Kedsommelighed og kærlighed

Af Lasse Bjerrum Pedersen

Jeg brugte i foråret 2019 et semester på University of Canterbury i Christchurch, som blev en personligt skelsættende periode på både godt og ondt. Jeg mødte venner for livet, samarbejdede med udenlandske medier og blev ufrivillig statist i et terrorangreb.

Christchurch har en trist historie, hvor jordskælv har sat sit dybe aftryk på byen og dens infrastruktur.
Jeg vil undlade at pakke tingene ind, for Christchurch ER vitterligt en utroligt kedelig by, som ikke har meget at byde på. Det er ikke en pulserende storby med fedt natteliv eller flot arkitektur. Byen er stadig ved at komme sig over jordskælvet i 2011, og derfor er der ikke meget festfyrværkeri over Christchurch i det hele taget.

Når det så er sagt, har jeg mødt et folkefærd her i byen, som overgår ethvert andet.
D. 15. marts 2019 dræbte en højreekstremistisk terrorist mere end 50 uskyldige mennesker, da han åbnede ild under en fredagsbøn i to forskellige moskéer i byen.
Det er en dag, som aldrig bliver visket ud af historiebøgerne, og som også havde stor indflydelse på mit udvekslingsophold. Jeg var førstehåndsvidne i oplevelsen af, hvordan byen rejste sig sammen – og hvordan de stod skulder ved skulder, hvis de da ikke græd ud ved netop hinandens skuldre.
Kia Kaha – Stay Strong – ekkoede igennem byen, og fælleskabet i byen nåede højder, som var decideret rørende. Jeg fik muligheden for at dække angrebet til danske medier, som også betød, at jeg også var nødsaget til at arbejde tæt sammen med internationale kollegaer. En proces, der gav mig uvurderlig faglig erfaring.

Det føromtalte fællesskabet er dog den største faktor i, at jeg har haft et spændende semester på den anden side af jordkloden. Jeg har gået til fodbold med studiekammerater, surfet med de lokale, hiket med internationale venner og udfordret mine engelskkundskaber med skolearbejde på tværs af universitetet.
University of Canterbury er et sted, hvor man kan få tilfredsstillet sine interesser – og samtidigt udvikle sig fagligt. Det er et sted, hvor man kan finde klubber af enhver slags, og hvor du altid kan dele din mest nørdede passion med andre studerende.

Jeg har haft fag, som jeg ikke ville have kunne valgt i Danmark, og som helt afgjort har dygtiggjort mig på en anden måde, end hvis jeg havde taget syvende semester på hjemmebane.

Du skal vælge University of Canterbury, hvis du vil bruge Christchurch som porten til New Zealand. Det er ikke hér, at magien sker, men det kan være dit udgangspunkt, når du tager på ture for at et af verdens flotteste lande, alt imens du får en faglig ballast, du kan tage med hjem i rygsækken.

Hvis du skulle have spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *