Af Signe Schack Engebjerg, journaliststuderende
Wauw! Sikke et semester.
Overvejer du at tage på udveksling? Og overvejer du Libanon som din destination? Så kan jeg kun anbefale dig at tage afsted.
Jeg er netop kommet hjem fra mit udvekslingsophold på Lebanese American University i Beirut, Libanon. Det har været helt fantastisk; søde mennesker, spændende fag og et smukt land.
Hvorfor Libanon?
Jeg er personligt meget interesseret i Mellemøsten og et udvekslingsophold i Libanon var en genial mulighed for at opleve denne. Befolkningen, kulturen og naturen er fantastisk. Libanon har været igennem mange kriser i løbet af årene. Lige nu træder landet endnu i vande i både økonomisk- og elektricitetskrise. Alligevel står de lokale klar til at byde dig velkommen med åbne arme og store smil.
LAU og fag:
Min oplevelse af LAU er positiv. Både studerende og ansatte er hjælpsomme og imødekommende. Jeg havde følgende fag: Middle East Government and Politics, Middle East in World Affairs, Government and Politics of Lebanon, Media and Society og Arab and International Media. Jeg var overordnet glad for fagene. De tre førstnævnte var meget akademiske med en undervisningsform, der ligger langt fra, hvad vi er vant til fra DMJX. De var spændende, men jeg vil alligevel anbefale at udvælge 1-2 af dem, hvis man er interesseret i politik, da de på nogle områder godt kunne overlappe lidt. Media and Society var mere produktionsorienteret – og det giver mulighed for at være lidt mere kreativ. Arab and International Media var det fag, jeg mindst kunne lide. Jeg tror faget har potentiale, men jeg synes ikke, at underviseren Zaven Kouyoumdjian levede op til dette.
Praktisk:
Som situationen er lige nu i Libanon, skal man tage dollars med ind i landet fra start. Derefter kan man veksle til en god rate på ”det sorte marked”, som i øvrigt bestemt ikke er så lyssky, som det lyder. Der findes flere apps, hvor du kan holde øje med raten.
Jeg boede på Lunas Village. Det var fint, men man kan uden tvivl finde bedre lejligheder til samme pris. En fordel er til gengæld, at det ligger fem minutters gang fra både LAU og AUB.
Anbefalinger:
Jeg vil anbefale dig at komme rundt og opleve noget mere af Libanon end bare Beirut. Libanon har en fantastisk natur, som jeg vil anbefale dig at opleve. Vi er en del, der har brugt guiden Ray Skaff til at tage ud og hike (du kan finde ham på Instagram).
Ellers er min største anbefaling, at du bare skal nyde dit ophold!