Toronto

Ida Lidsmoes, MPL

Universitetet og fag:

Jeg var på udveksling som MPL’er på Toronto Metropolitan University i Canada.

Jeg har alt i alt haft en rigtig god oplevelse med mit ophold i Canada. Universitetet var rigtig godt til at facilitere at vi som udvekslingsstuderende fra forskellige lande kunne møde hinanden. De satte os sammen i en whatsapp gruppe og så aftalte vi ellers selv at mødes og hænge ud.

De fag jeg havde synes jeg var rigtig gode. Det kan være meget forskelligt alt efter hvilke fag man får, hvor meget læsestof man har. Jeg var der med 2 veninder fra klassen og vi havde nogle af de samme fag men også forskellige. Mine fag var ikke særlig læsetunge men mine veninders var ret heftige nogle gange. Så vær parat på hvad som helst. Jeg havde de fag der hedder:

  • Negotiations and conflict resolution
    • virkelig et godt og meget brugbart fag. Det handlede kun om negotiations og man fik en masse teorier og viden bag forhandliger og hvordan man skal gå til det og hvad man skal forberede inden man går ind til en forhandling. Helt klart et fag jeg ville anbefale.
  • Business of creative medie
    • Meget fint fag. Vi blev delt op i grupper og skulle så finde på en startup virksomhed indefor det kreative felt og gå igennem alle faser af at få det godkendt, søge efter funding, lave en marketingstrategi, lanceringsplan osv. det var et ret fedt fag men også lidt overfladisk og meget det samme som vi havde lært på MPL.
  • Capstone: Film Production
    • Det her var et super interessant fag som jeg vil anbefale alle der vil ind i film og tv industrien. Det var et lecture fag hvor underviseren (som var producer ude fra branchen) fik en gæstelærer ind hver gang. Det var forskellige fagfunktioner inde fra film verdenen. Fx manusforfattere, producere, udviklingsproducer, kuratorer fra filmfestivaller osv. De fortalte så om hvad deres job gik ud på så man kunne tune sig ind på hvad man synes var det mest spændende at lave og få gode fifs til hvordan man skulle gå fremad i sine egne spor.
  • History and culture of popular music
    • Rigtig spændende fag faktisk. Absolut intet læsestof og verdens nemmeste A+. Vi kiggede på billboard charts og snakkede om dem, hvad der trendede i øjeblikket og hvordan historien har påvirket musikindustrien osv. Det er specielt et spændede fag fordi der var rigtig meget fokus på systemic racism i musik industrien og det var (fordi jeg ikke har erfaring med musikindustrien) rigtig spændende at dykke dybere ned i hvordan tingene har været engang og hvordan det stadig er. Musikindustrien er også i gang med en kæmpe omvæltning pga. TikTok der er kommet og disruptet hele industrien og den måde det fungerer på. Det er et virkelig nemt fag og virkelig sjovt (jeg vedhæfter mit final project her så I kan se det – der følger forklaring nederst på eksamensbeskrivelsen).
  • Financial management for creatives
    • Rigtig fedt fag med minimalt læsestof også. Hele faget handlede om at budgettere til forskellige kreative projekter. Hvis man har basis erfaring med Excel eller Google Sheet vil dette være et rigtig nemt fag. Vi skulle til at starte med lære de mest basale ting som ’hvad er en kolonne og hvad er en række’ i google sheets. Så de første par uger for mig var rigtig kedelige, men vi fik også nogle opgaver som var rigtig spændende som fx gik ud på at lægge et helt budget til en reklameproduktion. Fedt fag hvis man er glad for excel arks og gerne vil lære at budgettere. Det var ikke så specifikt til filmproduktioner som jeg måske havde håbet på, men alt i alt et fint fag.

Bolig:

Jeg boede på det kollegie der hedder Neill-Wycik som ligger LIGE ved siden af universitetet. Det er rigtig dejligt fordi det er på den anden side af gaden fra universitetet og det er helt klart det billigste sted man kan finde. For at få plads her skal man tjekke op på hvornår de åbner for venteliste og så skynde sig at melde sig på (helst samme dag). DOG vil jeg sige at dette IKKE er stedet for en der gerne vil bo dejligt og hyggeligt. Man skal ikke forvente at der er særlig rent på værelset når man kommer, og man kan ende ud i (som jeg gjorde) at bo sammen med roomies (jeg havde 4 roomies) der ikke er særlige renlige i køkkenet og der blev derfor VIRKELIG ulækkert. Hvis man er på stramt budget er dette helt klart stedet at bo, men vær dog opmærksom på at man ikke skal forvente det mest renlige sted at bo.

Det var dog et stort plus at man var helt tæt på centrum af byen så der ikke var langt til noget som helst.

Byen:

Om selve byen Toronto vil jeg faktisk sige at jeg ikke var helt imponeret. Dette er dog en MEGET personlig og individuel ting men jeg tror ikke lige det var byen for mig. Jeg er typen der virkelig elsker København og de gamle bygninger og arkitektur. Toronto for mig, virkede bare lidt mere som et stort ”financial district”. Dvs. høje bygninger, nybyg overalt og ikke særlig mange mennesker på gaden osv. De har noget de kalder ”patio season”. Det vil sige at der nærmest ikke er noget udendørs servering før midt-slut april og det savnede jeg rigtig meget.

Jeg har dog hørt fra rigtig mange der har været der at de har været rigtig glade for Toronto. Så det er meget individuelt og derfor så er det ikke sikkert at min vurdering her, passer på lige præcis dig.

Beskrivelse af eksamen i musik fag:

Jeg har vedhæftet en PDF med mit final project hvor vi egentlig bare skulle formidle noget information vi har lært i faget, på en anderledes måde end tekst. Det kunne være ethvert format, en film, en podcast, eller hvad audiovisuelle medie man lige tænkte var fedt. Jeg valgte at lave en serie at memes for at formidle den ’foragelse’ jeg har omkring race i musik og hvordan det ofte bliver ignoreret. Jeg valgte memes fordi det er en af de måder vi unge bruger mest på at kommunikere på og det skaber et humoristisk twist hvor det samtidig formidler den helt vilde tendens der stadig er, til at ’ignorere’ de forskellige racers bidgrag til musikkens udvikling. Jeg valgte en instagram som allerede eksisterer som ’skabelon’ og lavede så selv memes og skrev selv caption til opslagene og fik meget ros for dette. Det er bare for at illustrere hvor ’nemt’ og hyggeligt et fag det er.

Amsterdam University of Applied Sciences

Af: Stefan Napoleon Philip Smidth, Medieproduktion og Ledelse

Introduktion

Jeg vil starte med at henvise til Anna og Emmas klumme om at være på udveksling i Amsterdam, hvis du leder efter en velskrevet og grundig guide med gode tricks og tips til opholdet og skolegangen. Jeg studerede Global Trendwatching, med de to skønne piger, på Hogeschool van Amsterdam. De studerer til dagligt på Kommunikation på DMJX og jeg studerer MPL. Jeg vidste godt at vi alle tre skulle starte på samme skole i Amsterdam, men jeg var sikker på at de to piger ville læse på journalistlinjen på højskolen, så jeg blev oprigtigt overrasket og glad for at de to kom spadserende ind i klasselokalet på første skoledag. Det var oprindeligt meningen at de skulle have gået på journalistlinjen, men de valgte at skifte til Global Trendwatching, da de ligesom jeg syntes at dette forløb virkede mere overkommeligt. Jeg var i tvivl om hvilket forløb jeg skulle vælge på højskolen, Journalistlinjen er et meget intenst forløb, men et forløb der ville kunne åbne døre ind til den journalistiske verden. Mine tanker om det er at det altid er godt at have så mange åbne døre som muligt, når det kommer til jobmuligheder i fremtiden. Jeg endte med at vælge Global Trendwatching da dette forløb på papiret mindede om Innovation X fra DMJX men med et udsyn på fremtiden. Jeg valgte også Global Trendwatching da denne minor ligger under kreativ business, og jeg havde lyst til lærer flere kreative processer og tekniker at kende.

Global Trendwatching / en kreativ uddannelse

Det skal siges at GT-linjen bliver nedlagt og vi var den sidste årgang som fik fornøjelsen af at gå på den, men fortvivl ikke, der bliver oprette linjer som minder om den bl.a. en linje der hedder noget a la Future designs.

Alle fagene under GT ligger op til at arbejde og tænke kreativ, fælles for fagene er at de har fokus på at finde og analyserer signaler, (signaler i samfundet der peger i retningen af en forandring af den ene eller anden art) analyserne fra signalerne bruges på forskellige måder til at forudse fremtidsscenarier og til at finde ud af hvilke innovationer som vil være de bedste løsninger på fremtidens problemer.

Vi havde et fag der hed Trend Future Scenarios, i dette fag var eksamen at vi skulle ende med at skrive en kreativ historie, hvor vi placerede os selv 10 år ude i fremtiden, og beskrev hvordan verden så ud på dette tidspunkt. Før vi kunne skrive historien, skulle vi lave en researche opgave, hvor vi undersøgte hvilken mad menneskeligheden skulle leve af i fremtiden.

Vi havde også et fag der hed Trend Lab som var delt op i to, Trend Lab1 og Trend Lab 2.

Dette fag var mit yndlingsfag, faget pressede os på vores evner til at tænke kreativt og holde tungen lige i munden. Faget fungerede på den måde at vores underviser gav os Kulturel-Probes (google det : ) som vi skulle udføre inden hver undervisningstime, hver probe førte os til et resultat som vi så skulle bruge til at udfører næste probe. Som studerende havde vi aldrig det fulde overblik over hvad vi lavede og hvor disse probes ville tage os hen. Det var først i sidste step af processen, at vi forstod grunden til disse forskellige probes, i Trend Lab 1 var slut produktet et klistermærke og i Trend Lab 2 et Zine som skulle printes på en Riso printer (google). Da jeg elsker at nørde med visuelle produkter, endte jeg med at bruge ret meget tid sammen med Riso-printeren og printe mine egne illustrationer. Skolen som er kæmpestor og spredt ud over flere bygninger, har en afdeling der hedder Makers-Lab, her er der mulighed for at lege med alle mulig sjove maskiner i sin fritid.

Afrunding

Alt i alt har skolen og Amsterdam behandlet mig yderst godt. Jeg kan varmt anbefale at flytte til Amsterdam, Byen er virkelig smuk i foråret og om sommeren, og byens gamle arkitektur er svært charmerende. Jeg cyklede forskellige ruter til og fra skole, og i det skarpe hollandske lys kan det tit føles som om, at man bevæger sig rundt i en filmkulisse fra en tidligere tid.

Her kommer lige et par hurtige:

Lej cykel. Hollænderne er super høflige og gode til engelsk. Deres madkultur minder om den danske, så prøv mad fra Surinam, det er billigt og lækkert. Når det regner i Holland, så regner det meget og hvis det ikke regner, så blæser det, lige indtil det bliver sommer. Amsterdam er en musik by, jeg kan anbefale at tage ind og hører alternative musik koncerter på en af byens mange små koncert-steder. Hvis du kan lide Lp’er har Amsterdam nogle af Europas bedste pladebutikker. 

Har du spørgsmål så henved dig til Anna og Emma 😉 du må selvfølgelig også gerne sende mig en mail på snps@mail.com

CEU San Pablo Madrid

Anna Cecilie Sander Bie Andersen, MPL

Bolig:

Jeg fandt min bolig gennem facebook siden ”Danskere i Madrid”, her søgte to danske piger en roomie. Jeg boede rigtig centralt lige ved Plaza Mayor og 30 minutter i offentlig transport fra universitetet. Jeg ved mange andre fandt bolig gennem Helphousing, og var fint tilfredse med dette. I disse lejligheder skal man bo med enormt mange andre, så det var jeg personligt glad for ikke at ende ud i. Områder jeg kan anbefale at bo i: La Latina, Lavapies, Malasaña.

Fag:

Political and Cultural Thought:

Dejligt hyggeligt fag, et fag hvor der ikke bliver stillet særlig mange krav til dig og læreren er sød. Dog med en lidt kraftig accent. Han underviste i forskellige politiske teorier fra filosofer som Platon, Locke, Hobbes osv. Her stillede han også spørgsmålstegn ved dem.

Audiovisuel Journalism:

Dette fag bestod af to lærer + både workshop og teori. Her brugte man rigtig meget energi og mange timer + der blev forventet meget af dig inden du kom til time. I faget lavede vi nyhedsudsendelser og radioudsendelser. Jeg ville ikke anbefale dette fag, læreren Sara Ruiz Gomez er rigtig sød(hende skal man skrive til hvis man har de mindste problemer ift skolen), men de ting vi lærte her, var meget modsat af hvad jeg var blevet lært på DMJX. Der var meget fokus på praksis i Spanien eller Stor Britannien. + man brugte rigtig meget energi på faget udenfor skoletid og kunne næsten ikke have fravær. ( ja der er stram fraværsordning på CEU).

Communication and Culture:

Et hyggefag uden krav.

International Relations:

Dette fag var mit favorit fag. Læreren var rigtig dygtig og det var nogle spændende diskussioner vi havde i klassen. Her føler jeg at jeg har lært meget, som jeg kan bruge i praksis.

Spansk:

Jeg havde A2 niveau og det var helt fint ift. mine glemte kompetencer fra gymnasiet. Jeg ville måske hellere have valgt et andet fag nu, da jeg engenlig lærte mere sprog ved bare at bo i Madrid.

Generelt om CEU San Pablo:

Jeg synes skolen var rigtig fin, med gode tilvalg som gratis Padel timer, pilates, flere klubber (mountain club, wine club, osv…) Billig kantine og dejlige omgivelser og undervisere. Når det er sagt er niveauet meget lavt også den måde de eksaminerede os og underviste os på.

Madrid:

Jeg havde aldrig været i Madrid før jeg tog på udveksling, men hvor er det en fantastisk by. Den er multikulturel og med alle mulige fede ting at lave. De fineste museer, caféer, parker, restauranter, bygninger og mennesker. Det er billigt og nemt at komme rundt, 8 euro for alt offentligt transport i 31 dage, hvilket også galt timer ud af selve byen. Derudover er tog, busser og fly også bare billigt og nemt til andre steder i Spanien. Jeg vil virkelig anbefale at vælge byen som sted for dit udvekslingsophold. Hav lidt spanske gloser i baglommen og et åbent sind, så skal du nok komme langt.

Klumme om ophold på University of Limerick

Line Kildgaard, Kommunikationsuddannelsen

I foråret 2023 tog jeg til Irland for at fuldføre mit 5. semester på Kommunikationsuddannelsen på University of Limerick. Kort sagt har det været en fuldstændig vanvittig oplevelse på den der virkelig geniale livsændrende måde. Irland er et berigende land med hjertevarme mennesker, og University of Limerick er et godt bud på den amerikanske collegedrøm udlevet i Europa.

Campus og det sociale udbytte

Når jeg nævner collegedrømmen, er det fordi universitetets campus byder på fire fakulteter, Kemmy Business School, en stor sports arena, cafeer, butikker, den ikoniske Stabels bar, intet mindre end 75 clubs og societies og selvfølgelig en shop fyldt med merch. Starten af semestret bød på en spændende introuge for de ikke mindre end 500 internationale studerende.
I gåafstand til fakulteterne ligger fem studiebyer. Jeg boede i Kilmurry village, hvor jeg delte et hus med fem skønne europæiske kvinder. Jeg vil klart anbefale at søge et værelse i en af byerne. Jeg oplevede et virkelig godt fællesskab i mit hus og på tværs af husene i min by. Tilknyttet byen er et vaskeri, en reception og et samlingssted. Receptionen arrangerede løbende hyggelige tiltag og var altid klar med en hjælpende hånd.
På universitetet findes også et Student Life center, der i løbet af semestret arrangerer events, koncerter og endags-turer rundt omkring i Irland. Jeg ville anbefale at deltage, det er en virkelig god måde at møde andre udvekslingsstuderende på. Det gælder også om at få meldt sig ind i et par clubs og societies, her er der en god blanding af irske og internationale studerende. Jeg var utrolig glad for The Outdoor Pursuits Club, der arrangerede ugentlige klatrings timer på campus og vandreturer i hele Irland.

Jeg må også nævne den ugentlige fredagsbar på campusbaren Stabels. Det er udelukkende internationale studerende, der i klumper fra før-festerne bevæger sig mod dansegulvet. Udover fredagsbaren er der rig mulighed for at ramme Limericks barer og klubber resten af ugen.

Midt i det eventyr, det er at være udvekslingsstuderende, er det uundgåeligt at der kastes nyt lys over de fælles udfordringer, vi står overfor i verden. På tværs af nationaliteter, fagligheder og kulturer har jeg fået nye fantastiske perspektiver og indsigter. Det har også været utrolig spændende at dele ud af de danske traditioner, gloser og prale lidt med vores overdådige velfærdssystem.

Det faglige indhold

Jeg havde i alt fem fag til hver 6 ECTS-point. Jeg tog tre fag på universitetet og to fag på Kemmy Business School. Jeg vil lige understrege at de to skoler ligger på samme campus og hænger sammen under University of Limerick. Fagene består ofte af en kombination af klassiske forelæsninger, praktiske laboratorier eller tutorials, der åbner for en samtale om det faglige med andre elever og ens lærer. Det faglige niveau på universitet er lavere end på DMJX, og jeg må indrømme, at jeg ikke har taget meget viden med derfra. Niveauet på Kemmy Business School er højere og lektionerne bedre. Jeg vil klart anbefale at tage 2-3 fag her.

På universitetet havde jeg fagene Magazine Journalism and Advanced Layout Design, Social Media and Society og Content Development and Information Management. Jeg vil ikke anbefale sidstnævnte fag.

På Kemmy Business School havde jeg fagene Business Consulting og Marketing (non business). Marketingfaget var fuldstændig eminent. Jeg har fået et utrolig stort fagligt udbytte, og jeg vil varmt anbefale faget samt et hvert fag med min lektor Dr. Christina O´Connor.

Limerick og alt det praktiske

Umiddelbart kunne man fristes til at vælge Dublin, hvis man gerne vil på udveksling i Irland. Jeg er utrolig glad for, at jeg ikke endte i Dublin – den by skal du nok få set. Jeg nød det store campus i Limerick og livet, der hører med sådan et stort universitet. Det var ret magisk at alle mine venner boede samme sted som mig og ikke var spredt ud over en hel by. Vi festede, handlede, gik ture og dasede de samme steder. Jeg nød også den smukke natur, der er en del af campus og omegnen. Det er et kæmpe plus for, hvis der er noget Irland kan, så er det at betage en med dets storslåede grønne farver, rå klipper og bløde bjerge.

Samarbejdet med University of Limerick har været helt fantastisk. Universitetets Erasmus koordinatorer har været punktlige, hjælpsomme og engagerede i mit ophold. Jeg kan ikke sætte en finger på det praktiske ift. godkendelser, bolig, introuge, valg af fag, certifikater ect. Jeg har altid følt mig tryg og i gode hænder før, under og efter mit ophold.

Få købt dig et par vandrestøvler, der når op om anklerne, det er vigtigere, end du tror. Skaf dig en adapter, vær beredt på at opleve fire sæsoners vejr på en dag og husk at tage lakrids med til dine nye venner.

Jeg har kun de kærligste anbefalinger til Irland og University of Limerick. Det er en kæmpe kliche, ment på den mest taknemmelig måde må jeg sige, at jeg ikke er vendt hjem som den samme.


Udveksling på Toronto Metropolitan University (TMU), Canada

Af Selma Paludan, journaliststuderende

I foråret 2023 valgte jeg at tage på udveksling på Toronto Metropolitan University, da jeg havde lyst til at udfordre mig selv, få nye oplevelser og præge et semester af min uddannelse mod en mere akademisk retning. TMU og universitets store fagudbud appellerende stærkt til mig, og samtidig ønskede jeg at opleve Canadas diverse kultur, storbyliv og vilde natur. Min beslutning om at tage på udveksling og lige netop til Toronto fortryder jeg på ingen måde!

Der er enormt mange skridt i en udveklingsproces og et af dem er at finde bolig. Toronto er en dyr by at bo i, og der er generelt stor konkurrence blandt de mange boligsøgende. Derfor er mit bedste råd til dig at være ude i god tid og tidligt i forløbet gøre dig tanker om, hvordan du ønsker at bo. De fleste vælger at bo på enten kollegier eller fremleje et værelse hos lokale canadiere. Tartu og Neill Wycik er de to mest populære kollegier for studerende på TMU, og de er begge fine, billigere alternativer til at fremleje et værelse. Det er dog vigtigt at være opmærksomhed på, at den lavere pris på kollegieværelserne afspejler både kvaliteten og renligheden af dem.

Jeg var selv tidligt i processen bevidst om, at jeg ønskede at bo med lokale canadierne for at få den mest autentiske oplevelse. Jeg brugte diverse Facebook- og Instagram sider i min søgen og endte op med at fremleje et værelse hos to søde canadiske kvinder. De endte med at have en kæmpe positiv indvirkning på mit ophold, da både de og deres egne venner med tiden også blev mine. De var helt fantastiske, og jeg kan ikke være mere tilfreds med min beslutning om at bo med lokale. Når man vælger at fremleje udenom et kollegie, er der dog visse forholdsregler, man skal tage sig for at undgå at blive snydt. Grundet den store boligmangel er der en del, som udlejer falske værelser, så sørg for at få en kontrakt fra din udlejer, og se værelset gennem et Facetime- eller Zoom-opkald. Du kan selvfølgelig aldrig vide dig 100% sikker, men gør forsøget og følg din mavefornemmelse undervejs. Min husleje var på ca. 5250 kr. om måneden, hvilket er forholdsvist billigt for en central beliggenhed i Toronto. Der er mange hyggelige områder at bo i, men generelt vil jeg anbefale dig King West, Ossington, Little Italy, Little Portugal, The Annex og Kensington Market. Søg væk fra Downtown og området omkring campus, da det er meget turistet og ucharmerende. 

Et andet skridt i processen er at vælge fag. Det var for mig en ganske kaotisk proces, hvor fagudbuddet konstant ændrede sig, og hvor det var svært at overskue, hvilke fag, som jeg reelt kunne tage, når det kom til stykket. Det resulterede i, at jeg brugte de første to uger af mit ophold på at prøve en masse forskellige fag af og have enormt meget kontakt med TMU’s faglige koordinator. Det er vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at du ikke kan regne med at få de fag, du ønsker, selvom de står på universitets hjemmeside. Mange fag vil ikke blive udbudt på netop dit semester, og samtidig vil de udbudte fag lynhurtigt blive fyldt op. Når det er sagt, så slå koldt vandt i blodet gennem processen. TMU er enormt lydhøre og hjælpsomme overfor at forsøge placere dig på de fag, du ønsker og endda gøre undtagelser, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Jeg fik ikke alle de fag, jeg havde set mig for øje, da jeg først søgte om udveksling på TMU, men endte ud med at være meget tilfreds med mit skema og faglige læringsudbytte. Jeg havde følgende fem fag:

Trans Studies and Communication – CMN 230

Diversity in Creative Industries – CRI 760

Photojournalism – JRN 215

History and Culture of Popular Music – RTA 905

Sex, Gender Identities, and Sexualities – SOC 633

Fælles for alle undervisere er, at de alle er meget passionerede om deres fag, hvilket tydeligt smitter af på undervisningen. Særligt var jeg glade for fagene SOC 633, JRN 215 og CRI 760, og jeg kan varmt anbefale dem og særligt Miranda Campbell og Alan Sears som undervisere. TMU har et stort workload i langt de fleste fag, og det forventes af dig som studerende, at du er aktiv, hvilket indebærer en stor læsemængde og ofte ugentlige afleveringer. Gør dig selv en tjeneste, og vælg mindst et praktisk fag. Jeg var selv enormt glad for at have fotojournalistik som et praktisk fag, der stod i kontrast til det ellers udelukkende akademiske indhold.

Mine bedste råd til dig, som overvejer udveksling på TMU:

  • Rejs ud! Semestrene på TMU er meget korte, og jeg fik selv sommerferie allerede i midt april. Brug tiden efter dit semester eller under dit Spring break/Fall Break på at rejse. Canada er et kæmpe land med utallige muligheder, men der er også rig mulighed for forholdsvist billigt at rejse til Mexico eller dele af USA.

  • Brug byen! Toronto er en enormt spændende og dejlig by, når man først kommer under overfladen på dens meget finansielle og kolde udtryk, så husk at brug den under dit ophold. Særligt er der utallige madoplevelser med autentisk mad fra hele verden grundet byens store etniske diversitet, som jeg virkelig vil anbefale dig at udforske og bruge penge på.

  • Opsøg de lokale! Canadierne er enormt velkomne og gæstfrie, og de vil meget gerne inkludere dig, så opsøg dem gennem dit ophold enten gennem din boligsøgning eller begivenheder undervejs i dit ophold. Mit ophold vil på ingen måde have været det samme uden de canadiske venner, jeg fik og de oplevelser, som de gav mig.

  • Husk at slappe af og nyde det! TMU’s store arbejdsmængde kan virke altopslugende, hvis du udelukkende higer efter A+-karakterer, men husk, at det er, hvad du gør det til. Vælg fag, som oprigtigt interesserer dig, så det også er en givende oplevelse at engagere dig fagligt, men husk, at et udvekslingsophold i mindst lige så høj grad handler om den læring og de oplevelser, som du tilegner dig socialt og i din fritid. 

  • Skriv til DMJX, og få dem til at sætte dig i kontakt med andre DMJX’ere, som også skal afsted til TMU! Vi var i alt fem DMJX’ere fra Aarhus og København, som skulle afsted til TMU i foråret 2023, og vi fik igennem skolen kontakt til hinanden allerede inden afrejse. Det var enormt rart at kunne bruge hinanden undervejs, og det gav ligeledes en tryghed at have hinanden særligt i den første tid.

Jeg er ekstremt glad for min beslutning om at tage afsted, og jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme. Du er velkommen til at kontakte mig om stort og småt på 29177@dmjx.dk eller på 20584919

Udveksling på American University of Beirut

Af Mathilde Lindberg Faurby, journaliststuderende

“Åh nej,” udbrød min mor, da jeg fortalte hende, at jeg havde besluttet mig for at tage på udveksling i Libanons hovedstad, Beirut. Og jeg bebrejder hende ikke. Nyhedsdækningen af Mellemøsten kan hurtigt give indtryk af, at Mellemøsten kun består af krig og konflikt. Et udvekslingsophold i Libanon giver dig heldigvis et indblik i, at det også er meget mere end det. Midt i en uoverskuelig og håbløs økonomisk krise er Libanon landet med den sødeste befolkning og den flotteste natur, jeg nogensinde har oplevet.

Med en størrelse svarende til en tredjedel af Jylland har du rig mulighed for at få udforsket hele landet i løbet af semestret – og husk at gøre det. Man går glip af mange kopper te hos gæstfrie familier og indsigter i landets interne og eksterne konflikter, hvis man bliver i hovedstaden. Med skiløjper i bjergene, oceaner af vandreture og solrige sandstrande er der nok at give sig til i weekenden. Allermest holdt jeg af at leje en bil og køre op i bjergene til små landsbyer, som man aldrig før havde hørt om, men som bød på landets mest gæstfrie mennesker og bedste mad.

Selvom ansøgningsprocessen blev overskygget af et ophold, der gjorde den det værd, så synes jeg alligevel ikke, at DMJX får understreget nok, hvor krævende processen er og hvor alene man er med den. Selvom DMJX udbyder partneruniversiteter, så er man udelukkende selv ansvarlig for at finde hoved og hale i udfyldningsskema, medical records, deadlines og kommunikation med modtager-universitetet. Desuden var det enormt svært at få de fag, som jeg havde fået forhåndsgodkendt hjemmefra, da de enten var fyldt op eller slet ikke var blevet oprettet. Her viste American University of Beirut sig fra sin bureaukratiske side, da jeg i to uger blev sendt frem og tilbage mellem skolens kontorer for at tigge og bede om at få nok relevante fag. Jeg håber virkelig, at dette system kan gøres smartere i fremtiden.

En storslået campus der rummer tennisbane, museum, restauranter og et fitnesscenter danner ramme om American University of Beirut. Universitetets grønne arealer og primært meget privilegerede studerende står i stor kontrast til den hektiske trafik og slående fattigdom på den anden side af murene. Det var en enorm stor oplevelse at studere på et så anerkendt og storslået universitet. Man skal dog vide, at campus og dets studerende ikke danner et repræsentativt billede af Libanon og dets indbyggere.

Det var en stor omvæltning at gå fra DMJX’s praktiske tilgang til AUB’s akademiske. Det tog mig en måneds tid at vænne mig til den tunge arbejdsbyrde og store læsemængde, men jeg oplevede også, at jeg med tiden blev bedre og bedre til at navigere i engelske akademiske tekster. Man skal være indstillet på, at AUB ikke er universitetet, hvor man dygtiggøre sig inden for journalistikken. Jeg tog et journalistisk fag kaldet “Advanced Reporting and

Writing,” og det kan jeg ikke anbefale. Mit råd er at holde sig til politiske og historiske fag om Mellemøsten, som giver en god forståelse for det land og den region, man befinder sig i. Jeg kan særligt anbefale Jamil Mouawads fag “Politics in Lebanon,” som får mere og mere af landet til at give mening efter hver undervisningstime. Selvom mit udvekslingsophold i Libanon blev et semester uden undervisning i journalistik, så har jeg aldrig snakket med så mange forskellige mennesker på et halvt år, som jeg gjorde i Libanon. Landet rummer så mange forskellige etniciteter, sociale klasser samt religiøse og politiske overbevisninger, at man bliver god til at stille spørgsmål og snakke med alle slags mennesker.

Hvis du har spørgsmål til fag, bolig, by eller noget helt fjerde er du mere end velkommen til at kontakte mig på 29208@dmjx.dk.

Fjerde semester på LAU, Beirut – F23

Af Signe Lægsgaard, fotojournalistik

Udveksling som fotojournalist på 4. semester
Før jeg fortæller om min udvekslingsoplevelse i Libanon, vil jeg komme ind på udveksling som fotojournaliststuderende i det hele taget. Hvis du spørger mig, om jeg vil anbefale at tage på udveksling som fotojournalist, så er svaret helt sikkert ja. Men for mig var det ikke en nem beslutning at tage afsted, fordi studieordningen ser ud, som den gør lige nu. Udvekslingen foregår på 4. semester, som pt. også er semestret, hvor der bliver lavet emnereportage og praktiksøgning hjemme på DMJX. Personligt var jeg den eneste i min klasse, der ikke fik en praktikplads, og mens det selvfølgelig kan have mange forskellige årsager, hørte jeg fra samtlige praktiksteder bagefter, at det havde haft en negativ indflydelse at mine samtaler var online, mens alle mine studiekammerater var til samtale fysisk. Jeg blev overrasket over, at det fik en betydning for min praktiksøgning at jeg sad i Beirut, og vil derfor bringe videre, at det kan have en indflydelse – selvom det selvfølgelig ikke vil være tilfældet for alle. Når det så er sagt, så fortryder jeg på ingen måde at jeg tog afsted.

Udveksling i Libanon
For hvis du har besluttet dig for at tage på udveksling, er Libanon et af de mest særlige, lærerige og smukke steder, du kan tage hen. Som flere andre skriver, er Libanon særligt fordi du bliver mødt af så mange kontraster i så småt et land. Mellemøsten møder Vesten, ekstrem overflod møder ekstrem fattigdom, og politisk set er landet så kaotisk, at det fra et dansk synspunkt grænser til det absurde. Beirut er, når man har vænnet sig til luftforureningen og den støjende trafik, en virkelig smuk by, som man aldrig bliver færdig med at udforske. Jeg forelskede mig i de farverige grønthandlerbutikker, i restauranterne med libanesisk på menuen og alt for høj live-musik i højtalerne, i det livlige Gemmayze og autentiske Bourj Hammoud. Nattelivet havde virkelig meget at byde på, og jeg havde mulighed for (og råd til) at tage meget mere på klub og til koncerter, end jeg gjorde hjemme i Danmark. I det hele taget havde jeg råd til meget mere end de fleste libanesere, og min udvekslingsoplevelse har i høj grad gjort mig bevidst om mit eget privilegie. Der mange, der tigger på gaden pga. den økonomiske krise i Libanon og pga. krigen i Syrien, og personligt synes jeg det var hårdt, men også vigtigt, at blive konfronteret med hver dag. I det hele taget kan det være overvældende at gå på gaderne i Beirut som turist, fordi man får meget opmærksomhed. I de fleste tilfælde fører det dog kun til gode oplevelser: Libaneserne er det mest åbne og gæstfri folk, jeg nogensinde har mødt, og jeg er ofte blevet inviteret på te eller et måltid mad af fremmede. Der er virkelig god mulighed for at lære lokalbefolkningen at kende.

Lebanese American University
Når jeg ser tilbage på mit semester på LAU, er det ikke mine fag, der gjorde et stort indtryk, men det netværk, jeg fik foræret der: mine relationer til andre udvekslingsstuderende og libanesiske klassekammerater. Der er en virkelig god tutor-ordning på LAU, så man føler sig velkommen fra starten. Måske havde det faglige gjort et større indtryk, hvis jeg havde fået de fag, jeg oprindeligt havde valgt – men der er mangel på undervisere på LAU, så ingen af dem blev oprettet. Det betød, at jeg faktisk ikke havde nogen fag, der relaterede sig direkte til fotojournalistik, så mit faglige udbytte har ikke været stort. Jeg havde alligevel to fag, som jeg var glad for: ’Life Writing’ og ’Lebanese Dialect’. Derudover havde jeg ’Studio Photography’, ’Landscape Photography’ og ’Cultural Studies III’.

Tag på roadtrips!
At der ikke er fotojournalistiske fag på LAU behøver overhovedet ikke at stoppe dig i at lave historier/projekter i Libanon. Der er mange spændende personer at møde og steder at se både i Beirut og udenfor. Prioritér at tage på ture ud af Beirut weekenderne! Libanon er småt, så du kan næsten nå at opleve det hele på et halvt år. Og hvis du har lyst og overskud, så lav nogle historier i din fritid – universitetet og lektier kan virke overvældende i starten, men så længe du møder op til undervisningen, er det er generelt ikke vildt svært at få gode karakterer på LAU, så lad være med at bekymre dig for meget om det. Få så meget ud af Libanon, som du kan! Hvis du vil vide, hvor du får den sjoveste aften i byen, oplever de smukkeste naturområder eller finder de små, hyggelige kroge i Beirut, så er min linje åben på facebook, insta og 28422@dmjx.dk. Jeg vil også meget gerne hjælpe med en mere detaljeret beskrivelse af mit ophold og mine fag, hvis du er i tvivl om du vil afsted. De praktiske spørgsmål vedr. ansøgningsproceduren må du hellere spørge International afdeling om – jeg aner ikke, hvordan jeg kom igennem papirarbejdet, men de er gode til at hjælpe derinde, så det skal nok gå for dig også.

Min tid på Tel Aviv University!!!

Af Lærke Kobberup, journaliststuderende

Jeg kan simpelthen ikke anbefale den her by nok. Jeg var i starten lettere nervøs ved at være så langt hjemmefra, men dette sted overbeviste mig hurtigt om, at det klart var det rigtige valg. Den udadvendte attitude fra alle jeg mødte og den varme og hurtige kultur, fik mig til at blive tryllebundet af dette sted.

Nu skal jeg dog ikke misforstås. Israel er et kompliceret land, og jeg havde mine egne moralske komplekser med at være en del af dette samfund. Men for mig er det vildt spændende at få lov til at opleve et land, som så mange har så svært ved at forstå. Jeg er stadig ikke sikker på at jeg forstår landet fuldstændig, men det indblik jeg fik ved at bo der i 5 måneder, hjalp mig helt klart på vej.

Så, selve undervisningen kommer til at ramme en lige i ansigtet, når man kommer. Grundet omregningen skal man som DMJX tage 2-3 fag mere end alle andre udvekslingsstuderende, og det kan godt virke meget hårdt i starten. Jeg var meget frustreret, men når man fandt ud af, hvilke fag der var de vigtigste for én, blev det gevaldigt nemmere. Jeg vil sige, at det ikke er super svært at bestå fagene, og da man ikke tager sine karakterer med hjem, kan man vælge at fokusere på de fag der giver mest mening for én, og så bare dukke op til de andre.

De tilbyder ikke særlig mange journalistiske fag, men de tilbyder en masse om historie, politik og religion i landet. I starten var jeg træt af dette, men jeg må indrømme, at jeg nu virkelig sætter pris på, hvor meget jeg lærte om dette land og dets kultur mens jeg var der. Dette havde jeg aldrig fået lært, hvis ikke jeg havde været nødt til at tage disse fag. Desuden supplerede jeg det med et “creative non-fiction” skrivekursus. Dette kursus er fantastisk, og det lærer virkelig en at få sine omgivelser med, når man skriver,

Jeg boede personligt ikke på kollegie, og jeg hører både godt og dårligt om det. Jeg kender folk, som fandt deres bedste venner der, men det er dog ret langt væk fra selve Tel Aviv by. Jeg boede i bydelen Jaffa. Jaffa er mit yndlingsområde i Tel Aviv, og jeg vil på det kraftigste anbefale at finde et sted at bo enten der eller i området “Florentine”. Jeg selv købte en cykel og cyklede til uni hver dag. Busserne er dog også billige, så det er klart også en mulighed.

For at opsummere: Tel Aviv er en unik mulighed for at opleve en kultur som er meget svær at forstå, og møde et folk som på trods af forestillinger er meget åbne og imødekommende. Jeg fik desuden også muligheden for at rejse til både Jordan og Sinai, hvilket jeg også vil anbefale, nu når man er i området. Hov, ja og Vestbredden selvfølgelig! Ramallah er et must.

Udveksling i Dublin, Technological University Dublin (TUD), Irland

Af Nynne Lehbert, journaliststuderende

Kan du lide Guinness, så er Dublin byen for dig! Og kan du ikke, så skal du nok få et skideskægt ophold alligevel. Det havde jeg! Dublin er en så fed by – om end jeg synes, den var lidt grå og småsørgelig at se på i starten. Det blev heldigvis gjort til skamme meget hurtigt! Dublin ér grå, men alt andet end sørgelig.

Et kæmpe plus er også Irlands fantastiske natur! Vælger du at rejse til Dublin, så må du ikke snyde dig selv for weekendture ud i landet.

Skolen, TUD
Dublin minder på mange punkter om Danmark, og på andre punkter slet ikke. Her er universitet et af dem. Inden jeg ankom, vidste jeg ikke præcis, hvilke fag jeg skulle have/kunne vælge, hvorfor jeg også søgte forhåndsgodkendelse et par uger inde i opholdet. Jeg var meget frustreret og hammerusikker på det hele, fordi jeg oplevede en utrolig langsom kommunikation med Technological University Dublin (TUD), som betød, at jeg først blev orienteret om alt det praktiske et par uger inden ankomst. Som det jo så ofte gør, så gik det hele fint – og da jeg først ankom, var alle SÅ søde og hjælpsomme. En uge før den rigtige undervisning var der en introuge for alle udvekslingsstuderende, som foregik over ZOOM. Kun én dag skulle vi møde fysisk op nogle timer på skolen. Det vil jeg klart anbefale, at man deltager i. Det var her, jeg fik kontakt med mange af de udvekslingsstuderende, jeg endte med at være meget sammen med resten af semestret. Allerede den første skoledag fik jeg et møde med min kontaktperson, hvor jeg fik mulige fag præsenteret.

Jeg havde seks fag, hvoraf fem af dem var en del af journalistuddannelsen på TUD. Gode og spændende fag, og jeg oplevede ikke niveauet som sværere end i Danmark, tværtimod. Jeg gik også kun i skole et par timer om dagen. Til gengæld, så skulle vi lave flere afleveringer end vi er vant til fra DMJX.

Jeg valgte et fag, ”Irish Cultural Studies”, som kun er for udvekslingsstudenter. Det er helt klart et fag, jeg vil anbefale at tage. Du møder en masse andre udvekslingsstuderende, og det er en fed måde at lære om landet. I de fem andre fag, var jeg sammen med en fast klasse (ligesom vi kender det fra DMJX), hvor jeg var den eneste udvekslingsstudent. Det var superfedt, for da lærte jeg helt automatisk en masse irere at kende. De var alle så søde, og jeg blev virkelig taget godt i mod. Det blev til mange kaffe- og øldates i løbet af semestret.

Bolig
Boligsituationen i Dublin – ja, egentlig hele Irland, er temmelig op ad bakke. Der er boligkrise, som betyder, at det er svært at finde en ledig bolig. I hvert fald en, man kan betale sig fra. Der er superfine kollegier, lejligheder og værelser, så det kan sagtens lade sig gøre. Bare hold tungen lige i munden, da der er rigtig mange scammere i Dublin. Jeg selv boede på et vandrehjem i starten af mit ophold, og så fandt jeg et kollegieværelse efter en lille uge. Hvis du vil booke hjemmefra, så vil jeg anbefale, at du undersøger de steder, som TUD samarbejder med. Du skal blot være ude i god tid, det er i virkeligheden nok mit allerbedste råd.

Det skal nok gå!
Irland er et dejligt land, og Dublin er en fantastisk by. Meget godt kan man sige om irere, men stress – det får de ikke. Og det er jo dejligt, men jeg blev udfordret på min tålmodighed. Med det vil jeg sige: Fortvivl ej, det skal nok gå! De arbejder bare ikke i samme tempo, som vi nok er vant til fra Danmark. At tage på udveksling kræver monstermeget tålmodighed, og det kræver også, at du er klar på, at der er en masse papirer/dokumenter, der lige skal kigges på. Hvis noget driller, du oplever dårlig kommunikation med skolen inden afrejse, eller du bare er i tvivl om noget, så vil DMJX gerne hjælpe! Skolen har hjulpet mig meget, og de har kunnet trykke på nogle knapper, som satte lidt skub i tingene.

Hvis der blot er en lille del af dig, der kunne overveje at tage afsted, så GØR DET!! Nu kan jeg kun skrive på egne vegne, men det har været den fedeste oplevelse i mit liv, og jeg har lært så meget!

Skulle du nu sidde med nogle spørgsmål, så kontakt mig endelig! Enten mail 29209@dmjx.dk eller på Facebook, Nynne Lehbert. Du må spørge om lige præcis alt:-)

Hochschule der Medien, Stuttgart

Af Sofie Rønnelund, journaliststuderende

Hvorfor lige Stuttgart, og ikke Berlin?

Long story short, så var der ikke nogle journalistiske muligheder i Berlin, som tiltrak mig. Stuttgart havde til gengæld et medie universitet, som minder utrolig meget om DMJX, som en institution, der er lidt anderledes end det typiske universitet. Og her kunne jeg komme tættere på medie-relaterede studier, som jeg gerne ville have.

Men generelt valgte jeg Tyskland, fordi jeg synes kulturen hernede er fed, og så minder meget af den allerede om Danmark, hvilket betød at jeg ikke skulle regne med et kulturchok oven i en fysisk omvæltning.

Og jeg er så glad for, at jeg endte her.

Bjerge, techno og interrail

Stuttgart er en storby for os i Danmark, men en lille by for tyskerne. Den har udelukkende det hele, set bort fra en strand (men der findes utallige freibads) og har især vildt gode udkigspunkter rundt omkring, siden byen ligger blandt en masse omliggende ‘bjerge’ – som for tyskerne bare er bakker.

Her er smukt, byen ligger sydligt og det er nemt at rejse videre til Schweiz eller Frankrig – mange af os tog en tur til både Prag, Wien og Budapest under vores spring break. Det er altså også en god grund til at vælge Stuggi, som det bliver kaldt hernede – det er nemt at rejse videre!

Jeg har især brugt mange penge på diverse kaffebarer, fx Ché cafeen som ligger tæt på Stuggis eget “Red Light District,” som er fyldt med populære barer. Men jeg har også brugt mange timer på at lægge i parken foran Operahuset og læse bøger. Og så har jeg naturligvis festet en masse, og jeg kan kun anbefale, at du tager med til festerne omkring skolens studieboligkomplexer, danser til techno på Proton, drikker Space Mate på Mata Hari og finder nye tyske venner på Max Kade. Trust me!

Studielivet på HdM

Jeg søgte egentlig en plads på “Moving Images” holdet, fordi jeg gerne ville arbejde med video, da jeg missede min specialisering på 3. semester, fordi jeg tog det internationale semester i stedet (hvilket jeg absolut ikke fortryder,) men jeg fik desværre ikke pladsen og måtte i stedet studere faget “Journalism and Communication Management.”

Mit endelige fag må jeg indrømme slet ikke havde noget at gøre med journalistik – i hvert fald langt fra hvad vi er vant til på DMJX. Det var langt mere marketing, branding minded. Men nogle af mine fag var stadig super interessante, og jeg fortryder ikke mit valg. Jeg har blandt andet lavet alt fra min egen podcast, filosoferet over AI og lært om, hvad det vil sige at være leder i et team. Og alt dette kan jeg trods alt stadig inkorporere i min journalistiske karriere.

Min klasse var delt op af både internationale og tyskere, som er super gode til engelsk og er enormt imødekommende. Min klasse føltes meget dynamisk, og generelt er the workload super stabilt og roligt. Mine eksaminer har bestået af præsentationer og refleksionsrapporter, som vi kender det fra DMJX – samt en tysk eksamen fra mit obligatoriske sprog kursus.

Skolen minder meget om DMJX, og så tilbyder de en masse, blandt andet radioprogrammer man kan deltage i og tons af forskellige sportsgrene. Jeg deltog fx i meditation, så jeg tog hver torsdag ind til byen for at meditere buddhistisk ZaZen med andre studerende jeg aldrig havde mødt – og det blev jeg vildt glad for.

Kan jeg anbefale det? Spoiler alert… JA!

Helt ærligt, så har mit semester været en drøm. Jeg har været så glad for Stuttgart og jeg kan huske, at jeg allerede i min første uge havde tanken, at hvis nogen spurgte mig, om jeg ville blive der i et år – så ville jeg sige ja uden at tøve. Og det mener jeg stadig i dag, 4 måneder efter. Jeg står nu tilbage med en masse gode venskaber og minder, som jeg vil holde rigtig tæt.

Jeg har lært ekstremt meget om mig selv, og vil bare sige, at hvis du vælger Tyskland, så skal du igennem en hulens masse papirarbejde – men hold ud, du kommer igennem det og alt skal nok være papirarbejdet værd. Min kapacitet kan strække sig meget længere nu, og jeg er blevet meget klogere på, hvor jeg vil hen med min karriere. Det er de to største ting jeg vil tage med mig, og som jeg faktisk ikke havde regnet med, at jeg ville opdage.

Så…Hvis du kan lide tysk kultur, techno, medier og generelt bare gerne vil have ‘a good time’, så kan jeg virkelig anbefale Stuttgart!

Her er et lille bitte udpluk af min tid her, og du er enormt velkommen til finde mig på Instagram hvis du vil se mere, eller hvis du har yderligere spørgsmål: @sofieroennelund

Et semester i Holland på Hogeschool Utrecht

Af Miriam Kuhlmann, kommunikationsstuderende

Åh Utrecht – hvor starter man? Utrecht er den hollandske by du aldrig har hørt om, men som man bliver forelsket i med det samme. Selvom de fleste kun kender Amsterdam, så er Utrecht en perle kun 20 minutter syd for Amsterdam, der byder på alt det charmerende som kendetegner Holland – uden turister – og med et kæmpe studienetværk.

Byen:

Utrecht er en charmerende, klassisk hollandsk by med kanaler og små, skæve huse, men har alt du har brug for. Byen er cirka på størrelse med Aarhus, er nem at lære at kende, og har alt du har brug for på et semester. Utrecht ligger smask i midten af Holland, og har landets største tog station, hvilket også gør det nemt at rejse rundt i resten af landet og Europa. Campus ligger små 5 km uden for byen, hvor der er kæmpe naturområde, caféer, bar, studieboliger, og rigtig mange studerende.

Fagligt:

Jeg har gået på Hogeschool Utrecht (HU) og har været meget tilfreds med det faglige udbytte. Semesteret er opdelt i to blokke á 10 uger inklusiv en uges ferie, og selvom undervisningen minder meget om DMJX, hvor teori og praksis kobles sammen, så gik jeg kun i skole 8-10 timer om ugen, men havde så en del selvstudie ved siden af.

Jeg har gået på linjen International Advertising, som var grunden til at jeg valgte lige præcis Utrecht og HU. Linjen har givet mig mulighed for at udforske nogle faglige områder, jeg ikke har mødt på DMJX, indenfor markedsføring, internationale kulturer og reklamebranchen. Linjen består af fagene:

  • Creative Research
  • Brand Strategy
  • Copywriting
  • Cultural Differences
  • Psychology of Marketing Communication
  • Final Creative Task

Særligt var jeg vild med fagene Cultural Differences og Copywriting, som virkelig har givet mig meget faglig og praktisk læring med hjem til både praktik, og når jeg bliver færdig på DMJX. Lærerne er utrolig kompetente, men også til tider utrolig dårlige til at kommunikere de vigtigste ting. Dog har linjen en meget passioneret koordinator, som vil flytte bjerge (og eksaminer) for dig.

Normalt, når en kommunikationsstuderende søger ind på HU, går man på linjen Creative Business, som mine to klassekammerater fra DMJX gik på. Dette havde jeg misforstået, da jeg søgte – men fik gennem en lille mail til koordinatoren lov til at starte på International Advertising alligevel (da det også var blevet godkendt af DMJX). HU er altså tilbøjelige til at gøre undtagelser, hvis man (ligesom mig) finder sig drømmelinje på skolen. Dog skal det siges, at jeg havde en del flere eksaminer og selvstudie end mine klassekammerater fra DMJX. Jeg skulle læse op på nogle business-teorier, som de andre studerende kendte i forvejen, og der var et forholdsvis højt niveau fra undervisernes side. Modsat, har jeg til gengæld haft en fast klasse gennem hele semesteret, hvor man på Creative Business skifter hold i hvert fag. Da man på Creative Business selv vælger alle sine fag, fik jeg indtrykket af, at man skal være mere obs på, hvorvidt eksaminer, fag, osv. ligger samtidig, hvilket undgås ved at gå i samme klasse.

Forbered dig på, at hollænderne er meget unge, og sjældent gider at forberede noget i skolen lang tid før deadline. Så team up med nogle andre udvekslingsstuderende til gruppearbejde, det får man mere ud af, og jeg tør vædde med, at det bliver lidt mere afslappende end den hollandske stil.

Bolig:

Det kan være drønsvært at finde bolig i Utrecht, hvis det ikke er igennem skolens partner SSH (Short Stay Housing), men får du plads der, så er det en drøm. Jeg kan anbefale at bo på kollegiet Johanna, hvor man bor lige over for skolen, har eget stort værelse og deler køkken, toilet og bad med 4-5 andre udvekslingsstuderende.

Ønsker du et værelse gennem SSH, skal du sidde klar på tasterne når de gør værelserne tilgængelige. Alle værelser bliver taget på under 5 minutter (ren festival-billet stemning), og hvis du ikke får et værelse derigennem, kan det være svært at finde noget. 

Gode råd og must do’s:

  • Få en Swapfiets – det er det nemmeste og bedste
  • Køb et OV kort (hollandsk rejsekort) enten i lufthavnen når du ankommer eller gennem deres hjemmeside. Hvis du har lyst til at rejse rundt i Holland, kan jeg anbefale at købe et ”Weekend-Vrij” kort til 35€ om måneden. Så rejser du gratis med tog i hele landet fra fredag eftermiddag til søndag nat.
  • Tag på ture med ESN (Erasmus Student Network). Planlægningen er ikke altid spot on, men de er gode til at lave ture, arrangementer og fester, som du nok ikke var kommet på ellers. Cantus er fx et must 😉
  • Gå ikke glip af King’s Day i foråret – hvis du kan, så få plads på en båd.
  • Der er billige flix-busser direkte fra Utrecht, så tag til Belgien, Frankrig eller Tyskland, og oplev resten af Europa, nu hvor du er liiidt mere sydpå.

Jeg har fået nye venner fra hele verden, lært afsindig meget, fået fyldt kufferten med oplevelser og minder for livet, og jeg fortryder ikke ét sekund at være taget på udveksling. Hvis du overvejer at tage afsted til Utrecht, eller har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til mig på 27452@dmjx.dk

En lille bid af hele verden samlet i en by

Af Lucas Johansen, kommunikationsstuderende

Er du til øl, pomfritter og et utal af kulturer sammenpresset på et sted, skal du tage til Bruxelles.

Bruxelles er ikke byen for dig, der regner med, at alle aktiviteter på din udveksling skal foregå udendørs, da min egen personlige vurdering er, at vejret er mere gråt og kedeligt end i Danmark. Til gengæld er det for dig, der vil bo et sted, hvor du kan opleve hele Europa – og mere til – på et sted.

Jeg vil herunder fortælle lidt om min faglige og sociale oplevelse på universitet IHECS samt min oplevelse af Bruxelles. 

Det faglige: 

At vælge fag på IHECS var ikke helt ligetil, da der blev ændret på, hvilke fag de tilbød løbende. Jeg var derfor nødsaget til at søge om forhåndsgodkendelse af flere omgange. Så vær forberedt på, at det ikke er alle fag, du har en idé om, du skal læse, som bliver udbudt. Du kan til gengæld forvente, at de undervisere, du skal have, er ekstremt dygtige og har masser erfaring – det er i hvert fald min oplevelse.

Jeg havde følgende fag:

  • EU-public communication strategies
  • Europe’s Culture and its specificities
  • Diving into Investigative Journalism
  • Education for Sustainable Development
  • Civic Engagement
  • French language course

Selvom jeg var nødsaget til at udskifte nogle fag, da de ikke blev udbudt alligevel – eller kun blev udbudt på fransk – var jeg tilfreds med de fleste af de hold, jeg fulgte. Min faglige vurdering er dog, at niveauet er lidt lavere end på DMJX. Det positive ved det er, at der så er mere tid til at være social og opleve byen.

Det sociale og byen:

Tager du til Bruxelles på udveksling, er du en af mange. Og det er ikke en dårlig ting. På IHECS følte jeg, at der var et godt sammenhold, og jeg brugte derfor det meste af min udveksling på at være sammen med de andre udvekslingsstuderende på IHECS. Vil man derimod gerne møde udvekslingsstuderende fra de andre universiteter, er det også meget lige til, da der bliver arrangeret aktiviteter for alle udvekslingsstuderende i Bruxelles, hvilket er meget populært.      

Bruxelles som by er meget unik. For det første er de utroligt glade for deres øl, pomfritter og vafler. Så vær forberedt på, at du nærmest kan finde de tre ting overalt i byen. Jeg er selv stor fan af deres øl, og de har nogle ret unikke barer rundt omkring, som er værd at tage en tur forbi.

For det andet er det en by, der er godt placeret, hvis man vil opleve flere storbyer, mens man er afsted – her er det værd at nævne Paris, der kun er omkring 1,5 times togtur væk, og Amsterdam, der er omkring 2,5 times togtur væk. Der er derfor rig mulighed for at opleve lidt af hvert, hvis man er afsted på udveksling i Bruxelles.

Et godt råd med på vejen:

IHECS er gode til at henvise til en masse hjemmesider, hvor man kan finde en bolig til sit ophold, men herfra skal man selv finde en lejlighed eller et værelse. Jeg vil derfor anbefale at melde sig ind i Facebookgruppen ”Danskere i Belgien” og lave et opslag derinde, hvor man søger et værelse eller en lejlighed. Jeg gjorde dette, og jeg endte med at få fat i et værelse til en markant lavere pris end størstedelen af dem, der havde fundet et værelse gennem de hjemmesider, IHECS anbefalede, gjorde.

Udveksling i Lund på Lund Universitet, Sverige

Af Alma Kjær Agergaard, journaliststuderende

Jeg tog et semester på Lund Universitet i foråret 2023. Jeg havde lyst til et internationalt indspark i min uddannelse med lidt mere uni-indhold. Personligt var jeg dog ikke klar til en periode uden venner, arbejde og familie tæt på, så i stedet for et halvt år i udlandet, valgte jeg at bo i København og pendle til Lund. Selvfølgelig kan man både socialt og kulturelt få meget (mere) ud af sin udveksling ved at flytte væk fra Danmark. Jeg havde helt klart fået flere internationale venner og fået et større indblik i den svenske kultur ved at bo i Sverige fuldtid. Men hvis alternativet er at vælge udveksling fra, så kan det altså sagtens anbefales at tage sig en pendler-udgave.

Pendler-livet til Lund er meget overskueligt. Togturen fra København tager ca. 45 minutter, og den tid kunne altid bruges på pensum og mails på DSB’s wifi. Universitetet ligger kun 5-10 minutters gang fra Lund Centralstation, og du kan sagtens hænge ud i Lund det meste af dagen – togene går ofte.

Selve universitetet i Lund er fagligt ambitiøst og meget inkluderende. De har et stort udbud af enkeltstående kurser, som ikke kræver baggrund indenfor et specifikt fagområde. Jeg kunne derfor læse både ’Grøn økonomi’, ’Populærkulturens æstetik’ og ’Konflikt i Mellemøsten’. Vidt forskellige fag, som alle var relevante for en kommende journalist. Selvom Sverige ikke er det største kulturchok for en fra Danmark, så har Lund Universitet særligt mange internationale studerende, hvilket man mærker som udvekslingsstuderende. Jeg fik venner fra både Japan, Italien og Canada, og klasselokalet rummede både studerende fra Vestbredden, Usbekistan, Sverige, Mexico osv. Et udvekslingsophold på den anden side af Øresundsbroen kan derfor sagtens stikke lidt til ens skandinaviske blik på verden.

Byen Lund er virkelig cute. Du lærer hurtigt at finde rundt og kan orientere dig efter den 900 år gamle domkirke, der ligger solidt placeret i centrum. Herfra snor der sig gader med bindingsværks- og byhuse, museer, samt mødesteder for bestemte ”udvalg” på universitetet kaldet ”nations” og ”unions”. Disse udvalg kan alle være med i, og de arrangerer f.eks. billig frokost, hvor man mødes efter forelæsning og hænger ud. Byen er desuden så lille, at du ikke kan undgå at støde ind i folk fra universitetet, hvis du tager på café eller f.eks. går et smut forbi byens søde botaniske have.

Fagene er meget forskellige i læsemængde og undervisningsform. Underviserne har hver sin tilgang og en eksamen kan både være en kreativ video og en 12 siders analyse. Jeg elskede personligt ’Konflikt i Mellemøsten’, fordi underviseren med entusiasme fokuserede på faglige diskussioner fremfor på at memorere pensum i detaljen. Det samme gjorde underviseren til ’Populærkulturens æstetik’ – et fag, der forsøger at analysere medier(kunst, video, bøger osv.) på tværs af kunstform. Et meget teoritungt fag, der i princippet bød på alt for meget stof til et enkelt forløb på 7,5 etcs, men jeg lærte meget af den lille snippet viden, jeg fik med. Til slut vil jeg også virkelig anbefale faget ’Grøn økonomi’, der er mere samfundsfag end økonomi, hvor man med medstuderende fra hele verden får mulighed for at diskutere, hvordan man skaber en verden med et bæredygtigt økonomisk fundament.

Udveksling har allermest givet mig en mulighed for at møde og hænge ud med mennesker, jeg ellers ikke ville have mødt og fagligt præsenteret mig for nye tilgange til at analysere medier, politik og økonomi.

Udvekslingsophold i Edinburgh, Skotland

Af Josefine Ljungqvist, kommunikationsstuderende

I foråret 2023 var jeg lidt over fire måneder på udveksling i Skotlands hovedstad, Edinburgh. Jeg valgte at tage hertil, da jeg tilbage i 2016 var på tur med min daværende højskole og forelskede mig i landet. Jeg valgte at søge en plads på Edinburgh Napier University, som normalt er beregnet til journalister. For mit vedkommende var det et bevidst valg, da jeg udelukkende ønskede, at have journalistiske fag på min udveksling, fordi jeg savnede det på DMJX. Når man søger denne plads som kommunikationsstuderende eller andet, skal man være opmærksom på, at Edinburgh Napier University kræver, at 2/3 af ens fag SKAL være journalistiske. Du skal derfor kunne lide journalistik, hvis du vil have en plads på dette universitet. Niveauet på fagene er gennemsnitlige og studerende fra DMJX vil uden problemer kunne følge med. Jeg gik i skole tre gange om ugen i 1.5-4 timer ad gangen, hvilket var markant mindre end på DMJX. Jeg havde derfor dejlig meget fritid til at hygge mig og rejse rundt. I forhold til at søge en plads, som i udgangspunktet ikke er beregnet ens studieretning, kan jeg ikke nævne nogle ulemper ved. Bare go for it!

Min boligsituation

Jeg boede på et kollegie som universitetet lejer ud til studerende. Jeg søgte igennem universitets egen side, hvilket gav mig ro og tryghed. Kollegiet hed Orwell Terrace og ligger i den vestlige ende af Edinburgh, kun 15 minutters gang fra Merchiston Campus, hvor man har de fleste af sine timer, hvis ikke dem alle, som journaliststuderende. Jeg kan virkelig anbefale at bo der, da du får dit eget værelse med dertilhørende badeværelse. Stue og køkken delte jeg med de otte andre internationale studerende, som jeg boede på gang med.

Det, at bo med andre internationale studerende gav et godt udgangspunkt til at få skabt nogle relationer på kort tid, da vi alle var i samme båd. Kollegiet koster lidt over 6000kr. om måneden, hvilket er lidt i den dyre ende.

Ha’ dog in mente, at det generelt er lige så dyrt at bo i Edinburgh som i København. Til gænglig er deres dagligvarer, restauranter, barer mv. billigere.

Mine bedste råd til dig, som gerne vil eller overvejer at tage på udveksling til Skotland

  1. Bo sammen med andre! Enten på kollegie eller i en delelejlighed
  2. Vær åben og tør at være den, der tager kontakt til andre!
  3. Meld dig ind i en klub! Universiteterne i Skotland har deres egne sportsklubber og sociale fællesskaber man kan melde sig ind i til MEGET billige penge! Jeg meldte mig ind i yoga- og vandreklubben og var rigtig glad for det.
  4. Prøv alt skotsk – både mad, musik, dans mv. Det er meget bedre og sjovere end man tror.
  5. Tag ud i højlandet – gerne mere end én gang! Skotland er et af de smukkeste lande og der er SÅ meget flot natur at se.

Udveksling på Amsterdam University of Applied Sciences

Af Anna Kristine Dalsgaard og Emma Frigaard Finsen, kommunikationsuddannelsen

Amsterdam er den perfekte destination for dig, som gerne vil opleve noget nyt, få en masse sjove og skæve (wink wink) oplevelser, men uden at komme alt for langt væk fra Danmark. Byen har virkelig meget at byde på, men ligger også helt perfekt placeret til at rejse rundt i Europa. Vi har begge boet i Amsterdam i foråret 2023, og vi kan varmt anbefale det!  

Nice to know

Bolig: Inden vi kom til Amsterdam læste vi flere steder, at boligsituationen i Amsterdam var ret kritisk. Men frygt ej! Vi (og alle de andre udvekslingsstuderende vi har talt med) fik tilbudt bolig gennem universitetet, til hhv. 3500 kr. og 4200 kr. om måneden. En helt okay pris, når man ellers er vant til københavnske boligpriser. Vi boede begge to ca. 20/30 minutters cykeltur fra centrum i nogle lidt uinspirerende områder, mens flere fra vores klasse boede med kanaludsigt midt inde i byen til ca. samme husleje. Hvis du vil have mulighed for at bo inde i byen (uden at blive ruineret), skal du dog være klar på at dele køkken og evt. bad med andre. Apropos bolig, er et tip (hvis det er muligt for dig) at sikre dig, at du ikke ender med at bo i stueplan. For som vores hollandske studiekammerat sagde: “Hvis du bor i stueplan i Amsterdam, og siger du ikke har mus, er det bare fordi du ikke har opdaget dem endnu”. Bygningerne er gamle og charmerende i det meste af byen, men det betyder desværre også at musene har lidt for nemt ved at komme ind i bygningerne. Vi har heldigvis undgået dem udover et par sightings på gaden.

Apropos bolig og økonomi: Nej, du har ikke brug for en hollandsk bankkonto, og ja det er klart nemmere ift. forsikringer, banken, osv. at beholde din adresse hjemme i Danmark, hvis du har mulighed for det. Vi læste i øvrigt også inden vi kom herned, at Amsterdam var en meget dyr by – men hvis du er vant til københavnske priser, er det faktisk en smule billigere. I hvert fald hvis du vil købe øl, café-kaffe og vintage-shoppe.

Europas største cykelby: Få fingrene i en Swapfiets! Alle cykler i Amsterdam, og alle er lidt modigere på deres cykel end den typiske dansker. Men når man har vænnet sig til det, bliver det uden tvivl den nemmeste og bedste måde at komme rundt i byen. Er du så heldig at få venner på besøg, kan du også nemt (og forholdsvis billigt) leje en cykel til dem hos Donkey Bike.

Registrering og afregistrering hos kommunen: Inden for de første par uger skal du ned på kommunen og registrere dig – det påvirker ikke din adresse derhjemme, bare rolig. På HvA´s hjemmeside kan du se, hvor du kan tage hen, og på hvilke dage du kan møde op uden aftale. Der kan godt være lidt lang ventetid, fordi alle internationale studerende møder op samtidig. Men det er overordnet en rimelig smertefri oplevelse. Inden du rejser hjem igen skal du også forbi kommunen og afregistrere dig, så ikke de opkræver dig for skatter og andet. Her møder man også bare op uden aftale, med sit pas i hånden og oplyser dem om, hvornår man rejser hjem igen.

Byen

Amsterdam (eller Nordens Venedig) har mere end 1500 små brostensbroer, der løber hen over byens i alt over 100 kilometer lange kanaler. Husene er skæve og super charmerende, og ingen kan vist modsige os, når vi siger, at Amsterdam er en af de hyggeligste byer i Europa!

Hollændere er generelt meget dygtige til engelsk, meget åbne og måske også lige i overkanten af direkte. Og i forhold til direktheden, er det bare noget man skal vide og ikke tage personligt. For selvom vores lærere fx har været rimelig grove, når de har talt om andre studiegrupper eller de andre lærere, er vores indtryk, at det ikke stikker så dybt alligevel.

En anden god ting, hvis du er lidt nervøs over at efterlade alle du kender hjemme i Danmark, er at det er meget nemt at få besøg hjemmefra. Vi har begge to haft familier, veninder og kærester på besøg, og Amsterdam er “nem” at vise frem for sin bedste side! Det er nemlig som sagt en virkelig, virkelig skøn by.

Det faglige

HvA (a.k.a. AUAS) er det hollandske svar på en professionshøjskole og minder derfor på mange måder også om den struktur vi kender hjemmefra. Vi var omkring 30 mennesker i en klasse, der alle fulgte den samme minor (Global Trendwatching). HvA laver deres udvekslingsprogram om efter vores semester, og derfor er beskrivelser af vores enkelte fag nok ikke så hjælpsomme. Men måske vores generelle oplevelse alligevel kan forberede dig lidt.

Næsten alle vores eksaminer har været gruppeeksaminer, hvor vi har præsenteret enten research eller ideer til løsninger/kampagner. Man skal altså ikke være bange for at komme til at sidde og skrive flere tusinde sider i eksamensperioderne – som dem på University of Amsterdam (UvA) gør. Selvom undervisningsformen minder meget om DMJX, er niveauet lidt et andet. Så hvis du, ligesom vi gjorde, tænker at det faglige kommer til at være super krævende, så behøver du ikke bekymre dig. Vi går i skole 2-3 dage om ugen med undervisning i ca. 2 timer pr. dag. Læsebyrden har været nærmest ikke-eksisterende og man skal heller ikke forvente de helt store gruppediskussioner. Til gengæld skal man ruste sig med lidt tålmodighed, for hollænderne er ikke så glade for at gå i gang med arbejdet før de virkelig skal, og studiegrupperne er tilfældige.

En af de første dage på studiet fik vi en intro fra det internationale kontor på skolen, der fortalte, hvordan det er tæt på umuligt at få gode karakterer i Holland. De kører med en skala fra 1-10, hvor 10 er det bedste – eller som de siger: “Kun for guder”. Når de giver karakterer får man x antal point ud af 100, der så bliver konverteret til den endelige karakter. Man skal typisk have 5,5 for at bestå (hvilket svarer til 55 point). Vores oplevelse har dog været, at man klarer sig fint, hvis man bare løser opgaverne og gør sig en smule umage. Der er altså ingen grund til at stresse over at bestå.

I de officielle papirer fra skolen stod der, at vi først var færdige d. 7/7 med studiet, men i virkeligheden er det “allerede” den 21/6. Så hvis du skal booke bolig og ikke ved om du skal binde dig for hele juli – som vi begge var nødt til – så skriv til HvA og spørg hvordan kalenderen for semestret egentlig ser ud. For så er der måske nogle penge at spare der. Men generelt så strækker semestret sig længere end hvis du tager til Australien eller Vietnam. Til gengæld er de også vilde med ferier og helligdage, så man har flere pauser undervejs.

Hvis du overvejer at tage afsted til Amsterdam, er du velkommen til at skrive med spørgsmål til os på enten 27469@dmjx.dk (Emma) eller 27473@dmjx.dk (Anna).