Med backpacken pakket til solskinsstråler og surferstrande, landede jeg i Mexico City sidst i juli måned. Efter tidligere at have backpacket Sydamerika af flere omgange, troede jeg, at jeg havde fuldt ud styr på både latinamerikanske normer og lande. Derfor overraskede det mig, at jeg ikke blev mødt af brændende UV-stråler, da jeg stod ud af lufthavnen. Mexico City ligger nemlig inde midt i landet i 2600 højdemeter, og er derfor ikke en varm oase af sol og herlighed. Der er biler, smog, kaos, 22 millioner mennesker og vejret er meget svingende – vores sommer er deres regnvejrsperiode (og det regner så det sejler i gaderne), og vores vinter er for dem skyfrie dage. Vejret var for mig den første overraskelse, og derefter blev de kastet i hovedet af en, stort set hver eneste dag.

Fagligt – Universitetet og undervisningen

Kort efter ankomsten skulle vi udvekslingsstuderende mødes på skolen. Administrationen havde en måneds tid inden skolestart oprettet en Facebook gruppe med alle udvekslingsstuderende fra semesteret. Derfor kendte de fleste nogle af hinanden, fra småmøder inden skolestart. Mødet blev afholdt i et stort telt på universitetsområdet, og blev indledt af den internationale koordinater med ordene:

”As you can see, a lot of our campus are now tents and barracks and it is because of the earthquake we had last year – but I guess you already knew that…”

Sure thing, vi havde ikke fået det mindste at vide om nogle forhold fra hverken DMJX eller TEC De Monterrey. Derfor gik en del af semesteret timer med undervisning i barakker, hvilket fungerede udmærket, når ikke regnen trommede på tagene og overdøvede enhver tale. Det skal dog siges, at de er gået i gang med at bygge et nyt, moderne campus, som skal stå færdigt til 2020/2021, og da universitetet er et rich-kid uni, så burde der ikke blive sparet på faciliteterne. For at sætte universitetet lidt i kontekst, så betaler de mexicanske studerende omtrent 60.000 danske kroner pr. semester for deres undervisning. Derfor er universitetet også ganske respekteret i Sydamerika, og de fleste medstuderende og undervisere på skolen har henholdsvis høje ambitioner og lange, internationale CV’er. Det ligger de ikke skjul på.

Undervisningen er noget anderledes end på DMJX, og hvis jeg skal beskrive det kort og præcist, så er det faglige lettere, men byrden er større. Med det mener jeg, at der i perioder er en djævelsk stor bunke afleveringer der skal laves, men det hele kan stort set skrives uden at bruge alt for meget hjernekapacitet i processen. En stor del fag kan tages på engelsk, men ellers er det størst udbud på spansk – og ønsker du dette, så skal du være godt forbi stadiet af ’skraldespansk’, for at kunne følge med.

En stor forskel og klart det bedste ved skolen er et tiltag, som de kalder LiFE-Course! Campus er bygget op med fodbold, tennis, volleyball og baskerbaner, dansesale og træningscenter osv. I alt dette er der oprettet gratis hold, som bliver indlagt mellem dine skoletimer, og alt sammen er gratis. Livet på campus er derfor ekstremt fedt, og du kan sagtens få hele dage til at gå der. Jeg valgte selv Salsa cubana, som er den mest populære form for salsa i Mexico, og det var her jeg fik mine bedste mexicanske venner, som jeg også endte med at rejse lidt rundt i landet med.

Byen – Mexico City

Byen. Enorm stor. Og du vil aldrig få tid til at afdække alle områder eller besøge alle de fede barer, klubber, parker, museums, restauranter, bjerge, stadions og koncerter som byen tænder op i hver eneste uge. Der er masser at lokale og kulturdannende ting at lave, og det er nemt at tage en forlænget weekend ud i naturen, hvis man vil væk fra storbyens trafik og pulserende liv – en til to timers bustur og du er ude af bjergene, som omkranser Mexico City. Mexico city er ideel til at starte enten små eller store rejser fra, da den ligger meget centralt i landet. Vest på ligger en række af traditionelle byer – San Miguel, Guanajuato, Guadalajara og Tequila – som rummer en masse historier, mariachis og god alkohol. Syd på er varmen og skønne naturområder at finde – og sådan kan man blive ved.

Byen er opdelt i forskellige distrikter, hvor nogle rummer luksus butikker, sikkerhedsfolk på hvert gadehjørne og michelin restauranter, hvor andre er betonklodser og steder du helst ikke skal hvis de ejer en krone. Santa Fe, Polanco, Condesa og Roma er i de dyrere og mere luksuriøse områder i Mexico City, og Coyoacan, hvor jeg valgte at bo, kommer i rækken bagefter (jeg betalte 1700 DKK om måneden i husleje). De tre først nævnte ligger i det nordvestlige område af byen, hvor Coyoacan ligger i det mere sydlige. Jeg valgte at bo her da Coyoacan er en ældre, historisk del af byen, og har en lokal stemning som skabes af de mange barrios (nabolag), som har hver deres lokale kirke, der afholder et hav af mexicanske traditioner året rundt. Den anden årsag til jeg valgte Coyoacan, var at skolen ligger i Tlalpan, som er et distrikt mere sydligt liggende end Coyoacan. Derfor var rejsen relativt kort fra hvor jeg boede (40 min med offentlig transport). Jeg valgte også at bo med mexicanere, da jeg ville udvide mit spanske – det var en beslutning jeg er ekstremt glad for, da mit spansk nu er godt nok til længerevarende samtaler. Andre valgte at slå sig ned i studenthouses 5-10 minutters gang fra skolen, hvilket også er en mulighed. De havde et ekstremt godt fællesskab, men færre mexicanske fællesskaber og mindre spansklæring. Dog kommer man til at hænge ud der en del alligevel, da husene ligger så tæt ved skolen, og en del fester afholdes der, hvilket leder mig til næste emne.

Kulturen – Det sociale

Festerne er et samlepunkt for mexicanere. Alt der kan fejres – skal fejres. Deres uafhængighedsdag, deres lokale helgener for hvert kirkedistrikt, dia de muertos, haloween, santo guadalupe – alt sammen blev fjeret og i flere dage i streg. Og det er ikke bare en fest hvor man tager en sjov hat på og skåler med hinanden – her bliver gaderne pyntet med papirklip, flag, blomster i mexicanske farver, befolkning maler deres ansigter med dødningehoveder og for en stund glemmer de deres dårlige statistikker om dødstal og fattigdom, og fejrer livet til fulde. Det samme gør sig gældende for de mere normale privatfester. Her er der aldrig langt mellem hver regaeton sang, og kan du ikke danse, så skal du nok få det lært i Mexico.

Befolkningen og eleverne i Mexico er meget åbne, hjælpsomme og snaksaglige. Den største overraskelse her, var brugen af deres humor, som altid skinnede igennem. Både unge og ældre joker og griner med hinanden. I de fleste timer af døgnet kan sælges der tacos, tortas og elotes på gaden, og hvis man vil, kan man hurtigt falde i snak i en god mængde tid, men man spiser sig godt mæt for 20 kroner.

Tag af sted hvis du har mod på et land hvor alle systemer bliver gjort anderledes, du kan håndtere mexican time (forsinkede aftaler), vil opleve at bo i en STORBY, er klar på at lære spansk, at feste som man kun gør i Sydamerika, at opleve et land som både rummer Stillehavet, det caribiske, bjerge, jungle, mayan templer og gamle monumenter fra fortiden, samt lokale stammer og traditionelle sprog, og du vil opleve at kunne købe mad og friskpresset juice på gaden hver eneste dag, og have råd til IKKE at skulle leve et SU-life. Mexico er ekstremt på godt og ondt, og tager man sine forholdsregler og passer lidt på, så oplever man kun det ekstremt gode liv. Buena suerte!