Af Tim Søgaard

Et trimester på Universitat Pompeu Fabra er noget ganske anderledes end et semester på DMJX. Det vidste jeg nok godt på forhånd, da jeg skrev min ansøgning om at komme på udveksling i den by, jeg mange gange har besøgt og befundet mig godt i. Men at bo i Barcelona er ikke det samme som at besøge Barcelona. De mange finurligheder, som byen har at byde på, bliver på et eller andet tidspunkt hverdag. Ramblaen, der for mange er noget af det mest seværdige, livsbekræftende og pulserende sted at befinde sig, rangerer nu højest på listen over steder, jeg hader mest. Det er jo bare min oplevelse. Og Barcelona har så sandelig mange fantastiske ting at byde på. Hvis man er til fodbold, som jeg tilfældigvis er, så er det bare med at snige sig på stadion, så ofte man kan. Og ellers er stemningen på en af de mange sportsbarer også helt fænomenal. Hvis man er til traditionsrige, kulturelle oplevelser, så er der nærmest altid en festival eller et event, man kan gejle sine udvekslingskammerater op til.

For man kommer ikke til at mingle ret meget med de lokale. Jeg var ret opsat på, at jeg skulle forbedre mit spanske ordforråd, men så skal man virkelig gøre en indsats for det og tilmelde sig et sprogkursus, hvilket man ikke får nogen ECTS point ud af. Man kommer dog ikke til at mangle nye bekendtskaber, og noget af det jeg personligt savner mest, er de mange andre udvekslingsstuderende, som jeg har tilbragt så mange gode stunder med.

Skolen er nemlig ikke noget at råbe hurra for. Hverken fagligt eller socialt. Jeg vil godt gå så langt at sige, at man virkelig skal jokke i spinaten for at dumpe et fag på UPF. Jeg scorede selv topkarakterer i samtlige fag, og det var mildt sagt uden at overanstrenge mine frontallapper nævneværdigt. Man skal heller ikke forvente at udvikle sine journalistiske kernekompetencer. Ikke medmindre du kan snakke flydende spansk eller catalansk i al fald. Jeg tog et enkelt fag på spansk. Et meget praktisk fag, hvor mine spanskevner (ca. C1) tillod mig at forstå det meste af, hvad der foregik. Udover når læreren slog over i catalansk. Men jeg har ikke lavet et eneste interview eller skrevet en eneste artikel ifm. skolearbejdet. Så hvis man gerne vil det, så skal man gøre det i sin fritid. Det kan man også sagtens, der er masser at skrive om, men de lokale er hverken snakkesalige eller velargumenterede. Derudover skal man være klar over, at man kommer til at gå på universitetet. Det vil sige, at du tager i skole et par timer om dagen, nogle gange flere og tager hjem igen. Nogen kan godt lide at spendere en hel dag på biblioteket, der i øvrigt altid er overrendt, men du sidder ikke i kantinen og spiser frokost med dine klassekammerater, som man gør på DMJX.

Når det så er sagt, er det ikke fordi, at man ikke får noget som helst ud af at tage af sted. Når jeg tænker tilbage på mit ophold, fortryder jeg det ikke. Det var en super spændende tid, hvor politiske spændinger prægede hvert et arrangement og fodbolden var i topklasse. Men mine forventninger til det hele var nok for høje i forvejen, og det skal man jo altid passe på med.

Noget andet man skal passe på med, er at havne i en jammerlig boligsituation. Det kræver ufattelige mængder af energi, hvis man skal rode med udlejere, roomies etc. Sørg for at vide, hvem udlejer er, hvis du booker noget gennem en boligportal som eksempelvis Uniplaces eller Spotahome. Hjemmesiderne er troværdige, men det er udlejerne på de enkelte boliger ikke altid. Jeg fandt det også meget tiltrækkende i begyndelsen at finde et sted, hvor jeg kunne bo med mange andre, for jeg skulle saftsuseme være social på mit udvekslingsophold, men det er faktisk ikke så fedt at bo med seks franskmænd, der ikke ved, at der skal sæbe i opvaskemaskinen. Vær også opmærksom på, at du hovedsageligt kommer til at have din daglige gang på den campus, der hedder Poblenou, som ikke ligger så tæt på centrum. Og det er faktisk her eller i de omkringliggende kvarterer, jeg vil anbefale at bosætte sig. Centrum er både dyrt, støjende og fyldt med sære typer.