Af: Anna Margrethe Correll, JOUR

Når sydafrikanere, med afmålt forventning malet i ansigtet, har spurgt mig, hvad jeg så synes om deres land, har jeg, med samme afmålthed, svaret, at Sydafrika er et kompliceret land. Det blev mit standardsvar i løbet af mine knap seks måneder i det sydligste hjørne af et kontinent, hvis lande de færreste kan placere på et landkort og som i den vestlige litteraturkanon er blevet forvandlet til et abstrakt mørkets hjerte. Det er et kompliceret land, til en grad hvor ordet kompliceret forsvinder i dets utilstrækkelighed.

Da jeg og en god veninde sad i en bus lige ankommet tilbage til Sydafrika efter to uger i Mozambique sad vi i delt stilhed, lidt forstummet af, hvor stor forskellen er på de to lande. I Mozambique så vi kvinder, der solgte appelsiner og cashewnødder langs vejkanterne. Blikskure, grusveje, mennesker på gaderne. Så snart vi krydsede grænsen ændrede landskabet sig (hvilket er en malplaceret passiv konstruktion, fordi det ikke ændrede sig, men er blevet ændret af formsøgende menneskehænder). Kilometervis af opdyrket jord, appelsintræer der bugner og ikke længere sælges langs landeveje men sendes mod mit nord. Store, hvide pickuptrucks på vejene, KFC og nypudsede supermarkeder.

Min veninde brød stilheden og sagde, at Sydafrika minder lidt om USA. Skelsættende social ulighed, raceuroligheder, vold, industri, en næsten religiøs tro på økonomisk vækst. Og samtidigt storslået natur, en til tider grænseoverskridende venlighed og generøsitet. Måske de to steder bærer på samme lidt mytologiske ubegribelighed for mig: hvordan kan et sted, der har så meget, have så lidt?

Strømsvigt og hvide søjler

I en note på min telefon har jeg skrevet om campus: Det her er det universitet, som vi alle forestiller os, før vi ved, hvad universitetet er. Hvad jeg mente med det, var at campus er postkort-smuk. Insisterende og mægtigt, malet ind i landskabet af engelske arkitekter, der havde en klar og utvivlsomt europæisk idé om, hvad storslået betyder. Romerske søjler og murstens mastodonter slynget ind i arkitektens trøst.  

Universitet er ambitiøst, og man kan bruge mange, mange timer på studierne, hvis man vil. Samtidigt har UCT et renommé, og man får at vide, med ærefrygten dryppende ned af væggene i de kolde forelæsningslokaler, at man er blandt Afrikas fremtidige ledere. Det føltes asymmetrisk, at de afrikanske studerende havde knoklet for at komme ind, mens jeg jo bare havde skrevet en kort ansøgning og udfyldt et skema. Kvaliteten af undervisningen er varierende. Forelæsninger kunne blive aflyst på grund af næsten daglige strømsvigt, det notoriske loadshedding, og ligesom vi havde fremragende undervisere, havde vi også de mindre heldige, der ikke nødvendigvis mødte op til deres egne forelæsninger. Under mit ophold havde vi hybridundervisning, så nogle forelæsninger var online, mens seminarer var på campus. Seminarerne afholdes af kandidatstuderende og eksterne lektorer, og de kan være seje, nysgerrige diskussionsrum. Eksempelvis var der i mit yndlingsfag, African Political Thought, ugentlige skænderier om postkolonial skyldsplacering, hvilket lærte mig noget om, hvordan mange stadig bærer sår, der endnu ikke har dannet skorper. Et tip ville være at forhøre sig lidt om, hvem de gode tutorer er blandt de 2-3.-årsstuderende og melde sig på deres hold.

Jeg var ret stædig omkring ikke at skulle bo i res, kollegielignende studieboliger, men i byen. Endte i et cementfarvet byhus i Observatory hos to unge sydafrikanere.  Observatory eller Obs holdes kært af mange og har ry for at tilhøre kunstnerne og ungdommen. Og sådan har det måske været engang, i hvert fald hvis man lytter til de lokales fortællinger om lysere, vildere tider. Der går mørkeblå jammies til campus, som ingen rigtig vidste, hvornår man kunne forvente.

Jeg lagde ud med at skrive om det komplicerede. Jeg føler, jeg har lært en masse, men jeg har også betalt for den lærdom, og jeg er træt. Efter jeg er kommet hjem, har jeg stadig den vane at kigge mig over skulderen. At gå alene på gaden om aftenen er pludselig lidt grænseoverskridende. I de her dage genlæser jeg noget Roberto Bolaño, og faldt over disse sætninger om Afrika: ”This is a hard story to tell. It seems easy, but scratch the surface and you realize it isn’t easy at all. Every story about that place is hard.” Cape Town er så smuk og så venlig, men det er en by der kaster lange skygger af sig, forankret i fortiden men desværre også i nutiden.