Utrecht/Hogeschool Utrecht i foråret 2023

Af Esben Nesdam-Madsen, kommunikationsstuderende

Åh, skønne, skønne Utrecht. En helt igennem fantastisk destination at tage på udvekslingsophold.

Byen:

Den lille Aarhus-størrelse by kan bedst beskrives som en rolig Amsterdam, med samme kvaliteter, bedårende kanaler, uden hektisk trafik og den forfærdelige turisme, man finder i Nederlandenes hovedstad.

Utrecht derimod byder på en midtby centreret omkring de sødeste små kanaler, hyggelige cafeer og bangern’ klubber, når sådan noget frister. Som studerende bor man højest sandsynligt i Science Park Utrecht (mere om bolig længere nede), der er omgivet af idyllisk skov, marker og ikke mindst græssende dyreliv. Personligt har jeg været mere oppe at ringe omkring naturen i Science Parken end byen Utrecht selv, hvor jeg har nydt mange dage i solen, med en bog (eller øl!) i hånden og godt selskab med mine internationale venner. Jeg kan også anbefale at begynde at løbe hernede – smukkere omgivelser til en løbetur skal man kigge langt efter i København.

Universitetet:

Jeg studerede på Hogeschool Utrecht (HU) på linjen ’Creative Business’. Skolen er meget lig DMJX med højt fokus på praktisk læring, hvor teorien mere holder sig i baggrunden. F.eks. tog jeg førsteårsfaget ’Marketing Playground’, som gav utroligt højt fagligt udbytte (trods for relativt simpelt teori), da man skulle styre sit eget fiktive jeansbrand i en virkelighedsnær marketingssimulering, hvor man dystede over 10 uger mod sine medstuderende. Helt igennem har jeg fået højt fagligt udbytte i at deltage i mere specialiserede fag end der udbydes på DMJX’ kommunikationslinje.

Dog har HU en lidt mindre heldig side, som også har været gennemgående: Universitetet er meget bagude på koordinering og generel informering af sine elever. Det har, desværre, været specielt slemt omkring eksaminer, hvor mine medstuderende og jeg generelt har oplevet at være underinformeret på formalia og eksamenstider – her har jeg f.eks. hørt om elever, der har fået flyttet sin eksamen dagen før og tilmed uden for semesteret, således at de faktisk ville have være rejst hjem til den nye eksamensdato (dette blev dog løst efter et par bekymrende emails til eksamenskoordinatoren, hører jeg også). Og til alt ironi sker dette imens universitetet er utroligt rigide omkring formalia. Her dumper elever (heldigvis ikke mig selv, haha) på forkert APA-stil eller hvis de afleverer med blot ét ord over maksimum. Derudover havde HU liiiige glemt at melde ud, at de fleste timer er online…

Bolig:

Jeg vil til hver en tid anbefale SSH (Short-Stay-Homes) til at finde bolig, og dertil at søge kollegiet Johanna. Johanna er et 18 etages højt kollegie, hvor der bor hundredvis af studerende – hvoraf en stor del af udvekslingsstuderende. Selve værelset og det tilhørende køkken er i rigtig fin stand, faktisk blandt det bedste man kan få på kollegierne i byen.

OBS: Vær klar, når der skal søges bolig på SSHs hjemmeside. Kollegieværelserne, specielt Johanna, bliver revet væk på få minutter. Så sid klar som om du skal sikre dig årets festivalsbillet, med flere computere og hjælpere, i tilfælde af tekniske problemer. Finder du ikke et kollegieværelse gennem SSH, bliver det svært at finde et godt værelse i Utrecht pga. høj boligmangel i Nederlandene generelt. Og så misser man det fantastiske sociale miljø, der er på kollegierne (og det er jo det vigtigste!).

Diverse:

Derudover vil jeg anbefale Swapfiets for at tilegne dig din egen Nederlandske karet, en cykel. De er i god stand, og det er gratis at få repareret dem, hvis uheldet er ude. LAD VÆRE MED AT BESTIL STUDENT MOBILITY-cyklerne. De er låååårt, som man vil sige i Aarhus.

Opsummering:

Alt i alt har jeg haft en utrolig god oplevelse ved at tage på HU i Utrecht (trods visse mangler). Nederlandene er utrolig smuk, byder på en sjov kultur og et spirende internationalt miljø. Jeg har været specielt glad for de få hollandske venner, jeg har fået mig, og de mange festivaler/fejringer Nederlandene byder på. Det eneste, jeg ville rette, udover ovenstående, er deres fadølskænkning. Her skal man forvente en hel del skum – men man kan med fordel altid drille hollænderne med det, det tager de med et smil;-)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *