Cardiff University

Et efterår i regnvåde, men charmerende Cardiff

Af Kasper Jørgensen

Man kommer ikke bare lige til den walisiske hovedstad på ferie, så det var et oplagt sted at tage på udveksling. Og jeg blev ikke skuffet. Med mig hjem i kufferten har jeg gode oplevelser, venskaber og viden fra undervisningen på Cardiff University.

Tiden på Cardiff University brugte jeg på to fag. De siger egentlig, at man skal have tre fag, men hvis man blot snakker med Rebecca Harris, så kan man nøjes med at tage to fag, som giver 20 ECTS point.

Jeg havde fagene ‘Tele-fictions’ og ‘British Comedy: Identity, Class and History’. Begge fag bestod af en tre timers forelæsning og en times klasseundervisning – fordelt over to dage om ugen. Derudover var der en del læsning især i British Comedy, hvor en uges læsning er omkring 50 sider. I Tele-fictions er niveauet omkring 20 sider om ugen. Det forventes ikke, at du har læst før forelæsningerne, men at du læser efter forelæsningerne og har læst ugens pensum inden klasseundervisningen.

Tele-fictions går ud på at analysere TV-serier, hvilket jeg synes giver en god ekstra vinkel på DMJX’s journalistuddannelse. Her bliver man i hvert fald opmærksom på nogle af de virkemidler, som TV-industrien bruger. Og man kan godt overføre noget af det til journalistikken. Hver forelæsning sluttede af med, at vi fik vist et afsnit af en serie. Det var alt fra ’The Sopranos’, ’The OC’ til ’South Park’ og ’Eastenders’. Underviseren Ross Garner var også en rigtig god underviser med masser af overskud til at hjælpe Erasmus-studerende både med svar på spørgsmål og at guide en igennem det at skrive essays.

British Comedy handler om udviklingen i det britiske samfund set gennem britisk komedie siden 1945. Dette fag var super godt for at få en forståelse af, hvordan briternes forhold er til hinanden afhængigt af social klasse og bopæl. Men samtidig kan det være et fag, der kan være svært at forstå helt, da det bygger på en viden, man som udlænding ikke er i besiddelse af. Også i dette fag sluttede vi af med at se en britisk komediefilm, et afsnit af en sitcom eller nogle standup shows. Underviseren John Jewell er super kompetent, sjov og hjælpsom.
Begge fag bliver bedømt igennem essays. Man skal aflevere to i hvert fag – et i november og et i januar – og omfanget er omkring 2.500 ord.

Igennem faget British Comedy lærte jeg en masse omkring britisk kultur, og især om englænderes syn på walisere. Ligesom at blot det at bo i Wales giver en masse nye kulturindtryk.
Cardiff University har et rigtig fint introduktionsprogram til erasmus-studerende, som også giver en kulturel introduktion, hvis man tager med på nogle af deres ture rundt i området omkring Cardiff. To uger inden semesterstart begynder de at tilbyde en masse sociale arrangementer, som er gode til at knytte lidt venskaber. Jeg var heldig, at en anden erasmus-studerende tilmed arrangerede en middag, hvor 50-60 erasmus-studerende deltog, og her er størstedelen af mine venskaber stiftet.
Derudover har universitet en masse forskellige sportsklubber og sociale foreninger, man kan melde sig til, hvilket jeg benyttede mig af og meldte mig ind i snooker klubben. Det gav et samvær med nogle andre end erasmus-studerende.
Og netop det kan være svært at få på andre måder på det journalistiske fakultet. Undervisningen er på blot fire timer om ugen i hvert fag, hvoraf tre af dem er en forelæsning. Derfor er det svært at komme i snak med de andre studerende. Især fordi fagene, man bliver tilknyttet, mest er for tredje års studerende. Derved har de selv allerede en omgangskreds, og det kan gøre det vanskeligt at få venskaber den vej rundt.

Jeg var herovre med min kæreste, og vi tog en tur herover fire uger inden, vi skulle starte på universitet. Der fandt vi en lejlighed, hvilket var rart. For hvis man ankommer tæt på semesterstart, så er det noget af en jungle at finde et sted at bo i. Der er rigtig mange udlejningsfirmaer i Cardiff, og hvis man lejer noget igennem dem, så skal man være indstillet på, at man kommer til at betale for minimum seks måneder. Vi lejede lejligheden i seks måneder og flyttede hjem halvanden måned før kontrakten udløb. Heldigvis var der en anden, der overtog lejemålet, men det kan man ikke regne med sker for alle.
Det bedste råd er derfor at bruge meget tid på at kigge hos udlejningsfirmaer (Du får tilsendt en liste fra Cardiff University) hjemmefra og så ringe til dem. Du skal forvente at skulle bevise med SU årsoversigt, at du har penge til at betale for huslejen, ligesom beviser på legater er gode at have med, selvom de er skrevet på dansk.

Vi boede i området Pontcanna, som ligger 25 minutters gang fra byen og universitet. Et lækkert område med små butikker og kæmpe parkområder. Men der bor ikke nogen studerende i dette område. De bor mere eller mindre alle sammen i Cathays eller Roath, som ligger 30-40 minutters gang fra Pontcanna. Så hvis du vil være tæt på de andre studerende, skal du kigge efter lejlighed/værelse der.
Derudover er der en Facebook-gruppe for erasmus-studerende, som er god at følge med på. Her kan man finde folk, man kan bo sammen med, ligesom der bliver arrangeret mange fester osv. herigennem.

Hvis du har spørgsmål omkring opholdet på Cardiff University, så er du velkommen til at kontakte mig på mail – kasperjorgensen88 at gmail.com

Concordia University, Montreal

Af Kristian Fredslund Andersen

Jeg søgte slet ikke om at komme på udveksling i Montreal i første omgang. Men nøj, hvor er jeg glad for, at jeg endte netop der… Et ophold, jeg aldrig vil glemme og som gik alt for stærkt. Ville ønske, at det havde varet et semester mere.

Det er dog ikke så meget den faglige del, der gjorde at opholdet i Montreal var en succes. For der var det en blandet oplevelse. Men udenfor skolen var det fantastisk.

Hvis vi starter med det faglige, så havde jeg jo fire fag. Det skal man have for at blive registreret som fuldtidsstuderende og dermed få Quebec-sygesikring. At man så vist nok kun behøver at bestå tre af fagene er en helt anden sag.

Jeg fuldførte alle fire fag med tilfredsstillende karakterer, til trods for at min arbejdsindsats i alle fagene ikke var koloenorm.

De fire fag var:

Video Journalism. Et fint fag, hvis man ikke har haft meget tv inden udveksling. Jeg havde god tv-ballast inden, så udfordringen bestod først og fremmest i at begå sig journalistisk på engelsk og at lave historier fra et sted, hvor du ikke har meget baggrundsviden. Undervisen Jacques Grenier var en dygtig og sjov én af slagsen, men kørte til tider lidt for meget på autopilot. Kan dog anbefale klassen, da den også sørger for, at du får interaktion med canadiske journaliststuderende, da man skal arbejde i hold á fire personer.

Opgaverne består i journalistiske tv-indslag af forskellig sværhedsgrad og varighed samt skriveøvelser. Forholdsvist nemt at få en god karakter.

Copy-Editing og Layout. Hyggeligt lille fag, der lærte mig en del om canadisk/engelsk grammatik. Faget er perfekt, hvis man godt kan lide at læse korrektur og ser sig selv som redaktionssekretær i fremtiden. Lidt triviel undervisning til tider, men til gengæld ikke så omfattende rent lektiemæssigt. Layoutdelen fylder de sidste par uger, hvor man får kendskab til, hvordan man skal layoute en avisside. Et fint lille fag, der har gjort mig mere selvsikker på, at jeg kan begå mig professionelt på engelsk i fremtiden.

Mass Communication. Jeg vil ikke skrive meget om dette fag, da jeg mildest talt ikke var begejstret for det. Oplægget til faget lød spændende, men det var godt nok kedeligt. Uinspirerende auditorieundervisning fra en phd-studerende underviser. Flink og lun fyr, men undervisningen var ikke særlig spændende. Den bestod af, at man skulle læse et eller flere kapitler, som han så gennemgik på klassen efterfølgende. Der var ikke rigtig en rød tråd igennem forløbet, og jeg mistede hurtigt interessen. Karakteren baseres på deltagelse i timerne, to Media Journals, en gruppefremlæggelse samt en Take Home Exam.

Sociology of Sport. Interessant emne. Interessant læsning. Kedelig undervisning. Nordamerikansk fag, når det er bedst med en underviser, der opsummerer læsningen til dagen samt supplerer med ekstra materiale. Ikke meget interaktivitet, men hvis man er sportsinteresseret, er der meget spændende læsning i det. Karakter gives ud fra en midterm, en kritisk boganmeldelse samt en eksamen til slut (multiple choice).

Jeg er utrolig glad for, at jeg fik muligheden for at komme udenlands. Ville sågar ønske, at det var muligt at få et semester mere derovre. Jeg lærte en masse om mig selv ved at være så langt væk hjemmefra. Kulturelt kan man næsten ikke finde et meget mere spændende sted end Montreal med dens franske historie taget i betragtning. Jeg oplevede en masse og opholdet har i den grad givet mig mod på at forsøge mig i mit fag udenlands, hvis chancen byder sig.
Montreal er en spændende by med mange interessante kvarterer. De fleste tiltrækkes af at bo på Plateau eller i Mile End, der er et meget hipsteragtigt-miljø. Jeg boede på Lower Plateau lige ved den store gade St. Laurent, hvor der altid skete noget. Det er fint at bo lidt udenfor Downtown, men hvis man har fag på det journalistiske fakultet på Loyola, skal man lige have i baghovedet, at man skal med en shuttlebus fra universitetsafdelingen downtown – en tur på små 25 minutter.

Der er mange ting at se og prøve i og omkring Montreal. Når vejret bliver godt og træerne får farver (eller den anden vej rundt om efteråret), så tag et smut til Mount Tremblant, der om vinteren fungerer som skisportssted. Eller tag på ski selvsamme sted.

Besøg udkigsstedet på bjerget i Montreal, Mont Royal. Tag et smut forbi det olympiske stadion og Biodomen lige ved siden af.

Der var desværre lockout i NHL, da jeg var af sted, men hvis muligheden opstår så tag ind og se en kamp i Bell Center, hvor der også er mange koncerter med store artister.

Derudover er der noget for smagsløgene. “Nationalretten” poutine skal prøves. Pomfritter, ost og sovs kan man da ikke sige nej til. Find ud af, hvor det bedste poutinested i nærheden af dig er. God tømmermandsmad. Smoked meat hos Schwartz’ er også et must. Og så kan man slutte af med noget dyr kage og chokolade hos Juliette & Chocolat.

Giv endelig lyd, hvis jeg på nogen måde kan jeg hjælpe.

Mail: kristianfandersen@gmail.com

Tlf.: 28574694

CFJ Paris

Af Annelise Hartmann Eskesen

Hvis du vil på CFJ i Paris, skal det ikke være for at tilføje noget akademisk til din uddannelse. Det er nemlig en journalistskole, ligesom DJH, og undervisningen er altså praktisk og journalistisk orienteret. Og det gik jeg efter og var virkelig glad for! Hvis du til gengæld vil afprøve dine journalistiske færdigheder i en anden virkelighed – politisk, kulturelt, sprogligt osv. – vil jeg varmt anbefale CFJ. Det er nemlig noget helt andet at bedrive journalistik i et land, hvor alle institutioner er anderledes bygget op, og hvor den kulturelle baggrund og referenceramme er en anden end i Danmark.

Ved at tale, lytte og ikke mindst skrive på fransk hver dag og dagen lang, bliver man meget trænet i at tænke journalistisk på fransk til franske læsere og får dermed et indgående kendskab til det franske mediebillede, hvilket jo kan komme én til gavn senere i karrieren! Men man skal have et vist sprogligt niveau for at kunne gebærde sig på skolen, fordi alt foregår på fransk, og alt afleveres, inden man går hjem – man har altså ligeså lang tid som franskmændene til at skrive en artikel på fransk. Det lyder måske lidt vildt, men lærerne ved jo godt, at man ikke er indfødt og kan godt leve med lidt sproglige fejl her og der. Desuden har alle fra min klasse været overdrevet søde til at kigge mine ting igennem inden aflevering. Her skal det også siges, at jeg gik på første år. Dvs. at jeg gik i klasse med folk, der lige var kommet ind på skolen.

Dét taget i betragtning er niveauet ret højt. Det er meget svært for franskmænd at komme ind på skolen (4-5 procent af ansøgerne kommer ind), og man skal have taget en bachelor efter sin studentereksamen for overhovedet at måtte søge ind. De andre studerende er altså ret kompetente og har for de flestes vedkommende allerede været i praktik, inden de starter. Jeg var alligevel glad for min journalistiske erfaring fra Danmark, nu hvor jeg naturligvis var dårligere til fransk end franskmændene. Med til det franske miljø hører også, at der er ret få udvekslingsstuderende (jeg var den eneste, da jeg var der), men det er samtidig det, der er det fede! Det er altså ikke sådan et Erasmus-fællesskab, man får, med folk fra hele verden. Det er fransk fransk fransk, og det er jo meget fedt at lære vaskeægte franskmænd at kende, deres sprog, deres måde at være journalister på, deres steder at gå ud osv. Og gik ud, det gjorde vi meget.

Skolen minder om Journalisthøjskolen ved at være meget social. For det første er man i skole fra ca. 9-18 hver dag og tilbringer på den måde en masse tid sammen med sin klasse (15 elever) og to parallelklasser – både til visse opgaver og i de lange frokostpauser. Dertil kommer La Biscornu (blandt venner: Press café), som vel kan betegnes som skolens stamsted/fredagsbar. Der er gode priser og altid folk fra skolen, så lynhurtigt kender man folk fra begge år. Til sidst vil jeg bare sige, at Paris jo er en fantastisk smuk og interessant (og dyr…) by at bo i – og være journalist i. Hvis I har spørgsmål, er I meget velkomne til at skrive på annelise.eskesen@gmail.com

San Fransisco State University

Minoriteter i teori og praksis i San Francisco

Af Rikke Bolander

San Francisco har en imponerende historie af studenteroprør, homoaktivisme, borgerrettighedskamp og andet af den skuffe, og det bærer San Francisco State University præg af selv i dag. Er man interesseret i minoriteter, magt og undertrykkelse, er State derfor et sted, der tilbyder viden og indsigt, der ikke er til at støve op på Journalisthøjskolen og omegn.

Den første uge som udvekslingsstuderende er obligatorisk, og det tager folkene fra den internationale afdeling, IEEC, meget seriøst. Det ville også have været ok, hvis ikke dagene var fyldt med så utrolig meget snik-snak og banaliteter. Men mindre, man lige er startet på sin uddannelse og lige er flyttet hjemmefra, er de første fem dage ret tunge at komme igennem. Vi lærte eksempelvis, at det kan være rigtig farligt at gå overfor rødt lys, at ens computer kan blive stjålet, hvis man lader den stå på biblioteket, mens man henter kaffe, eller at hvis man giver sit telefonnummer til én, man har mødt til en fest, er det ikke sikkert, de nogensinde ringer.

Da de første fem dage var overstået, begyndte det til gengæld at blive sjovt. Jeg havde på forhånd lagt mig nogenlunde fast på de fire fag, jeg gerne ville have, men jeg brugte alligevel den første uge til at gå til alle de fag, jeg kunne. Underviserne er klar over og klar på, at det er sådan de fleste gør, så de bruger den første time på at fortælle i detaljer, hvad faget handler om, og hvilke undervisningsmetoder de bruger. Er man i besiddelse af en nogenlunde mavefornemmelse, kan man ret hurtigt vurdere, om det er et fag, man vil få noget ud af. Jeg valgte fire fag fra fire forskellige fakulteter, som alligevel viste sig at passe forbløffende godt sammen: African American History, Race, Crime, and Justice, Cultures of Consumerism og Cultural Diversity in News Media, som er obligatorisk på SF State for journaliststuderende. Efter min mening burde det være tilfældet på alle journalistuddannelser, for vi burde alle sammen kende mekanismerne bag stereotypificering og diskrimination og forstå vigtigheden af retvisende repræsentation af minoriteter.

rikke bolander Twin Peaks

Selvom vi fra Journalisthøjskolen har læst i tre år, når vi skal på udveksling, kan vi kun tage fag som undergrads, og det betyder, at vi kommer på hold med teenagere. Det bærer undervisningen desværre præg af, men til gengæld var læsningen ret omfangsrig og tung i alle mine fag. Der var derfor gode muligheder for at dykke ned i stoffet, selvom timerne blev holdt på et temmelig banalt niveau. Hvis du vil på udveksling for at blive fagligt klogere på et eller andet specifikt emne, kan jeg anbefale at lede efter fag, der er blandet af undergrads og grad-students. Det var mit Cultures of Consumerism, og det afspejlede sig tydeligt i den seminar-agtige undervisningsform med meget komplekse klassediskussioner.

Den internationale afdeling på SF State holder forskellige arrangementer hver uge eller noget lignende, men jeg må indrømme, at jeg ikke deltog i andet end den obligatoriske første uge. De andre udvekslingsstuderende virkede meget unge og ølstafet-agtige, og det var jeg ikke så interesseret i. Når man, som jeg, trives ualmindelig godt i homomiljøer, er der mange andre ting, man kan tage sig til i San Francisco. Mit yndlingssted var Castro Theatre, en meget smuk gammel biograf, hvor det ikke kun er til de specifikke Sing-along-aftenener, publikum begejstret hepper med.  I San Francisco er der i øvrigt dragshows et eller andet sted hver aften, og flere gange om året er der flamboyante og excentriske løb eller optog til ære for de aids-ramte san franciskanere. Huslejen er høj og på vej op i San Francisco, men det er i det hele taget nemt at finde noget sjovt enten gratis eller for ganske få dollars.

rikke bolander Santa

Jeg har været i en del vestlige storbyer, men jeg har aldrig været et sted som San Francisco. Med bakkerne og bugten, er det den smukkeste by, jeg nogensinde har været i, og jeg befandt mig ualmindelig godt med byens diverse og ofte også meget excentriske befolkning. Jeg er glad for, jeg ikke skal bo i USA for altid, men for fem måneder er San Francisco og SF State meget berigende.

Kyung Hee University, Seoul

Gymnasium, venner og Gangnam Style

Af Kasper Søby

Det må vist være overskriften for mit ophold i Sydkorea og på Kyung Hee University. Jeg var så heldig, eller måske uheldig, at lande i Korea lige midt i det største internetfænomen nogensinde: Gangnam Style. Og hvis I troede, at PSY og Gangnam Style var stor i Danmark, så tro om igen. PSY er gigantisk herovre! Forleden dag så jeg koreansk tv, og i reklameblokken var der tre PSY-reklamer i streg, hvor PSY reklamerede for henholdsvis øl, et tømmermændsmiddel og et køleskab, der åbenbart er god til at opbevare kimchi. Og stort set enhver bytur har indeholdt minimum ti gange Gangnam Style, hvoraf der er blevet danset til cirka det halve.

Så på den måde er Gangnam Style soundtracket til mit ophold herovre, og det er jeg glad for. For lige så glad og skør, som sangen er, lige så glade og skøre dage har jeg haft herovre. Der gik ikke mange minutter på orienteringsdagen, før jeg snakkede gladelig med en masse forskellige mennesker. Og sjovt nok, så var de første mennesker, jeg mødte, også dem, jeg endte med at hænge mest ud med. Allerede ugen efter tog vi en mellemstor gruppe af sted på tværs af landet til den næststørste by Busan på sydøstkysten. En fantastisk tur der bestod af en jævnt stor del af den lokale øl Cass og den koreanske spiritus Soju. Vi så ikke så meget af området, men det var vist heller ikke planen. Turen blev dog sidenhen fulgt op med en tur til Sokcho og Seoroksan National Park, hvor alkoholen blev skiftet ud med hiking op ad de høje bjerge.

Seoroksan

Så der er plads til det hele herovre. Jeg siger herovre, fordi jeg i skrivende stund stadig er her. Jeg skal lave min bachelor, så jeg får tiden til at gå med at udforske den enorme by Seoul på egen hånd, da alle er taget hjem igen. Det er sørgeligt, men det hører jo med.

Men så er der jo heldigvis minderne. Og dem er der nok af. Minder om fester, beer-pong, mærkelig koreansk mad, fantastisk koreansk mad, vandreture, og så videre og så videre.

Beer-pong

Og så er der også minderne om en tur tilbage i gymnasiet. For i Sydkorea er universitetet ikke som i – ja, stort set resten af verden. Her er der mødepligt til hver eneste time. Og får du over 10% fravær, får du et automatisk F. Uanset om du så faktisk ved mere om emnet end din professor. Viden er sådan set også ret ligegyldig på et koreansk universitet. Hukommelse og røvslikkeri er nøglerne til de gode karakterer. Professorerne bedømmer dig nemlig på, hvor god du er til at gengive det, de har har sagt, og hvor godt de kan lide dig. På de koreanske universiteter er selvstændige tanker og objektivitet ikke noget, man bruger tid på.

Sådan noget som fremlæggelser, er også en stor ting. Og minder om gymnasiet skyllede da også ind over mig, som jeg stod der med min ilde-udseende Powerpoint og skulle til at kloge mig på samfundet i Danmark over for en flok koreanere, der på grund af deres dårlige eller helt manglende  engelskkundskaber alligevel ikke ville forstå, hvad det var, jeg talte om.

Koreanerne er ultra konservative, den ældste har altid ret, manden er bedre end kvinden og professoren er gud, hvis ord man bør og skal følge. Men alt det lærer man at grine af i flokken af udenlandske venner. For Sydkorea er et rart sted at være, især når Gangnam Style spiller, dansen går med alle vennerne, og gymnasiet kan vente til på mandag.

Me and Koreans

Og så er der templerne, naturen og det koreanske alfabet, men det må du selv tage hertil for at opleve.

Auckland University of Technology

Back to Nature

Af Katharina Kløve

New Zealand er et vanvittigt smukt og foranderligt land. Auckland er en vanvittig kedelig og uoverskuelig by. Jeg har haft seks vidunderlige måneder på den anden side af jorden, men jeg tror, det hænger sammen med, at jeg ikke boede i Auckland.

I stedet valgte jeg at købe en van og cruise rundt. Jeg havde helt tilfældigt og meget heldigt kun undervisning onsdag og torsdag. Resten af ugen var jeg så langt væk fra Auckland som muligt. Og det er uden tvivl den bedste måde at opleve New Zealand.

Mine medstuderende var fem-seks år yngre, og selvom de var søde og imødekommende, er New Zealand fyldt med andre mennesker, som det er mere spændende at lære at kende.

Fagligt har jeg ikke en finger at sætte på noget. Auckland University of Technology er et super professionelt sted, men samtidig nede på jorden og folk er utroligt hjælpsomme. Jeg fik fire fag, som jeg har lært vildt meget af, og det har været både motiverende og forfriskende at gå i skole på en helt anden måde, end man er vant til fra Journalisthøjskolen.

New Zealand er fyldt med folk fra hele verden, og den generelle kiwi er meget nysgerrig, gæstfri og glad for at høre pæne ting om sit land. Auckland er en kulturel smeltedigel, som ikke fungerer. Den er sat sammen af en masse forstæder, der ikke hænger sammen. Infrastrukturen er helt hen i vejret eller bare ikke-eksisterende. Der bor ekstremt mange forskellige kulturer, som holder sig for sig selv, og hverken interagerer med eller lærer fra hinanden.

Man skal ud af Auckland for at opleve det ”ægte” New Zealand: Og det er en overvældende smuk og foranderlig natur, og nogle mennesker som lever i pagt med den. Den anden side er en generel tendens til konservatisme. Forstået i sin oprindelige betydning som frygt for forandringer. Der er ingen ”undergrund”/subkultur, ingen kulturel mangfoldighed eller spænding.

Som en tidligere britisk koloni er New Zealand stadig fastlåst i: ”Nej, det kan man da ikke!” Hvis man tror, vi lider under Janteloven, er den tusind gange stærkere i New Zealand. Man må helst ikke fejre hverken livet eller sig selv. Med det sagt, er landet – og især sydøen – en god destination for at fordybe sig i naturen, surfe, udøve ekstremsport, snowboarde, longboarde, cruise rundt, samle drivtømmer, udforske vulkaner, hike og blive væk.

JMK Stockholm

Af Anne Termansen

Fagligt udbytte

Jeg læste to fag på Stockholms Universitet (til i alt 15 ects-point); Populärkultur og Mediatized Intersections.

Populärkultur var et fag på bachelorniveau. Jeg var meget glad for faget. Inspirerende underviser (Eva Kingsepp), passende mængde læsestof og mange undervisningstimer (ca. 4-6 timer om ugen). Undervisningsformen var primært forelæsninger, men der var også gruppearbejdet. Gruppearbejdet var gavnligt for mig som udvekslingsstuderende, da jeg her fik mulighed for at møde svenske studerende. Undervisningen var som nævnt på svensk. Det var jeg nervøs for, inden jeg tog af sted, men det var absolut ikke noget problem.

Jeg havde glædet mig til faget Mediatized Intersections, der var på masterniveau. Faget skuffede desværre. Der var for få timer (ofte fik vi kun en times undervisning om ugen) og en stor mængde læsestof. Undervisningen var bygget op sådan, at de studerende i grupper selv stod for undervisningen. På papir en god idé, men jeg savnede i den grad en underviser, der sikkert udpegede det væsentlige i teksterne og kom med perspektiverende eksempler.

Tip

Skulle jeg vælge fag igen, ville jeg tage fag til 20 ects-point, det ville have givet mig et længere undervisningsforløb. Og så ville jeg kun vælge fag på bachelorniveau. Her er læsebyrden er mindre, til gengæld er man oftere i skole. Det er godt i forhold til at få et socialt netværk og en meningsgivende hverdag i en ny by.

Angående valg af fag har jeg også et tip. DMJX’s aftale med Stockholms Universitet er primært med Afdelingen for Journalistik, Medier og Kommunikation (JMK), derfor skal elever fra DMJX læse mindst et fag på JMK. Hvis man ønsker at læse fag på andre fakulteter, skal man selv sørge for at lave en aftale. Dette er besværligt. Her er dog et tip. JMK er for nylig blevet lagt sammen med afdelingerne for filmvidenskab og modevidenskab. Det vil sige, at man uden problemer kan læse fag ved disse to afdelinger (dette skilter den internationale koordinator ikke med, da det vist giver hende en smule ekstraarbejde).

Socialt udbytte

Stockholms Universitet gør utrolig meget for at integrere udvekslingsstuderende. Fra skolens side er der et flot introforløb og mange tilbud om gratis kurser og foredrag. Derudover gør studenterforeningen en kæmpe indsats for udvekslingsstudenterne. Næsten hver uge er der aktiviteter og udflugter.

Udover de sociale tilbud på Universitet kom jeg i kontakt med en gruppe på facebook for danske udvekslingsstuderende i Stockholm. Denne gruppe blev mit primære holdepunkt under mit ophold.

Tip: Studenterforeningen har en facebookside ”Stockholm University Student Union” Denne side holdt mig hver uge opdateret på sociale aktiviteter.

Stockholm og Sverige

Det har været en rigtig god oplevelse at være på udveksling i Sverige. Jeg gik ind til oplevelse i den tro, at der ikke var nævneværdig forskel på Sverige og Danmark. Der tog jeg fejl. Særligt i forhold til tonen i den offentlige debat og omfanget af statskontrol, er jeg blevet overrasket over forskellen på de to lande. Det har været en interessant oplevelse.

Stockholm en fantastisk smuk by, og jeg har nydt naturen, særligt den stockholmske skærgård. I forhold til København vil jeg dog sige, at det er sværere at finde ”alternative” miljøer i Stockholm. Byen er på det punkt meget pæn og ordentlig.

Tip: Alt er dyrere i Sverige. Det er en god idé at søge legater.

Bolig i Stockholm

Det er RIGTIG svært at finde en bolig i Stockholm. Der er få studenterboliger og prisen for et privat lejet værelse er ca. 4.500 SEK. Jeg var heldig at få en studenterbolig. Det var et værelse med eget bad og delekøkken. Generelt er studenterboligerne desværre i dårlig stand.

Tip: Sørg for at krydse ja-tak til en studenterbolig i ansøgningen til Stockholms Universitet.

De er søde og hjælpsomme på universitets boligkontor (især Åsa Wedlund). Jeg fik fx hjælp til at finde en ny bolig i løbet at mit ophold, selvom det ellers er imod reglementet.

University of Tennessee

Af Mikkel Secher

Da jeg i december pakkede mine tasker og gjorde mig klar til at forlade Knoxville, glædede jeg mig egentlig til at rejse fra den by, der havde været mit hjem i fire måneder. Trods masser af gode oplevelser, følte jeg ikke byen havde mere at byde på, og jeg trængte til luftforandring. Det varede dog kun, indtil jeg kom hjem. Nu savner jeg allerede livet i Knoxville og på University of Tennessee.

Under mit ophold boede jeg som alle andre udvekslingsstuderende i Apartment Residence Hall, der ligger på campus. Man bliver automatisk indskrevet til at bo her, men det fjernede i det mindste eventuel panik over at skulle finde bolig på egen hånd. Lejlighederne er som sådan fine nok, men man bor som udgangspunkt fire sammen i én lejlighed og to på samme værelse. Jeg havde derfor hjemmefra kontaktet universitetet og bedt om at få mit eget værelse – det var en anelse dyrere, men det var virkelig alle pengene værd. Jeg kan kun opfordre fremtidige studerende til at gøre det samme; send en mail til housing@utk.edu hurtigst muligt og søg om en single bedroom apartment.

Trods mit ønske om muligheden for lidt privatliv boede jeg stadig i ”The International Village”, som er navnet på de to etager, hvor stort set alle udvekslingsstuderende bor sammen med nogle amerikanere, som selv har søgt om at bo her. Det er rigtig fedt, da man derved hurtigt får et godt sammenhold og nemt kan noget med hinanden.

Det største minus – når man vel og mærke kommer fra frisindede Danmark – er, at UTK er et såkaldt dry campus, hvor man ikke må drikke. Dette kan dog omgås, hvis man ikke larmer i lejlighederne, ligesom den store bar-gade ”The Strip” ligger blot fem minutters gang fra lejlighederne. Her kommer man for resten nemt til at bruge en masse tid med at drikke billige, tynde amerikanske øl. Det var aldrig et problem at finde nogen, der ville med ud at spise $5 burgers og drikke $1 drafts. Hvis du lyster, kan du gennem amerikanerne også finde frem til forskellige privatfester uden for campus, hvor der er kegs og party cups som i enhver amerikansk teenage-film.

Da jeg i sin tid ankom til Knoxville fandt jeg hurtigt ind i en hverdag, selvom alting var nyt og det meste lidt anderledes, end jeg var vant til. Det internationale hus på universitetet har en masse gode arrangementer, der både ryster de internationale sammen og som hjælper dig med at komme på plads med dine fag eller indkøbsture. Jeg kan kun opfordre til at deltage i så mange intro-arrangementer som muligt – de resterende i løbet af semestret deltog jeg stort set ikke i – da det er den hurtigste måde at få nye bekendtskaber.

Universitetet har masser af tilbud til sport og aktivitet og de har et stort fitnesscenter, du gratis kan benytte. Der er masser af amerikanske oplevelser i form af football (efterår) og basketball (forår), som er værd at gå til (også selvom du ikke er sportsinteresseret) alene på grund af de store arenaer og den unikke stemning.

Undervisningen er, hvad du selv gør den til. I de fleste fag er det forholdsvis nemt at få en god karakter, hvis du bare følger underviserens anvisninger – også selvom du ikke læser lektier hver gang. Men vil du hellere bruge den tid på noget andet, er det også til at snige sig igennem fagene med minimal indsats, hvilket synes at være indstillingen hos flere af amerikanerne. Fagbeskrivelserne på universitetets hjemmeside kombineret med elevernes beskrivelse af underviseren (ratemyprofessors.com) giver dig et ret godt indblik i både fagenes indhold og ambitionsniveau.

Jeg følte i starten, at jeg havde utroligt travlt, men efter et par uger faldt hverdagen på plads, og jeg havde både tid til lektier og at socialt liv ved siden af og til weekendture til andre byer. Sidstnævnte kan blive tiltrængt, da Knoxville – dejlig som den er – dog ikke har meget at byde på som by. Så sørg for at have lidt ekstra opsparing med, hvis ikke du vil sidde alene tilbage, når alle de andre udvekslingsstuderende rejser væk i løbet af semestret.

Men bortset fra det har jeg kun positive ting at sige om mit ophold i small town America og  University of Tennessee.

Concordia University, Montreal

Af Michael Wibe

Når man tager af sted på udveksling med en forventning om at vælte sig i ahornsirup, rockmusik, ishockey, indie-hår og nye bekendtskaber, kan det næsten ikke blive andet end fantastisk. Det gjorde jeg, og bortset set fra en uheldig lockout i NHL levede Canada, Montreal og Concordia University fuldt op til alt, hvad jeg havde håbet på. Jeg kan derfor varmt anbefale alle at tage på udveksling i Det Lille Hvide Nords kulturelle hovedstad!
Denne klumme er en rodet blanding af tips og erfaringer fra mine 4 måneder på Concordia University, fordelt mellem fagligt og socialt udbytte.

Først og fremmest var hele proceduren omkring at tilmelde sig fag på Universitet lettere kaotisk, da man som udvekslingsstuderende først kan vælge fag langt senere end de andre. Mit bedste råd er at vælge omkring 7-8 fag, du synes lyder spændende. Mød op til undervisningen de første par uger (også selvom faget er fyldt) og vurder, om det var det, du havde håbet på, og vælg så herefter de fire fag, du gerne vil følge. Det lyder ret simpelt, men det lykkedes højst sandsynligt ikke for dig at få de fag, du havde håbet. Vedholdende klagesang overfor fagets professor kan være en løsning på dette (Det virkede for mig), men ellers må du igennem listen med fag igen. Hav tålmodighed.

Det journalistiske fakultet Loyola ligger omkring 20 minutters buskørsel udenfor Downtown, hvor de fleste andre fakulteter ligger side om side i store ucharmerende betonklodser. Jeg havde bevidst kun valgt et enkelt journalistisk fag, da niveauet efter sigende skulle være ret let og fordi jeg gerne ville prøve lidt andre genre af. Det lykkedes mig at få et TV-forløb med den lettere eksalterede CNN-legende Jaqeus Grenier, og faget var som sådan både lærerigt og sjovt for en fyr som mig, der kun havde 3 ugers erfaring i dette medie med fra cementjunglen i Aarhus under kyndig vejledning af biker-koryfæet Viggo.

De øvrige fag var to sociologi fag og et enkelt politisk fag. Alle tre var ret interessante og meget uni-agtige i form af lange forelæsninger med meget lidt dialog. Eftersom vi kun kan vælge undergraduate fag, bliver niveauet aldrig uoverskueligt højt, men vælger du fag, som du har en yderst begrænset viden om, at det bestemt muligt af få en række faglige udfordringer.

Der findes en usandsynlig flittig international forening på Concordia University ved navn CISA, der forsøger at gøre livet til en fest for hver eneste udvekslingsstuderende. Det kan jeg som sådan kun hylde, men til trods for deres evige arrangementer var det begrænset, hvad jeg deltog i. De fleste af de andre internationale var ret unge, og det betød at meget af det sociale samvær som oftest involverede spandevis af alkohol og larmende partyguides. Langt de fleste bekendtskaber vi fik foregik derfor som oftest væk fra disse fester – enten i timerne, til en eller anden mærkelig sportsgren eller i Parc Jeanne-Mance, hvor folk mødes til Tam Tam over en slag bongotrommer hver søndag. Når det så er sagt, så fungerede nogle af CISA lidt mere uformelle arrangementer ret godt til at ryste folk sammen og skabe nogle gode kontakter. Det er en god ide at tilmelde sig deres facebook-gruppe for at danne sig et overblik over deres mange arrangementer og for at stalke dine nye venner.

Personligt fik jeg mest ud af mine lokale bekendtskaber – canadiske som internationale, der har været i byen længe. For det første gav det anderledes spændende indgange til den canadiske kultur og for det andet kunne jeg drage nytte af deres kendskab til Montreal, der indeholder så meget, at det kan være svært at overskue. Desuden kunne de vise steder, der ikke står nævnt nogle steder i hverken Lonely Planet eller CISAs guide til byen.

Som by er Montreal en smeltedigel af både europæisk og nordamerikansk kultur og det har skabt en bastard af en multikulturel by indenfor både musik, mode, arkitektur og gastronomi. Der er altid en eller anden festival under opsejling, og hvis ikke er de fleste i byen altid frisk på at nappe en fad uanset ugedagen  – jeg havde en uforglemmelig tid.

I øvrigt findes der flere tvivlsomme data om turen + billeder på denne blog, som jeg oprettede med Mathias Hagemann-Nielsen: www.mattogmickey.tumblr.com

San Fransisco State University

Af Lena Masri

Jeg havde aldrig været i San Francisco, før jeg tog til byen for at studere på San Francisco State University. Alligevel følte jeg mig hurtigt hjemme.

Jeg boede i The Mission, som efter min mening er et af byens hyggeligste kvarterer; med masser af liv, festivaler, solskin og god mad. Det var lidt irriterende at have tre kvarter til skole med offentlig transport, men det var det værd. Jeg var heldig at finde et værelse hjemmefra via craigslist.com, men vil egentlig anbefale kommende studerende først at lede efter et sted, når de er i byen. Oddsene er altså ikke gode, når man sidder på den anden side af kloden.

Da introduktionsugen gik i gang på San Francisco State University, gik alt pludselig rigtig hurtigt. På skolen brugte jeg hver dag i den uge flere timer med andre udvekslingsstuderende, som virkelig havde lyst til at tage ud, opleve byen og møde nye mennesker – og som derfor var rigtig nemme at lære at kende. Den første tid var derfor sjov og travl, og når jeg ikke var på universitet, var jeg ude at opleve byen sammen med andre studerende. Nogle af de mennesker, jeg mødte i løbet af min første uge, er stadig mine venner i dag. Da tiden i San Francisco blev lidt mere til en hverdag, kom der mere ro på, men der blev ved med at være masser af nye ting at opleve. Jeg synes, at det er karakteristisk for San Francisco, at der hele tiden sker et eller andet. Samtidig er det næsten ikke til at undgå at snakke med folk – når man f.eks. bare går på gaden eller tager bussen. Til gengæld syntes jeg, at det var lidt sværere at lære amerikanske studerende at kende gennem studiet, fordi jeg højst så dem en gang om ugen, da jeg havde fag på forskellige fakulteter, og derfor heller ikke med de samme studerende hver gang. Men jeg oplevede det ikke som et problem; for mig var det i hvert fald vigtigt, at mit sociale liv ikke kun foregik på skolen, og at min omgangskreds ikke kun bestod af studerende fra universitetet.

Jeg havde bevidst kun valgt et enkelt journalistisk fag, da jeg fagligt gerne ville prøve noget helt nyt. Men selv mit journalistiske fag, Literary Journalism, var anderledes, fordi det handlede lige så meget om at læse artikler som at skrive artikler – og med et større fokus på sprog, end hvad jeg før havde været vant til. Derudover havde jeg fagene World Literature, Introduction to World Affairs, Gender and Modernity in the Muslim and Arab World og The 2012 Presidential Election: Issues and Analysis. Sidstnævnte fag var et af mine yndlingsfag og nok også det fag, som lærte og inspirerede mig mest. Det handlede om det amerikanske valg, men gav i virkeligheden også en god og bred indføring i aktuelle amerikanske og globale politiske spørgsmål – og selve det amerikanske politiske system. Faget bestod af forelæsninger fra nye undervisere hver uge, hvilket fungerede rigtig fint, fordi det altid var universitetets mest kompetente professorer, der forelæste: Var dagens emne miljø, var det den, der vidste mest om miljø, der underviste osv.

Faget Gender and Modernity in the Muslim and Arab World var spændende, og undervisningsmaterialet var virkelig fedt – især fordi det bestod af artikler og film, som jeg ellers ikke ville have haft kendskab til. Til gengæld synes jeg ikke altid, at diskussionerne i klassen foregik på et særlig højt niveau. Men en anden fordel ved faget var, at det handlede om at analysere materialet frem for at bestå Multiple Choice Test, hvilket f.eks. var en ret vigtig del af fagene World Literature og Introduction to World Affairs. Jeg vil råde kommende studerende til at kigge på, hvilket nummer der står ud for faget på SFSU’s hjemmeside – jo lavere nummeret er, jo lavere er niveauet.

Alt i alt er jeg taknemmelig for min tid i San Francisco. Selvom det faglige niveau varierede fra fag til fag, var det virkelig fedt at bo i et andet land, få nye venner og få indblik i et andet uddannelsessystem, en anden kultur og et andet perspektiv. Den oplevelse var for mig mere værd end det faglige udbytte.

Monash University, Australien

Af Lars Dinesen

Fagligt set er jeg tilfreds med mit ophold på Monash University i foråret 2012. Jeg valgte at følge tre fag, frem for fire dernede, og det viste sig at være en fornuftig beslutning. Sammen med hovedopgaven behøver man ikke et helt semesters ECTS-point, og det er vigtigt at holde i mente, når man vælger fag dernede. Det råd giver jeg som følge af to ting. Monash er en del af ’Group of Eight’, en australsk pendant til den amerikanske ’Ivy League’, og det kan man godt mærke i undervisningen, da der er forholdsvist mange timers forberedelse til hver undervisningstime. I hvert fald, hvis man ikke vil have dårlig samvittighed. Den anden grund er, at med et fag mindre end normalt, så er det ofte lettere at kunne tage en forlænget weekend et sted i det vanvittigt store Australien – de færreste kommer nok kun for at læse.

Når man så skal til at vælge sine fag, så kan jeg klart anbefale at tage Australian Idol, et førsteårsfag, der handler om australsk historie, kultur og politik. Ikke alene giver det en god allround-forståelse om et land, som vi aldrig rigtig hører noget om i vores nyheder medmindre der er oversvømmelser. Faget giver svar på mange mærkværdige ting om alt fra de indfødte aboriginals og til australiernes besættelse af sport. Og så kan Broken Hill-turen i dette fag også stærkt anbefales, det er umuligt at opleve den australske Outback ved at blive fløjet rundt fra sted til sted. Der skal køres – og der skal køres langt.

Når det kommer til at bo i Melbourne, så er det en dyr fornøjelse. Hvis jeg skulle gøre det om, så ville jeg nok fravælge at bo på kollegierne på campus. Bevares, det er da meget tæt på, og man kan godt blive forført af den der ’campus feeling’, som man kender fra amerikanske ungdomsfilm. Min oplevelse var bare, at det var lidt ligesom at blive slået hjem i ludo, når jeg skulle bo sammen med 149 unge australiere der lige har forladt barndomshjemmet – og ikke mindst mors 360-graders service. Det betyder, at størstedelen af dine naboer ikke rydder op, mad bliver stjålet, og du skal slet ikke drømme om, at sætte dine kostbare øl i fælleskøleskabene. Så er de der nemlig ikke, når du kommer tilbage til dem. Desuden er det, modsat hvad man kunne forvente fra danske standarter, heller ikke billigere at bo på kollegium end privat. Så jeg vil anbefale at man finder et privat værelse lige omkring det campus, som man satser på at have flest fag på.

Australien er et spændende land, men på grund af heftig råvareeksport til Kina, så er kænguru-dollaren uhørt høj. I hvert fald i 2012. For at sætte tingene lidt i perspektiv, så kostede en six-pack mellem 15 og 20 dollars. Hvilket er mellem 90 og 120 kroner. Til gengæld er det billigere at gå til slagteren og grønthandleren frem for at købe alt i supermarkedet, og det er faktisk meget rart.

Auckland University of Technology

Sanser på overarbejde

Af Anne Winther

2000 klik på kameraet, men fotografier er slet ikke tilstrækkeligt, når New Zealands storslåede natur og alverdens adrenalin junkie adventures skal indfanges. Det skal opleves ”live”.

Det første jeg så, da jeg landede i New Zealand var Christchurch, der for et år siden blev ramt af et voldsomt jordskælv. Byen var helt spøgelsesagtig og selve centrum var helt lukket af. Butikkerne var rundt omkring i containere og hele bydele var forladt og ødelagt. Jeg skyndte mig videre til vestkysten på Sydøen, hvor jeg straks blev forelsket landet, der har et stykke af hele verden i sig.

På vej ned ad Vestkysten mødte jeg flere backpackere, der snakkede om Franz Josef Gletcheren og hvor fedt det havde været at kravle på den. Jeg blev overbevist om, at det måtte jeg også prøve, selvom det ikke var helt billigt, så tog på en halvdags tur med efterfølgende spa inkluderet i prisen. Så her var vi omkring tyve i en flok med en smuk guide fra Canada på vej op af min første helt uvirkelige naturoplevelse; The Franz Josef Gletcher. Mand, det var fedt og alle pengene værd. Jeg kunne høre gletcheren flytte sig og det lød som en dyb torden lige før et uvejr og imens kravlede vi bare højere og højere op på isen, gennem huller og over dybe sprækker. Vild og uvirkelig oplevelse.

En anden førstegangs oplevelse var da jeg tog med en anden dansker på tur til Rotorua, der er kendt for sine enorme gejsere. Jeg har aldrig været på Island, så en 30 meter høj og eksplosiv vandstråle var noget af et syn for mig. Specielt fordi den lå i et område med termisk aktivitet, så lugten af svovl og lyden af boblende mudder i nærheden gjorde ikke oplevelsen mindre. Her så vi også et show, hvor vi blev præsenteret for ægte Maori kultur med Haka og Poi, som er danse. Især Hakaen er imponerende og bliver desuden altid udført af det New Zealandske Rugby landshold inden kampene for at skræmme modstanderne. Så fik set en del Haka – krigsdanse.

Det siger sig selv, at New Zealand har en del kyststrækninger og mange af dem er smukke strande. En berømt en af slagsen er på Nordøen helt oppe i toppen. Her var jeg på weekendtur med to gutter, da vi skulle springe i faldskærm fra 16.000 fod. Kan kun sige en ting om det udspring: gør det! Det var sent efterår, men solen skinnede og der var 25 grader, så en helt perfekt dag og efter vi var kommet ned på jorden igen alle tre, tog vi med en bus til spidsen af landet, som hedder Cape Reinga. Umiddelbart havde jeg ikke de store forventninger, men hold nu op, hvor var der smukt. De to have, Det Tasmanske Hav og Det Indiske Ocean mødes her, og det er noget mere tydeligt at se i vandet end ved Grenen i Skagen. På en dag som vores føles det som at stirre ud i uendeligheden fra plateauet med det lille hvide fyrtårn.

Der udover så jeg mange strande, med fint sand, med store og små sten, med sort sand, med blåt sand, med pingviner der kom trissende op ad vandet, med sæler der solede sig og strande med albatrosser med høje skrig, men den underligste og sjoveste strand er nu Hot Water Beach, der ligger på Nordøen i Coromandel. Her var jeg med en kæmpe flok internationale studerende og det specielle er ikke de store bølger, der er perfekte til surfing, nej det var nede i sandet. På en lille strækning på stranden graver man simpelthen huller i sandet og få spadetag senere har man sin egen spa fyldt med lækkert varmt vand midt på stranden. Ret sjovt at se omkring 100 mennesker sidde i huller hulter til bulter mellem hinanden i badetøj.

I skolens to ugers ”Mid-Break” stod Sydøen igen på programmet og efter en lille flyvetur landede jeg sammen med min kammerat fra Danmark i Queenstown – Sydøens Mekka for adrenalin junkies. Der var EN ting jeg bare skulle gøre på New Zealand: springe ned mod afgrunden mellem to bjerge fra 134 meters højde. Nevis Bungee Jump siges at være verdens andet højeste udspring og der var virkelig også langt ned, da jeg stod med fødderne vippende ud over den lille plade, hvor jeg skulle springe fra. Elastikken holdt og hele oplevelsen er det fedeste jeg nogensinde har prøvet. Det blev fejret med en Fergburger, som er Queenstowns berømte burger, der klart levede op til dens status som bedste burger i New Zealand.

Det her er blot en lille del af det jeg oplevede og har slet ikke set og gjort det hele, for løb tør for både tid og penge. Må tilbage!!

 

San Fransisco State University

Byen jeg aldrig så

Af Jonas Oertvig

Jeg følte mig som det mest privilegerede menneske på jorden, da jeg fik at vide, at Journalisthøjskolen havde accepteret min ansøgning til San Fransisco State University. Min drøm om at komme til San Francisco var gået i opfyldelse. Jeg havde fundet nogle fede fag og intet kunne slå mig ud …troede jeg. Det kunne jo kun blive den fedeste oplevelse i mit liv. Jeg skulle være i en lykkelig boble, hvor jeg kunne gå ud i haven og plukke en appelsin på træet, inden jeg skulle lave skolearbejdet med en americano i hånden. Solen skinner altid i Californien, tænkte jeg.

Solen skinnede da også fra en skyfri i det første to uger af januar, hvor jeg lige var kommet derover og endnu ikke var startet i skole. 15-17 grader og høj sol – Som et dansk forår, når det er allerbedst. Der var endda appelsiner i haven, så lykken var fuldendt. En lille uges tid inden skolen startede, blev vejret råt og koldt. Jeg troede, at postkort-udsigten var normalen. Ikke helt. Det skulle vise sig at være et tegn, men der gik lidt tid, før det gik op for mig.

Skolen startede og de fik et stort ’like’ fra mig. Det virkede som det helt rette valg. Stille og roligt kom vi i gang og intensiteten steg. Jeg var overrasket over arbejdspresset, men det gik fint. Niveauet var ikke særlig højt blandt mine medstuderende på de journalistiske fag, men der var mange afleveringer og tests. Det gik ok, men jeg klarede mine første tests rigtig dårligt. Det var tilbage til den sorte skole, hvor man skulle memorere (de faglige) salmer. Ikke et af mine store talenter, for at sige de mildt. Det krævede hårdt arbejde, hvis jeg skulle klare mig igennem dem, kunne jeg se.

Jeg havde valgt to journalistiske fag og to fag, der relaterede sig til kinesisk-amerikansk integration. Jeg havde som udgangspunkt tænkt, at det kunne være fedt at have et nyt input i stedet for bare at køre ren journalistik. Det var et super godt valg, men samtidig også en situation, hvor jeg ikke kunne slappe af i et eneste fag. Hvorfor tog jeg ikke  et yoga-fag eller noget andet dumt, kan jeg have lyst til at spørge mig selv. I teorien havde jeg tænkt, at jeg kunne bruge min viden fra den nye retning som udgangspunkt for det, jeg skulle lave i mine journalistiske fag. Sådan blev det ikke. Mine to journalistiske undervisere på SF State er verdenskendte for deres arbejde, men ikke deres undervisning. Egentlig var der potentiale i mit feature writing-forløb, men underviseren virkede udbrændt og det, der skulle være hovedmålet med forløbet, en kæmpe feature, røg i baggrunden, da det var noget man selv måtte sørge for at køre sideløbende. Jeg kunne simpelthen ikke klare arbejdspresset. Dumme-foto.

Jeg håber, du får et fantastisk ophold i San Francisco og tager dig tid til at nyde byen, livet, møde dine amerikanske medstuderende og finder ind i rytmen i det amerikanske skolesystem. Bortset fra min personlige oplevelse af skolen, der opslugte mig som et grådigt monster, så har den by og dens indbyggere alt muligt godt at byde på! Jeg blev virkelig glad, da skolen var færdig og jeg havde en smule tid til at få bekræftet, at det faktisk var et fedt sted, jeg havde været. Bare ærgerligt, Sonny Boy.

 

Ludwig Maximilians University, München

En god gammeldags storby

München er traditionel og til tider lidt overformel. Men alt andet end kedelig.

 Af Sophie Emilie Preisler Nørgaard

Traditioner er til for at blive overholdt, siges det. Man kunne fristes til at tro, at det ordsprog havde sit ophav i München. Selv om byen byder på masser af moderne kultur, store BMW’er og fest i gaderne om aftenen, er alt rammet ind i den stærke bayerske kultur, som ynder at holde på formerne.

Det kommer til udtryk på flere måder.

Den store Oktoberfest

Oktoberfesten har alle vist hørt om. Og den er da også en væsentlig del af Münchens profil, selv når man dykker lidt længere ned i materien og ser, hvor meget byen derudover har at byde på.

For Oktoberfest – og alt hvad man associerer med den – løber igennem byen som en slags rød tråd. De store ”Maß-Biere” i litermål med hank på siden ses over alt i bybilledet og på alle tider af døgnet. Alkoholkulturen er afslappet, og en øl til frokost eller om formiddagen, er der ikke nogen, der kunne finde på at se skævt til.

Syv millioner mennesker kigger forbi byen i de 14 dage, festen står på. Oktoberfest er altså ikke blot münchenernes egen traditionelle fejring af deres (øl-)kultur, det er også en god forretning og en måde, byen har gjort sig internationalt bemærket på.

Derudover er det ikke noget særsyn at se bayerne i deres folkedragter. Overalt i lyskryds, i undergrunden og til alle typer festlige lejligheder ifører de lokale sig det klassiske outfit. Især den ældre generation ser man i deres lederhosen med skjorte og uldne knæstrømper for mændene – og for kvinderne det meget figursyede dirndl med snøre i taljen, hvide pufærmer og forklæde.

Digital skepsis

München er hovedstaden i ”Freistaaten” Bayern – de føler sig  til tider mere som et selvstændigt land end en del af den store Bundesrepublik – og de gør også mange ting på deres egen måde i forhold til resten af Tyskland. München skiller sig ud ved at være den rigeste by i hele Tyskland, gennem sin stærke tyrolerkultur med egen folkedragt og egen kraftige dialekt, samt ved holde stærkt på formelle titler som Herr, Frau og Professor. Og ved en generel skepsis over for noget, der er nyt.

Man holder fast i tingene, som de var. På posthusene og de offentlige kontorer benytter man stadig de gode gammeldags stempler, regnestykker udregnes med papir og blyant, lånerkort til biblioteker bliver udfyldt med kuglepen, og på de fleste restauranter kan det kun lade sig gøre at betale med kontanter.

Det kan være en lidt brat opvågning, når man sammenligner med det efterhånden gennemført digitaliserede Danmark, og meget af tiden også være et irritationsmoment, men jo bedre, man lærer München at kende, jo bedre forstår man, at det er en værdi for dem, at man ikke ændrer alt for meget på procedurerne. Man kan af og til føle, at grundighed og formalitet går frem for effektivitet.

Men til gengæld ved man, hvad man får. At tingene som de plejer har fungeret fint for bayerne i generationer – og bliver sikkert ved med at gøre det lidt endnu.

Concordia University

Af Nicki Hemicke Lykke

Jeg vil starte med at fastslå, at Montreal er et vidunderligt sted. Jeg forestiller mig, at hvis man parrede New York med Paris, så ville man få Montreal, og byen i sig selv gør, at jeg uden at tøve vil anbefale at tage et semester på Concordia University – på trods af dettes voldsomt ucharmerende ydre (og indre for den sags skyld), men heldigvis er man nogenlunde tilvænnet efter et par år i den århusianske betonklods. Det skal siges, at det kun er den ene af universitets to – for journaliststuderende – mulige afdelinger, der ligner et gråt 70er-levn. Det var dog her jeg havde alle mine fag. Bortset fra et onlinefag – det foregik i sofaen med computeren i skødet. Mine valg af fag var lidt i øst og vest og ud fra, hvad jeg lige syntes lød nogenlunde interessant. Jeg havde ingen journalistiske fag, men til gengæld et historiefag, et religionsfag og et politisk fag.

Historiefaget handlede om Latinamerika og var egentlig ganske interessant, men undervisningen var voldsomt ustruktureret og lige så meget i øst og vest som mine valg af fag. Helt anderledes var religionsfaget, som klart var den bedste faglige oplevelse. Det skal siges, at jeg på ingen måde er religiøs eller har anden tilknytning til den ene eller anden religion. Mit motiv for at vælge dette fag var således en god gammeldags almen interesse. Underviseren var utroligt inspirerende og undervisningen vekslede godt mellem almindelig forelæsning, gæsteforelæsere og film- og billedmateriale. Det var også i dette fag, at jeg oplevede det klart største faglige udbytte.

I forhold til valg af fag vil jeg bare anbefale, at man inden fristen for valg af fag går til en forelæsning eller to i de fag, man synes lyder interessante, før man lægger sig fast på noget.

På den sociale front vil jeg kalde mit udbytte for relativt. Der var formentlig en del arrangementer for udvekslingsstuderende, men jeg orkede det ikke, må jeg indrømme. Jeg prioriterede ishockey og fodbold i parken med de lokale højere end 60 nye venner fra Asien og Italien. Situationen havde formentlig været anderledes, hvis jeg ikke havde haft en meget ligesindet room mate, og mit indtryk er da også, at hvis man magter at tage del i ’nu-skal-vi-på-pub-crawl-hver-dag-cirkusset’, så er der rig mulighed for det. Jeg spillede dog med på skolens fodboldhold, som var en fin måde at lære nogle mennesker at kende på, og så kan man også roligt sige, at folk i Montreal generelt er meget åbne og klar på at møde nye mennesker. Især på diverse offentlige ishockey/fodbold/basket/etc.-baner får man lynhurtigt nye bekendtskaber.

Når alt kommer til alt, så tror jeg ikke, at nogen udvekslingsophold er ens, men jeg vil helt klart mene, at Montreal har alt, hvad der skal til for at, man – uanset tilgang – får det skønt.

Rejsebreve fra DMJX-studerende på studieophold i hele verden