JMK Stockholm

Stockholm, jag älskar dig

 Af Maja Julskjær

Det er i virkeligheden en utaknemmelig og ret umulig opgave at blive bedt om at koge ens udvekslingsophold ned til en enkelt A4-side. 3000 anslag. Værsgo.

Det er ikke mere end få uger siden, jeg kom hjem. Kufferterne er kun lige pakket ud, og det er endnu ikke blevet hverdag. Jeg har derfor stadig ingen idé om, hvilke overskrifter, jeg kommer til at sætte på de 150 dage, jeg tilbragte i Stockholm i foråret 2013. Jeg tror, at det kræver, at det hele kommer på afstand, bliver fordøjet, lagret i hukommelsen.

Det, jeg så i stedet kan gøre nu, er at forsøge at liste nogle af de ting, jeg tror, jeg kommer til at savne og nogle af de ting, jeg ikke gør.

Ting jeg vil savne ved Stockholm

–          Selve byen. Stockholm er uden tvivl den smukkeste by, jeg har været i. Selv efter mere end fire måneder kunne jeg stadig få åndenød af lyset, bygningerne, naturen. Samtidig er Stockholm en meget hyggelig by med mange fine små kroge, cafeer og parker.

–          Sproget. Dansk lyder altså en smule fladt ved siden af det svenske. Jeg havde al min undervisning på svensk og talte desuden svensk med de fleste af mine udvekslingsvenner, hvilket gjorde mig ret habil på sproget. Har man ikke det ønske, kan det også lade sig gøre at forlade landet uden at kunne sige andet end ”hejsan”.

–          Universitetet. Nu har jeg ikke et særligt stort sammenligningsgrundlag, men for mig at se, er Stockholms Universitet et ret godt universitet med gode faciliteter og fed stemning. Der bliver arrangeret et utal af arrangementer for udvekslingsstuderende, men vil man lære de svenske studerende at kende, kræver det, at man selv gør en indsats.

–          Djurgården. Et grønt åndehul midt i byen. Selvom det er her, alle stockholmere tager hen, når de skal på græs, er det let at finde uforstyrrede stier til gåture. Det er i øvrigt også her, de fleste af Stockholms museer og attraktioner er placeret.

–          At kunne tage T-banen til alt. Selvom offentlig transport er hundedyr i Stockholm, fungerer den altså upåklageligt det meste af tiden.

–          Alle de spændende kulturtilbud, Stockholm har. Der findes mange spændende museer, udstillinger og gratis koncerter, så er man interesseret i den slags, er Stockholm et hit.

Ting jeg ikke vil savne ved Stockholm

–          Savnet til kæreste, familie og venner. Selvom Stockholm geografisk set ikke er så langt fra Danmark, føles det uendeligt langt, når hjemveen melder sig og de eneste, man har brug for, er dem man kender hjemmefra.

–          Priserne – især for at gå ud. I Stockholm betaler man gladelig 250 kroner for at komme ind på en club, derudover kommer garderobebetaling og måske nogle drinks (120 kroner) eller et par øl (65 kroner. For en lille). Det er selvfølgelig muligt at finde billigere steder, men det er altså bare dyrere at gå ud, end i Danmark.

–          Kulden om vinteren. Der var minus 18 grader, da jeg ankom og byen var dækket af sne. Selvom det var smukt, klart og solrigt, kom kulden bag på mig, og der var dage, hvor jeg nærmest ikke ”turde” at gå ud.

Afslutningsvis vil jeg klart anbefale Stockholm som destination for et udvekslingsophold. Selvom Sverige på mange måder minder om Danmark, synes jeg, at jeg har fået mange spændende oplevelser og lært helt utroligt meget de fem måneder, jeg var af sted.  Samtidig skal man huske, at hverdagen melder sig, også selvom man bor i et andet land, og det er ikke altid lige sjovt og spændende. Men sådan tror jeg det er alle steder, lige gyldigt hvor man rejser hen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *