Universitat Pompeu Fabra, Barcelona

En catalansk kulturindsprøjtning

Barcelona er en by fuld af muligheder både fagligt og især kulturelt. Man får dog mest ud af opholdet, hvis man kan et udmærket spansk i forvejen

Af Kenneth Skov Jensen

Tænk at kunne læse sine lektier på stranden i timerne mellem undervisning. Tænk at kunne mestre det spanske sprog og få indsigt i spansk og catalansk politik, kultur og historie. Tænk at bo i en multinational millionby med flere kulturelle oplevelser end man kan nå at udforske på seks måneder. Alt det har Barcelona og Universitat Pompeu Fabra.

Lad os slå det med sproget fast allerede nu: et forløb på Universitat Pompeu Fabra kan strikkes sammen kun bestående af fag på engelsk, men vil man have det optimale forløb, er det en klar fordel enten at beherske det spanske sprog på et godt niveau eller ikke være bange for at kaste sig ud i undervisning på spansk med den ekstra lektietid, det kræver.

Mange fag bliver undervist på spansk, og valgmulighederne er derfor meget større, hvis man taler spansk.

Dog skal man ikke lade sig afskrække af sproget. Har du lyst til at lære spansk og studere på engelsk på universitetet, kan det sagtens lade sig gøre.

Fagligt bliver man mødt med et stort udvalg af fag på et af Spaniens mest anerkendte universiteter. Som udvekslingsstuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole starter
man med at vælge mellem fagene på kommunikationsfakultetet. (Sådan er aftalen skruet sammen) Her er der primært fag i kommunikation, sociologi, public relations og ”advertising”.

I den uge, hvor trimestret starter, får alle udvekslingsstuderende dog mulighed for frit at vælge mellem de resterende fag på de øvrige fakulteter. Det er primært humaniora, samfundsfag og political science, der er at vælge imellem. Enkelte steder kan der være restriktioner omkring antallet af studerende, men ellers er der som udgangspunkt frit valg.

Den eneste hage, rent fagligt, er, at der ikke er mange rent journalistiske fag på engelsk. Det er mere teorietisk kommunikation – mere ”universitetsagtigt”, og det kan føles som et chok, når man kommer lige fra håndværksskolen på Oluf Palmes Allé. Det kan være en fordel, hvis man har lyst til at udforske andre typer fag om politik, historie eller kultur, for dem er der generelt flere af.

Gaudí, Güell og Goya
Barcelona er en by med muligheder, og er man interesseret i Spanien, og især Catalonien er der mange ting at gå på opdagelse i. Byen er fuld af smuk arkitektur og inspirerende by-design, som især er inspireret af Gaudí fra den centrale Passeig de Gracia til Park Güell.

Byen har en stærk kultur som særligt knytter sig til Cataloniens omtumlede historie under Franco efter 2. verdenskrig, og Catalonierne gør en dyd ud af deres identitet.

Den catalanske kultur gennemsyrer byen, og et ophold på små seks måneder er en fascinerende indsigt i en anderledes middelhavskultur. For selvom man blot er rejst til Nordspanien, er kulturen mærkbart anderledes. Catalonierne holder fri midt på dagen, hvor de spiser deres varme måltid. De er ude til sent på natten og tager ikke tiden så højtideligt.

Catalonierne er til tapas, sangria fodbold og fest. Barcelona er både storby og ferieby, da der aldrig er mere end et par kilometer til stranden.

Er man – som jeg – glad for fodbold, er Barcelona en fantastisk destination. Her lever og ånder man fodbold, og samtidig er befolkningen begunstiget med et af  denne verdens bedste hold, og kampene er til at komme til, selvom de nok er en smule dyre.

Udflugt til Ibiza
Socialt er Barcelona et godt sted at tage på udveksling. Lige fra start bliver man som ny udvekslingsstuderende modtaget af skolens gode ”udvekslings-team”, som allerede har arrangeret en rus-uge, med alt hvad man forventer, det koncept skal indebære.

Der er fester hver aften, udflugter og ryste-sammen-dage, så man lynhurtigt kommer ind på livet af de omtrent 400 andre studerende fra hele verden, som også netop er ankommet. Det hele toppes med en lille uges tur til Ibiza, som for alle de studerende er en oplevelse for livet.

Så er du tændt på Barcelona, er det bare med at komme af sted. Du bliver udviklet fagligt, du øver dine sprog og du lærer utroligt meget om din egen og andres kulturer.

Alt i alt får du en oplevelse for livet.

 

 

American University in Cairo

Revolution – tur/retur

Af Karin Søkilde

4.56. Jeg er vågen, mit hjerte hamrer derudaf. Jeg vender mig i sengen som jeg har gjort så mange gange før. Den knirker, og jeg kan mærke hvordan de ustabile brædder, der holder min sofahyndemadras oppe giver sig under mig. Jeg har vendt mig og vænnet mig til den følelse og den knirken i fire måneder i dag. Følelsen af at sove på et bræt. Det er faktisk ikke så ringe.

Midt i rummet står min kuffert på de fine klinker, jeg efterhånden også er blevet helt glad for. Jeg kigger op i loftet og studerer det mørke træ der udgør min indendørs himmel. I hjørnet protesterer min ældgamle air condition, der helt sikkert har kendt bedre dage. Klokken er ikke engang fem, men solen er begyndt at stå op over Cairo, og varmen breder sig – så selvom min a/c har omtrent 40-50 år på bagen, så er det tid at vågne og komme på arbejde igen – jeg hader at vågne og svede, så den står tændt hele natten.

Dette er min sidste morgen i Cairo.

Nede på gaden står jeg og taler gebrokkent arabisk med min bawab (vicevært eller dørvagt, men jobbeskrivelsen rammer ikke rigtigt. Vi giver ham 200 pund i måneden i ”bakshish”, drikkepenge, men efter fire måneder er det stadig ikke gået op for mig, hvad hans arbejde egentlig består i). Han har hjulpet mig med at bære min enorme kuffert med næsten et halvt års levet liv og souvenirs ned af fire etagers trapper – det skal senere vise sig i lufthavnen at kufferten vejer 40 kilo. Jeg er den mand evigt taknemmelig, og det forsøger jeg nu at forklare ham med mit noget begrænsede sprog, jeg har erhvervet på skolen gennem de seneste måneder.

Han fortæller mig, at han gerne vil til Amerika engang, men det koster jo mange penge. Jeg smiler og tænker på de ti kroner, jeg lige har givet ham for at slæbe min kuffert. Der er langt til USA. Først i dag opdager jeg det karakteristiske kors, han har tatoveret på sin hånd. Ligesom alle andre koptere i landet er han fysisk mærket af sin religion for livet, et symbol på hånden eller indersiden af håndleddet – denne mand er kristen, ikke muslim. Han hjælper mig med at finde en taxi, da den taxachauffør jeg ellers havde lavet en aftale med dagen før aldrig dukker op. Åh, Egypten…

Smæk. Bildøren lukker, og han smiler. Jeg har allerede kysset min bawab på kinderne – et på hver – og det gjorde ham næsten lidt utilpas. ”Måske ses vi igen en dag i Amerika?” siger jeg på arabisk. ”Insha’Allah”. Om Gud vil.

Da vi rammer ringvejen er det helt lyst, og vejene er tomme. Jeg har på forhånd spurgt min chauffør hvad han ville have for at køre mig til lufthavnen, men han fortæller mig, at han har et taxameter. På denne tid af morgenen, hvor trafikken er ikke eksisterende burde en tur til lufthavnen ikke koste mig mere end 25 pund. Men allerede da vi kommer op på broen, der danner en ring for Cairos trafik rundt om byen, viser meteret over 27 pund. Jeg peger på det. Han ved, han snyder mig, og han ved, jeg ved det. ”Jeg har ikke mere end 50 pund, og du får ikke mere. Jeg ved, det er en rigtig god pris. Og du ved det. Jeg har boet her i fire måneder. Jeg ved det,” siger jeg. Han smiler resignerende og slukker meteret. ”Helt fint.” Ja. Du har lige tjent mere end det dobbelte af hvad en egypter ville have givet dig. Det er helt fint, du.

Han tilbyder mig en cigaret som forsoning, men det gør de nu alligevel næsten altid. Jeg afslår høfligt, fortæller, at jeg ikke ryger. Han smiler og siger, jeg taler godt arabisk. Mens murbrokker, rustne paraboler, gadevogne, snavs og skidt i gaderne – Cairo – flyver forbi mit vindue, så ombestemmer jeg mig: ”Kunne jeg alligevel få den cigaret? Det er min sidste morgen i Cairo…” Han smiler og rækker mig uforstående cigaretten og tænder den for mig. Klokken er 7.24 og min mave protesterer højlydt over den brandvarme røg, der har ramt mit indvendige før nogen som helst form for fast føde, og jeg beslutter mig for ikke at inhalere mere, men er ellers tilfreds med min egyptiske cigaret, selvom smagen er noget krads. Et fint lille afskedsritual – en sidste salut til det land, jeg nu har delt en betydelig bid af mit liv med. Tak for den passive rygning, tak for madforgiftninger, tak for rotter og kakerlakker, tak for solskin og badevand, tak for venskaber, tak for fester, tak for oplevelser, tak for et nyt sprog og en ny kultur. Tak for alt, Cairo. Jeg lader tankerne vandre…

Egypten er det mest kontrastfyldte land, jeg nogensinde har været i. På universitetet har jeg mødt de rige egyptere, dem, der er født til fine jobs og gode skæbner – og dem, der er heldige, fordi de har fået scholarships og er blevet lukket ind på en uddannelse, der sikrer deres fremtid. En eksamen og et laksegl fra det Amerikanske Universitet i Cairo er nærmest en 100 % garanti for at du får et job – uanset hvem, der sidder på magten. De mange millioner egyptere, der har eksamen fra de mange andre egyptiske universiteter er knap så heldige. Mange af dem, der har fine uddannelser ender alligevel som kustoder, vagter eller sælgere om dagen og taxachauffører om natten. To eller tre jobs er ikke ualmindeligt – arbejdskraft er nemt at finde, så lønnen er lav. Meget lav.

Det er derfor, urolighederne fortsætter. Så mange unge mennesker, kvinder og mænd, er urolige, utilfredse, utålmodige. De vil have verden og fremtiden, og de vil have den nu. De vil have jobs, de vil have håb, de vil have forandring. Deres råb og deres smerte, når militæret udøver vold mod dem, er kun et symbol på den lidelse, de føler, deres liv er. Et symbol, resten af verden endelig kan få at se. ”De kan ikke tage livet fra os, vi har alligevel ikke noget liv.” De kæmper for at få noget at miste. De kæmper for at få et liv at kæmpe for.

Det er de kampe, man ser i nyhederne hver dag. Det er billederne af netop dette, der er gået verden rundt og har prentet sig på nethinden af de mange turister, der har fravalgt Egypten som destinationen, når feriechecken skulle bruges. Uroligheder, revolution, brand i gaderne, dødsfald, militær, vold. Steffen Jensen og Steffen Kretz sælger ikke badebilletter. Sådan er det bare.

Jeg besøgte Luxor sammen med mine forældre, da de var på besøg i min ”spring break” fra skolen, og her havde revolutionen i dén grad sat sit præg på byen og ét års penselstrøg havde trukket kontrasterne tydeligt op. En hel by af fem-stjernede hoteller langs Nilen med mindst to-tre store pools lige ud til floden – balkoner med udsigt over Kongernes Dal på østbredden, elegant underholdning ved hotellernes fem restauranter hver eneste aften – nu forvandlet til en spøgelsesby. The show must go on, hotellerne ud til Nilen ligger stadig og funkler, alt er pudset og poleret, og dørmanden står i det stiveste puds og smiler; klar til at åbne døren for de horder af turister, der skulle indtage Luxor i sæsonen mellem september og april. Men der kommer næsten ingen.

”En tur i min hestevogn, jeg viser jeg byen – jeg gør det for FEM PUND!” Desperate råb overalt på gaden gjorde, at mine forældre og jeg mest slappede af ved poolen, eller allerede havde lavet aftaler om al transport med hotellet, inden vi vovede os udenfor. En enkelt aftentur ned til Luxor templet, der stadig stod badet i blødt projektørlys som om intet var hændt de sidste mange år, resulterede i hårde og indædte forhandlinger om bare at kunne få lov at gå på gaden i fred. I centrum af byen løb mange børn rundt sent ud på natten. Tiggere, der håber på at få en skilling fra velhavende turister, der går en aftentur. De har aldrig fri. Deres job er turisme – et job, revolutionen har taget fra dem.

I halvandet år har de store krydstogtbåde langs Nilen, hestevognskørerne, taxachaufførerne, tørklædesælgerne og felucca-udlejerne (små turistbåde, der sælger korte ture på Nilen eller sejler folk fra Vest- til Østbredden) trådt vande. Gud, eller Allah, ved hvor længe de kan blive ved.

Tilbage i Cairo hænger der mange plakater med ”Support Tourism in Egypt!”. Det er mange egypteres levebrød – men mange revolutionære vil netop, at det ikke skal være sådan længere. Kampen mod et bedre liv må fortsætte – og dermed øges desperationen og prisen for revolutionen i Upper Egypt (Luxor og Aswan) – langt fra bål og brand i regeringssædet Cairo.

Alligevel har jeg forelsket mig i landet. Her hersker en optimisme og en vilje og et håb. En tro på, at noget bedre venter, og en stolthed og bevidsthed om det land, man kommer fra, som jeg ikke kan genkende i Danmark. Her er en følelse af, at man er nødt til at kæmpe for tilværelsen, som jeg virkelig respekterer. Og så er her bare så anderledes. Fem timers flyvetur væk har en helt ny verden åbnet sig for mig – en verden, der ikke nødvendigvis er forkert, bare fordi den er anderledes sat sammen end den, jeg kender. Et besøg her får mig til at føle mig som en opdagelsesrejsende, det inspirerer mig og varmer mit hjerte at møde andre mennesker – og at de møder mig, og dermed også mindsker deres fordomme.

Jeg hoster. Pokkers. Jeg er kommet til at inhalere igen, og mine lunger klør indvendig, mens min mave vender sig endnu engang. Taxachaufføren skæver til mig og smiler overbærende. Han har for længst røget færdigt, og det er tydeligt, jeg ikke rigtig har nydt min cigaret, men nærmere bare behandlet den som en røgelsespind. Jeg smider den ud af vinduet, som en egypter. Der ligger så meget skrald alligevel, det ville tage millioner af år at rydde op. Jeg græmmes lidt ved den mentalitet, men alligevel. When in Egypt…

Min sidste morgen i Cairo nærmer sig sin afslutning. Lufthavnsterminalen tårner sig op i det fjerne. Min chauffør hjælper mig med min 40 kilos kuffert, som jeg nu selv skal bakse ind gennem terminalen, mens jeg igen på gebrokkent arabisk og med tynde, hvide turistarme skal forsøge at kæmpe mig fri af ”hjælpsomme sjæle”, der gerne vil tjene mine sidste skillinger for at trække min kuffert ca. 50 meter hen til tjek ind-skranken.

Chaufføren får sine 50 pund, og fortrækker professionelt ikke en mine. Han ved, jeg ved, det er overpris, og han er fornuftig nok til ikke at være så flabet at bede om drikkepenge som den første aften, da jeg lige var ankommet og måtte betale det tredobbelte for at komme ind til centrum. Åh, Egypten.

Lige inden min chauffør lader mig gå smiler han alligevel og siger noget. Jeg sukker. Jeg har besluttet mig for, at han altså ikke skal have flere penge.

”Have nice flight!” Jeg smiler. Hold da op. ”Thank you for the cigaret, mr.” “Anytime. You will return to Egypt? Yes?” Jeg trækker lidt på det. Trækker vejret dybt ned i lungerne og mærker en sidste gang den tykke bilos hobe sig op i mine lunger, så jeg føler, der siver flere timers liv ud af mig ved bare et åndedrag. Jeg mærker morgenluften over ørkenen, der bliver endnu en steghed dag. Jeg tøver, og kigger ham så ind i øjnene. De øjne, der ligesom millioner af andre rummer håb for hele landets fremtid.

”Insha’Allah…”