Af Freja Maegaard, TVM’er

På eventyr i Beirut

”Thawra! Thawra! (Revolution på arabisk)”, lyden af tusindvis af demonstranter i gaderne til en igangsat revolution, vil være en af mine tydeligste minder fra min tur til Beirut.

Da jeg ankom til Beirut d. 19. august 2019, var sommerfuglene ved at overtage min krop. Alt var spændende og alt var nyt. Jeg blev hentet i lufthavnen af min roomie Libanesisk-palæstinensiske Saleh. En lille fyr med et stort smil. Allerede i taxaen på vej hjem til det kollektiv jeg skulle bo i, kom Saleh med alverdens røverhistorier og fortællinger fra Libanon.

Kollektivet Beit al Atlas (check det ud på facebook og besøg dem!) var en stor gammel lejlighed i to etager i en gammel bygning. Væggene var farverige og der var malet overalt med små beskeder fra de tidligere beboere. Vi boede 3 danskere, en libaneser, en syrisk flygtning, en italiener, en franskmand og to svenskere – en kombination der ville vise sig at være helt perfekt. Med lækker libanesisk madlavning, sang, dans og eventyr i de forskellige omlæggende områder og flygtningelejre og masser af historier har jeg fået venskaber for livet. Jeg vil klart anbefale at finde et kollektiv at bo i, hvis man vil have en mere autentisk oplevelse, da mange af de andre udvekslingsstuderende der havde budt ind i ”cozy-apartments” eller ungdomsboligerne ved universiteterne til tider havde følt sig ensomme og der var restriktioner for hvem der måtte komme og besøge osv.

Libaneserne er et af de mest imødekommende folk du vil møde. Her er der ingen barrierer for lige at samle en samtale op med manden i kiosken, taxachaufføren eller den lokale bager. Har du nogensinde brug for hjælp – så er den der med det samme. Meeeeen – mange af libaneserne er gode købmænd og du kan hurtigt komme til at betale meget overpris hvis du ikke passer på – så altid, ALTID prut om prisen. Og så betyder 5 minutter i libanesisk tid altid 20+!

Den første dag på universitetet var præget af masser af spænding. Den første uge her blev vi taget godt imod af LAU’s buddies, men hold op der var meget kaos og en milliard papirer og formularer man skulle fylde ud – og når man så havde gjort dette, så var der tvivl om hvilke kontorer man skulle aflevere dem ved. Så om du tager ophold på LAU eller AUB, så forbered dig på at de første par uger er et papir-helvede – men heldigvis er der så mange udflugter og nye venlige ansigter at det hele nu alligevel er okay + at du så ender med at kende hele skolen ind og ud når du har været forbi de 70 kontorer.

Der er add and drop uger hvor du kan prøve forskellige fag af – dette vil jeg klart anbefale, da nogle af de online beskrivelser kan være lidt misvisende. Jeg drog selv nytte af denne og det var fedt at kunne sammensætte et skema der gav mening.

Niveauet på LAU er generelt lavere end i Danmark og du kan godt forvente at mange af dine medstuderende er meget unge. De fleste kommer direkte fra gymnasiet og er 17/18 år når de starter på universitetet. De fleste kommer fra Libanons rige familier, så det er helt klart en bestemt social klasse du kommer til at være i nærheden af. Derfor synes jeg det var vigtigt også at investere tid i at lære folk at kende udenfor universitetet fra forskellige sociale lag og områder, da det giver et mere nuanceret billede af menneskerne i Libanon.

Jeg var enormt glad for min underviser Sarah Kaskas der underviser i Documentary film – hun er enormt inspirerende og lidt intimiderende fordi hun er så mega dygtig – hun opfordrer altid til at komme ud af boksen og tænke udover de begrænsninger du sætter for dig selv. Claudia Kozman og Sabine el Chamaa er også to meget dygtige kvinder, så hvis du finder fag med dem – vil de bestemt inspirere dig.

Arbejdsbyrden på universitetet er stille og rolig – men sørg alligevel for at være god til at administrere din tid. Jeg var i den situation at revolutionen i Libanon brød ud mens jeg var hernede – det hele resulterede i at skolen var lukket i alt i en måned, hvilket betød at vi fik ekstra meget at skulle indhente til sidst og havde ekstra opgaver og timer i weekenden.

Jeg var dog nede ved demonstrationerne og filme, interviewe og tage billeder og det var en fantastisk tid at få lov at være en del af et lands historie, når det sker. Unge som gamle og børnefamilier havde alle fået nok og samledes overalt i Libanon for at protestere mod det forældede sekteriske system. Det var en tid hvor du virkelig kunne mærke solidaritet på tværs af religion, politisk ståsted og rødder, her var alle ét med hinanden. Også en tid hvor mange af de kæmpe problemer der eksisterer i Libanon, som skraldekrisen, elektricitet, fattigdom og kæmpe ungdomsarbejdsløshed virkelig kom op og vende igen. Mange af protesterne foregik dog meget fredligt og snakker du med de lokale er du aldrig i tvivl om hvornår det er godt eller mindre godt at tage ned til pladsen Riad al Sohl.

Beirut er en fantastisk by. Kaotisk – med konstant dytten fra biler, knallerter der kører oppe på fortovet og i modsatte retninger – ingen virkelige trafikregler osv. Man skal være forberedt på at se begge sidder af Libanon. Jeg husker tydeligt da jeg gik ned af Hamra Street og en guldbelagt Lamborghini parkerede ved siden af vejen lige foran en kvinde der sad med en baby og et mindre barn og tiggede. Beirut er fyldt med kontraster – så ud og oplev dem. Det sidste halve år har været et af de fedeste i mit liv – så tag på eventyr med dit kamera, din diktafon eller din notes-blok og jeg lover dig det ikke vil skuffe!

Min Libanesisk-palæstinensiske roomie Saleh, Italienske Mirco & danske Emma til demonstration i november 2019.

”Thawra” (Revolution), Fredelige demonstrationer, november 2019.