San Francisco State University, USA

Af Christopher Rasmus Nørgaard, MPL

Netop hjemvendt fra et semester i San Francisco kan jeg nu sidde her ludfattig, men rig på oplevelser og sprede min visdom til jer, der overvejer at tage et semester, hvor jeg var. Og hvor skræmmende, det end lyder, uanset hvor hårdt det kan være i starten, uanset hvor stort et SU-lån, I er tvunget til at tage, kan jeg kun anbefale San Francisco State University.

Mit navn er Christopher, 22 år, studerer Medieproduktion og Ledelse og jeg havde fire måneder med fag SFSU’s BECA-afdeling (Broadcast Electronics and Communication Arts) og hold da kæft, hvor er det nogle fede ting, man får lov at lave. Jeg har været med til at filme tv-programmer i skolens studier, lave helt hjemmelavet lyd til et filmklip, dækket live baseball og været med til at planlægge BECA-afdelingens årlige awardshow – alt sammen som en del af min uddannelse. Det har været helt ufattelig lærerigt, hvilket får mig til at skille ud fra mængden af de folk, som synes at udveksling ikke giver en skid på din læring. De kan rende og hoppe.

Når jeg ser tilbage på opholdet som en helhed, så ville jeg ønske, at jeg måske rent faktisk havde fulgt det råd, jeg havde læst i SAMTLIGE blogs om opholdet i San Francisco. LAD VÆRE MED AT FINDE ET STED AT BO HJEMMEFRA. Jeg fandt et sted på Facebook, sagde ja inden jeg fløj og tog afsted med god samvittighed. Men ganske rigtigt, som alle de tidligere havde forudset, så ender man med noget lort. Jeg har ikke engang de vilde billeder fra min tid der, simpelthen fordi jeg var så fokuseret på at komme væk – men det er vigtigt, man har is i maven, for der dukker hele tiden noget op. Jeg måtte til sidste gå en smule på kompromis med min nordjyske oprindelse og betale omkring 6.500 om måneden for et delt værelse i et hus med 7 mennesker i alt. Til gengæld lå det lige ved siden af skolen, hvilket var rart, da jeg havde undervisning alle ugens fem dage.

Lige nøjagtig den del har jeg også fortrudt. Jeg valgte de fag, jeg fandt mest spændende og fik dem klemt ind, så de passede mandag-fredag. Det var der ikke mange andre udvekslingsstuderende, der havde gjort, og det betød, at jeg var en af de få, der ikke havde fri om fredagen. Set i bakspejlet, burde jeg have fulgt samme opskrift, for det betød, at jeg havde kroniske tømmermænd om fredagen og gik glip af evt. weekendture, fordi jeg først fik fri kl. 18-20 om fredagen (afhængig af den pågældende baseball-kamps længde).

Jeg kan bitche over nok så mange ting, jeg har haft det rigtig stramt med i løbet af det sidste halve år, men det opvejes af alle de fede oplevelser, jeg har haft. SFSU har en gruppe tilegnet udvekslingsstuderende, som laver ugentlige arrangementer og konstant sørger for, at du møder en masse nye mennesker. Det skal de have tak for, og jeg kan kun kaste min anbefaling af San Francisco videre til alle jer, som måske overvejer et ophold i byen med verdens næstdyreste husleje – til gengæld har de en flot, orange bro, man kan gå over.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *