Udveksling i Amsterdam
Af Gitte Iversen
Amsterdam er kendt for Red Light District og coffee shops, og mit kollegiums husregler indeholdt da også punkter som ”use of soft drugs is only allowed in your own room”. Men byen er meget mere end det.
For mig har Amsterdam været at bo i det gamle arbejderkvarter i Jordaan midt imellem kanalerne, de mange cykler og skæve huse. Det har været at holde picnic og løbe ture i Westerpark. At besøge de lokale bryggerier, lange nætter på Rembrandtsplein og byfester på Queen’s Day og Liberation Day. Amsterdam har været at købe ind på små, lokale markeder, at besøge museer med ukendte fotografer og verdensberømte hollandske kunstnere. Det har været at købe kibbeling ved fiskehandleren, bitterballen på de lokale barer og flamske pommes frites med mayo på gadehjørnet.
Udveksling er at møde fremmede sprog og få venner fra hele verden. Udveksling er at opleve et nyt land, nye vaner og nye kulturer. Og udveksling er noget, man aldrig glemmer. Sådan tror jeg, at de fleste har det, og sådan har jeg fået det med Amsterdam. Det er en fantastisk by, og jeg har mødt så mange fantastiske mennesker og fået venner for livet.
Generelt er det nemt at være udvekslingsstuderende i Amsterdam. Man kan klare sig med engelsk, men jeg har lært en del hollandsk, for sproget minder om dansk.
Jeg var medlem af ISN (International Student Network). Foreningen holdt nogle introdage i starten, og de var proppet med planer og arrangementer, coaches, nye venner og sjove oplevelser. I løbet af semestret betød ISN også billige øl og drinks på Coco’s hver onsdag, udklædningsfester og ture rundt i Holland. Derudover har universitetet mange sportstilbud og andre kreative aktiviteter, hvor man kan møde de lokale studerende. Der var også mange arrangementer på det kollegium, jeg boede på. Det var kæmpestort og for både lokale og internationale studerende, men der var et godt fællesskab. Jeg havde mit eget værelse i en lejlighed, hvor jeg delte køkken og bad med to andre, der også var på udveksling.
Jeg er selvfølgelig også blevet klogere i løbet af min tid som udvekslingsstuderende, og jeg har brugt mange timer på mit værelse og på biblioteket for at læse. Universiteit van Amsterdam kræver mere af sine studerende, end jeg er vant til i Danmark. Nogle fag er primært bygget op som selvstudier, mens andre indeholder gruppearbejde, diskussioner og workshops. Jeg havde tre fag: ”Media and Politics in a Comparative Perspective”, ”Organizations and Social Media” samt ”Identities in Visual and Cultural Studies”. Jeg var glad for alle mine fag, og rent fagligt har jeg i den grad fået et bredere perspektiv på journalistik og kommunikation. Det kan jeg forhåbentlig udnytte fremover.