Category Archives: Universitat Abat Oliba

Abat Oliba Barcelona

Af Thomas Sten Pedersen (journalist)

Har du mod på at få tre gange så meget for SU’en i varmere temperaturer, så er Barcelona lige dig. Og hvis du tilmed ønsker at prøve en bred vifte af journalistiske fag på engelsk, så er Universitat Abat Oliba et glimrende sted at gøre det.

I Barcelona behøver du aldrig kede dig. Der er et væld af attraktioner at se, og der er ikke sparet på pompøsiteten. Lige fra Sagrada Familia til de diverse Gaudihuse og parker. For en skandinav er vejret fantastisk næsten året rundt, og når varmen for alvor kommer, er der flere kilometer strand nær centrum. Oven i det, så er der gang i byens natteliv. Der er kæmpediskoteker, smudsede barer i smalle, skumle gader og en helvedes masse byfester i sommerperioden.

Som studerende på Abat Oliba får man en slags deja vu til gymnasietiden. Der tages fravær, og trækkes karakter for hver fraværstime du har over antallet af ects point, som faget er værd, der er ”reading controls” med udenadslære og næsten daglig skolegang – dette afhænger af dine fag.

Nogle reading controls er ren faktaopremsning såsom årstal og navne, mens andre mere er diskussionsorienteret ud fra pensum. Det kommer an på, hvad din lærer er til.

Der er et kort introforløb, når du ankommer på skolen, og så er der tilknyttet nogle rusvejledere. Men det skete der ikke meget med på mit semester. I stedet stod de internationale studerende i høj grad selv for det sociale. Den internationale afdeling afholder dog ture til forskellige seværdigheder i og uden for Barcelona for de udvekslingsstuderende.

Fagligt kan man få meget udbytte af seks måneder på Abat Oliba, men det foregår i et lidt anderledes tempo, end man er vant til efter Journalisthøjskolen og praktik. I mine seks fag, som jeg fortæller lidt om nedenfor, var der meget lidt praktisk undervisning. I stedet har man to timers forelæsninger, hvor læreren præsenterer noget ud fra slides, og så er der eventuelt diskussion.

Det mest praktisk orienterede fag, jeg har hørt om fra journaliststuderende, er ”Multimedia Journalism” – her får man vist lov til at skrive i forskellige genrer og på forskellige platforme.

Literature: Jeg starter med det bedste. Dette fag er simpelthen fantastisk. Pensum er spændende (Animal Farm, Brave New World og The Time Machine), og læreren er enormt oplyst og engageret. Nogle gange kommer han i tanke om noget fedt, når vi diskuterer bøger, og så nærmest løber han op til klasseværelsets computer, så han kan vise os det. I dette fag får man sat klassikere i historisk kontekst, lærer at se videre end blot teksten og man bliver generelt oplyst om en masse historie.

Cinema and Culture: Her bliver internationale film sat i kulturkontekst. Man lærer både om at analysere film, og samtidig se på hvilke kulturelle faktorer, der spiller med i, hvordan historien er blevet fortalt. Det åbnede mine øjne i forhold til, at Hollywoods måde at gøre tingene på ikke er den eneste rigtige. Reading Controls i dette fag er til gengæld ret svære.

Graphic Design: Et relativt praktisk fag, hvor man får lov til at rode rundt med InDesign. Samtidig får man øjnene op for, hvordan infografik kan bruges bedst muligt, og hvordan man selv skaber det. Man hører også om grafisk designs historie.

Technological Innovation in Journalism: Det her fag fokuserer på fremtidens journalistik og teknologiens indflydelse på den moderne journalistik – samt de uudforskede muligheder, der er. Man kigger på SEO, SMO, SEM og alt andet, der gerne skulle give flest muligt klik på ens webartikler. Der er en del praktisk arbejde igennem workshops og et semesterprojekt.

Journalistic Genres: Et noget mere teoretisk fag, end titlen lige antyder. Der er mange diskussioner om, ”hvad er journalistik?” og meget lidt praktisk journalistik, hvilket er lidt ærgerligt. Til gengæld runder man stort set alle journalistiske genrer – altså at tale om dem. Der dykkes ned i meget etablerede genrer, men der er også plads til at kigge på de mere obskure såsom spiljournalistik eller om ”Hurricane” fra Bob Dylan kan kategoriseres som journalistik.

Public Opinion: Et virkelig interessant fag, som åbner ens øjne for, hvorfor mennesker gør som de gør. Det er meget psykologi-baseret, og man lærer om, hvorfor mennesker har den mening, de har. Og hvordan den kan ændres. Og hvordan en mening overhoved skabes.

Jeg havde desværre ikke Multimedia Journalism, men jeg har hørt fra de andre udvekslingsstuderende, at de var trætte af mængden af opgaver, de skulle lave. Og jeg har savnet af skulle skrive artikler – blot at lytte bliver træls, når man kommer lige fra praktik. Så det kan eventuelt også anbefales.

Hvis du overvejer at tage et semester på Abat Oliba i Barcelona, så kan jeg kun bakke den overvejelse op. Byen er fantastisk, skolen er god og der er rig mulighed for at få et fantastisk halvår.

Universitat Abat Oliba CEU, Barcelona

Af Martin Gottschalk Rasmussen (journalist)

Fagligt: Universitetet tilbyder mange fag på engelsk, hvor man i de første to uger kan få lov til at følge forskellige fag, inden man endeligt skal beslutte sig. Niveauet og kvaliteten varierer meget, ligesom der også er stor forskel på de medstuderendes alder, som på nogle førsteårs-fag er helt ned til 18 år. Jeg fulgte følgende fem fag:

Communication: Et teori-tungt fag, hvor man får en introduktion til de basale begreber inden for kommunikation og perspektiverne for udviklingen af den.

Political Science: En form for grundkursus i de største og vigtigste politiske styreformer og funktioner.

Graphic Design: Et fag, hvor man får øjnene op for den visuelle formidlingen og lærer at anvende et designprogram, så man selv lærer at lave forskellige infographics.

Cinema & Culture: Her lærer man udviklingen inden for biografhistorien samt den kulturelle indflydelse på film og omvendt.

Information Enterprise: Hvordan skaber man en succesfuld virksomhed? Det får man svaret på i dette fag, hvor man også selv arbejder med sin egen virksomhed og sig selv.

Generelt er jeg tilfreds med mit faglige udbytte af fagene, der alle er relevante i forhold til journalistuddannelsen. Undervisningen har været særligt god i faget Information Enterprise, hvor underviseren fra USA, Jenifer Johnson, virkelig forstår at formidle sin viden på en interessant og stimulerende måde. Omvendt har jeg haft de største frustrationer med Graphic Design, hvor vi midtvejs i forløbet har skiftet underviser, hvilket ødelagde meget. Og så overraskede faget Cinema & Culture i forhold til den store arbejdsbyrde, som var på niveau med fag med 6 ECTS-point – på trods af, at det kun er 3 ECTS. I Cinema & Culture og Political Science har underviserne desuden været utrolig langsomme med tilbagemeldinger på karakterer/afleveringer, som vi efter flere måneder stadig ikke har fået svar på.

Socialt/Kulturelt: Studiet tilknytter dig en ”Buddy” fra studiet, der hjælper dig med praktiske ting og får dig godt integreret fra starten. Det har været en virkelig god ordning, der ud over at have givet mig et godt bekendtskab også har givet mig en indsigt i de ’lokales’ hverdag og kultur. Sammen med de andre buddies har de været utrolig flinke til at invitere os med på udflugter, som ikke var arrangeret af studiet, der også har nogle ture. Det kan også anbefales at melde sig til fodboldholdene på studiet, hvor jeg havde glæden af at spille sammen med to hold en gang om ugen, hvilket for mig også er en af de bedste måder at få nye bekendtskaber og øve sproget.

– Og tag nu ind og se FC Barcelona, når du er her. Verdens bedste fodboldhold. Punktum.

Universidad Abat Oliba

Af Janus Spøhr (journalist)

Siger Gaudí, Messi og Picasso dig noget? Kan du undvære din vinterjakke i fem måneder? Vil du til en by, hvor du aldrig keder dig? Hvis du kan sige ja til det, bør du overveje et semester på Universidad Abat Oliba.

Barcelona er som et spædbarn er pakket ind i uldne undertrøjer omgivet af bjerge på alle sider, hvilket giver et væld af muligheder for at se byen fra fugleperspektiv. Her vil du få øje på store og små berømte turistattraktioner som f.eks. den verdensberømte arkitekt Antoní Gaudis imposante bygningsværk Sagrada Familia, det historiefyldte Camp Nou – Barcas hjemmebane og mange andre ting. Når du er kommet ned på jorden igen, vil du slendre gennem små hyggelige kvarterer, cafeer og museer.

Barcelona er ikke kun en spændende by at gå rundt i, den danner også rammen om en kulturhistorisk arv, der strækker sig 300 år tilbage. Når du har været i Barcelona i nogle dage, vil du hurtigt få et indblik i dens betydning for catalanerne og forstå, hvorfor mange inderligt ønsker at løsrive sig fra Spanien. Om det er vigtig viden eller ligegyldig info, er op til dig, men det giver i hvert fald mulighed for at udvide horisonten rent vidensmæssigt.

Vejret i Spanien er yderst komfortabelt med temperaturer. der ikke kommer under 10 grader, når det er allerkoldest. Og spanierne – de er flinke, sjove og åbne. Så der er god mulighed for at få nogle nye venner, som du også kommer til at kende, når flyet er landet i Danmark igen efter de fem måneder.

Nå ja, udveksling handler også om at gå i skole, og det kommer du ikke til at glemme, når du vælger Abat Oliba. Forbered dig på et deja-vu til gymnasiet, hvis du har prøvet det. Der bliver taget fravær til timerne, der bliver lavet tests, og du skal i skole hver dag. Til gengæld slipper du for timelange forelæsninger, hvor en underviser står og snakker hele tiden. Og så skal du forberede dig på at lære de fleste ting udenad, fordi man ikke må bruge computer eller noter til de forskellige tests og eksamener. Det er en anderledes og udfordrende måde at blive undervist på.
En vigtig ting, hvis du vil undervises på engelsk (der er et fint udvalg af fag), er, at de fleste undervisere snakker flydende engelsk, så du bliver ikke mødt af en mur af en sprogbarriere.

Når du kommer op på universitet den første dag, bliver du mødt med et introduktionsprogram, der varer et par dage, og samtidig får du mulighed for at melde dig til gratis spanskundervisning og ture med dine medstuderende.

Hvis du overvejer at vælge Abat Oliba og Barcelona som destination for din udveksling, skal der lyde et stort ‘go’ herfra. Men snyd ikke dig selv for nogle weekendture til Valencia, Madrid, Tarragona, Girona, Sitges og Montserrat.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til jspohr@mail.dmjx.dk.

Abat Oliba, Barcelona

Af Arnela Muminovic

Mit vigtigste råd til alle dem, som overvejer at tage et semester i udlandet er: Gør det. Mit næste råd ville så være, at du skal tilbringe det halve år i Barcelona.

Ikke så meget fordi, du bliver udfordret intellektuelt og bliver fagligt meget klogere på Abat Oliba end det, du er blevet på skolen i Aarhus. Du skal nok vænne dig mere til at lære ting udenad, hvis du vælger et fag som Media System Analysis eller Globalization and Politics. Og blive testet i det i random reading-test. Du skal også vænne dig til, at ting tager lidt længere tid. Og at eleverne er noget yngre. Og at du pludseligt ser en nonne går rundt på skolen.

Men det er en del af hele oplevelsen. At opleve hvordan et andet uddannelsessystem virker. Og hvordan du bliver påvirket af en anden måde at undervise og administrere på. Jo, til tider var jeg da frustreret over det manglende system. Men derfor var det også en god undskyldning for at få frustrationerne ud sammen med sine medstuderende over en mojito senere på dagen. Som ikke er særlig dyr by the way.

Nej, jeg var godt klar over, at niveauet på skolen nok ikke var så højt. Jeg blev bekræftet i det. Men jeg har på ingen måde fortrudt det. Den vigtigste grund til, at jeg tog til Barcelona var interaktionen med mennesker fra hele verden – og fra Barcelona. At lære dem noget om Danmark og den anden vej rundt. Jeg ville  også lære noget om Barcelona, Katalonien, Spanien. Og det fik jeg i den grad gjort. Jeg fik rejst ret meget rundt i landet og kom fordi byer som Madrid, Valencia, Granada, Sevilla og Malaga. Det vil jeg også anbefale dig at gøre. I Spanien har de også en pendant til Go More – Blablacar.com – hvor man kan komme med på en ride for få penge og snakke spansk med en fremmed i fem timer. Udnyt det, rejs rundt og oplev Spanien.

Barcelona som by er fantastisk. Åben, imødekommende, farverig. Jeg brugte mange dage på at udforske den, og helst væk fra de turistede steder, som der også er mange af. Alene på grund af byen ville jeg tage et semester i Barcelona. Den har alt det, en storby skal have. Og lidt mere til.

Du skal ikke bekymre dig så meget om at finde et sted at bo. Der er mange, der udlejer et værelse i deres lejlighed. Jeg boede sammen med en fyr fra Paraguay og to piger fra England og Polen. Jeg vil anbefale dig ikke at bo alt for tæt på centrum, da det er meget lydt, turistet og du bliver træt af det i længden. F.eks kunne jeg aldrig finde på at bo tæt på Ramblaen. Så lad vær’ med det.

Mht. til sproget et det lidt tricky. Før opholdet ville jeg meget gerne forbedre mit spanske. Det er blevet bedre, men mest på grund af, at jeg snakkede spansk med min roomie fra Paraguay. De snakker generelt meget katalansk i Barcelona, og hvis de snakker spansk, er det svært at forstå pga. den katalanske accent.

Jeg havde håbet, at den gratis spansk-undervisning på skolen ville hjælpe mig gevaldigt. Men efter få uger droppede jeg hurtigt det kursus, da det var alt for ustruktureret. Så det vil jeg ikke anbefale dig. Meld dig i stedet på  et sprogkursus et sted i byen, eller find en en person over ”Intercambios Barcelona” på Facebook, som du kan mødes med en gang om ugen og øve spansk med.

Hvis du har flere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakt mig på muminovic88@hotmail.com – og så vil jeg prøve at hjælpe dig så vidt som muligt.

Abat Oliba CEU, Barcelona

Af Anne-Cathrine Jensen

Altså, en clara er halvt fadøl og halvt lemon sodavand og den bedste sangria får du på Placa del Sol hos Sol de Nit. Det er sådan set den vigtigste viden, jeg har forladt Barcelona med.

Universitet Abat Oliba ligger i den nordlige ende af byen, og med mindre du er frisk på en ordentlig travetur, som også går godt og vel op ad bakke, hedder det metro OG bus, når du skal i skole. Symptomatisk for spanske skoler, har de ældste årgange fri formiddag og timer eftermiddag/aften, en omvæltning i forhold til danske tilstande og en udfordring, hvis du har svært ved at stå op om morgenen uden et decideret formål.

Fagene hedder tjekkede navne som f.eks Media System Analysis eller Globalization and Geopolitics, men lad dig ikke skræmme. Lad dig slet ikke skræmme. Niveauet ligger langt under, hvad du er vant til i Danmark, de spanske elevers engelskkundskaber i de engelsksprogede fag er lavt og lærerne er nødt til at tilpasse sig deres faglige niveau.

Du bliver ikke overvældet af lektier, til gengæld er der reading controls, små frequent 5 minutes tests, blogindlæg og del-deadlines, som er designet til at sikre sig at eleverne foretager sig et eller andet, og dem skal man lige pejle sig ind på sværhedsgrad (lav) og omfang af. Det kan du også sagtens. Det var nærmest umuligt for mig at komme til at producere reel journalistik – ikke engang i faget Journalistic Production. Fagene lider under, hvor seriøst de spanske elever tager indhold og underviser. Du får serveret masser af journalistisk- og verdenshistorie i de fleste fag, ikke kun faget der rent faktisk hedder History of Journalism, og du vil opleve at, hvis du har samme lærer i flere fag vil en stor del af pensum og indhold gå igen eller i det mindste ligne et andet fags indhold til forveksling, især hvis du vælger fag der er fordelt på forskellige år (altså henvendt til 2. eller 3. års studerende).

Du skal ikke tænke selv og det er ikke nødvendigt at omformulere læringsmomenterne fra de bøger, du skal læse i fagene. Faktisk skal du bare gengive bog eller noter så præcist som muligt. Utilfredsstillende, men effektivt.

Min forhåbning om at børste mit spanske af i Barcelona og på Abat Oliba blev noget udfordret. På skolens spanskhold havde jeg undervisere som gerne ville undervise i spansk – på katalansk, og det bløde og hurtige katalanske har faktisk bare forvirret mit spanske i stedet for at fremme det, så hav det for øje, hvis sproget er en del af din motivation.

Når det så er sagt er det en skøn by. Alt er nemt. Her er billigt. Der er strand og alt kan paneres og friteres. Tag din billigste pengepung og ingen kort med, som du ikke skal bruge. Og hav det ikke på dig mere end højst nødvendigt. Lommetyvene er verdens bedste, og de fleste lærer først rigtigt at passe på, når de HAR fået stjålet noget. Men det skal slås fast, at opholdet føles som ferie, hvis man begrænser sig til det minimum af fag der skal til for at fremvise 15 ECTS points.

All in all – gør det for byen, ikke for fagene. Men gør det alligevel. For byen.

Universitat Abat Oliba

Af Christian Slot og Rikke Gjøl Mansø.

I løbet af vores seks måneder lange ophold i Cataloniens hovedstad, skrev og bloggede vi om vores erfaringer med Barcelona og vores rejser rundt i Spanien. Læs og se billeder af byen og resten af Catalonien på http://chrslot.dk/barcelona. Derfor handler nedenstående mest af alt om skolen.

Forbered dig på en fabelagtig smuk, hyggelig og kulturel by, der altid er livlig – og hvor antallet af små, autentiske cafeer med alskens tapas, cava og vin synes utællelig.

Men forbered dig også på et lidt lavere undervisningsniveau i forhold til DMJX og 17-21-årige medstuderende.

Universitat Abat Oliba er et lille privatuniversitet med 1200 studerende, der ligger 40 minutter (med tog) væk fra bymidten. Journalistlinjen er en såkaldt bilingual degree, der betyder, at de catalanske studerende skal tage et vist antal fag på engelsk. De fleste har dog et meget begrænset engelsk – og det gør desværre også, at Erasmus-studerende og spanske studerende ikke rigtig ses uden for skolen, med mindre man selv er aktivt opsøgende.

Som Erasmus-studerende får du den første måned til at shoppe imellem alle udbudte fag, før du skal beslutte dig endelig. Det skal du! Du finder hurtig ud af, at ikke alle professorer snakker et engelsk, der er til at forstå.

Og finder du endelig et fag, hvor underviseren er perfekt i engelsk, så kan kvaliteten af undervisningen stadig være lav. Langt størstedelen af de catalanske studerende forstår og snakker et rimeligt dårligt engelsk, hvilket ofte resulterer i, at underviseren må bruge tid og kræfter på at sikre sig, at alle forstår.

Vi fortrød en smule, at vi tog fag på 1. år (political science/samfundsfag) og 2. år (graphic design). Vores spanske medstuderende var meget unge, og de to fag var på et fagligt niveau, der ligger en del under, hvad man må forvente på et universitet i Danmark. Vi havde dog også ét fag på 4. år; information enterprise, som var klart det mest inspirerende fag – og det gjorde en klar forskel, at vores spanske medstuderende var lidt ældre. I faget blev vi delt ind i grupper, og så skulle vi – sideløbende med gennemgang af teori – lave en fiktiv start-up inden for kategorien ”information” og lave en udførlig business plan for vores projekt.

Vi har desværre ikke haft så meget at gøre med de spanske studerende uden for skolen, men vi har fået mange venner blandt de andre internationale studerende. Skolen holder et velkomst-arrangement og en række kulturelle arrangementer, hvor man kan komme på byvandring og besøge de omkringliggende byer sammen, men vi har mest af alt lært de andre at kende over øl og drinks på byens mange billige barer.

Som du kan se på vores blog, så er Barcelona et mad-paradis. Gode (og billige!) grønsager, frisk fisk og kød findes i alle afskygninger på talrige autentiske markeder flere steder i byen.