Og så er der byen. Da jeg har boet i Berlin og helt uforbeholdent elsker byen, var jeg meget begejstret over, at mange sagde, at Montreal er Nordamerikas Berlin. Ja, Montreal er også lidt fattigsexet og bohèmeagtig med mange musikere, kunstnere og kreative sjæle – men Montreal mangler i dén grad Berlins vildskab. Barerne lukker tidligt (kl. 03), og især om vinteren får man fornemmelsen af, at montrealerne er gået i hi. Det var i hvert fald altid danskerne, der stod tilbage og ikke var noget nær trætte, når lyset blev tændt på diskotekerne. Til gengæld blomstrer byen væsentligt op, når det bliver varmt, og mange af de vinterlukkede, fede barer åbner – især dem, som måske har givet Montreal sin Berlin-sammenligning.

Jeg boede i området Mile-End, som er hipsterområdet med gode caféer og sorte barer, vintagebutikker, pladeforretninger og boghandlere, som holder digtoplæsninger. Min gade var midt i det ortodokse jødiske område, og det gav en virkelig fed fornemmelse af at være langt væk hjemmefra og få indblik i en anden kultur. Det kan varmt anbefales!

Nord for ’the tracks’, altså nord for Mile-End i området omkring Jean-Talon, er der en del gamle industribygninger, hvor de kreative stille og roligt er ved at rykke ind. Det er her, de hemmelige barer ligger, hvor man skal være heldig at vide, hvornår der er illegal fest, og det er både billigt og en mulighed for at bo et unikt sted.

Så er der Plateau, som er der, hvor franskmændene (altså dem fra Frankrig) bor. Her har gentrifikationen haft sit indtog, men der er stadig mange gode steder. Ellers er Montreal en by, hvor man som regel kun opholder sig i få områder; Mile-End, Plateau og Downtown, når man skal i skole. Resten af den relativt store by er kedelige beboelsesområder, og det kan godt virke meget småt, endda mere småt end København. Men derfor er der mulighed for at udforske nogle områder, hvor der sjældent kommer turister; f.eks. øens vestside, hvor de fleste anglofone bor. Tag bussen ud engang (dit metrokort virker alligevel til et kæmpe område) og kig dig omkring.

Et udvekslingsophold i Montreal er også en rigtig god mulighed for at tage på nogle andre ture. Vi var i Québec City og New York, og Boston, Toronto og Ottawa er også indenfor overskuelig rækkevidde.

Alt i alt; Montreal mangler måske lidt fandenivoldskhed, og jeg endte med at blive lidt træt af alt det franske, men jeg ville bestemt ikke have været foruden mine fem måneder med permafrost og gode venskaber. Så tag endelig afsted, hvis du vil fordybe dig i en by, hvor der både er kreativ stemning og frankofon charme, hvor ishockey er religion, man står i høflig kø til bussen, og hvor kaffen er billig, men ostemadden meget dyr.

PS. Prøv poutine, når du er på vej hjem fra byen; Montreals ’nationalret’ består af pomfritter, brun sovs og frisk mozzarella-agtig ost, der knirker mellem tænderne. Snasket, men interessant…

Limerick, Irland

Fem tips, hvis du overvejer udveksling i Limerick, Irland

Af Patrick Boje Jensen

Inden du læser dette, vil jeg skynde mig at bemærke, at jeg havde en fantastisk tid i Limerick. Så hvis nogle af de fem nedenstående tips virker lidt mavesure, er det fordi, jeg ikke tror, at udveksling i Limerick vil tiltale alle. Men husk på, at jeg nød min tid der til fulde, så tag det med et gran salt.

Tip 1: Tag af sted for det sociale, ikke for det kulturelle

Det ville være synd at sige, at Limerick er et kulturelt centrum – for noget. Til gengæld er det sociale liv på University of Limerick fremragende, og der bliver specielt taget hånd om de internationale studerende – og dem er der rigtigt mange af. I de første uger, er der så mange arrangementer, at det nærmest har karakter af en ryste-sammen-tur, og til mange af arrangementerne er der også rig mulighed for at møde de irske studerende. (Disclaimer: Det er den dårligst bevarede hemmelighed på campus, at stort set alle arrangementer på universitet relaterer sig til alkohol på en eller anden måde. Så hvis du ikke gider fulde mennesker, er Limerick formentlig ikke stedet for dig.)

Tip 1A: Meld dig ind i buddy-ordningen

University of Limerick tilbyder en såkaldt ”buddy”-ordning, hvor du sammen med tre-fire        andre udvekslingsstuderende får tildelt en irsk studerende, hvis opgave det er at få jer   ordentlig i gang. Jeg var selv i tvivl, men endte med at melde mig til, og det var en    fremragende beslutning.

Tip 2: Bo ”off-campus”

Kan du lide det, du har læst herover, og har du besluttet dig for at tage til Limerick? Så skal du finde noget at bo i, og der er egentlig kun to muligheder. Du kan vælge at bo på campus i en af universitets studenterlandsbyer, eller du kan vælge at bo udenfor campus. Fra universitets hjemmeside kan du finde links til begge muligheder. Jeg boede selv i en af studenterlandsbyerne udenfor campus, og det vil jeg anbefale. At bo på campus er langt dyrere end de fem studenterlandsbyer i nærheden, og mit indtryk er, at man ikke får mere for pengene.

Tip 3: Vær forberedt på, at universitetet ikke er forberedt på dig

University of Limerick får sjældent udvekslende journaliststuderende, og jeg var den første der fra DMJX. Journalistuddannelsen på UL er indrettet som ét kontinuerligt forløb, og det kan umiddelbart være svært at finde et enkelt journalistisk fag, hvor man bare kan hoppe ind. Jeg kan anbefale Magazine Journalism. Underviseren Emer Connolly siger ganske vist, at hun ikke vil have udvekslingsstuderende, men hun kan overtales.

Tip 4: Thank God It’s Friday

Efter en uge i auditorierne kan der godt være brug for at glemme studierne lidt. Og den bedste måde er universitets egen dansebars ”TGIF”-fester, der afholdes hver fredag. Festen er arrangeret sammen med International Society (en gruppe af studerende der står for kommunikationen med de udvekslingsstuderende) og er et nemt og sjovt sted at møde de andre studerende. I modsætning til mange af diskotekerne i byen er der som regel en hyggelig tone, og der er altid mange mennesker og masser af spas.

Tip 5: Tag på ture

Limerick er som nævnt ikke den kønneste by, men inden for en dag i bus er der flere klipper, bakker, strande og sjove accenter end du kan drømme om. Og heldigvis arrangerer både Student Union og de lokale rejseselskaber masser af ture til nærliggende byer og seværdigheder, og pladser på turene er til salg til en rimelig pris.

Concordia University, Montreal

Af Mathias Hagemann-Nielsen

Jeg forbandt Canada med gode ting, inden jeg drog mod Concordia University i Montreal. ”The Great White North” betyder blandt andet Neil Young, Arcade Fire, pomfritter med ost og brun sovs, ishockey, snevejr og et velfungerende velfærdssystem, der har gjort USA’s nabo til et yndet mobbeoffer i tv-serien South Park.

Udover Poutine, som fritterne med sovs kaldes, og lidt sne, oplevede jeg dog ingen af delene i fuldt flor under mit ophold i den fransktalende millionby. Da Neil Young spillede var jeg i Toronto, Arcade Fire optrådte under pseudonym, NHL havde lock-outet hockeyspillerne og jeg kom ikke til skade eller blev syg, i de fire måneder jeg var studerende i Montreal.

Men det betyder ikke, at det ikke var et glimrende ophold. Montreal byder på alt inden fra indiemusik, skovhuggerkultur og stram denim til amerikansk douchebag sport, hængerøv i bukserne og Fred Durst look-a-likes . Der er altså noget for enhver smag.

For at blive fuldtidsstuderende på Concordia og dermed få et flot studiekort og gratis sygesikring, skal man være registeret for mindst fire fag. Det var pinefuld affære, der krævede, at man mødte om til en del timer de første 14 dage, hvor man har mulighed for at til- og framelde sig de forskellige. Men det betaler sig i sidste ende, for så får du noget, du kan være næsten sikker på, interesserer dig.

Jeg havde to journalistiske fag. Det ene var videnskabsjournalistik med biologen David Secko. Et helt vildt menneske, der er meget engageret i sit fag, og som bare virker glad over, at nogen møder om til hans timer. Ham lærte jeg en del om videnskabens verden om, men intet nyt om journalistik.

Turning points in the History of Journalism var det andet fag. Jeg tænkte: Jeg kan godt lide historie, og journalistik er også okay, så det bliver lige mig. Men underviseren havde ikke styr på noget, og faget var kedeligt tilrettelagt. Det blev nogle lange mandag morgener.

Derudover havde jeg et sociologifag og et samfundsvidenskabeligt fag. Begge var okay. Det var som at gå på et universitet, hvor man havde forelæsninger. Det fungerer over middel, når underviserne er gode. Og det var de heldigvis i de to fag, jeg havde.

Når man ikke er i skole er der rig mulighed for at drikke sig meningsløs med en form for rusværtforening kaldet CISA. De arrangerer et hav af ture, fester og pubcrawls med alt hvad der hører sig til af drikkelege og diskoteker fyldt med bræk. Mange af de internationale studerende er nemlig forholdsvis unge, og det er første gang de prøver at bo alene og drikke sig fulde hver weekend. De elsker det, og det gjorde jeg også engang.  Som 24-årig dansk provinsidiot har jeg prøvet det sjov og styrede derfor let og elegant udenom de fleste arrangementer. Der var dog et par grillfester i starten af semesteret, der bød på gratis mad, billige øl og en masse snakke om, hvor folk kom fra, hvor længe de havde været der etc. Altså det vi på dansk kalder hygge, hehe.

Men ellers lærte jeg de fleste mennesker at kende gennem timerne, ture i parken og på værtshus. Men for at komme lidt væk fra Concordia og livet omkring universitetet, begyndte  jeg at spille cricket på Pirates Of The St. Lawrnece. Jeg har slået mine folde i Holstbero Cricket Club, da jeg var yngre, og det var oplagt at genoptage min visne karriere igen. Det var en god måde at lære folk at kende på, der var over 21.

Hvis man har mulighed for det, så gælder det om at bosætte sig på La Plateau eller Mile-end. Begge er rare og hyggelige områder med cafeer, barer, restauranter, spillesteder og genbrugsbutikker i et væk.

Her ligger der desuden lidt tvivlsomme data om mit ophold og en længere køretur. www.mattogmickey.tumblr.com

Hehe,

Mathias Hagemann-Nielsen

Monash University

Af Kathrine Snejbjerg Kellermann

Jeg havde været i Melbourne, før jeg tog på udveksling dertil. Jeg var derfor ikke i tvivl om, at jeg skulle tilbage. Det er svært ikke at kunne lide den by: skyskrabere, strande, sporvogne, undergrundsmusiksteder, festivaler, geniale restauranter, kaffe i verdensklasse og fantastiske nationalparker og Sydney indenfor kort rækkevidde. Australiens mest multikulturelle, alsidige, personlige, sportslige, musikalske, hipsterdominerede og, efter min mening, ubetinget fedeste by!

Monash University er et prominent universitet, som regnes for at være et af Melbourne og Australiens bedste universiteter. Med andre ord er det forholdsvist svært at komme ind på, og det kan mærkes i undervisningen, ved at de studerende engagerer sig og diskuterer på et ret højt fagligt og intellektuelt niveau. Der er en del læsning til de forskellige fag og en række rimelig stive krav til de skriftlige afleveringer. For eksempel at man skal have 10-12 såkaldte references, altså henvisninger til teori eller andre tekster, i sine afleveringer. Også selvom du oftest kun har 3-4 sider at gøre godt med. I starten brugte jeg en del tid på at læse alle tekster til forelæsningerne osv., men for at være helt ærlig skal man altså også huske sig selv på, at man (forhåbentlig) er taget om på den anden side af jorden for at opleve meget andet end bøger og læsesale.

På Monash er der en masse klubber blandt de studerende, hvor man kan få afløb for både sine sociale og faglige behov. Blandt andet er der en klub kun for udvekslingsstuderende (Monash Exchange Club (MEX) – find den på Facebook), som lynhurtigt bliver en slags familie for mange folk på udveksling. Der er i hvert fald én pubcrawl, udflugt el.lign. ugentligt, som man kan deltage i. Jeg gjorde en del brug af det i starten for at møde folk og have nogle go-to folk i forbindelse med praktiske skolespørgsmål. Men udover en håndfuld fede folk, der endte med at blive mine gode venner, var størstedelen 3-5 år yngre end mig, og for at være helt ærlig, lige en tand for højskole-euforiske og opsatte på at blive bedste venner med alle. Så jeg sked på udflugter til dyreparker og introfester med stive 19-årige amerikanere og tog i stedet til koncerter og gadefester med folk på min egen alder og mentale niveau. Men, som sagt det er et super sted lige at få prikket den sociale byld i en ny by, og som sagt gav det mig en håndfuld gode venner, som jeg nu kender både herhjemme og i udlandet.

Som udvekslingsstuderende er det let hurtigt at ryge ind i en expat-boble, hvor de folk, man er omgivet af, alle sammen er udlændinge. Det synes jeg personligt er en skam, fordi man ikke på samme måde får indblik i den kultur, man trods alt er rejst til. Derfor var en af de bedste ting, jeg gjorde under mit ophold, at få et arbejde ved siden af uni (du kan lovligt arbejde op til 20 timer på dit australske student visa). Jeg arbejdede tre dage om ugen på en café, og til at starte med var det primære formål at tjene nogle ekstra dollars, fordi Australien, og især byerne, er LATTERLIGT dyre at bo og leve i (tænk Danmark plus i hvert fald 30-50 procent). Men jobbet gav mig hurtigt en omgangskreds af lokale australiere, som jeg kunne gå i byen og opleve ’det rigtige’ Melbourne med. Det er jeg dybt taknemmelig for i dag, fordi jeg ikke er i tvivl om, at jeg er nået dybere ind under huden på Australien og i særdeleshed Melbourne.

En rigtig god ting, jeg til gengæld IKKE gjorde under mit ophold, var at bo på campus, og det råd vil jeg hermed give videre. Det er sindssygt dyrt og virkelig ikke særlig hyggeligt! Og så ligger det 20 km. uden for Melbourne, hvilket vil sige, at du ikke kan komme hjem om natten, med mindre du tager en taxa til omkring 400 kroner. Og så er det sammen med en overvægt af unge førsteårsstuderende, som også oftest er fra elle mulige andre steder end Australien. Opret i stedet boligannoncer på gumtree.com.au, easyroommates.com.au og flatmatefinders.com.au og se om du ikke kan finde et værelse tættere på byen.

– Måske oven i købet med nogle australiere, hvis du er for rig eller doven til at arbejde, mens du er der.

Haskoli University, Island

En saga værdig

Af Aksel Schou Thoby

Smuk natur og så skulle Reykjavik være en driftig by befolket med excentrikere. Det var stort set det billede jeg havde af Island, inden jeg drog af sted på et semesterlangt ophold i landet. Universitetet i Reykjavik tilbød desuden ingen decideret journalistiske fag med undervisning på engelsk, så jeg endte med fagene: Being Icelandic, Folk music in America og Japanese Cinema.

På papiret kan det se lettere halsbrækkende ud, at jeg som kommende journalist ikke satte mig mere ind i islandske forhold og desuden valgte fag, der umiddelbart ligger langt fra den journalistiske arbejdsmetode. Men jeg fortryder på ingen måde. Jeg tøver ikke med at kalde opholdet for et af de semestre, hvor jeg har fået mest på opleveren og også ad bagveje udviklet mig fagligt. Underviserne i fagene Being Icelandic – et fag om islandsk historie og kultur – og Folk music in America var vidende og formidlede deres fag med stort engagement (Japanese Cinema var dog mere hyggeklub end seriøs undervisning). Jeg havde ikke troet, at jeg ville lære at kende forskel på Njals saga og Egils saga og forskel på Delta blues og Hill country blues! Opholdet på Island har givet mig tid til refleksion, inspireret mig og givet mig ny energi til det videre arbejde med journalistikken.

Praktisk: Hvis du vælger at tage til Island på udveksling så sørg for at komme til at bo i Reykjavik centrum, hvor alle andre udvekslingsstuderende også bor. Selvom Reykjavik ikke er en stor by – du støder hele tiden ind i folk, du har lært at kende på universitetet – har byen en hyggelig bykerne, masser af udendørs, varme swimmingpools og så forstår islændingene at gå i byen! Universitetet er landets størrelse taget i betragtning stort og der er mange internationale studerende – flere end der nogensinde har været tidligere, og generelt bliver der talt meget engelsk i Reykjavik. Anonymitet kan du få i overmål i den islandske natur, der er noget af den flotteste på denne jord. Det er nemt at leje jeeps, og der er altid nogle, der gerne vil med på tur.

Held og lykke!

Hong Kong Baptist University

Hong Kong Baptist University

Af Stefan Petersen

Skal vi være bange for kineserne? Det var det spørgsmål, jeg tog til Hong Kong for at finde ud af, og jeg kan anbefale alle, der vil prøve at forstå Kina bare en lille smule at tage til Hong Kong.

HKBU har nogle rigtig gode fag om Kina, hvor man med et ofte historisk udgangspunkt bliver introduceret til de værdier, der former Kina i dag(Fast i princippet, fleksibel i praksis!), og jeg kan især anbefale professor Wang Tings timer, selvom han underviser på den gammeldags facon med håndskrevne noter og brug af tavlen. Power point er meget udbredt blandt lærerne på skolen, men de fleste læser bare deres slides op.

Hvis tager fag om Kina, så er det en god ide at tage mere end et fag, for der forventes en vis udenadslære og mange af de vigtige datoer, titler og navne bliver nævnt i de forskellige fag. Men den bedste måde at forstå landet på er nu ved at blive venner med de lokale. Man bliver let suget ind i den store gruppe af udvekslingsstuderende, hvor man har et efterskoleagtigt forhold til hinanden, så man skal prioritere at tale med de lokale, som oftest er mere tilbagetrukkede.

Men man finder nu også mange fantastiske venner blandt de andre udvekslingsstuderende. Jeg har i hvert fald fået venner for livet, og når jeg engang kommer hjem fra Hong Kong, så skal jeg have købt en sofa, så jeg kan returnere de utallige invitationer jeg har fået til at sove rundt omkring i Europa og USA, hvis jeg skulle lægge vejen forbi. Spørgsmålet er bare lige, hvornår jeg kommer hjem, for jeg har virkelig forelsket mig i Hong Kong.

Hong Kong er en ekstrem by at opholde sig i. Der er larm, forurening og et mylder af folk, der kan gøre det svært at komme frem, hvis man har travlt. Hong Kong har alle de grimme sider af en metropol, men der er så sandelig også de gode sider. Bylivet er så godt, at man skal passe på ikke at blive suget ind i det. Maden er fantastisk og billig. Rundt om Hong Kong strækker der sig flere store naturparker og små bjerge, der er velegnet til ekstremt smukke vandreture med førsteklasses udsigt til skylinen – så husk et par sko, der er gode at gå i.

Der er mange koncerter og udstillinger, men hvis du leder efter undergrundskultur skal du være forberedt på, at det er rigtigt svært. Arbejdstiden i Hong Kong er langt højere end i Danmark – også for de studerende.  Så folk har mindre tid til at dyrke kulturen og det kan man tydeligt mærke. Hvis du spørger de lokale studerende om forslag til noget, man kan tage sig til, vil de fleste anbefale det samme som turistbrochurerne (Disneyland, suk.)

Men med 7 millioner mennesker kræver det ikke en særlig stor andel af aktive, før der sker en masse, men det kræver en indsats at finde.

Det sidste punkt jeg hurtigt vil nævne, er måske byens største fordel. Nemlig placeringen. Prøv en gang at kigge på et kort. Med de billige flybilletter herude har man selv på SU lige pludselig Myanmar, Laos, Cambodja, Vietnam, Thailand, Filippinerne, Indonesien, Taiwan, Japan, Korea, Singapore og ikke mindste Kina er indenfor rækkevidde – især hvis du bor på skolens billige kollegium. Der var også andre studerende, der lagde et smut forbi Indien, Bangladesh og Nepal på vej hjem til Europa.  Så hvis du tager til Hong Kong skal du sørge for at have rigeligt med blanke sider i dit pas.

Sankt Petersborg Universitet

Udveksling i Sankt Petersborg

Af Nadia Nikolajeva

Skal opholdet på fakultetet for journalistik i Sankt Petersborg koges ned til en sætning, må det være: Det er, hvad du vælger at gøre det til.

Fakultetet er på den ene side  ikke gearet til at modtage udvekslingsstuderende. Mange sociale og praktiske detaljer vedrørende undervisning må man klare på egen hånd. På den anden side er der stor fleksibilitet og åbenhed, så der kan laves om i undervisningsskemaet og skiftes fag undervejs.

Kan du læse og tale russisk, vil du kunne tage fag sammen med de russiske studerende. Fagene er af varierende kvalitet. Nogle er baseret på udenadslære, hvilket er utroligt kedeligt. Andre fag har passionerede undervisere, der kan gøre umiddelbart tørre, historiske fag, til noget man glæder sig til.

Kan du ikke russisk, må du nøjes med den engelske fag, som igen er af svingende kvalitet. Men hvis du fortæller underviserne, hvad du ønsker at vide, vil de gøre alt for at hjælpe dig. Jeg oplevede gang på gang, at de kom med kulturelle anbefalinger, invitationer til ekstra forelæsninger og konferencer, hvilket gjorde opholdet mere spændende. Jeg fik samtidig en masse uvurderlige kontakter og et godt kildenetværk, som allerede har hjulpet mig med flere opgaver.

Jeg vil anbefale at tage ekstra fag ud over de meritgivende. Jeg fik meget ud af fotojournalistik og forelæsningerne om basale journalistiske værktøjer, som var sunde at få opfrisket.

Udveksling i Sankt Petersborg kræver, at du ikke bliver slået ud af at være i et land, som kan virke meget bureaukratisk og afvisende overfor udlændinge. Under facaden gemmer sig et land med en fascinerende historie og kultur, som opholdet uden tvivl vil hjælpe dig med at forstå. Socialt kommer du ikke til at kede dig, hvis universitetet skaffer dig en bolig ved kollegiet på Primorskaya – jeg boede der ikke, men kan forstå at der bliver holdt nogle legendariske fester (læs: alkohol i stride strømme) og er et fedt sammenhold (læs: hede affærer) mellem unge fra hele verden.

Om du vil det eller ej, kommer byen til at lægge an på dig med sine kontraster, udvalget af museer, udstillinger, koncerter og cafeer. Så er du modig, målrettet og fascineret af Rusland, skal du tage hertil.

Nadia Nikolajeva

Cardiff University

Et efterår i regnvåde, men charmerende Cardiff

Af Kasper Jørgensen

Man kommer ikke bare lige til den walisiske hovedstad på ferie, så det var et oplagt sted at tage på udveksling. Og jeg blev ikke skuffet. Med mig hjem i kufferten har jeg gode oplevelser, venskaber og viden fra undervisningen på Cardiff University.

Tiden på Cardiff University brugte jeg på to fag. De siger egentlig, at man skal have tre fag, men hvis man blot snakker med Rebecca Harris, så kan man nøjes med at tage to fag, som giver 20 ECTS point.

Jeg havde fagene ‘Tele-fictions’ og ‘British Comedy: Identity, Class and History’. Begge fag bestod af en tre timers forelæsning og en times klasseundervisning – fordelt over to dage om ugen. Derudover var der en del læsning især i British Comedy, hvor en uges læsning er omkring 50 sider. I Tele-fictions er niveauet omkring 20 sider om ugen. Det forventes ikke, at du har læst før forelæsningerne, men at du læser efter forelæsningerne og har læst ugens pensum inden klasseundervisningen.

Tele-fictions går ud på at analysere TV-serier, hvilket jeg synes giver en god ekstra vinkel på DMJX’s journalistuddannelse. Her bliver man i hvert fald opmærksom på nogle af de virkemidler, som TV-industrien bruger. Og man kan godt overføre noget af det til journalistikken. Hver forelæsning sluttede af med, at vi fik vist et afsnit af en serie. Det var alt fra ’The Sopranos’, ’The OC’ til ’South Park’ og ’Eastenders’. Underviseren Ross Garner var også en rigtig god underviser med masser af overskud til at hjælpe Erasmus-studerende både med svar på spørgsmål og at guide en igennem det at skrive essays.

British Comedy handler om udviklingen i det britiske samfund set gennem britisk komedie siden 1945. Dette fag var super godt for at få en forståelse af, hvordan briternes forhold er til hinanden afhængigt af social klasse og bopæl. Men samtidig kan det være et fag, der kan være svært at forstå helt, da det bygger på en viden, man som udlænding ikke er i besiddelse af. Også i dette fag sluttede vi af med at se en britisk komediefilm, et afsnit af en sitcom eller nogle standup shows. Underviseren John Jewell er super kompetent, sjov og hjælpsom.
Begge fag bliver bedømt igennem essays. Man skal aflevere to i hvert fag – et i november og et i januar – og omfanget er omkring 2.500 ord.

Igennem faget British Comedy lærte jeg en masse omkring britisk kultur, og især om englænderes syn på walisere. Ligesom at blot det at bo i Wales giver en masse nye kulturindtryk.
Cardiff University har et rigtig fint introduktionsprogram til erasmus-studerende, som også giver en kulturel introduktion, hvis man tager med på nogle af deres ture rundt i området omkring Cardiff. To uger inden semesterstart begynder de at tilbyde en masse sociale arrangementer, som er gode til at knytte lidt venskaber. Jeg var heldig, at en anden erasmus-studerende tilmed arrangerede en middag, hvor 50-60 erasmus-studerende deltog, og her er størstedelen af mine venskaber stiftet.
Derudover har universitet en masse forskellige sportsklubber og sociale foreninger, man kan melde sig til, hvilket jeg benyttede mig af og meldte mig ind i snooker klubben. Det gav et samvær med nogle andre end erasmus-studerende.
Og netop det kan være svært at få på andre måder på det journalistiske fakultet. Undervisningen er på blot fire timer om ugen i hvert fag, hvoraf tre af dem er en forelæsning. Derfor er det svært at komme i snak med de andre studerende. Især fordi fagene, man bliver tilknyttet, mest er for tredje års studerende. Derved har de selv allerede en omgangskreds, og det kan gøre det vanskeligt at få venskaber den vej rundt.

Jeg var herovre med min kæreste, og vi tog en tur herover fire uger inden, vi skulle starte på universitet. Der fandt vi en lejlighed, hvilket var rart. For hvis man ankommer tæt på semesterstart, så er det noget af en jungle at finde et sted at bo i. Der er rigtig mange udlejningsfirmaer i Cardiff, og hvis man lejer noget igennem dem, så skal man være indstillet på, at man kommer til at betale for minimum seks måneder. Vi lejede lejligheden i seks måneder og flyttede hjem halvanden måned før kontrakten udløb. Heldigvis var der en anden, der overtog lejemålet, men det kan man ikke regne med sker for alle.
Det bedste råd er derfor at bruge meget tid på at kigge hos udlejningsfirmaer (Du får tilsendt en liste fra Cardiff University) hjemmefra og så ringe til dem. Du skal forvente at skulle bevise med SU årsoversigt, at du har penge til at betale for huslejen, ligesom beviser på legater er gode at have med, selvom de er skrevet på dansk.

Vi boede i området Pontcanna, som ligger 25 minutters gang fra byen og universitet. Et lækkert område med små butikker og kæmpe parkområder. Men der bor ikke nogen studerende i dette område. De bor mere eller mindre alle sammen i Cathays eller Roath, som ligger 30-40 minutters gang fra Pontcanna. Så hvis du vil være tæt på de andre studerende, skal du kigge efter lejlighed/værelse der.
Derudover er der en Facebook-gruppe for erasmus-studerende, som er god at følge med på. Her kan man finde folk, man kan bo sammen med, ligesom der bliver arrangeret mange fester osv. herigennem.

Hvis du har spørgsmål omkring opholdet på Cardiff University, så er du velkommen til at kontakte mig på mail – kasperjorgensen88 at gmail.com

Concordia University, Montreal

Af Kristian Fredslund Andersen

Jeg søgte slet ikke om at komme på udveksling i Montreal i første omgang. Men nøj, hvor er jeg glad for, at jeg endte netop der… Et ophold, jeg aldrig vil glemme og som gik alt for stærkt. Ville ønske, at det havde varet et semester mere.

Det er dog ikke så meget den faglige del, der gjorde at opholdet i Montreal var en succes. For der var det en blandet oplevelse. Men udenfor skolen var det fantastisk.

Hvis vi starter med det faglige, så havde jeg jo fire fag. Det skal man have for at blive registreret som fuldtidsstuderende og dermed få Quebec-sygesikring. At man så vist nok kun behøver at bestå tre af fagene er en helt anden sag.

Jeg fuldførte alle fire fag med tilfredsstillende karakterer, til trods for at min arbejdsindsats i alle fagene ikke var koloenorm.

De fire fag var:

Video Journalism. Et fint fag, hvis man ikke har haft meget tv inden udveksling. Jeg havde god tv-ballast inden, så udfordringen bestod først og fremmest i at begå sig journalistisk på engelsk og at lave historier fra et sted, hvor du ikke har meget baggrundsviden. Undervisen Jacques Grenier var en dygtig og sjov én af slagsen, men kørte til tider lidt for meget på autopilot. Kan dog anbefale klassen, da den også sørger for, at du får interaktion med canadiske journaliststuderende, da man skal arbejde i hold á fire personer.

Opgaverne består i journalistiske tv-indslag af forskellig sværhedsgrad og varighed samt skriveøvelser. Forholdsvist nemt at få en god karakter.

Copy-Editing og Layout. Hyggeligt lille fag, der lærte mig en del om canadisk/engelsk grammatik. Faget er perfekt, hvis man godt kan lide at læse korrektur og ser sig selv som redaktionssekretær i fremtiden. Lidt triviel undervisning til tider, men til gengæld ikke så omfattende rent lektiemæssigt. Layoutdelen fylder de sidste par uger, hvor man får kendskab til, hvordan man skal layoute en avisside. Et fint lille fag, der har gjort mig mere selvsikker på, at jeg kan begå mig professionelt på engelsk i fremtiden.

Mass Communication. Jeg vil ikke skrive meget om dette fag, da jeg mildest talt ikke var begejstret for det. Oplægget til faget lød spændende, men det var godt nok kedeligt. Uinspirerende auditorieundervisning fra en phd-studerende underviser. Flink og lun fyr, men undervisningen var ikke særlig spændende. Den bestod af, at man skulle læse et eller flere kapitler, som han så gennemgik på klassen efterfølgende. Der var ikke rigtig en rød tråd igennem forløbet, og jeg mistede hurtigt interessen. Karakteren baseres på deltagelse i timerne, to Media Journals, en gruppefremlæggelse samt en Take Home Exam.

Sociology of Sport. Interessant emne. Interessant læsning. Kedelig undervisning. Nordamerikansk fag, når det er bedst med en underviser, der opsummerer læsningen til dagen samt supplerer med ekstra materiale. Ikke meget interaktivitet, men hvis man er sportsinteresseret, er der meget spændende læsning i det. Karakter gives ud fra en midterm, en kritisk boganmeldelse samt en eksamen til slut (multiple choice).

Jeg er utrolig glad for, at jeg fik muligheden for at komme udenlands. Ville sågar ønske, at det var muligt at få et semester mere derovre. Jeg lærte en masse om mig selv ved at være så langt væk hjemmefra. Kulturelt kan man næsten ikke finde et meget mere spændende sted end Montreal med dens franske historie taget i betragtning. Jeg oplevede en masse og opholdet har i den grad givet mig mod på at forsøge mig i mit fag udenlands, hvis chancen byder sig.
Montreal er en spændende by med mange interessante kvarterer. De fleste tiltrækkes af at bo på Plateau eller i Mile End, der er et meget hipsteragtigt-miljø. Jeg boede på Lower Plateau lige ved den store gade St. Laurent, hvor der altid skete noget. Det er fint at bo lidt udenfor Downtown, men hvis man har fag på det journalistiske fakultet på Loyola, skal man lige have i baghovedet, at man skal med en shuttlebus fra universitetsafdelingen downtown – en tur på små 25 minutter.

Der er mange ting at se og prøve i og omkring Montreal. Når vejret bliver godt og træerne får farver (eller den anden vej rundt om efteråret), så tag et smut til Mount Tremblant, der om vinteren fungerer som skisportssted. Eller tag på ski selvsamme sted.

Besøg udkigsstedet på bjerget i Montreal, Mont Royal. Tag et smut forbi det olympiske stadion og Biodomen lige ved siden af.

Der var desværre lockout i NHL, da jeg var af sted, men hvis muligheden opstår så tag ind og se en kamp i Bell Center, hvor der også er mange koncerter med store artister.

Derudover er der noget for smagsløgene. “Nationalretten” poutine skal prøves. Pomfritter, ost og sovs kan man da ikke sige nej til. Find ud af, hvor det bedste poutinested i nærheden af dig er. God tømmermandsmad. Smoked meat hos Schwartz’ er også et must. Og så kan man slutte af med noget dyr kage og chokolade hos Juliette & Chocolat.

Giv endelig lyd, hvis jeg på nogen måde kan jeg hjælpe.

Mail: kristianfandersen@gmail.com

Tlf.: 28574694