Af: Louise Lund-Sørensen, JOUR 4. semester
Er adventure og naturoplevelser også noget af det bedste, du ved? Så er Høgskulen i Volda stedet at tage til!
Bolig
Universitetet garanterer dig værelser, og det skal du bare tage imod! Du kan vælge at bo i hyggelige norske huse med andre roomies eller at flytte ind på student dorms aka kollegier. Den første måneds tid boede jeg på den gamle del af kollegiet ”Heltne”, men valgte at flytte til det andet kollegium, der hedder ”Porse”. Så jeg synes selvfølgelig, at det er der, du skal flytte ind. I Porse B har du på den ene side en fantastisk udsigt over fjorden med de sneklædte bjerge i baggrunden – så smukt! Og så ligger det i gåafstand til det hele. På kollegierne bor næsten alle de internationale. Du kan vælge et værelse, hvor du deler bad med én anden, et værelse med eget bad eller en hel lille lejlighed i kollegiet. Køkkenet deler man med resten af gangen, ca 6 mennesker. Priserne for at bo i Volda er ganske okay. Jeg betalte 3650 norske kroner for et værelse med delt badeværelse. Her kan du læse mere om bolig: https://www.sivolda.no/bustad/category870.html
Fagligt
Høgskulen er praktisk anlagt, og du kommer til at have to fag, som kører samtidig. Der savnede jeg lidt, at man kun havde ét fag ad gangen, men to fag er nu overskueligt nok. Jeg selv havde ”photo for media” og ”web documentary”. To fag som jeg virkelig har nydt, men som med enhver god læring også har bragt frustrationer med sig. De kører lidt samme læringsstil i Volda som på DMJX, hvad det angår. Arbejdsbyrden afhænger meget af, hvor mange kræfter du ligger i det. Jeg selv plejer at læse alt fra start til slut, men har på dette semester prioriteret oplevelserne ved at være udvekslingsstuderende. Og jeg er kommet fint igennem uden at have læst ALT. Ellers så er skolen faktisk ret kendt i Norge for deres mediefag. Mange rejser hertil af den grund, og sidste år fik de en helt ny mediebygning, som har alt det udstyr, du kan drømme om. Der er et ’cheq room’, hvor du kvit og frit kan låne alverdens udstyr, som du kan tage med dig op i studiet eller ud i verden. Det er altså mega nice, og så har de endda biler til rådighed, når du skal ud at tage landskabsbilleder til foto eller filme 360 videoer til din web dokumentar.
Socialt
De internationale i Volda har et stærkt sammenhold, og der har ”Pangaia” været en stor hjælp. Det er et sted, hvor du kan sidde og chille og få en gratis kop kaffe, men det er også dem, der henter dig, når du ankommer i lufthavnen, og så arrangerer de en del socialt. Vi havde fx rigtig mange movienights med gratis snacks. Ellers sker der altid et eller andet i fælleskøkkenerne på kollegierne.
Nordmændene er lidt sværere at komme ind på. Men du har en kæmpe fordel ved at være dansker! Du bliver bare lidt mere interessant i deres øjne, når de kan få lov til at forsøge at snakke dansk, hvilket til tider kan lyde rigtig sjovt. Hvis man gerne vil have mere at gøre med de lokale, så er det med at melde sig ind i nogle foreninger. Der tilbyder skolen fx radio, tv, magasin og meget mere.
Jeg kan ikke skrive ”socialt” uden også at kommentere lidt på fest. Volda er jo et lille sted, så der er én dyr bar, og så er der studenterbaren Rokken. Det er feststedet, hvor der blandt andet er onsdagskviss, open mic, koncerter og klikkedisco. Det er faktisk utrolig fedt, at der bare er det ene sted, for så møder du altid nogle, du kender. Onsdagskvissen var den mest besøgte, og her holdt nordmændene tit vors (forfest) og nach (efterfest). Og undervejs i kvissen fik de sig også lige en Breezer, når Bacardirace-sangen kom på. Fordi en billig øl med studierabat stadig koster 70 kr, så fester nordmændene lidt, som da jeg var teenager. Går all in til vors, så de ikke skal købe så meget på baren. Af samme grund er der også rigtig mange privatfester i kollegierne. Og er der én international, der holder fest, så er alle internationale inviterede.
Mine top oplevelser
Min tid i Volda har været spækket med fede oplevelser (ofte ude i naturen), som jeg ville komme til at skrive alt for meget om, hvis først jeg begyndte. Så ganske kort fyrer jeg bare lige nogle ord af, der måske giver et indtryk af, hvad det halve år har budt på. Friluftslivstur med overnatning i Lavo, ekstremsportsfestivalen X2 med koncerter om aftenen, en masse campingture med vennerne, toptur med randonee ski, alpin skiture og langrend. Fejringen af nationaldagen d. 17 Maj, kajak i Norangsfjorden og cold water surf i Hoddevik. Og så ufattelig mange smukke hikes, hvor du her får min top tre med start i Volda:
- Rotsethornet
- Melshornet
- Galten
Praktiske tips
Til trods for det gode vejr på billederne, så er der meget regn/sne i området her, så husk regntøj!
Det er dyrt i Norge, så vi internationale elsker, når vi kan spare penge. Derfor var dumpsterdiving en stor ting i Volda. Nu er der dog kommet lås på en af skraldespandene, men forsøg jer med det, hvis I vil leve lidt billigere. Som regel er der helt fine ting at finde! Hver mandag kan du også spise gratis hos Greenfingers, som laver hyggelige aktiviteter året rundt. I forhold til alkohol så køb en flaske i lufthavnen inden du kommer til landet og få dine gæster til at tage noget med. Det har jeg i hvert fald sparet en del på.
BUA skal du nok komme til at stifte bekendtskab med. Her kan du låne alverdens udstyr helt gratis. Men tjek lige om dine skistøvler nu også passer til bindingerne på skiene 🙂
Det kan også være ret bøvlet at komme rundt i Volda, så jeg ville have ønsket, at jeg havde en bil. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at få fingrene i en, men blev fanget mellem to stole. I Norge skal man bruge et d-nummer til stort set alt, så læs lige op på om det er noget, du vil anskaffe dig. Du har i hvert fald brug for det for at kunne købe en bil i landet. Ellers så køb en brugt bil i Danmark og kør derop. Du kan altid sælge bilen igen, og det er klart billigere end at leje. Og så er det bare rart at have friheden til at køre ud og opleve området. Når det så er sagt, så er der også utrolig meget smukt natur, som du nemt kan opleve fra Volda.
Opsummering
Afslutningsvis vil jeg bare sige, at det har været helt fantastisk for en naturelsker som mig at bo midt i så smukt et område og få lov til at opleve sæsonerne. Sneen varede helt ind til slutningen af april, men jeg kommer virkelig til at savne hele det ski-liv, som jeg har oplevet her. Der er så meget mere, jeg gerne vil nå at opleve, og da foråret endelig kom var det også helt fantastisk at se det hele blomstre op. Nøj, jeg kommer til at savne de bjerge!
Du skal altså vælge Volda, hvis du kan lide eller er nysgerrig på outdoor life. Så garanterer jeg, at du ikke bliver skuffet!
Hvis du vil se flere billeder eller videoer, så tjek min Instagram (louise_lund_s) og kontakt mig endelig, hvis du har nogle spørgsmål!