Tel Aviv University, Tel Aviv, Israel

Af Cille Lewinsky

 

Tel Aviv er ikke blot Israels næststørste by, men også den mest hippe og moderne by i landet  fyldt med kultur, diversitet og liv. Byens cafeer, restauranter og barer er – trods skyhøje priser – fyldt alle ugens dage, også på Shabbat. Nye, små steder skyder op overalt, og som ung, dansk tilflytter er Tel Aviv den perfekte by både at leve og studere i.

Tel Aviv er sikker at færdes i, uanset om man bor i South (Florentine, Jaffa, Neve Tzedek) eller i North (Old North, City Center). Boligpriserne i Tel Aviv har fået et nyk opad de seneste år, og det gør, at mange unge er begyndt at flytte ind i områder som Neve Shaanan og Shapira, som ligger tæt på den centrale busstation i den sydlige del af Tel Aviv. De områder er dog stadig en smule betændte, da prostitution og narkohandel primært foregår i denne del af byen.

De fleste værelser, man kan leje i Tel Aviv – hvad enten det er i nord eller syd – koster omkring 2000-3000 shekel (ca. 3600-5400 kr.) Den nemmeste måde at finde en bolig på er gennem diverse Facebook-sider eller gennem andre studerende, når man starter. Der er flere, der ikke har fundet et sted at bo, når de begynder på universitet, men de fleste ender med at finde noget rimelig hurtigt.

Transport til og fra universitet er nemt, men man skal dog altid indregne et kvarters ekstra transporttid, da busserne som udgangspunkt er forsinkede. Trafikken i Tel Aviv er heftig – og hvis man som sød, regelret dansker køber en cykel, skal man virkelig være opmærksom på biler og cyklister! De fleste steder i byen er der ikke cykelstier, hvilket betyder at man enten må cykle på vejen blandt bilerne eller på fortovet blandt fodgængerne. Det mest optimale er at købe et buskort (Rav Kav) og tage bussen. Det er hurtigst og mest sikkert.

Tel Aviv University minder på mange måder om et amerikansk universitet med mere end 30.000 studerende. Der er gode muligheder for at købe mad, kaffe, eller hvad man ellers skulle få brug for i løbet af dagen. Professorerne er kompetente og dygtige, og jeg har aldrig lært så meget på ti uger, som jeg har gjort på Tel Aviv University. Jeg tog fagene Shii in the Modern Era, History of the Middle East in the Modern Period, Israeli Cinema, History of Anti-Semitism, The Israeli Collective Memory of the Israeli-Arab/Palestine Conflict og Theories in Communication and New Media. Stort set alle fag tager udgangspunkt i Mellemøstens historie og/eller Israels historie, men fagene supplerer hinanden godt og giver en et indgående kendskab til Mellemøsten og de mange både interne og eksterne konflikter, der har præget regionen længe før staten Israel blev oprettet i 1948.

Som udvekslingsstuderende fra DMJX er skoledagene en anelse lange, da jeg var påkrævet at tage seks fag. Jeg oplevede en del forvirring omkring omregning af ECTS-point, da Tel Aviv University og DMJX har forskellige omregningskvotienter. Derfor skal man være opmærksom på, inden man tager afsted, om man har valgt nok fag, så man ikke ender med at skulle tage ekstra fag, når man kommer hjem.

Men på trods af lange skoledage og 12 eksaminer ville jeg ikke have været mine 3,5 måned i Israel foruden. Aldrig har jeg lært så meget fagligt og personligt, og jeg ville uden den mindste tøven gøre det hele en gang til.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.