London College of Communication, UAL, UK

Af Laura Kjærgaard, MPL

Jeg har fra januar 2019 til juni 2019 været på udveksling på London College of Communication, University of Arts London.

Jeg havde fagene: Collaborative Project, Convergent Media – Radio to Podcasting og Mapping Social Media. Altså tre fag i alt. I forhold til DMJX og andre universiteter var – og er – jeg lidt rystet over hvor lidt undervisning der er. Jeg startede ud med kun at have tre dages skole om ugen (højst 4 timer pr. dag) og havde til sidst kun 2 timers undervisning om ugen. Set tilbage synes jeg, jeg har lært meget, men kun fordi jeg selv aktivt har søgt ekstra viden og kurser. Skolen tilbyder alskens gratis ekstra kurser som f.eks. bookbinding, 3D printing, screenprinting, e-textiles, workshops i stort set alle Adobe programmer mm. Ved at udnytte disse ting har jeg lært en masse og virkelig sat pris på, hvor mange gode faciliteter skolen har, men det kræver at man selv engagerer sig. For undervisning er der ikke meget af og generelt får man ikke meget ud af forelæsningerne eller forelæserne selv. Man skal ikke tage til LCC, hvis man kun er der for undervisningen.

 

Det bliver ikke mere multikulturelt i London, så man skal ikke være bange for ikke at passe ind. Hvis noget, er man som dansker så basic som det kommer. Med det sagt synes jeg godt man kunne mærke at mange folk på 2. år på uni (i hvert fald på Media Communications) er 19 år – altså lidt yngre end gennemsnitsalderen på DMJX. Dette var bl.a. én af grundene til, at jeg endte med kun at hænge ud med andre udvekslingsstuderende på skolen – hvilket der ikke var så mange af. Man skal igen selv være ret aktiv og god til at skabe kontakt.

Jeg fik mange engelske venner ved f.eks. at gå til sport som UAL tilbyder (Arts Active Pass) – UDNYT de ting skolen tilbyder. De er ikke altid så gode til at skilte med det, så man må godt selv tage fat og ruske lidt i dem og bede om hjælp. Alfie Jackson, som var student exchange administrator imens jeg var på LCC, er helt ny i jobbet, men mega sød og hjælpsom og svarer på mails hurtigere end man kan nå at knipse med fingrene. Han siger heller aldrig nej, hvis man har brug for et møde med ham eller har 1000 spørgsmål om London eller andre ting.

 

Vigtigt tip: de andre udvekslingsstuderende jeg mødte, boede alle i de forskellige student accommodations som UAL tilbød – de hadede det alle sammen. Man er ifølge dem meget alene på sit værelse og snakker ikke med andre, fordi de godt ved man kun er der i 6 måneder. Jeg havde derimod selv fundet et sted og boede i et hus med to piger (som jeg aldrig havde mødt før). Den ene er englænder, den anden hollænder. Det har jeg ikke fortrudt et sekund, for det var noget af det bedste ved mit ophold at lære dem at kende og gå på pub sammen.

Udveksling var den bedste beslutning jeg nogensinde har taget, selvom det tog mig næsten 2 måneder at falde på plads – det er helt okay og naturligt at have det svært i starten, specielt fordi London er så travl som det er!

Det gode ved at London er travl, er at der altid er noget at lave. Så nu siger jeg det igen: hvis man er god til at skubbe sig selv ud af sin comfort zone og tør prøve nye ting af, så er det det bedste sted i verden. Man løber aldrig tør for nye ting at lave, se, opleve og spise. Selv efter 6 måneder er der 1000 ting jeg ikke har nået.

Jeg kan stærkt anbefale at tage til London, hvis man ikke er bange for at være lidt alene i starten og kaste sig ud i en masse nye projekter og oplevelser.

 

Ekstra tips:

  • London er dyrt, lav din research ordentligt inden og imens du er der. Så kan man finde de spændene gratis, eller billige ting der sker rundtomkring
  • Det er ofte billigere og bedre selv at finde et sted at bo end at bruge student accommodation
  • På TodayTix kan man købe billige teaterbilletter mm (og man SKAL i teatret når man er i London)
  • Hold øje med dine ting, jeg fik stjålet mine betalingskort fra min bæltetaske, der hang lige ved siden af mig. De er dygtige tyve! – og det er lidt af et helvede at få nye kort, når man er i udlandet. Så aldrig stil dine ting fra dig.
  • Udnyt hvor multikulturelt London er både i form af events, mad mm.

 

 

Laura Kjærgaard

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *