All posts by krj

Monash University

Monash University, Australien

Leave a comment

Af Lars Dinesen

Fagligt set er jeg tilfreds med mit ophold på Monash University i foråret 2012. Jeg valgte at følge tre fag, frem for fire dernede, og det viste sig at være en fornuftig beslutning. Sammen med hovedopgaven behøver man ikke et helt semesters ECTS-point, og det er vigtigt at holde i mente, når man vælger fag dernede. Det råd giver jeg som følge af to ting. Monash er en del af ’Group of Eight’, en australsk pendant til den amerikanske ’Ivy League’, og det kan man godt mærke i undervisningen, da der er forholdsvist mange timers forberedelse til hver undervisningstime. I hvert fald, hvis man ikke vil have dårlig samvittighed. Den anden grund er, at med et fag mindre end normalt, så er det ofte lettere at kunne tage en forlænget weekend et sted i det vanvittigt store Australien – de færreste kommer nok kun for at læse.

Når man så skal til at vælge sine fag, så kan jeg klart anbefale at tage Australian Idol, et førsteårsfag, der handler om australsk historie, kultur og politik. Ikke alene giver det en god allround-forståelse om et land, som vi aldrig rigtig hører noget om i vores nyheder medmindre der er oversvømmelser. Faget giver svar på mange mærkværdige ting om alt fra de indfødte aboriginals og til australiernes besættelse af sport. Og så kan Broken Hill-turen i dette fag også stærkt anbefales, det er umuligt at opleve den australske Outback ved at blive fløjet rundt fra sted til sted. Der skal køres – og der skal køres langt.

Når det kommer til at bo i Melbourne, så er det en dyr fornøjelse. Hvis jeg skulle gøre det om, så ville jeg nok fravælge at bo på kollegierne på campus. Bevares, det er da meget tæt på, og man kan godt blive forført af den der ’campus feeling’, som man kender fra amerikanske ungdomsfilm. Min oplevelse var bare, at det var lidt ligesom at blive slået hjem i ludo, når jeg skulle bo sammen med 149 unge australiere der lige har forladt barndomshjemmet – og ikke mindst mors 360-graders service. Det betyder, at størstedelen af dine naboer ikke rydder op, mad bliver stjålet, og du skal slet ikke drømme om, at sætte dine kostbare øl i fælleskøleskabene. Så er de der nemlig ikke, når du kommer tilbage til dem. Desuden er det, modsat hvad man kunne forvente fra danske standarter, heller ikke billigere at bo på kollegium end privat. Så jeg vil anbefale at man finder et privat værelse lige omkring det campus, som man satser på at have flest fag på.

Australien er et spændende land, men på grund af heftig råvareeksport til Kina, så er kænguru-dollaren uhørt høj. I hvert fald i 2012. For at sætte tingene lidt i perspektiv, så kostede en six-pack mellem 15 og 20 dollars. Hvilket er mellem 90 og 120 kroner. Til gengæld er det billigere at gå til slagteren og grønthandleren frem for at købe alt i supermarkedet, og det er faktisk meget rart.

Auckland University of Technology

Auckland University of Technology

Leave a comment

Sanser på overarbejde

Af Anne Winther

2000 klik på kameraet, men fotografier er slet ikke tilstrækkeligt, når New Zealands storslåede natur og alverdens adrenalin junkie adventures skal indfanges. Det skal opleves ”live”.

Det første jeg så, da jeg landede i New Zealand var Christchurch, der for et år siden blev ramt af et voldsomt jordskælv. Byen var helt spøgelsesagtig og selve centrum var helt lukket af. Butikkerne var rundt omkring i containere og hele bydele var forladt og ødelagt. Jeg skyndte mig videre til vestkysten på Sydøen, hvor jeg straks blev forelsket landet, der har et stykke af hele verden i sig.

På vej ned ad Vestkysten mødte jeg flere backpackere, der snakkede om Franz Josef Gletcheren og hvor fedt det havde været at kravle på den. Jeg blev overbevist om, at det måtte jeg også prøve, selvom det ikke var helt billigt, så tog på en halvdags tur med efterfølgende spa inkluderet i prisen. Så her var vi omkring tyve i en flok med en smuk guide fra Canada på vej op af min første helt uvirkelige naturoplevelse; The Franz Josef Gletcher. Mand, det var fedt og alle pengene værd. Jeg kunne høre gletcheren flytte sig og det lød som en dyb torden lige før et uvejr og imens kravlede vi bare højere og højere op på isen, gennem huller og over dybe sprækker. Vild og uvirkelig oplevelse.

En anden førstegangs oplevelse var da jeg tog med en anden dansker på tur til Rotorua, der er kendt for sine enorme gejsere. Jeg har aldrig været på Island, så en 30 meter høj og eksplosiv vandstråle var noget af et syn for mig. Specielt fordi den lå i et område med termisk aktivitet, så lugten af svovl og lyden af boblende mudder i nærheden gjorde ikke oplevelsen mindre. Her så vi også et show, hvor vi blev præsenteret for ægte Maori kultur med Haka og Poi, som er danse. Især Hakaen er imponerende og bliver desuden altid udført af det New Zealandske Rugby landshold inden kampene for at skræmme modstanderne. Så fik set en del Haka – krigsdanse.

Det siger sig selv, at New Zealand har en del kyststrækninger og mange af dem er smukke strande. En berømt en af slagsen er på Nordøen helt oppe i toppen. Her var jeg på weekendtur med to gutter, da vi skulle springe i faldskærm fra 16.000 fod. Kan kun sige en ting om det udspring: gør det! Det var sent efterår, men solen skinnede og der var 25 grader, så en helt perfekt dag og efter vi var kommet ned på jorden igen alle tre, tog vi med en bus til spidsen af landet, som hedder Cape Reinga. Umiddelbart havde jeg ikke de store forventninger, men hold nu op, hvor var der smukt. De to have, Det Tasmanske Hav og Det Indiske Ocean mødes her, og det er noget mere tydeligt at se i vandet end ved Grenen i Skagen. På en dag som vores føles det som at stirre ud i uendeligheden fra plateauet med det lille hvide fyrtårn.

Der udover så jeg mange strande, med fint sand, med store og små sten, med sort sand, med blåt sand, med pingviner der kom trissende op ad vandet, med sæler der solede sig og strande med albatrosser med høje skrig, men den underligste og sjoveste strand er nu Hot Water Beach, der ligger på Nordøen i Coromandel. Her var jeg med en kæmpe flok internationale studerende og det specielle er ikke de store bølger, der er perfekte til surfing, nej det var nede i sandet. På en lille strækning på stranden graver man simpelthen huller i sandet og få spadetag senere har man sin egen spa fyldt med lækkert varmt vand midt på stranden. Ret sjovt at se omkring 100 mennesker sidde i huller hulter til bulter mellem hinanden i badetøj.

I skolens to ugers ”Mid-Break” stod Sydøen igen på programmet og efter en lille flyvetur landede jeg sammen med min kammerat fra Danmark i Queenstown – Sydøens Mekka for adrenalin junkies. Der var EN ting jeg bare skulle gøre på New Zealand: springe ned mod afgrunden mellem to bjerge fra 134 meters højde. Nevis Bungee Jump siges at være verdens andet højeste udspring og der var virkelig også langt ned, da jeg stod med fødderne vippende ud over den lille plade, hvor jeg skulle springe fra. Elastikken holdt og hele oplevelsen er det fedeste jeg nogensinde har prøvet. Det blev fejret med en Fergburger, som er Queenstowns berømte burger, der klart levede op til dens status som bedste burger i New Zealand.

Det her er blot en lille del af det jeg oplevede og har slet ikke set og gjort det hele, for løb tør for både tid og penge. Må tilbage!!

 

San Fransisco State University

San Fransisco State University

Leave a comment

Byen jeg aldrig så

Af Jonas Oertvig

Jeg følte mig som det mest privilegerede menneske på jorden, da jeg fik at vide, at Journalisthøjskolen havde accepteret min ansøgning til San Fransisco State University. Min drøm om at komme til San Francisco var gået i opfyldelse. Jeg havde fundet nogle fede fag og intet kunne slå mig ud …troede jeg. Det kunne jo kun blive den fedeste oplevelse i mit liv. Jeg skulle være i en lykkelig boble, hvor jeg kunne gå ud i haven og plukke en appelsin på træet, inden jeg skulle lave skolearbejdet med en americano i hånden. Solen skinner altid i Californien, tænkte jeg.

Solen skinnede da også fra en skyfri i det første to uger af januar, hvor jeg lige var kommet derover og endnu ikke var startet i skole. 15-17 grader og høj sol – Som et dansk forår, når det er allerbedst. Der var endda appelsiner i haven, så lykken var fuldendt. En lille uges tid inden skolen startede, blev vejret råt og koldt. Jeg troede, at postkort-udsigten var normalen. Ikke helt. Det skulle vise sig at være et tegn, men der gik lidt tid, før det gik op for mig.

Skolen startede og de fik et stort ’like’ fra mig. Det virkede som det helt rette valg. Stille og roligt kom vi i gang og intensiteten steg. Jeg var overrasket over arbejdspresset, men det gik fint. Niveauet var ikke særlig højt blandt mine medstuderende på de journalistiske fag, men der var mange afleveringer og tests. Det gik ok, men jeg klarede mine første tests rigtig dårligt. Det var tilbage til den sorte skole, hvor man skulle memorere (de faglige) salmer. Ikke et af mine store talenter, for at sige de mildt. Det krævede hårdt arbejde, hvis jeg skulle klare mig igennem dem, kunne jeg se.

Jeg havde valgt to journalistiske fag og to fag, der relaterede sig til kinesisk-amerikansk integration. Jeg havde som udgangspunkt tænkt, at det kunne være fedt at have et nyt input i stedet for bare at køre ren journalistik. Det var et super godt valg, men samtidig også en situation, hvor jeg ikke kunne slappe af i et eneste fag. Hvorfor tog jeg ikke  et yoga-fag eller noget andet dumt, kan jeg have lyst til at spørge mig selv. I teorien havde jeg tænkt, at jeg kunne bruge min viden fra den nye retning som udgangspunkt for det, jeg skulle lave i mine journalistiske fag. Sådan blev det ikke. Mine to journalistiske undervisere på SF State er verdenskendte for deres arbejde, men ikke deres undervisning. Egentlig var der potentiale i mit feature writing-forløb, men underviseren virkede udbrændt og det, der skulle være hovedmålet med forløbet, en kæmpe feature, røg i baggrunden, da det var noget man selv måtte sørge for at køre sideløbende. Jeg kunne simpelthen ikke klare arbejdspresset. Dumme-foto.

Jeg håber, du får et fantastisk ophold i San Francisco og tager dig tid til at nyde byen, livet, møde dine amerikanske medstuderende og finder ind i rytmen i det amerikanske skolesystem. Bortset fra min personlige oplevelse af skolen, der opslugte mig som et grådigt monster, så har den by og dens indbyggere alt muligt godt at byde på! Jeg blev virkelig glad, da skolen var færdig og jeg havde en smule tid til at få bekræftet, at det faktisk var et fedt sted, jeg havde været. Bare ærgerligt, Sonny Boy.

 

Ludwig Maximilians Universität

Ludwig Maximilians University, München

Leave a comment

En god gammeldags storby

München er traditionel og til tider lidt overformel. Men alt andet end kedelig.

 Af Sophie Emilie Preisler Nørgaard

Traditioner er til for at blive overholdt, siges det. Man kunne fristes til at tro, at det ordsprog havde sit ophav i München. Selv om byen byder på masser af moderne kultur, store BMW’er og fest i gaderne om aftenen, er alt rammet ind i den stærke bayerske kultur, som ynder at holde på formerne.

Det kommer til udtryk på flere måder.

Den store Oktoberfest

Oktoberfesten har alle vist hørt om. Og den er da også en væsentlig del af Münchens profil, selv når man dykker lidt længere ned i materien og ser, hvor meget byen derudover har at byde på.

For Oktoberfest – og alt hvad man associerer med den – løber igennem byen som en slags rød tråd. De store ”Maß-Biere” i litermål med hank på siden ses over alt i bybilledet og på alle tider af døgnet. Alkoholkulturen er afslappet, og en øl til frokost eller om formiddagen, er der ikke nogen, der kunne finde på at se skævt til.

Syv millioner mennesker kigger forbi byen i de 14 dage, festen står på. Oktoberfest er altså ikke blot münchenernes egen traditionelle fejring af deres (øl-)kultur, det er også en god forretning og en måde, byen har gjort sig internationalt bemærket på.

Derudover er det ikke noget særsyn at se bayerne i deres folkedragter. Overalt i lyskryds, i undergrunden og til alle typer festlige lejligheder ifører de lokale sig det klassiske outfit. Især den ældre generation ser man i deres lederhosen med skjorte og uldne knæstrømper for mændene – og for kvinderne det meget figursyede dirndl med snøre i taljen, hvide pufærmer og forklæde.

Digital skepsis

München er hovedstaden i ”Freistaaten” Bayern – de føler sig  til tider mere som et selvstændigt land end en del af den store Bundesrepublik – og de gør også mange ting på deres egen måde i forhold til resten af Tyskland. München skiller sig ud ved at være den rigeste by i hele Tyskland, gennem sin stærke tyrolerkultur med egen folkedragt og egen kraftige dialekt, samt ved holde stærkt på formelle titler som Herr, Frau og Professor. Og ved en generel skepsis over for noget, der er nyt.

Man holder fast i tingene, som de var. På posthusene og de offentlige kontorer benytter man stadig de gode gammeldags stempler, regnestykker udregnes med papir og blyant, lånerkort til biblioteker bliver udfyldt med kuglepen, og på de fleste restauranter kan det kun lade sig gøre at betale med kontanter.

Det kan være en lidt brat opvågning, når man sammenligner med det efterhånden gennemført digitaliserede Danmark, og meget af tiden også være et irritationsmoment, men jo bedre, man lærer München at kende, jo bedre forstår man, at det er en værdi for dem, at man ikke ændrer alt for meget på procedurerne. Man kan af og til føle, at grundighed og formalitet går frem for effektivitet.

Men til gengæld ved man, hvad man får. At tingene som de plejer har fungeret fint for bayerne i generationer – og bliver sikkert ved med at gøre det lidt endnu.

Concordia University Montreal

Concordia University

Leave a comment

Af Nicki Hemicke Lykke

Jeg vil starte med at fastslå, at Montreal er et vidunderligt sted. Jeg forestiller mig, at hvis man parrede New York med Paris, så ville man få Montreal, og byen i sig selv gør, at jeg uden at tøve vil anbefale at tage et semester på Concordia University – på trods af dettes voldsomt ucharmerende ydre (og indre for den sags skyld), men heldigvis er man nogenlunde tilvænnet efter et par år i den århusianske betonklods. Det skal siges, at det kun er den ene af universitets to – for journaliststuderende – mulige afdelinger, der ligner et gråt 70er-levn. Det var dog her jeg havde alle mine fag. Bortset fra et onlinefag – det foregik i sofaen med computeren i skødet. Mine valg af fag var lidt i øst og vest og ud fra, hvad jeg lige syntes lød nogenlunde interessant. Jeg havde ingen journalistiske fag, men til gengæld et historiefag, et religionsfag og et politisk fag.

Historiefaget handlede om Latinamerika og var egentlig ganske interessant, men undervisningen var voldsomt ustruktureret og lige så meget i øst og vest som mine valg af fag. Helt anderledes var religionsfaget, som klart var den bedste faglige oplevelse. Det skal siges, at jeg på ingen måde er religiøs eller har anden tilknytning til den ene eller anden religion. Mit motiv for at vælge dette fag var således en god gammeldags almen interesse. Underviseren var utroligt inspirerende og undervisningen vekslede godt mellem almindelig forelæsning, gæsteforelæsere og film- og billedmateriale. Det var også i dette fag, at jeg oplevede det klart største faglige udbytte.

I forhold til valg af fag vil jeg bare anbefale, at man inden fristen for valg af fag går til en forelæsning eller to i de fag, man synes lyder interessante, før man lægger sig fast på noget.

På den sociale front vil jeg kalde mit udbytte for relativt. Der var formentlig en del arrangementer for udvekslingsstuderende, men jeg orkede det ikke, må jeg indrømme. Jeg prioriterede ishockey og fodbold i parken med de lokale højere end 60 nye venner fra Asien og Italien. Situationen havde formentlig været anderledes, hvis jeg ikke havde haft en meget ligesindet room mate, og mit indtryk er da også, at hvis man magter at tage del i ’nu-skal-vi-på-pub-crawl-hver-dag-cirkusset’, så er der rig mulighed for det. Jeg spillede dog med på skolens fodboldhold, som var en fin måde at lære nogle mennesker at kende på, og så kan man også roligt sige, at folk i Montreal generelt er meget åbne og klar på at møde nye mennesker. Især på diverse offentlige ishockey/fodbold/basket/etc.-baner får man lynhurtigt nye bekendtskaber.

Når alt kommer til alt, så tror jeg ikke, at nogen udvekslingsophold er ens, men jeg vil helt klart mene, at Montreal har alt, hvad der skal til for at, man – uanset tilgang – får det skønt.

Monash University

Monash University

Leave a comment

Af Emilie Faber

Monash er for det første en kæmpestor institution, og det er lidt en omvæltning at træde ind på det enorme campus, når man er vant til en lille betonbunker. Men når man lige vænner sig til størrelsen og mylderet af studerende fra mange forskellige nationer, er det en meget sjov og lærerig oplevelse at være en del af. Det er et helt lille samfund i sig selv med kinesisk købmand, apotek og brillemand, og man får også lidt det indtryk, at nogle bruger det meste af deres tid i og omkring skolen. Der bliver studeret på højtryk det meste af døgnet i bibliotekerne, og man får sved på panden af at kigge de mange økonomi- og ingeniørstuderende over skulderen, når de sidder og prøver at huske formler. For til de fleste eksaminer må man nemlig ikke have nogen som helst hjælpemidler med. Og på eksamensdagene (som i øvrigt er en oplevelse i sig selv at være en del af sammen med de 2000 andre på væddeløbsbanen..) ser man de samme stakler stå i toiletkøen og stirre på de sidste noter helt hvide i hovedet. Australien er et underligt land med andre ord. Men Monash er et genialt sted at lære det at kende.

Vil man lære endnu mere, vil jeg anbefale faget Australian Idol – Exploring Contemporary Australia. Jeg (og vist nok de fleste i klassen) blev indledningsmæssigt lidt skræmte af den meget tunge og indforståede australske tale, vi blev mødt med af vores underviser Tom, men det ændrede sig heldigvis til det bedre i løbet af semestret. Jeg ved stadig ikke, om vi lærte hans vendinger og mærkelige ord at kende, eller om han lavede lidt om på det. Men på trods af et forholdsvist historietungt pensum, var jeg godt underholdt gennem det meste af forløbet og frem for alt, synes jeg, jeg har fået en forståelse for det her land, som jeg ikke havde fået ellers. Jeg kom til Australien med en masse undren og spørgsmål, og de er faktisk blevet besvaret. Som højdepunkt vil jeg klart nævne studieturen til Broken Hill – en lille mineby i outbacken, hvor vi lærte betydningen af ordet ’quintessential’. Fordi Broken Hill er virkelig the quintessential Australian outback experience. Det skal opleves.

University of Technology, Sydney

UTS, Sydney

Leave a comment

Man skal jo la’ sig

Af Mads Klim Jacobsen

Sådan lød mit mantra under hele opholdet i Sydney og omegn. Og det vil jeg meget gerne give videre til de næste. Jeg havde et kanon sjovt semester på UTS, men de største oplevelser lå helt klart uden for skolesammenhæng. Jeg havde aldrig været i Australien før, så jeg havde på forhånd glædet mig til at udforske landet og det levede til fulde op til forventningerne. Ja, og faktisk ikke kun Australien, men også New Zealand og stillehavsøgruppen Vanuatu.

Bag mantraet ligger at man som småfattig studerende egentlig ikke har råd til alle de ting man gerne vil, men nogle gange så skal man jo lade sig. Jeg kommer formentlig aldrig dertil igen, så derfor var det bare med at få oplevet så meget som muligt, men jeg var der. Og det er jeg rigtig glad for at jeg gjorde nu hvor jeg er vendt hjem. Det er mere min bank der ikke er glad, men de klarer sig nok. Men det er altså svært at finde plads i økonomien, når en standard husleje i byen ligger på omkring 6.000 kroner om måneden og en liter yoghurt koster 30 kroner. Generelt er det bare hamrende dyrt at leve i Sydney, så jeg levede mest af alt af kød, der var relativt billigt. Mit råd til fremtidige studerende i Sydney må være at spare godt op hjemmefra og så måske også leve en smule spartansk undervejs. På den måde blev det muligt for mig rejse til New Zealand i påskeferien og opleve den fuldstændig unikke natur, gå på gletsjere og springe bungy jump. Efter semestret var færdigt i juni kørte jeg det meste af vejen op ad den australske østkyst og surfede, kørte på jetski og sprang i faldskærm og som afslutning på det hele tog jeg til Vanuatu, som er et rent ø-paradis med fantastiske strande, aktive vulkaner og dykkermuligheder som stort set ikke findes magen til i resten verden.

Det er alle de oplevelser jeg husker, når jeg ser tilbage på mit halve år i Sydney og omegn. Jeg nød min hverdag på universitetet og boede et fantastisk sted i Potts Point med massevis af cafeer og små hyggelige restauranter, men de mest mindeværdige øjeblikke kom på rejserne. Og derfor er jeg glad for at jeg lod mig selv gøre det, selvom fornuften og pengepungen til tider sagde nej.

American University of Beirut

American University of Beirut

Leave a comment

Af Lisbeth Svalgaard Nissen

At tage til Beirut adskiller sig nok fra mange andre udvekslingsdestinationer, fordi man på ingen måde falder naturligt ind i mængden. Man stikker ud. Rigtig meget. Uanset om du går i vinterfrakke eller har så tækkeligt sommertøj på, at shortsene næsten ikke er shorts mere, så får man mange blikke, tilråb (alt fra ’welcome to Lebanon’ til ’you are sex?’), taxatilbud til overpris og så lidt flere blikke. Hver dag. Det kan være en prøvelse at gå til skole kl. 8 om morgenen og få upassende tilbud og kommentarer flere gange på vejen. Det skal man være indstillet på. Når det så er sagt, er det en gave at få lov til at leve og have en hverdag i Beirut. Byen er svær at beskrive uden at svinge sig helt op i de store kontraster og klicheer, men det er både en smuk og smadret by, der er halvt øst, halvt vest, hvor de allerfattigste og allerrigeste deler fortov. Det kræver stor og englelignende tålmodighed at leve i Beirut: trafikken er vanvid, strømmen kommer og går, og indbyggerne vil altid gå ud fra, at du er turist. Nogle gange føles det som om, de gode ’Beirutianere’ kommer alt for tæt på – som når man ved et bagholdsangreb ender i fremmede menneskers fotoalbum. Med falafel i hele hovedet, et bøvet udtryk i øjnene og fremmede arme om dig, bare fordi de synes, du ser spændende ud. Men libaneserne er et ufatteligt imødekommende folk, der gerne sætter deres eget program på standby for at hjælpe dig eller invitere dig på kaffe.

AUB er et af de mest anerkendte universiteter i Mellemøsten, og samtidig et af de mest søgte. Campus ligger som en lille oase af en smuk park og frisk luft i Hamra, hvor smoggen ellers godt kan blokere for luftvejene. Der er en spøjs 90210-stemning på campus, hvor både nosejobs og ny-yuppier spankulerer rundt på høje hæle eller i jakkesæt. Det er i den grad de privilegeredes børn, der går på AUB. Kvaliteten af undervisningen svinger fra den værste til den bedste ende af skalaen, og man skal vælge sine fag med omhu. Den første uge hedder ’Drop and add’ og giver en mulighed for, at tage en eller flere timer i alle de fag, man er interesseret i. Det giver i de fleste tilfælde et godt indblik i fagets indhold og sværhedsgrad. Til trods for den svingende kvalitet, har jeg lært enormt meget under mit ophold. I de fagligt stærke kurser fik man teori, diskussion, fakta, historie og nye måder at tænke på, som kan bruges både som journalist og som menneske. Tiltrængt efter 3,5 års learning by doing på DJH, men også noget helt nyt at skulle mønstre rygrad nok til at læse tunge, akademiske tekster.

I Beirut er man ude så meget som muligt, enten på skolen, ved vandet, på restaurant, på bar eller hos venner. Det kan være svært at være flittig studerende, eller sparsommelig for den sags skyld, i en by, der lægger så stor vægt på fest, mad, drikke og underholdning. Men man skal virkelig glemme det der med at læse hver eneste tekst til hvert eneste fag, og i stedet tage ud og opleve det land, man er landet i. Beirut var fantastisk at være på udveksling i – det kan varmt anbefales.

University of Technology, Sydney

UTS, Sydney

Leave a comment

En uhørt succes

Lyden var langt fra optimal, men scenen og sættet var rigeligt til, at 8. semester i Sydney blev en unik oplevelse uden sidestykke.

Af Anders Junge Ernst

Under jorden – med få meter op til de larmende tog og de lange bilkøer ved Sydney Central Station – findes en meget lang tunnel. Den sørger for, at tusindvis af fodgængere dagligt får optimale betingelser for at komme hæderligt igennem morgentrafikken. Byggeriet har sin berettigelse. Ingen tvivl om det. Jeg benyttede selv denne rute jævnligt, når jeg skulle ind på universitetet, og der var tale om en klar genvej. Men jeg hadede det.

For enden af tunnelen kunne man være sikre på to ting. Kiosken på højre side ved udgangen førte det daglige kampagnetilbud på kiks af mærket ”OREO”, mens en musikalsk duo på venstre hånd leverede toner til de forbipasserende. Tilbuddet fra kiosken var kærkomment. Musikken fra den modsatte side var katastrofal. En mand og en kvinde, der for længst havde tabt fornemmelsen for gode melodier – og situationsfornemmelsen i det hele taget – sørgede for, at mine morgener gennem tunnelen med garanti blev præget af tortur for ørene. Og ekkoet i den flere hundrede meter lange gang gjorde det ikke bedre.

Dagen, hvor jeg skulle forlade Sydney, gik jeg forbi parret og tog et billede af dem. Jeg ville forevige elendigheden. Fotografiet skulle huske mig på, at der alligevel var noget godt ved at skulle hjem til Danmark.

Nu – en måned efter jeg er kommet hjem – savner jeg sgu den gamle mand, den mærkværdige kvinde og deres katastrofale keyboard.

Uanset hvordan jeg reflekterer over mit 8. semester i Australien, har jeg svært ved at finde på noget negativt at sige. Jeg savner hele pakken. Det var dyrt. Meget dyrt. Men det var også forventet, og derfor har jeg svært ved at putte økonomien ned i kassen for fortrydelse. Og det kan da godt være, at jeg på det faglige plan ikke er blevet en bedre journalist af at være her. Det tror jeg faktisk ikke er tilfældet. Men det var heller ikke derfor, at jeg tog herned. Jeg valgte at tage af sted, fordi Sydney skulle rive hverdagen væk under benene på mig.

Det har den gjort.

Bevares. Undervisningen på University of Technology har bestemt haft en andel i det projekt, og aldrig har jeg udviklet mit engelsk så meget, som tilfældet har været her, men det er selve omgivelserne, oplevelserne for ikke at tale om omlægningen af et liv, som i et lille halvt år blev ændret radikalt, der har sat det største aftryk og gjort det største indtryk. Og det kan hverken pensum eller prædikener fra professorer tage æren for.

Jeg fandt mig godt til rette på den anden side af jorden, og takket være venner og vilde idéer kan jeg nu se tilbage på et halvt år, hvor jeg har haft et utal af fantastiske oplevelser. Nogle mindre studierelateret end andre. Alligevel er jeg dog ikke i tvivl om, at forløbet samlet set har styrket mit kandidatur til en karriere i journalistikken.

Jeg er blevet klogere på en anden kultur, klogere på andre fagområder end de, jeg normalt kunne have kastet mig i krig med på DMJX. Og ikke mindst er jeg blevet klogere på mig selv.

Og så har jeg selvfølgelig også lært, at det nogle gange kan betale sig at gå en omvej for at nå til den endelige destination. Om ikke for andet, så for ørenes skyld.

Det er vel alt i alt et fornuftigt udbytte.

Ryerson University

Ryerson University, Toronto

Leave a comment

Af Marie Sæhl Sørensen

Allerede længe inden jeg besluttede mig for at søge om at komme på udveksling i Toronto, vidste jeg, at jeg ville komme til at være en del ældre end de andre studerende. Både fordi studerende på de canadiske universiteter generelt er end del yngre. Og fordi vi på DMJX først har muligheden for at komme af sted på uddannelsens sidste semester, men alligevel bliver indskrevet på første del af journalistuddannelsen på Ryerson University. Jeg tror, det er vigtigt, at man gør sig aldersforskellen klar, inden man tager af sted. Både i forhold til skolearbejdet, hvor ens medstuderende er en del mere uerfarne – de har f.eks. ikke været i praktik. Men også i fritiden, hvor det kan være svært at finde begejstringen frem, når man for tredje gang på en uge er inviteret til udklædningsfest med obligatorisk stærkt alkoholindtag på et af kollegierne eller en af de evindelige irish pubs.

Jeg valgte alligevel at tage på udveksling. Mest af faglige grunde. Jeg vidste, hvor stor en fordel det senere ville blive for mig, at jeg et halvt år ville blive tvunget til at læse, tale og skrive længere opgaver og journalistik på engelsk. Canadierne har meget tætte journalistiske bånd til USA, og tekster og eksempler i undervisningen er oftere hentet fra den anden side af grænsen. Fordi båndene til USA er så tætte, betyder det også, at Canada er meget langt fremme på en række journalistiske punkter, vi stadig ikke er helt så gode til herhjemme.

Blandt andet inden for den fortællende journalistik, hvor Canada er med helt fremme. Det gav mig meget at have faget Literary Journalism, hvor jeg fik mulighed for at få et stort overblik i den fortællende journalistik gennem historien, fik diskuteret en masse etiske dilemmaer i konkrete fortællende historier og gennem de store mængder læsestof fik en masse inspiration og redskaber til selv at lave fortællende journalistik senere. Ligesom amerikanerne er canadierne også en del bedre i forhold til nye måder at lave journalistik på. I mit ene fag Advanced Research Methods fik jeg et godt overblik over de mange nye måder at lave kvalitetsjournalistik på i web-æraen, hvor gratis nyheder på nettet truer med at udrydde avisen. Jeg lærte om nye måder at finansiere journalistik på og nye måder at udkomme på.

Jeg valgte helt fra starten, at jeg ikke ville bo på de kollegier, der er knyttet til skolen. De ligger tæt på skolen i downtown Toronto, som er et temmelig åndsforladt sted med store grå shopping-centre og dårlige kæderestauranter. Der er selvfølgelig fordele ved at bo så tæt på skolen, men Toronto er fyldt af fede kvarteret, hvor det efter min mening er en del sjovere at bo. Jeg endte med at bo i en lejlighed i et lille træhus i et af de victorianske kvarterer (Queen West), som var rigtig hyggeligt med små cafeer og sjove butikker. Af andre lidt hyggeligere kvarterer kan jeg nævne the Annex, Kensington Market, Cabbagetown og Riverdale. Det kan måske godt virke uoverskueligt at rejse af sted uden at have noget at bo i, når man kommer frem. Men jeg tror, at man ofte ender med at finde noget bedre, end det skolen tilbyder en. Desuden skal jeg udsende en decideret advarsel mod at lade sig indkvartere på kollegiet Primrose, som er noget af det, skolen foreslår. Det er et ombygget hotel med bittesmå skotøjsæske-værelser og en ret dårlig madordning, som tvinger en til at indtage alle måltider på stedet til temmelig høje priser.

Ud over selve skolen er der nok at tage sig til i Toronto. Der er masser af hyggelige kvarterer, gode museer og smukke steder til løbeture. Og så er der rig mulighed for billigt at komme ud og se andre steder i Canada eller tage over grænsen til USA.

University of Missouri

University of Missouri

Leave a comment

University of Missouri – Columbia

Jeg ville til Missouri på grund af alle de ting, Missouri ikke er.

Der er ingen weekendudflugter til Los Angeles, og den nærmeste strand ligger en god 10 timers køretur væk. Men livet på University of Missouri er så sindssygt ægte amerikansk. Og det er vel den bedste oplevelse i mit liv so far.

Af Niels Schack Nørgaard

Jeg var stålsat på at komme til University of Missouri, fordi det er den mest ægte collegeoplevelse, man kan få i USA. Byen, Columbia, er klejn i amerikansk forstand – ca. 100.000 indbyggere – men huser et stort universitet.
Det betyder et lille, tæt og rasende omfavnende samfund omkring skolen. De studerende bor typisk fire-fem mand sammen i mere eller mindre faldefærdige huse et stenkast fra campus, og skolen, husene og Columbia syv-otte barer bliver hurtigt brændpunkterne i ens sociale liv som udvekslingsstuderende.

Jeg talte på et tidspunkt, inden jeg tog af sted, med en DJH’er, der havde været i San Francisco i et halvt år og vendt hjem uden at have lært en eneste amerikaner at kende. Jeg besluttede, at jeg ikke var rejst til USA for at hænge ud med irere og australiere, og jeg var stålsat på at få en amerikansk omgangskreds.

Og dér er Midwest America et uforligneligt sted. Folk er varmere og mere nysgerrige, end jeg har oplevet noget sted på planeten, og der gik ikke mere end en uges tid, før jeg blev inviteret for i en vennekreds.

Et halvt år senere har jeg lavet keg stands (Google det og ryst på hovedet), spillet beer pong, været på Spring Break i Bozeman, Montana, roadtrippet fra Chicago til New Orleans og tilbage og undervejs i det halve år knyttet nogle af de tætte venskaber, jeg har.

Jeg har udviklet mig meget menneskeligt, men faktisk har jeg også rykket mig fagligt. Jeg var kørt lidt sur i journalistikken efter praktik og et hårdt 7. semester, men jeg fik glæden ved faget igen i Missouri.

Niveauet er overkommeligt, men jeg havde især én voldsomt inspirerende professor, der med sine nærmest poetry slam-agtige enmandstaler om fascinationen ved journalistik gav mig appetitten på livet som journalist tilbage.

Jeg havde desuden brug for at læse noget andet end journalistik, så jeg tog to fag i Political Science, hvor der er et hav af fag og med garanti et til alle, der har bare den mindste politiske interesse. Jeg læste ”Politics and War” og ”Civil War, Genocide and Terrorism”.

Men den største inspirationskilde var nogle af de venner, jeg fik. Der brænder en helt anden journalistisk flamme i dem, og de er langt mindre kyniske over for journalistikken end jeg oplevede mine medstuderende herhjemme. Det kan godt være, de bare er naive. Men hellere være blåøjet end negativ.

Jeg valgte Missouri, fordi jeg havde lyst til at prøve et helt andet USA end det, jeg rejste rundt i for fem år siden efter gymnasiet. Dengang var jeg i San Francisco, Los Angeles, San Diego og Las Vegas. Nu kan jeg helt roligt sige, at jeg i Missouri fandt det varmeste sted af dem alle.

San Fransisco State University

San Francisco State University

Leave a comment

Af Mette Mayli Albæk

Jeg fløj til San Francisco dagen efter nytårsaften, og pludselig var det nu. Siden vi havde fået pladserne engang i september, havde jeg haft rigelig travlt med 7.semester, og jeg havde egentlig ikke haft tid til at glæde mig. Derfor havde jeg heller ikke de store forventninger til San Francisco – hverken til byen eller til universitetet. Jeg var taget af sted i god tid, så jeg havde faktisk to ugers fri, inden skolen startede. Jeg var så heldig at overtage et værelse fra Michelle, som læste der semestret inden mig. Et skønt værelse på den absolut bedste beliggenhed i byen med to tagterrasser ved udsigt over Dolores Park. Jeg boede privat på et værelse til leje hos to lokale bøsser. Det vil jeg til hver en tid anbefale studerende fra Danmark, for de fleste internationale studerende endte i store fælleshuse ude ved skolen, som ligger 10 kilometer uden for byen. Der var enormt langt hjem fredag nat, eller når de eksempelvis ville shoppe.

Det, jeg husker fra de første dage på SFSU, er helt klart, hvor godt deres program til internationale studerende virker. Der er mere end 300 internationale studerende på skolen, så der bliver taget godt hånd om alle. Måske er det faktisk en ulempe, at der er så mange. For hele den første uge er man kun sammen med andre internationale studerende, hvor det måske ville være sjovere at hænge ud med amerikanere.

Der er en stor studenterorganisation på skolen for internationale studerende – IEEC. Her valgte jeg i starten at bruge ret meget tid, men jeg endte med at synes, at det hele var lidt dumt, netop fordi jeg pludselig kun havde venner fra Europa og egentlig ikke fra USA. De amerikanske venner, som jeg fik i SF, havde jeg egentlig mødt i byen.

Jeg havde selvfølgelig valgt fag hjemmefra, men jeg endte med at vælge nogle helt andre. Derfor vil jeg kun opfordre til, at man ikke bruger for meget tid på det herhjemme. De første to uger på SFSU foregår som åbent hus, hvor man går rundt fra fag til fag. Her kan man så beslutte sig for, om man kan forene sig med niveauet, med underviseren og de andre studerende. Det er ikke helt til at gennemskue på forhånd, om de andre f.eks. er 17 år gamle freshmen eller hvordan.

Som nævnt vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle forvente mig af San Francisco – heller ikke af det faglige. Set i bakspejlet er jeg nok ikke blevet en bedre journalist af at være i SF, men til gengæld er jeg blevet god til engelsk, har haft inspirerende professorer, har fået indblik i en helt anden kultur. Og nok blevet en del klogere på mig selv. Derfor jeg faktisk også opfordre andre til ikke at tage alting så tungt. For opholdet kan kun blive ualmindelig fedt, også selv om du ikke lige får det fag, du har drømt om i et halvt år. Og også selv om du ikke får en fed lejlighed inde midt i centrum. Mht. niveauet på skolen, så er det overraskende lavt. Jeg har fået A+ og A i samtlige fag, og jeg har vitterligt ikke brugt min tid på lektier derovre. Men vores tilgang til skolesystemet lønner sig alligevel, for det er klart min opfattelse, at professorerne er meget glade for, at man tør stille spørgsmål og sætte dagsorden i en time.

I spring break og en del af weekenderne tog jeg ud af byen og rejste lidt rundt. Både med venner fra skolen og familie og venner, der besøgte mig fra Danmark. Og det var rigtig godt at komme tilbage til SF hver gang, for så finder man virkelig ud af, hvor unik byen af med dens mange skæve eksistenser og ufattelige åbenhed.

Kort opsummeret, så havde jeg fem fantastiske måneder i San Francisco, som jeg aldrig ville have været foruden. Også selv om jeg endte med at bruge ret mange penge på 8.semester, fordi det er en by, der inviterer til det. Og så er det bare ikke helt dumt at bo i Sunny California 🙂

UTAS Tasmanien

UTAS, Tasmanien

Leave a comment

Tasmanien – Ud af byen ind i skoven

Af Lars Damgaard Sørensen

”Der er masser at lave i fritiden, I kan for eksempel gå ud og samle jeres egne østers, det er ret populært”. Velkomsttalen fra rektor på UTAS slog ligesom tonen an. Hobart er ikke Sydney, og den Australske alkoholkultur er anderledes end den danske. Fredagsbar findes ikke og universitetet bruger ikke rusture til at ryste nye studerende sammen.

Når det så er sagt, så blev der selvfølgelig festet, også på skolen. Men det er ikke for pulserende byliv at du skal tage til Tasmanien. Det skal du gøre, fordi du vil opleve alt det, der findes ud for byen. I mine øjne kan Tasmanien byde på meget af det samme som resten af Australien, med færre mennesker og på et mindre område. Der er lange hvide sandstrande, store bølger at surfe i, og regnskove og bjerge at fare vild i. Hobart er ingen metropol, der bor bare 200.000 mennesker i byen, som består af endeløse forstæder og en forholdsvis lille, men hyggelig bymidte.

Regnskoven starter lige uden døren, og et stenkast fra bymidten rejser det ikoniske Mount Wellington sig. Et par timers vandring, og du bliver belønnet med en flot udsigt over Hobart og omegn. Hvis du vil surfe er der også muligheder tæt på byen, selvom de bedste bølger findes et par timer væk på østkysten. Universitetet har en lang række foreninger, som gør det nemt at komme ud på eventyr. Jeg meldte mig selv ind i raftingklubben, og på den måde kom jeg på alle de (næsten) gratis river rafting-ture jeg havde lyst til. Derudover er der selvfølgeligt en vandreklub, en dykkerklub + diverse mere almindelige sportsklubber.

Jeg kom selv til at færdes i en gruppe af internationale studerende, hvilken nok er meget normalt. På en måde følte vi os alle hensat til et reservat, som var meget anderledes og mere tyndt befolket end hvad vi var vant til. Hvis man køber den præmis og griber mulighederne er det et fantastisk sted at være. Vejret er en bekymring for mange. Jeg oplevede alt fra 0 til 42 grader, så det er mere ekstremt end andre steder. Fra februar til juni gik det fra sommer til sensommer og efterår, og sammenlignet med Danmark er det stadig varmt.

Hobart er en meget overskuelig by, og UTAS et forholdsvis lille universitet. Det gør det nemt at vænne sig til stedet, fordi man hurtigt vil føle sig hjemme og kende området. Det sociale aspekt er alfa omega, men heller ikke noget man skal frygte. Alle internationale studerende er kommet for at få sig en oplevelse og for at møde nye mennesker, og med den indstilling er det nemt at få store oplevelser.

San Fransisco State University

San Francisco State University

Leave a comment

Af Casper Ulsøe                                                                                                                                                    

Nå, men det store forkromede evalueringsspørgsmål må vel være, om udvekslingsopholdet har givet et vist udbytte. Både fagligt og socialt; og selvfølgelig er svaret ja i begge kategorier. Ikke mindst fagligt, som følgende afsnit omhandler.

I løbet af mit semester på San Francisco State University har jeg haft fire fag. Magazine Writing, Urban Planning Studies, Latina/o Immigration to the US og sidst, men ikke mindst Race, Radicalism and Revolution. Jeg må erkende, at det for mig har været virkelig interessant og udbytterigt at komme væk fra en studiehverdag, der hovedsageligt omkredser journalistik – ikke at jeg skal bebrejde Journalistskolen for dens megen fokus på netop dette felt. Men i hvert fald har jeg nydt at begrave mig i bøger, der ikke handler om udførelsen af journalistik i praksis, men derimod om så forskellige emner som hjemløshed, udarbejdning og udnyttelse af offentlige rum, statistikker om hovedsageligt mexicanske migranter, diskussioner om den amerikanske immigrationsdebat – dog med en klasse og til dels en underviser der ikke rigtig fik skudt entuisiasmebarometeret helt i vejret – samt en masse læsning om revolutioner og radikalisme. Og jeg føler bestemt, at dette semester har givet mig en meget bredere viden, end hvad Journalisthøjskolen i sagens natur tilbyder. Så tak til Journalisthøjskolen for at tilbyde udvekslingsophold med universiteter – og ikke nødvendigvis kun andre journalistskoler.

Et journalistisk fag blev også valgt i processen, navnligt magazine writing. Selvom faget var på et forholdsvis højt niveau, 595 på den amerikanske skala, så er der dog en vis besynderlig bismag efterladt hos denne skribent efter opgjort facitliste. På det journalistiske område, nu kan jeg jo kun bedømme ud fra det ene fag, men der må konklusionen lyde, at ’vi’ er langt foran. Når nogle af de nye læresætninger er, at man skal gøre sproget levende, variere sætningernes længde, overveje sine ord, ja, så undrer det, at faget skulle være på særlig højt niveau. Selvfølgelig har afkastet også været brugbar viden, men jeg må indrømme, at jeg har haft det en smule ambivalent med mit journalistiske fag. Faget endte ud i et stort praktisk projekt, en længere magasinartikel, mens der var ugentlige teoretiske opgaver – der må jeg erkende, at jeg foretrækker vores danske model, hvor der er meget praktisk arbejde. Koblet med andre opgaver til de andre fag, kom jeg nærmest håbløst bagud med magasinartiklen og fik aldrig rigtig hul igennem til min afgørende kilde, og endte til sidst med at måtte trække mig og fokusere på de andre fag.

Skal jeg tillade mig, at evaluere mine valg, mens forløbet stadigt er forholdsvis nært i min erindring, så ville jeg nok i bagklogskabens særlige klare lys have dristet mig til at vælge et fjerde ikke-journalistisk fag, når muligheden endelig var til det. Med ’vores’ grundige uddannelse i netop journalistik, fremstod udbyttet af det fag meget mindre, end hvad de tre andre fag efterlod sig i denne skribents hukommelse.

Man bør selvfølgelig ikke kaste med sten, når man bor i et glashus, men selv efter nøje granskning er det min opfattelse, at var magazine writing-kurset blevet udført til punkt og prikke, havde udbyttet overordnet set stadig været af mindre karakter. Intet af overstående skal falde tilbage på vores ellers interessante underviser, Mrs. Daley (TJEK EFTER), men bør derimod – efter min bedste overbevisning – tilskrives den divergerende undervisningsstil, der hersker mellem de to uddannelsesinstitioner – altså ’vores’ praktiske tilgang til journalistfaget mod ’deres’ mere teoretiske ditto af slagsen. Og deraf gabet mellem de studerendes tidligere omgang med journalistfaget.

Da det er denne skribents overbevisning, at alle mennesker i mere eller mindre vid udstrækning er forskellige, så bør alle overstående ord selvfølgelig betragtes som værende overflødige, ja, ligefrem ligegyldige. For fremtidige udvekslingsstuderende der skulle have forvildet sig ind på denne side – og særligt de, der af uransagelige årsager er nået helt hertil i teksten – så må denne signaturs ønske være, at netop de søger udvekslingssted, fag og eventuelt boligsituation ud fra, hvad de selv måtte have af ønsker og ikke beror sig på, hvad os tidligere udvekslingsstuderende skulle have videregivet af besynderlige oplevelser, ideer og informationer. Om end stjernebilledet oftest ligner en gengivelse af forrige nats, så er universet i konstant bevægelse og derfor giver det øjensynligt meget lidt mening at forsøge at gennemleve andres tidligere oplevede oplevelser, hvorfor det endnu engang understreges, at denne klumme bør betragtes som ligegyldig for fremtidige udvekslingsstuderende.

Med ønsket om alt det bedste til læserne af denne klumme,

Casper Ulsøe

Ryerson University

Ryerson University, Toronto

Leave a comment

Af Jeppe Kondrup Adelborg

Fire måneder varede mit semester på Ryerson University i Toronto, Canada. Fra starten af januar 2012 til slutningen af april. Med andre ord – jeg var der i de grå måneder, mens vinter blev til forår, og sne blev til regn. Det bør man have med i sine overvejelser, inden man vælger at tage til Toronto i den periode. Kan jeg holde det ud? Bliver det for vådt og trist? For mig gjorde det ikke. Måske var det fordi, at vinteren var den mildeste i lang tid. Måske kan jeg bare godt lide det lidt koldt og gråt. Måske er det fordi, at når solen endeligt skinnede, så lever byen virkelig og er uovertruffen. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg for første gang nogensinde lagde mærke til det, da træerne og buskene sprang ud og blomstrede. For, for en gangs skyld havde jeg tid til det. Og det var en af de ting, jeg satte mest pris på ved udveksling og Toronto. Tiden. Aldrig har jeg haft så meget tid. Til mig selv og de ting, jeg kan lide.

Den primære årsag til det var, at jeg kun havde 12 timer ugentligt fordelt på tre fag. På den måde var det meget mere akademisk og universitetsagtigt end Journalisthøjskolen i Århus. To af fagene var journalistiske, mens et var et rent historiefag.

Det faglige niveau på Ryerson er ikke videre imponerende. I hvert fald ikke i de journalistiske fag. Grunden er, at man som udvekslingsstuderende kommer ind som ’undergraduate’, selv om man burde være ’graduate’, da dette er svarende til det niveau, man kommer fra i Danmark. Det betyder, at man ofte sidder og føler, at man bliver undervist i noget, man allerede ved. Det betyder også, at de studerende, man har timer sammen med, ofte er yngre end en selv og flere er endnu ikke flyttet hjemmefra. Det kan godt være en smule komisk, at pigen ved siden af dig sidder og brokker sig over sin mor, fordi hun har givet hende spegepølse med på madpakken igen. Selv var jeg 25 år og aldersspændet var medvirkende til, at jeg ikke rigtigt fik den store kontakt med mine medstuderende. Kontakt havde jeg med nogle af de andre udvekslingsstuderende – som dog også er yngre gennemsnitligt – og så med et par lokale canadiere, der tit er noget mere åbne end den gennemsnitlige dansker. Om de journalistiske fag skal det dog siges, at de var spændende, fordi de varierede meget fra de fag, Journalisthøjskolen tilbyder. Jeg havde et fag, hvor vi blev introduceret til fotojournalistik med masser af praktiske opgaver, og et fag om litterær journalistik, hvor det handlede om at læse en lang række legendariske journalistiske værker og så diskutere dem på klassen. Begge kan anbefales.

Grundet det journalistfaglige niveau vil jeg opfordre til, at man prøver at kombinere fagene således, at man også får andre fag end de rent journalistiske. Således havde jeg et fag om spionagens historie, som er et af de mest interessante fag, jeg nogensinde er blevet undervist i. Det skyldes også fagets professor, Arne Kislenko, der var en eminent underviser og noget af en karakter. Forholdet mellem underviser og elev er desuden også værd at fremhæve. Det er utrolig let at komme i kontakt og oprette et forhold til underviserne, og det kan være behjælpeligt.

Boligmæssigt kan jeg kun anbefale, at man forsøger at finde noget selv og dermed holder sig langt væk fra de boliger, som skolen tilbyder. Det er dyre hotelagtige kollegieværelser, der ikke er særligt tiltalende. De serverer sørgelig mad og er beliggende i Downtown Toronto, som er et rent kønsløst sted, om end det er placeret ganske tæt på universitetet. Områder som Queen West, Kensington Market og The Annex er derimod meget mere charmerende, og skolen er indenfor cykel- og sporvognsafstand.

Byen Toronto er formentlig den canadiske by, der minder mest om og er mest påvirket af USA. Toronto er en slags miniature udgave af New York, hvilket både er godt og skidt. Den er placeret tæt på vandet, der er dejlige parker, masser af taxaer, byen er repræsenteret i næsten alle ligaerne i de store nordamerikanske sportsgrene, der er gode kulturelle muligheder med museer og koncertsteder, og så er Toronto helt ekstrem rig på forskellige kulturer med Chinatown, Little Italy, Greektown, Little Portugal og Koreatown, således mener man, at næsten halvdelen af byens befolkning er født uden for Canada. Og det er en rigtig god ting.

Samtidig er den placeret tæt på andre interessante byer og storslået natur, som er værd at besøge, når man trænger til et afbræk. New York, Boston, Detroit, Montreal, Niagara Falls, Chicago er alle inden for bustursafstand.

Jeg er glad for, jeg tog til Toronto. Det var rart at starte på nul og være på fremmed grund ved det meste, man foretog sig. Det var dejligt at tale, skrive, læse og tænke på engelsk, og leve i og opleve en anden kultur på klods hold. De erfaringer, jeg har gjort mig om Canada, kunne jeg ikke have fået på andre måder. Og det er jeg glad for.