Category Archives: Uncategorized

Mine råd til en fremtidig Mizzou Tiger

Af: Elisabeth Lykke Ivens, JOUR 4. semester

Mit første råd til dig, der skal på Mizzou, er: Bo på campus; det er der, alting sker. Universitetet ligger i Columbia, som er en relativt veltrivende universitetsby, med byliv, butikker, cafeer, koncertsteder og andre ting i det univers. Men, så er den til gengæld heller ikke større, og hvis ikke du har en bil, kommer du ikke længere end Columbia. Der er ikke noget, der hedder offentlig transport, og der er mange timer til den nærmeste spændende by.

Af samme grund sker der hver dag en masse ting på campus; forskellige kulturelle organisationer deler mad ud, der er sportskampe (et MUST – de er fuldkommen sindssyge), film under åben himmel, spilaftener, danseopvisninger og meget andet. Man må huske på, at universitet er kæmpestort – med omtrent 30.000 studerende – og derfor har en mængde ressourcer, som vi nærmest ikke kan forstå i Danmark. Disse arrangementer på campus er en stor del af universitetsoplevelsen og en stor del af selvforståelsen på stedet. Tag del i det!

En nem måde at tage del i det på, er at bo på campus. Men, det betyder også, at du kommer til at dele et værelse med en anden studerende, sandsynligvis en freshman på 18-19 år. Jeg syntes, det var fint, da jeg ikke var langt fra dem i alder, og alligevel ikke brugte særligt meget tid på mit værelse.

Undervisningen er anderledes end det, du er vant til på DMJX. Jeg fandt den selv ret ”gymnasieagtig,” idet, at du havde mange forskellige fag, der var mange lektier og opgaver (de var ikke svære, der var bare mange), du får karakterer for opgaver og deltagelse i timer, og du forventes at have et tæt forhold til din lærer. Et råd, jeg kan give hertil, er at få en personlig relation til din lærer fra starten af. Her har du en naturlig fordel i, at du er international: ny, spændende og forvirret, hvilket lærerne har stor sympati for. Introducer dig selv, deltag i timerne, ræk ud ved spørgsmål eller hjælp til opgaver, og skriv til dem efter semesteret er ovre. (P.S. Du vil skulle bruge en anbefaling fra dem, hvis du har lyst til at studere videre i USA senere i din uddannelse.)

Et tredje råd er, vær opsøgende og sig JA. Du er desværre lidt ude in-the-middle-of-nowhere, så du bliver nødt til at involvere dig i en masse. Lav en whatsapp-gruppe for de udvekslingsstuderende, som du møder de første uger, og inviter, inviter, inviter til at mødes. Sig hej og godmorgen til de amerikanske studerende i dine klasser, de er nemlig ikke selv så snaksaglige. Lav aftensmadsaftaler hver dag. Find nogen at gå til træning med. Meld dig ind i alskens organisationer; selv var jeg med i ”Missouri International Student Council,” den elev-styrede avis ”The ManEater” og en amerikansk-international-vennegruppe kaldet ”Home Group.” Disse grupper er også gode til at blive venner med amerikanske studerende; de er vigtige at have, for de har biler, og hvis du spørger pænt, er de meget villige til at køre dig steder hen. Men det kræver også, at du siger ja til ting, og tager til nærmest alt, du kan. Jeg siger ikke, at du skal køre dig selv helt udmattet; selvfølgelig skal du tage dig tid til dig selv, når du har brug for det. Men hvis du kan vælge mellem at se Netflix på dit værelse eller tage til bingo-aften med nogle nye mennesker, der gerne vil lære dig at kende, så tag til bingo-aften. Jeg lover, at det bliver det værd.

Sidst, men ikke mindst, så bliv gode venner med Tim og Paula. De er et amerikansk par, der fungerer som en slags besøgsfamilie for de danske journaliststuderende. De er de sødeste mennesker i verden, og vil hjertens gerne tage dig på ture i Missouri og andre stater, til sportskampe, til fester i deres hjem og alt muligt andet. De er din nøgle til at lære USA at kende på nært hold og få en stor, amerikansk omgangskreds.

Tilbage er der kun at sige: GØR DET, GØR DET, GØR DET! Og gør dig klar på de bedste 5 måneder af dit liv!

Har du nogen spørgsmål, så kontakt mig på elisabethlykke@live.com

Her er link til en kort video af min dagligdag

IHECS, Bruxelles

Af Stine Schou, MPL

Efter fire måneder på IHECS i Bruxelles, er jeg nu vendt hjem til Danmark igen. Det har været fire måneder fyldt med en masse oplevelser – både gode og mindre gode. Jeg har prøvet at opsummere det meste her:

Hvorfor Bruxelles?

Jeg valgte at bruge min udveksling i Bruxelles mest af praktiske årsager. Jeg havde været i byen før, og så var det både nogenlunde billigt og nemt at komme frem og tilbage, hvilket var vigtigt for mig, da jeg stadig havde forpligtelser i København.

Byen er ikke så stor, men den er meget multikulturel hvad angår indbyggerne. Og så vrimler det med øl, fritter, vafler og chokolade! Bruxelles er generelt mere beskidt end vi er vant til i Danmark, og kan se ret slidt ud, men stemningen er god og der er en god kultur for at gå på café/bar.

Skolen
Skolen ligger meget centralt i Bruxelles, lige ved Manneken Pis, hvilket er dejligt, hvis du gerne vil bruge dine dage i byen, både før og efter skole. Skolen er delt op i forskellige bygninger, og har generelt gode faciliteter. Der er både foto-, video-, og radiostudier, samt redigeringssuiter, hvilket er virkelig er nyttigt, hvis du skal arbejde med medier.

Semestret er kort og hvis du vælger det engelske fagudbud, så varer det kun fire måneder. I foråret fra ca. slut januar til ca. slut maj inkl. to ugers påskeferie.

Fagene og underviserne
Fagene har generelt lavere niveau end i Danmark, men det betyder ikke nødvendigvis, at lærerne forventer mindre af dig. Fagene er hver 5 ECTS, og du har hvert fag to timer hver uge. Jeg tog følgende fag, som jeg uddyber her:

Introduction week:

Denne uge ligger i dagene inden semesterstart og er frivillig. Ugen giver 3 ECTS point. Jeg kan klart anbefale at deltage i denne, da det er en god mulighed for at lære de andre udvekslingsstuderende lidt at kende.

French course:

Faget er delt op i tre niveauer: begynder, medium og avanceret. IHECS placerer dig på et af disse hold ud fra en sprogtest du tager inden. Jeg startede på medium-holdet, men endte med at rykke ned til begynder-holdet, da niveauet var for svært til mig. Du lærer ikke at tale fransk med dette fag, men det er en fin i introduktion til sproget. Eksamen var en skriftlig prøve.

Cross-cultural communication:

Dette var nok et af mine yndlingsfag, og giver dig kendskab til forskellige kulturer, og hvordan vi kommunikerer kulturer imellem. Et virkelig interessant fag som giver et godt indblik i kulturelle forskelle. Eksamen var to opgaver som skulle afleveres i løbet af semestret.

Civic engagment

I dette fag skal du vælge en humanitær organisation og arbejde frivilligt i 30 timer. Jeg arbejdede som bartender i LGBTQIA+-organisationen RainbowHouse. Eksamen var en rapport om dit arbejde.

Photo
Faget styres af en fotojournalist, som giver dig forskellige fotoopgaver i løbet af semestret. Hvis du kan lide at arbejde med fotografi, så vil jeg klart anbefale dette fag. Eksamen var et afsluttende foto-portfolio efter eget valg.

Video

I dette fag får du en kort indføring i videogenren, og så skal du som eksamen lave en kort dokumentar. Jeg vil dog IKKE anbefale dette fag, da underviseren ikke kan undervise og tilrettelægge et tilfredsstillende forløb.

Europe and Its specificities
Dette fag består primært af fremlæggelser fra de studerende om Europas historie. Faget er båret af fremlæggelser og filosofiske diskussioner. Det lød spændende på papiret, men knap så godt udført. Eksamen er fremlæggelser i løbet af semestret.

Bolig
IHECS er søde til at sende links til gode boligsider, men du skal selv gøre arbejdet. Jeg endte med at leje et værelse gennem Jeronimmo som primært huser Erasmus-studerende. De har forskellige huse, men du kommer til at bo i et kollektiv med andre unge, hvilket er skønt hvis du elsker at feste og hader at gøre rent. Hvis du gerne vil bo roligt og i rene omgivelser, så er dette ikke stedet. Jeg betalte 440€ pr. md. for et værelse, hvilket er i den billige ende. Derudover er kommunikationen med Jeronimmo ikke altid den bedste.

Jeg boede i Ixelles, hvilket er et skønt kvarter med mange unge, barer, caféer og flotte parker – kan klart anbefales!

Transport
Hvis du er under 25 år kan du få et transportkort til 12€ for et år! Men hvis du er over 25 år (ligesom mig) koster det 50€ pr. md. Jeg endte derfor med at leje en cykel gennem Swapfiets (15€ pr. md.). Derudover kan man også købe et abonnement til bycyklerne, Villo, som vi faktisk fik gratis gennem skolen. Men Bruxelles er altså ikke en cykelby, både når det handler om bakker og trafikken.

Dette skal du opleve
-Drikke øl på gode ølbarer fx Delirium og Poechenellekelder

-Spise fritter fra Maison Antoine eller Frit Flagey

-Spise vafler fra Maison Dandoy

-Besøg andre belgiske byer som fx Brugge, Ghent, Mechelen, Antwerpen, Liege osv.

-Rejs billigt til Amsterdam, Paris og London (Flixbus har virkelig billige billetter, hvis du booker i god tid)

Alt i alt

Alt i alt er det jo en stor oplevelse at komme lidt ud i verden og møde nogle nye mennesker. Hvis du vælger Bruxelles venter der mange gode madoplevelser og forskellige spændende mennesker. Gør dig selv den tjeneste at finde et godt og behageligt sted at bo, så du føler dig hjemme. Dette lykkedes jeg desværre ikke med, hvilket gjorde, at jeg aldrig helt kunne falde på plads. Og så benyt muligheden for at tage til andre europæiske storbyer. Det er supernemt og billigt fra Bruxelles! Hvis du har brug for at opleve noget nyt, men uden at få et kulturchok, så er Bruxelles et god bud!

Hogeschool Utrecht, Holland

Af Ditte Kølln, KOM

Byen

Utrecht er en virkelig hyggelig by og tager heller ikke forfærdeligt lang tid at lære at kende. Når man beder en hollænder beskrive Utrecht, er der stor sandsynlighed for, at de siger: ”Byen er karakteristisk for Holland og har alt det gode fra Amsterdam bare uden de mange turister.” Og det vil jeg give dem ret i. Man er ikke i tvivl om, at man er i Holland, når man færdes i byen, der er spækket med små, snørklede gader og mange kanaler. Jeg var virkelig glad for at bo her.

Det faglige

Jeg gik på HU – Hogeschool Utrecht, der ligger i ”universitetsbyen” Utrecht Sciencepark. På HU skal man selv holde øje med, hvilke fag man har, lave skemaer og holde kontakten til undervisere, hvis der sker ændringer. Du bliver ikke nødvendigvis automatisk tilmeldt online læringsplatforme eller undervisninger, det skal du selv holde styr på og underrette din underviser om. Når det så er sagt, så er både undervisere og andre elever virkelig gode til at hjælpe, hvis blot man rækker ud.

Hvad angår det faglige niveau, så kommer det meget an på, hvilke fag man har, og hvor langt resten af de studerende er. Jeg gik selv på linjen Creative Business (CB) og tog også del i minoren Mediapsychology.

Et semester på HU er delt op i to blokke.

I blok A (den første halvdel) havde jeg fagene:

  • Psychological effects of the media (Mediapsychology)

Super fint fag med god underviser. Tager dig igennem forskellige aspekter og teorier omhandlede psykologiske konsekvenser af mediebrug.

  • Cognitive Psychology of the media (Mediapsychology)

Forvirrende fag og underviser. Selve undervisningen havde ikke så meget med det praktiske arbejde at gøre. Tanken var god, men udførslen haltede lidt. Jeg ved dog, at de selv var opmærksomme på det og arbejdede på at gøre det bedre.

  • Digital media design (CB)

Mere praktisk og direkte brugbart fag, med kompetent underviser. Fokuserer på at lære dig termer og tanker bag grafisk arbejde, så man kan udforme en passende brief til en grafiker afhængig af, hvad man ønsker sig.

I blok B (anden halvdel) havde jeg fagene:

  • Digital media and culture (Mediapsychology)

Klart det bedste fag og den bedste underviser på hele semesteret. Det var aktuelt, relevant og fokuserede på hvordan medier, og hvordan vi bruger dem, påvirker os som samfund og kultur.

  • Cyberpsychology (Mediapsychology)

Udmærket fag med sød underviser. Jeg forstod aldrig rigtig hvad pointen med faget var, men det var hyggeligt at have. Det er meget en samtale mellem underviser og klasse om forskellige aspekter af online mediebrug.

  • Humanities (CB)

Udmærket fag med okay underviser. Faget handlede om, at vi alle er biased, når vi kigger på verden. Her bliver du bedt om at dykke ned i hvilke biases der er, og hvordan vi kan eliminere dem.

Det sociale

Jeg var for det meste sammen med mine roommates eller folk de kendte. Jeg tilmeldte mig dog en organisation – ”BuddyGoDutch”. Selv fik jeg ikke ret meget ud af det, men jeg ved, at flere andre havde virkelig god brug af det og lærte en masse mennesker at kende på deres mange udflugter. Jeg havde desværre ikke så meget med de hollandske studerende at gøre, da mange af dem bor meget langt væk fra skolen. Jeg havde dog god brug af de mange andre udvekslingsstuderende.  

Det praktiske

Jeg fik bolig gennem organisationen SSH, der udlejer værelser på kollegier i og omkring Utrecht. Selv boede jeg i Johanna Building i Utrecht Sciencepark lige overfor skolen. Her boede jeg sammen med 4 andre udvekslingsstuderende fra forskellige lande. Jeg vil klart anbefale, at man kigger på bolig igennem SSH, men man skal være opmærksom på, at værelserne er væk MEGET hurtigt. Jeg husker det som om, at det tog under 5 minutter, da jeg bookede. Man kan få adgang gennem skolen. De sender mails ud med alle oplysninger og er gode til at holde en opdateret (det gælder også helt generelt).

Hvad angår transport vil jeg helt sikkert anbefale, at man skaffer sig to ting:

  1. En cykel

Holland er et fladt land og meget nemmere at cykle i end Danmark. Jeg havde en cykel gennem firmaet ”Swapfiets” og var glad for det. Andre købte brugte cykler. Vær dog opmærksom på, at politiet holder enormt meget øje med, om du har lys på, samt om du bruger din telefon, mens du cykler. Begge dele uddeler de bøder for.

  • Et OV Chipkaart

Det er svarende til det danske rejsekort og kan bruges i alle offentlige transportmidler. Virkelig praktisk hvis man gerne vil på udflugter.

Der er SÅ meget mere at sige om Utrecht, men det der er nævnt her, er blot det absolut vigtigste efter min mening. For at opsummere havde jeg en super lærerig tur, og jeg vil anbefale alle at tage af sted, selvom det er både udfordrende og svært til tider.

Overvejer du at tage af sted og vil gerne have mere info, fra en der selv har stået i det kaos som udveksling er, så er du velkommen til at skrive på koldi@dmjx.dk

God fornøjelse!

Amsterdam University of Applied Science

Af Rikke Riis Tjellesen, Kommunikationsstuderende

Amsterdam. Need I say more?
En by fuld af oplevelser, skønne mennesker, flotte bygninger og kanaler så langt øjet rækker. Jeg har været så heldig at tilbringe mit femte semester i denne fantastiske by, og jeg vil stærkt anbefale det til enhver anden!

Bolig:

Jeg søgte igennem universitet, det der hedder ”De Key”, og var så heldig at finde, hvad jeg selv vil kalde det bedste spot i Amsterdam. Jeg boede på ’Plantage Muidergracht 20’ i et værelse på ca. 20m2, delte bad og toilet med én anden og køkken med 5 andre til ca. 600eur i måneden. Jeg havde udsigt til en af de mange kanaler og UvA (Universitetet hvor de fleste gik), og så tog det kun fem minutter at gå til min egen skole (HvA).
Bygningen ligger i centrum af Amsterdam, så det er muligt at gå eller cykle (Swapfiets) til alt.

Det faglige:
Mit semester har cirka været fra september 2021 til slutningen af januar 2022. Det er lidt mere end de der studerer på UvA, men hvis du får struktureret dine opgaver i god tid, så bliver det ikke et problem at nå tingene.

Mit udvekslingssemester har været utrolig lærerigt på flere aspekter. HvA (Amsterdam University of Applied Sciences) er en skole, der på mange måder minder om Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Fagene er meget praktiske, det handler om processen og om at forstå hvorfor man gør, som man gør samt hvad der virker og omvendt. Jeg har længe gerne villet lave noget mere kreativt, hvilket jeg i høj grad fik opfyld. Fagene ’Film Project’, ’Photographic Story Project’, og ’Video Storytelling’ er de fag, jeg har været størst fan af, og også dem der har givet mig det størst faglige udbytte. Generelt har underviserne været dedikerede, og haft lyst til at følge med i vores proces samt give sparring og gode råd hele vejen igennem.

Med det sagt så er der ikke noget der hedder struktur. Så hvis du ligesom jeg, godt kan lide at få at vide hvad der skal laves til hvornår etc. – then be prepared! Det kan give lidt hovedpine.

Det sociale:

På trods af at covid-19 har haft magten i 2021 i Holland, så har jeg stadig formået at lære de bedste mennesker at kende, og få en masse på opleveren. Amsterdam ligger heldigvis også så centralt, at du kan rejse en masse i dine weekender og fridage samt tage hjem hvis der skulle være brug for det. Udover at besøge adskillige byer i Holland, besøgte jeg også Lille, Bruxelles og Prag.

De hurtige:

  • Nej, du behøver ikke få en Hollandsk bankkonto. Selvom der er steder hvor du ikke kan betale med hverken Visa eller Mastercard, så er de så få, at man sagtens kan finde en løsning.
  • Lej en Swapfiets. Det er hurtigt, nemt og bekvemt, og ikke mindst billigt.
  • Skaf dig et OV-card, så kan du komme billigt med tram, metro og tog. Lol ”billigt” det er der ikke noget der hedder i Amsterdam. Men den er guld værd!
  • Meld dig ind i facebook gruppen ”Danskere i Amsterdam” – de holder ofte arrangementer såsom fodbold på storskærm, julefrokost og meget mere.
  • Køb et museumskort, hvis du ligesom jeg nyder at opleve alt i en ny by.

Det var vist alt fra mig. Så overvejer du at søge udveksling, så GO for it. Og hvorfor ikke Amsterdam?

LONDON COLLEGE OF COMMUNICATIONS – UNIVERSITY OF THE ARTS LONDON

Af Alex Hein, TVM
15. februar 2022

Udveksling efterår 2021 – jeg kan IKKE anbefale at vælge LCC.

Se International afdelings svar på klummen nederst

Lad mig starte med at komme med en disclaimer: Jeg har generelt haft en rigtig dårlig oplevelse med den her udveksling, både når det kommer til DMJX håndtering inden afrejse, selve undervisningen, både kvaliteten af den og underviserne der underviste, og de praktiske og sociale omstændigheder på LCC i en coronatid. Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle skrive den her klumme, men jeg har besluttet mig for at jeg gerne vil give fremtidige studerende et indblik i min oplevelse, der har været meget kritisable og langt fra optimal.

London er en fuldstændig fantastisk by og jeg er lykkelig for, at jeg fik en mulighed for at bo og opleve den her by. Min kæreste er britisk og bor i London, så privat fik vi for første gang mulighed for at bo og have en hverdag sammen. Derudover er jeg blevet fuldstændig forelsket i London som by, jeg kan sagtens se mig selv starte et liv i England efter endt uddannelse.

Jeg havde virkelig glædet mig til den her mulighed for udveksling og havde virkelig glædet mig til de fag og den profil, som LCC og UAL havde reklameret for på deres hjemmeside. Men stol ikke på, hvad de skriver på deres hjemmeside – jeg ville ønske at jeg havde vist hvor dårligt et universitet LCC var, inden jeg var taget afsted.

FØR AFREJSE

Jeg vil starte med at omtale de kritisable og problematiske forhold, jeg har oplevet før afrejse. Jeg oplevede desværre en meget ubehagelig og personlig kommunikation, hvorfor jeg måtte klage over oplevelsen til ledelsen for international afdeling. Jeg har snakket med flere andre studerende, der også har haft et problematisk forløb med vedkommende, men de har ikke oplevet lige så store problemer som jeg.

Derfor har det desværre fra starten været et helt vildt frustrerende forløb af søge udveksling, fordi jeg på ingen måder følte jeg fik den råd og vejledning om forløbet, som ville have været et minimum. Nærmere det stik modsatte, jeg blev blot mere forvirret efter både intromødet, informationen på studie-servicehjemmesiden (som de ændrede kort før deadline, fordi der manglede væsentlige informationer) og den løbende kommunikation både med DMJX og med UAL.

Du skal være opmærksom på, at det er samme person på DMJX, der både skal vejlede dig og vurderer, om du kan nomineres til udveksling. Det er problematisk at det er samme instans, der bestemmer over din skæbne som kommende udvekslingsstuderende, når man oplever problemer, som jeg har gjort i ansøgningsforløbet. Jeg har derfor flere gange undervejs i forløbet været nervøs og bange for, om jeg kunne komme afsted, netop grundet dette problematiske forhold.

 
Du skal derfor være opmærksom på, at det kan været virkelig svært og ubehageligt at komme i gang med udveksling på DMJX. Du skal ikke forvente hjælp eller at de mails du får er forståelige eller gennemskuelige. Du er meget alene om at blive sendt afsted på udveksling. Generelt er kommunikationen omkring, hvordan forløbet med at søge udveksling er, meget ustruktureret og ugennemskuelig på både studieservice-hjemmesiden og den personlige kontakt. Vær forberedt på at du selv skal ”regne den ud” og håbe du har forstået det hele rigtigt.


LONDON SOM BY

London er en helt fantastisk storby, som får København til at virke som en lille provinsby. Jeg tog afsted til London i starten af juli 2021 for at tilbringe sommeren med min kæreste i London. Vi fandt en lejlighed sammen i Nordlondon omkring Finsbury Park, et område jeg blev rigtig glad for og klart kan anbefale. Den lokale italienske restaurant Pappagone besøgte vi lidt for tit. Transportmulighederne fra Finsbury Park er virkelig gode, både med Tube, bus og tog (meget nemt til Stansted Lufthavn fx). Jeg valgte at leje en Swapfiets cykel (dem med de blå hjul) til £15 om måneden. Det er helt klart den bedste måde at komme rundt i London på, fordi du både ser og oplever byen på en helt anden måde, end hvis du tager undergrunden. Og du lærer hurtigt at cykle i venstre side af vejen. London er dog så stor, at du nogle gange bliver nødt til at tage undergrunden hvis du skal langt, men alt indenfor 10km (som er Finsbury Park til Elephant and Castle hvor LCC er) er supernemt på cykel.


Desværre kan London også virkelig være en ensom by. Efter Brexit må du ikke tage et arbejde, så du kan f.eks. ikke møde nye mennesker gennem et job på en café eller bar. Og pga corona var mange fritidsaktiviteter lukket ned, hvilket betød at jeg heller ikke kunne møde nye mennesker i f.eks. en lokal fodboldklub. Jeg forsøgte også at bruge sommeren på at søge frivillig praktik hos BBC og Channel 4, men dem der svarede afviste fordi England i sommers krævede, at man arbejder hjemmefra pga corona, så de kunne ikke have en frivillig praktikant fysisk tilstede på kontoret, da de selv kørte med minimumsbemanding i produktionshusene. Universitet skriver, at de har en masse muligheder og klubber, hvor man kan møde andre studerende – men igen er det falsk reklame, for næsten alle initiativerne eksisterer simpelthen ikke.

Da min kæreste startede arbejde igen i midt august havde jeg 6 uger alene før universitet startede i slutningen af oktober, men pga brexit og corona jeg havde ikke mulighed for at få det fulde ud af min udveksling. Så kan London godt gå hen og blive en stor, ensom by.

UNIVERSITETET

Jeg hørte nogle gange universitet omtalt som London College of Mis-Communications af andre studerende, som min oplevelse desværre bekræftede. Der var ingen kommunikation fra universitet i ugerne op til semesterstart, hverken skema, intro-uge eller yderligere information om fagene. Desværre fulgte den dårlige kommunikation hele forløbet – og stadig nu efter jeg har forladt universitet, ved jeg stadig ikke, hvornår jeg får mine sidste karakterer.

Før semesterstart forsøgte jeg at tage fat i universitet og deres udvekslingskoordinator, men heller ikke hun vidste hvornår informationerne kom eller hvem vi skulle tale med. Ugen før semesterstart opstod pludselig en online ”introuge”, der var under al kritik og på ingen måder relevant for mit ophold. Der var ingen mulighed for at møde hverken andre udvekslingsstuderende eller lokale studerende, som er så stor en del af det at tage på udveksling. Jeg sad bare bag skærmen og hver dag fik 30 minutters intro til fx biblioteket eller akademisk support – ting der som udvekslingsstuderende slet ikke føles vigtige, når man egentlig bare gerne vil i gang og møde en masse nye studerende.

Jeg havde valgt studielinjen BA (hons) Contemporary Media Cultures og fagene:

– Convergent Media: From Radio to Podcast
– From Network to Audience
– Film theory and Cinematic Practice.

Jeg har en baggrund i teatret og den kreative branche, hvorfor jeg på DMJX har savnet en mulighed for også at arbejde med fiktion og publikumsrelationer. Derudover arbejder jeg også med podcasts ved siden af skolen, hvorfor de 3 fag her var dørmmefag for mig. Jeg drømte om at kombinere den dybe faglighed i journalistiske fakta fra DMJX med et dybt fagligt dyk i både podcast og fiktionsfilm. Jeg glædede mig virkelig meget til at starte.

Desværre var alt det universitet havde reklameret med på deres hjemmeside slet ikke hvad vi fik i virkeligheden. Da jeg endelig fik mit skema, havde jeg 7 timers undervisning om ugen. 7!!!! Altså 7 timer fordelt på 2 dage, hvor jeg havde fysisk fremmøde. 2 timer podcast, 2 timer audience og 3 (2×1,5h) timer film. Desværre afholdt underviserne lange pauser i de få undervisningstimer og startede ofte 10-15 minutter for sent, så omkring 30% af den planlagte undervisning var pauser.
Derudover var der 2 timers online pre-recorded lectures ugentligt, som de kaldte ”blended learning”, selvom der i England ikke var nogen restriktioner der gjorde, at universitet skulle afholde undervisning online. Det var meget tydeligt noget universitet gjorde, for at spare penge på fysisk undervisning og lokalebookning. Den online ”blended learning” bestod af monotome forelæsninger, hvor underviserne snakkede ind i en skærm over en PowerPoint, uden mulighed for at stille spørgsmål eller connecte med andre studerende. De online for-optagede lektioner var ekstremt demotiverende og en kamp at komme igennem.


Som nævnt var der ingen introduktion inden undervisningen startede, så jeg mødte op første dag uden at vide hvem hverken underviser var, hvordan campus så ud eller hvem jeg skulle gå i klasse med. Underviserne vidste heller ikke, at vi kom 3 udviklingsstuderende fra DMJX. Det hele virkede helt enormt rodet og ustruktureret, som om ingen, heller ikke underviserne, rigtig vidste noget. Desværre blev det kun værre i løbet af semestret.

Vi var ikke på noget tidspunkt blevet informeret om, at 2 ud af 3 fag på vores linje var ”valgfag”. Det betød at vi kun havde 2 timers undervisning om ugen med vores hovedklasse. En hovedklasse, som aldrig havde mødt hinanden fysisk eller været fysisk på campus før. De havde været hele 1. år online – så der var intet sammenhold, folk kendte simpelthen ikke hinanden eller viste hvordan universitet fungerede. De 2 andre fag var valgfag, hvilket betød at der var alt for mange blandede studerende fra 5 forskellige studieretninger, som ikke var interesseret i at lære mennesker fra de andre linjer at kende. De mixede linjer gjorde også, at der ingen dybere faglighed var i fagene, fordi der ikke var nogen fælles grundviden fra de 2 første semestre at bygge ovenpå.

Det var virkelig svært at lære nye mennesker at kende. Det var først i de sidste 4-5 uger af et 15 ugers forløb, at jeg følte, jeg begyndte at kende nogen af dem, jeg gik i klasse med. Alt det her, sammen med det, du kan læse om campus herunder, gjorde, at jeg følte mig utrolig ensom på LCC.

Du skal derfor generelt vide – du får meget lidt information fra universitet og de overreklamere med, hvad du reelt får at undervisning og muligheder på universitetet. Som dansk studerende må du forvente, at DMJX er verdensmestre i kommunikation i forhold til LCC.

Campus: LCC er en af 6 forskellige campus, der er en del af UAL. Man har dog intet med de andre campusser at gøre, andet end at man med sit studiekort kan gå ind og være misundelig over, hvor meget bedre faciliteterne er på de andre campusser. LCC til gengæld var virkelig gammelt, faldefærdigt og emmede generelt af et ret dårligt og uinspirerede arbejdsmiljø. Der var rod og renoveringer over det hele, som på ingen måder inviterede til, at man skulle blive hængende og studere eller få nye venner. Campus lå lige ud til den kæmpe rundkørsel, som udgør Elephant and Castle. Det gør også, at uanset hvor på campus du opholder dig, er der konstant trafikstøj og sirener fra udrykningskøretøjer. Det gjorde det virkelig svært at koncentrere sig på fx biblioteket eller finde et stille rum at optage sin eksamenspodcast i. Universitet lavede sine egne regler for brugen af mundbind, som de var meget emsig omkring at man konstant skulle bære, selvom England generelt (ud over offentlig transport) ikke havde krav om mundbind.
Derudover var der et lokale på skolen til en fredagsbar, men universitet holdte baren tvangslukket, hvilket gjorde at de studerende ikke havde noget sted at gå hen for en øl.

Man havde virkelig ikke lyst til at være på campus længere end højst nødvendigt.

De er dog, ligesom DMJX, i gang med at bygge nyt campus på den anden side af gaden, som først står færdig om 6 år. Det eneste gode ved campus var, at kantinen var virkelig god ift hvad vi er vant til på DMJX. Og forholdsvis billig, mellem £4,50-4,80 for et stort måltid.

Du skal derfor generelt vide – campus og de fysiske omstændigheder er virkelig af lav kvalitet og de inviterer ikke til et inspirerende, motiverende eller socialt arbejdsmiljø.

DÅRLIG KVALITET AF UNDERVISNING

Her kommer mit største kritikpunkt. Lad mig igen lige komme med en disclaimer – hvis du bare gerne vil have et nemt ophold, hvor du bare gerne vil chille i London og egentlig ikke gå i skole: Så er LCC lige noget for dig. Der er ingen mødepligt (selvom de siger der er) og du kan med lethed bestå eksamenerne uden overhovedet at møde op.

Men det var ikke tilfældet for mig. Jeg ville virkelig gerne lære nyt om de her fag. Men desværre var alle tre fag ”101”. Altså begynderfag, som i folkeskoleniveau-begynderfag. Det skriver de ingen steder på deres hjemmeside, så det skal du være opmærksom på. Jeg har let erfaring med både podcast og har produceret nogle kortfilm før, så jeg havde forventet at LCC, som er den største kommunikationsskole i London, virkelig havde faciliteterne og ambitionerne om at gå i dybden og udfordre eleverne fagligt. Men hvis du har haft mediefag C i gymnasiet er du allerede overkvalificeret til alle 3 fag.

Derudover var universerne ofte meget uoplagte og ustrukturerede, som om de slet ikke havde haft tid nok til at planlægge eller forberede undervisningen. Der resulterede også i, at de enten kom for sent eller afholdte mange pauser i løbet af de i forvejen korte 1,5-2 timers undervisning om ugen. Jeg oplevede flere gange, at underviserne simpelthen ikke mødte op, uden at vi fik erstatningstimer eller orienterede ledelsen om, at de ændrede i undervisningen og aflyste timer.

Derudover var der 2 gange, hvor jeg var den ENESTE, der mødte op til undervisning. Altså seriøst den eneste elev, der sad i undervisningslokalet. Andre gange var vi under 10 elever, der mødte op, på et hold på op til 40 mennesker. Det forhold mellem, at underviserne aldrig vidste, hvor mange der mødte op, gjorde, at underviserne fik en meget lad og demotiverende holdning til vigtigheden af undervisningen.


Problemet med det her universitet er, at de mener, at når de har nævnt noget i en powerpoint, så mener de, at de har undervist de studerende dybt fagligt og praktisk i faget. Når man kommer fra DMJX, som reelt er en praktisk skole, så klinger den undervisningsmetode hult og det skaber en frustration hos de lokale studerende.

Jeg var i starten virkelig frustreret over det lave faglige niveau og at universitet slet ikke ramte de forventninger, som universitet havde reklameret med. Jeg tog fat i linjelederen, der fortalte mig, at sådan var det bare og det var der ikke noget at gøre ved og jeg kunne bare rejse hjem, hvis jeg var utilfreds. Jeg talte derefter med DMJX, men desværre var det ikke muligt for mig at rejse hjem, fordi TVM allerede havde afsluttet fag (fordi LCC startede 1 måned senere end DMJX) og jeg derfor ville komme til at mange ETCS-point. Jeg talte om min frygt for at komme fagligt bagud, men min danske linjeleder forstod min frustration og mente heldigvis ikke, at jeg personligt ville komme bagud.

Jeg forsøgte to gange at tale med linjelederen – den første omkring mine frustrationer i begyndelsen og den anden gang over en klage over en underviser, der havde råbt og opført sig uprofessionelt. Begge gange var linjelederen tydeligt ligeglad og tog ikke situationen alvorligt.

Jeg bliver nødt til kort at fremhæve 2 virkelig dårlige oplevelser, jeg havde på 2 af fagene:

PODCAST:

Jeg har haft en virkelig ubehagelig og dårlig oplevelse med underviseren på dette fag, hvor jeg flere gange oplevede voldsomme udfald fra underviseren, både i klassen og på email. Jeg har klaget direkte til LCC og linjelederen over både hendes ubehagelige og uprofessionelle opførsel, hendes virkelig ustrukturerede og forvirrende undervisning og hendes aflyste undervisningstimer, som vi aldrig fik erstatningstimer for. Både skriftligt og fysisk både råbte hun og skrev ubehagelige e-mails til mig og andre studerende. Desværre tog universitet ikke vores klager alvorligt, og jeg har hørt fra de tilbageværende elever, at universitetet intet efterfølgende har gjort.
Hvis du har et ønske om at lære noget om podcasts eller hvordan du selv kommer i gang med det – så kommer du langt længere og lærer markant mere ved at gøre det selv. Du får ikke kvalificeret undervisning, hverken praktisk eller akademisk i faget.

FILM PRACTICE:

Der var ikke meget ”practice” over dette fag. Faktisk har du meget lidt med et kamera eller reel praktiske arbejde at gøre. De første 8 uger brugte han på at fortælle på en power point om filmgenre og kameravinkler, mens han viste klip fra spillefilm. Vi havde aldrig et kamera i hånden selv eller fik undervisning i klipning eller manuskriptskrivning. Hver undervisningsgang var kun 1,5 time ugentligt.
Først de sidste 3 uger havde underviseren 1-2 kameraer med ind i klassen, hvor han forsøgte selv at vise, hvordan det skulle gøres. Desværre havde han ikke kvalifikationerne til at arbejde eller undervise med et kamera, hvorfor han flere gange bad mig træde til og vise ham og de andre, hvordan kameraet han havde medbragt virkede eller hvordan han indstillede fx blænde eller farveprofil. Jeg har altså kun erfaring fra TVM-undervisningen det første år og er langt fra ekspert, men når jeg er bedre end underviseren, er det et stort problem.

Jeg endte derfor også med at lave en eksamensfilm alene og fik fat i nogle professionelle skuespillerstuderende, hvor vi sammen lavede en film, som underviseren kaldte ”langt over det forventede niveau” og ”nærmest en professionelt film”. Det siger lidt om den generelle kvalitet af både kvaliteten af undervisningen og det, det studerene kan præstere, hvis jeg som TVMer efter 1 år kan producere en film, der er langt over niveau.

Heldigvis var den her underviser sød, i stærk kontrast til underviseren fra podcast. Film-underviseren havde bare ikke fagligheden eller kvalifikationerne til at kunne tilrettelægge en praktisk undervisning for over 100 elever fra 5 forskellige linjer.

Du skal derfor generelt vide – kvaliteten af undervisningen er virkelig lav og du som TVM-studerende kommer ikke til at lære noget, du ikke allerede kan i forvejen og du vil måske komme bagud fagligt ift dine medstuderende i København. For mig var det enormt frustrerende, fordi jeg studerer for at blive bedre. Det gør du ikke som TVMer på LCC.

KONKLUSSION

London er en helt fantastisk by. Jeg er virkelig glad for at jeg fik muligheden for at bo og leve 6 måneder i den her by, selvom det har været meget præget af corona og brexit. Jeg kan sagtens forestille mig et fremtidigt liv i London, noget jeg ikke havde troet.

Det har været meget sundt for mig at finde ud af, hvor ens vi er i Danmark/Skandinavien og hvor privilegerede vi er som studerende. Det gør, at jeg virkelig sætter pris på at komme hjem.

Jeg kan ikke på nogen måde anbefale nogen TVMer at søge udveksling på LCC/UAL. Kvaliteten af undervisningen er kritisabelt lavt, administrationen af skolen er virkelig ustruktureret og studiemiljøet er på ingen måder motiverende, indbydende eller inspirerende. London College of Mis-Communications er et virkelig dårligt universitet, som helt sikkert engang har haft et godt ry. Et godt ry man måde kan læse i klummer fra tidligere år her på udlandsredaktionen, men også generelt i den engelske branche og på LinkedIn kan man se mange prominente tidligere studerende fra LCC i engelske produktionsselskaber. Sådan er det bare ikke længere. Som udvekslingsstuderende har jeg virkelig følt mig uvelkommen. Følt at undervisningen har været spild af tid. Jeg har aldrig været et sted hvor så mange mennesker klagede over både undervisningen, underviserne og de fysiske omstændigheder. Du kan selv læse meget mere på instagram-profilerne her: https://www.instagram.com/sbtlcc/ og https://www.instagram.com/ualconfessions/. Jeg ville ønske jeg havde set de her klager, inden jeg søgte LCC og UAL.

Nogle gange skal man ud, før man kan sætte pris på hvor godt vi egentlig har det i Danmark på DMJX.

Jeg skal ikke kunne sige hvordan undervisningen er for de grafiske uddannelser eller journalistuddannelsen, men som TVMer er LCC ikke anbefalelsesværdigt.
Tag på udveksling! Det har potentiale til at blive fantastisk og en livsomvæltende begivenhed. Også i London, du vil ikke fortryde det. Men hold dig langt væk fra LCC som TVMer.

Update 29. marts 2022: Denne klumme er en redigeret udgave af min første klumme. DMJX International afdeling ville ikke udgive min første klumme. Jeg har i den forbindelse været i kontakt med DMJX International Afdeling for at søge støtte og for at indgå i et konstruktivt samarbejde om min oplevelse, så at man i fremtiden kan forsøge at forhindre, at andre studerende skal have samme dårlige oplevelse med udveksling, som jeg har haft. Men nu over 1,5 måned siden første kontakt, har afdelingen stadig ikke vendt tilbage – og jeg står tilbage med den fornemmelse, at DMJX ikke støtter deres studerende, når de har dårlige og ubehagelige oplevelser på udveksling.

Svar fra det internationale kontor:

Vi er naturligvis kede af, at Alex har haft en dårlig oplevelse i forbindelse med processen omkring udveksling og kommunikationen undervejs. Det er altid vores ambition at sikre, at forløbet kører så let som muligt, at informationen er så klar og tydelig som mulig, og vi tager derfor altid gerne imod forbedringsforslag i forhold til det. 

Med hensyn til nomineringsprocessen, så er det vigtigt at understrege, at der er flere medarbejdere inde over den del, da det dels handler om kvalitetssikring af processen, og det dels også foregår på tværs af alle uddannelserne på DMJX.

Når vi ser kritik af undervisningsforløb hos en partner, indgår vi i en dialog med denne i forhold til en afklaring heraf, og samtidig indgår den evaluering af forløb, som alle DMJX studerende på udveksling opfordres til at give, når de vender hjem, i kvalitetssikringen af fremtidige partnerskaber.

Karin Løntoft, Studiechef

Artevelde University of Applied Sciences, Gent, Belgien

Af Julie Louise Christensen – Kommunikation

Mit 5. semester bød på alt fra vafler, pomfritter, øl, karaoke og masser af rejser som udvekslingsstuderende i Belgien. Læs om min oplevelse i Belgiens største studieby med over 70.000 studerende – nemlig Gent.

Det faglige:

Jeg gik på Artevelde University of Applied Sciences. Som udvekslingsstuderende kan du vælge mellem to internationale programmer:

  • International Digital Media Design
  • International Communication (hvilket jeg valgte)

Begge programmer er for både internationale og belgiske studerende. Du har både fag, der kun er tilknyttet dit program, men også fag sammen med studerende fra det andet program.

Jeg havde følgende fag, som svarer til i alt 30 ECTS:

  • Consumer Neuroscience (valgfag)
  • Data Analytics and Visualisation (valgfag)
  • Ethical & Responsible Entrepreneurship
  • Innovation Management
  • International Communication Context
  • International Corporate Communication: Project
  • International Corporate Communication: Strategy

Jeg var særligt glad for projekt- og strategifagene International Corporate Communication. Der var både spændende teori (både nyt og velkendt), men også praktisk projekt- og gruppearbejde med to udvalgte emner – intern kommunikation og issues management. Vi samarbejdede bl.a. med studerende fra Canada online om at lave en intern kommunikationsstrategi for en fiktiv virksomhed og en intern kommunikationspolitik i gruppen. I sidste projektforløb skulle vi i grupper udarbejde en strategi for en selvvalgt virksomhed, som mundede ud i en skriftlig rapport og et pitch til den mundtlige eksamen.

Niveauet for fagene svinger, alt efter om det er et valgfag eller et obligatorisk fag. De fleste valgfag starter fra bunden med basisviden, så alle kan være med. Jeg er godt tilfreds med niveauet i de andre fag. Men faktisk har det været hårdt at have 7 fag på én gang, når vi er vant til kun at have ét ad gangen på DMJX. Dog er de spredt godt ud over din uge, så du kan planlægge din egen tid bedst muligt.

Skolen har også været god til at stå for faglige ekskursioner, gæsteundervisere og studietur til Amsterdam. Det har jeg været meget glad for.

Kontakt mig gerne, hvis du vil høre mere om de enkelte fag.

Det sociale:

Gent er den smukkeste by med kanaler, gamle bygninger, hyggelig atmosfære og alt hvad du har brug for. Byen har et væld af caféer, restauranter, barer, biografer, teatre osv., så der har været masser af muligheder for socialt samvær og kulturoplevelser.

Den lokale Erasmus Student Network (ESN) afdeling i Gent har stået for en masse events, fester, guidede byture, Karaoke-aftener, Pub-crawl og lign. Medlemskab koster 15€ og varer i ét år. Du får rabat på bl.a. øl, mad, busbilletter med Flixbus og Flibco shuttlebus og flybilletter med Ryanair, samt fri entré til fester. Jeg kan kun anbefale at gøre brug af det.

Derudover har jeg været så heldig at bo sammen med tre andre internationale studerende i en lejlighed (administreret af skolens egen boligafdeling). Vi boede på Zebrastraat kun 20-30 minutters gang fra det historiske centrum i Gent og maks. 5 minutter til nærmeste bus- eller sporvognsstop. Jeg søgte oprindeligt om at bo på skolens kollegier, men der var fyldt op. Jeg kan klart bedst anbefale at søge om at bo i en lejlighed sammen med andre internationale studerende, da du er mere fri og kun skal dele køkken, bad og toilet med meget få personer.

Mit semester har desuden budt på en masse rejser, da der ikke er langt til andre landegrænser fra Belgien. Jeg har bl.a. været en tur ved kysten nordpå, i Bruxelles, Antwerpen, Brügge, Amsterdam, Paris, Lille og Luxembourg.

Se nogle af oplevelserne i videoen HER.

Hvis du bare overvejer en smule at tage på udveksling, så skal du gøre det. Du vil ikke fortryde det, og du vil få venner fra hele verden. Jeg kan klart anbefale at tage til Gent – jeg besøger helt sikkert byen igen.

Har du spørgsmål, kan du kontakte mig på juloch@dmjx.dk eller finde mig på Facebook mm. Jeg hjælper gerne med flere gode råd, praktiske ting og valg af fag mm.

London College of Communication

Af Nicoline Geir Ørskov, journalist – udvekslet på 4. semester

Det var meget spontant, at jeg lige inden sommerferien besluttede, at jeg ville tage på udveksling. Jeg valgte London College of Communication, fordi det virkede som et kreativt miljø, og jeg ovenpå corona trængte til at blive lidt inspireret og se noget andet end Aarhus.

Rent fagligt har mit semester ikke været den store udfordring, og hvis man kun tænker faglighed skal man nok bare blive på DMJX. Men, derfor har jeg stadig lært en masse og haft det rigtig nice i London!

LCC er den gamle tryk og print skole, og derfor har skolen printere og trykmaskiner i alle afskygninger, som du kan bruge, fx hvis du vil udgive en artikel. Man skal bare gennem en kort oplæring og så kan man bruge alle skolens faciliteter – og faktisk også faciliteterne på de fem andre skoler, der hører under University of the Arts London. Det inkluderer alt fra fine arts værksteder til digital spaces, hvor du kan lære alt om Photoshop, InDesign eller Premiere Pro. Selvom det måske ikke direkte har noget med journalistisk praksis at gøre, er det genialt, hvis du som mig, er interesseret i udtryk og opbygningen af det visuelle omkring dine journalistiske produkter.

Jeg boede i Battersea med et ungt britisk par, som jeg hurtigt fandt efter et opslag i Facebook-gruppen ”Danskere i London”. Det gik virkelig let, og de fleste, af de venner jeg fik i London, havde fundet deres værelser gennem Facebook. Hvis jeg selv skulle flytte til London igen, ville jeg foretrække at bo i den østlige del af byen, der er lidt mere rå og farverig, enten nordpå omkring Hackney, Dalston og Bethnal Green eller sydpå i Peckham – men det er en smagssag, og vestpå er der også mange dejlige steder. Der er også sjovere at gå i byen!

Rent socialt vil jeg anbefale at møde de andre udvekslingsstuderende, både fra LCC og UAL generelt. Mine klassekammerater var super cool og søde, men 5-7 år yngre end mig, og derfor hang jeg meget mere ud med udvekslingsstuderende og blev virkelig gode venner med flere af dem – så kæmpe anbefaling til at dyrke det lidt herfra, selvom det måske kan virke lidt påtaget i starten.

Alt i alt min største anbefaling til et udvekslingssemester i London herfra. Det er en mega fed by, der er spændende udstillinger, flot arkitektur, gode koncerter, gode klubber (tjek Dice og Songkick for koncerter og clubs), flotte parker og mega søde mennesker.

Skriv endelig på Facebook eller wherever, hvis du har spørgsmål.

The University of Hong Kong (HKU)

Af Pernille Skytte, JOUR 3. semester

Verdens højeste bar, stranddage, bjerge, dim sum og en by skabt mellem sammenstødet af kinesiske og britiske værdier. Hong Kong har det hele og lidt mere til. Jeg valgte byen for dens alsidighed og blev alligevel overrasket over det. Det er en fed by med hurtigt tempo, folk er venlige og man kan komme langt med sit engelsk.

Jeg havde et virkelig sjovt og festligt ophold, og det er spændende at bo et sted, der er i rivende udvikling og i hvad, der føles, som en historisk tid.

HKU

Jeg havde fem fag, så semestret er ret anderledes end på DMJX. Men jeg vil sige arbejdsbyrden er overskuelig, og man kan også vælge sine fag lidt taktisk, hvis man nu kunne tænke sig en eller to ugentlige fridage eller et mindre tungt fag. Niveauet svinger meget fra fag til fag. Jeg vil anbefale Introduction to Photography, Introduction to Gender Studies og Feature Writing. Jeg på det kraftigste fraråde Visual Journalism, og ved sprogfagene skal man være forberedt på flere ugentlige opgaver.

Campus er stort, og der er gode muligheder for at finde et sted at læse, spise billigt eller man kan drikke en lækker kop kaff på Coffee Academics. Der er rigtig mange udvekslingsstuderende, så det er nemt at få et internationalt netværk. Alting går lidt trægt på universitetet, men stort set alt info bliver sendt ud på mail, så find tålmodigheden frem.

Corona

Jeg var isoleret på karantæne hotel i de første to uger af mit ophold. Kan anbefale at bestille mad udefra, finde et værelse med flot udsigt og tage en masse underholdning med. Det er også en god ide at printe alt dokumentation ud hjemmefra.

Man skal bære mundbind over alt (også udenfor), udover når man motionerer, hiker, svømmer eller er på natklub. Derudover skal man registrere en del af sin færden på en app. Det virker måske ret irriterende, men jeg synes hurtigt man vænner sig til det. På den anden side kunne vi lave stort set alt, men de ændrer restriktioner, som vinden blæser, så det er også lidt anderledes nu.

Bolig

Husleje i Hong Kong kan hurtigt sprænge dit budget, så anbefaler klart at forsøge sig med et kollegieværelse. Jeg boede til en slik (ca.7500 kroner for hele semestret) på Shun Hing College i universitets Jockey Village III. Klart det bedste sted du kan ende ift. værelsets stand, det er helt nyt, og placeringen er i gåafstand til campus.

HKU kontakter dig på mail med info om, hvordan du kan søge studiebolig. Jeg selv fik ikke bolig efter min ansøgning, men bare kontakt en fakultetsansat uden om systemet også, så skal de nok være hjælpsomme.

Sikkerhed

Du kan føle dig tryg i Hong Kong på alle tider af døgnet. Man skal passe lidt på, hvordan man formulerer sig på skrift, men de fleste hongkongere såvel som mainlanders vil gerne på uformel vis diskutere den politiske situation.

Økonomi

Hvis du finder en studiebolig og har styr på dit isolationshotel, så kan du ellers leve virkelig godt i Hong Kong som studerende. Jeg brugte Birdie e-sim til ca. 100 kroner månedligt, og det fungerede upåklageligt. Få hurtigst muligt et Octopus kort på en MTR-station. Det fungerer som et betalingskort til alt (offentlig transport, restauranter, alting). Det koster under 50 kroner i depositum, og man kan løbende overføre penge til det. Generelt er transport (MTR, Taxi, bus, tram) nemt, bekvemt og superbilligt i Hong Kong.

Legater

Jeg havde held med:

  • Knud Højgaards Fond (12.000 DKK)
  • Nordea Fonden (10.000 DKK)
  • Den Fynske Bladfond (5000 DKK)

To do for absolut noobs:

  • Hike, hike, hike. Der er så sygt mange fede ruter og natur! Dragons Back er en god starter.
  • Tag til Tai O – en autentisk lille fiskerby
  • Spil på en væddeløbshest på Happy Valley
  • Sejl til så mange øer og udforsk så meget som du kan nå. Måske Lamma Island, Shek O eller noget tredje?
  • Spis en pinapple bun og drik milk tea på en lokal cha chaan teng
  • Junkboat. Lej en skude med dine nye venner, sejl ud til en smuk ø, drik øl og hyg
  • Wan Chai Wednedsdays. Onsdage er en af ugens helt store festdage for udvekslingsstuderende
  • Besøg Sai Kung og Rock Pools vandfaldet
  • Spis Michelin-stjernet dim sum
  • Se solnedgangen fra The Peak og Lions Rock
  • Udnyt det store kulturelle udbud. Anbefaler alt fra gratistilbud som fantastiske M+ museum til bilet
  • Se byen fra vandet på en Star Ferry, og hop på Ding Ding (trammen) gennem byens gader

Libanon er magisk

Af: Emil Rosengreen Nielsen, JOUR 3. semester

Jeg havde kæmpestore forventninger til mit udvekslingsophold, men alligevel slog Beirut, libaneserne og American University of Beirut benene væk under mig.

Libaneserne jonglerer med lidt af hvert. Inflationen af den libanesiske Lira får Venezuelas til at ligne et økonomisk paradis, utallige power-cuts og ikke mange tegn på bedring. Det til trods, har jeg har aldrig været i et land, hvor folket har været så imødekommende. Uanset social klasse, religion eller you-name-it.

Beirut er hektisk, underlig og fyldt med kontraster. Der kører en seriøs sjat Hummere rundt i byen, mens der er tiggere på de fleste gadehjørner. Det giver ingen mening i starten, men som man bliver klogere på Libanons historie, økonomi og politiske situation, begynder puslespillet at falde på plads. Politik og historie springer i øjnene på en helt anden måde end i Danmark, så interesserer du dig for sådan noget ballade, er Libanon svær at komme udenom.

Det er hårdt at se et land falde fra hinanden. Især fordi det går udover en befolkning med så meget potentiale og god vilje. Jeg ved ikke, hvordan Libanon er kørende, når du skal afsted, men man skal være forberedt på lidt af hvert. Når det så er sagt, har jeg aldrig følt mig utryg eller haft problemer med at bevæge mig rundt i Beirut eller resten af landet. Der er nogle områder, man skal tænke sig om i, men med en lille smule sund fornuft, er sikkerhed ikke noget problem i mine øjne.

Universitetet er ekstra. Det fylder det meste af området Hamra, har havudsigt og flotte gamle bygninger. Der er meget læsestof sammenlignet med DMJX, men man kan sagtens få det til at ske med lidt knofedt og læsestrategier. Læs ikke alt. Det er en anden undervisningsform, og det skal man vænne sig til, men samtidig foregår det meste af undervisningen på klassehold og med en forventning om, at man møder op. Så på den måde er det hjemligt. De andre studerende er unge – De fleste under eller omkring 20 år. Til gengæld virker folk modne. Du kan cherry-picke mere eller mindre alle fag. Jeg havde et enkelt journalistisk fag, tre political science og et antropologifag. Alle relevante til enten Libanon eller Mellemøsten. Det journalistiske niveau er lavt, så jeg ville gå med andre typer fag. Meget afhænger af underviseren, så hør andre som mig, hvem de har haft eller kan anbefale.

Libanon svarer til en tredjedel af Jylland (størrelsen), og det er let at komme rundt med busser og vans. Landet er forfærdelig smukt med en helt vild natur. Jeg hikede i snesko på et bjerg en time fra Beirut en vinterdag, hvor der var 20 grader ved kysten. Udnyt mulighederne for at komme ud og se Libanon.

Økonomien er helt sendt afsted i øjeblikket. Alt foregår kontant i Lira vekslet fra Dollars med rater fra et sort marked, der hele tiden ændrer sig. Det er kompliceret, så læs op situationen inden du lander i Libanon. Ellers kan det hurtigt ende med økonomisk dumflad. Til gengæld betyder situationen, at det er virkelig billigt at være i landet i øjeblikket.

Det er let at finde bolig. Der er mange Facebook-sider eller selskaber, man kan gå til. Jeg boede i Hamra, der huser begge de store amerikanske universiteter. Det var rart at være i gåafstand fra skolen, men der er også mange andre fede områder og billige taxaer (læs Bolt eller Uber), hvis du har lidt længere til uni.

Libanon var en kæmpestor oplevelse for mig, og i min stadige kliche-rus vil jeg gerne påstå, at det er umuligt ikke at forelske sig i naturen, viben og folket.

Har du nogle spørgsmål, så skriv endelig til mig på emilrosengreen@gmail.com. Man skal selv opleve Libanon, men der er en håndfuld ting, der er rare at vide på forhånd.

Lebanese American University, Beirut

Af: Frida Holm Nim, JOUR 4. semester

Jeg rejste alene til Libanon et par måneder før semestret begyndte, og det var både helt fantastisk, men også hårdt! Det er nemt at danne sig et netværk i Beirut, folk er next-level imødekommende og rare, og jeg lærte en masse gode mennesker at kende. Jeg brugte tiden på at se mig omkring i Beirut, på at tage på ture i bjergene (Libanon har så smuk natur!), lære lidt arabisk og forsøge at sætte mig ind i landets politiske situation.

Men den voldsomme økonomiske krise spidsede også til i juli-august måned. Der har gennem hele mit ophold været uroligheder i landet grundet krisen, hvor strømsvigt, vejblokader inflation og en udmattelse blandt lokalbefolkningen var en stor del af min hverdag. Det har været meget lærerigt som journaliststuderende at være vidne til, men jeg vil også sige, at hvis man er til struktur eller forudsigelighed, skal man ikke tage til Libanon lige nu.

På den ene side er det meget nemt at være udvekslingsstuderende i Libanon: Folk er hjælpsomme og man føler sig enormt velkommen. Man kommer med sine amerikanske dollars, som er meget værd for tiden, så man kan spise libanesisk mezze (lidt ligesom tapas, bare bedre) og køre i taxa overalt for nærmest ingen penge. Corona tager de ikke så tungt som i Danmark, så alting holder åbent (man skal dog bruge mundbind på Lebanese American University, hvor jeg studerede, og i nogle få supermarkeder), så man kan gå på bar og natklub, hvis man har lyst til det.

På den anden side er det svært at bo i Libanon: Libaneserne er så trætte af situationen og byen er præget af en slags håbløshed, mange områder er mørke om aftenen (strømsvigt) og de fleste af ens libanesiske medstuderende ønsker at rejse væk. Det har helt sikkert påvirket mig at være i et land, hvor tingene er ved at falde fra hinanden, men jeg er også taknemmelig for, at jeg har fået muligheden for at lære om Libanons historie, kultur, politiske system og økonomi. For det har jeg i den grad – netop ved at stå midt i den økonomiske krise.

I forhold til det faglige niveau på Lebanese American University, så er det svingende. Jeg havde et sociologi-fag, der hedder ’Women In The Arab World’, hvor jeg lærte rigtig meget, og hvor undervisningen var struktureret, så det kan jeg varmt anbefale. Også faget ’Middle East in World Affairs’ var lærerigt, knap så struktureret, men pensum var spændende. Til gengæld ville jeg holde mig fra de fleste medie-relaterede fag. Der er rigtig (!) meget bureaukrati og papirarbejde, når man starter på LAU, men det har været det hele værd.

Et lille tip: Husk, at kalde underviseren Doctor efterfulgt af deres efternavn! Det er respektfuldt!

Det har været vildt, sjovt, svært, spændende og ikke mindst lærerigt at bo i Libanon. Jeg synes, man skal gøre det. For at blive klogere!

Velkommen til Pub’ens fødeø

Af Isabell Kristina Larsen-Thomsen, Journaliststuderende

De fleste kender nok til London, og hvad byen har at byde på. Jeg vil derfor mere lægge fokus på det, som kan være svært i flytningen:

BOLIG

London har et vanvittigt boligmarked, som er meget anderledes end det danske.

Det første man skal affinde sig med-  det bliver dyrt lige meget hvad.

Der er forskellige måder, man kan gå til det Londonske boligmarked på. Det er dog vigtigt at forstå, at man i London ikke lægger sin bolig op flere måneder før, at man skal bruge en ny lejer. Det er tit kun med en måneds varsel – hør derfor ikke efter, når din mor panikker over, du ikke har fundet en bolig 3 måneder før. Det er næsten umuligt. Det er tit lettere, når man står i London.

Når du bliver vist rundt i din måske kommende lejlighed, forgår det anderledes end i Danmark. Det tager typisk max 15 minutter, hvor der er lidt småsnak og en rundvisning. Der er meget udskiftning i London, det er derfor mere overfladisk end hvad vi ser herhjemme.

Jeg tog afsted en måned før min undervisning startede. Jeg startede med at bo på hostel, hvorefter jeg fandt en bolig efter 2 uger. Jeg blev tilbudt værelser tre forskellige steder – det krævede dog sved, tårer og kampgejst!

Studenthousing

Kollegier er helt klart den letteste løsning men også en af de dyreste. Hvis du spørger universitet, om de har nogle værelser tilbage på deres studenthousing, kan du være heldig. Du kan også spørge, om de kender nogle gode hjemmesider, hvor de tilbyder studenthousing. Du kan dog godt være sikker på, at du kommer til at smide omkring 900 pund – hvis du altså ikke vil dele værelse med andre.  

Værelserne er tit centrale og tæt på dit universitet. Du vil komme til at bo med folk, som er lidt yngre end dig selv, da de starter tidligere på universitet i England og dem som typisk bor i studenthousing er førsteårsstuderende.

Spareroom:

Hvis du vil se markedet for boliger online, er Spareroom et godt sted. Det er den app/hjemmeside, som de fleste bruger. Der kan du vælge områder, priser, størrelse osv. Der er mange om buddet, så du skal skrive en god, kort ansøgning. Læg fokus på, hvad der gør dig god, og hvem du er.

Facebook

Jeg brugte mest Facebook til min boligsøgning. Det virker at gøre sit søgeområde lidt snævert. Jeg er f.eks. veganer, så jeg søgte bolig i Vegan Flatshares London men også i Dansker i London. Der er også Facebookgrupper som MatesPlace: flatmates from friends.

Warehouse

Jeg endte med at bo i et Warehouse, som har været en ubeskrivelig oplevelse! Der er en del gamle lagerbygninger, som er blevet lavet om til lejligheder, i London. De er bosat af unge, kreative mennesker. Stedet har en energi, der kan sammenlignes lidt med Christiania og kollektivslivet. Man bor tættere og typisk med 6-12 personer. Det er fede lokationer, typisk billigere end normale boliger og der er altid nogen af snakke med. Jeg boede i Harringay Warehouse District, hvor der var omkring 20 warehouses samlet, der var derfor altid en fest, man kunne tage til i weekenden – eller bare over på den tilknyttet pub.

Man finder Warehouses igennem Facebookgrupper.

Når du sender en ansøgning, skal man typisk skrive lidt mere, da folk går mere op i det sociale i et Warehouse end en normal Flatshare.  Husk at fremvise dine kreative og seje sider 😉

Ha’ styr på dine papirer!

Hvis du skal bo privat, er det vigtigt, at du har nogle papirer på din indtægt. Du kan f.eks. printe din lønseddel og SU ud.

Du skal desuden bruge et reference fra en tidligere udlejer. Der er skabeloner online. Det skal officielt sige, at du betalte din husleje til tiden, og du var god ved lejligheden. Den skal underskrives med navn, telefonnummer og e-mail. Det kan sagtens være din roomie, som skriver den – så længe det ikke er et familiemedlem.

Du skal måske bruge en underskrift fra dine forældre på, at de betaler for dig, hvis du ikke har råd til husleje eller depositum.
Tag dog fat i din kommende udlejer, så du ved, hvad du skal bruge.

Hvordan er det at bo med englændere?

Jeg vil helt klart anbefale at bo med en englænder, de kan vise dig alt det, som normalt er svært at finde. Den eneste downside er dog, at de tit er beskidte. Der er ikke den samme rengøringsstandard og man skal tit lære dem helt basic ting.
Hvis du bor sammen med en young professionale – en ung person i arbejde- skal du heller ikke forvente, at de er meget hjemme. Arbejdskulturen er en anden i London, hvor det ikke er ualmindeligt at arbejde til kl 17 hver dag + 1 times transport hjem.

Englændere elsker desuden en god banter, så det handler om ikke at være sart. Giv gerne igen!

Få dig en cykel

Du kan ligeså godt tage de gode vandresko med, fordi du kommer til at gå – meget! Det er fedest at gå rundt i de Londonske gader, og det er ikke unormalt at gå en time til universitet. Du kan også tage bussen, som tit er hurtigere – det koster 1.5 pund for 1 times kørsel. Hvis du derimod tager the Underground, bliver det dyrt. Jeg vil dog klart anbefale at få dig en cykel, det kan enten gøres via. Gumtree, Facebook Market Places, Danskere i London eller den lokale cykelhandler, hvor de sælger brugte cykler. Den kan let sælges!

Bank

Jeg vil anbefale Revolut, da de ikke tager kæmpe vekselgebyr, og det er gratis at overføre sine penge til kortet. Det er desuden let at sende penge til udlejere osv.

Simkort

Selvom det danske simkort virker i London, kan det være godt at få sig et engelsk simkort. Det skal bruges til oprettelse af forskellige ting, f.eks. en måneds gratis kaffe hos Pret 😉

Hvad skal jeg lave?

Få app’en Dice, her kan du se alle de kommende koncerter, begivenheder osv. Man bruger typisk ikke Facebook til begivenheder. Ra.uk bruges til fester og diskoteker! Her kan du få et overblik over nattelivet. Køb billetterne i god tid, priserne stiger lynhurtigt!

Hvis du er vild med teater, kan du tage ind til Boxoffiece i Central London, hvor man kan få billige billetter til de store musicals. Det er dog kun billetter til selve dagen, og det gælder om at tage derhen så tidligst på dagen som muligt.

PUBS- PUBS-PUBS! Der er en pub til hver en smag! Elsker du arkadespil? Der findes en pub med det! Elsker du punkkoncerter? Der findes en pub til det! Drop pubsene i centrallondon, og tag kun på Wetherspoon sidst på måneden! Og tag for Guds skyld til Sunday Roost!

Elsker du film, er London perfekt for dig. Der er mange uafhængige, billige biografer i London. Rio Cinema i Hackney har billetter til 7 pund i de fleste hverdage. De har desuden en lille biografsal med kun 30 sæder, hvor de viser mere specielle film.

Udforsk dit område! Kom ud af Centrallondon, det er kedeligt og det kan du besøge med din familie. Tag til Hackney, Dalston, Stoke Newington, Angel osv. Find dit område og udforsk det. London er en kæmpe by, så hver sit område har sit særpræg.

Er du single? Så drop Tinder og downloade Hinge i stedet for. Det er en god app, hvor du kan møde fede mennesker.

Hvis du har nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig på facebook: Isabell Larsen-Thomsen

Libanon, din gamle røver..

Af: Marcus Albrecht Califano, TVM

Få dage inden afrejse kunne jeg ikke dy mig for at følge med i krisen i Libanon på Twitter. Det gav mig et par nervøse nætter – det virkede lidt som det vilde vesten med skudepisoder på åben gade, konflikter i befolkningen og en altoverskyggende stemning af panik. Som så mange andre steder i verden er det heldigvis ikke hele sandheden. Libanon er et meget kontrastfyldt land, der har ekstremt meget at byde på. Jeg har gennem mit liv som studerende været på udveksling tre gange – ud af dem har Libanon klart budt på flest store oplevelser. At landet står midt i en økonomisk krise er forfærdeligt, men det åbner også et vindue for eksempelvis udvekslingsstuderende, der skal have det hele til at løbe rundt økonomisk. I slutningen af august ankom jeg lidt efter midnat på Luna’s Village efter en tålmodighedstest af de større under en mellemlanding i Antalya. Det skulle så vise sig at Libanon også skulle teste mig. Mangel på brændstof over hele landet, en flygtningekrise, hvor vilkårene løbende bliver forværret, opsparinger, der i løbet af tre år er skrumpet ind til at blive 13 gange mindre værd. Når man færdes i byen undgår man ikke at børn, der burde gå i børnehave, tigger. Man skal godt nok være både kynisk og bitter, hvis ikke det gør indtryk – det var ekstremt svært for mig. Så er der også ofte bøvl med elektriciteten, som ikke er der mange timer om dagen. Hele byen var kulsort i manglen på strøm og brændstof, da jeg ankom – meget strøm kommer fra generatorer og med manglen på brændstof, blev det meget svært for butikkerne at holde åbent.

Saida

Hvorfor Libanon?

Libanon er dog meget mere end dens problemer. Den første uge brugte jeg på mit værelse, da jeg som en af de eneste overholdt de 11 dages corona-karantæne, som universitetet havde befalet os at blive inden døre. Mange af de andre udvekslingsstuderende talte om en hektisk første tid i byen, men det fik jeg aldrig selv mærket. Men Beirut er kaotisk. Det er Libanon som helhed ikke. Frygten og det ukendte blev hurtigt omdannet til nysgerrighed og en sult på at opleve mere. Jylland er omtrent to gange større end Libanon, hvilket gør det helt ideelt at tage på weekendture til alle de små og store perler, der kan findes i alle retninger af landet. I løbet af de fire måneder af min tid i Libanon har jeg besøgt alle større og mindre byer. Der findes de ældste aktive byer i verden, Lord of the Rings-værdige grotter, bjergtoppe med planetens mest betagende solnedgange og meget mere. Der er i sandheden lidt til enhver smag. Libanon er rigt på så mange måder af diversitet, natur og historie, som var noget af det, jeg satte mest pris på. Nok er landet smukt og rart at være i, men det kan i den grad også tilskrives libaneserne, der virkelig gør alt for, at man skal have det godt. De er yderst charmerende og festlige at tilbringe tid sammen med, og man får hurtigt et hav af nye venner. Libaneserne dyrker deres kulturhistorie, og de er stolte af den.

To glade drenge i byen Saida

Beirut er i en liga for sig selv. Den står i kontrast til mange af de mindre smukke byer i Libanon. Den konstante sitren i gaden, folk der smiler med øjnene og byder dig velkommen, de gamle bygninger fra borgerkrigen fyldt med skudhuller. Mit sprog er fattigt, når jeg skal beskrive Beirut, og jeg tror egentligt, at man skal opleve det – enten som udvekslingsstuderende eller turist. Ytringsfriheden eksisterer i høj grad i Libanon, hvilket gør det til et oplagt sted at søge hen, hvis man er interesseret i regionens historie og strømninger.

Byblos – en af verdens ældste byer

Lebanese American University

De medstuderende er meget unge. Jeg har ikke tal på, hvor mange af mine medstuderendes TikTok-profiler, jeg figurerer på. Netop denne kendsgerning var det første jeg fik fortalt af tidligere DMJX-studerende før, jeg tog afsted. Det passede ganske rigtigt, at de er straight out of High School. Dog er min oplevelse, at de er forholdsvist modne sammenlignet med danske 19-årige studerende.

Selve universitetet er anerkendt inden for TV og film i Mellemøsten. Jeg formåede at samle en pakke, som i sidste ende passede godt med min profil. Det kunne også have endt ulykkeligt, da mange af de fag jeg søgte på forhånd ikke fandtes.

Mine fag:

  • TV Principles
  • Cinematography
  • Experimental Cinema
  • Women in Arab World
  • Art of Film

Universitetet, LAU. er en velholdt perle og står i stor kontrast til resten af byen, som har et mere råt og trashy look. Faciliteterne er gode og underviserne, i hvert fald de fleste af dem, er dygtige. LAU er placeret i den sydlige del af Hamra, der er kendt for at være et mangfoldigt og levende bybillede.    

Bolig:

Under hele opholdet boede jeg i Hamra på Lunas Village, der er et fedt community bestående af mange internationale studerende fra hele verden. Facaden har et helt unikt udtryk med forskellige farver på altanerne. Der er en restaurant tilhørende bygningen med udelukkende vegansk mad. Der er et fitnessrum, rooftop med bar og så ligger det tæt på universitetet – cirka syv minutters gang.
Mange af de andre studerende flyttede rundt under deres ophold, hvilket er ganske smertefrit – det er bestemt muligt at rykke rundt uden de store problemer.

Økonomi:

Vigtigt. Libanon kører deres eget system, så du kan ikke regne med valutaomregnere og andet. I skrivende stund er 1 amerikansk dollar 23.000 libanesiske værd. Hav dollars med kontant, da den officielle rate på ingen måde er favorable. Jeg havde 4000 dollars med til fire måneder. Husleje fik jeg billigt til 200 dollars pr. måned. Leveomkostningerne er lave, og det er muligt at tage taxa, når man skal rundt i byen – benyt appen Bolt.

Jeg glæder mig til at vende tilbage til Libanon meget snart. Hvis du har spørgsmål til enten Libanon, LAU eller andet, så kontakt mig gerne på marcuscalifano@gmail.com

SAN FRANCISCO STATE UNIVERSITY

Af Lærke Brylling Gammelgaard, kommunikatør

Er du i tvivl, om du skal på udveksling?
Det var jeg i hvert fald. Jeg var faktisk stadig i tvivl, da jeg sad i flyveren, og den første uge gik da også med at tælle, hvor mange dage der var til, at jeg kunne hoppe på et fly hjem igen. Det ændrede sig dog hurtigt, og ”hjem” blev pludselig San Francisco. Jeg vil ikke lyve, USA er nok et af de dyreste og måske også mest besværlige steder at komme på udveksling, men det er det hele værd.

Som en lille hjælp til økonomien kan du gennem universitetet melde dig på en ”madkasse” hver uge, som kan afhentes helt gratis. Indholdet er lidt forskelligt, men der er oftest æg, grøntsager, bønner, mælk, snacks og en gang imellem også lidt pøller. Jo jo, det er da ikke gourmet, men det kan være en stor hjælp.

Når vi nu lige snakker om universitet, så vil jeg råde dig til at tænke lidt taktisk med hensyn til klasser. Selvfølgelig, skal du finde nogle fag, som du synes, lyder fede, men fordi man ikke følger en bestemt linje, har man altså muligheden for selv at vælge hvilke dage og tidspunkter, man har undervisning. ADVARSEL: Det kan resultere i et ret stort alkoholindtag og en konto, der blinker rødt.

Jeg valgte at have alle mine fag samlet mandag og tirsdag, hvilket gav mig nogle lange weekender, som jeg brugte på bl.a. de oplevelser, jeg vil fortælle dig om nu.

Hawaii var selvfølgelig på the bucket list lige fra start. Og jaaa, der er smukt og lækkert. En ca. 5 timers flyvetur fra San Francisco og så står du altså i et surferparadis med blåt vand og hvide sandstrande.

En anden af mine favoritter er Las Vegas. Hvis du er vild med fest og farver, så kan jeg garantere dig, at Las Vegas er stedet. Rooftop poolparty med musik af DJ Diplo om dagen og diskotek med Martin Garrix bag DJ-pulten om aftenen – det var bare lige en beskrivelse af en enkelt af mine dage i Las Vegas. Og når ja, der blev kastet pengesedler ned fra loftet mens Martin Garrix spillede. En 10/10 oplevelse at danse rundt i en regn af dollarsedler med et glas champagne i hånden.

Los Angeles er jo selvfølgelig også et must, og jeg kan klart anbefale at samle en flok, leje eller købe en bil, lave en god playliste og køre langs kysten derhen. Roadtrip er bare altid et hit.

Oven på alt den snak om ferie og get aways får du også lige to gode råd med på vejen.

Først lige helt praktisk. Når du skal afsted, kan der være noget bøvl i forhold til, hvad du gør med adresse. Min erfaring er, at det bedste du kan gøre, er at sætte din adresse hjem til dine forældre eller en anden, du kender i Danmark. Herefter skal du gå ind på minsu.dk, hvor du kan melde, at du er på udveksling i udlandet, hvilket betyder, at du stadig kan modtage udeboende SU, selvom du har sat din adresse hjem til dine forældre. Smart.

En anden god ting at gøre, er at melde dig ind i Facebook grupperne ”IEEC” (skolen sender link til denne) og ”Danes in San Francisco & Bay Area – DABGO”. Den førstnævnte er for udvekslingsstuderende og der vil blive postet en masse omkring sociale arrangementer og events. Jeg anbefaler klart at møde op til de forskellige ting. Det er nemlig den perfekte mulighed for at møde en masse andre studerende og blive kendt med gode barer og hyggelige parker i byen.

Den anden Facebookgruppe er god at have i baghånden. Her kan du få inputs omkring aktiviteter eller andet fra andre danskere, som bor i San Francisco. Jeg har selv brugt den i forbindelse med Thanks Giving, da jeg og nogle andre danskere gerne ville opleve aftenen på rigtig amerikansk vis. Det endte faktisk med, at en dansk mand med en amerikansk kone inviterede os hjem til dem og resten af deres familie, hvor vi fik oplevet alle traditionerne og ikke mindst smagt den fantastiske mad.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg bare opfordre dig til at springe ud i det og få en på opleveren. Det er fantastisk, og herhjemme er alt, som det plejer, når du vender tilbage igen.

Vilnius

Af: Andreas Brøndum, JOUR

Da jeg kiggede på listen over steder, man kunne tage på udveksling, faldt jeg over et land. Litauen. Hvorfor søren skulle man tage et halvt år der? Derfor valgte jeg at tage til Litauen, og studere på universitetet i Vilnius.

Da jeg fortalte mine venner, at jeg skulle på udveksling i Litauen, var spørgsmålet det samme hos alle; hvorfor lige der? Jeg kunne ikke svare dem på hvorfor det præcis skulle være der, for jeg kendte intet til landet, historien, kulturen, sproget eller maden. Det var måske netop derfor, jeg tog afsted. For at blive overrasket. Og det blev jeg.

I en skov en halv times bustur uden for Vilnius, lå en bygning fra 1984. Den blev bygget da Litauen var under Sovjetisk styre. Den bygning var mit kollegie og det kostede 600 kroner om måneden at bo der. Det var fedt. Jeg boede på et tomandsværelse med Javier fra Spanien. God fyr. Omkring os boede tyrkere, aserbajdsjanere, italienere, taiwanere, indere og japanere. Vi mødtes ofte i fælleskøkkenet til mad, eller inde på et værelse til øl eller litauisk vodka.

Vilnius er smuk. I midten af det hele er gaderne gamle og fine med brosten og charmerende bygninger. I udkanten af, og udenfor byen, lugter det meget af en sovjetisk fortid. Gråt og råt. Superfedt. I udkanten kan man også finde steder, hvor man kan betale en gammel russisk mand for at få lov at skyde med AK-47 og andre russiske våben fra anden verdenskrig.

I Vilnius havde jeg seks fag. Det lyder af meget, men det var nemt. I hvert fag havde man halvanden times lektion om ugen, og der var næsten ingen opgaver i løbet af semestret. Jeg havde godt på fornemmelsen, at det ikke var skolen i Vilnius, der ville lære mig mest – det var det heller ikke. Men jeg lærte en hel masse alligevel. All worth it.

Landet er smukt. Skovene er enorme, byerne er brutale i sit udtryk, men bløde i sin atmosfære. En velsmagende flat white koster 15 kroner. En kold fadøl koster 12. Du kan nemt rejse til spændende lande som Estland, Letland, Ukraine og Polen.

Prøv noget anderledes. Tag til det undervurderede land i østen.

CEU San Pablo i Madrid efteråret 2021

MADRIDMad, Atlético, Drinks, Real madrid, Inspirerende, Dygtiggørende

Af: Tobias Rasmussen, JOUR 4. semester

Hejsa. Efter mit ophold i Madrid vil jeg gerne give tips og råd videre til jer. Jeg håber, at min video og klumme tilsammen kan give et godt indtryk af mit udvekslingsophold, masser af vigtige informationer og et bedre indblik i, hvad CEU i Madrid er for en størrelse.

Link til video: https://www.youtube.com/watch?v=zZoJrK8ffM0&t=1s

Først og fremmest. Hvis du godt kan lide sprog, rejser, anderledes mennesker og generelt er nysgerrig på verden, så bør du uden tvivl tage et semester i udlandet.

Er du derudover interesseret i spansk, sport, sol og seje mennesker, så kunne et ophold på det private universitet CEU San Pablo i Madrid være det oplagte sted for dig.

I Madrid får du en storby, der bor næsten 7 mio. mennesker i Madrid-området, en sikker og tryg by, hvor man sagtens kan gå hjem om natten, lækker mad og fodbold fra absolut øverste hylde i baghaven. Spaniens hovedstad byder på barer og restauranter i uendeligt lange rækker, ja faktisk har de uofficielt verdensrekorden for flest pr. indbygger, hvis man spørger flere spanske medier. De mange serveringssteder udgør urkraften i Madrid og samler både lokale, turister og udvekslingsstuderende. Det er både billigt, hurtigt, lækkert og altid en oplevelse værd.

Madrid blev i sin tid valgt som hovedstad på grund af det gode drikkevand fra de omkringliggende bjerge. Det har jeg værdsat, da det betyder noget af Spaniens bedste drikkevand og masser gode muligheder for smukke vandreture indenfor en times bustur fra centrum. Herudover brugte jeg flittigt både toge og busser til at besøge Barcelona, Valencia, Sevilla, Granada samt alle de omkringliggende byer som Toledo, Salamanca, Segovia og Avila. Flere af de nærliggende byer besøgte jeg adskillige gange, da de hørte under ungdomskortet, der kun koster 20 euro om måneden, hvis man er under 26, og giver adgang til al offentlig transport i hele Madrid.

Spansk?

Jeg havde spansk i gymnasiet og havde boet et lille års tid i Barcelona, da jeg tog afsted. Jeg ville gerne for alvor udvikle mine spanskevner, hvilket er lykkedes ganske betydeligt. Det er dog slet ikke nødvendigt at kunne meget mere end ”dos cervezas, por favor” og ”Donde está el metro?”, da de fleste yngre mennesker i dag snakker et ganske fint engelsk – både de lokale og de internationale. CEU udbyder et spansk kursus, der tidligere har givet ECTS points, men ikke gør det længere. Det koster dog 100 euro, og har været mere hyggeligt end lærerigt at følge.

CEU San Pablo

Og så det faglige. CEU San Pablo er et privat universitet, bygget på katolske principper, og virker ofte en smule gammeldags og langsommeligt. Skindet bedrager dog som bekendt sommetider. Alle underviserne på skolen er fra absolut højeste skuffe. Flere er håndplukkede udefra og de påstår selv, at de har samlet Spaniens bedste undervisere. Om det er rigtigt, skal jeg lade stå hen i det uvisse. Faktum er, at min spansk historielærer, Charles Powell, nok er den mest anerkendte historiker i Spanien og måtte aflyse undervisningen enkelte gange pga. hastemøder med den spanske udenrigsminister. En anden har tidligere været general manager hos både Louis Vuitton, Gucci og Prada og underviser nu i kommunikationsstrategier hos store virksomheder.

Generelt synes jeg, at undervisningen har været på et højt fagligt niveau med meget dygtige og vidende professorer. I mine 4. års fag var vi kun 8-10 elever og havde derfor tæt kontakt med underviserne, som alle livligt delte ud af viden både omhandlende pensum, Spanien generelt og deres erfaringer fra den virkelige verden.

Der er et okay stort udbud af fag på engelsk, da skolen har flere hele internationale linjer med alle fag på engelsk. Der er mulighed for at have fag fra alle fire årgange på de uddannelser. Der kan dog godt være lidt kamp om pladserne for erasmus studerende, og derfor er det en god ide at tage fat i underviserne allerede inden deadline for tilmelding af fag, der er 2-3 uger inde i semestret, for at blive skrevet på de fag, man vil have.

Jeg tænkte, at det lød super rart, at man havde 2-3 uger til at prøve forskellige fag og mærke underviserne lidt an, før man officielt skulle indskrive sig på fagene. Det er det også. MEN. Det er også et kæmpe kaos, da udbuddet af fag ændres flere gange og de enkelte undervisere ændrer på tidspunkterne for deres klasser. Det gør det en anelse anstrengende, når ens skema skal sammensættes, og det kræver en del tid at skabe overblik over mulighederne for at sammensætte det bedst mulige skema. Jeg lykkedes dog med at få de 5 fag, som jeg gerne ville have og med kun et enkelt overlap på 45 minutter, der nemt blev aftalt med underviserne uden problemer.

Mine fag:

  • Media Groups: Maria Luisa Funes, der tidligere har været topboss hos de største fashion brands gjorde dette fag uforglemmeligt. Hun kender alle i mode- og mediebranchen og tog holdet med til 2 eksklusive modeshows under Madrid Fashion Week samt utallige besøg hos medier og kommunikationsvirksomheder i byen. Bl.a. det eneste statsejede kinesiske medie i Europa.
  • Contemporary Spanish History: Klassisk spansk historiefag, der gennemgår tiden fra Columbus opdagede Amerika i 1492 og frem til General Francos død i 1975 og indførelsen af demokrati. Jeg har været glad for det, og det har sat nogle perspektiver på min opfattelse af Spanien og de historiske steder, som jeg flittigt har besøgt.
  • Photography and aesthetics: Grundlæggende undervisning i brug af spejlrefleks kamera og avancerede tagning af billeder i fotostudie. Suppleret med teoretiske timer i fotografiets historie samt analyser af vigtige fotografier. Det var enormt lærerigt og helt sikkert evner, som jeg kommer til at bruge i resten af mit liv.
  • Production in digital environment: Ikke det mest ophidsende fag. Grundlæggende læring om opbygning af hjemmesider og kommunikation på moderne platforme. Dog mega sød underviser i Cristina Jaramillo.
  • Opinion Journalism: Mit eneste rene journalistiske fag. Her skrev vi klummer, ledere, anmeldelser mm. hver uge og diskuterede dem sammen i klassen. Lidt højere arbejdsbyrde end de andre fag, men nok også det største faglige udbytte. Vidste du f.eks. at der er stor forskel på, hvem der skriver den daglige leder hos aviser i USA og Europa? I Europa er det en fra redaktionen, typisk chefredaktøren, der også er en del af den daglige nyhedsdækning. I USA er det typisk bestyrelsen, der udtrykker mediets holdning, og altså ikke nogen forbundet til nyhedsdækningen 

Geografi

Det humanistiske fakultet ligger i Moncloa 2-3 km nord for centrum af byen. Jeg valgte at bo i Chamberí lige ved Argüelles metroen og havde derfor 1 km til centrum og ca. 2 km til skolen, hvilket var herligt, da CEU har obligatorisk mødepligt på skolen minimum 20 timer om ugen. Alle dele af centrum er meget populært blandt unge og udvekslingsstuderende, men jeg vil især anbefale Malasaña, der ligger lige nord for centrum og ikke langt fra skolen. Her er masser barer, liv og unge mennesker.

Bolig

Jeg boede i en stor herskabslejlighed med sillebensparket og 9 værelser. Her havde jeg et af de største værelser og min egen balkon. Det lå i den dyrere ende af skalaen og jeg betalte ca. 600 euro/4500 kr. alt inklusiv om måneden. Mindre værelser kan dog også godt fås ned til omkring 350-400 euro om måneden.

Udover værelser i større lejligheder findes der også studieboliger tilknyttet universitetet. De er dog tæskedyre – koster oftest over 1.000-1.200 euro om måneden. Her er der madordning med, men jeg har kun hørt skuffende ting omkring dem, så jeg vil klart anbefale at finde et værelse i en lejlighed med 5-10-12 roomies alt efter temperament. Så vil du med garanti ende sammen med andre internationale unge, der ønsker maksimalt ud af tiden i Madrid.

Vi repræsenterede 6 forskellige nationaliteter derhjemme, hvilket var en kolossal oplevelse. Vi lavede tit fællesmåltider, hvor vi skiftedes til at stå for maden. Jeg serverede boller i karry, stegt flæsk, ris ala mande samt smørrebrød i løbet af semestret. Det var sjovt og flere af mine roomies bliver helt sikkert venner for livet.

Salgstalen

Der er masser gode ting at sige om Madrid. Storbyen der har alt. Historien, det faglige niveau, rejsemuligheder, og det sociale, der selv i en coronapandemi har skabt de perfekte rammer om et fantastisk udvekslingsophold. Og så er der jo sporten. To af klodens største fodboldklubber, der inden længe kommer til at kæmpe om at have verdens fedeste og mest moderne stadion. Madrid er spækket med paddlebaner, svømmehaller og grønne parker med gode muligheder for både løbeture og længere gåture. Sidst, men bestemt ikke mindst, hvem kan sige nej til en fadøl eller cafe cortado til bare 1-2 euro på hvert eneste gadehjørne?

Hvis du vil vide mere om Madrid eller CEU San Pablo, kan jeg altid kontaktes på Facebook på Tobias Bruun Rasmussen eller på Insta på Tobias_B_Rasmussen.

 Jeg ønsker dig alt held og lykke på dit kommende udvekslingsophold! 