San Francisco State University

Af Casper Ulsøe                                                                                                                                                    

Nå, men det store forkromede evalueringsspørgsmål må vel være, om udvekslingsopholdet har givet et vist udbytte. Både fagligt og socialt; og selvfølgelig er svaret ja i begge kategorier. Ikke mindst fagligt, som følgende afsnit omhandler.

I løbet af mit semester på San Francisco State University har jeg haft fire fag. Magazine Writing, Urban Planning Studies, Latina/o Immigration to the US og sidst, men ikke mindst Race, Radicalism and Revolution. Jeg må erkende, at det for mig har været virkelig interessant og udbytterigt at komme væk fra en studiehverdag, der hovedsageligt omkredser journalistik – ikke at jeg skal bebrejde Journalistskolen for dens megen fokus på netop dette felt. Men i hvert fald har jeg nydt at begrave mig i bøger, der ikke handler om udførelsen af journalistik i praksis, men derimod om så forskellige emner som hjemløshed, udarbejdning og udnyttelse af offentlige rum, statistikker om hovedsageligt mexicanske migranter, diskussioner om den amerikanske immigrationsdebat – dog med en klasse og til dels en underviser der ikke rigtig fik skudt entuisiasmebarometeret helt i vejret – samt en masse læsning om revolutioner og radikalisme. Og jeg føler bestemt, at dette semester har givet mig en meget bredere viden, end hvad Journalisthøjskolen i sagens natur tilbyder. Så tak til Journalisthøjskolen for at tilbyde udvekslingsophold med universiteter – og ikke nødvendigvis kun andre journalistskoler.

Et journalistisk fag blev også valgt i processen, navnligt magazine writing. Selvom faget var på et forholdsvis højt niveau, 595 på den amerikanske skala, så er der dog en vis besynderlig bismag efterladt hos denne skribent efter opgjort facitliste. På det journalistiske område, nu kan jeg jo kun bedømme ud fra det ene fag, men der må konklusionen lyde, at ’vi’ er langt foran. Når nogle af de nye læresætninger er, at man skal gøre sproget levende, variere sætningernes længde, overveje sine ord, ja, så undrer det, at faget skulle være på særlig højt niveau. Selvfølgelig har afkastet også været brugbar viden, men jeg må indrømme, at jeg har haft det en smule ambivalent med mit journalistiske fag. Faget endte ud i et stort praktisk projekt, en længere magasinartikel, mens der var ugentlige teoretiske opgaver – der må jeg erkende, at jeg foretrækker vores danske model, hvor der er meget praktisk arbejde. Koblet med andre opgaver til de andre fag, kom jeg nærmest håbløst bagud med magasinartiklen og fik aldrig rigtig hul igennem til min afgørende kilde, og endte til sidst med at måtte trække mig og fokusere på de andre fag.

Skal jeg tillade mig, at evaluere mine valg, mens forløbet stadigt er forholdsvis nært i min erindring, så ville jeg nok i bagklogskabens særlige klare lys have dristet mig til at vælge et fjerde ikke-journalistisk fag, når muligheden endelig var til det. Med ’vores’ grundige uddannelse i netop journalistik, fremstod udbyttet af det fag meget mindre, end hvad de tre andre fag efterlod sig i denne skribents hukommelse.

Man bør selvfølgelig ikke kaste med sten, når man bor i et glashus, men selv efter nøje granskning er det min opfattelse, at var magazine writing-kurset blevet udført til punkt og prikke, havde udbyttet overordnet set stadig været af mindre karakter. Intet af overstående skal falde tilbage på vores ellers interessante underviser, Mrs. Daley (TJEK EFTER), men bør derimod – efter min bedste overbevisning – tilskrives den divergerende undervisningsstil, der hersker mellem de to uddannelsesinstitioner – altså ’vores’ praktiske tilgang til journalistfaget mod ’deres’ mere teoretiske ditto af slagsen. Og deraf gabet mellem de studerendes tidligere omgang med journalistfaget.

Da det er denne skribents overbevisning, at alle mennesker i mere eller mindre vid udstrækning er forskellige, så bør alle overstående ord selvfølgelig betragtes som værende overflødige, ja, ligefrem ligegyldige. For fremtidige udvekslingsstuderende der skulle have forvildet sig ind på denne side – og særligt de, der af uransagelige årsager er nået helt hertil i teksten – så må denne signaturs ønske være, at netop de søger udvekslingssted, fag og eventuelt boligsituation ud fra, hvad de selv måtte have af ønsker og ikke beror sig på, hvad os tidligere udvekslingsstuderende skulle have videregivet af besynderlige oplevelser, ideer og informationer. Om end stjernebilledet oftest ligner en gengivelse af forrige nats, så er universet i konstant bevægelse og derfor giver det øjensynligt meget lidt mening at forsøge at gennemleve andres tidligere oplevede oplevelser, hvorfor det endnu engang understreges, at denne klumme bør betragtes som ligegyldig for fremtidige udvekslingsstuderende.

Med ønsket om alt det bedste til læserne af denne klumme,

Casper Ulsøe

Ryerson University, Toronto

Af Jeppe Kondrup Adelborg

Fire måneder varede mit semester på Ryerson University i Toronto, Canada. Fra starten af januar 2012 til slutningen af april. Med andre ord – jeg var der i de grå måneder, mens vinter blev til forår, og sne blev til regn. Det bør man have med i sine overvejelser, inden man vælger at tage til Toronto i den periode. Kan jeg holde det ud? Bliver det for vådt og trist? For mig gjorde det ikke. Måske var det fordi, at vinteren var den mildeste i lang tid. Måske kan jeg bare godt lide det lidt koldt og gråt. Måske er det fordi, at når solen endeligt skinnede, så lever byen virkelig og er uovertruffen. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg for første gang nogensinde lagde mærke til det, da træerne og buskene sprang ud og blomstrede. For, for en gangs skyld havde jeg tid til det. Og det var en af de ting, jeg satte mest pris på ved udveksling og Toronto. Tiden. Aldrig har jeg haft så meget tid. Til mig selv og de ting, jeg kan lide.

Den primære årsag til det var, at jeg kun havde 12 timer ugentligt fordelt på tre fag. På den måde var det meget mere akademisk og universitetsagtigt end Journalisthøjskolen i Århus. To af fagene var journalistiske, mens et var et rent historiefag.

Det faglige niveau på Ryerson er ikke videre imponerende. I hvert fald ikke i de journalistiske fag. Grunden er, at man som udvekslingsstuderende kommer ind som ’undergraduate’, selv om man burde være ’graduate’, da dette er svarende til det niveau, man kommer fra i Danmark. Det betyder, at man ofte sidder og føler, at man bliver undervist i noget, man allerede ved. Det betyder også, at de studerende, man har timer sammen med, ofte er yngre end en selv og flere er endnu ikke flyttet hjemmefra. Det kan godt være en smule komisk, at pigen ved siden af dig sidder og brokker sig over sin mor, fordi hun har givet hende spegepølse med på madpakken igen. Selv var jeg 25 år og aldersspændet var medvirkende til, at jeg ikke rigtigt fik den store kontakt med mine medstuderende. Kontakt havde jeg med nogle af de andre udvekslingsstuderende – som dog også er yngre gennemsnitligt – og så med et par lokale canadiere, der tit er noget mere åbne end den gennemsnitlige dansker. Om de journalistiske fag skal det dog siges, at de var spændende, fordi de varierede meget fra de fag, Journalisthøjskolen tilbyder. Jeg havde et fag, hvor vi blev introduceret til fotojournalistik med masser af praktiske opgaver, og et fag om litterær journalistik, hvor det handlede om at læse en lang række legendariske journalistiske værker og så diskutere dem på klassen. Begge kan anbefales.

Grundet det journalistfaglige niveau vil jeg opfordre til, at man prøver at kombinere fagene således, at man også får andre fag end de rent journalistiske. Således havde jeg et fag om spionagens historie, som er et af de mest interessante fag, jeg nogensinde er blevet undervist i. Det skyldes også fagets professor, Arne Kislenko, der var en eminent underviser og noget af en karakter. Forholdet mellem underviser og elev er desuden også værd at fremhæve. Det er utrolig let at komme i kontakt og oprette et forhold til underviserne, og det kan være behjælpeligt.

Boligmæssigt kan jeg kun anbefale, at man forsøger at finde noget selv og dermed holder sig langt væk fra de boliger, som skolen tilbyder. Det er dyre hotelagtige kollegieværelser, der ikke er særligt tiltalende. De serverer sørgelig mad og er beliggende i Downtown Toronto, som er et rent kønsløst sted, om end det er placeret ganske tæt på universitetet. Områder som Queen West, Kensington Market og The Annex er derimod meget mere charmerende, og skolen er indenfor cykel- og sporvognsafstand.

Byen Toronto er formentlig den canadiske by, der minder mest om og er mest påvirket af USA. Toronto er en slags miniature udgave af New York, hvilket både er godt og skidt. Den er placeret tæt på vandet, der er dejlige parker, masser af taxaer, byen er repræsenteret i næsten alle ligaerne i de store nordamerikanske sportsgrene, der er gode kulturelle muligheder med museer og koncertsteder, og så er Toronto helt ekstrem rig på forskellige kulturer med Chinatown, Little Italy, Greektown, Little Portugal og Koreatown, således mener man, at næsten halvdelen af byens befolkning er født uden for Canada. Og det er en rigtig god ting.

Samtidig er den placeret tæt på andre interessante byer og storslået natur, som er værd at besøge, når man trænger til et afbræk. New York, Boston, Detroit, Montreal, Niagara Falls, Chicago er alle inden for bustursafstand.

Jeg er glad for, jeg tog til Toronto. Det var rart at starte på nul og være på fremmed grund ved det meste, man foretog sig. Det var dejligt at tale, skrive, læse og tænke på engelsk, og leve i og opleve en anden kultur på klods hold. De erfaringer, jeg har gjort mig om Canada, kunne jeg ikke have fået på andre måder. Og det er jeg glad for.

University of Tennessee

Southern Hospitality for begyndere

Det største kulturchok i Knoxville, Tennessee midt i bibelbæltet, var hverken en overdreven religiøsitet eller nationalpatriotismen, der bliver præket i medierne. Det var derimod en varme og en nysgerrighed efter at lære andre folk og kulturer at kende, man som journalist og dansker kan lære meget af.

Af Jonas Hjortdal

”Så du kan godt lide italiensk mad? Min onkel er italiener. Hvad siger du til at komme over og prøve hans pasta en gang i næste uge?” Ordene kommer fra min medsammensvorne Ashley, der har meldt sig sammen med mig som frivillig til at stå i den europæiske bod, hvor vi sammen skal ’sælge’ udlandsophold til interesserede amerikanske studerende. Det er da Ashley, hun hedder, er det ikke? Vi har knap nok fået overstået formaliteterne, og jeg kan allerede se mig selv ved et klassisk italiensk middagsselskab med store armbevægelser og dramatisk gestik. Det er så typisk amerikansk. Jeg nåede kun at stå i boden i halvanden time, men to af de amerikanere, jeg mødte der, har jeg haft kontakt med, siden jeg vendte hjem til Danmark.

Det kan godt være, det tager lidt tid at vænne sig til, at der ikke nødvendigvis er en medsammensvoren, der fisker din pung op af baglommen, hvis en fremmed henvender sig til dig på gaden. Eller at det rent faktisk er et oprigtigt forslag, når en veninde, du kun har mødt to gange i løbet af semestret, tilbyder, at du da bare kan overnatte hos broren i New York, når nu du skal på rundrejse efter semestret. Selv i en profession, hvor man skal leve af sin nysgerrighed, har det været en positiv mavepuster at tilbringe et halvt år i bibelbæltet. Så længe, det er medmenneskeligheden og næstekærligheden, der bliver lagt størst pris på, må selv en svoren ateist sænke paraderne.

At nysgerrigheden så ikke altid afspejler sig i en voldsomt bred horisont, og det at placere Europa på et verdenskort ofte kan være sværere end at placere den berømte hale på grisen med bind for øjnene, det er en anden historie. Men så er man i den privilegerede situation at kunne give noget den anden vej. For viljen til at lære er dybt forankret i både mentalitet og uddannelsessystem. Og om ikke andet giver det ekstra perspektiv en unik mulighed for at score et par lette point og imponere underviserne.

Auckland University of Technology

Sweet as New Zealand

Af Tor Johannesson

En fantastisk natur, hæsblæsende adventure-oplevelser og afsindigt flinke mennesker. Der er mange grunde til at tage på udveksling i New Zealand – og også et par ting, der taler imod.

Auckland University of Technology ligger midt i landets største by, Auckland. Det samme gør studielejlighederne, man som udvekslingsstuderende får tilbudt. De er dyre, men det er alle boliger i midtbyen. Auckland har alt, hvad en storby skal have af natteliv, og samtidig er der let adgang til lækre strande og smukke vulkaner. Men man skal ikke tage til New Zealand for Aucklands skyld. Man skal gøre det for at se hele det fantastiske land.

Så vælg AUT hvis du altid gerne har villet til New Zealand – og har rigeligt penge. For det er dyrt, og man får lyst til at gøre dyre ting. For det første er leveomkostningerne høje. Boligudgifterne snupper ens SU, og discount-supermarkeder er en by i Rusland. Dertil kommer at hvis man virkelig skal have noget ud af opholdet, så skal man tage sig rigelig tid til at rejse rundt i landet. Og det koster også – især når man bliver grebet af stemningen og skal springe i faldskærm og ud fra broer, som alle de andre.

Man får nemlig hurtigt masser af venner blandt de andre internationale studerende. Og man skal heller ikke gøre meget for at blive venner med de Newzealændere, der bor i de samme studielejligheder. Mange af dem er dog lidt unge, da det ikke er unormalt at starte på universitetet som 17-18-årig.

Det betyder også noget for det faglige. Tag fag på et højt niveau, ellers kommer man til at kede sig. Det er mit indtryk fra mine egne oplevelser, og hvad jeg har hørt fra andre, at de rent journalistiske fag er ret lavt niveau. Selv tog jeg to forskellige PR-fag, og det var kun det mest avancerede, Reputation Management, der var godt. Her havde jeg til gengæld glimrende undervisere og spændende gæsteforelæsere.

I forbindelse med fagvalg skal man også være klar over, at det er ret besværligt at få fag uden for kommunikationsområdet. Med lidt overtalelse kan man dog godt få fag inden for det samfundsvidenskabelige fakultet. Men igen skal man være klar over, at undervisningen ikke er på et voldsomt højt niveau. Jeg tog f.eks. et fag, der hed Asian Pacific Issues, og det føltes som samfundsfag i gymnasiet, dog med fokus på Stillehavsregionen.

Så for at opsummere, vælg AUT, hvis du har en drøm om at se New Zealand og har rigeligt med penge – eller adgang til nogle lækre legater. I så fald så kan du ikke undgå at få et helt forrygende halvt år.

Murdoch University

“You have 125 days here. They’re gonna fly by – way faster than you’d think. So make the most out of every day”

Af Anne Klit Øllgaard

Ordene var Russ Brabys – vores udvekslingskoordinator på Murdoch – den første dag i orienteringsugen. De fleste af os havde kendt hinanden en uges tid i forvejen. Det meste af den uge var blevet brugt i hinandens selskab – på stranden, på volleybanen, til BBQ’s ved rec room og på pooldecket med kolde øl, billig goon og “flip the cup”, australiernes foretrukne (øl)selskabsleg. Jeg tænkte lidt, det var noget af en kliché, men manden fik selvfølgelig ret. Dagene fløj af sted. Men når jeg nu – godt fem måneder efter – ser tilbage på min udvekslingstid, så tror jeg såmænd, jeg fulgte Russ’ råd og fik det meste ud af hver dag.

Australien er et fascinerende, uoverskueligt stort og smukt land. Det mærkede jeg allerede, da jeg med sommerfugle i maven og halvsnalret fra de gratis gin og tonics i flyet, landede i Perth lufthavn hen ad aftenen d. 7. februar. Perth er ikke verdens navle, tværtimod. Totalt isoleret og egentlig ikke særlig interessant som sådan. Men de små og meget forskellige forstæder omkring, naturen og de smukke strande er noget for sig. Fremantle – eller Freo, som vi kalder det på australsk – lå blot en ti minutters bustur fra university village, hvor de fleste af os boede, og byen blev hurtigt “vores sted”. Smukke gamle bygninger, lækker sandstrand, charmerende caféer og hyggelige barer, parker og street art kombineret med en miks af mennesker fra hele Australien, faktisk hele verden, gjorde den lille forstad helt uimodståelig.

Det er ikke det værste at gå i skole, når man kan tage bøgerne med på stranden. Så det gjorde vi. Mere eller mindre hver dag blev tilbragt udendørs – præcis som vi havde fået fortalt af de stolte australiere, “the outdoor people” – hvorfor ikke tilbringe hvert et vågent øjeblik i naturen, når nu den er så fantastisk her. Jeg tror sjældent, jeg tilbragte mere end en time på mit værelse, hvis ikke det var for at sove. Der var altid fart på – altid noget at give sig til, og selv om jeg normalt er typen, der sætter pris på alene-tid i ny og næ, var det som om, det behov forsvandt. Vi lavede alting sammen – vi fulgtes til skole, på biblioteket, vi læste i solen, vi handlede og lavede aftensmad sammen på grillen, vi tog til stranden, festede, rejste og udforskede lokalområdet – alt sammen i et miks af tyskere, amerikanere, svenskere, danskere og australiere. Vi fortalte om, hvor vi kom fra, hvordan europæisk fodbold er “rigtig” fodbold, og hvordan man altså godt kan købe god vin “in a bag” i Danmark, lærte om vores nye venners kulturer og diskuterede vores nye australske liv og de skøre australiere, der til tider kun synes at tænke på “barbies”, AFL, surfing, afslapning og bajer. Heldigvis var de fleste af os enige i, at den livsanskuelse passede os rimeligt fint. Om ikke andet så lige for de fem måneder, vi havde her sammen.

Men hverdagen kom jo også snigende, afleveringerne pressede sig på, vi kom bagud med læsningen, og når man er vant til at studere på Journalisthøjskolen fra 8-16, kan det være en til tider overvældende udfordring at skulle koordinere læsning og fritid, når man går i skole 20 timer om ugen. Endnu en udfordring er, når man i bedste stræber-stil vil gå på biblioteket for at studere, blot for at opdage, der hverken er pladser, hurtigt internet eller strømstik. Så er der altså tidspunkter, hvor man tænker, det her må være en joke.

Nuvel, når alt kommer til alt er det jo hverken manglende strøm eller internet, der vælter ens verden, og set i det store perspektiv, så er det vist også petitesser i forhold til den samlede oplevelse, jeg havde på udveksling.

Jeg blev forelsket i Australien – aldrig i sproget, det forvirrer mig stadig – jeg blev fascineret og bedste venner med de mennesker, jeg mødte fra hele verden, og de nye kulturer jeg lærte om. Jeg fik blod på tanden til at arbejde min røv ud af bukserne, så jeg kan komme ud at rejse igen – komme tilbage til Australien og se mere af det fantastiske land, komme ud i verden og besøge mine nye venner. Jeg blev inspireret til at gribe mit journalistiske arbejde anderledes an, og erfarede at universitetslivet ikke er mig, men at Journalisthøjskolens måde at gøre tingene på, er den måde, der passer bedst til mig. Jeg har set steder og oplevet så meget på så kort tid, at jeg nu – en måned efter eksamenerne er overstået og en uge efter, jeg igen har ramt dansk jord – stadig ikke helt har fordøjet det hele. Jeg drømmer og tænker stadig på engelsk. Og jeg får stadig lidt ondt i maven, når jeg tænker på, at min lille, internationale venne-flok nok aldrig samles igen, hvor vi alle sammen kan være med. Men jeg smiler også, når jeg tænker tilbage på, hvor fedt det hele har været – og hvor meget jeg sætter pris på, jeg udnyttede muligheden og tog på udveksling, så jeg nu kan gå i gang med hovedopgaven med en ny energi og en egentlig lyst til at lave mere journalistik.

Jeg tror, mit budskab står Ganske klart: Alle burde tage chancen og tage på udveksling. Jeg tror såmænd ikke, Perth og Murdoch University er så meget bedre end alle andre steder. Jeg tror mere, det handler om at få det bedste ud af det sted, man nu end lander. Også selv om det – som i mit tilfælde – ikke nødvendigvis er det sted, man havde prioriteret højest. Det var så bare virkelig let at gøre i Perth, så lad det være en opfordring.

University of Missouri

Fotojournalist i Missouri
Af Angelina Owino

Et udvekslingsophold på University of Missouri er mange ting, men først og fremmest var det et selvtillids-boom for mig.

Fra januar 2012 til maj 2012 var jeg udvekslingsstudent i Missouri. Det var en stor omvæltning at komme fra fotojournalistuddannelsen i Aarhus til at læse fotojournalistisk på et amerikansk universitet. Den største omvæltning var niveauet. Jeg vidste godt, at vi i Danmark har et højt niveau inden for fotojournalistik. Der skal ikke mange kig på nettet til for at konstatere det. Fx loggede jeg en dag på facebook, og de to øverste statusopdateringer var fra Nikolai Linares, der var blevet indstillet til Sony Award, og Lærke Posselt der havde vundet World Press Photo i kategorien portræt. Jeg har altid været super glad og stolt på mine kollegaers vegne, men samtidig ærgerlig over, at det aldrig var mig, der vandt. En af grundene kunne jo være, at jeg sjældent har indsendt noget til en konkurrence, men der var jo også en grund til, at jeg ikke indsender noget. Jeg synes tit ikke, at jeg har noget, der kan måle sig med kollegaernes billeder.

Mit syn på mit eget fotografi, og hvad jeg kan i forhold til andre, er blevet ændret meget af mit ophold i Missouri. Pludselig gik det op for mig, at selv om jeg ikke er den bedste i min klasse på Journalisthøjskolen, så har vi alle et ret højt niveau. De steder, hvor jeg især så en stor forskel på mig og de andre studerende i Missouri, var når det kom til billedkritik og historiefortælling. Der er ikke samme kultur for at snakke om billeder på Missouri, så rigtig mange havde svært på at sætte ord på egne eller andres billeder. Det lærte mig, hvor meget jeg egentlig har lært af at være tvunget til at sætte ord på billeder. Når jeg snakker om historiefortælling, mener jeg det at vinkle sin reportage. Der er ikke samme fokus på, at man skal vinkle sin historie, som vi lærer i Aarhus. Jeg har fx skullet lave en multimedieopgave med tre andre studerende, der ikke forstod, hvad jeg mente, når jeg sagde, jeg synes vi skulle finde en vinkel på vores rodeohistorie, så det ikke bare blev noget om rodeo. Det endte så med at blive noget om rodeo desværre.

Opholdet har derfor udover at give mig nogle færdigheder, som man ikke lærer på Journalisthøjskolen såsom multimedie, lave hjemmeside, micro docs og forretningsmodel for fotojournalister, også sat fokus på, hvor mine styrker er i forhold til andres, og det har været rigtig godt for min selvtillid. Når det er sagt, har det samtidig også sat fokus på, at der bestemt er områder, hvor fotojournalistuddannelsen i Aarhus halter bagefter. Her tænker jeg især på, at man i Missouri ikke kun har øje for, at de studerende kommer til at arbejder på en avis, men har taget nogle andres kurser ind, der er lige så meget tilrettelagt til at skulle være freelancer så som førnævnte micro doc, business practice for photojournalists og lyslægning.

Kombien Journalisthøjskolen og Missouri synes jeg er helt fantastisk, og jeg vil til enhver tid anbefale det til andre.

 

American University in Cairo

Ekstremernes by

Af Nikolaj Søndergaard

Kairo er den nok mest ekstreme by, jeg har været i.

Ekstrem meget trafik, ekstrem meget støj, ekstrem forurening, overbefolkning osv. Dette er både det, der kan gøre Kairo meget overvældende, og det, der gør byen så interessant at bo i. Man kan mere eller mindre få alt i Kairo, og man kan møde alle typer af mennesker. Efter 4,5 måneder i byen bliver det på mange måder dejligt med en pause, men det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal til Egypten eller Kairo.

Et af ekstremerne i Kairo er det amerikanske universitet, AUC. Det nye campus er kun få år gammelt og ligger i New Cairo, der er en såkaldt satellitby uden for selve Kairo. Et mere gennemført universitetsbyggeri skal man lede længe efter. Stort set alle faciliteterne er i top, og for bare at nævne nogle eksempler kan det nævnes, at der er 50 meter udendørs – og opvarmet – pool, stort sportsanlæg til fri afbenyttelse og en dejlig park med det lækreste grønne græs – vel at mærke midt ude i ørknen.

Dette på mange måder storslåede byggeri står så i kontrast til stort set alt, man kører forbi på den 1-2 timer (alt efter trafikken) lange bustur til og fra skole: Gråt og faldefærdigt betonbyggeri, tusindvis af parabolantenner og fattigdom. Det kendetegner i det hele taget byen, at der på den ene side af en mur kan være flot, pænt, rent og ligefrem overdådigt, mens der på den anden side er gråt, beskidt, larmende og fattigt.

Selvom den kedelige grå beton udgør det meste af byen, behøver det ikke være det, man selv bor i. AUC tilbyder, at man kan bo på et af deres to ”dorms”, altså kollegier, men dette vil jeg dog fraråde – Det ene mere end det andet. Det ene ”dormatory” ligger på skolen i New Cairo, så her er man næsten fuldstændig isoleret fra alt undtagen skolen. New Kairo er ikke en rigtig by, men en kæmpemæssig byggeplads, og man skal med skolens busser for at komme ind til byen, og da der ikke er mulighed for selv at lave mad – eller købe ind, hvis der var – er man tvunget til at spise på skolens spisesteder, der blandt andet tæller McDonalds og SubWay.

Vil man gerne bo på dorm eller bare være sikker på, at man har et sted at bo, hvor alt fungerer, bør man bo på det andet dorm, der ligger inde i byen i bydelen Zamalek. Zamalek er nordspidsen af en ø, der ligger ude i Nilen, og er et dejligt kvarter. Zamalek er en oase i den meget larmende by med masser af hyggelige caféer og restauranter, og her er generelt meget mere roligt end i resten Kairo. Jeg vil dog stadig fraråde dette dorm. For det første deler man et lille delt værelse med en anden – stadig uden mulighed for at lave mad. For det andet, så er den måde at bo på bare mest indrettet til 19-20-årige amerikanere, der ikke har boet hjemmefra før og derfor har brug for at blive taget i hånden. Det vil blandt andet sige, at alkohol selvfølgelig er strengt forbudt, og man får derfor sin bagage tjekket, når man kommer og går. Dorm bliver nogle gange i sjov omtalt som ”fængslet”.

Sidst men ikke mindst, så sparer man heller ikke noget ved det, og man bør uden problemer kunne få en lejlighed selv til de samme penge (eller billigere), som det koster at bo på dorm. Jeg gjorde selv det, at jeg boede på et hostel i de første to dage, mens jeg fandt en lejlighed med en medstuderende. Vi boede på Zamalek, 3 minutter fra AUCs dorm og dermed skolebussen, og vi gav 4200 om måneden til sammen for en stor lejlighed med stue, spisestue, stort køkken og bad samt et værelse hver.

Hvis man gerne vil opleve ”det rigtige Kairo”, bør man dog bo i downtown. Som sagt er Zamalek en oase, og det er kun de mest velhavende egyptere, der har råd til at bo der. Man kan på den måde nemt komme til at leve livet på den lille ø uden at komme ud at opleve, hvad Kairo egentlig er. På den anden side er dette på mange måder også dejligt, da ”det rigtige Kairo” nemt kan blive for meget.

Rent fagligt er opholdet på AUC en god mulighed for at komme ordentligt ind i Mellemøsten, hvad enten man læser sociologi, samfundsfag eller historie. Undervisningen er efter min oplevelse af utroligt svingende kvalitet. Dette skyldes, at hver enkelt underviser suverænt styrer pensum, undervisningsform og eksamensform – herunder også antallet af eksaminer. Det vil sige, at hvis man har en rigtig god underviser i et fag – hvilket jeg heldigvis havde i de fleste – kan det være noget af det bedste undervisning, man har haft. Er man uheldig, hvilket jeg også var i et enkelt tilfælde, kan det være utrolig skidt. Heldigvis er der en drop-add periode, der giver mulighed for at have en time eller to i en klasse, hvorefter man kan skifte den ud.

Murdoch University

Australien eller Perth?

Af Anders Topp Thomsen

Det er en sjov fornemmelse at sidde her og se tilbage på de sidste 5 måneder. På den ene side føles det som om, at de er fløjet forbi. På den anden side føles det som en evighed siden, at jeg var hjemme i Danmark. Sådan er tiden vel så mærkelig nogle gange.

Helt overordnet er jeg glad for, at jeg tog af sted. Mange nye venner og oplevelser, men fagligt har jeg også fået meget ud af det. Så jeg vil opfordre dig, ligesom alle andre vel også, til at tage af sted.

Men skal du vælge Australien eller Perth?

Australien helt generelt, og måske Sydney og østkysten i særdeleshed har et rigtig godt ry i Danmark. Solskin, surfere og lækre strande. Det samme har Perth, og her er faktisk varmere. Men helt ærligt: Man bliver sgu lidt træt af varmen efter nogen tid.

Så for at hjælpe dig til at finde ud af, om Perth er det rette sted for dig, kommer nu en række punkter med positive og negative aspekter fra mit ophold.

Så går vi i gang:

Det positive:

  • Dejligt vejr (Specielt fra februar til april er der meget varmt)
  • God vejleder. Russ Brady er din kontaktperson som exchange student. Og han er en kanon fin fyr. Han holder mange sociale arrangementer for exchange students og er rigtig god til at tage hånd om en.
  • Det er et flot campus med gode faciliteter og et stort og flot bibliotek.
  • Generelt er undervisningen af høj kvalitet.

Det negative:

  • Det er dyrt! Mad er dyrt, internet er dyrt, øl er dyrt. Det er dyrt at bo i Student Village, og det er dyrt at lade være. Og ja, så er det selvfølgelig også dyrt bare at flyve herned.
  • Der er ikke trådløst internet over hele universitetet. Og det er endda en smule ustabilt i Student Village. Det virker næsten som et uland til tider.
  • Der er en del transporttid forbundet med at tage ind til Fremantle eller Perth, som er de nærmeste byer.
  • Butikker lukker tidligt. Og busser stopper med at køre tidligt.

Så. Det var det. Rent tilfældigt endte det på fire positive og fire negative. Så kan du selv afgøre, om Perth er stedet for dig.

For mit vedkommende er jeg rigtig glad for, at jeg tog af sted. Men jeg glæder mig også rigtig meget til at komme hjem.

American University in Cairo

Fagene på AUC

Af Jakob Dybro Johansen

Blogindlægget her bliver en knastør affære, nemlig om de fire fag, jeg fulgte i Kairo: An Introduction to Islam, Islamic Philosophy, Colonialism & Imperialism in the Middle East og Revolution & Rebellion in the Modern Middle East. Er du ude efter mere saftige detaljer fra opholdet, må du endelig finde mig på Facebook eller andetsteds og tage kontakt.

An Introduction to Islam og Islamic Philosophy var såkaldte 300-level-fag, mens de øvrige to var 400-level. Det lyder måske som en administrativ petitesse, men tag ikke fejl: Det gør en gevaldig forskel, og det er primært det, jeg vil skrive om her.

Overordnet tænker jeg, at 300-level-fag passer godt til den, der uden faglige forudsætninger ønsker at vide noget mere om et bestemt emne, i mit tilfælde islam og islamisk filosofi, mens 400-level-fagene forudsætter en vis baggrundsviden. Jeg fik henholdsvis A og A- i mine to 400-level-fag, men ikke desto mindre følte jeg mig ofte sat af i timerne, hvor det blev taget for givet, at alle studerende havde et solidt forhåndskendskab til fx Osmannerriget og Tanzimat-reformerne i det 19. århundrede. Undervisningen i 400-fagene var lagt meget an på, at vi som studerende skulle forholde os kritisk til de tekster, vi havde læst, og diskutere med hinanden. Derfor blev det også forventet, at vi havde styr på alle faktuelle forhold, når vi mødte op til timerne, og det var ikke ualmindeligt, at vi havde mere end 100 sider for til en enkelt time.

Derfor lyder anbefalingen: Vær påpasselig med antallet af 400-level- eller 500-level-fag, medmindre du allerede har en vis viden om det pågældende emne. Det er vanskeligt at deltage på lige fod med folk, der stiler efter at blive Ph.d. i Mellemøstens historie og allerede har læst flere år specifikt inden for det fagområde.

Omvendt er fordelen ved 400-fagene selvfølgelig den, at det faglige niveau er ganske højt, hvilket også var en af grundene til, at jeg valgte to af slagsen. Både i Colonialism & Imperialism in the Middle East og Revolution & Rebellion in the Modern Middle East havde jeg meget engagerede og vidende undervisere, og det samme vil jeg sige om mine medstuderende, der i mine level 300-fag til gengæld lod en del tilbage at ønske: I An Introduction to Islam var det fast praksis, at halvdelen af de studerende kom sjoskende en halv time for sent ind i klasselokalet, mens det ikke var ualmindeligt i Islamic Philosophy, at folk sad og skrev sms’er, mens læreren snakkede, eller lå og sov ind over bordet.

Mens underviserne på 400-fagene Colonialism & Imperalism og Revolution & Rebellion fulgte den samme pædagogiske og videnskabelige linje, idet de opfordrede os til at diskutere, forholde os kritisk til teksterne, sætte spørgsmålstegn begrebspar osv., bød 300-niveauet i mit tilfælde på en anderledes mangfoldighed. I An Introduction to Islam sad vi dydige og tavse i den sorte skole og skrev ordret ned, hvad læreren sagde. Trange kår for de kritiske spørgsmål. I Islamic Philosophy, til gengæld, kom læreren gerne 10 minutter for sent til timen og lod os måske sludre lidt rigeligt i øst og vest. Til gengæld var der også inspirerende stunder, der gjorde netop det fag til min favorit, ligesom An Introduction to Islam gav mig en masse faktuel viden, som jeg sætter stor pris på.

Summa summarum: Springet fra level 300 til level 400 er stort, hvad angår læsebyrde, undervisningsform og engagementet hos de studerende. Jeg har på forskellige måder været glad for alle de fire fag, jeg har fulgt, men kunne måske godt have ønsket, at jeg havde nøjedes med ét level-400-fag. Men ok: Jeg fik fornøjelsen af to super dygtige undervisere i Colonialism & Imperialism og Revolution & Rebellion, og det var bestemt også værd at tage med.

Concordia University

Montreal – fransk som bare fanden

Man kan sige mange dejlige ting om den ganske udmærkede by Montreal. Men man kan også notere sig, at byen er gennemsyret af frankofili. Noget, som godt kan blive lidt tungt i længden, hvis man ikke lige selv gør sig i det franske, men som også gør Montreal meget unik.

Af Martin Kampmann

Montreal er en del af provinsen Quebec. Og Quebec er på det nærmeste en fransk koloni langt væk fra Frankrig. Forklaringen skal findes i franskmændenes og briternes gamle struggle for Canada. Konsekvensen er, at Quebec den dag i dag er lidt af en canadisk særhed. Mange føler sig for eksempel mere franske end canadiske og et mindretal ønsker sågar, at Quebec løsrives fra resten af Canada og bliver et selvstændigt land.

Grunden til, at jeg noterer ovenstående, er at det har en temmelig stor betydning for ens daglige liv i Montreal – eller MonGreal, som man siger. I denne forbindelse skal jeg straks påpege, at Concordia University er hundrede procent engelsksproget.

Fransk er med længder hovedsproget, hvilke vil sige at meddelelser i metroen, betjening, menukort, tv og al snak foregår på fransk. Kan du ikke fransk, må du indstille dig på, at sige ”sorry, I don’t speak French” hver eneste gang, du skal indgå i den mindste form for interaktion ude i byen. Langt de fleste mennesker slår over i engelsk uden de store problemer, men der er også dem, som kun modvilligt taler lidt engelsk til dig, og så er der de få, som slet ikke kan tale engelsk.

At være engelsktalende i en fransksproget by er måske meget sjovt og anderledes i begyndelsen. Men i længden bliver det altså opad bakke at indlede samtlige interaktioner med en præcisering af det ønskede sprog, og så er det faktisk også ret irriterende, at man ikke har nogen som helst ide, om hvad folk rundt omkring en taler om. Keep it in mind, før du vælger Montreal. Det skal bestemt ikke være det, der afgør dit valg, men det er nu meget rart at vide, at man altså dybest set rejser til Frankrig. Jeg troede for eksempel, at jeg rejste til Canada, men der tog jeg på sin vis fejl.

Montreals franske præg har dog også mange positive sider. Hvis man elsker at tale fransk eller at høre på folk, der taler fransk, så er det eksempelvis jo en rigtig dejlig ting. Men det franske islæt gør også noget ved byen, som alle – også os, der ikke kan tale fransk – får noget ud af. For eksempel er der rigtig mange lækre spisesteder i Montreal, som gør sig i det franske køkken, der er mange lækre bagere, og byen har også et vist boheme-islæt over sig, som nogle nok vil finde tiltrækkende. Desuden får man som bosiddende i Montreal hurtigt en følelse af, at bo i en by, som vitterligt er unik og en meget særlig del af Canada. På mange måder er det franske præg derfor det, der i mine øjne gør Montreal til et mere interessant sted at være end for eksempel Toronto.

JMK Stockholm

Beautiful, but boring

Af Theis Lange Olsen

Stockholm. Det ekstreme eksempel på, hvad velfærdssamfundets kedelige sider kan gøre ved en storby. Tro mig. Det er ikke en by, man ønsker at blive overfaldet i på åben gade. Ikke at man ønsker det nogen steder. Men mindst af alt i Stockholm. Det er de stive facaders by. Anonymitetens højborg. Du kigger ind i ansigter uden udtryk.

Og det sætter sine begrænsninger for det sociale, kulturelle liv. De sjove stunder er sat i rammer. Det kræver benhård research og prioriteringer at planlægge en aften i byen. For man ved, at der hurtigt kan være en blind vej ude i horisonten. Men det er jo ikke sådan, en sjov aften opstår. Det vænner man sig dog til.

Et positivt element ved at bo i Stockholm er, at man lærer at sætte pris på København. Man finder ud af, at de små ting, man tog for givet, er uden sidestykke. Når man er ung og har mod på livet, kræver det åbne rammer, hvis man skal kunne udfolde sig og dyrke sine sociale kontakter.

I Stockholm findes de rammer også. Men de ligger dybt begravet. Det kræver tid at finde hen til dem. I en by, der består af så mange smukke steder og så mange inspirerende udsigter, finder du det virkelige liv langt under overfladen.

Overskriften på denne artikel består af de ord, jeg i sidste ende valgte at beskrive Stockholm med, når folk spurgte. For det gør de jo. Ikke at jeg har kedet mig. Bestemt ikke. Men du får intet foræret i den her by. Intet. Jo, det skulle da lige være de smukke klippeformationer, Gamla Stans smalle gyder og udsigten til Djurgården fra Södermalm.

De opstillede rammer kan vendes til noget positivt og udgøre et godt rygstød, fordi det gør dig konkurrencedygtig. Når man ikke får det foræret, kræver det et stykke arbejde at finde hen til de stunder, hvor det giver mening, at man er rejst væk fra det sted, hvor man kender forudsætningerne for gode tider. Men det stykke arbejde er sundt at udføre. Det giver på mange måder mening.

Selvom der er tale om Campus-stemning på Stockholms Universitet, kan kontakten med lokale studerende være uhyre svær at finde. Man kan jo spørge sig selv, om man vil bruge tid på at lære udvekslingsstuderende at kende, når de alligevel smutter hjem igen om et halvt år. Det er kynisk tænkning, men kan ikke fornægtes.

Mulighederne for at komme tæt på det svenske sociale liv er derfor begrænsede. Men arbejdsmarkedet er en god indgang. Det er her, du virkelig får den ægte vare. Og kan indgå i et spil og en diskussion om, hvad svensk mentalitet egentlig betyder for menneskers muligheder for at udfolde sig. Her forstår man mekanismerne og får nogle af svarene. Og det er vel det, det i bund og grund handler om, når man bruger et halvt år på at bo i en anden by i et andet land.

Hong Kong Baptist University

Hvorfor lige Hong Kong?

Det spørgsmål var der mange der stillede mig, da jeg fortalte, at min udveksling gik østpå. Modsat kunne man spørge: Hvorfor ikke?

Af Cecilie Gremaud

Hong Kong er en by i rivende udvikling, en metropol hvor der sker noget 24 timer i døgnet, et sammenkog af ældgamle kinesiske traditioner og det mest moderne vesten, Dim Sum, hønsefødder og stinkende tofu på det ene gadehjørne og Calvin Klein, 7-eleven og H&M på det næste.

Det er himmelragende skyskrabere, røgelsesfyldte templer, blinkende neonskilte og propfyldte metroer. Det er byture i Lan Kwai Fongs pumpende natteliv, billig rullende sushi i Mong Kok, tabte penge på hestevæddeløb i Happy Valley, falske toner til en dårlig kareoke sang i Tsim Sha Tsui og tvivlsom mad ved et beskidt bord hos Mr.Wong.

Men det er også vasketøj, undervisning, lektielæsning, indkøb, oprydning og søvnige søndage på kollegiet.

Efter 5 måneder er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, hvorfor jeg til hver en tid vil anbefale andre at tage af sted: fordi det er fantastisk!

Hvad mener de lige med ”Baptist”?

Da jeg og min kæreste Peter blev optaget på Hong Kong Baptist University var min første tanke, om det var et universitet med obligatorisk salmesang og bordbønner. Noget som ikke lige passede til os. Ja, for at være ærlig pakkede vi faktisk vores kufferter og tog af sted uden at vide særlig meget om, hvad der ventede. Vi havde aldrig været i Hong Kong, og vi vidste groft sagt kun, ud fra mange timers søgning på deres ret uoverskuelige hjemmeside, at HKBU var et universitet der ”fokuserer på det hele menneske” og at der var nogle interessante fag.

Jeg havde heller ingen anelse om, hvad man kunne forvente af det sociale liv, og hvilken ”type” udvekslingsstuderende, jeg ville møde i Hong Kong. Men netop det sociale liv skulle vise sig at være det bedste ved hele oplevelsen og blev også det højskoleophold jeg aldrig før har haft.

Den Baptistiske del af universitetet mærkede vi ingenting til – det dækkede blot over at der var en kirke og en præst tilknyttet universitetet.

Et sted imellem filosofi, akupunktur og engelsk litteratur

Jeg valgte helt bevidst ikke at tage nogle journalistiske fag, da jeg synes jeg trængte til nogle nye faglige input og perspektiver. Og den beslutning er jeg glad for. Det har nemlig betydet, at jeg har stiftet bekendtskab med både udviklingspsykologi, filosofi, engelsk litteratur, kinesisk medicin og nyere kinesisk historie.

Man kunne måske spørge, hvordan det er relevant på en journalistuddannelse – og måske også hvad den røde tråd er – men hvis jeg ville have haft undervisning i journalistik kunne jeg ligeså godt være blevet hjemme på DMJX. For selvom den journalistiske afdeling på HKBU er ret anerkendt var mit indtryk, at meget af det var forholdsvis basal viden for en 8.semester studerende.

Rent fagligt fik jeg mest ud af filosofi-faget ”The Making of The Contemporary World”. Der læste vi alle de store: Marx, Nietzsche, Heidegger, Foucault og fik en stor indsigt i forskellige ideologier (på en kritisk måde – Hong Kong er ikke Kina, så ingen indoktrinering her).

Men også med faget ”Social and Political Development in Contemporary China” fik jeg kritisk og relevant indsigt i nyere kinesisk historie fra Mao og frem til i dag, så jeg ved cirka 100 gange mere om Kina end jeg gjorde før. Og det blev også underbygget af den kulturelle indsigt jeg fik i det frivillige fag ”Traditional Chinese Medicine”, en ældgammel kinesisk videnskab, som stadig foretrækkes af de fleste kinesere i dag.

Byen der aldrig sover

Udover den anderledes studieform med top-down undervisning, akademiske opgaver på engelsk og en del læsning skal man også lige finde sig til rette i de noget overkontrollerede boforhold i Student Residence Halls.

Jeg vil dog lige skynde mig at sige, at jeg helt klart vil anbefale, at man bor der. Lad være med at finde en lejlighed. Det er dobbelt så dyrt, og man er uden for fællesskabet.

Men ja, i Residence Halls bliver man lidt behandlet som var man 15 år og ude af kontrol. Der er videoovervågning over alt, gangvagter, et indchecknings system når man går ud og ind, og efterskolelignende regler som: ingen alkohol på værelserne, ingen drenge på værelserne efter klokken 23 osv.

Men alt kontrollen og det lidt skrappe bliver mere end opvejet af, at man er omgivet af en kæmpe stor fantastisk by, der aldrig sover. Og på HKBU er der et rigtig fedt fællesskab og alt det sjov man overhovedet orker eller har tid til.

Udover fester er der sightseeing, ø-ture, hestevæddeløb, hiking, strandture ved Stanley, shoppe-ture til Shenzhen lige ved den kinesiske grænse, og så er der mulighed for at proppe sig med lækker mad hele tiden. Det skabte en fantastisk ramme om vores sociale liv i Hong Kong, og der var hele tiden noget at give sig til sammen med de andre. Så man skal ikke være bange for at blive alene eller ikke at have noget at lave. Udfordringen er nærmere at få tid til det hele: både at arbejde seriøst og motiveret med den spændende undervisning, samtidig med at nyde godt af alle de sjove oplevelser Hong Kong har at byde på.

Men lige meget hvad, så tag af sted. Og hvis folk spørger hvorfor, ved nu hvad du kan svare.

Napier University, Edinburgh

De store oplevelser venter lige om hjørnet

Man behøver ikke at tage sin udveksling på den anden side af Jorden for at få store oplevelser og se et anderledes land. I Edinburgh venter studier i storslåede omgivelser og et internationalt miljø.

Af Rasmus Sandvig Brask

Lufthavnen i Skotlands hovedstad, Edinburgh, er alt andet end storslået. Faktisk kan man sagtens frygte et kort øjeblik ved bagagebåndet, at man ved en fejl er blevet sendt med et fly østpå og nu står i en mindre provinsby i Rusland. Men så får man langsomt øje på mændene i kilt og lange strømper og de alt andet end diskret klædte politibetjente, hvis uniformer vist er mere dekorative end praktiske. Når man træder ud af lufthavnen er der ingen tvivl. Bløde og grønne bjerge tårner sig op i horisonten, ikke langt fra byen. Efter få minutter i bussen mod byen ser man den første golfbane, hvor standhaftige skotter trodser regn og tåge for at gå en runde. De ved bedre end nogen andre, at vejret om en halv time kan være solrigt og varmt, og regnen for en stund glemt.

Internationalt miljø

Trods lufthavnens lidenhed skorter det ikke på udlændinge i den skotske hovedstad, hvor det fra tid til anden nærmest kan føles, som om skotterne er i undertal.
Studielivet på et af de store universiteter i byen, Edinburgh Napier University, er da også i høj grad internationalt med hundredvis af udvekslingsstuderende og en velfungerende forening af internationale studerende, der står for diverse aktiviteter – dog forløber mange af disse aktiviteter over temaet fest og øl. Især den populære disciplin pub crawl er en yndet fritidsbeskæftigelse, som de fleste, uanset nationalitet kan deltage i. Edinburgh har da også lige bybilledet til det med masser af pubs, hvoraf mange er koncentreret i bestemte gader og kvarterer, hvilket gør det nemmere og mere behageligt at komme af sted, når der bliver råbt ”next pub” og man ved, at regnen siler ned uden for.
I de forskellige fag på universitetet kan man heller ikke undgå at lære folk fra forskellige dele af verden at kende, især virker tyskere og kinesere til at være godt repræsenterede. Så selvom der måske kan mangle en smule af initiativ og imødekommenhed fra de skotske studerendes side, føler man sig aldrig alene, da diverse internationale studerende og aktiviteter nok skal få dig af huse.

Jovialitet i den skotske DNA

Hvad der måske kan mangle af imødekommenhed hos de skotske studerende vejes så rigeligt op af skotternes generelt lune humør og jovialitet – især efter et par pints en fredag aften i Rose Street i det centrale Edinburgh. Selvom det som regel er fuldstændig umuligt at forstå, hvad den rødmossede mand med den tykke skotske dialekt forsøger at fortælle dig, er man aldrig i tvivl om, at det bliver sagt i den venligste tone, og at indholdet i værste fald kan være en vittighed om englænderne.
Så står man og søger efter et udvekslingssted, der på en gang giver en på opleveren og erfaringer med at bo i et fremmed land og en fremmed kultur, men samtidig ikke er alt for langt væk, er Skotland og Edinburgh stedet.

CFJ Paris

Udveksling i Paris: Præsidentvalg, arabisk forår og frankofili

Render du rundt med en frankofil journalist i maven, har godt styr på de franske gloser og ønsker at blive klogere på fransk og europæisk politik, er Centre de Formation des Journalistes det helt rette sted at søge om udveksling. Men det er langt fra et ”almindeligt” (læs: tilbagelænet) Erasmus-ophold, der venter dig på denne parisiske journalisthøjskole. Tværtimod.

Marie Louise Albers

Ti minutters gåtur (i parisertempo) fra Louvre og Seinen, samt Centre Pompidou og det hippe Marais-kvarter, ligger en af Frankrigs mest anerkendte journalistskoler: Centre de Formation des Journalistes (CFJ). Her tilbragte jeg forårssemesteret 2012 – midt under et spydigt fransk præsidentvalg, opblussende eurokrise og efterveer oven på Den Arabiske Revolution.

DMJX – på fransk

Først og fremmest skal man vide, at 90 procent af undervisningen foregår på fransk, så det nytter ikke noget at komme herned med begynderfransk fra gymnasiet på cv’et. Dine sprogkundskaber skal være i top, ellers får du ikke noget ud af opholdet.

Skolen fungerer på mange måder lige som Journalisthøjskolen. Det vil sige, at mange af fagene forgår i moduler, hvor man følger ét fag intensivt en uge eller to. Det er ikke muligt at vælge fag, sådan som det almindeligvis er på universiteter.

Til tider vælger du mellem forskellige seminarer: politisk journalistik, kulturjournalistik, sportsjournalist etc., men det er det eneste. Du skal derfor være yderst opmærksom på, hvilke fag du kan få merit for – og hvilke du ikke kan og dermed ikke behøver at følge.

Franske journalister som undervisere

Jeg fulgte blandt andet fag om dokumentarfilm, webdokumentarer, fransk kultur- og erhvervspolitik. Stort set al undervisning foregår med udefrakommende journalister.

Jeg har haft undervisere, som til dagligt er journalister på store franske medier som le Monde, La Libération, le Figaro og France2, samt mange udenlandske journalister og meningsdannere. Det er yderst inspirerende, og godt for kildelisten, at få så mange input fra ”den virkelige journalistiske verden” i Frankrig. Det skaffede mig endda et studiejob hos et fransk bogmagasin, der havde brug for en journalist til at skrive om skandinavisk litteratur.

Desuden har jeg i forbindelse med undervisningen blandt andet været på rundtur i Europas største fængsel, Fleury-Mérogis, besøgt det franske parlament og været med til at organisere og udfører tv-interviews med de franske præsidentkandidater til skolens egen youtube-kanal.

Hver uge bliver man endvidere inviteret til et hav af arrangementer og foredrag efter skole, så der er nok at give sig til (det er der jo i det hele taget i Paris).

Reportagetur til Tunesien

Sidst, men ikke mindst, blev jeg inviteret med på en to ugers reportagetur til Tunesien for at skrive artikler om situationen efter revolutionen og blive klog på Frankrigs forhold til dette nordafrikanske land. Til formålet blev oprettet en hjemmeside, hvor vi, 46 elever, hver dag oploadede artikler, billeder, video- og lydklip. Aldrig har jeg lært så meget om et andet land på to uger, og det har uden tvivl været en af mine allerstørste journalistiske oplevelser.

Ene udlænding blandt franskmænd

Socialt har mit ophold på CFJ været helt i top. Jeg blev tilknyttet en klasse, som jeg fulgte hele semesteret, og det gav mig stor mulighed at lære dem rigtig godt at kende. Endda så godt, at jeg fik to af mine medstuderende overtalt til at søge en Erasmus-plads på DMJX, hvor de nu begge er blevet optaget som studerende til efterårssemesteret 2012.

Mine medstuderende var alle unge franskmænd mellem 21-25 år. De har alle læst en bachelor (nogle af dem også en kandidat), da det er et krav for at blive optaget på skolen. Det var det dog ikke for mig som Erasmus-studerende.

Jeg var samtidig den eneste studerende på skolen, som ikke var fransk eller havde fransk som modersmål (der var to andre Erasmus-studerende fra den fransktalende del af Belgien). Man skal derfor gøre sig klart, at det ikke er et sted, hvor man møder en masse andre udenlandske studerende. Man kommer til gengæld til at lære franskmændene rigtig godt at kende.

Der er utrolig meget skoleundervisning (skoledagen strækker sig fra 9-18 stort set hver dag, også fredag), hvilket naturligvis medvirker, at man tilbringer meget tid sammen.

Stambaren, ”la Presse”, ligger 100 meter fra skolen, og her er der altid nogen, der tager forbi til et glas vin eller en øl efter skole; lige så ofte på mandage som på fredage. Skolen har desuden også et fodboldhold, man kan deltage på, det er dog mest henvendt til drengene.

Hårdt arbejde

Der er ingen tvivl om, at mit ophold på CFJ har været ekstrem givtigt både fagligt og socialt. Men det har samtidig også været hårdt og til tider frustrerende at kaste sig ud i at være journalist på fransk.

Som den eneste ikke-fransktalende studerende på skolen har det ikke altid været let at skulle bruge to timer ekstra på at læse en tekst, formidle et radiooplæg eller skrive en netnyhed. Især når skoledagen i forvejen er så lang! Nogle gange har man bare lyst til at formidle sig på dansk og ikke altid føle sig som en gæstestuderende med særlige vilkår.

Til gengæld har jeg uden tvivl fået en stor viden om franskmændene og deres samfund samt fået banket de franske gloser godt og grundigt fast. Hvis man som jeg drømmer om at kombinere journalistikken med sine franskkundskaber og sin viden om et af Europas mest kulturrige og magtfulde lande, er CFJ – og Paris –  et oplagt sted at sætte sine journalistiske fodspor.

På reportagetur til Tunesien med mine medstuderende fra CFJ, marts 2012. Hvert år (normalvis i foråret) tager eleverne på en to ugers udlandsrejse, hvor du som udviklingsstuderende kan være heldig at komme med (uden at betale en eneste euro for det!)

På reportagetur til Tunesien med mine medstuderende fra CFJ, marts 2012. Hvert år (normalvis i foråret) tager eleverne på en to ugers udlandsrejse, hvor du som udviklingsstuderende kan være heldig at komme med (uden at betale en eneste euro for det!)

I forbindelse med vores tur til Tunesien besøgte vi Den Franske Ambassade i Tunis. Her fik vi os en snak med Frankrigs ambassadør i Tunesien, Boris Boillon, som kunne fortælle om tiden før og efter revolutionen, Frankrigs rolle til Tunesien, igangværende projekter mellem de to lande etc.

De fleste af de praktiske øvelser på CFJ er skriftlige, men som udvekslingsstuderende har du også mulighed for at deltage på tv- og radioworkshops. Her er jeg i gang med at læse et nyhedsoplæg op – på fransk – til skolens tv-avis.

University of Tennessee

Deep South

Du behøver ikke være fan af orange, for at studere i Tennessee, men det hjælper…

Af Sofie Marie Ottsen

”Go Big Orange, Go!” synger cheerleaderne mens de løfter papskilte, der signalere, hvornår de mange tusinde publikummer skal heppe. Det 60 mand store blæserorkester begynder de første toner af ”Rocky Top”, University of Tennessees uofficielle nationalsang, og vi synger alle sammen med. Det her er Knoxville. Og du lærer hurtigt teksten.

”Why? Why the fuck would you go there, when you can come here?” spurgte en ung mand mig på en bar i San Francisco i sidste uge. Jeg havde lige fortalt ham, at jeg studerede i Tennessee. Efter fem måneder i Amerikas varme Syd vænner man sig så småt til, at det er den attitude, man bliver mødt med, hvis man bevæger sig nordpå eller ud til kysterne. Tennessee er åbenbart et sted fyldt med republikanske fundamentalister, kristne galninge, bøsse-hadende machomænd og solariebrune sorority-tøser. Og hvorfor skulle man frivilligt flytte hertil? Fordi damen i Walgreens kalder dig doll face, fordi alle døre til alle sydstatshjerter står vidtåbne og parat til at byde dig indenfor og fordi alle burde lære, hvordan man udtaler Maryville med sydstats-twang (”Murrv’l).

Men det er ikke alt sammen løgn – det der, du tror, du ved om Syden. De er her skam, de republikanske bøssehadere og de fallerede beauty queens og dirt poor rednecks. Og kristendommen er slet ikke til at slippe udenom. På vej til skole over campus-området står tit gale missionærer, der mener, at alle andre end dem selv er lige lukt på vej i Helvede. Og der hersker da også en hvis form for manikureret strømlinethed blandt mange af de unge her; pigerne er sportsagtige og falskt jomfruelige, drengene drikker bajere og siger Dude. Men det er også lidt det fede. Og du skylder dig selv, og de mange timer af dit liv du har brugt på at nedsvælge amerikansk kultur gennem teen-film og TV-serier, at tage et kig ind i den del af USA, du sandsynligvis kun har set gennem andre folks fordomme.

Universitetet er allright. Ud af mine fire fag var et af dem helt fantastisk, et andet ok, et tredje sådan bob-bob og det sidste dræbende kedeligt. Du kommer til at lave lektier – men du kommer også til at få gode karakterer. Mange af professorerne er vilde med din danske selvstændighed, dine eksotiske holdninger og din fede accent (tro mig – du er mere eksotisk end du går rundt og tror).

Som studerende i Tennessee kommer du til at bo ret tæt med skolens andre udvekslingsstuderende. Det er fint nok. Og du kommer også til at tage på utallige rejser ud i landet. Det er vildt fedt. Og så kommer du til at se en hel masse sport. Hvis du lander i foråret, er det især basketball og baseball. Om efteråret står den på sveddryppende football. Og før du ved af det, så står du der i din skrigorange T-shirt og hujer med på Rocky Top like a pro. Og du mærker næsten ikke varmen eller luftfugtigheden, der får det til at føles som om du går ind i en finsk sauna, hver gang du bevæger sig udenfor.

Jeg kan ikke få mig selv til andet end varmt og fugtigt at anbefale et semester i Knoxville. Og lad dig ikke skræmme væk af at UT har hvad man kalder en ”dry campus” (som i No Alcohol Allowed Ever). Efter at have tilbragt en vidunderlig eftermiddag til Alcohol Education Meeting med Corporal roach efter temmelig ikke-dry fest på campus, så kan jeg ikke understrege nok, at selv det tilsyneladende negative er en stor, stor oplevelse hernede.

Rejsebreve fra DMJX-studerende på studieophold i hele verden