Med backpacken pakket til solskinsstråler og surferstrande, landede jeg i Mexico City sidst i juli måned. Efter tidligere at have backpacket Sydamerika af flere omgange, troede jeg, at jeg havde fuldt ud styr på både latinamerikanske normer og lande. Derfor overraskede det mig, at jeg ikke blev mødt af brændende UV-stråler, da jeg stod ud af lufthavnen. Mexico City ligger nemlig inde midt i landet i 2600 højdemeter, og er derfor ikke en varm oase af sol og herlighed. Der er biler, smog, kaos, 22 millioner mennesker og vejret er meget svingende – vores sommer er deres regnvejrsperiode (og det regner så det sejler i gaderne), og vores vinter er for dem skyfrie dage. Vejret var for mig den første overraskelse, og derefter blev de kastet i hovedet af en, stort set hver eneste dag.

Fagligt – Universitetet og undervisningen

Kort efter ankomsten skulle vi udvekslingsstuderende mødes på skolen. Administrationen havde en måneds tid inden skolestart oprettet en Facebook gruppe med alle udvekslingsstuderende fra semesteret. Derfor kendte de fleste nogle af hinanden, fra småmøder inden skolestart. Mødet blev afholdt i et stort telt på universitetsområdet, og blev indledt af den internationale koordinater med ordene:

”As you can see, a lot of our campus are now tents and barracks and it is because of the earthquake we had last year – but I guess you already knew that…”

Sure thing, vi havde ikke fået det mindste at vide om nogle forhold fra hverken DMJX eller TEC De Monterrey. Derfor gik en del af semesteret timer med undervisning i barakker, hvilket fungerede udmærket, når ikke regnen trommede på tagene og overdøvede enhver tale. Det skal dog siges, at de er gået i gang med at bygge et nyt, moderne campus, som skal stå færdigt til 2020/2021, og da universitetet er et rich-kid uni, så burde der ikke blive sparet på faciliteterne. For at sætte universitetet lidt i kontekst, så betaler de mexicanske studerende omtrent 60.000 danske kroner pr. semester for deres undervisning. Derfor er universitetet også ganske respekteret i Sydamerika, og de fleste medstuderende og undervisere på skolen har henholdsvis høje ambitioner og lange, internationale CV’er. Det ligger de ikke skjul på.

Undervisningen er noget anderledes end på DMJX, og hvis jeg skal beskrive det kort og præcist, så er det faglige lettere, men byrden er større. Med det mener jeg, at der i perioder er en djævelsk stor bunke afleveringer der skal laves, men det hele kan stort set skrives uden at bruge alt for meget hjernekapacitet i processen. En stor del fag kan tages på engelsk, men ellers er det størst udbud på spansk – og ønsker du dette, så skal du være godt forbi stadiet af ’skraldespansk’, for at kunne følge med.

En stor forskel og klart det bedste ved skolen er et tiltag, som de kalder LiFE-Course! Campus er bygget op med fodbold, tennis, volleyball og baskerbaner, dansesale og træningscenter osv. I alt dette er der oprettet gratis hold, som bliver indlagt mellem dine skoletimer, og alt sammen er gratis. Livet på campus er derfor ekstremt fedt, og du kan sagtens få hele dage til at gå der. Jeg valgte selv Salsa cubana, som er den mest populære form for salsa i Mexico, og det var her jeg fik mine bedste mexicanske venner, som jeg også endte med at rejse lidt rundt i landet med.

Byen – Mexico City

Byen. Enorm stor. Og du vil aldrig få tid til at afdække alle områder eller besøge alle de fede barer, klubber, parker, museums, restauranter, bjerge, stadions og koncerter som byen tænder op i hver eneste uge. Der er masser at lokale og kulturdannende ting at lave, og det er nemt at tage en forlænget weekend ud i naturen, hvis man vil væk fra storbyens trafik og pulserende liv – en til to timers bustur og du er ude af bjergene, som omkranser Mexico City. Mexico city er ideel til at starte enten små eller store rejser fra, da den ligger meget centralt i landet. Vest på ligger en række af traditionelle byer – San Miguel, Guanajuato, Guadalajara og Tequila – som rummer en masse historier, mariachis og god alkohol. Syd på er varmen og skønne naturområder at finde – og sådan kan man blive ved.

Byen er opdelt i forskellige distrikter, hvor nogle rummer luksus butikker, sikkerhedsfolk på hvert gadehjørne og michelin restauranter, hvor andre er betonklodser og steder du helst ikke skal hvis de ejer en krone. Santa Fe, Polanco, Condesa og Roma er i de dyrere og mere luksuriøse områder i Mexico City, og Coyoacan, hvor jeg valgte at bo, kommer i rækken bagefter (jeg betalte 1700 DKK om måneden i husleje). De tre først nævnte ligger i det nordvestlige område af byen, hvor Coyoacan ligger i det mere sydlige. Jeg valgte at bo her da Coyoacan er en ældre, historisk del af byen, og har en lokal stemning som skabes af de mange barrios (nabolag), som har hver deres lokale kirke, der afholder et hav af mexicanske traditioner året rundt. Den anden årsag til jeg valgte Coyoacan, var at skolen ligger i Tlalpan, som er et distrikt mere sydligt liggende end Coyoacan. Derfor var rejsen relativt kort fra hvor jeg boede (40 min med offentlig transport). Jeg valgte også at bo med mexicanere, da jeg ville udvide mit spanske – det var en beslutning jeg er ekstremt glad for, da mit spansk nu er godt nok til længerevarende samtaler. Andre valgte at slå sig ned i studenthouses 5-10 minutters gang fra skolen, hvilket også er en mulighed. De havde et ekstremt godt fællesskab, men færre mexicanske fællesskaber og mindre spansklæring. Dog kommer man til at hænge ud der en del alligevel, da husene ligger så tæt ved skolen, og en del fester afholdes der, hvilket leder mig til næste emne.

Kulturen – Det sociale

Festerne er et samlepunkt for mexicanere. Alt der kan fejres – skal fejres. Deres uafhængighedsdag, deres lokale helgener for hvert kirkedistrikt, dia de muertos, haloween, santo guadalupe – alt sammen blev fjeret og i flere dage i streg. Og det er ikke bare en fest hvor man tager en sjov hat på og skåler med hinanden – her bliver gaderne pyntet med papirklip, flag, blomster i mexicanske farver, befolkning maler deres ansigter med dødningehoveder og for en stund glemmer de deres dårlige statistikker om dødstal og fattigdom, og fejrer livet til fulde. Det samme gør sig gældende for de mere normale privatfester. Her er der aldrig langt mellem hver regaeton sang, og kan du ikke danse, så skal du nok få det lært i Mexico.

Befolkningen og eleverne i Mexico er meget åbne, hjælpsomme og snaksaglige. Den største overraskelse her, var brugen af deres humor, som altid skinnede igennem. Både unge og ældre joker og griner med hinanden. I de fleste timer af døgnet kan sælges der tacos, tortas og elotes på gaden, og hvis man vil, kan man hurtigt falde i snak i en god mængde tid, men man spiser sig godt mæt for 20 kroner.

Tag af sted hvis du har mod på et land hvor alle systemer bliver gjort anderledes, du kan håndtere mexican time (forsinkede aftaler), vil opleve at bo i en STORBY, er klar på at lære spansk, at feste som man kun gør i Sydamerika, at opleve et land som både rummer Stillehavet, det caribiske, bjerge, jungle, mayan templer og gamle monumenter fra fortiden, samt lokale stammer og traditionelle sprog, og du vil opleve at kunne købe mad og friskpresset juice på gaden hver eneste dag, og have råd til IKKE at skulle leve et SU-life. Mexico er ekstremt på godt og ondt, og tager man sine forholdsregler og passer lidt på, så oplever man kun det ekstremt gode liv. Buena suerte!

LUCA School of Arts er en kunstskole med flere forskellige kunsteriske linjer og flere forskellige campus, der reelt er forskellige skoler, der ikke har noget med hinanden at gøre. Jeg gik på de to campus der ligger i Bruxelles, hvor jeg havde en blanding af bachelor- og masterfag. På den ene skole (NARAFI) fokuseres der meget på det tekniske, hvilket var meget lærerigt for mig. Den anden skole (Saint-Lukas) er en mere traditionel kunstskole, hvor det kreative indhold sættes meget højt.

Når du starter bliver du en del af et samlet ERASMUS-hold, der blander folk fra de to campus. Dem er du sammen med den første uge og bliver introduceret bredt til de forskellige kunstneriske linjer og kunst i Belgien i det hele taget (litteratur, billedkunst, skulptur, film, animation, design, dans mm.)

Efter den første uge starter du så på din linje. Jeg havde audiovisuel kunst. I starten var der en hel del forvirring, fordi mine fag ligesom flere af de andre erasmus studerendes fag ikke var blevet fastlagt på forhånd. Så den første måned gik meget med at finde ud af hvor jeg skulle være hvornår. Da jeg havde fået et skema var der desuden ofte flere fag jeg skulle være til på samme tid. Jeg har snakket meget med skolen i Bruxelles om dette og de vil forsøge at gøre det bedre.

På NARAFI havde jeg faget kortfilm, der tog en hel del af min tid (nærmest al), men det var også meget lærerigt og en god vej ind i filmverdenen. Her var vi inddelt i otte filmhold, der hver skulle lave en kortfilm og skulle assistere en anden gruppe med deres kortfilm. Manusskriptet var stort set skrevet og tiden gik meget med de praktiske forberedelser til filmen (besøge forskellige locations, samle penge sammen, bygge decor, finde skuespillere mm.) samt forberedelser til ens egen funktion på settet (lyd, kamera, kameraassistent, DOP, producer mm.) Selve filmene skød vi i løbet af en uge, hvor man bor alle sammen (cirka 20 mennekser) sammen i nærheden af den location, hvor man filmer. Det er altså to gange en uge, hvor man bor på denne måde. Både med ens egen gruppe og med den assisterende gruppe.

Udover dette fag havde jeg fagene: Electronic news gathering, multicam, personal work assignment, documentary history og made in Belgium.

Det har været et meget lærerigt semester for mig og noget helt andet end jeg har været vandt til. Det har været super hårdt og super sjovt.

Af Mette Mikkelsen, journaliststuderende

Hvis du har en umættelig trang til hummus, strand, et natteliv uden ende, kultur og historie, er Tel Aviv og Israel helt sikkert noget, der vil falde i din smag.

Tel Aviv University er også svær at sætte en finger på, for skolen har virkelig nogle gode faciliteter. Det hele er samlet på ét stort campus, hvor der blandt andet er store grønne områder, man kan læse lektier på, en pool og et fitnesscenter samt diverse spisesteder (inklusiv McDonald’s!)

Mange af de fag, der bliver udbudt til udvekslingsstuderende, handler på den ene eller anden måde om Mellemøsten, religion eller Israel, men der er også mulighed for at tage fag, der har mere med medieverdenen at gøre.

Jeg havde seks fag, som var History of Anti-Semitism, History of the Middle East, The Jewish World in the Modern Era, The Israeli Collective Memory of the Conflict, The Shia World in the Modern Era og Israeli Politics.

Jeg har været glad for alle fagene, men jeg var specielt vild med History of Anti-Semitism og The Jewish World in the Modern Era. Anti-semitisme-faget åbnede mine øjne op for et jødehad, der har eksisteret i langt længere tid, end jeg overhovedet kunne forestille mig, og som desværre stadig er yderst relevant i dag.

Min begejstring for The Jewish World in the Modern Era skyldes i høj grad læreren. Han er simpelthen så glad og sød altid, og så fortæller han på sådan en livlig måde.

Når det så er sagt, er seks fag ENORMT meget, og jeg har aldrig været så stresset, som jeg har været på det her semester. Semesteret strækker sig over 10 uger, hvor der både er midterms og eksaminer i alle seks fag og over 30 siders lektier til hver eneste time.

Jeg måtte efterhånden bare droppe at læse lektierne til timerne, for med midterms og eksaminer oveni kunne jeg ellers sidde med hovedet begravet i bøger og noter døgnet rundt. Jeg gik i skole fem dage om ugen fra kl. 10 til enten 16 eller 17.30 (dog med fire mellemtimer to af dagene).

Den anden DMJX-studerende på TAU og jeg havde flere gange fat i DMJX for at høre, om det virkelig kunne være rigtigt, at man skal tage seks fag, og det skal man åbenbart som 7. semesterstuderende ifølge DMJX’ ECTS-omregning (som i øvrigt er komplet anderledes end alle andre omregninger, vi stødte på blandt vores internationale medstuderende).

Jeg var afsted i efteråret, og semesteret startede først i midten af oktober, og jeg vil stærkt anbefale, at man laver sin praktikopgave, inden semesteret starter, for det får man ikke tid til undervejs.

Jeg tog til Israel to måneder før, semesteret startede, hvilket er meget anbefalelsesværdigt, da man simpelthen ikke får tid til at se og opleve alt det, Israel har at byde på, mens man går i skole.

Jeg håber ikke, den her sidste del har skræmt dig for meget, for Tel Aviv, universitetet og Israel er fuldt ud fantastisk. Sjældent har jeg været i et land med så mange kontraster, så meget historie og kultur, og som samtidig er så spændende for journalister.

Der sker hele tiden noget i Israel – på både godt og ondt, og det giver altså bare noget, når man selv er så tæt på alt det, som dem derhjemme ser på tv og læser om i aviserne.

Selvom det var virkelig hårdt, har jeg også fået rigtig meget ud af det, og jeg kan ikke anbefale Tel Aviv University nok.

Hvis du har nogle spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte mig på methojmik@mail.dmjx.dk.