Postkort fra Utrecht

Af: Ann-Katrine Bisgaard, KOM

Byen:

Jeg indrømmer, at jeg havde Amsterdam som nr.1 på listen i min udvekslingssøgning.

MEN jeg er møg glad for, at jeg endte i Utrecht. En lille perle ikke langt fra storbyens jag, men UDEN alle turister.

Personligt er jeg blevet smask forelsket i denne lille by og det sker altså ikke særlig tit skulle jeg hilse og sige… En hyggelig Hollandskpræget studieby med små kanaler, god stemning og forårsblomster, der springer ud. Her er der hverken for stort eller for småt. Byen er en studieby, hvor mange unge fester og tilbringer tid på biblioteket for at læse. Utrecht Central Station er et knudepunkt for mange toge, der gør det nemt at besøge omkringliggende byer eller tage et smut til Amsterdam (20-30 min).

Tips til top oplevelser:

Natteliv:

Sørg for at besøge ´t Ude Pothuys enten tirsdag eller torsdag, hvor de har åben jam-sessions. Her er super hyggeligt til en drink og lidt livemusik.

Basis = Læks techno-musik. Køb billet online.

Tivoli = 3.etagers klub med masser af popmusik.

Amsterdam kan også fungere som en night out. Husk dog at sætte alarm, når du sidder i toget på vej hjem kl.05 om natten. :))) OG tag cyklen til stationen, da busserne ikke går og Uber ikke findes i Utrecht… Taxaen er unødvendig.

Caféliv:

Drik din kaffe på Village Coffee i byen eller ved Science Park.

Blackbird har også styr på bønnerne.

Karibu – Lækre pandekager og Eggs Benedict.

Brodje Ben nr. 32 – Når du ikke gider lave frokost/aftensmad.

HU – Hogeschool Utrecht:

Jeg var i Holland i perioden feb. – juni, hvor jeg kunne tilmelde mig linjen ‘Arts, Culture and Lifestyle Storytelling’. Personligt har jeg erfaret, hvor dejligt det er med en fast klasse. Gennem hele mit udvekslingsophold har jeg nydt godt af en fast base, hvor vi dagligt ser hinanden. Mit indtryk er, at det har været sværere at danne tætte relationer, hvis man selv har blandet og valgt fag. Derudover syntes jeg er det er et kæmpe plus, at jeg ikke har skulle tage stilling til hvilke fag jeg har ville have, da man tilmelder sig en hel linje. Derfor har jeg ikke haft stress med at skulle til- eller fravælge diverse courses, men derimod fået serveret alle fag på et sølvfad.

Selve linjen har en super fed kerne. Jeg har både været på studietur i Berlin og været på en reporting-trip i Slovenien (selvvalgt land), hvor jeg har skulle lave journalistiske historier med forbindelse til enten kunst, kultur eller livsstil. På studiet har jeg kunnet lave en masse fede produktioner der indebærer publicering på skolens hjemmeside af mine egne artikler, podcasts eller videoproduktioner. Skolen er ikke super til at lære dig, hvordan man eksempelvis laver audio, video eller lign., men mange af mine klassekammerater havde forskellige baggrunde, som vi kunne udveksle med hinanden.

Bolig:

Jeg var super heldig at få plads i studieboligen Johanna. Dette er en meget moderne og ny bygning, som de fleste sukker længe efter. Jeg har været super heldig med 4 søde roomies, hvor vi alle delte bad, køkken og toilet. Hver havde sit eget værelse med vask, seng og en utrolig grim gul væg. Det er en dejlig stille bygning med en hyggelig kaffebiks i stue-etagen. I bunden finder man en cykelkælder samt et vaskerum, hvor betaling foregår via. en app (ca.15 kr. pr. vask).

NB – INGEN OVN (super mærkeligt)… forbered dig på masser af pasta eller sørg for at lave madaftaler med roomies eller venner omkring. 😉

Pythagoraslan er efter mit indtryk, der hvor kollegie-festerne sker. Jeg har ikke selv tilbragt meget tid her, men en del fra min klasse boede her. De bor 12 mennesker, der deler køkken/bad/toilet, hvor væggene er utrolig tynde. Jeg har hørt mange forskellige historier derfra, men mit indtryk er, at man skal sætte grænser fra starten, ikke medbringe personlige og dyre ting til fælleskøkkenet eller have svært ved at sove… Dog er der et super godt sammenhold, da man bor meget tæt på andre studerende og har mange mennesker omkring sig. Er man heldig med roomies tror jeg dette også er et hyggeligt sted at bo!

JEG VILLE IKKE ANBEFALE AT DU SELV FINDER BOLIG – min studieveninde fra DMJX og jeg forsøgte selv at finde bolig. Dette er super svært, da der er stor boligmangel og høje priser i Utrecht. Sørg derfor for at tilmelde dig SSH siden, selvom du ikke gider tage stilling til, hvor du skal bo så lang tid før afrejse. Dette siger jeg, da på ingen måde selv kunne finde noget på hverken AirBnB, Facebook eller udlejningsfirmaer… Derfor vil jeg råde dig til bare at oprette en profil på SSH og sidde klar, når værelserne åbner op for tilmelding. Er du ikke heldig at få et værelse på Johanna, så prøv at skriv til SSH før afrejse. Måske nogle er hoppet fra et værelse eller ikke møder op, som du kan bytte værelse med. Det var jeg selv heldig med.

Good to know:

Du skal have en cykel!

Jeg lejede selv den billigste Swapfiets tæt på Central stationen i byen, som jeg har været super glad for. Der er ingen bakker, så du kan snildt tage den billige uden gear 😉

OV-Chipkort

Kan købes i lufthavnen eller på andre stationer. Fungerer på samme måde som et rejsekort i DK, hvor du kan tanke kortet op.

Hollands konto?

No need! Jeg har bare kørt på mit VISA hernede uden problemer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *