Korean Barbecue, Soju og Norae-bang

Af / Simone Sonasson Nystrup-Larsen

Tre ting, du ikke kommer uden om at prøve, når du bor i Korea – for er der noget, som koreanerne elsker, så er det stegt mad, alkohol og karaoke. De fleste koreanere har ikke en tone i livet, dog føler de selv, at de er rockstjerner. Det i sig selv er en grund til at tage til Korea.

Jeg har haft et fantastisk udvekslingsophold i Syd Korea, og grundlaget for at tage til Seoul for at opleve, hvordan det ville være at bo i en helt anden kultur, må siges at have været vellykket. Selvom jeg er blevet skubbet og tysset på af de ældre koreanere i metroen i ny og næ, har jeg lært utrolig meget om den koreanske kultur, stiftet nye bekendtskaber, været til vinter OL, set kirsebærblomsterne springe ud i fuld flor, besteget bjerge og indtaget en hel del af den lokale øl Cass.

Da jeg først kom til Seoul, var jeg en lille smule skeptisk, og følte ikke helt, at mit førstehåndsindtryk af byen, levede op til mine forventninger. Men Seoul voksede virkelig på mig, og hver dag bød på nye overraskelser. Man kan ikke rigtig sige, at Seoul har et decideret centrum, som er det mest populære. Der er en masse områder i byen, som har sit eget særpræg, og med et areal på over 600 km², er det bare med at tanke sit metrokort med Won, og kaste sig ud i det. Vil man shoppe i high end stores og spise på lækre restauranter, tager man til Gangnam, vil man til et område med en stor diversitet og et vildt natteliv, tager man til Itaewon, og vil man opleve unge koreanere optræde på gaderne i håb om, at de bliver spottet som de næste store K-popstars, tager man til Hongdae. Mulighederne er mange, når man bor i Seoul, og man skal derfor aldrig være bange for, at komme til at kede sig.

I min tid i Seoul, boede jeg i Dongdaemun-gu distriktet, nærmere betegnet Hoegi-dong, som er i samme område, som universitetet. Her havde jeg mit eget værelse i en Goshiwon, som husede omtrent 35 andre mennesker – størstedelen, studerende fra Kyung Hee University. Vores hus blev derfor en form for kollektiv, og de mennesker som jeg mødte der, endte hurtigt med at blive mine tætteste venner under opholdet.

Hele det koreanske skolesystem er en del anderledes end det danske, og den danske mentalitet om fritænkning, findes ikke hos koreanerne på samme måde. Det handler i stedet for kun om, at kunne huske ting uden ad og tale professorerne efter munden, hvis du vil opnå høje karakterer.  De fag som jeg fik mest ud af var Anthropology og Understanding of Korea society. Til disse fag var der studerende fra hele verden, hvilket gjorde undervisningen og dialogerne utrolig spændende og lærerrige, da jeg fik et indblik i, hvordan andre kulturers synsvinkel på verden er.

Som ekstra fag valgte jeg at tage koreansk for begyndere. Det blev dog hurtigt lidt en byrde for mig, da min underviser prøvede at lære os koreansk ved udelukkende konsekvent at tale koreansk til os. Dette gjorde det meget vanskeligt at forstå noget som helst, og jeg måtte desværre kaste håndklædet i ringen relativt hurtigt. Dog lærte jeg at læse det koreanske alfabet, Hangul, så helt tomhændet kom jeg ikke ud af det.

Udover det, var der altid massere af liv på skolen, og hvis man fik fat i de rigtige kontakter, kunne man være heldig, at komme på et af skolens sportshold – Jeg gav mig naturligvis i kast med Koreas nationalsport, Taekwondo. De koreanske studerende var generelt utrolig imødekommende og meget interesseret i alle os udvekslingsstuderende. I starten af semesteret fik vi alle sammen tildelt en ”buddy”, som skulle hjælpe os, hvis vi nogensinde var i tvivl om noget. Jeg endte med at blive gode veninder med min makker, og hun introducerede mig for flere af hendes venner. På den måde, fik jeg skabt et lille netværk hos koreanerne, hvilket jeg synes var utrolig fedt og gavnfuldt. Mange ting kan man sige om koreanere, men de har god humor, som faktisk ligger meget op ad den danske. Det gjorde at vi, på trods af de store kulturforskelle, havde det sjovt i hinandens selskab og kunne grine af de samme ting.

Minderne er der mange af, og jeg vil klart anbefale andre at tage til Seoul for at opleve den skøre og pulserende storby, som den nu engang er. Kamsahamnida.

Korean Barbeque

Gade i Myeong-dong

Gyeongbokgung Palace

Kyung Hee University

Af Kirstine Dalgaard Nielsen, journalist

Linje 1 suser ind på perronen, og min puls begynder at stige. Jeg har allerede scannet morgenens medrejsende og spottet to ‘ajummaer’ på min venstre side. Der er en håndfuld

frie sæder i kupeen, og så snart dørene åbnes høres ’startskuddet’. Kampen er i gang! Med deres små trollier flyvende efter sig, og uden tanke for om de rammer en medrejsende, suser ’ajummaerne’ mod kupeens frie pladser. Men jeg er hurtigst, og slår røven i sædet mens en såret ’ajumma’ hurtigt må søge mod “priority” sektionen i kupeens ende. En højlydt mundhuggen om, hvem der egentlig har ret til sæderne tiltænkt ældre, svagelige og gravide, går i gang. Der rokeres rundt mellem de gråhårede, og jeg ser spændt til – hvem mon taber i dag?

En ’ajumma’ er en ældre koreansk kvinde, oftest et godt stykke over 60! Hun skyer ingen midler, men kører stilen; “Hver kvinde for sig selv”. Hun er frygtet særligt i subwayen, men også i supermarkedskøer og på gaden. Hun er frygtet af lokale så vel som ’waygooks’ – ikke-koreanere. Jeg tog som waygook til Sydkorea med en (naiv) forventning om at møde et deprimeret og selvmordstruet folk, der gav livet mening ved at lade sig skønhedsoperere, høre k-pop og spille computerspil. Dem mødte jeg også, men som så mange gange før opdagede jeg, at mine stereotyper var alt andet end sandhed. Jeg vil vove den påstand, at jeg har mødt mange frustrerede og til tider deprimerede unge og gamle koreanere, der holder livet kørende med kold kaffe og soju, deres søde form for snaps. Men jeg mødte også et folk, der er splittet mellem generationen af hårdtslående konservative ’ajummas’ og unge mennesker, der drømmer om at blive klogere på verden omkring sig. Sydkorea er et land, der har været igennem en for mange andre lande misundelsesværdig teknologisk udvikling, men socialt sidder de fast i gamle normer og dyder. Det gamle stempel som værende ”the Hermit Kingdom” mærkes, og Sydkorea har et stykke vej at gå, før de kommer helt fri fra deres hermetisk lukkede fortid og tættere på drømmen om at blive multikulturel. Når det er sagt, følte jeg mig meget velkommen i Sydkorea.

Jeg blev en naturlig del af Seouls pulserende liv. Mine fag på uni bragte mig nærmest tilbage til min tid som gymnasieelev, men hurtigt accepterede jeg præmissen og fik rigtig meget brugbart med – både om kulturforståelse, kommunikation på forskellige niveauer og den koreanske verden. Det hjalp mig flere gang, når jeg var ved at blive noget frustreret over, at ingen af koreanerne sagde noget i timerne, ofte talte i ”koder” og var svære at blive helt kloge på. Mine fag gav mig en forståelse for det samfund, jeg var havnet i og den kultur, som jeg havde valgt at være en del af for fire måneder. Danmark blev skiftet ud med Sydkorea, fordi jeg søgte noget helt andet ret kulturelt. Ikke nok med jeg fik mulighed for at bo midt i en millionby på 27 etage med udsigt ud over den sydlige del af Seoul, så fik jeg også en ny forståelse for det magtspil, der udspiller sig i den del af verden, hvor Kina, Rusland og USA er storspillere. Med Nordkorea som sin nabo bliver det heller aldrig kedeligt, men koreanernes stålfaste ro, selv i mere kritiske situationer, var inspirerende og ikke en jeg havde regnet med at finde. Jeg havde måske forventet frygt, men langt hen ad vejen oplevede jeg et folk, der er rigtig gode til at hygge sig og være sociale, selvom de selv synes, de står overfor nogle store udfordringer på særligt velfærdsfronten og i forhold til retten til et godt liv, på deres egne præmisser.

En ældre herre i hvidt jakkesæt, taber kampen om pladsen i subwayen. Han rejser sig og kampen er slut. Ligesom mine medrejsende vender jeg snuden mod min smartphone og et nyt spil jeg har downloadet. 24 minutter senere suser vi ind op Hoegi station. Spillet lukkes ned, og jeg stiller mig i kødranden af koreanere, der masser på for at komme ud, mens jeg holder et vågnet øje med flyvende trollier. “Just another morning in Seoul Subway.”

Af Andreas Bach Hougaard, journalist

Kan du lide syltet kål i chili, billig alkohol og medstuderende, som er flere år yngre end dig selv? Så er Sydkorea noget for dig!

Hér vil din tålmodighed og hukommelse blive presset til kanten, når du skal have undervisning med studerende, som ikke ønsker at tale engelsk, og til eksamen uden hjælpemidler.

Hér vil du opleve, hvordan livet uden intimsfære er, når vildfremmede mennesker gnider sig op ad dig – i bussen, på fortovet og i køen i supermarkedet.

Og hér vil du kunne prøve kræfter med gamle kvinder, når fløjlshandskerne tages af og de skamløst skubber og hiver i dig for at komme først til de ledige sæder i metroen.

Kort sagt: Hvis du skal til Sydkorea, skal du være beredt på en hverdag, der på mange måder er markant anderledes end livet som studerende i Danmark.

Universitet
Kyung Hee University har titusindvis af studerende og strækker sig over et større område, hvor alle fakulteter, administrative bygninger og bibliotek befinder sig.

Undervisningen foregår ikke i forelæsningssale, men i klasselokaler. Hvor mange elever, der er i disse klasser, kan variere. Det maksimale antal er dog 40.

Der føres protokol ved hver lektion, og fravær har en direkte negativ indflydelse på ens karakter.

Blot fordi et fag er på engelsk kan det sagtens ske, at flere koreanere tager det. Min erfaring er, at koreanske studerende og asiatiske udvekslingsstuderende sjældent deltager aktivt i undervisningen.

Det er også min erfaring, at det faglige niveau er en anelse lavere end i Danmark. Det behøver imidlertid ikke være nogen skidt ting, da du med al sandsynlighed skal bevæge dig ud i ukendt farvand med nye studier og fag. Udbuddet af journalistiske fag på engelsk er nemlig mildest talt begrænset (da jeg var af sted, var der ét).

Logi
Få hunderede meter fra universitet ligger dets tilknyttede studenterboliger. Jeg boede imidlertid ikke her, da disse boliger er omfattet en del restriktioner som f.eks. kønsopdeling.

Min kæreste og jeg fandt i stedet en bolig i centrum af Seoul via firmaet URSeoul. Virksomheden tilbyder en række forskellige boformer, der er tiltænkt udvekslingsstuderende. Her er også et fællesskab af unge fra hele verden, men det bestod i sagens natur ikke udelukkende af Kyung Hee-studerende, som på universitets eget campus. Lejen hos URSeoul er også noget højere.

Bevægelighed og kommunikation
Seoul er nem at bevæge sig rundt i da offentlig transport er både yderst veludviklet og meget billig. Dertil er (næsten) al skiltning skrevet på engelsk. Derfor er det en leg, når man skal ud at opleve det hav af spændende ting, der er at se og lave i og omkring byen.

Generelt er Sydkoreanerne gode til at skilte på engelsk – særligt i de større byer, men også i de mindre. Koreanernes færdigheder ud i engelsk er dog meget varierende. Det syntes, at jeg stødte på en koreaner med dårlige egenskaber i engelsk, for  hver koreaner jeg mødte med gode egenskaber i engelsk.

Jeg anbefaler, at man altid har sin telefon og Google Translate-appen med sig, når man bevæger sig ud, da den både kan oversætte ved indtastning, diktering og gennem kameraet. Sidstnævnte er utroligt bekvemt, f.eks. når man står i supermarkedet med en madvare og gerne vil vide, hvad den indeholder.

Det sociale
Som nævnt tidligere er der et fællesskab af udvekslingsstuderende både på skolens campus og hos URSeoul. Dertil er der også være mulighed for at falde i snak med andre udvekslingsstuderende i forbindelse med undervisningen.

Universitetet har desuden en klub kaldet IFCC (International Friendship and Culture Club), hvorfra enhver udvekslingsstuderende får sig en koreansk ”buddy”. Klubben arrangerer også en række begivenheder og fester for de udvekslingsstuderende.

For det meste af min tid i Seoul, gik min kæreste og jeg på opdagelse sammen alene – derfor er det begrænset, hvor meget tid jeg brugte på byture. Det er dog mit klare indtryk, at der som regel altid foregik et eller andet, og at man altid var velkommen.

Af Esben Drachmann, journalist

Højdepunktet fra mit ophold på Kyung Hee var uden tvivl det sociale. Og jeg tror, det gælder for de fleste af de andre udvekslingsstuderende. Det er der flere gode grund til, og jeg vil prøve at liste et par stykker.

Velkomsten var fremragende. Universitetet, som i øvrigt gør sig umage med at være internationalt, har en slags klub for koreanske studerende, der er udadvendte, taler godt engelsk og er interesseret i at lære udenlandske studerende at kende. Alle på udveksling får sig en ’buddy’ fra denne klub. Nogle er mere heldige med deres buddy end andre, men generelt har det været en stor hjælp og en måde at få sig et kæmpe netværk at trække på – både hos koreanerne og andre på udveksling. De arrangerer fester og andet kulturelt og socialt tam-tam, så selvom man ikke lige svinger med sin buddy, kan man hurtigt finde sig andre lokale at hænge ud med.

Campus er utrolig smukt og inspirerende. Området er et fedt sted bare at hænge ud på en plæne med en omgang koreansk delivery food foran de majestætiske bygninger i selskab af nye venner fra samtlige verdensdele. Selv mod slutningen af semestret opdagede jeg nye fascinerende områder på campus, jeg ikke havde set før. På/nær campus er der tre forskellige kollegier, hvor langt de fleste udvekslingsstuderende bor, og det skaber en nærhed, at alle er så tæt på hinanden, og man kan mødes spontant i løbet af få minutter efter lidt skriveri på KakaoTalk, (koreanernes foretrukne app).

Området omkring campus er præget af hyggelige coffee shops og restauranter med hver deres speciale i koreansk, kinesisk eller japansk gastronomi.  Maden er fantastisk og til at betale sig fra. Det er ikke unormalt at spise både frokost og aftensmad ude sammen med andre, og det er med til at skabe et miljø, hvor der altid er noget at lave og mennesker at være sammen med.

Bliver man træt af lokalområdet omkring campus, er det nemt at hoppe på et metrotog og tage ud og opleve Seoul, som er en af verdens største byer. Det er sikkert at færdes overalt også om natten, så selvom byen er gigantisk, er der ikke grund til utryghed. Folk stoler så meget på hinanden, at koreanerne ofte efterlader deres værdier  liggende frit fremme uden opsyn, da der alligevel ikke er nogen, der stjæler.

Er der brug for luftforandring fra den til tider forurenede megaby, er Sydkorea heller ikke større, end man kan rejse rundt i landet på weekendture, og det er nærmest til grin, så billigt det er at flyve en tur til Japan.

Fagligt er universitet på et højt niveau, men der er meget udenadslære i eksamenerne, og professorerne er ikke alle lige engagerede, men jeg var selv heldig med mine.

Jeg kan anbefale alle de tre fag, jeg tog. Political Communication, Foreign Policy Analysis og Politics & Strategy. Alle havde engagerede koreanske professorer, der talte godt engelsk. Alle fagene var relevante for journalistik.

Sidst vil jeg nævne, at Sydkorea også er et godt sted at møde studerende fra Asien generelt. Koreansk popkultur (film, tv og musik) er uhyre populært i Asien, og det er lidt af et samlingspunkt for studerende fra Kina, Japan og i lidt mindre grad Sydøstasien. Jeg har især fået gode venner fra Kina, og det har lært mig ufatteligt meget om et land, som jeg troede, jeg vidste noget om før.

Så tag afsted, hvis du gerne vil have gode venner fra andre kulturer og opbygge et stort netværk, som uden tvivl kommer dig til gode senere i livet.

Andet: Lær det koreanske alfabet – gerne hjemmefra. Det er overraskende let, og det gør livet en del mere enkelt, da du ofte støder på engelske ord skrevet med det koreanske alfabet. Du vil opdage, at de mystiske tegn faktisk bare staver til ”caffe latte” eller ”cheeseburger”.

Af Daniel Bernt Jensen, journalist

Du behøver ikke frygte de atomvåben.

I hvert fald er det de færreste sydkoreanere, der til daglig bekymrer sig om naboen mod nord, så hvis det anspændte forhold med Nordkorea er det eneste, du forbinder med Sydkorea, skulle du se at komme afsted, for Sydkorea, og Seoul for den sags skyld, er meget mere end det. Og jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg er taget herover.

Seoul er en millionby, og selv efter tre måneder her kan jeg stadig falde i staver over udsigten til skyskraberne på en taxatur hjem fra Hongdae eller føle mig velsignet, når jeg stadig kan købe varm sojamælk klokken to om natten.

Jeg har valgt at bo på kollegieværelse, men i stedet for ‘Sewha Hall’ valgte jeg ‘Ihouse’, som er et kollegie for internationale studerende, og her er IKKE noget krav om, at man skal være hjemme på et bestemt tidspunkt. Så det er ikke nødvendigvis et valg mellem at bo med strikse regler eller at finde egen lejlighed. Kollegiet ligger, så jeg kan trille ud af sengen om morgenen og ind i klasselokalet på et kvarter. Det synes jeg er ganske fornuftigt.

Jeg deler værelset med en udvekslingsstuderende fra Finland, og især i begyndelsen var det dejligt at have en at dele de fremmede indtryk med – lidt som et efterskoleophold, hvis det siger dig noget.

Badeværelset er ikke fantastisk, og værelset er småt, men til gengæld er det billigt (lidt over 8000 kr. for hele semestret), og jeg er stort set kun på værelset, når jeg skal sove, så alt i alt er det fint.

Som der tidligere er skrevet om Seoul, er det utroligt let og billigt at komme rundt med det kæmpe metrosystem. Dog skal man være opmærksom på, at metroen lukker omkring midnat. Heldigvis kører der altid taxaer, og selv om natten er priserne rimelige (en halv times kørsel for under 200 kr.).

Jeg kom selv til Korea med en forestilling om, at koreanere generelt er tilbageholdende og svære at komme ind på livet af, men min oplevelse har været det modsatte.

Dagen efter ankomst er der en orientering, hvor man får en “buddy” – en koreansk studerende – der kan hjælpe med både sociale og praktiske ting. Selvfølgelig kan der være svipsere, men min oplevelse er, at langt de fleste udvekslingsstuderende her har haft utrolig meget ud af deres buddy.

Derudover er min oplevelse, at mange koreanere er ivrige efter at blive bedre til engelsk og derfor meget gerne vil i kontakt med udlændinge. Det bliver lidt irriterende i længden, men min forestilling om, at det er svært at komme ind på livet af koreanere, den holdt altså ikke.

Det er en anden måde at gå i skole på i forhold til Bunkeren. Der bliver lagt stor vægt på fremlæggelser i slutningen af året, og eksamen er som regel udenadslære. Når det så er sagt, synes jeg, jeg har fået meget ud af mine fag.

Jeg havde tre koreanske lærere og to lærere fra Canada.

Selvfølgelig kan man høre, at de koreanske lærere er fra Korea, men jeg synes ikke, sprogbarrieren er større, end at man kan vænne sig til det, og det gælder for den sags skyld også hos de studerende, man sandsynligvis kommer i gruppearbejde med. Det er så en anden sag, at de er meget fokuserede på eksamener, karakterer og design af Power Point præsentationen, samt at de sandsynligvis er et par år yngre end dig (20-22 år). Det kan nogle gange kræve lidt… tilvænning. Men det er langt fra uoverkommeligt.

Mine fem fag var:

• Political communication
• Foreign policy analysis
• Understanding Korean society
• Anthropology and world cultures
• Intercultural analysis

Her er de første tre med koreanske lærere, og jeg vil anbefale alle fag, bortset fra ‘Understanding Korean Society’, fordi det var for teoretisk (læs: kedeligt) i forhold til, hvad jeg havde håbet.

I de andre fag er jeg blevet overrasket over niveauet og undervisernes evne til at gøre fagene spændende.

Det største problem synes jeg egentlig var fagene, der skulle godkendes af DMJX. Dagen før afrejse fik jeg nemlig at vide, at to af mine fem fag ikke kunne godkendes. Heldigvis har universitetet en add-and-drop periode, som jeg brugte til at skifte fag. Men det er en oplevelse, jeg godt kunne have undværet. Måske med en lidt hurtigere “sagsbehandling” fra DMJX?

Sydkorea er ikke et land, der er særlig kendt for turisme, men jeg synes ærlig talt, det har meget at byde på: En spændende historie, en populærkultur, der faktisk dominerer i Asien (fx K-Pop) og helt andre sociale spilleregler for samfundet end det danske.

Så hvis du har mod på at vænne dig til en helt anden kultur, kan jeg kun anbefale Sydkorea.

Tip

• Få fat i app’en Kakaotalk. Alle bruger den, lidt ligesom Facebook Messenger i Danmark.
• Få fat i et sim-kort, så du har data. Alle bruger deres telefoner altid herovre.

Skriv endelig til mig, hvis du har spørgsmål!
danielbj@mail.dmjx.dk

Af Anne Sophie Birch Flach (journalist)

Min primære motivation for at tage på udveksling var at opleve en anden kultur og en fremmed by. På den konto har mit ophold i Seoul 100 procent levet op til min forventninger. Jeg nød at udforske byen, som summer af liv døgnet rundt. Seoul har rigtig meget at byde på og rummer på den ene side traditionel asiatisk folklore og på den anden side neonlys, natteliv og selvfølgelig Gangnam-style. Byen er nem og billig at komme rundt i takket være et velfungerende og overskueligt metrosystem bestående af 18 linjer og over 600 stationer. Det benyttede jeg flittigt, når jeg havde fri i weekenden, og besøgene i de forskellige kvarterer gav mig en god forståelse for kulturen såvel som befolkningen.
Universitet har en hel del dorm rooms til rådighed. Det er en billig og udmærket løsning, hvor man som regel deler værelse med en anden – ALTID af samme køn. Man skal være indstillet på, at Korea på mange måder er gammeldags. Vælger man et dorm room skal man være hjemme inden midnat, eller også er man tvunget til at vente til efter kl. 5, fordi personalet lukker bygningen. Besøg på værelserne er helt udelukket – også selvom det er af samme køn. Alkohol, føntørrere og meget andet er bandlyst. Da jeg selv var af sted med min kæreste, takkede jeg nej til et værelse. Vi fandt i stedet en mikroskopisk lejlighed gennem en ejendomsmægler. Lejligheden lå tæt på skolen, og vi endte med at betale stort set det samme, som hvis vi hver især skulle have haft et dorm room. Faktisk flyttede flere af de andre fra skolen ind i bygningen, da de fik nok af universitets regler, og på den måde fik vi vores egen ”dorm-bygning” –  bare uden reglerne. Men det er selvfølgelig en smagssag, og socialt er der risiko for at gå glip af noget, når man ikke bor i bygning med alle andre.

Jeg havde fem fag på Kyung Hee, hvoraf tre undervisere var koreanere, og to var engelske. Jeg var helt vildt glad for mine to fag med engelske lærere, hvor formen var meget som derhjemme. Derfor vil mit råd klart være at gå efter fag med professorer med engelske navne. Jeg kan varmt anbefale at tage fag med Jonathan Bagley og Casey Barnes.

Jeg var til gengæld ikke imponeret over det faglige niveau i resten af mine fag på universitetet. Uddannelsessystemet er overordnet bygget op på udenadslære fremfor forståelse og kritisk tænkning. Karakterer betyder alt for de studerende, og derfor opstår der ganske stor konkurrence. De koreanske professorers og studerendes engelskkundskaber er ekstremt dårlige, hvilket gav anledning til stor frustration for mig og mine internationale venner. Dels var der flere fag, der var enormt svære at forstå, fordi de foregik på virkelig dårligt engelsk. Og dels brugte jeg usandsynligt meget tid på gruppearbejde, fordi de koreanske studerende var for generte til at tale engelsk, og derfor endte de med at tale koreansk sammen, indtil jeg insisterede på at blive inddraget. De tre fag, jeg havde med koreanske lærere, var Media Management, Political Communication og Cultural Heritage of Korea. Media Management og Political Communication var de to eneste fag i Journalism Department, der var på engelsk. Derfor føltes de oplagte at vælge. Political Communication var udmærket, og underviseren taler fint engelsk, fordi han har boet i USA. Til gengæld var Media Management en stor skuffelse, og jeg vil kraftigt fraråde folk at vælge det. Jeg valgte faget for at lære noget om ledelse i medievirksomheder, som fagbeskrivelsen lagde op til. Men faget viste sig at handle om telefonselskaber, og underviseren var mildt sagt elendig til engelsk. Jeg valgte Cultural Heritage of Korea for at lære noget om kulturen, og det gjorde jeg også – men på ret lavt niveau og med udenadslære-tilgangen.

Jeg vil klart anbefale at tage af sted. Det er en stor oplevelse og en spændende kultur. Men uddannelsessystemet er meget anderledes – og til tider – frustrerende. Så gå så vidt muligt efter engelske undervisere.

Tip: Download app’en Kakaotalk og Subway Korea hjemmefra. To meget nyttige redskaber til komme godt fra start.

Af Morten Jeppesen (journalist)

Korea. Tænk lige over, hvad du ved om Korea. Jeg vidste ingenting, inden jeg tog afsted til Seoul for at studere på Kyung Hee Universitetet. Jeg vidste, at det var en stor by, 10-15 millioner mennesker, og rygtet sagde, at deodorant ikke var til at opdrive. Men ellers havde jeg ikke nogen ide om, hvad der ventede.

Seoul er på mange måder ligesom vesten. Der er en Starbucks på hvert andet gadehjørne, og på de andre ligger de lokale konkurrenter. Der er shopping-shopping-shopping døgnet rundt. Taxaerne er gule. Der er Taco Bell, McD og Burgerking, og Dunkin Donuts er et godt sted at få sig fem minutters wifi.

Men der er også rigtig, rigtig mange ting, der er anderledes. For eksempel er der ikke særligt mange, der taler engelsk. Det er faktisk kun dem, der har boet i Australien, USA eller Europa, der er tosprogede, og det er ikke engang dem alle, der er det. En af mine professorer havde studeret i USA, men hans udtale var komisk. Det tog mig et par minutter at regne ud, at timen ikke handlede om en dykkerby, men om diversity. Når det kommer til mad, er det meget ulig Danmark. Det er vildt billigt at spise ude, så det gjorde vi, min kæreste og jeg, stort set hver dag, både til frokost og aften. Det er overvejende koreansk mad, som ikke er lige fristende hver gang (rå, marineret krabbeklo kræver lidt tilvænning). Og kimchi, som de spiser til alt, SKAL prøves, men der er intet krav om jubel. Det er gæret kinakål med chili, hvidløg, ingefær og andet godt. Når koreanerne bevæger sig ind på fremmed madterritorium, er det ikke altid vellykket. For eksempel er det ikke usædvanligt med hvidløg i kagecremen og vanilje i pizzabunden. Men man får sine favoritter. Meget tæt på skolen findes en lille familierestaurant, der serverer lækker kyllingenudelsuppe til 24 kroner. Og en seafood-pandekage/rösti til 36. Vi var der tit.

Hvis jeg skal beskrive hele Seoul, så vil det tage alt for lang tid, så lad mig bare sige, at der er rigeligt at se på fire måneder. Det er et monster af en by, hvor et fantastisk velfungerende og let metrosystem fordeler sig på over 600 stationer. Selvom du lægger dig i selen, så er det umuligt at udforske hele byen på så kort tid. Du må nemlig heller ikke spare dig selv for at udforske resten af landet. Et par must-sees er Jeju Island, Busan, Gyeongju og selvfølgelig DMZ. Oven i det er du 2 timers flyvetur fra Japan. Vi tog en weekend til Tokyo i november. Hvem kan ellers prale med det?

Nå, til skolen. Der er ikke så meget at sige til den. Vær klar til et kulturchok af de helt store. De studerende er meget umodne, de går ikke op i andet end karakterer. De er ekstremt dårlige til engelsk, selvom de har valgt et engelsk fag og ender i gruppe med dig. Mit bedste råd er at lade dem lave arbejdet på koreansk, så kan du rette powerpointen for stavefejl og stå for fremlæggelsen. Den fremgangsmetode sparede mig for mange frustrationer. Min kæreste valgte den anden vej, hvor hun engagerede sig. Hun fortrød.

En anden ting: Selvom et fag er på engelsk, så må de koreanske studerende ofte tage eksamen på koreansk. Ekstremt unfair, især når der er stavefejl i den engelske eksamen. Gå ikke så meget op i det, og vær bevidst om, at det er umuligt at dumpe i Korea! Uddannelsen er den eneste vej til status i det koreanske samfund, og derfor er der ingen, der skal tabe ansigt ved at blive dumpet af en professor. Dejligt for dig, men dumt for samfundet på den lange bane.

En sidste ting: Lad være med at tage fag med koreanske professorer. Vælg så vidt muligt internationale undervisere. Jeg kan anbefale Itay Shani, Casey Barnes og Jonathan Bagley, og Jenny Park har jeg kun hørt gode ting om.

Vælg Korea! Det er skørt og frustrerende, men det er også en oplevelse for livet. PS: Deodoranten ér nået til Korea, men tag med hjemmefra alligevel. Udvalget er sparsomt.

Gymnasium, venner og Gangnam Style

Af Kasper Søby

Det må vist være overskriften for mit ophold i Sydkorea og på Kyung Hee University. Jeg var så heldig, eller måske uheldig, at lande i Korea lige midt i det største internetfænomen nogensinde: Gangnam Style. Og hvis I troede, at PSY og Gangnam Style var stor i Danmark, så tro om igen. PSY er gigantisk herovre! Forleden dag så jeg koreansk tv, og i reklameblokken var der tre PSY-reklamer i streg, hvor PSY reklamerede for henholdsvis øl, et tømmermændsmiddel og et køleskab, der åbenbart er god til at opbevare kimchi. Og stort set enhver bytur har indeholdt minimum ti gange Gangnam Style, hvoraf der er blevet danset til cirka det halve.

Så på den måde er Gangnam Style soundtracket til mit ophold herovre, og det er jeg glad for. For lige så glad og skør, som sangen er, lige så glade og skøre dage har jeg haft herovre. Der gik ikke mange minutter på orienteringsdagen, før jeg snakkede gladelig med en masse forskellige mennesker. Og sjovt nok, så var de første mennesker, jeg mødte, også dem, jeg endte med at hænge mest ud med. Allerede ugen efter tog vi en mellemstor gruppe af sted på tværs af landet til den næststørste by Busan på sydøstkysten. En fantastisk tur der bestod af en jævnt stor del af den lokale øl Cass og den koreanske spiritus Soju. Vi så ikke så meget af området, men det var vist heller ikke planen. Turen blev dog sidenhen fulgt op med en tur til Sokcho og Seoroksan National Park, hvor alkoholen blev skiftet ud med hiking op ad de høje bjerge.

Så der er plads til det hele herovre. Jeg siger herovre, fordi jeg i skrivende stund stadig er her. Jeg skal lave min bachelor, så jeg får tiden til at gå med at udforske den enorme by Seoul på egen hånd, da alle er taget hjem igen. Det er sørgeligt, men det hører jo med.

Men så er der jo heldigvis minderne. Og dem er der nok af. Minder om fester, beer-pong, mærkelig koreansk mad, fantastisk koreansk mad, vandreture, og så videre og så videre.

Og så er der også minderne om en tur tilbage i gymnasiet. For i Sydkorea er universitetet ikke som i – ja, stort set resten af verden. Her er der mødepligt til hver eneste time. Og får du over 10% fravær, får du et automatisk F. Uanset om du så faktisk ved mere om emnet end din professor. Viden er sådan set også ret ligegyldig på et koreansk universitet. Hukommelse og røvslikkeri er nøglerne til de gode karakterer. Professorerne bedømmer dig nemlig på, hvor god du er til at gengive det, de har har sagt, og hvor godt de kan lide dig. På de koreanske universiteter er selvstændige tanker og objektivitet ikke noget, man bruger tid på.

Sådan noget som fremlæggelser, er også en stor ting. Og minder om gymnasiet skyllede da også ind over mig, som jeg stod der med min ilde-udseende Powerpoint og skulle til at kloge mig på samfundet i Danmark over for en flok koreanere, der på grund af deres dårlige eller helt manglende  engelskkundskaber alligevel ikke ville forstå, hvad det var, jeg talte om.

Koreanerne er ultra konservative, den ældste har altid ret, manden er bedre end kvinden og professoren er gud, hvis ord man bør og skal følge. Men alt det lærer man at grine af i flokken af udenlandske venner. For Sydkorea er et rart sted at være, især når Gangnam Style spiller, dansen går med alle vennerne, og gymnasiet kan vente til på mandag.

Og så er der templerne, naturen og det koreanske alfabet, men det må du selv tage hertil for at opleve.