CEU San Pablo i Madrid efteråret 2021

MADRIDMad, Atlético, Drinks, Real madrid, Inspirerende, Dygtiggørende

Af: Tobias Rasmussen, JOUR 4. semester

Hejsa. Efter mit ophold i Madrid vil jeg gerne give tips og råd videre til jer. Jeg håber, at min video og klumme tilsammen kan give et godt indtryk af mit udvekslingsophold, masser af vigtige informationer og et bedre indblik i, hvad CEU i Madrid er for en størrelse.

Link til video: https://www.youtube.com/watch?v=zZoJrK8ffM0&t=1s

Først og fremmest. Hvis du godt kan lide sprog, rejser, anderledes mennesker og generelt er nysgerrig på verden, så bør du uden tvivl tage et semester i udlandet.

Er du derudover interesseret i spansk, sport, sol og seje mennesker, så kunne et ophold på det private universitet CEU San Pablo i Madrid være det oplagte sted for dig.

I Madrid får du en storby, der bor næsten 7 mio. mennesker i Madrid-området, en sikker og tryg by, hvor man sagtens kan gå hjem om natten, lækker mad og fodbold fra absolut øverste hylde i baghaven. Spaniens hovedstad byder på barer og restauranter i uendeligt lange rækker, ja faktisk har de uofficielt verdensrekorden for flest pr. indbygger, hvis man spørger flere spanske medier. De mange serveringssteder udgør urkraften i Madrid og samler både lokale, turister og udvekslingsstuderende. Det er både billigt, hurtigt, lækkert og altid en oplevelse værd.

Madrid blev i sin tid valgt som hovedstad på grund af det gode drikkevand fra de omkringliggende bjerge. Det har jeg værdsat, da det betyder noget af Spaniens bedste drikkevand og masser gode muligheder for smukke vandreture indenfor en times bustur fra centrum. Herudover brugte jeg flittigt både toge og busser til at besøge Barcelona, Valencia, Sevilla, Granada samt alle de omkringliggende byer som Toledo, Salamanca, Segovia og Avila. Flere af de nærliggende byer besøgte jeg adskillige gange, da de hørte under ungdomskortet, der kun koster 20 euro om måneden, hvis man er under 26, og giver adgang til al offentlig transport i hele Madrid.

Spansk?

Jeg havde spansk i gymnasiet og havde boet et lille års tid i Barcelona, da jeg tog afsted. Jeg ville gerne for alvor udvikle mine spanskevner, hvilket er lykkedes ganske betydeligt. Det er dog slet ikke nødvendigt at kunne meget mere end ”dos cervezas, por favor” og ”Donde está el metro?”, da de fleste yngre mennesker i dag snakker et ganske fint engelsk – både de lokale og de internationale. CEU udbyder et spansk kursus, der tidligere har givet ECTS points, men ikke gør det længere. Det koster dog 100 euro, og har været mere hyggeligt end lærerigt at følge.

CEU San Pablo

Og så det faglige. CEU San Pablo er et privat universitet, bygget på katolske principper, og virker ofte en smule gammeldags og langsommeligt. Skindet bedrager dog som bekendt sommetider. Alle underviserne på skolen er fra absolut højeste skuffe. Flere er håndplukkede udefra og de påstår selv, at de har samlet Spaniens bedste undervisere. Om det er rigtigt, skal jeg lade stå hen i det uvisse. Faktum er, at min spansk historielærer, Charles Powell, nok er den mest anerkendte historiker i Spanien og måtte aflyse undervisningen enkelte gange pga. hastemøder med den spanske udenrigsminister. En anden har tidligere været general manager hos både Louis Vuitton, Gucci og Prada og underviser nu i kommunikationsstrategier hos store virksomheder.

Generelt synes jeg, at undervisningen har været på et højt fagligt niveau med meget dygtige og vidende professorer. I mine 4. års fag var vi kun 8-10 elever og havde derfor tæt kontakt med underviserne, som alle livligt delte ud af viden både omhandlende pensum, Spanien generelt og deres erfaringer fra den virkelige verden.

Der er et okay stort udbud af fag på engelsk, da skolen har flere hele internationale linjer med alle fag på engelsk. Der er mulighed for at have fag fra alle fire årgange på de uddannelser. Der kan dog godt være lidt kamp om pladserne for erasmus studerende, og derfor er det en god ide at tage fat i underviserne allerede inden deadline for tilmelding af fag, der er 2-3 uger inde i semestret, for at blive skrevet på de fag, man vil have.

Jeg tænkte, at det lød super rart, at man havde 2-3 uger til at prøve forskellige fag og mærke underviserne lidt an, før man officielt skulle indskrive sig på fagene. Det er det også. MEN. Det er også et kæmpe kaos, da udbuddet af fag ændres flere gange og de enkelte undervisere ændrer på tidspunkterne for deres klasser. Det gør det en anelse anstrengende, når ens skema skal sammensættes, og det kræver en del tid at skabe overblik over mulighederne for at sammensætte det bedst mulige skema. Jeg lykkedes dog med at få de 5 fag, som jeg gerne ville have og med kun et enkelt overlap på 45 minutter, der nemt blev aftalt med underviserne uden problemer.

Mine fag:

  • Media Groups: Maria Luisa Funes, der tidligere har været topboss hos de største fashion brands gjorde dette fag uforglemmeligt. Hun kender alle i mode- og mediebranchen og tog holdet med til 2 eksklusive modeshows under Madrid Fashion Week samt utallige besøg hos medier og kommunikationsvirksomheder i byen. Bl.a. det eneste statsejede kinesiske medie i Europa.
  • Contemporary Spanish History: Klassisk spansk historiefag, der gennemgår tiden fra Columbus opdagede Amerika i 1492 og frem til General Francos død i 1975 og indførelsen af demokrati. Jeg har været glad for det, og det har sat nogle perspektiver på min opfattelse af Spanien og de historiske steder, som jeg flittigt har besøgt.
  • Photography and aesthetics: Grundlæggende undervisning i brug af spejlrefleks kamera og avancerede tagning af billeder i fotostudie. Suppleret med teoretiske timer i fotografiets historie samt analyser af vigtige fotografier. Det var enormt lærerigt og helt sikkert evner, som jeg kommer til at bruge i resten af mit liv.
  • Production in digital environment: Ikke det mest ophidsende fag. Grundlæggende læring om opbygning af hjemmesider og kommunikation på moderne platforme. Dog mega sød underviser i Cristina Jaramillo.
  • Opinion Journalism: Mit eneste rene journalistiske fag. Her skrev vi klummer, ledere, anmeldelser mm. hver uge og diskuterede dem sammen i klassen. Lidt højere arbejdsbyrde end de andre fag, men nok også det største faglige udbytte. Vidste du f.eks. at der er stor forskel på, hvem der skriver den daglige leder hos aviser i USA og Europa? I Europa er det en fra redaktionen, typisk chefredaktøren, der også er en del af den daglige nyhedsdækning. I USA er det typisk bestyrelsen, der udtrykker mediets holdning, og altså ikke nogen forbundet til nyhedsdækningen 

Geografi

Det humanistiske fakultet ligger i Moncloa 2-3 km nord for centrum af byen. Jeg valgte at bo i Chamberí lige ved Argüelles metroen og havde derfor 1 km til centrum og ca. 2 km til skolen, hvilket var herligt, da CEU har obligatorisk mødepligt på skolen minimum 20 timer om ugen. Alle dele af centrum er meget populært blandt unge og udvekslingsstuderende, men jeg vil især anbefale Malasaña, der ligger lige nord for centrum og ikke langt fra skolen. Her er masser barer, liv og unge mennesker.

Bolig

Jeg boede i en stor herskabslejlighed med sillebensparket og 9 værelser. Her havde jeg et af de største værelser og min egen balkon. Det lå i den dyrere ende af skalaen og jeg betalte ca. 600 euro/4500 kr. alt inklusiv om måneden. Mindre værelser kan dog også godt fås ned til omkring 350-400 euro om måneden.

Udover værelser i større lejligheder findes der også studieboliger tilknyttet universitetet. De er dog tæskedyre – koster oftest over 1.000-1.200 euro om måneden. Her er der madordning med, men jeg har kun hørt skuffende ting omkring dem, så jeg vil klart anbefale at finde et værelse i en lejlighed med 5-10-12 roomies alt efter temperament. Så vil du med garanti ende sammen med andre internationale unge, der ønsker maksimalt ud af tiden i Madrid.

Vi repræsenterede 6 forskellige nationaliteter derhjemme, hvilket var en kolossal oplevelse. Vi lavede tit fællesmåltider, hvor vi skiftedes til at stå for maden. Jeg serverede boller i karry, stegt flæsk, ris ala mande samt smørrebrød i løbet af semestret. Det var sjovt og flere af mine roomies bliver helt sikkert venner for livet.

Salgstalen

Der er masser gode ting at sige om Madrid. Storbyen der har alt. Historien, det faglige niveau, rejsemuligheder, og det sociale, der selv i en coronapandemi har skabt de perfekte rammer om et fantastisk udvekslingsophold. Og så er der jo sporten. To af klodens største fodboldklubber, der inden længe kommer til at kæmpe om at have verdens fedeste og mest moderne stadion. Madrid er spækket med paddlebaner, svømmehaller og grønne parker med gode muligheder for både løbeture og længere gåture. Sidst, men bestemt ikke mindst, hvem kan sige nej til en fadøl eller cafe cortado til bare 1-2 euro på hvert eneste gadehjørne?

Hvis du vil vide mere om Madrid eller CEU San Pablo, kan jeg altid kontaktes på Facebook på Tobias Bruun Rasmussen eller på Insta på Tobias_B_Rasmussen.

 Jeg ønsker dig alt held og lykke på dit kommende udvekslingsophold! 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *