Udveksling på Murdoch University i Perth

Af Rikke Nørgaard, kommunikationsstuderende

I efteråret 2022 var jeg på udveksling på Murdoch University i Perth, måske du også kender den som verdens mest isolerede by, men det skal man absolut ikke lade sig skræmme af – medmindre du hungrer efter en høj storbypuls, et vildt natteliv og uendelige shoppemuligheder, for så er Perth nok ikke byen, du skal sætte kursen mod. Er du derimod på jagt efter et sted, hvor du kan opleve krystalblå strande, verdens smukkeste solnedgange, mindre turistede byer og den kæmpestore outback, så kan jeg varmt anbefale, at du skynder dig at booke en billet til Vestaustralien. 

Uni liv

Murdoch University er et meget mangfoldigt universitet med plads til alle typer mennesker og nationaliteter. Vi var kun to danskere, hvilket betød, at der var god mulighed for at få en masse internationale venskaber. Universitet er forholdsvis stort (i hvert fald når man er vant til DMJX 😉 ) og byder på både food court, et stort bibliotek, fitnesscenter, en kinesisk have og mange forskellige social clubs. 

Selve skolegangen er en del anderledes end på DMJX. Undervisningen er tilrettelagt således, at man har workshops samt pre-og post-workshops, hvor sidstnævnte er selvstudie med læsning, forberedelse og quizzer til undervisningen. Workshoppen minder om klasseundervisning i gymnasiet dog varierede antallet af fremmødte meget, og det var ikke unormalt, at vi kun var fem mennesker til en workshop.

Jeg havde følgende fag: 

  • Freelancing and consulting

Et praktisk fag med fokus på opstart af egen virksomhed heriblandt alt fra klienter og forretningsplaner til forsikringer og økonomi dog med fokus på de australske regulativer. Det fedeste var klart, at underviserne selv er selvstændige, og derfor havde masser af praktisk know-how.

  • Graphic design

Jeg havde ret høje forventninger til dette fag, men må indrømme, at jeg blev en smule skuffet. Hvis man, lige som jeg, er helt grøn i InDesign, Illustrator og Photoshop, kræver det en del tid og learning by doing at sætte sig ind i programmerne, og selvom det var et begynderfag, havde jeg indtryk af, at det forventes, at man har en forholdsvis god forståelse af programmerne på forhånd. 

  • Cultures of innovation

Mit mest teoretiske fag, der handlede om innovationskulturer, og hvordan man skaber innovative arbejdsmiljøer. Jeg synes ikke, at faget var den store raketvidenskab, men det var helt fint og ret spændende at opleve forskellige kulturers tilgange til innovation og kreativitet.

  • Drawing

Jeg havde oprindeligt valgt ”Global Marketing”, men faget viste sig at være en 1:1 gentagelse af pensum i 1.g på hhx, så jeg byttede det ud med ”Drawing”, hvilket jeg endte med at være rigtig glad for. Generelt kan fire fag være en ret stor mundfuld, hvis man også vil have tid til at opleve noget – og det vil man!

Drawing er et fag, hvor alle niveauer kan være med, så hvis du, ligesom jeg, ikke engang kan tegne en tændstikmand, skal du altså ikke lade dig skræmme – det lærer du! Derudover var det også fedt med et kreativt fag, hvor hovedet kunne få en pause fra bøgerne. 

Et kæmpe life hack er, at du på Murdoch Handbook kan læse om alle fag og se antallet af eksamener og afleveringer, før du vælger dem. Jeg var så heldig, at mine fag kun havde afleveringer og ingen eksamener, så mit semester stoppede allerede i starten af november. Hvis du er tidlig ude, kan du også selv sammensætte dit skema, så jeg gik derfor kun i skole tre dage om ugen.

Bolig

Jeg vil klart anbefale dig at bo i Murdoch University Village. Det var her, næsten alle internationale studerende boede og derfor også stedet, hvor jeg fik mange af mine sociale relationer. Village har et ret godt socialt program med ugentlige aktiviteter f.eks. Pancake Tuesdays, gratis fællesspisning, udflugter og filmaftener. Derudover ligger det kun 5 min fra universitet og et par kilometer til det lokale indkøbscenter. I forhold til prisen er lejlighederne virkelig ikke noget særligt, så man skal klart vælge Village for det sociales skyld. Man kan bo i alt fra 1-8 personers lejligheder. Jeg boede i en 5-værelses med folk fra Hong Kong, Japan og Kenya, hvilket i sig selv var en oplevelse på både godt og ondt. Lad mig sige det sådan, at man i hvert fald lærer at være mindre sart med rengøringen 😉

Fritid og ture 

Afstandene mellem seværdighederne i Vestaustralien er ret store, så det er svært at komme rundt uden en bil. Perth city og Fremantle er de to byer, der ligger tættest på uni, så det var i disse områder, jeg brugte mest tid. Derfor er det også virkelig dejligt, at man har to ugers study break, hvor man kan tage længere væk på opdagelse.

Normalt arrangerer skolen en 10 dages tur op gennem Nordvest Australien, men den blev desværre aflyst. Vi var dog en lille gruppe, der selv lejede en minibus og camping gear for at tage på turen, og det endte med at blive noget af det bedste på mit udvekslingsophold. Vi camperede i outbacken, vandrede gennem de smukkeste kløfter i Karijini nationalpark, snorklede mellem koraller og manta rays i Coral Bay, så delfiner i Monkey Mia og kørte tusindvis af kilometer gennem den tørre ørken. Så får du muligheden for at tage op gennem Nordvest Australien enten selv eller med skolen, så vil jeg VIRKELIG anbefale dig det. 

Derudover får du lige en liste med steder i nærheden af Perth, som er absolut must sees: 

  • Fremantle aka ”Freo” – hyggelig lille havneby med charmerende gamle bygninger, hyggelige cafeer, indendørs marked, et bryggeri og et tidligere fængsel
  • Rottnest Island – øen fyldt med quokkaer og de skønneste strande 
  • Penguin Island – som navnet antyder, kan du her være heldig at se pingviner
  • Heirisson Island – en ”ø” lidt uden for Perth city, hvor du kan se kænguruer
  • Kings park – botanisk have med gode picnic spots
  • Besøg alle de nærliggende strande f.eks. Fremantle South beach, Scarborough, Cottlesloe og Coogee 
  • Margaret River – Skønt område sydpå, som jeg desværre ikke selv nåede, men er blevet anbefalet mange gange

Tiden går siiindsygt stærkt, så jeg vil råde dig til at planlægge dine weekender allerede fra starten for at se mest muligt. 

Desuden starter semesteret allerede i juli og stopper derfor i november, så det giver en oplagt mulighed for at rejse videre bagefter. Selv nåede jeg både at rejse rundt på østkysten i tre uger og derefter til Vietnam, før jeg ramte dansk jord i tide til at nå flæskestegen og den brun sovs juleaften. 

Her kommer også lige 3 tips, som jeg godt ville have vidst på forhånd:

  • Send hellere din ansøgning afsted i dag end i morgen for ansøgningsprocessen tager rigtig lang tid, og du skal have alle godkendelser på plads, før du kan søge visum.
  • Husk regnjakke og striktrøjer – hvis du er afsted i efteråret, går der altså lige et par måneder, inden du kan gå rundt i t-shirts og shorts. 
  • Hvis ikke du ankommer til Village midt om natten, kan du spare en del penge ved selv at købe sengetøj, køkkenudstyr osv. i den lokale K-mart fremfor den pakke som Village tilbyder. 

Til slut er det vigtigste at sige, at drømmer du om et udvekslingsophold, så tror jeg næsten, det er ligegyldigt, om du sætter kursen mod Europa eller helt om på den anden side af jordkloden. For det du kommer til at tage med dig hjem, er oplevelserne og de relationer, du får – og det vil du med garanti få, uanset hvor i verden du lander. Når det så er sagt, håber jeg, at du vil give dig selv en KÆMPE oplevelse og udforske Vestaustralien. 

Udveksling i Melbourne på RMIT University, E22

Af Lucas Balleby, kommunikationsstuderende

Bryg en kop kaffe. Måske find læsebrillerne frem. Og kom så i sving med at pakke din backpack til Aussieland. For nu skal du overbevises om, at du bør hive teltpløkkerne op og snuppe et semester på RMIT University i Melbourne for (måske) at få dit livs oplevelse!

1:1-ish ligesom den sabbatårsrejse, som du hungrer efter! 

Den her bliver let at sælge. For et visit til Australien bør stå på alles bucket list. Og særligt Melbourne er en kulturrig sportsmetropol med et byliv fræsende i overhalingsbanen.

Som studerende har du rigeligt med tid til at opleve byen, der både rygtes for at have den bedste kaffe på kloden og samtidig kan byde på en skraldet papvin på intet mindre end 4 liter til omtrent en halvtredser. 

Når det kommer til UV, må byen dog se sig slået af de mere østlige solskinsbyer som Brisbane og Sydney i vinterhalvåret. Men fortvivl ej! Da semestret på RMIT blot varer fra midten af juli til slutningen af oktober, har du masser af tid til at rejse og at få din bronze on.

Til naturelskeren er området omkring Melbourne også en guldgrube. Lej en bil på fx Uber Carshare og drøn til diverse hotspots. Den kan stå på et smut til Wilsons Prom for at surfe og se kænguruer, mens også ruten Great Ocean Road er værd at opleve. Pak for resten også lige et telt, flyv til Tasmanien og tag en uges roadtrip der – den tur var uden tvivl på top-3 over mine oplevelser.

Nice to know før du daffer mod lufthavnen

Eftersom du er stoppet ved mit indlæg, tænker jeg, at du i forvejen er rimelig lun på Australien. Derfor vil jeg skåne dig for mine succesoplevelser med skolens futsalhold, røverhistorierne med mine tre australske roomies vennegruppe og mit finurlige første boligsted hos en australsk journalist, som jeg mødte få dage før udrejse.

Lad os i stedet springe ud i alt det, der kan tage pusten fra selv den mest optimistiske globetropper – det praktiske. Maks gab. Men okay, så kører vi: 

Visum – Søg, så snart du får de nødvendige papirer fra RMIT. Hav is i maven, husk at forny passet og stol på processen. Notebemærkning: Hvis du er sygt uheldig, bliver du udtrukket til et ObLiGaToRisk lægetjek. Og du slipper ikke. Så klem ballerne sammen, betal og få det overstået. 

Obligatorisk OSCH (sundhedsforsikring) – Bare køb gennem RMIT. Men den dækker ikke alt. Jeg helgarderede personligt med Gouda. Altså rejseforsikringen. Ikke osten. 

Flybilletter – Køb i god tid. Prisen falder ikke. Jeg fløj på enkeltbillet derned gennem Finnair. Men du kan vist også købe en fleksibel returbillet, så du kan ændre den valgte lufthavn til hjemrejsen. Overvej det, hvis du vil rejse rundt efter semestret.

Bolig  Warning: Processen kan give grå hår. En smart taktik er at finde noget midlertidigt såsom hostel hjemmefra. Men bind dig ikke til noget fast. Kig eventuelt på facebooksiden Fairy Floss Real Estate, appen Flatmates eller hjemmesiden Gumtree, der er australiernes svar på Den Blå Avis. Læg et boligbudget på mellem 5.000-8.000,- om måneden. Og bo med lokale. Ellers er et værelse på Carlton Melbourne College eller Scape Student Accommodation vist også fint.

Økonomi – Det kostede mange knaster. Men oplevelsen var hver eneste australske dollar værd. Og i bund og grund er det op til dig, hvor ofte du vil hoppe i spenderbukserne. Min egen tur (der i alt varede 6 måneder) kostede i hvert fald over 100.000 kroner. Hvis det kniber, kan du ret let søge et fleksibelt studiejob på en restaurant eller bar dernede. 

Pro tip: Brug Legatbogen.dk, kom til tasterne og fyr en masse målrettede legater af til gud og hver fond. Hvis førstnævnte er med dig, skal den sidstnævnte nok smide nogle sedler i din retning. 

Brugbare sider – Giv eventuelt følgende facebookgrupper et kig: ”Danes in Melbourne Australia”, ”Free Your Stuff – Melbourne” og ”Dansk i Australien”.

“Royal Melbourne Institute of Technology”… eller bare RMIT

Lad os være ærlige. Det er nok ikke indholdet på studiet, der får dig til at overveje Australien. Fair nok. Sådan havde jeg det også. Især fordi du i princippet blot skal bestå fagene. Og du kan endda gøre ligesom mig og skræddersy dit skema, så du kun skal møde fysisk i skole to dage om ugen. 

Men RMIT er nu en meget fed skole. Godt nok var niveauet ikke prangende, men mine fag var rimelig sprøde:

Understanding Sports Media 
Du lærer en masse om, hvordan kommunikation, journalistik og medier fungerer i sportens verden. Og deres forhold til hinanden. Så det her fag er en no-brainer for sportstosser. Fun fact: Den ene underviser er dansker.

Self Identity and Agency
Dette fag var mit wildcard. For hvor svært kan det være at skrive om sig selv? Men jeg blev snydt. Faget handler om identitetens og jegets udvikling gennem tiden. Sådan noget med Foucault og Kant. Det var egentlig spændende nok, men du bør ikke græde snot over at misse det.

Live Media
I grupper med andre studerende skal du både lave et radioindslag og et talkshow – begge live. Skolen har gigameget udstyr til rådighed. DMJX når dem ikke til sokkeholderne. Så hvis du gerne vil nørde med flere skærme ad gangen og prøve at erobre radiostudiet – this is for you.

Photojournalism
Faget får en varm anbefaling herfra. Især underviseren Gordon Farrer er brandvarm. Du får en masse praktisk viden om kameraer og indstillinger, mens du også får lov til at skyde et hav af billeder i Melbournes smukke (og skøre) gader. Og så er arbejdsbyrden rimelig overkommelig. 

For dælen. Hvis du ikke har tabt læsebrillerne endnu, har jeg fejlet grumt. Men tag ikke kun mine ord med i overvejelserne for at tage afsted. Søg på nettet og bliv blæst bagover. Et udvekslingsophold har beriget mange med vilde oplevelser – og snyd ikke dig selv for dem!