Af Kirstine Dalgaard Nielsen, journalist
Linje 1 suser ind på perronen, og min puls begynder at stige. Jeg har allerede scannet morgenens medrejsende og spottet to ‘ajummaer’ på min venstre side. Der er en håndfuld
frie sæder i kupeen, og så snart dørene åbnes høres ’startskuddet’. Kampen er i gang! Med deres små trollier flyvende efter sig, og uden tanke for om de rammer en medrejsende, suser ’ajummaerne’ mod kupeens frie pladser. Men jeg er hurtigst, og slår røven i sædet mens en såret ’ajumma’ hurtigt må søge mod “priority” sektionen i kupeens ende. En højlydt mundhuggen om, hvem der egentlig har ret til sæderne tiltænkt ældre, svagelige og gravide, går i gang. Der rokeres rundt mellem de gråhårede, og jeg ser spændt til – hvem mon taber i dag?
En ’ajumma’ er en ældre koreansk kvinde, oftest et godt stykke over 60! Hun skyer ingen midler, men kører stilen; “Hver kvinde for sig selv”. Hun er frygtet særligt i subwayen, men også i supermarkedskøer og på gaden. Hun er frygtet af lokale så vel som ’waygooks’ – ikke-koreanere. Jeg tog som waygook til Sydkorea med en (naiv) forventning om at møde et deprimeret og selvmordstruet folk, der gav livet mening ved at lade sig skønhedsoperere, høre k-pop og spille computerspil. Dem mødte jeg også, men som så mange gange før opdagede jeg, at mine stereotyper var alt andet end sandhed. Jeg vil vove den påstand, at jeg har mødt mange frustrerede og til tider deprimerede unge og gamle koreanere, der holder livet kørende med kold kaffe og soju, deres søde form for snaps. Men jeg mødte også et folk, der er splittet mellem generationen af hårdtslående konservative ’ajummas’ og unge mennesker, der drømmer om at blive klogere på verden omkring sig. Sydkorea er et land, der har været igennem en for mange andre lande misundelsesværdig teknologisk udvikling, men socialt sidder de fast i gamle normer og dyder. Det gamle stempel som værende ”the Hermit Kingdom” mærkes, og Sydkorea har et stykke vej at gå, før de kommer helt fri fra deres hermetisk lukkede fortid og tættere på drømmen om at blive multikulturel. Når det er sagt, følte jeg mig meget velkommen i Sydkorea.
Jeg blev en naturlig del af Seouls pulserende liv. Mine fag på uni bragte mig nærmest tilbage til min tid som gymnasieelev, men hurtigt accepterede jeg præmissen og fik rigtig meget brugbart med – både om kulturforståelse, kommunikation på forskellige niveauer og den koreanske verden. Det hjalp mig flere gang, når jeg var ved at blive noget frustreret over, at ingen af koreanerne sagde noget i timerne, ofte talte i ”koder” og var svære at blive helt kloge på. Mine fag gav mig en forståelse for det samfund, jeg var havnet i og den kultur, som jeg havde valgt at være en del af for fire måneder. Danmark blev skiftet ud med Sydkorea, fordi jeg søgte noget helt andet ret kulturelt. Ikke nok med jeg fik mulighed for at bo midt i en millionby på 27 etage med udsigt ud over den sydlige del af Seoul, så fik jeg også en ny forståelse for det magtspil, der udspiller sig i den del af verden, hvor Kina, Rusland og USA er storspillere. Med Nordkorea som sin nabo bliver det heller aldrig kedeligt, men koreanernes stålfaste ro, selv i mere kritiske situationer, var inspirerende og ikke en jeg havde regnet med at finde. Jeg havde måske forventet frygt, men langt hen ad vejen oplevede jeg et folk, der er rigtig gode til at hygge sig og være sociale, selvom de selv synes, de står overfor nogle store udfordringer på særligt velfærdsfronten og i forhold til retten til et godt liv, på deres egne præmisser.
En ældre herre i hvidt jakkesæt, taber kampen om pladsen i subwayen. Han rejser sig og kampen er slut. Ligesom mine medrejsende vender jeg snuden mod min smartphone og et nyt spil jeg har downloadet. 24 minutter senere suser vi ind op Hoegi station. Spillet lukkes ned, og jeg stiller mig i kødranden af koreanere, der masser på for at komme ud, mens jeg holder et vågnet øje med flyvende trollier. “Just another morning in Seoul Subway.”