London College of Communication (LCC), England

Af Søs Emily Staal Smed Andersen, journalist

 

Et globalt knudepunkt

Med undervisning på fire timer af tre omgange i løbet af en uge, så var der rig mulighed for at udforske London og byens mange muligheder. London er en global by med stort ’G’. Om man er til kunst, koncerter eller køkkener, så er der altid noget nyt, man skal introduceres for.

 

Transporten frem og tilbage i London er let at gå til, og der er ikke langt til noget; jeg anbefaler stærkt busserne, så man både sparer lidt penge og får set byen fra toppen af en dobbeltdækker. I princippet kan man komme langt på sine ben, og man bliver aldrig skuffet over, hvad en gåtur i London kan tilbyde.

 

I forhold til bolig, så kan det godt virke lidt vanskeligt. Desværre er London kendt for at have en del svindlere på boligmarkedet, men jeg vil stærkt anbefale både at kigge på appen SpareRoom og Airbnb, da det tit er muligt at finde pålidelige udlejere til en rimelig pris; i forhold til hvad det ellers koster i byen.

 

Universitetet og de dertilhørende fag

Som en del af University of the Arts London, så er London College of Communication af naturlige årsager meget fokuserede på den kreative industri. Som den eneste journaliststuderende på min linje, contemporary media cultures, så var det tæt på umuligt ikke at føle sig lige-knap-tilstrækkelig i forhold til kreativitet. Omgivet af medstuderende med forhåbninger om blandt andet at gøre sig i film, mode og musik, så kunne man måske frygte, at man ikke ville føle sig hjemme i fagene. Dét var ikke tilfældet. Trods nogle potentielle kreative udfordringer, så var den udfordring mere end velkommen. Forløbet gav generelt et fantastisk indblik i både den nutidige og fremtidige kreative industri. Underviserne var generelt dygtige, og som journaliststuderende følte jeg mig klædt på til at deltage i fagene uden problem.

 

Working in the Media and the Creative Industries

Mit absolutte yndlingsfag på forløbet. Underviseren er enormt kompetent og materialet spændende. Man opnår en stor forståelse for, hvordan man eventuelt skal til at finde arbejde, når man arbejder i enten den kreative industri eller i medierne. Desuden tilbød underviseren at gennemgå ens CV’er og ansøgninger, hvis man havde brug for det. Det gjorde faget særligt jordnært og det kunne mærkes på hele klassen, at underviseren var utroligt dygtig.

 

Audiences, Publics and Networks

Dette var faget på forløbet, som relaterede sig mest direkte til journalistik. Vi kom i dybden med emner som digital kultur, sociale medier, etnografi og ’social journalism’. Underviserne var dygtige, og jeg fik særligt meget ud af diskussionerne i klasselokalet. Man bliver præsenteret for værktøjer og tendenser som i ingen eller i minimal grad endnu foregår i Danmark, og det er enormt spændende at lære om grundlaget for, hvordan medier og kommunikation i dag bliver skabt.

 

Contemporary Cinema

Umiddelbart det mindst relevante fag i forhold til journalistik. Underviseren var ny, og det var vanskeligt for hende at præsentere filmteori for studerende, som ingen kendskab havde til film på forhånd. Faget beskæftigede sig med emner som visuel nydelse, forskellige filmiske teknikker og feministisk film. For mig var det et fag, hvor jeg helt klart var på udebane. Man skal holde tungen lige i munden for at følge undervisningen, men har man en mere end gennemsnittet passion for film, så er det alligevel et spændende fag.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *