QUEENSLAND UNIVERISTY OF TECHNOLOGY, BRISBANE, AUSTRALIEN

Af: Bolette Aarhus Enghave

Udveksling er en stor beslutning og en lang proces – men det er fedt, og det er det hele værd! Inden du læser videre, skal du vide, at uanset om du overvejer Hong Kong, Amsterdam, Brisbane eller noget helt fjerde, så bliver det et uforglemmeligt semester for dig og på mange måder en oplevelse for livet. Gør det!

UNIVERSITETET:

Jeg valgte at tage på Queensland University of Technology i Brisbane, Australien. Universitetet er super professionel, når det kommer til internationale studerende, og de er altid klar til at hjælpe eller svare på dumme spørgsmål – både før, efter og under dit ophold. Universitetet har mange internationale studerende hvert semester og gør meget for, at de skal have det godt.

Generelt er byen og de andre universiteter i Brisbane gode til at tage imod internationale studerende, og mange foreninger laver arrangementer og ture, man kan deltage i.

Queensland University of Technology er omgivet af smuk og frodig natur, som giver de bedste forudsætninger for et dejligt studiemiljø. Særligt den campus der hedder Gardens Point, hvor byens botaniske have ligger i forlængelse af campussen. Og som en lille bonus info til dig, skal du ikke være bange for at tage fag på begge campusser (Gardens Point og Kelvin Grove). Der går nemlig gratis shuttlebusser mellem de to campusser. 

FAGENE:

De fag, du kan vælge imellem, er første års fag, hvilket også betyder, at niveauet er relativt lavt. Jeg var selv afsted på mit femte semester, så det er ikke fordi, jeg er blevet udfordret helt vildt fagligt. Dog lykkedes det mig at få et fag på et højere niveau, som også endte med at blive det fag, jeg var mest glad for og efterfølgende føler, jeg har fået størst udbytte af. Min pointe her er, at du ikke skal være bange for at søge fag uden for de, som universitet siger, du kan vælge imellem. Ved nogle fag står der, at du skal have en form for faglig baggrundsviden for at tage det. Her beskrev jeg kort i et tilhørende kommentarfelt, hvorfor jeg mente, jeg havde de rette kompetencer til at tage faget – og det gik fint.

Jeg havde fagene:

  • Managing Social Media
  • Interpersonal and Intercultural Negotiation
  • Multi-Media Design
  • Entertainment Marketing

BOLIG:

Hvad angår bolig, vil jeg klart anbefale dig at bo i enten området West End eller South Bank. Jeg boede selv i West End, som er en hyggelig lille del af Brisbane med mange små kunst- og vintagebutikker og hyggelige cafeer. Jeg boede i et ”shared house” med 14 andre internationale studerende, og jeg kan kun anbefale den måde at bo på. Det giver et dejligt fællesskab og en følelse af at komme ”hjem” efter en lang dag på universitetet – og så er der altid venner lige omkring dig – skønt! 🙂

DET SIDSTE GODE RÅD:

Har du planer om at opleve Australien ved siden af studierne, så lad være med at ”vente” eller tænke, at du har masser af tid – for det har du ikke. Tiden går fuldstændig urimelig vanvittig hurtig, når du er på udveksling, så lad være med at ”vente” til et ”bedre” tidspunkt. Pak tasken og kom afsted 🙂  

Hvis du har spørgsmål til ALT, skal du endelig ikke holde dig tilbage. Dumme spørgsmål findes ikke, og jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe dig. Og jeg sætter dig også gerne i kontakt med udlejeren af det hus, jeg boede i, hvis det kunne have interesse for dig 🙂

Jeg ønsker dig alt held og lykke, uanset hvor i verden du skal på udveksling. 

BOLETTE AARHUS ENGHAVE boaaen@dmjx.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *