Category Archives: Uncategorized

Malmö Universitet, Grafisk Design och Medier & Grafisk Design, Sverige

Af Astrid Bengaard, kommunikatør

Jeg havde et klart ønske om at læse fag indenfor feltet visuel kommunikation. Jeg nåede frem til, at den det bedste udbud var på Malmö Universitet, hvor jeg har læst fagene ’Grafisk Design och Medier’ og ’Grafisk Design’. Jeg valgte universitetet ud fra fagene og ud fra den korte afstand, så jeg fortsat kunne passe arbejde og privatliv, på samme måde som når man læser fag ude i Emdrup.

 

Undervisningssproget var på svensk, mens meget af litteraturen var på engelsk. Ud fra studieordningen på kommunikationsuddannelsen havde jeg forstået, at man skal vælge fag, hvor undervisningssproget er engelsk. Men da det kom til forhåndsgodkendelsen, var der intet problem i at få godkendt fag med undervisningssproget, svensk.

 

Introforløbet, hvor man kan tage et introkursus i sproget, svensk, lå i mit tilfælde oven i mit eksamensforløb herhjemme på DMJX. Det betød, at jeg ikke kunne deltage i hele introforløbet for Erasmus+ studerende eller i det svenske sprogkursus. Det har jeg virkelig været ærgerlig over, da det betød at jeg slet ikke har mødt de andre Erasmus+ studerende, men kun lærte mine medstuderende at kende.

 

Det sociale udbytte på kurserne har været godt. På mine kurser/fag har jeg haft gruppearbejde og sparringspartnere, som bliver etableret af underviseren. Det gav mig nogle studiekammerater, som jeg har tilbragt meget tid sammen med det sidste halve år.

 

Jeg har været meget tilfreds med undervisningen i begge fag. Universitetet er meget struktureret i forhold til udvekslingsstuderende og fagene er godt tilrettelagt, med en klar faglig plan og afveksling i studieformer. Fagene ’Grafisk Design’ og ’Grafisk Design och Medier’ er kreative fag, som fokuserer på designprocessen frem for resultatet. Undervisningen består af forelæsninger, workshops, seminar og en endelig pitchrunde, hvor man fremlægger sit designprojekt. Der er meget individuelt arbejde, når man – som jeg – kommer fra DMJX Campus Øst, hvor man er vant til gruppearbejde.

 

De grafiske fag kræver, at man har stiftet bekendtskab med Adobe-pakken før, da der ikke er meget introduktion til programmerne i fagene. I faget ’Grafisk Design och Medier’ får man en lille introduktion. I faget ’Grafisk Design’ er der ingen introduktion. Man får ikke Adobe-pakken til rådighed af universitetet, så dette er en egen udgift.

 

Jeg havde ingen udgifter i forbindelse med litteratur. Universitetet har et fint bibliotek, hvor alle bøgerne kan lånes. Jeg havde kun en udgift omkring transporten over Øresund, men den er tilsvarende det uddannelseskort, man køber for hele Københavns området.

Auckland University Of Technology, New Zealand

Af Rose Klausen, kommunikatør

Når du tager på udveksling i Auckland, vil du bruge hver en weekend på at leje en campervan og køre afsted på roadtrip langs kysten. Du vil udforske den magiske natur, der efter hvert et sving ændrer sig og efterlader dig med åben mund. Du vil bestige vulkaner, se opgang, drikke vin på nogle af verdens bedste vingårde, sove i telt, vandre, spise dåsemad – og ikke mindst møde en ekstremt venlig befolkning. I hverdagen vil du tage til uni ca. fire gange om ugen, bruge timer på stranden, shoppe second-hand i forstadsområderne, drikke bubble tea, spise lækkert mad fra det asiatiske køkken, hænge i parken og feste som en 18 årig igen.

 

Jeg landede kl. 05.30 om natten og var efter en kort, smukt biltur fremme på adressen. Omgivet af 19 årige drenge, der så ud til at være på deres livs rejse væk fra sine forældre for første gang, befandt jeg mig nu i WSA – Wellesley Student Apartment, mit nye hjem de kommende 5  måneder. WSA er et 14 etagers slidt studielejlighedskompleks beliggende midt i Auckland CBD – 5  minutter fra uni og 2 minutter fra Aucklands bedste 6 dollar sushi. På trods af at det er u inspirerende og hammerdyrt, bliver WSA stedet der fra dag ét giver mig et socialt netværk og nu rummer nogle af mine bedste hverdagsminder. Så tip nummer et kommer allerede nu: Vælg WSA hvis det sociale er vigtigt for dig og du rejser alene. Dem der boede i værelser rundt omkring i byen havde langt sværere ved at møde andre udvekslingsstuderende, da der faktisk kun var ét enkelt arrangement til at ryste os sammen.

 

AUT – uni og fagene

Da studiet startede og jeg spændt gik til de første klasser, var niveauet overraskende højere end forventet. Mine fag lå indenfor helt andre linjer (som f.eks. Screen Production og Documentary) som jeg aldrig havde beskæftiget mig med før, men som de resterende studerende havde mestret i to-tre år. Jeg endte derfor med at bytte tre ud og de fire valgte fag, så jeg fik et mere overskueligt skema og ikke skulle være nervøs for at falde bagud.
Jeg endte med at læse Radio Production, Advertising Art Direction, Contextualising Creative Industies og Noho Marae – fag som alle har udviklet mig fagligt og været spændende på hver deres måder.

Radio Production fokuserede på radio I NZ, som på mange måder er langt bagud fra DK, men som alligevel gav mig et godt indblik i arbejdet med radioformatet og ikke mindst industrien. Vi lavede både interviews, talkback scripts og reklamer og jeg havde ikke svært ved at følge med.

Advertising Art Direction var mit yndlingsfag. Min lærer var ekstremt engageret i at udvikle den enkelte elev og vi arbejdede helt praktisk med at producere reklamer og kampagne; fra ideudvikling, sketching, visuals, typography, placering, farver og meget mere.

Contextualising Creative Industies var nok det hårdeste fag. Min lærer var engageret og pressede os studerende hårdt til at levere svar og afleveringer på et højt niveau. Teorierne var svære at komme igennem, men samtidig var det et af de mest spændende fag jeg nogensinde har læst.

Noho Marae  var et kultur/art fag, som omhandlede Maori kulturen i NZ. Faget var ærlig talt enormt let at komme igennem, men til gengæld gav det et unikt indblik i kulturen, jeg ikke ville være foruden.

Generelt er AUT et universitet med styr på det hele og med en ekstremt god kommunikation og  ”service” for udviklingsstuderende. Lærerne er enormt kompetente og fagene var i mit tilfælde super spændende, da jeg fik lov til at være kreativ og prøve ting af, jeg ellers ikke har adgang til på DMJX.
TIP: Vælg fag du synes lyder spændende – også selvom det er et level 7 fag (sidste års fag). Men tjek lige at skemaet passer – det er fedt at have fri bare en enkelt dag. Husk, at det er et teknisk universitet  – så hvis du gerne vil prøve kræfter af med video, foto, film, så er det STEDET. De har alt til rådlighed – fra gratis fotostudier, greenscreens, kameraer osv.

 

Auckland som by

Først og fremmest vil jeg påpege at New Zealand er dyrt at leve i.  Huslejen er høj og priserne er de samme som i Danmark. Så sørg for at have en god opsparing (eller SU-lån ;)) med når du tager afsted. Auckland i sig selv er helt klart ikke den fedeste by i New Zealand. Mange vil nok beskrive centrum som travl, turistet og… ny. Alt andet end en arkitektonisk perle. Men med det sagt, har den efter min mening den bedste placering i New Zealand. Vejret er altid godt og man kan køre til det meste der fra. Der er nemlig ekstremt smukt i områderne og byerne omkring. Hopper man på en 10 minutters færge kommer man til Devonport, hvilket var et af mine favoritsteder. Tager man en bus eller en god gåtur kommer man til Ponsonby og Parnell, som vil bevise at Auckland også rummer både hyggelige og hippe områder hvor mode, kunst og musik lever højt. Til tider kunne jeg godt fortryde, at jeg ikke fandt et værelse i et af de områder –  men som jeg skrev tidligere, betød det sociale mere for mig.

San Francisco State University, USA

Af Christopher Rasmus Nørgaard, MPL

Netop hjemvendt fra et semester i San Francisco kan jeg nu sidde her ludfattig, men rig på oplevelser og sprede min visdom til jer, der overvejer at tage et semester, hvor jeg var. Og hvor skræmmende, det end lyder, uanset hvor hårdt det kan være i starten, uanset hvor stort et SU-lån, I er tvunget til at tage, kan jeg kun anbefale San Francisco State University.

Mit navn er Christopher, 22 år, studerer Medieproduktion og Ledelse og jeg havde fire måneder med fag SFSU’s BECA-afdeling (Broadcast Electronics and Communication Arts) og hold da kæft, hvor er det nogle fede ting, man får lov at lave. Jeg har været med til at filme tv-programmer i skolens studier, lave helt hjemmelavet lyd til et filmklip, dækket live baseball og været med til at planlægge BECA-afdelingens årlige awardshow – alt sammen som en del af min uddannelse. Det har været helt ufattelig lærerigt, hvilket får mig til at skille ud fra mængden af de folk, som synes at udveksling ikke giver en skid på din læring. De kan rende og hoppe.

Når jeg ser tilbage på opholdet som en helhed, så ville jeg ønske, at jeg måske rent faktisk havde fulgt det råd, jeg havde læst i SAMTLIGE blogs om opholdet i San Francisco. LAD VÆRE MED AT FINDE ET STED AT BO HJEMMEFRA. Jeg fandt et sted på Facebook, sagde ja inden jeg fløj og tog afsted med god samvittighed. Men ganske rigtigt, som alle de tidligere havde forudset, så ender man med noget lort. Jeg har ikke engang de vilde billeder fra min tid der, simpelthen fordi jeg var så fokuseret på at komme væk – men det er vigtigt, man har is i maven, for der dukker hele tiden noget op. Jeg måtte til sidste gå en smule på kompromis med min nordjyske oprindelse og betale omkring 6.500 om måneden for et delt værelse i et hus med 7 mennesker i alt. Til gengæld lå det lige ved siden af skolen, hvilket var rart, da jeg havde undervisning alle ugens fem dage.

Lige nøjagtig den del har jeg også fortrudt. Jeg valgte de fag, jeg fandt mest spændende og fik dem klemt ind, så de passede mandag-fredag. Det var der ikke mange andre udvekslingsstuderende, der havde gjort, og det betød, at jeg var en af de få, der ikke havde fri om fredagen. Set i bakspejlet, burde jeg have fulgt samme opskrift, for det betød, at jeg havde kroniske tømmermænd om fredagen og gik glip af evt. weekendture, fordi jeg først fik fri kl. 18-20 om fredagen (afhængig af den pågældende baseball-kamps længde).

Jeg kan bitche over nok så mange ting, jeg har haft det rigtig stramt med i løbet af det sidste halve år, men det opvejes af alle de fede oplevelser, jeg har haft. SFSU har en gruppe tilegnet udvekslingsstuderende, som laver ugentlige arrangementer og konstant sørger for, at du møder en masse nye mennesker. Det skal de have tak for, og jeg kan kun kaste min anbefaling af San Francisco videre til alle jer, som måske overvejer et ophold i byen med verdens næstdyreste husleje – til gengæld har de en flot, orange bro, man kan gå over.

CEU SAN PABLO, MADRID, SPAIN

Af Kamille Hede Ulrik, Kommunikation

¡Hola amigos!

Jeg har netop afsluttet et fantastisk udvekslingsophold i Madrid, og med mig hjem i kufferten har jeg taget en masse fantastiske minder, venskaber fra hele verden og et brændende ønske om at indføre siesta samt en smule mere mañana, mañana mentalitet i Danmark. Hvis du går og overvejer denne fantastiske by som din udvekslingsdestination, har jeg kun én ting at sige: Gør det!

 

Madrid
Madrid er en smuk og livlig by, der summer af storbyliv, charme og historisk storhed. Byen har så meget at byde på, fra et bredt udbud af museer, plazaer, parker og monumenter til tonsvis af barer og restauranter, som gør det svært ikke at mærke en snært af FOMO. (Funfact: Madrid har flest antal barer per indbygger i hele EU). Gaderne er altid fuld af liv og mennesker, og uanset om det er mandag eller lørdag, hænger madrilenerne på byens barer og vender verdenssituationen over en caña og en bid tapas. Spanierne er meget åbne og hjælpsomme. Men kun hvis du snakker spansk til dem. Eller i hvert fald giver det et forsøg. Der er stadig rigtig mange, som ikke kan ét ord på engelsk, og de bliver lettere fornærmede, hvis du med det samme går ud fra, at de snakker engelsk. Jeg havde personligt en lidt for naiv tilgang til dette faktum og tænkte, at jeg med mine viftende armbevægelser og meget begrænsede spanskkundskaber fra gymnasiet nok skulle få mine budskaber igennem. Det var ikke altid tilfældet. Jeg vil derfor anbefale, at man kan begå sig nogenlunde på spansk, inden man tager afsted. Det gør alt så meget lettere i de små hverdagssituationer. Og så er spansk jo også et fantastisk sprog! Andre nævneværdige ting, der gør Madrid til en fantastisk destination er selvfølgelig deres skønne vejr, hvor solskinsdage nærmest er en selvfølge uanset om det er januar eller maj måned. Desuden er maden og drikkevarerne signifikant billigere end i Danmark, hvilket betyder, at du sagtens kan tage ud og spise og gå i byen uden at sprænge dit SU-budget fuldkomment.

 

Socialt
Mit sociale liv har været helt i top i Madrid, og jeg har mødt fantastiske mennesker fra hele verden. Dog kan CEU ikke tilskrives ansvaret for dette. Mildt sagt blev der ikke gjort noget for at ryste de internationale studerende sammen, hvorfor det i høj grad er ens eget ansvar at komme ud af starthullerne og finde venner i starten. Til gengæld samarbejder universitet med studenterorganisationen City Life Madrid, som arrangerer alt lige fra vinsmagning, salsa-undervisning og de berømte ’Meet and Speak’ arrangementer for Erasmus studerende. Det er klart, at den første tid kan føles lidt ensom, men jeg lover, at der går der ikke lang tid, før du møder en masse mennesker, som alle er i samme båd som dig og er nysgerrige på at lære nye folk at kende.

Fagligt
De første to uger på skolen var præget af meget stress. På CEU skal de nye Erasmus studerende nemlig ’hoppe’ rundt og prøve de fag, de synes lyder interessante. Det lyder på papiret, som en fantastisk idé, da man herved får mulighed for at sammensætte sit eget skema. I praksis er det dog et meget frustrerende puslespil at samle. Mange af fagene overlapper nemlig hinanden, så det er utroligt svært – nærmest umuligt – at få det hele til at gå op i en højere enhed. Der er ligeledes begrænsede pladser på alle holdene, så man skal skynde sig at fortælle underviseren, hvis man vil have en plads, selvom den officielle registrering først sker efter to uger. Personligt fik jeg ikke alle de fag, jeg ønskede, så jeg måtte flere gange sadle om og prøve at stykke puslespillet sammen på en anden måde. Det er derfor en rigtig god ide at få forhåndsgodkendt en masse fag, inden man tager afsted, så man på den måde garderer sig.

Undervisningsformen er meget anderledes end på DMJX og minder mest om alt om at gå på gymnasiet. Jeg havde omkring 20 timer på skolen samt en masse gruppearbejde uden for skolen. Kvaliteten af undervisningen er meget svingende, og jeg oplevede ofte, at undervisningen var lettere ustruktureret. Der er desuden rigtig meget gruppearbejde i alle fagene, hvilket betyder, at man skal koordinere sit skolearbejde med flere forskellige studiegrupper uden for skoletiden. Relationen mellem underviser og elev er langt mere distanceret, end vi er vant til i Danmark. Underviserne er generelt mere autoritære, hvilket man lige skal vænne sig til. Ligeledes skal det nævnes, at eksamenerne foregår i hånden uden nogen form for noter. Der er derfor rigtig meget udenadslære og rigeligt at se til i eksamensperioden.

 

Bolig
Jeg boede i området Lavapiés, som er Madrids mest multikulturelle bydel tæt på centrum. Det er et ’upcoming’ trendy område, hvilket betyder, at det næsten er uberørt af turister. Dog er det, ifølge mig, en af de fedeste bydele, som er spækket med street-art, kunstgallerier og små smalle gader fyldt med små tavernaer, grønthandlere og butikker, der sælger ting og sager fra alle verdenshjørner. Jeg boede i en lejlighed sammen med tre piger, hvilket fungerede super fint. Jeg fandt mit værelse gennem Facebook-gruppen ’Danskerne i Madrid’, hvor jeg overtog en anden dansk piges værelse. Andre områder jeg kan anbefale er Malasaña eller La Latina, som også har utrolig meget at byde på.

 

Til at slutte af med vil jeg blot gentage, at et udvekslingsophold i Madrid er en helt unik oplevelse, som jeg vil anbefale til alle, der har mod på det. Dét at tage til en ny by helt alene er skræmmende og fantastisk på samme tid. Jeg har lært utroligt meget om sig selv og mine grænser, og jeg er overbevist om, at det er sundt og lærerigt at få sine vanlige rutiner på afstand en gang imellem, så man på den måde får sat sin tilværelse derhjemme i et større perspektiv.

 

 

London College of Communication, UAL, UK

Af Laura Kjærgaard, MPL

Jeg har fra januar 2019 til juni 2019 været på udveksling på London College of Communication, University of Arts London.

Jeg havde fagene: Collaborative Project, Convergent Media – Radio to Podcasting og Mapping Social Media. Altså tre fag i alt. I forhold til DMJX og andre universiteter var – og er – jeg lidt rystet over hvor lidt undervisning der er. Jeg startede ud med kun at have tre dages skole om ugen (højst 4 timer pr. dag) og havde til sidst kun 2 timers undervisning om ugen. Set tilbage synes jeg, jeg har lært meget, men kun fordi jeg selv aktivt har søgt ekstra viden og kurser. Skolen tilbyder alskens gratis ekstra kurser som f.eks. bookbinding, 3D printing, screenprinting, e-textiles, workshops i stort set alle Adobe programmer mm. Ved at udnytte disse ting har jeg lært en masse og virkelig sat pris på, hvor mange gode faciliteter skolen har, men det kræver at man selv engagerer sig. For undervisning er der ikke meget af og generelt får man ikke meget ud af forelæsningerne eller forelæserne selv. Man skal ikke tage til LCC, hvis man kun er der for undervisningen.

 

Det bliver ikke mere multikulturelt i London, så man skal ikke være bange for ikke at passe ind. Hvis noget, er man som dansker så basic som det kommer. Med det sagt synes jeg godt man kunne mærke at mange folk på 2. år på uni (i hvert fald på Media Communications) er 19 år – altså lidt yngre end gennemsnitsalderen på DMJX. Dette var bl.a. én af grundene til, at jeg endte med kun at hænge ud med andre udvekslingsstuderende på skolen – hvilket der ikke var så mange af. Man skal igen selv være ret aktiv og god til at skabe kontakt.

Jeg fik mange engelske venner ved f.eks. at gå til sport som UAL tilbyder (Arts Active Pass) – UDNYT de ting skolen tilbyder. De er ikke altid så gode til at skilte med det, så man må godt selv tage fat og ruske lidt i dem og bede om hjælp. Alfie Jackson, som var student exchange administrator imens jeg var på LCC, er helt ny i jobbet, men mega sød og hjælpsom og svarer på mails hurtigere end man kan nå at knipse med fingrene. Han siger heller aldrig nej, hvis man har brug for et møde med ham eller har 1000 spørgsmål om London eller andre ting.

 

Vigtigt tip: de andre udvekslingsstuderende jeg mødte, boede alle i de forskellige student accommodations som UAL tilbød – de hadede det alle sammen. Man er ifølge dem meget alene på sit værelse og snakker ikke med andre, fordi de godt ved man kun er der i 6 måneder. Jeg havde derimod selv fundet et sted og boede i et hus med to piger (som jeg aldrig havde mødt før). Den ene er englænder, den anden hollænder. Det har jeg ikke fortrudt et sekund, for det var noget af det bedste ved mit ophold at lære dem at kende og gå på pub sammen.

Udveksling var den bedste beslutning jeg nogensinde har taget, selvom det tog mig næsten 2 måneder at falde på plads – det er helt okay og naturligt at have det svært i starten, specielt fordi London er så travl som det er!

Det gode ved at London er travl, er at der altid er noget at lave. Så nu siger jeg det igen: hvis man er god til at skubbe sig selv ud af sin comfort zone og tør prøve nye ting af, så er det det bedste sted i verden. Man løber aldrig tør for nye ting at lave, se, opleve og spise. Selv efter 6 måneder er der 1000 ting jeg ikke har nået.

Jeg kan stærkt anbefale at tage til London, hvis man ikke er bange for at være lidt alene i starten og kaste sig ud i en masse nye projekter og oplevelser.

 

Ekstra tips:

  • London er dyrt, lav din research ordentligt inden og imens du er der. Så kan man finde de spændene gratis, eller billige ting der sker rundtomkring
  • Det er ofte billigere og bedre selv at finde et sted at bo end at bruge student accommodation
  • På TodayTix kan man købe billige teaterbilletter mm (og man SKAL i teatret når man er i London)
  • Hold øje med dine ting, jeg fik stjålet mine betalingskort fra min bæltetaske, der hang lige ved siden af mig. De er dygtige tyve! – og det er lidt af et helvede at få nye kort, når man er i udlandet. Så aldrig stil dine ting fra dig.
  • Udnyt hvor multikulturelt London er både i form af events, mad mm.

 

 

Laura Kjærgaard

Moving Images – Hochschule der Medien, Stuttgart, Tyskland

Af Lærke Bøggild Sørensen, MPL

Elsker du at være omringet af andre medieinteresserede studerende? Vil du arbejde med film, radio, printteknologi, sociale medier eller journalistik? Vil du afprøve det hele på en gang? Så er Hochschule der Medien (HdM) måske noget for dig! De faglige muligheder virker uendelige, og et semester på HdM er virkelig hvad du selv gør det til. Jeg brugte min udveksling på at specialisere mig i film, men denne klumme indeholder generelle tips og tricks relevante for alle, der overvejer at tage på udveksling på HdM Stuttgart.

Buddy
Som udvekslingsstuderende på HdM bliver du taget godt imod. Laura fra det internationale kontor sørger for, at du får besked om alt det praktiske. Derudover bliver du tilknyttet en buddy, der hjælper dig i starten af semesteret. Det er trygt at blive hentet i lufthavnen og have en livline at trække på, når man har spørgsmål eller brug for en nativespeaker.

Værd at vide om skolesystemet
Jeg var uheldig, at min ønskede linje ”Audiovisual Media” blev lukket, og jeg endte derfor på ”Moving Images” i stedet. Hvis du søger HdM pga. en særlig fagkombination, anbefaler jeg, at du kontakter skolen direkte, for at sikre at linjen bliver oprettet på dit semester. Laura fra det internationale kontor er hjælpsom, god til engelsk og svarer hurtigt på mails. Når alt det er sagt, blev jeg rigtig glad for Moving Images og fortryder ikke mit valg.
Det er også værd at vide, at du godt kan afvige fra de fagpakker, der bliver tilbudt til udvekslingsstuderende. Hvis du vælger dette, er det dog 100% dit ansvar at vælge fag, hvor timer og eksaminer ikke ligger oveni hinanden. Sørg for at du får 30 ECTS-point med hjem! Min linje gav kun 28 ECTS, så jeg skulle ud og hente to point andetsteds.
På HdM kan man få ECTS-point for mange ting. En af mine klassekammerater hjalp med at lave undertekster for at filmprojekt for årgangen over os, og fik credits for det. En anden agerede sminkør på et set for credits. Din buddy får også credits for deres arbejde. Jeg valgte at tage et ekstra fag kaldet EBMC (Entrepreneurial Brains Made on Campus), som var et kursus på to dage afsluttet med en skriftlig opgave.

Fagbeskrivelser
Moving Images består af tre fag: Film Exercise, Media Production og Graphic Arts. Derudover havde jeg et obligatorisk tyskkursus.
Film Exercise lå i første halvdel af semesteret. Faget er et begynderkursus i film med fokus på, hvad der er op og ned på et kamera. Faget er 100% praktisk, og jeg har således ikke læst en eneste bog. Faget er dog tidskrævende med masser af gruppearbejde og forberedelsestid udenfor undervisning. Vi lavede hver to korte fiktionsfilm, hvor man havde rolle som kamera eller instruktør, og så hjalp man til på 5 andre produktioner, hvor man havde en mindre rolle som f.eks. lyd, skuespil, m.m. Antallet af produktioner kan dog afvige efter hvor mange elever der er på holdet. Der er ingen eksamen i dette fag.
I Media Produktion lavede vi én stor produktion. Man kan fokusere på fiktion eller dokumentar. Meget af den viden, vi fik i Film Exercise kom i spil i dette fag. Undervisningen er en blanding af en klassisk forelæsning, hvor underviser har forberedt en præsentation, og fremlæggelser/møder, hvor grupperne fortæller, hvor langt de er med deres projekt, hvilke udfordringer de har m.m. Igen er der ingen eksamen og ingen bøger, men masser af gruppearbejde og i-timer, da projektet laves udenfor klasselokalet.
Graphic Arts er et tegnekursus for begyndere. Professor Dress er rigtig dygtig og giver god feedback. Faget kræver en masse grej, så vær forberedt på at bruge min. 30 euro på papir og forskellige blyanter i den tyske version af Panduro Hobby. Faget afsluttes med et projekt, hvor vi skulle udvikle og tegne vores helt egen karakter/superhelt. Kurset hænger dårligt sammen med de to andre fag. Hvis du ikke er interesseret i tegning, vil jeg anbefale du vælger noget mere relevant.
Tyskkurset er obligatorisk. Har du læst tysk før, bliver du testet i starten af semesteret og fordelt på det niveau der passer til dig. Min underviser var dygtig, ligefrem og jeg trives på kurset.

Bolig
Jeg søgte et kollegieværelse gennem HdM, og fik tildelt et værelse på Filderbahnplatz sammen med alle de andre udvekslingsstuderende. Det er fedt at bo så tæt på ens venner, og jeg anbefaler på det varmeste at søge værelse her.
Hver lejlighed har seks værelser med én lejer på hvert værelse. Man deles om 2 bade og toiletter. Hyppige besøg fra vores Hausmeister (en ældre herre ansat til at holde øje med bygningerne) sikrede, at alle jævnligt hjalp med rengøring af fællesarealerne. Værelserne har linoleumsgulv og store vinduer. De er møbleret med seng, skab, skrivebord og bogreol. Du kan leje dyne, pude og sengetøj for 50 euro, men det kan være billigere at købe tingene selv. Er du heldig har tidligere lejer efterladt en router til dig. 😉

Transport
Jeg købte et semestercard for 200 euro og kunne dermed kører frit med alt offentlig transport i hele Stuttgart kommune. Stuttgart er ikke en cykelby, så bus og tog er klart den nemmeste måde at komme rundt på. Der er også masser af kvalitetstid at hente, når 50 udvekslingsstuderende står på u-bahnen samtidig for at komme i skole eller i byen. 🙂 Du kan downloade VVS appen til din telefon, det er den tyske version af rejseplanen.

Rejser
Stuttgart ligger optimalt, hvis man ønsker at rejse i Europa. For et beskedent beløb kan du kører med Flixbus direkte til Frankrig, Schweitz , Østrig, Luxembourg m.m. Flixbus kører også direkte til flere tyske byer. Lufthavnen ligger kun 20 min fra kollegiet. Jeg fandt tit flybilletter til Bologna (Italien), Split (Kroatien), Sevilla (Spanien) og København til kun 10 euro.
Når det er sagt, er der også mange steder værd at udforske i Stuttgart. Jeg anbefaler: Möhringen Freibad, området omkring Marienplatz, centrum, parken ved Hochenheim Universitet og Staatsgalerie (som pt huser Banksy’s Love Is In The Bin!).
Har du yderligere spørgsmål om udveksling på HdM er du velkommen til at finde mig på facebook.

HdM, Stuttgart, Tyskland

Af Anne Ljungmann, kommunikatør.

Stuttgart, Tyskland – Hochschule der Medien
Hvis du overvejer Tyskland som destination og gerne vil på udveksling et sted, der minder lidt om DMJX – så synes jeg, du skal tage til Stuttgart!

Stuttgart er en lille by med et ret stort opland. Du kommer til at bruge meget tid uden for centrum – både skolen og der, hvor de studerende bor, ligger i hver deres forstad. Der bliver brugt meget tid på offentlig transport. Men hvis du køber en StudiTicket (et rejsekort, så du kan rejse frit hele semestret), så er det lidt ligegyldigt. Generelt er offentlig transport bare virkelig velfungerende i Stuttgart!
Der er også mange hyggelige caféer, gode barer, hyggelige grønne områder og en god lang shopping-gade. Stuttgart er én af de mange tyske byer, der blev ødelagt under 2. Verdenskrig. Så du skal ikke forvente idyllisk, gammel arkitektur, selvom de har genopbygget en del bygninger, så de ser ’gamle’ ud. Fordi byen ikke er så stor, lærer man ret hurtigt at finde rundt, hvilket jeg synes er et kæmpe plus.

Hochschule der Medien (HdM):
Hvis du er bekymret for et udvekslingsophold på et universitet, og du hverken gider lange forelæsninger eller et alt for omstændigt pensum, så kan jeg varmt anbefale HdM. Der er fokus på gruppearbejde og holdundervisning, hvor de studerende bliver opfordret til at deltage. Skolen tilbyder en række forskellige ’Minors’, som er fagpakker inden for forskellige områder. Alle ’Minors’ har en række af fag, der sammenlagt resulterer i 30 ETCS-point. Jeg valgte ’Media Creation and Management’, hvor det fedeste klart var at lave live-radio en gang om ugen.
Man skal lige vænne sig til at kalde underviserne ’professor’ og ’Mr. Mödinger’. Men det kommer man ret hurtigt over, især når man opdager, hvor rare de alle sammen er.
Der er en fed torsdagsbar (der også har åbent om tirsdagen), der ligger på campus. Det er nede i en hyggelig lille kælder med bordfodbold, høj musik og billige øl. Der er altid gang i den og os internationale studerende har været glade for at kommer der!

Jeg har haft et godt og lærerigt semester, men det har på ingen måde være stressende. Jeg har haft tid til både at slappe af, tage på ture og samtidig deltage i al min undervisning.

Filderbahnplatz (boligforhold):
Dorm rooms og student accomodation er aldrig glamourøst – det samme er tilfældet i Stuttgart. Forbered dig på kiksede linoleumsgulve og grimme bøgetræsmøbler og en lidt dyr vaskekælder. Man deler en lejlighed med fem andre studerende. I har et fælles køkken og to badeværelser – og selvfølgelig eget værelse. Man kan nogle gange savne et fællesområde, hvor man kunne hænge ud lidt mere. Der må man nøjes med køkkenet og værelset!
Alle de internationale studerende, der går på HdM bliver smidt det samme sted hen, hvilket har sine fordele. Det er rart at være samlet på samme lokation i forhold til alt det sociale. Så kan man også følges i skole! Til gengæld ligger Filderbahnplatz i udkanten af Stuttgart, så du er et stykke fra centrum. Det tager cirka 20 minutter med direkte U-bahn at komme derind.
Du kommer ikke nødvendigvis til at bo i lejlighed med andre internationale studerende fra HdM. Det er meget tilfældigt. Alle studerende i Stuttgart har mulighed for at flytte ind på Filderbahnplatz, så der er også en god chance for, at du kan udvide dit netværk lidt udover de internationale studerende. Det har jeg haft stor glade af med mine tyske bofæller.

Konklusion:
Hvis du ikke gider at lege universitetsstuderende og er glad for currywurst, så kan jeg varmt anbefale Stuttgart. Du må ikke være bange for at Tyskland ikke er ’eksotisk’ nok. Sydtyskland er nærmest et land for sig selv! Så der er masse af unikke kulturoplevelser i vente.

PUC RIO

Af Sebastian Persson

Hvis tanken om iskolde caipirinhas, bølgegang på Copacabana, samba i gaderne og høj faglig frihed tiltaler dig, så er et semesters udveksling på PUC i Rio de Janeiro en oplagt mulighed.

Du får mulighed for at være en ægte carioca på det smukke universitet, hvor aber kravler i træerne, godt placeret i farverige Rio. Der er et utal af faglige og sociale muligheder, som gør karnevallets hovedstad til en kanon destination for udveksling.

Jeg var her på mit 7. semester i foråret 2019. Jeg havde fagene ‘Brasiliansk historie’, ‘Brasiliansk kultur’, ‘Sociale diskussioner i Brasilien’ og ‘Portugisisk’. Derudover tog jeg Videnskabsteori online. Jeg har boet i Brasilien før og er derfor farvet af både at kunne sproget og kende kulturen og byen, men selv uden nogen form for sambarytme i hofterne, kan man begå sig i Rio. Her er lidt af det, der er godt at vide:

Fagligt: Niveauet er ganske overkommeligt og arbejdsbyrden er, hvad man gør den til. Sprogundervisning i portugisisk er obligatorisk med undervisning tre gange om ugen af to timers varighed: Man kommer på hold efter niveau (de fleste er dårlige). I Brasilien bruger de ‘credits’ istedet for ECTS, og 1 credit svarer til 1,5 ECTS. Jeg hentede 10 ECTS ved at tage Videnskabsteori. Sprogundervisning giver DMJX ikke merit for. Mine øvrige fag talte hver 4 credits, altså 6 ECTS; allesammen med undervisning to gange om ugen af to timers varighed. Med andre ord er skoleskemaet ganske overkommeligt. Der er mange forskellige fag på engelsk, hvor du møder de flere hundrede andre udenlandske studerende. Kan du noget portugisisk, kan du give dig i kast med et fag på portugisisk, hvor du vil møde de lokale.

Det er muligt at tage en måneds intenst portugisisk-kursus inden semestret starter, hvis man vil give sig i kast med sproget – hvilket er en stor fordel, da få brasilianere taler engelsk.

Socialt: Universitet tilbyder værtsfamilier, som alle er placeret i områderne Copacabana, Ipanema, Leblon eller Gavea. Jeg selv havde fornøjelsen af at bo med en mand sidst i 50’erne i en fin lejlighed. Med 15 minutters gang til uni, 10 minutters gang til stranden og 5 minutters gang til supermarkeder, restauranter og fitnesscenter var det perfekt. Huslejen hos en værtsfamilie er omkring 3.250 kr. om måneden inklusiv morgenmad. Mange vælger at starte hos en værtsfamilie og derefter finde en lejlighed, når de er ankommet. Ofte kan man finde tilsvarende værelser eller lejligheder, hvor prisen er lavere. Brasilianerne er et fantastisk folkefærd, men når man tager fagene på engelsk kommer man oftere i kontakt med de mere end 200 andre udvekslingsstuderende fra hele verden. Rio råder over et utal af muligheder, og de studerende har stolte traditioner for, hvor man går i byen alle ugens dage. Med andre ord, så er det nærmere et spørgsmål om, hvor meget du kan holde til.

Oplevelser: Som allerede nævnt er Rio de Janeiro et fantastisk sted med ubegrænsede muligheder. Strandture på de famøse strande er en del af hverdagen, mens du kan danse til den lyse morgen i det hektiske område Lapa. Foruden verdenskendte attraktioner som Jesusstatuen, Sukkertoppene og det legendariske fodboldstadion Maracana, hvor du i øvrigt skal opleve et lokalbrag mellem Flamengo og Fluminense(!), så råder Rio over nogle fantastiske historiske bydele, den botaniske have og meget mere. Og når du alligevel er i Brasilien, så er Amazonas, Salvador, Foz do Iguazu, Pantanal og mange andre seværdige steder lige i nærheden. På mit semester arrangerede vi flere weekendture typisk 20-30 udvekslingsstuderende til bl.a. Ilha Grande og Buzios, der sammen med steder som Arraial do Cabo, Paraty og Angra Dos Reis kun ligger omkring tre timer fra Rio, og derfor er oplagte weekendture.

Praktisk: Brasilien er relativt billigt, men priserne – især i Rio – er steget kraftigt de seneste år. Det er dog ok overskueligt at have med at gøre. Et opmærksomhedspunkt er sikkerheden: Rio de Janeiro er farlig, og mange oplever at blive røvet på gaden. Tag dine forholdsregler, læs op på det inden og spørg de lokale – så skal det nok gå.

Jeg vil klart anbefale et udvekslingsophold – hvis ikke i Rio, så et andet sted!

Hvis du har spørgsmål eller tvivl, så skal du være hjertelig velkommen til at kontakte mig.

Tudo de bom! Abracos,

Sebastian Persson

// 22 41 14 44

// sebastianperive@gmail.com

 

Kedsommelighed og kærlighed

Af Lasse Bjerrum Pedersen

Jeg brugte i foråret 2019 et semester på University of Canterbury i Christchurch, som blev en personligt skelsættende periode på både godt og ondt. Jeg mødte venner for livet, samarbejdede med udenlandske medier og blev ufrivillig statist i et terrorangreb.

Christchurch har en trist historie, hvor jordskælv har sat sit dybe aftryk på byen og dens infrastruktur.
Jeg vil undlade at pakke tingene ind, for Christchurch ER vitterligt en utroligt kedelig by, som ikke har meget at byde på. Det er ikke en pulserende storby med fedt natteliv eller flot arkitektur. Byen er stadig ved at komme sig over jordskælvet i 2011, og derfor er der ikke meget festfyrværkeri over Christchurch i det hele taget.

Når det så er sagt, har jeg mødt et folkefærd her i byen, som overgår ethvert andet.
D. 15. marts 2019 dræbte en højreekstremistisk terrorist mere end 50 uskyldige mennesker, da han åbnede ild under en fredagsbøn i to forskellige moskéer i byen.
Det er en dag, som aldrig bliver visket ud af historiebøgerne, og som også havde stor indflydelse på mit udvekslingsophold. Jeg var førstehåndsvidne i oplevelsen af, hvordan byen rejste sig sammen – og hvordan de stod skulder ved skulder, hvis de da ikke græd ud ved netop hinandens skuldre.
Kia Kaha – Stay Strong – ekkoede igennem byen, og fælleskabet i byen nåede højder, som var decideret rørende. Jeg fik muligheden for at dække angrebet til danske medier, som også betød, at jeg også var nødsaget til at arbejde tæt sammen med internationale kollegaer. En proces, der gav mig uvurderlig faglig erfaring.

Det føromtalte fællesskabet er dog den største faktor i, at jeg har haft et spændende semester på den anden side af jordkloden. Jeg har gået til fodbold med studiekammerater, surfet med de lokale, hiket med internationale venner og udfordret mine engelskkundskaber med skolearbejde på tværs af universitetet.
University of Canterbury er et sted, hvor man kan få tilfredsstillet sine interesser – og samtidigt udvikle sig fagligt. Det er et sted, hvor man kan finde klubber af enhver slags, og hvor du altid kan dele din mest nørdede passion med andre studerende.

Jeg har haft fag, som jeg ikke ville have kunne valgt i Danmark, og som helt afgjort har dygtiggjort mig på en anden måde, end hvis jeg havde taget syvende semester på hjemmebane.

Du skal vælge University of Canterbury, hvis du vil bruge Christchurch som porten til New Zealand. Det er ikke hér, at magien sker, men det kan være dit udgangspunkt, når du tager på ture for at et af verdens flotteste lande, alt imens du får en faglig ballast, du kan tage med hjem i rygsækken.

Hvis du skulle have spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Melbourne – efterår 2018 – udveksling på Monash University

Af/ Julie Bender Thomsen – Danmarks Medie og Journalisthøjskole

I Danmark hører vi i ny og næ om Australien, selvom landet på mange måder passer sig selv dernede i Oceanien, over 14.000 kilometer væk.

Vi hører om landets vilde, eksotiske dyr og dets årlige import af sabbatårs-rejsende unge, der rejser op og ned ad østkysten. For nyligt hørte vi også om de svimlende 41 grader, der fik dyr og marker til at tørste.

Desværre var vejret ikke heeelt så svimlende varmt, da jeg først tog til Melbourne i juli måned 2018. Faktisk var det vinter og rimelig koldt i starten.

Huen og handskerne kom på, mens jeg begav mig ud i den store by med knap 5 millioner indbyggere, kæmpe højhuse og hippe forstæder. Byen der nu skulle være mit hjem for det næste halve års tid.

Jeg boede i West Melbourne tæt på parker, centrum og Queen Victoria Market. Alt i gåafstand, så jeg slap for indkøb af cykel og kørsel i den forkerte side af vejen.

Jeg var afsted i forbindelse med syvende semester på journalistuddannelsen og studerede på DMJX’s partneruniversitet Monash University i afdelingen i Caulfield.

Lige fra starten noget af det allerbedste, jeg nogensinde har gjort. Selvom det både er enormt langt væk fra Danmarks velkendte grænser og en dyr fornøjelse, så gjorde jeg gerne det hele en gang til. På grund af sidstnævnte var det derfor også en kæmpe hjælp, at turen var støttet af Knud Højgaards Fond.

Det faglige udbytte fra universitetet var af en blandet størrelse, dels fordi det selvfølgelig er op til en selv at få læst og dyrket pensum, men også fordi niveauet i undervisningstimerne til tider var ret lave.

På Monash University havde jeg fire fag: Documentary, Digital Production, Introduction to Television Studies og Exploring Contemporary Australia.

Jeg kan som udgangspunkt anbefale dem alle, men igen skal du forvente, at niveauet er lavere end på DMJX. Universitetet er privat og højt rangeret, men når størstedelen af de studerende i dine klasser er udefrakommende asiatiske studerende med et lavere engelsk niveau, gør det desværre klasseundervisningens niveau lavere, end hvad man måske bør forvente.

To af fagene (Documentary og Digital Production) var tredjeårs journalistfag, og jeg havde større tiltro til dem fra starten. Men de viste sig at være rimelig bagud fra medieverdenen, så jeg brugte det bedste, der var i især dokumentar-faget: Der er ingen rammer og restriktioner, du får fri leg til at lave et fedt projekt.  På trods af det lave niveau for et journalistfag, vil jeg alligevel råde dig til at tage nogle. Det er utrolig god læring at bo i et helt nyt land som journalist, hvor du skal opdyrke nye historier og kilder.

Monash University gør overraskende meget ud af at få rystet de udvekslingsstuderende sammen. I starten er der ugentlige begivenheder, du kan tage til, og der er meget lav risiko for at rejse retur uden en masse nye venner i bagagen.

Måske lidt naivt havde jeg en forventning om at studere der som ene dansker, men det viste sig, at der var rigtig mange danske studerende på Monash. Det kan både være godt og skidt, men jeg er glad for, at jeg nu har fået venskaber fra hele verden – men også fantastiske venskaber her i Skandinavien, jeg lidt lettere kan ses med i hverdagen.

Melbourne by er en skør blanding mellem København og New York. Det gik jeg tit og tænkte på, fordi der både er business distrikterne med de høje betonklodser, men også de hyggelige og hippe områder med graffiti overalt, der på sin egen måde kunne minde lidt om et australsk Nørrebro.

Bidraget fra fonden betød blandt andet, at jeg kunne bruge beløbet på dele af min husleje, så jeg stadig havde penge nok til at tage på tur i weekenderne. Vi var ret hurtige til at tage afsted og var blandt andet i Byron Bay på Østkysten, ved Uluru (den kæmpe sten i midten), på en roadtrip opad Vestkysten og på adskillige hikes i nationalparkerne i delstaten Victoria.

Selvom man selvfølgelig skal udnytte chancen for at tage rundt i landet, er det også vigtigt at bruge weekender i byen. For den har virkelig noget at byde på.

Jeg var især glad for at gøre brug af byens fantastiske restauranter og dens fuldstændig vanvittige (og ret billige!) kaffe, den er verdensberømt for. Og da foråret begyndte, startede festivalsæsonen også. Det er en rigtig god måde at få indblik i den australske ungdomskultur, som ellers kan være lidt svær at nærme sig som udvekslingsstuderende.

For mine venner var primært udenlandske, og set i baglyset ville jeg nok have gået efter et share house i byen, hvor man kan bo sammen med unge australiere. Blot et lille tip, hvis du selv skal til Melbourne og studere. Gid det var mig!

Hvis du vil have flere tips om byen eller studiet, er du meget velkommen til at skrive en mail på julie.bt@hotmail.com.

University of Hong Kong

934 meter.

Lige op i vejret .

Af Cecilie Skøtt, Danmarks Medie og Journalisthøjskole

934 meter lige op i vejret. Så langt op er der til Hong Kongs næsthøjeste punkt, Lantau Peak. ”Der må virkelig være en smuk udsigt”, tænker du nok? Det tror jeg gerne – men nærmest som starten på en dårlig joke valgte en finne, en svensker og jeg at bestige det på en skyet dag og endte med at gå inde i en sky i 1 ½ time.  På trods af en dårlig udsigt og en efterfølgende halsbetændelse var det en af de fedeste vandreture i Hong Kong – og dem var der mange af.

Jeg ved ikke, om det er luftforureningen, der har gjort et eller andet ved min hjerne, men nøj hvor er jeg blevet vild med at vandre – og især i Hong Kong.

Faktisk er jeg bare blevet vild med Hong Kong, tror jeg. Det er et sindssyg spændende sted, der har alt, hvad hjertet begærer.

Du kan den ene dag blive forelsket i at fare vild i skyskraberjunglen, gå på jagt på kilometer lange markeder at spise ”dim sum” i små lokale bikse og dernæst føle et det største frirum, fordi du har bare på en time enten med metro, tog eller færge har bevæget dig til en strand, en vandretur eller en gåtur langs havnen for at kigge på halvdårlige karaokesangere og superhelte-cosplayere.

Nu skal jeg jo ikke lyde som en reklamesøjle for hverken eventyrsport eller spejdersport, for Hong Kong er også alt muligt andet en vandreture og natur. Hong Kong er en international metropol i et af de mest spændende politiske områder i verden, hvis du spørger mig.

Der er kun 28 år til Hong Kong bliver helt officielt administreret af Kina, men de er så småt ved at byde indpas på byen med en lyntogsforbindelse og en havbro, der forbinder landene, alt imens man en intern konflikt helt ned på studerende på universiteterne (også i tvivl om hvad der menes her) – niveau, hvor de Hong Kongske studerende ikke altid er kæmpe fans af kinesiske. I den korte periode jeg befandt mig i Hong Kong, fik jeg et stort indblik i både den kinesisk og Hong Kongske kultur, politisk såvel som kulturelt, og er så småt ved at forstå, hvorfor en Hong Kongeser ikke mener, at de er kinesere, og at de bestemt ikke er imponeret over, at du er 1.80 og blond.

 

University of Hong Kong

En stor del af den førnævnte viden fik jeg tilegnet på University of Hong Kong, som jeg var tilknyttet på min udveksling. Jeg havde valgt at give mig selv et ”journalistisk”-åndehul, og forsøge mig med helt andre fag end normalt. Hvilket også er en af de gode grunde til at tage på udveksling – du vælger selv dine fag.

Jeg havde fire kurser i alt – Introduction to Photography, Introduction to Strategic Communication, Greater China, ”Will the real China please stand up?”.

Jeg kan især anbefale kurset ”Introduction to Strategic Communication” med Patric Yu. Patrick er ikke en fastansat underviser, men er derimod højt på strå i kommunikationsbureauet FleishmanHillard, hvor han til dagligt arbejder med strategisk kommunikation indenfor FinTech genren. Patrick er rigtig god til både at formidle og tage nye relevante emner, fejlslagne kampagner og kommunikationsskandaler op til revision i undervisningen. Derudover er sidste opgaven på semesteret, at man skal lave et pitch på en kommunikationsstrategi til en af FleishmanHillards klienter på baggrund af deres behov, hvilket både er nervepirrende og rigtig sjovt.

Derudover vil jeg rigtig gerne anbefale ”Greater China” kurset, hvor underviserne Dr. Kim og Dr. Zhu giver et grundigt kursus i Kina. I løbet af 12 undervisningsgange kommer man igennem alt fra Kinas politiske opbygning, Huku-kulturen til madkultur over hele Kina. Det er et meget lærerrigt fag, og man får et helt andet indblik i Kinesisk kultur, end det man som måske lidt fordomsfuld dansker render rundt med.

Generelt vil jeg sige, at University of Hong Kong er et ret velfungerende universitet, hvor du selv vælger, hvor svært du vil have det. Der er en masse spændende fag, nogle mere læsetunge end andre, men heldigvis har du mulighed for at få en fornemmelse af det i løbet af de to første ugers ”add-and-drop” – periode, hvor du har mulighed for at prøve en masse forskellige fag af.

 

Bolig

Jeg var så heldig at få tilbudt en kollegieplads på universitets nyeste kollegiebygninger i Jockey Village III, og hvis du får den mulighed så sig JA! Du skal godt nok lige vænne dig til tanke om, at du helt højskoleagtigt måske skal dele værelse med en anden, men det er jo en oplevelse i sig selv. Min roomie Anna kom fra Hong Kong og introducerede mig til ”asiatiske-studerendes-manglende-sovevaner”, hendes virkelig søde families hjemmelavede Hotpot og hun var min ultimative oversætter, når vi besøgte små lokale ”dim sum” spisesteder, hvor ejerne ikke snakkede et ord engelsk.

Derudover er kollegierne i Jockey Village III fyldt med andre udvekslingsstuderende og internationale studerende, som er i præcis samme situation som dig, så du ender med at få venner fra hele verdenen. Desværre ender man, som mange udvekslingsstuderende, hurtigt i en international boble, og da Hong Kongeserne er ret svære at komme ind på livet af, fik jeg primært internationale venner. Derfor var det også ret fedt at dele værelse med en lokal – så var hun ligesom tvunget til at hænge ud med mig 😉

Generelt vil jeg sige – sig ja til kollegieplads eller bolig gennem universitetet. Alt andet kan ikke betale sig. Jeg havde en veninde, der betalte 13000 HKD, tæt på 11000 kr. om måneden, hvor jeg kom af med omkring 8500 kr. for hele opholdet.

Jeg kunne skrive flere sider om min kærlighed til Hong Kong, og jeg er ret imponeret, hvis du er nået så langt her – så hvis du gerne vil høre mere, så tøv ikke med at finde mig på facebook eller sende mig en mail, så skal jeg nok give dig gode tips til Dim Sum-restauranter

😀

 

 

 

 

 

 

Hogeschool Utrecht, Holland

Af Signe Bram, Kommunikation

Kære udlandssøgende

Jeg har samlet mine erfaringer fra mit udvekslingsophold på Hogeschool Utrecht (HU) i Holland og har delt indholdet op, så du kan læse det, efterhånden som du får brug for det.

Godt at vide før du vælger HU

Utrecht er miniatureversionen af Amsterdam. I tog ligger byerne kun omkring en halv time fra hinanden, og de ligner hinanden på mange måder. Her er kanaler og smalle huse for alle pengene, og er du lun på Amsterdam, men knap så vild med turister er Utrecht et godt sted at tjekke ud. Byen er cirka på størrelse med Aarhus og har desuden det fællestræk med Danmarks andenstørste by, at rigtig mange af byens indbyggere er studerende. Folk er desuden rigtig gode til at tale engelsk, både på studiet og rundt i byen.

Godt at vide når du er optaget på HU

Mit bedste råd, når du er optaget, er SØG BOLIG!!! Boligmarkedet i Utrecht er presset og præget af mange desperate studerende. Du bør være opmærksom på, at der er mulighed for at leje et værelse gennem skolen (SSH), men man skal være hurtig. Her vil man typiske kunne få værelser på kollegier med andre udvekslingsstuderende. Jeg udskød boligsøgningen og var meget, meget heldig at finde et privatudlejet værelse gennem en hollandsk ven i Danmark – men det var på et hængende hår, og vejen dertil vil jeg ikke anbefale andre.

Godt at vide om fagvalg på HU

Der er relativt mange fag at vælge imellem, og jeg fandt mange af fagene relevante for min kommunikationsuddannelse. Undervisningen adskiller sig fra, hvad jeg har oplevet på DMJX, ved, at der er færre undervisningstimer, og at motivationen blandt de andre studerende ikke var så høj som hos mine medstuderende på DMJX. Det gav nogle udfordringer i forhold til gruppearbejde (som der er meget af), men hvis man insisterer på at gå derfra med et fornuftigt fagligt udbytte, så handler det bare om at holde selvdisciplins-fanen højt.

Generelt skal du vide, at du som udvekslingsstuderende kan vælge fag fra mange forskellige årgange og minor-programmer. Det betyder, at du typisk ikke hører til i en bestemt klasse (med mindre du vælger at tage tre fag, der hører til samme årgang, i samme blok). Du skal vælge seks fag, der fordeler sig over to blokke med tre fag i hver blok. Her følger en kort beskrivelse og vurdering af de fag, jeg har haft.

Humanities

Et førsteårsfag, der stiller spørgsmålstegn ved de bias, der påvirker menneskers måde at indrette samfundet og vores hverdag på. Jeg fulgte faget i første blok og var derfor lige så ny som de øvrige studerende. Det var meget rart, da man derved har en chance for at blive dus med bygninger, digitale platforme og printere. Et udemærket fag med letforståeligt pensum.

Digital storytelling in theory and practice

Et fjerdeårsfag, der for mig var lidt ude af kontekst. Faget koncentrer sig meget om teoretikere og modeller med lidt for stor interesse for fiktionsgenren efter min smag. Hvis jeg kunne vælge om, havde jeg taget et nærmere kig på det fag, der hedder Digital Storytelling in Practice.

Mass media and mass persuasion

Et fag, der hører til under den minor, der hedder Media Psychology. Dette fags pensum var overordnet set interessant og relevant. Faget koncentrerer sig meget om teknikker i forhold til reklamestrategier, men det materiale, der bliver gennemgået, kan sagtens overføres til andre overtaleses genrer.

Psychology of social media

Også et fag under Media Psychology. Jeg opfattede det faglige niveau i dette fag som meget højt. Jeg vurderer dog at det hænger sammen med den meget ambitiøse underviser, jeg havde til dette fag. Faget koncentrerer sig om, hvordan og hvorfor vi bruger sociale medier og forsøger at finde svar i psykologien. Et fag, der udfordrede mig, og som jeg i sidste ende er glad for, jeg har taget.

Cyberpsychology

Endnu et fag under Media Psychology, der ligner Psychology of Social Media meget. Her fandt jeg aldrig rigtig ud af, hvad pointen var.

Digital Media Design

Det mest brugbare fag jeg har haft på HU. Faget introducerer dig til basis designprincipper og du lærer at forstå og designe visuelle identiteter for et brand. Selvom faget var et første års fag, fik jeg meget ud af det, da det jeg har lært her, var noget jeg har manglet i min kommunikative værktøjskasse.

Generelle tips og tricks

Du får brug for en cykel

Busserne kører fint i byen, men hollænderne cykler og det er næsten forventeligt, at du også gør. Den nemmeste måde at skaffe en cykel er ved at leje den hos Swapfiets. Jeg betalte 12€ i måneden for min cykel, hvilket inkluderer gratis reparation, hvis du skulle få brug for det. Desuden siger rygtet, at disse cykler sjældent bliver stjålet – win-win!

Finanserne

Jeg oprettede en bankkonto hos ABN AMRO. Mange supermarkeder tager ikke imod VISA, og jeg oprettede derfor en bankkonto for at få et Maestro kort. Du skal være opmærksom på, at de fleste banker forlanger at du er registreret ved kommunen og har en BSN-nummer, før de vil oprette en konto til dig. Du kan dog også klare dig uden bankkonto i landet da de fleste forretninger, barer og restauranter tager imod VISA, mens du kan klare dine indkøb i supermarkederne med kontanter.

Buddy Go Dutch

Hvis du er interesseret i at blive dus med de lokale er Buddy Go Dutch et godt sted at starte. Jeg oplevede det som svært, at opbygge relationer til hollænderne på skolen og synes derfor det var svært at finde venner udover de andre internationale studerende. Buddy Go Dutch er en frivillig organisation, der matcher internationale studerende med hollandske studerende. Jeg var så heldig at møde en sød hollandsk pige til det matching event, der blev afholdt og har haft meget ud af at mødes med hende en gang i mellem. Selve matching eventet var lidt overvældende, med lidt for mange internationale studerende, men generelt synes jeg organisationen gør et godt stykke arbejde for at bygge bro mellem hollændere og internationale.

ESN – Erasmus student network

For at opbygge sociale relationer, kan du også melde dig ind i ESN. Jeg havde mulighed for at deltage i både en introdag (en hel lørdag) og en intro uge, hvor der var arrangeret forskellige aktiviteter for os internationale studerende, hvilket var en nem måde at møde nye mennesker på. Derudover arrangerer ESN aktiviteter og fester i løbet af semesteret.

Jeg tog desuden et ti-ugers begynderkursus i hollandsk gennem ESN. Du skal ikke forvente at blive flydende på disse ti uger, men jeg kan klart anbefale kurset, da du møder andre internationale studerende og samtidig får et indblik i det hollandske sprog og deres kultur. Kurset undervises af hollandske studerende og var billigt!

Generelt var udbuddet af sociale tilbud lidt overvældende i starten, men jeg kan kun anbefale at du kaster dig selv ud i så meget som muligt i starten, da det er den absolut nemmeste måde at finde andre venskabssøgende på.

Når du har fri

Så skal du ud i det blå! Holland har en perfekt placering i forhold til at besøge andre europæiske lande og imponerende hovedstæder. Tognettet i Holland virker rigtig godt, og du kan rejse relativt langt på kort tid. Det er eksempelvis ingen sag at begive dig på lørdagsudflugt til Den Haag eller Amsterdam. Derudover tilbyder Wanderlust Studentrips mange udemærkede busture til lidt fjernere destinationer – eksempelvis var jeg med bus til og fra Paris for 50€.

Jeg ønsker dig et rigtig godt ophold, hvor end du finder hen!

London College of Communication (LCC), England

Af Søs Emily Staal Smed Andersen, journalist

 

Et globalt knudepunkt

Med undervisning på fire timer af tre omgange i løbet af en uge, så var der rig mulighed for at udforske London og byens mange muligheder. London er en global by med stort ’G’. Om man er til kunst, koncerter eller køkkener, så er der altid noget nyt, man skal introduceres for.

 

Transporten frem og tilbage i London er let at gå til, og der er ikke langt til noget; jeg anbefaler stærkt busserne, så man både sparer lidt penge og får set byen fra toppen af en dobbeltdækker. I princippet kan man komme langt på sine ben, og man bliver aldrig skuffet over, hvad en gåtur i London kan tilbyde.

 

I forhold til bolig, så kan det godt virke lidt vanskeligt. Desværre er London kendt for at have en del svindlere på boligmarkedet, men jeg vil stærkt anbefale både at kigge på appen SpareRoom og Airbnb, da det tit er muligt at finde pålidelige udlejere til en rimelig pris; i forhold til hvad det ellers koster i byen.

 

Universitetet og de dertilhørende fag

Som en del af University of the Arts London, så er London College of Communication af naturlige årsager meget fokuserede på den kreative industri. Som den eneste journaliststuderende på min linje, contemporary media cultures, så var det tæt på umuligt ikke at føle sig lige-knap-tilstrækkelig i forhold til kreativitet. Omgivet af medstuderende med forhåbninger om blandt andet at gøre sig i film, mode og musik, så kunne man måske frygte, at man ikke ville føle sig hjemme i fagene. Dét var ikke tilfældet. Trods nogle potentielle kreative udfordringer, så var den udfordring mere end velkommen. Forløbet gav generelt et fantastisk indblik i både den nutidige og fremtidige kreative industri. Underviserne var generelt dygtige, og som journaliststuderende følte jeg mig klædt på til at deltage i fagene uden problem.

 

Working in the Media and the Creative Industries

Mit absolutte yndlingsfag på forløbet. Underviseren er enormt kompetent og materialet spændende. Man opnår en stor forståelse for, hvordan man eventuelt skal til at finde arbejde, når man arbejder i enten den kreative industri eller i medierne. Desuden tilbød underviseren at gennemgå ens CV’er og ansøgninger, hvis man havde brug for det. Det gjorde faget særligt jordnært og det kunne mærkes på hele klassen, at underviseren var utroligt dygtig.

 

Audiences, Publics and Networks

Dette var faget på forløbet, som relaterede sig mest direkte til journalistik. Vi kom i dybden med emner som digital kultur, sociale medier, etnografi og ’social journalism’. Underviserne var dygtige, og jeg fik særligt meget ud af diskussionerne i klasselokalet. Man bliver præsenteret for værktøjer og tendenser som i ingen eller i minimal grad endnu foregår i Danmark, og det er enormt spændende at lære om grundlaget for, hvordan medier og kommunikation i dag bliver skabt.

 

Contemporary Cinema

Umiddelbart det mindst relevante fag i forhold til journalistik. Underviseren var ny, og det var vanskeligt for hende at præsentere filmteori for studerende, som ingen kendskab havde til film på forhånd. Faget beskæftigede sig med emner som visuel nydelse, forskellige filmiske teknikker og feministisk film. For mig var det et fag, hvor jeg helt klart var på udebane. Man skal holde tungen lige i munden for at følge undervisningen, men har man en mere end gennemsnittet passion for film, så er det alligevel et spændende fag.

 

På udveksling i charmerende Utrecht

Af Anna Birch Schmidt, Journaliststuderende på 4.semester

Utrecht er på mange områder en fantastisk dejlig by. Det er Hollands fjerdestørste by, og så minder den lidt om Aarhus. Der er marked flere gange om ugen, hvor man kan købe hollandske specialiteter, såsom ’bitterballen’ og ’kaasstengeln’. Og så er det vigtigt at nævne, at Utrecht er en universitetsby, så der ligger hyggelige caféer og barer omkring et hvert gadehjørne. Utrecht minder på mange måder om Amsterdam, blandt andet med de hyggelige og insta-venlige kanaler, men Utrecht er ikke på samme måde overrendt af turister.

Socialt og boligsituation  

Som nævnt er Utrecht en universitetsby, hvor både hollandske studerende og internationale studerende dominerer gaderne. Af den grund er det nærmest umuligt ikke at møde en masse mennesker. Og hold nu fast, hvor har jeg mødt nogle fantastiske mennesker!

Først og fremmest valgte jeg at søge en bolig gennem SSH, hvilke er boliger tilknyttet universiteterne i Utrecht. Jeg fik et værelse i lejlighedskomplekset Pythagoraslaan (’De Sterren’), og jeg kan kun anbefale jer også at søge derigennem. Jeg boede sammen med 11 mennesker med forskellige nationaliteter, men hvis 11 mennesker lyder som en lidt for stor mundfuld, kan man blandt andet søge Johanna- eller Cambridgelaan-lejlighederne, hvor man bor færre mennesker sammen. Jeg har dog nydt af have mange mennesker omkring mig!

Fagligt

Jeg ville ønske, at jeg kunne blive ved med at rose Utrecht til skyerne, men i forhold til mit faglige udbytte af mit udvekslingsophold, kunne jeg godt have ønsket mig noget lidt andet. Det skyldes både min manglende interesse i fagene, men i særdeleshed den ustrukturerede undervisning. De fleste af underviserne var rigtig kompetente og interessante, men der var bare ikke rigtig styr på det. Men det er jeg sikker på, at de nok skal få fikset til jeres ophold!

Undervisningen på Hogeschool Utrecht er delt op i to blokke, henholdsvis blok A og B i efteråret og C og D i foråret. Når man skal vælge fag, kan man altså kun vælge de fag, der bliver udbudt i de blokke, man går på skolen. Desuden kan man kun vælge fag fra ’Creative Business’, hvor Media Psychology, og Creative Business hører ind under. De fleste af fagene er allerede blevet bedømt af tidligere udvekslingsstuderende, så jeg vil ikke gå i dybden med dem.

I blok A havde jeg valgt ’Humanities’, ’Digital Media Design’ og ’Psychological Effects of the Media’, og i blok B ’Psychology of Social Media’, ’Psychology of News Framing’ og ’Cyberpsychology’. Jeg kan i princippet anbefale alle fag, men underviseren i ’Cyberpsychology’ var – i mine øjne – forfærdelig, så lad os håbe, at hun ikke skal undervise det igen.

Gode tips (og de ting, der altså ikke er nødvendige)

Hollandsk konto

Selvom der flere af de andre blog posts står, at det er en god ide at oprette en hollandsk bankkonto, ville jeg understrege, at det sagtens kan lade sig gøre at leve i Utrecht uden. Det er selvfølgelig træls, at man betaler et gebyr, når man hæver, men jeg erfarede, at hvis man bare hæver nok penge hver gang, skal det hele nok flaske sig. Der er desuden mange steder, hvor man kan betale med kort.

OV chipcard aka hollansk rejsekort

Desuden er det en rigtig god ide at købe et OV chipcard. Selvom jeg for det meste cyklede rundt i Utrecht, brugte jeg det, når jeg skulle på tur til andre byer, da man ligesom med rejsekort sparer penge på billetten, når man bruger det i stedet for automaterne.

Cykel

JA, en cykel er altså livsnødvendig. Det er bare så meget nemmere, og der er jo ingen bakker (til forskel fra Aarhus), så det tager ingen tid at komme rundt. Jeg – og de fleste andre – lejede en cykel via Swapfiets for 12 euro om måneden. De yder desuden den service, at hvis der sker noget med cyklen, såsom et punkteret dæk eller lignende, kommer de og reparerer den eller bytter den ud med en ny. SÅ lej eller køb en cykel.

Rejser

Det er bare super nemt at komme rundt i Holland med offentlig transport, så jeg kan kun anbefale at få set sig lidt omkring, når man nu alligevel befinder sig midt i landet. Amsterdam er kun en halv time væk med tog, og ligeså er både Rotterdam og Den Haag. Jeg kan også anbefale at tage til Maastrict, Gronningen, Eindhoven og de mindre byer såsom Gouda (hvor den traditionelle Gouda ost og stroopwafel er fra). Det er desuden forholdsvist billigt at rejse rundt i Belgien, hvor jeg kan anbefale at besøge Gent, Brugge og Bruxelles. Og så er Paris kun en 7 timers kørsel væk med Flixbus og koster kun 20 euro per vej!

Jeg vil slutte af med at sige, at selvom skolen på flere punkter skuffede, har Holland og Utrecht virkelig været det værd, og jeg kan kun anbefale alle at tage af sted, fordi det vil I absolut ikke fortryde.

Jeg kunne blive ved med at fortælle om Utrecht, men denne smøre er i forvejen blevet alt for lang. Hvis du overvejer at tage på udveksling til Utrecht, er du selvfølgelig velkommen til at skrive en mail til mig (eller finde mig på Facebook): anbisc@mail.dmjx.dk

Carleton University, Ottawa

Af Mathias Lilholt (journalist)

Sidder du med tanker om at tage på udveksling, så vil jeg på det kraftigste anbefale dig at tage Carleton University med i dine overvejelser. For jeg har ikke særlig meget dårligt at sige om hverken Carleton eller Ottawa – andet end, at det kan blive modbydeligt koldt, når vinteren nærmer sig.

Jeg ankom til Ottawa i slutningen af august, med en kuffert fyldt med striktrøjer. Men dem gik der længe før jeg fik brug for, for den første måned var der 30 grader varmt. Og det er Canada i en nøddeskal. Jeg startede med 30 grader, og da jeg tog hjem var der -20 grader. Så du skal være klar til lidt af hvert.

Men Canada er så meget mere end omskifteligt vejr. For både landet og befolkningen er helt fantastisk. Alle er virkelig søde og hjælpsomme – og fordommene om, at Canadiere siger undskyld til dig, selvom det er dig der går ind i dem, ja de passer faktisk.

Ottawa er ikke verdens største by, og da jeg først kom dertil, syntes jeg ikke, at den var særligt charmerende. Men jo mere jeg lærte den at kende, desto mere endte jeg også med at holde af den. At den er så forholdsvis lille gør nemlig, at man hurtig kan finde rundt i hele byen uden at bruge Google Maps.

I centrum finder du både parlamentet og Byward Market, der er de helt store turistattraktioner i byen. Især Byward Market kommer du til at lære at kende – for det er her, at der er gang i den i weekenderne.

Og så skylder du også dig selv at gå en tur over Alexandra Bridge og besøge Gatineau, som faktisk er i staten Quebec. Her finder du også Canada Museum of History, der er gratis hver torsdag eftermiddag fra 17-20 (det er de fleste museer i Ottawa btw). Og når du alligevel har taget turen over broen, så tag lige hele vejen til Gatineau Park, hvor du finder den smukkeste natur i nærområdet.

Fra Ottawa er det også nemt at tage på ture – jeg tog selv til Montreal, som jeg var helt vild med. Men også Quebec City og Toronto er værd at overveje. Organisationen CUEX kommer nok til at arrangere nogle ture til nogle af de store nabobyer, som klart er værd at tage med på. Og ellers kan du nå de fleste steder med bus eller tog.

Og så skal du selvfølgelig også tage ind og se en ishockeykamp med de lokale helte fra Ottawa Senators. Stadion ligger lidt udenfor byen, men kan nemt findes med bus – og så er biletterne som regel til at betale afhængigt af, hvem de spiller mod.

Kulinarisk er der mange steder at prøve. Elgin Street Diner er en klassikker, fordi de har åbent 24 timer i døgnet. Her kan du også prøve den canadiske nationalret Poutine, der reelt set bare er fritter, ost og sovs. Jeg var ikke kæmpe fan, men du er nødt til at prøve det. Og ellers kan du finde gode steder i chinatown, hvor du kan få en Pho, der virkelig kan give dig varmen på en kold dag.

Lidt om hvor jeg boede og hvordan du finder et sted:

Jeg søgte egentlig om at bo på campus, hvilket mange gør. Men jeg endte i sidste ende med at bo off-campus, hvilket langt størstedelen af de studerende faktisk gør – og jeg var godt tilfreds med mit valg. Jeg fik i hvert fald fornemmelsen af, at jeg brugte byen mere end de af mine venner, der boede på campus gjorde. Dog får dem der bor på campus et helt unikt sammenhold, fordi de vitterligt er sammen 24/7. Så det er op til dig at vurdere, hvad der passer bedst til dig.

Jeg boede kun 10 minutter fra parlamentet, hvilket er virkelig centralt – men jeg gav også lige omkring 5000 kroner om måneden for mit værelse. Det kan du sagtens gøre billigere, hvis du er ude i god tid. Kig umiddelbart efter områder som The Glebe, Sunnyside eller Sandy Hill, der alle ligger ret centralt.

Selv fandt jeg mit værelse gennem denne Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/524220117678841/?ref=group_browse_new

Lidt om fag og studiemiljø:

Jeg tog en beslutning om, at jeg ikke ville have nogle journalistiske fag mens jeg var i Canada, og den beslutning var jeg egentlig godt tilfreds med. Men universitetet tilbyder forskellige fag i både kommunikation og journalistik, og skolen er faktisk kendt i Canada for deres journalistuddannelse. Selv tog jeg fag i ”Political Science” og ”Canadian Studies” – især mine to fag i ’Canadian Studies’ var jeg glade for, fordi de gav mig en indsigt i, hvad Canada er for et land – både kulturelt, politisk og historisk.

Mine fire fag var:

CDNS 2210 – Introduction to study of Canadian Culture

CDNS 2200 – Debating Canada

PSCI 1200 – World Politics

PSCI 1501 – Politics of Migration

Det sværeste af fagene var klart CDNS 2210, fordi stoffet var tungt og undervisningen egentlig krævede en vis grundforståelse af Canada. Men jeg kom igennem, så det kan du også. Derudover var der ingen eksamen i Politics of Migration, hvilket var lækkert, da vi nåede eksamensperioden i december.

Generelt kan det siges om mine fag, at de jo er 1. og 2. års fag, hvilket især i PSCI-fag kan mærkes på fagligheden. Men et godt råd er ikke at påtage dig for mange tunge fag, for så ender du med at sidde med næsen for meget i bøgerne – og det fede ved udveksling er jo også at møde en masse mennesker og få en masse oplevelser.

Vær derudover opmærksom på, at du skal have fire fag for at opnå det påkrævede antal ECTS-point for at du kan få merit for dit udvekslingsophold. Du kan selvfølgelig godt have fem, hvis du kan overskue det, men fire er minimum.

Lidt ekstra praktisk info der er godt at vide:

Mit bedste tip er at bruge lidt tid på at gå rundt på campus, så du lærer det at kende inden du starter. Der er mange bygninger og mange tunneller, du kan bruge. Jo hurtigere du lærer stedet at kende, jo hurtigere falder du til ro, når undervisningen starter.

Du skal altid lægge ’tax’ oveni den pris, der står. Og så skal du huske drikkepenge – ellers bliver tjenere og baristaer ret sure.

I-start orientation, der ligger inden semesterstart, er okay at tage til, men det vigtige er at opsøge CUEX, der er organisationen, der passer på de udvekslingsstuderende. De har en Facebook-gruppe, som er rigtig gode at melde sig ind i – gerne hurtigst muligt. Her får du informationer om sociale arrangementer, som hjælper dig med at finde venner. Blandt andet har de pub-night en gang om ugen, hvilket er en rigtig god måde at møde mennesker på.

Du skal med til et af det store rivalopgør mellem Carleton og Ottawa U. Er du på udveksling i efteråret skal du til Panda Game, som er i Canadisk fodbold. Og er du der i foråret, så står den på Capital Hoops Classic, der selvfølgelig er i basketball. Her oplever du ægte universitetssammenhold!

Den nemmeste måde at komme rundt i byen er med bus –  også selvom OCTranspo ikke er særligt pålidelige med deres tidsplaner. Du får et buskort, som er obligatorisk fra universitetet. Og med det kan du tage rundt i hele Ottawa. Derudover er der også en ’letbane’ som også går hele vejen til uni – men spornettet er ikke vildt udviklet endnu. Jeg brugte appen ”Transit”, der fungerer præcis ligesom Rejseplanen, til at finde ud af, hvordan jeg kom rundt.

Du kan med fordel også downloade Carletons app. Her er der en kortfunktion, som kan hjælpe dig med at finde rundt på universitetet det første stykke tid. Derudover kan du se dit skema – men dobbelttjek lige Carleton Central, så du ikke går forgæves.

Er du af sted på 7. semester, så vil jeg klart anbefale dig at starte på ’Medieteori’ opgaverne tidligt på semestret. Det er et obligatorisk e-lærings forløb på DMJX, som alle skal have. Men de sidste to måneder på Carleton, bliver du presset med både opgaver og eksamener – så hvis du har fået medieteori (måske udover selve eksamenen i medieteori) ud af verden inden da, så bliver du ikke så stresset.

Dit campus card giver dig gratis adgang til det store fitness center og svømmehallen. Der er som regel altid mange mennesker, men jeg brugte det flittigt alligevel.

Sidste råd er, at hvis du ankommer i vinteren, så skal du have et par støvler og en solid jakke med – for du gode gud det bliver koldt. Vi snakker -30 (endda -40) grader. Så det gælder også om at blive rutineret i, hvordan man udnytter forskellige lag. Tykke trøjer, hue og vanter er et must i den canadiske vinter.

Hvis du har flere spørgsmål, eller bare har brug for at vide, hvor du får den bedste burger eller kaffe i Ottawa, så skriv til mig på min mail: mathiaslilholt@gmail.com – jeg lover at vende hurtigt tilbage.