Concordia, Canada

Tag til Montréal!

– Men ikke om vinteren

Af Christoffer Bagge

Montréal bliver i Politikens “Turen går til” beskrevet som: “Canadas livligste, frækkeste og mest farverige storby” og hvis du tilføjer isnende kold, så er det meget rammende.  Med frygt for at det her skal blive en stor vejrudsigt, så vil jeg alligevel starte med at vende vejret. For det betyder virkelig meget i Canada.

I mit snart 26-årige lange liv har jeg aldrig frosset så meget, haft så mange lag tøj på og hadet sne så meget, som jeg endte med at gøre i løbet af mit semester i Canada. Jeg har oplevet mit fesne hipster-overskæg fryse til is i de fem minutter, det tog at gå til bussen, fordi det var minus 40 grader. Det er koldt. Indtil april var der ikke skyggen af græs på grund af de enorme mængder sne, der blev ved med at falde. Vejret betyder meget, og Montréal er to vidt forskellige byer om sommeren og vinteren.

Jeg har dog aldrig fortrudt, at jeg valgte Canada og Montréal. Selvom det var vinter og koldt, mens jeg var der. (Jeg havde dog foretrukket at have været der i løbet af efterårssemesteret. KLAR ANBEFALING)

Byen er meget charmerende med mange spændende caféer, spillesteder, gode muligheder for sportsoplevelser og tiltrækker nogle af de allerstørste artister i løbet af året. Kulturlivet er i orden og atmosfæren er fantastisk. Samtidig har jeg aldrig været i en storby, hvor jeg følte mig så tryg og hjemme. Især om foråret og sommeren strømmer byens unge ud på gaden, hænger ud på de mange caféer, og der er så meget liv, at du snildt kan få en dag til at med bare at gå rundt og opleve. (Noget jeg ellers aldrig selv har dyrket).

Concordia University og indholdet her er mere so-so. Du vil højst sandsynligt opleve:

  • At du er en af de ældste
  • At flere af de journalistiske fag er lidt under niveauet på DMJX
  • Og at der ikke sker så meget socialt (Det vender jeg tilbage til senere).

Jeg valgte flere ikke-journalistiske fag, og det var jeg meget glad for. I de fag følte jeg mig udfordret og jeg lærte en masse om canadisk kultur og historie, hvilket jeg gerne ville.  Det journalistiske fag jeg havde hed, direkte oversat, “Kritisk tilgang til journalistik” og det var jeg meget glad for. Forestil dig at den teori, du får på begyndelsen af 7.sem, bliver sat ind i en kontekst, der rent faktisk giver mening. Det var jeg personligt glad for.

Tilbage til det sociale i Canada. Som nævnt tidligere havde Thomas, Karen Sofie (de to andre DJMX-studerende på Concordia) og jeg, ikke så meget med de andre internationale studerende at gøre. Det var mest af alt et resultat af, at vi ikke kom med på “CISA-pubcrawl” i starten af semesteret. Det skete dels fordi, at vi havde været ude dagen før og ikke kunne komme op, og så fordi, at de løb tør for billetter til pubcrawlen! Samtidig efterlod rusvært-organisationen CISA et indtryk af, at de ikke havde styr på en skid. Det blev derfor et kort og enkeltstående møde. Et godt råd, hvis du gerne vil være en del af de internationale studerende – stå op og kom med på pubcrawl.

Heldigvis er folk i Montréal meget åbne, og vi fik flere lokale venner, som vi mødte rundt om i byen i forbindelse med byture, så frygt ikke – i Montréal vil du aldrig føle dig alene.

Så skal du tage afsted til Montréal – Ja.

Skal du gøre det om vinteren – Nej.
Ville jeg nogensinde tilbage igen – Ja, ja, ja.

JMK Stockholm

Stockholm, jag älskar dig

 Af Maja Julskjær

Det er i virkeligheden en utaknemmelig og ret umulig opgave at blive bedt om at koge ens udvekslingsophold ned til en enkelt A4-side. 3000 anslag. Værsgo.

Det er ikke mere end få uger siden, jeg kom hjem. Kufferterne er kun lige pakket ud, og det er endnu ikke blevet hverdag. Jeg har derfor stadig ingen idé om, hvilke overskrifter, jeg kommer til at sætte på de 150 dage, jeg tilbragte i Stockholm i foråret 2013. Jeg tror, at det kræver, at det hele kommer på afstand, bliver fordøjet, lagret i hukommelsen.

Det, jeg så i stedet kan gøre nu, er at forsøge at liste nogle af de ting, jeg tror, jeg kommer til at savne og nogle af de ting, jeg ikke gør.

Ting jeg vil savne ved Stockholm

–          Selve byen. Stockholm er uden tvivl den smukkeste by, jeg har været i. Selv efter mere end fire måneder kunne jeg stadig få åndenød af lyset, bygningerne, naturen. Samtidig er Stockholm en meget hyggelig by med mange fine små kroge, cafeer og parker.

–          Sproget. Dansk lyder altså en smule fladt ved siden af det svenske. Jeg havde al min undervisning på svensk og talte desuden svensk med de fleste af mine udvekslingsvenner, hvilket gjorde mig ret habil på sproget. Har man ikke det ønske, kan det også lade sig gøre at forlade landet uden at kunne sige andet end ”hejsan”.

–          Universitetet. Nu har jeg ikke et særligt stort sammenligningsgrundlag, men for mig at se, er Stockholms Universitet et ret godt universitet med gode faciliteter og fed stemning. Der bliver arrangeret et utal af arrangementer for udvekslingsstuderende, men vil man lære de svenske studerende at kende, kræver det, at man selv gør en indsats.

–          Djurgården. Et grønt åndehul midt i byen. Selvom det er her, alle stockholmere tager hen, når de skal på græs, er det let at finde uforstyrrede stier til gåture. Det er i øvrigt også her, de fleste af Stockholms museer og attraktioner er placeret.

–          At kunne tage T-banen til alt. Selvom offentlig transport er hundedyr i Stockholm, fungerer den altså upåklageligt det meste af tiden.

–          Alle de spændende kulturtilbud, Stockholm har. Der findes mange spændende museer, udstillinger og gratis koncerter, så er man interesseret i den slags, er Stockholm et hit.

Ting jeg ikke vil savne ved Stockholm

–          Savnet til kæreste, familie og venner. Selvom Stockholm geografisk set ikke er så langt fra Danmark, føles det uendeligt langt, når hjemveen melder sig og de eneste, man har brug for, er dem man kender hjemmefra.

–          Priserne – især for at gå ud. I Stockholm betaler man gladelig 250 kroner for at komme ind på en club, derudover kommer garderobebetaling og måske nogle drinks (120 kroner) eller et par øl (65 kroner. For en lille). Det er selvfølgelig muligt at finde billigere steder, men det er altså bare dyrere at gå ud, end i Danmark.

–          Kulden om vinteren. Der var minus 18 grader, da jeg ankom og byen var dækket af sne. Selvom det var smukt, klart og solrigt, kom kulden bag på mig, og der var dage, hvor jeg nærmest ikke ”turde” at gå ud.

Afslutningsvis vil jeg klart anbefale Stockholm som destination for et udvekslingsophold. Selvom Sverige på mange måder minder om Danmark, synes jeg, at jeg har fået mange spændende oplevelser og lært helt utroligt meget de fem måneder, jeg var af sted.  Samtidig skal man huske, at hverdagen melder sig, også selvom man bor i et andet land, og det er ikke altid lige sjovt og spændende. Men sådan tror jeg det er alle steder, lige gyldigt hvor man rejser hen.

University of Missouri

Mulighedernes journalistland

Af Asger Mow

asger mow missouri

VJ, udlandskorrespondent og TV-vært. Tre titler jeg ikke havde på mit CV, før jeg tog til Missouri for at læse. Og som jeg blot kunne drømme om at få mulighed for at opnå på bare fem måneder på universitet i USA. Men det var altså hvad der skete.

Når “J-school”, som den kaldes, regnes for at være USA’s måske allerbedste journalistskole indenfor TV, så er det ikke uden grund. Mulighederne for faglig udvikling er endeløse.

Jeg tog på udveksling med en todelt ambition om, dels at lære nogle af de journalistiske færdigheder, som jeg ikke i forvejen havde tilegnet mig i min praktiktid på DR Nyheder og på Journalisthøjskolen. Dels at opleve USA, og hvad det for alvor vil sige at gå på et vaskeægte amerikansk college. Sidstnævnte er alene værd at rejse til Missouri for: 37.000 studerende i lille by, en sportskultur og ånd der næsten fremprovokerede glædestårer i min øjenkroge, da jeg stod på et fuldt sportsstadion og hørte national-melodien, samt muligheden for en livsstil, der adskiller sig så meget fra det, vi kender som studerende i Europa, hvor vi går til undervisning og så hjem. DU bliver en del af en ånd. Fra første dag på “Mizzou” bliver du prakket på med gratis souvenirs med tiger-logoet, og dagen før du forlader skolen, beslutter du på egen hånd at bruge 200 dollars på at købe et flag og et sengetæppe med skolens emblem på.

Men tag især på University of Missouri, fordi du vil inspireres af amerikanernes ambitiøse ånd og endeløse drivkraft for at excellere indenfor det, de brænder for. Jeg fik talrige skolekammerater, som brugte dag og nat på at bedrive journalistik. Det måske bedste levende eksempel var 22-årige Kerry, som jeg blev gode venner med. Hun arbejdede som producer på den lokale NBC-affiliate, KOMU 8 News; som vært og rapporter på net tv-mediet Newsy og som journalist i St.Louis på et innovativt tv-koncept, der inkorporer sociale medier live i udsendelserne. Alt imens hun mestrede alle sine kandidatfag. Nåh ja, og på hendes væg opdagede jeg et foto af hende og Obama. Det viste sig Kerry havde været praktikant på Obamas valgkampagne i 2012. Denne sommer har hun så fået et nyt praktikantskab for en stor TV-station i Denver. Hun bekræftede i allerhøjeste grad filosofien om at hårdt arbejde bærer frugt.

Selv var jeg i tvivl, om jeg som udvekslingsstudent kunne få lov til at arbejde på den lokale NBC-affiliate, KOMU 8 News. Den er ejet af skolen, drevet som en privat forretning, men fungerer som en læringsplatform for mange af de tv-studerende som en del af flere forskellige fag eller for frivilligt arbejde. Her arbejder de side om side med professionelle journalister, producerer, redaktører mv. Efter en snak med skolens undervisere og anskaffelsen af en låne-bil kom det på plads. Og snart havde jeg ugentlige vagter, hvor jeg rapporterede live fra byrådsmøder og lokale begivenheder og producerede nyheds- og magasinindslag indenfor både den undersøgende genre og feature genren.

Den ultimative faglige erfaring fik jeg, da Boston blev ramt af et terror angreb, og jeg tilbød min chefredaktør at rejse dertil for egen regning, hvis jeg måtte låne stationens udstyr og rapportere derfra. Jeg gjorde det klart for redaktøren, at det var en stor læringsmulighed, men også en mulighed for at bevare min tilknytning til DR ved at arbejde som en midlertidig korrespondent. Jeg fik et ja, og lå snart og sov på gulvet i lufthavnen i Kansas City, før jeg tog til Boston tidligt om morgenen. På en uge fik jeg flere erfaringer og oplevelser end, jeg kunne have drømt om at få under hele mit ophold i Missouri. Den uge arbejdede jeg i døgndrift, var igennem i fire-fem udsendelser om dagen, og endte med også at rapportere til TV AVISEN og flere andre af DR’s platforme, mens jeg stod ved siden af alle de journalistiske forbilleder fra CNN og NBC. Surealistisk og lærerigt. Sidst, men ikke mindst, gav chefredaktøren mig senere lov til at springe flere træningsniveauer over for at nå “level 5 anchor”, hvor man arbejder som TV-vært i 30-minutters Nyhedsudsendelser sammen med de erfarne, professionelle værter.
Det skal siges, at KOMU 8 News langt fra er en amerikansk DR eller TV2. Den journalistik, de bedriver på skolens tv station er meget lokal og når sjældent det niveau, vi ser i en dansk tv-udsendelse. Til gengæld er det muligt at klare sig, selvom man ikke har engelsk som sit moderssprog. Oveni det, er det min oplevelse, at enhver der har modet, lysten og drivkraften, vil få lov til at prøve så meget af, som de orker. Det kan jeg kun opfordre til, at du gør. Alt imens du får dit livs oplevelse i Missouri. Jeg ville ikke have været noget af det foruden.

Med venlig hilsen

Asger Mow
Journalist, DR NYHEDER
Tel: +1 573 529 4438
Mail: amow@dr.dk
Twitter: @Asger_Mow

University of Amsterdam

Udveksling i Amsterdam

Af Gitte Iversen

Amsterdam er kendt for Red Light District og coffee shops, og mit kollegiums husregler indeholdt da også punkter som ”use of soft drugs is only allowed in your own room”. Men byen er meget mere end det.

For mig har Amsterdam været at bo i det gamle arbejderkvarter i Jordaan midt imellem kanalerne, de mange cykler og skæve huse. Det har været at holde picnic og løbe ture i Westerpark. At besøge de lokale bryggerier, lange nætter på Rembrandtsplein og byfester på Queen’s Day og Liberation Day. Amsterdam har været at købe ind på små, lokale markeder, at besøge museer med ukendte fotografer og verdensberømte hollandske kunstnere. Det har været at købe kibbeling ved fiskehandleren, bitterballen på de lokale barer og flamske pommes frites med mayo på gadehjørnet.

Udveksling er at møde fremmede sprog og få venner fra hele verden. Udveksling er at opleve et nyt land, nye vaner og nye kulturer. Og udveksling er noget, man aldrig glemmer. Sådan tror jeg, at de fleste har det, og sådan har jeg fået det med Amsterdam. Det er en fantastisk by, og jeg har mødt så mange fantastiske mennesker og fået venner for livet.

Generelt er det nemt at være udvekslingsstuderende i Amsterdam. Man kan klare sig med engelsk, men jeg har lært en del hollandsk, for sproget minder om dansk.

Jeg var medlem af ISN (International Student Network). Foreningen holdt nogle introdage i starten, og de var proppet med planer og arrangementer, coaches, nye venner og sjove oplevelser. I løbet af semestret betød ISN også billige øl og drinks på Coco’s hver onsdag, udklædningsfester og ture rundt i Holland. Derudover har universitetet mange sportstilbud og andre kreative aktiviteter, hvor man kan møde de lokale studerende. Der var også mange arrangementer på det kollegium, jeg boede på. Det var kæmpestort og for både lokale og internationale studerende, men der var et godt fællesskab. Jeg havde mit eget værelse i en lejlighed, hvor jeg delte køkken og bad med to andre, der også var på udveksling.

Jeg er selvfølgelig også blevet klogere i løbet af min tid som udvekslingsstuderende, og jeg har brugt mange timer på mit værelse og på biblioteket for at læse. Universiteit van Amsterdam kræver mere af sine studerende, end jeg er vant til i Danmark. Nogle fag er primært bygget op som selvstudier, mens andre indeholder gruppearbejde, diskussioner og workshops. Jeg havde tre fag: ”Media and Politics in a Comparative Perspective”, ”Organizations and Social Media” samt ”Identities in Visual and Cultural Studies”. Jeg var glad for alle mine fag, og rent fagligt har jeg i den grad fået et bredere perspektiv på journalistik og kommunikation. Det kan jeg forhåbentlig udnytte fremover.

University of Technology – Sydney

University of Technology – Sydney

Af: Jonas Damstrup Fried

I hjertet af Sydney tårner en kæmpe brun bygning sig op mod den Australske solskinshimmel. UTS står der på skiltet over hovedindgangen, hvilket officielt er en forkortelse for University of Technology in Sydney. Uofficielt står det ganske enkelt for – Ugliest Tower in Sydney.

For universitetets bygning er i sandhed ikke en skønhed, men hvad skolen og bygningen ikke kan præstere i ydre fremtoning kan den i sandhed leverer, når det kommer til faglighed, socialt samvær og engelskkundskaber.

Fagligt: Der er utroligt mange forskellige fag og klasser at vælge imellem, og det kan godt virke som en jungle, når man før semesterstart skal vælge sine fag. Nogle af klasserne har et utroligt højt fagligt niveau, hvor man virkelig skal klemme ballerne sammen for at følge med, mens andre er på et lidt lavere niveau, hvor man selv med et rustent engelsk kan følge med. Det er svært at rådgive så meget i, hvilket fag man skal vælge, men jeg kan dog anbefale, at du tager en snak med en studierådgiver inden, hvis du er i tvivl. Men alt i alt er niveauet ganske højt, og du går ikke tomhændet herfra.

Et godt råd: Når du skal vælge fag til semesterstart, så kan du kun vælge de fag, som starter med tallet 58… lige nu giver det måske ikke mening. Men tro mig, når du skal vælge, så bliver det et af de bedste råd, jeg kan give.

Det er også værd at huske på, at når alle andre i slutningen af semesteret kæmper med eksamener, ja så har du ferie. Studerende på communication har nemlig ingen eksamener. Til gengæld har man lidt flere afleveringer i løbet af semesteret, men det er ikke noget, som gør det nævneværdigt sværere.

Socialt samvær og aktiviteter: Jeg har sjældent oplevet en skole, som har været så dygtige til at arrangere arrangementer for deres studerende. Der er store fester stort set hver uge. Der er sociale arrangementer for både internationale og australske studerende. Der er tusindvis af forskellige sportsklubber, madklubber og sproggrupper, som du frit kan vælge til eller fra. Desuden er de ekstra opmærksomme på deres internationale studerende, og derfor er der i løbet af den første måned arrangementer hver eneste dag, som sikrer, at du aldrig føler dig alene. Desuden er festerne virkelig i topklasse, og de får let rus-ugen på journalisthøjskolen til at blegne.

Til sidst vil jeg blot slutte med et par gode råd til de næste, som tager et smut forbi UTS i Sydney:

1)     Jeg kan kun anbefale, at I søger om et værelse i et af de mange kollegier, som tilhører skolen. (Jeg vil dog fremhæve Yura, som klart det bedste. Men samtidig også dyreste). Der er tusindvis af sociale arrangementer hver eneste dag. Alt fra bordtennisturneringer, gratis yogaundervisning og store fester. Du keder dig aldrig, og du er aldrig alene. Desuden er de alle placeret lige i hjertet af Sydney. Du kan gå fra dit værelse til din klasse på cirka 2 minutter. Du kan tage en bus foran din dør, som på 10 minutter kører dig til Sydneys varemærke – operahuset. Eller 25 minutter til Bondi beach.

2)     Tjen så mange penge, du overhovedet kan før du rejser af sted. Det er møg dyrt hernede. En enkelt avokado koster f.eks. ca. 17 kr. Og en flaske sprut koster let over 200 kr. Desuden har du mulighed for at rejse rundt i din midterm-ferie (10 dage)samt efter dit semester. Desuden har du kun cirka 9 timers samlet undervisning om ugen, så du har også mulighed for at tage nogle længere weekender. Jeg har f.eks. brugt mine weekender på surfcamps, dykkerture og besøg i hovedstaden Canberra.

Skynd dig at komme af sted. Australien er et fantastisk land, UTS er et fantastisk universitet, og så får du mulighed for at rejse rundt i et af verdens flotteste lande.
Som australierne siger: No worries mate!

Skynd dig af sted.

CFJ Paris

CFJ, Paris, foråret 2013

Af Gerd Kieffer

En af mine bevæggrunde for at rejse udenlands var, at jeg gerne ville se, hvordan journalister i andre lande bliver uddannet. Hvad er fællesnævnerne, og hvor er forskellene… Dét ønske fik jeg til overmåde opfyldt under mit ophold på CFJ (Centre de Formation des Journalistes) i Paris. Måske endda lige til grænsen.

CFJ er en af Frankrigs mest prestigefyldte journalistskoler. Den toårige uddannelse tiltrækker horder af håbefulde elever, hvoraf kun omkring 45 kommer ind hvert år. Har du ikke det, der kræves, skal den omfattende optagelsesprøve nok verfe dig til side.

Jeg fulgte 2. semester på CFJ, hvilket ikke minder det mindste om det tilsvarende semester på DMJX. Hvor det første års tid på Oluf Palmes Allé handler om selve håndværket, hvordan du laver et interview, arbejder med de forskellige tekstgenrer og kigger på, hvad god skrivestil er, lærer de franske elever forskellige emneområder at kende. Således er der en række 1-uge seminarier som sport, kultur, økonomi og politik, hvor man lærer om journalistikken inden for lige præcis dette område. Meget skægt, men også lidt underligt – for vil du gerne være eksempelvis sportsjournalist, jamen så skal du jo nok lære at producere til den genre sidenhen.

Samtidig har CFJ meget lidt fokus på feedback og idéudvikling i forhold til DMJX. Jeg har kun i ét tilfælde fået en egentlig feedback og vurdering af mine evner udi fransk journalistik – og den feedback kom i øvrigt tre måneder for sent. Elevernes opgaver har oftest deadline samme dag og skrives i ni ud af ti tilfælde kun ved hjælp af research på nettet og det franske nyhedsbureau AFP. Ingen opkald, ingen ”ud og møde kilderne i virkeligheden”, ingen kildekritik. Af- og omskrivning.
Og alle elever får stillet samme opgave: Skriv om den her begivenhed. Der er en, efter min mening, foruroligende mangel på nysgerrighed og undren, og evnen til at tænke selv og videreudvikle historier.

Dog skal det tilføjes, at der på CFJ – og velsagtens i Frankrig generelt – er en hel anden tilgang til faget. For mine franske medstuderende er journalistik lig med hardcore nyhedsjournalistik. At man som journalist skulle beskæftige sig med kommunikation eller arbejde for en virksomhed er dem fuldstændig fremmed. Samtidig bliver franske journalister ofte fastansat i deres første stilling og bliver hængende dér resten af deres arbejdsliv. Derfor bliver de studerende også opfordret til at tilrettelægge deres strategiske moves – såsom valg af praktikplads og mediespecialisering – alt efter hvor/på hvilket medie de ønsker at blive ansat.

Men men men – trods min danske spørgelyst og undren, der til tider er kulmineret i irritation, over CFJ’s måde at fungere på, den konsekvente kommen for sent fra både underviser og elevers side og ændringer i programmet med en uges varsel, har CFJ klart givet mig en god mængde erfaringer og oplevelser med i rygsækken.

2. semester på CFJ byder blandt andet på ”journal-école”, hvor førsteårseleverne (i alt knap 50 fordelt på tre grupper) sammen skal lave en daglig avis i en uge. Der er udlandsrejsen, hvor eleverne skal producere artikler i og om et fremmed land til en blog. Vi var i Grækenland, året før var de i Tunesien og året før igen Indien.
Hver uge inviterer CFJ også gæster, der kommer og holder oplæg eller stiller sig til rådighed for elevernes spørgsmål. Jeg har således mødt blandt andre indenrigsminister Manuel Valls, leder af Parti de Gauche Jean-Luc Mélenchon og fransk journalistiks enfant terrible Audrey Pulvar.

Også et multimediekursus har jeg i frisk erindring. Underviseren var Frankrigs førende internetjournalist, hackeren Manhack, som lærte os nogle super brugbare tricks.

For mig har den største gevinst nu alligevel været Paris uden for CFJ.
Med skoledage fra 9 til 18-19-stykker hver dag, nød jeg at komme hjem til mine fantastiske bofæller og lejlighedens venner, der også blev mine. Det er gennem dem, at jeg for alvor har lært byen og alle dens krinkelkroge og hemmelige steder at kende. Det er sammen med dem, at jeg har snakket til sent, festet til ditto og tilbragt uendelige timer med god mad og vin. Og det er på grund af dem, at jeg for alvor har forbedret mit franske, og at jeg en dag vender tilbage til skønne og insisterende Paris.

Monash University, Australien

Forventningernes Melbourne

Af  Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Jeg kom til Melbourne med bagagen fuld af forventninger. Forventninger om en inspirerende by at leve i, et halvt år med tid til fordybelse i det faglige på Monash University, en markant forbedring af mine engelskkundskaber, nye venner – australiere såvel som andre udvekslingsstuderende, tid til at nyde godt af naturen rundt om Melbourne og også gerne tid til at øve mig på den mundharmonika, jeg igennem længere tid gerne har villet lære at spille på.

Nogle forventninger er indfriet, andre er ikke (surprise…!). Vi tager det fra en ende:

Melbourne er fantastisk! Det er uden sammenligning den mest behagelige millionby, jeg har været i. Folk er generelt afslappede og venlige, det bugner med hyggelige vandhuller, kultur og alt det der. Det værste er afstandene, og et råd herfra vil derfor være at finde noget at bo i inde i byen. Der er en time med det offentlige til Clayton Campus fra centrum, og derude er det meget småt med seværdigheder. Jeg boede i St. Kilda, det viste sig at være ret perfekt ift interessant kvarter samt afstand til både Monash og CBD.

Det faglige viste sig at være spændende, lærerigt og en større udfordring, end jeg havde regnet med. Sproget gjorde læsebyrden tungere end forventet, og afleveringerne krævede en større indsats end forventet. Det faglige indhold var til gengæld interessant. Faget ’Australian Idol’ bød på en spændende introduktion til de knap så flatterende sider af landet, og underviser Tom Heenan blev mere og mere underholdende, efterhånden som han blev fortrolig med os (og jeg vænnede mig til hans tykke, australske dialekt). Faget ’Journalism, War and Conflict’ bød på masser af spændende læsestof, og jeg nød godt af underviser Fay Andersons store viden om mediedækning af alverdens konflikter, om end diskussionerne i klassen af og til løb af sporet i overvældende forargelse over manglende dækning af krige i tredjeverdenslande. Jeg vil vove at påstå, at jeg er blevet en væsentlig bedre fotograf efter at have fulgt faget ’Photomedia Imaging 1’ (udgangspunktet var beskedent…), selvom jeg undervejs har været ved at kløjes i forskellige fotografers og teoretikeres værker samt underviser Matthew Stantons entusiastiske, men ustrukturerede fremgangsmåde. Hans forelæsninger var som regel meget inspirerende, hvorimod hans tutorials spændte fra lærerige til spild af tid.

Mine engelskkundskaber er klart forbedrede, men ikke så markant, som jeg håbede på. Det hænger nok sammen med flere ting. Min kæreste var med i Melbourne, så jeg snakkede mere dansk og mindre engelsk, end jeg ville have gjort, hvis jeg havde været af sted alene. Det hjalp heller ikke på engelskkundskaberne, at mine bedste, nye venner skulle vise sig at være danskere – og dermed er vi videre til næste punkt.

Det har været langt lettere at lære andre udlændinge at kende end australiere. Hovedparten af de australske medstuderende var en del yngre end mig selv, og dem, der virkede jævnaldrende, virkede som om, at de havde meget travlt og derfor var svære at komme ind på. Jeg lærte dog andre, internationale studerende at kende, jeg mødte andre udlændinge gennem couchsurfing, og så var der de andre danskere fra Journalisthøjskolen, som var vældigt hyggelige at hænge ud med.

Sammen med min kæreste købte jeg en bil lige så snart, vi havde fundet et sted at bo. Der er en del faldgruber i forbindelse med bilkøb i Australien (jeg uddyber gerne, bare ring eller send en mail), og ejerskabet har ikke været uden kvaler. Indtil videre har det dog været det hele værd, for med bilen var det legende let at komme ud af byen i weekender og ferier, og det blev også til en dagstur på surfbræt ved Torquay Beach. I skrivende stund har bilen fragtet os til det nordlige Queensland som del af en syv uger lang roadtrip (igen, I er velkomne til at henvende jer, hvis I vil høre mere).

Nå ja, mundharmonikaen har stadig ikke været oppe af rygsækken…

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

hartkopf.mikkelsen@gmail.com

Southampton Solent University

Til dig der vil opleve det rigtige England

Af Dorothea Margrethe Berg Johansen

Southampton er ikke en smuk by. Alt det smukke blev bombet væk under 2. verdenskrig og nu ligger resterne af de gamle Tudor-bygningsværker og stritter mellem KFC’s og pound shops. Hvis du gerne vil se England fra bagsiden og opleve Thatcher-politikens konsekvenser, er Southampton det perfekte udgangspunkt. Her bor folk med fuldtidsarbejde, der kun har råd til at bo på et enkelt værelse i et dele-hus med fire andre, der bor enlige mødre, der må strippe om natten, for at få råd til tøj til ungerne, og så bor der helt almindelige englændere, der går på pub’en for at spise frokost.

Udover ‘the working poor’ og folk på overførselsindkomst bor der rigtig mange studerende i Southampton, da der er to universiteter i byen. Solent er det mest moderne af de to. Southampton Solent University er moderne på den måde, at det tilbyder det, som de unge gerne vil have -man kan blandt andet tage en bachelor i comedy her. Jeg læste fag fra Music Journalism-linjen og deres Film og Tv-linje, nogle fag, der var meget interessante og på et fagligt niveau, hvor man som DMJX-studerende sagtens kan følge med.

De mange studerende, og især de mange udenlandske studerende i byen giver rig mulighed for at danne et netværk hurtigt, men man skal som dansk studerende dog være opmærksom på, at man nok bliver den ældste i flokken (de fleste andre studerende er omkring 20 år gamle).
Jeg tog til Southampton for at læse Music Journalism og for at se det rigtige England. Jeg har tidligere kun været i London, når jeg har besøgt England. Begge ønsker blev opfyldt i Southampton. Jeg har hørt hooligans synge hele eftermiddagen, når der var hjemmekamp på Saint Mary’s Stadium, og jeg har mødt mennesker, der som følge ef Jern Ladyens politik i 80’erne ikke kan flytte sig fra den klasse, de er født ind i. Jeg er blevet undervist af en gammel punker fra Manchester, og jeg har været til foredrag med ham, der opfandt begrebet Britpop. Alt i alt har det været nogle begivenhedsrige måneder i havnebyen på den Engelske sydkyst, hvor jeg både har fået nye venner, lært en masse om subkulturer, protestsange og kult-film, og har spist en masse virkelig dårlig mad.

Concordia, Canada

Poutine og permafrost

Gode, nye venskaber var den helt store grund til, at jeg overlevede fem måneder med -20 grader, uendelige snemasser og alt for mange skoleopgaver.

Af Karen Sofie Egebo

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Overvej lige, om du er til meterhøj sne og kæmpestøvler på i byen, og til ikke at kunne gå en tur på mere end fem minutter, fordi dine lår fryser til is. Hvis ja, så tag endelig til Montreal på vintersemestret. Ellers ville jeg nok vente til efteråret. For ja, Montreal er absurd kold om vinteren. Vi nåede ned på -40 som det mest ekstreme, og på et tidspunkt syntes vi, det var ’varmt’, når der ’kun’ var -15… På den anden side har det været interessant at opleve, om end jeg til sidst ikke kunne tåle synet af sne. Især ikke i slutningen af april…

Når det er sagt, har mine måneder i Montreal været vidunderlige. Ikke så meget på grund af skolen eller byen, men fordi jeg har lært nogle gode mennesker at kende. Både andre danskere – vi endte ironisk nok med at være en temmelig sammentømret danskerklub, som kendte hinanden på kryds og tværs – nordmænd, franskmænd og indfødte canadiere. Især sidstnævnte viste sig at være et godt bekendtskab; en nat på bar resulterede i to nye venner, som var ivrige efter at vise os Québec og tog os med til Québec City og på sugar shack dybt ude i skovene.

Det var altså ikke på skolen, jeg hentede nye venner. Som 25-årig er der et par år ned til dine medstuderende, og der er en mærkbar forskel på canadierne og os; selvom de næsten har overstået fire år på universitetet, bor en del stadig hjemme. Undervisningen er også på et andet niveau: Canadierne har ikke været i praktik, og jeg blev overrasket over, at mange – selv på fjerde år – blev ængstelige over at blive kastet ud i interviewopgaver.

Jeg havde valgt tre skrivefag (Magazine Writing, Feature Writing og Literary Journalism) og et filmfag (Late Silent Film), og jeg havde nok valgt anderledes, hvis jeg havde tænkt mig om – tre skrivefag betyder nemlig rigtig mange afleveringer, og jeg druknede totalt. Selvom der hverken var arbejdsrapporter eller store krav, var det hårdt at skulle producere så meget, når der også var læsning og et vigtigt socialliv. Dog var lærerne rigtig søde, hjælpsomme og inspirerende, og opgaverne var sjove. Mit filmfag var interessant, og det var skønt at kunne læne sig tilbage i røde biografsæder hver mandag og se stumfilm. Det ville jeg gerne have haft tid til at nyde meget mere, og jeg kan virkelig anbefale at tage et udvekslingsophold som en mulighed for at prøve nogle helt andre fag af end journalistik.

Inden afrejsen panikkede jeg en del over sprogtest, CAQ, fagvalg og sundhedsforsikring. Der er dog ingen grund til bekymring. Sprogtesten var nemt overstået, CAQ’en kan du godt spare, for den er der ikke brug for (selvom skolen siger det), og sundhedsforsikringen er dækket af dit sygesikringskort. Fagvalget var dog besværligt. Et godt tip er at alliere dig med vejlederen på dit fakultet, for det er hende, der skal åbne op for dine fag, så du kan få dem. Jeg var for sent ude i forhold til skolens deadline, men fik alligevel præcis, hvad jeg ønskede. Bare vær vedholdende og tag eventuelt ud og snak med vejlederen, når du ankommer, så kan hun nemt hjælpe dig.

Og så er der byen. Da jeg har boet i Berlin og helt uforbeholdent elsker byen, var jeg meget begejstret over, at mange sagde, at Montreal er Nordamerikas Berlin. Ja, Montreal er også lidt fattigsexet og bohèmeagtig med mange musikere, kunstnere og kreative sjæle – men Montreal mangler i dén grad Berlins vildskab. Barerne lukker tidligt (kl. 03), og især om vinteren får man fornemmelsen af, at montrealerne er gået i hi. Det var i hvert fald altid danskerne, der stod tilbage og ikke var noget nær trætte, når lyset blev tændt på diskotekerne. Til gengæld blomstrer byen væsentligt op, når det bliver varmt, og mange af de vinterlukkede, fede barer åbner – især dem, som måske har givet Montreal sin Berlin-sammenligning.

Jeg boede i området Mile-End, som er hipsterområdet med gode caféer og sorte barer, vintagebutikker, pladeforretninger og boghandlere, som holder digtoplæsninger. Min gade var midt i det ortodokse jødiske område, og det gav en virkelig fed fornemmelse af at være langt væk hjemmefra og få indblik i en anden kultur. Det kan varmt anbefales!

Nord for ’the tracks’, altså nord for Mile-End i området omkring Jean-Talon, er der en del gamle industribygninger, hvor de kreative stille og roligt er ved at rykke ind. Det er her, de hemmelige barer ligger, hvor man skal være heldig at vide, hvornår der er illegal fest, og det er både billigt og en mulighed for at bo et unikt sted.

Så er der Plateau, som er der, hvor franskmændene (altså dem fra Frankrig) bor. Her har gentrifikationen haft sit indtog, men der er stadig mange gode steder. Ellers er Montreal en by, hvor man som regel kun opholder sig i få områder; Mile-End, Plateau og Downtown, når man skal i skole. Resten af den relativt store by er kedelige beboelsesområder, og det kan godt virke meget småt, endda mere småt end København. Men derfor er der mulighed for at udforske nogle områder, hvor der sjældent kommer turister; f.eks. øens vestside, hvor de fleste anglofone bor. Tag bussen ud engang (dit metrokort virker alligevel til et kæmpe område) og kig dig omkring.

Et udvekslingsophold i Montreal er også en rigtig god mulighed for at tage på nogle andre ture. Vi var i Québec City og New York, og Boston, Toronto og Ottawa er også indenfor overskuelig rækkevidde.

Alt i alt; Montreal mangler måske lidt fandenivoldskhed, og jeg endte med at blive lidt træt af alt det franske, men jeg ville bestemt ikke have været foruden mine fem måneder med permafrost og gode venskaber. Så tag endelig afsted, hvis du vil fordybe dig i en by, hvor der både er kreativ stemning og frankofon charme, hvor ishockey er religion, man står i høflig kø til bussen, og hvor kaffen er billig, men ostemadden meget dyr.

PS. Prøv poutine, når du er på vej hjem fra byen; Montreals ’nationalret’ består af pomfritter, brun sovs og frisk mozzarella-agtig ost, der knirker mellem tænderne. Snasket, men interessant…

Limerick, Irland

Fem tips, hvis du overvejer udveksling i Limerick, Irland

Af Patrick Boje Jensen

Inden du læser dette, vil jeg skynde mig at bemærke, at jeg havde en fantastisk tid i Limerick. Så hvis nogle af de fem nedenstående tips virker lidt mavesure, er det fordi, jeg ikke tror, at udveksling i Limerick vil tiltale alle. Men husk på, at jeg nød min tid der til fulde, så tag det med et gran salt.

Tip 1: Tag af sted for det sociale, ikke for det kulturelle

Det ville være synd at sige, at Limerick er et kulturelt centrum – for noget. Til gengæld er det sociale liv på University of Limerick fremragende, og der bliver specielt taget hånd om de internationale studerende – og dem er der rigtigt mange af. I de første uger, er der så mange arrangementer, at det nærmest har karakter af en ryste-sammen-tur, og til mange af arrangementerne er der også rig mulighed for at møde de irske studerende. (Disclaimer: Det er den dårligst bevarede hemmelighed på campus, at stort set alle arrangementer på universitet relaterer sig til alkohol på en eller anden måde. Så hvis du ikke gider fulde mennesker, er Limerick formentlig ikke stedet for dig.)

Tip 1A: Meld dig ind i buddy-ordningen

University of Limerick tilbyder en såkaldt ”buddy”-ordning, hvor du sammen med tre-fire        andre udvekslingsstuderende får tildelt en irsk studerende, hvis opgave det er at få jer   ordentlig i gang. Jeg var selv i tvivl, men endte med at melde mig til, og det var en    fremragende beslutning.

Tip 2: Bo ”off-campus”

Kan du lide det, du har læst herover, og har du besluttet dig for at tage til Limerick? Så skal du finde noget at bo i, og der er egentlig kun to muligheder. Du kan vælge at bo på campus i en af universitets studenterlandsbyer, eller du kan vælge at bo udenfor campus. Fra universitets hjemmeside kan du finde links til begge muligheder. Jeg boede selv i en af studenterlandsbyerne udenfor campus, og det vil jeg anbefale. At bo på campus er langt dyrere end de fem studenterlandsbyer i nærheden, og mit indtryk er, at man ikke får mere for pengene.

Tip 3: Vær forberedt på, at universitetet ikke er forberedt på dig

University of Limerick får sjældent udvekslende journaliststuderende, og jeg var den første der fra DMJX. Journalistuddannelsen på UL er indrettet som ét kontinuerligt forløb, og det kan umiddelbart være svært at finde et enkelt journalistisk fag, hvor man bare kan hoppe ind. Jeg kan anbefale Magazine Journalism. Underviseren Emer Connolly siger ganske vist, at hun ikke vil have udvekslingsstuderende, men hun kan overtales.

Tip 4: Thank God It’s Friday

Efter en uge i auditorierne kan der godt være brug for at glemme studierne lidt. Og den bedste måde er universitets egen dansebars ”TGIF”-fester, der afholdes hver fredag. Festen er arrangeret sammen med International Society (en gruppe af studerende der står for kommunikationen med de udvekslingsstuderende) og er et nemt og sjovt sted at møde de andre studerende. I modsætning til mange af diskotekerne i byen er der som regel en hyggelig tone, og der er altid mange mennesker og masser af spas.

Tip 5: Tag på ture

Limerick er som nævnt ikke den kønneste by, men inden for en dag i bus er der flere klipper, bakker, strande og sjove accenter end du kan drømme om. Og heldigvis arrangerer både Student Union og de lokale rejseselskaber masser af ture til nærliggende byer og seværdigheder, og pladser på turene er til salg til en rimelig pris.