Af Anna Bernsen (journalist)

Cairo er en vidunderlig, kaotisk by, hvor revolutionen i 2011 stadig har indflydelse på byens dagligliv. Væbnede politibetjente og militære checkpoints er en fast del af bybilledet, og Tahrirpladsen
og den nærliggende metrostation bliver en gang imellem lukket ned, hvis der er planlagt demonstrationer på de sociale medier.

Alligevel er Cairo en forholdsvis nem by at bo i. Metroen er ekstrem billig og fungerer upåklageligt, og er der ikke en metrostation i nærheden, så er det også billigt at køre med Uber. Undgå så vidt
muligt de hvide taxier. Som udlænding skal du ofte skændes med chaufføren over prisen på køreturen, da taxameteret altid er “gået i stykker.” Også mad er billigt, og på den geniale app Otlob kan der bestilles take-away fra nærliggende restauranter.

Cairo er også modsætningernes by. Downtown møder du børnetiggere på bare fødder, mens du på campus finder teenagere med Gucci sneaks. Men det er disse kontraster, som gør Cairo så
spændende at bo i — mere anderledes fra lille, trygge Danmark bliver det ikke.

Jeg ansøgte om at komme et år til Cairo: først et semester på AUC, og så de sidste seks måneder i praktik (ombytning af 6. og 7. semester). I skrivende stund er der et par dage til jeg starter i
praktik, så jeg kan endnu ikke fortælle så meget om hvordan det er. Nederst har jeg dog skrevet lidt om processen med at finde en praktikplads i udlandet.

Skolen og fagene
AUC’s campus ligger i den nye bydel New Cairo, som ligger en times kørsel fra Downtown, afhængig af trafikken. Campus blev bygget i starten af 00’erne, er kæmpestort og med gode klasselokaler, pool, fitnessrum, forskellige spisesteder og et godt bibliotek, hvor jeg brugte det meste af min tid mellem undervisning. Tirsdag er desuden undervisningsfri. Generelt er niveauet blandt de egyptiske studerende ikke så højt. Underviserne er dog for det
meste dygtige, og man kan derfor selv vælge, hvor meget man vil gå op i sin læring.

Jeg havde følgende fag:

JRMC 5250: Seminar in International Communication
Det eneste fag, jeg ikke vil anbefale. Jeg synes ikke, at jeg lærte noget videre brugbart. Undervisningen bestod udelukkende i at underviseren læste op fra en power point præsentation.

JRMC 4480: Multimedia Reporting Capstone
Det fag, som minder mest om undervisningen på DMJX. Man arbejder enten i grupper eller alene, og skal i løbet af semestret formidle en historie i både video, audio, tekst og interaktive elementer, som skal publiceres på en hjemmeside. Kim Fox, som jeg havde i dette fag, er en super sej amerikansk kvinde, som tidligere har arbejdet med primært radio i USA. Hun har ry for at være
hård og stille urimeligt høje krav til sine elever, og det var da også det fag med den absolut største arbejdsbyrde, men jeg synes på ingen måde, at hun var unfair.

HIST 2204: The Making of the Modern Middle East
Godt fag, hvis du gerne vil have bedre styr på Mellemøstens historie. Underviser Farida Makar er dygtig og engagerende.

SEMR 4028: The Arab Spring in Arab Eyes
Spændende fag om det såkaldte Arabiske Forår, hvor klassen indgår i dialog med flere forskellige universiteter rundt om i verden. Over Skype snakkede vi både med studerende i Beirut, Saudi
Arabien og Palæstina, og stillede og besvarede spørgsmål om forskellige aspekter af the Arab Spring.

Hvert fag giver 6 ECTS point. Udover de fire førnævnte fag havde jeg også arabisk (modern standard) på begynderniveau.

Bolig
Jeg vil anbefale ikke at bo campus. Dette skyldes primært, at New Cairo, hvor campus ligger, er en superkedelig bydel, som primært består af malls, kontorbygninger og ufærdige beboelsesområder.
Der er desuden mange (latterlige) regler man skal overholde, bl.a. må man ikke have gæster af det andet køn på besøg på sit værelse, man må ikke have gæster efter kl. 22, og man må heller ikke
drikke alkohol.

Mens jeg gik på AUC, boede jeg i den bydel der hedder Dokki sammen med en anden studerende fra DMJX og en egyptisk fyr. Vi betalte hver ca. 2.300 egyptiske pund om måneden alt inklusiv,
hvilket er en meget gennemsnitlig husleje.
Den eneste ulempe ved at bo uden for campus er den daglige bustur. Jeg endte med at bruge ca. 2,5-3 timer i bus fire dage om ugen. Jeg vænnede mig til det, og brugte tiden på at læse, men nogle dage var det også frustrerende.

Det sociale
Skolen er god til at arrangere arrangementer og ture for de internationale, og jeg vil anbefale at tage med på de mange gratis ture, som er lige i starten af semestret. Det er en god måde at se
byen på, hvis man ikke har været der før, og komme lidt tættere på de andre nye studerende.

Seksuel chikane
Som kvinde i Cairo, og Egypten og Mellemøsten generelt, skal man forvente en hel del opmærksomhed fra de egyptiske mænd. Denne opmærksomhed består primært i stirren, tilråb, pift og lignende når man går på gaden. Værre er det i metroen, hvor man står tæt og her er jeg nogle enkelte gange blevet taget på. Der er heldigvis metrovogne kun for kvinder, så der går jeg altid hen, når jeg tager metroen uden en mandlig ven.
Jeg har dog efterhånden lært at ignorere tilråbene, og et “resting bitch face” er nok det bedste våben mod chikanen. Jeg har dog også enkelte gange dækket mit hår til med et tørklæde for at forsøge at skjule mit blonde hår og lyse hud, hvilket har hjulpet en hel del. Jeg går heller aldrig i shorts, korte nederdele og bluser der viser meget hud – det er simpelthen ikke behageligt, lige meget hvor varmt det er.

Praktik
De sidste seks måneder af min praktiktid tager jeg i Cairo. Jeg fik praktikplads på et engelsksproget magasin der hedder Egypt Today, som dækker både politik, samfund og kultur.
Når du tager til udlandet på et kombineret uni- og praktikophold, er du komplet på egne ben, når det kommer til at finde en praktikplads. Jeg begyndte derfor med at finde ud af, hvilke medier jeg
godt kunne tænke mig at arbejde for. Dem, der kun udkommer på arabisk blev naturligvis udelukket, ligesom jeg heller ikke ville arbejde for et statskontrolleret medie. Jeg spurgte derefter
min underviser Kim Fox (som underviser i journalistik) om hun kunne hjælpe mig med ansøgningsprocessen. Hun gav mig navnene og emailadresserne på en række forskellige kontaktpersoner hos de forskellige medier, og det var dem, jeg endte med at sende mit CV og en ansøgning til. Egypt Today tilbød mig en praktikplads over mail tre-fire dage efter jeg først havde jeg sendt dem min ansøgning, så egentlig var det en hel del nemmere at få praktikplads her i Cairo
end i Danmark.

Et sidste tip: Husk at tage rundt og se resten af Egypten! Jeg kan især anbefale badebyen Dahab på Sinai-halvøen, hvor nogle af verdens bedste snorkling spots findes. Desuden er tilgangen til
påklædning og alkohol meget mere afslappet her end resten af Egypten.

Jeg vil meget gerne svare på spørgsmål, hvis du har nogle. Skriv til mig på Facebook eller abjakobsen@mail.dmjx.dk

Af Anders Holmgaard Johansen (journalist)

Dyk ned i militærstyret

“Ask me something,” sagde politichefen på gebrokkent engelsk og rakte mig sin smartphone med Google Translate. Vi kommunikerede lidt frem og tilbage, og ud på natten fik han formuleret noget uden telefonens hjælp:

“In the Middle East you need either money or power. If you don’t…” Hans ordforråd rakte ikke længere, men hans gestik sagde det hele. Hvis man hverken har penge eller magt i Mellemøsten, så kan man lige så godt lægge sig ud i rendestenen og dø.

Min fjerde nat i Egypten foregik på politistationen. Men bare rolig, jeg blev ”befriet” af den danske ambassades pansrede Nissan næste morgen. I Egypten, er det ikke ulovligt at tage billeder af regeringsbygninger. Politiet skulle bare lige sikre sig, at idioten, der gik og fotograferede Justitsministeriet, ikke var spion.

Og så er det lige meget, om man er blåøjet journaliststuderende fra landet, hvor Zidan engang spillede.

Egypten kan ikke undgå at sætte sine spor i dig. Hvad enten det er i form af dyb indsigt i politistaten eller de venner, du får skabt dig over en Stella-øl på en roof top. Her får du uden tvivl sat dit forkælede danske journalistliv i perspektiv, og jeg kan varmt anbefale det. Hermed nogle facts.

Bolig: Medmindre du har et rigtig godt tilbud på hånden, kan du sagtens vente med at finde noget at bo i, til du ankommer. Et par nætter på et hostel krydret med et kig på Facebook og Craigslist er nok til at finde noget. Lad vær med at bo på campus, medmindre du vil hænge ud med 20-årige amerikanere. Jeg boede selv i Zamalek, ambassadekvarteret. Det sikre kort. Jeg vil dog anbefale Dokki eller Downtown. Her kan man benytte den geniale metro som koster under en krone per tur, og busturen til campus er kortere. Jeg tog selv bussen hver morgen kl. 7.30 og ankom til campus kl 8.45. Det kan føles som rent tidsspild at skulle bruge tre timer om dagen i bus, og man skal være indstillet på at kunne studere i løbet af turen til campus.

AUC er en amerikansk oase i ørkenen. Campus er enormt set med danske øjne, og fra swimmingpoolen (her fik jeg effektivt nedbragt min tid på 1000-meteren) i den ene ende til Visual Arts bygningen i den anden, kan man let bruge 15 min på gåben. Det internationale kontor er konstant til din tjeneste, og de bruger flere hundrede tusind kroner på, at os internationale, skal få et godt indtryk af Egypten (i modsætning til AUB, har jeg hørt). Studiemiljøet er godt, men præget af overklasse-egyptere i A&F-sweatre. Alle er de bevendte med den vestlige kultur, og det er derfor let at bevæge sig rundt i AUC-boblen. Det var så let, at man bør indse, at man skal gøre en indsats for at se det ”rigtige” Egypten. Helst uden et kamera.

Fag: Et fag svarer til 6 ECTS-point. Derfor skal man vælge fem fag for at komme over de 25 point, som 7. semester kræver. Det betyder, at jeg ramte 35 ECTS, da jeg havde færdiggjort praktikopgaven. De mange point giver da også en del arbejde, hvis man, som jeg, har ambitioner om at kunne følge med i timerne.
Jeg har i lang tid syntes at DMJX er for uakademisk og tog altså den kærkomne chance til at vælge akademiske fag, der relaterede sig til Mellemøsten. De fleste af mine professorer var ekstremt engagerede, og jeg var positivt overrasket over niveauet. Min professor i Comparative Politics var fx i gang med sin Ph.d. fra Cornell University og havde også studeret på Harvard, så der er masser gode muligheder på AUC’s hylder. Mine historiefag var gode. Kig også på graduate-faget ”Voice-coaching and tv presentation”. Mit eneste praktiske/journalistiske fag. Et fag, som jeg var rigtig glad for.

Generelt er Cairo med sin storbyos og sociale ulighed ikke et sted, man får lyst til at leve resten af sit liv. Men mine fem måneder vil jeg aldrig fortryde.

Af Katrine Højte Lynggaard (journalist)

Om at studere og bo i Kairo

Kairo er støvet og kaotisk med 20 millioner indbyggere, og et næsten lige så højt antal biler, der dyttende og osende maser sig igennem de smalle gader. Affaldshåndteringen kunne godt trænge til at blive effektiviseret, og de mange hjemløse katte kalder på et hjem eller en kastrering.

Det, der gør byen fantastisk, er dens indbyggere. Grønthandleren, skopudseren, tæppehandleren, forretningsmanden med lædermappen og den dyre bil, den unge veluddannede kvinde med læbestift og løst hår og den ældre husmor med slør og en pose brød under armen. Mange af dem med et iltert temperament. Råber højt det ene øjeblik for at grine hjerteligt det næste. Følelserne sidder virkelig uden på tøjet. Samtidig er kontrasterne ekstreme, og man kan være sikker på hver dag at opleve eller se noget, man aldrig har oplevet eller set før. Som et æsel med en kære midt på motorvejen og en arrig mercedes, der forsøgte at overhæle.

Min studiekammerat og jeg fandt hurtigt en fin lejlighed midt på Zamalek, en lille ø på Nilen. Zamalek er ikke helt så støvet og kaotisk, som andre steder i Kairo. En lille oase med en god grønthandler, en god vandpibecafe og en hyggelig restaurant med lækker mellemøstlig-mad. Alt hvad vi havde brug for. Og så gik skolebussen til AUC fra et stop lige rundt om hjørnet.

Skolen, Det Amerikanske Universitet i Cairo, er ny, moderne og kæmpestor. Med små restauranter, bibliotek og sportsanlæg er det nærmest en lille bydel i sig selv. Universitetet ligger lidt uden for byen, og det tager en time til halvanden med bus hver dag til og fra skole. I starten blev jeg lidt rastløs og irritabel af at bruge så lang tid i bus, men til sidst nød jeg faktisk turen og brugte den på at få læst lektier, bog eller avis eller også tog jeg mig en lille lur med noget musik i ørerne. Udbyttet af fagene er svingende. The Making of the Modern Arab World – et historiefag, der giver et godt overblik over de vigtigste historiske begivenheder i den arabiske verden fra osmanneriget og frem – kan anbefales. Det samme kan elementary arabic. Det var fedt at lære et sprog og dernæst prøve det lærte af i praksis. Det giver også god street credit at kunne en smule arabiske gloser. Faget Public opinion, persuasion and propaganda er spild af tid grundet en lærer, der hylder undervisningsformer som udenadslære og envejskommunikation. Hendes navn er Sheila Perchaud. Så er du advaret.

God rejse!

Af Søren Berggreen Toft

WÆÆÆÆÆÆLCOME TO EGYPT

Det er mørkt og så’n lidt småkoldt, da vi lander i Kairo en mandag aften sidst i januar. Med det samme, vi kommer ud af ankomsthallen stimler taxachaufførerne om os som fluer om en lort. Vi ved ikke helt, hvor vi skal bo den første nat, eller hvor vi skal gå hen. Men vi ved sådan cirka, hvor meget en taxa skal koste, og at de her friske fyre alle beder om cirka tre gange så meget. Efter lidt tid får vi en af dem, en ældre herre, der ikke taler engelsk, ned på en tilforladelig pris. Chaufføren følger os ud til sin bil, der ligner et levn fra den gang, Egypten valgte at søge støtte i Sovjetunionen frem for USA. Den vil ikke starte og må løbes i gang.

»It’s no problem. It’s no problem,« siger chaufføren med et smil, da han springer ind på førersædet igen og vrider nøglen om, så fortidslevnet hoster og med et ryk sætter i gang.

I et land, hvor rigtig meget sjældent fungerer, har Cairenerne (jeg ved ikke, hvad de hedder, men lad os kalde dem det) en fremragende evne til alligevel at få tingene til at køre. Det er fascinerende, når man først har lært, hvordan det hele hænger sammen. Men i begyndelsen kan det være frustrerende, når man selv kommer fra et samfund, hvor alt fungerer, og hvor det bare ikke er ok at komme for sent.

I begyndelsen er det frustrerende, når folk møder en time for sent op til en aftale. Eller to timer. Eller slet ikke. Det er frustrerende, at alt tager tre gange så lang tid, som det burde tage. Og det er frustrerende, at alt er beskidt, at den forurenede luft river i lungerne, at folk ud at trække på skuldrene smider deres skrald på gaden, i parken, i Nilen.

Men når jeg nu sidder i et DSB-tog fra København til den jyske vestkyst og irriterer mig over, at mine medpassagerer irriterer sig over, at toget først var ti minutter forsinket og nu har holdt stille i Slagelse i 10 minutter, kan jeg ikke lade være med at tænke »tag det nu roligt , vi når det jo nok.«  Og jeg indser, at inden jeg tog til Kairo ville jeg have været lige så irriteret som dem, jeg nu sidder og irriterer mig over.

For tålmodighed er en dyd i Kairo, og man finder hurtigt ud af, at selvom alt er ustruktureret og uforudsigeligt, så når man alligevel altid det, man skal. Og lidt efter lidt begynder man selv at tage lidt løst på alt det der med at komme til tiden og overholde aftaler. Man bliver integreret.

Når man når dét punkt. Der, hvor man kan finde ro i at sidde fast i trafikken i en varm taxa og ryge ud af vinduet og småsludre med chaufføren, selv om man skal nå noget, hvor man kan trække på smilebåndet og råbe tilbage til de egyptere, der råber »WÆÆÆÆÆÆLCOME TO EGYPT!« på gaden flere gange om dagen – hver dag, hvor man ikke tager det så tungt, hvis man ikke lige rammer skraldespanden med sit æbleskrog, for skraldemændene tømmer den alligevel ud på fortovet morgenen efter. Når man når dét punkt, så er Kairo det mest fantastiske sted i verden, for selv om der er rigtig meget, der ikke fungerer, så får de det jo alligevel til at køre.

»It’s no problem. It’s no problem.«

Nå, men for at denne her klumme også skal kunne bruges til noget konkret, hvis du, som læser dette, overvejer at tage et semester på AUC, følger her et par tips.
1) Gør det. Det er fedt!

2) Lad være med at bo på AUC’s dorms. Alle, jeg kender, som gjorde det, fortrød det. Find i stedet en lejlighed på Zamalek eller i Downtown. Det er der, de fleste internationale studerende bor.

3) Læs arabisk. Det er svært, men det sproglige fakultet på AUC er ret tjekket, og i forhold til, at jeg kun har læst det ét semester, har jeg lært ret meget.

4) Lad være med at sætte forventningerne til AUC alt for højt. Det har ikke været specielt akademisk udfordrende, og der er ikke noget som helst, der hedder selvstændig kritisk tænkning. Næ du, her er det udenadslære. Men altså, de færreste tager vel alligevel på udveksling for det faglige udbytte? I forhold til det sociale udbytte er Kairo spitzenklasse.

Ekstremernes by

Af Nikolaj Søndergaard

Kairo er den nok mest ekstreme by, jeg har været i.

Ekstrem meget trafik, ekstrem meget støj, ekstrem forurening, overbefolkning osv. Dette er både det, der kan gøre Kairo meget overvældende, og det, der gør byen så interessant at bo i. Man kan mere eller mindre få alt i Kairo, og man kan møde alle typer af mennesker. Efter 4,5 måneder i byen bliver det på mange måder dejligt med en pause, men det er bestemt ikke sidste gang, jeg skal til Egypten eller Kairo.

Et af ekstremerne i Kairo er det amerikanske universitet, AUC. Det nye campus er kun få år gammelt og ligger i New Cairo, der er en såkaldt satellitby uden for selve Kairo. Et mere gennemført universitetsbyggeri skal man lede længe efter. Stort set alle faciliteterne er i top, og for bare at nævne nogle eksempler kan det nævnes, at der er 50 meter udendørs – og opvarmet – pool, stort sportsanlæg til fri afbenyttelse og en dejlig park med det lækreste grønne græs – vel at mærke midt ude i ørknen.

Dette på mange måder storslåede byggeri står så i kontrast til stort set alt, man kører forbi på den 1-2 timer (alt efter trafikken) lange bustur til og fra skole: Gråt og faldefærdigt betonbyggeri, tusindvis af parabolantenner og fattigdom. Det kendetegner i det hele taget byen, at der på den ene side af en mur kan være flot, pænt, rent og ligefrem overdådigt, mens der på den anden side er gråt, beskidt, larmende og fattigt.

Selvom den kedelige grå beton udgør det meste af byen, behøver det ikke være det, man selv bor i. AUC tilbyder, at man kan bo på et af deres to ”dorms”, altså kollegier, men dette vil jeg dog fraråde – Det ene mere end det andet. Det ene ”dormatory” ligger på skolen i New Cairo, så her er man næsten fuldstændig isoleret fra alt undtagen skolen. New Kairo er ikke en rigtig by, men en kæmpemæssig byggeplads, og man skal med skolens busser for at komme ind til byen, og da der ikke er mulighed for selv at lave mad – eller købe ind, hvis der var – er man tvunget til at spise på skolens spisesteder, der blandt andet tæller McDonalds og SubWay.

Vil man gerne bo på dorm eller bare være sikker på, at man har et sted at bo, hvor alt fungerer, bør man bo på det andet dorm, der ligger inde i byen i bydelen Zamalek. Zamalek er nordspidsen af en ø, der ligger ude i Nilen, og er et dejligt kvarter. Zamalek er en oase i den meget larmende by med masser af hyggelige caféer og restauranter, og her er generelt meget mere roligt end i resten Kairo. Jeg vil dog stadig fraråde dette dorm. For det første deler man et lille delt værelse med en anden – stadig uden mulighed for at lave mad. For det andet, så er den måde at bo på bare mest indrettet til 19-20-årige amerikanere, der ikke har boet hjemmefra før og derfor har brug for at blive taget i hånden. Det vil blandt andet sige, at alkohol selvfølgelig er strengt forbudt, og man får derfor sin bagage tjekket, når man kommer og går. Dorm bliver nogle gange i sjov omtalt som ”fængslet”.

Sidst men ikke mindst, så sparer man heller ikke noget ved det, og man bør uden problemer kunne få en lejlighed selv til de samme penge (eller billigere), som det koster at bo på dorm. Jeg gjorde selv det, at jeg boede på et hostel i de første to dage, mens jeg fandt en lejlighed med en medstuderende. Vi boede på Zamalek, 3 minutter fra AUCs dorm og dermed skolebussen, og vi gav 4200 om måneden til sammen for en stor lejlighed med stue, spisestue, stort køkken og bad samt et værelse hver.

Hvis man gerne vil opleve ”det rigtige Kairo”, bør man dog bo i downtown. Som sagt er Zamalek en oase, og det er kun de mest velhavende egyptere, der har råd til at bo der. Man kan på den måde nemt komme til at leve livet på den lille ø uden at komme ud at opleve, hvad Kairo egentlig er. På den anden side er dette på mange måder også dejligt, da ”det rigtige Kairo” nemt kan blive for meget.

Rent fagligt er opholdet på AUC en god mulighed for at komme ordentligt ind i Mellemøsten, hvad enten man læser sociologi, samfundsfag eller historie. Undervisningen er efter min oplevelse af utroligt svingende kvalitet. Dette skyldes, at hver enkelt underviser suverænt styrer pensum, undervisningsform og eksamensform – herunder også antallet af eksaminer. Det vil sige, at hvis man har en rigtig god underviser i et fag – hvilket jeg heldigvis havde i de fleste – kan det være noget af det bedste undervisning, man har haft. Er man uheldig, hvilket jeg også var i et enkelt tilfælde, kan det være utrolig skidt. Heldigvis er der en drop-add periode, der giver mulighed for at have en time eller to i en klasse, hvorefter man kan skifte den ud.

Fagene på AUC

Af Jakob Dybro Johansen

Blogindlægget her bliver en knastør affære, nemlig om de fire fag, jeg fulgte i Kairo: An Introduction to Islam, Islamic Philosophy, Colonialism & Imperialism in the Middle East og Revolution & Rebellion in the Modern Middle East. Er du ude efter mere saftige detaljer fra opholdet, må du endelig finde mig på Facebook eller andetsteds og tage kontakt.

An Introduction to Islam og Islamic Philosophy var såkaldte 300-level-fag, mens de øvrige to var 400-level. Det lyder måske som en administrativ petitesse, men tag ikke fejl: Det gør en gevaldig forskel, og det er primært det, jeg vil skrive om her.

Overordnet tænker jeg, at 300-level-fag passer godt til den, der uden faglige forudsætninger ønsker at vide noget mere om et bestemt emne, i mit tilfælde islam og islamisk filosofi, mens 400-level-fagene forudsætter en vis baggrundsviden. Jeg fik henholdsvis A og A- i mine to 400-level-fag, men ikke desto mindre følte jeg mig ofte sat af i timerne, hvor det blev taget for givet, at alle studerende havde et solidt forhåndskendskab til fx Osmannerriget og Tanzimat-reformerne i det 19. århundrede. Undervisningen i 400-fagene var lagt meget an på, at vi som studerende skulle forholde os kritisk til de tekster, vi havde læst, og diskutere med hinanden. Derfor blev det også forventet, at vi havde styr på alle faktuelle forhold, når vi mødte op til timerne, og det var ikke ualmindeligt, at vi havde mere end 100 sider for til en enkelt time.

Derfor lyder anbefalingen: Vær påpasselig med antallet af 400-level- eller 500-level-fag, medmindre du allerede har en vis viden om det pågældende emne. Det er vanskeligt at deltage på lige fod med folk, der stiler efter at blive Ph.d. i Mellemøstens historie og allerede har læst flere år specifikt inden for det fagområde.

Omvendt er fordelen ved 400-fagene selvfølgelig den, at det faglige niveau er ganske højt, hvilket også var en af grundene til, at jeg valgte to af slagsen. Både i Colonialism & Imperialism in the Middle East og Revolution & Rebellion in the Modern Middle East havde jeg meget engagerede og vidende undervisere, og det samme vil jeg sige om mine medstuderende, der i mine level 300-fag til gengæld lod en del tilbage at ønske: I An Introduction to Islam var det fast praksis, at halvdelen af de studerende kom sjoskende en halv time for sent ind i klasselokalet, mens det ikke var ualmindeligt i Islamic Philosophy, at folk sad og skrev sms’er, mens læreren snakkede, eller lå og sov ind over bordet.

Mens underviserne på 400-fagene Colonialism & Imperalism og Revolution & Rebellion fulgte den samme pædagogiske og videnskabelige linje, idet de opfordrede os til at diskutere, forholde os kritisk til teksterne, sætte spørgsmålstegn begrebspar osv., bød 300-niveauet i mit tilfælde på en anderledes mangfoldighed. I An Introduction to Islam sad vi dydige og tavse i den sorte skole og skrev ordret ned, hvad læreren sagde. Trange kår for de kritiske spørgsmål. I Islamic Philosophy, til gengæld, kom læreren gerne 10 minutter for sent til timen og lod os måske sludre lidt rigeligt i øst og vest. Til gengæld var der også inspirerende stunder, der gjorde netop det fag til min favorit, ligesom An Introduction to Islam gav mig en masse faktuel viden, som jeg sætter stor pris på.

Summa summarum: Springet fra level 300 til level 400 er stort, hvad angår læsebyrde, undervisningsform og engagementet hos de studerende. Jeg har på forskellige måder været glad for alle de fire fag, jeg har fulgt, men kunne måske godt have ønsket, at jeg havde nøjedes med ét level-400-fag. Men ok: Jeg fik fornøjelsen af to super dygtige undervisere i Colonialism & Imperialism og Revolution & Rebellion, og det var bestemt også værd at tage med.

Revolution – tur/retur

Af Karin Søkilde

4.56. Jeg er vågen, mit hjerte hamrer derudaf. Jeg vender mig i sengen som jeg har gjort så mange gange før. Den knirker, og jeg kan mærke hvordan de ustabile brædder, der holder min sofahyndemadras oppe giver sig under mig. Jeg har vendt mig og vænnet mig til den følelse og den knirken i fire måneder i dag. Følelsen af at sove på et bræt. Det er faktisk ikke så ringe.

Midt i rummet står min kuffert på de fine klinker, jeg efterhånden også er blevet helt glad for. Jeg kigger op i loftet og studerer det mørke træ der udgør min indendørs himmel. I hjørnet protesterer min ældgamle air condition, der helt sikkert har kendt bedre dage. Klokken er ikke engang fem, men solen er begyndt at stå op over Cairo, og varmen breder sig – så selvom min a/c har omtrent 40-50 år på bagen, så er det tid at vågne og komme på arbejde igen – jeg hader at vågne og svede, så den står tændt hele natten.

Dette er min sidste morgen i Cairo.

Nede på gaden står jeg og taler gebrokkent arabisk med min bawab (vicevært eller dørvagt, men jobbeskrivelsen rammer ikke rigtigt. Vi giver ham 200 pund i måneden i ”bakshish”, drikkepenge, men efter fire måneder er det stadig ikke gået op for mig, hvad hans arbejde egentlig består i). Han har hjulpet mig med at bære min enorme kuffert med næsten et halvt års levet liv og souvenirs ned af fire etagers trapper – det skal senere vise sig i lufthavnen at kufferten vejer 40 kilo. Jeg er den mand evigt taknemmelig, og det forsøger jeg nu at forklare ham med mit noget begrænsede sprog, jeg har erhvervet på skolen gennem de seneste måneder.

Han fortæller mig, at han gerne vil til Amerika engang, men det koster jo mange penge. Jeg smiler og tænker på de ti kroner, jeg lige har givet ham for at slæbe min kuffert. Der er langt til USA. Først i dag opdager jeg det karakteristiske kors, han har tatoveret på sin hånd. Ligesom alle andre koptere i landet er han fysisk mærket af sin religion for livet, et symbol på hånden eller indersiden af håndleddet – denne mand er kristen, ikke muslim. Han hjælper mig med at finde en taxi, da den taxachauffør jeg ellers havde lavet en aftale med dagen før aldrig dukker op. Åh, Egypten…

Smæk. Bildøren lukker, og han smiler. Jeg har allerede kysset min bawab på kinderne – et på hver – og det gjorde ham næsten lidt utilpas. ”Måske ses vi igen en dag i Amerika?” siger jeg på arabisk. ”Insha’Allah”. Om Gud vil.

Da vi rammer ringvejen er det helt lyst, og vejene er tomme. Jeg har på forhånd spurgt min chauffør hvad han ville have for at køre mig til lufthavnen, men han fortæller mig, at han har et taxameter. På denne tid af morgenen, hvor trafikken er ikke eksisterende burde en tur til lufthavnen ikke koste mig mere end 25 pund. Men allerede da vi kommer op på broen, der danner en ring for Cairos trafik rundt om byen, viser meteret over 27 pund. Jeg peger på det. Han ved, han snyder mig, og han ved, jeg ved det. ”Jeg har ikke mere end 50 pund, og du får ikke mere. Jeg ved, det er en rigtig god pris. Og du ved det. Jeg har boet her i fire måneder. Jeg ved det,” siger jeg. Han smiler resignerende og slukker meteret. ”Helt fint.” Ja. Du har lige tjent mere end det dobbelte af hvad en egypter ville have givet dig. Det er helt fint, du.

Han tilbyder mig en cigaret som forsoning, men det gør de nu alligevel næsten altid. Jeg afslår høfligt, fortæller, at jeg ikke ryger. Han smiler og siger, jeg taler godt arabisk. Mens murbrokker, rustne paraboler, gadevogne, snavs og skidt i gaderne – Cairo – flyver forbi mit vindue, så ombestemmer jeg mig: ”Kunne jeg alligevel få den cigaret? Det er min sidste morgen i Cairo…” Han smiler og rækker mig uforstående cigaretten og tænder den for mig. Klokken er 7.24 og min mave protesterer højlydt over den brandvarme røg, der har ramt mit indvendige før nogen som helst form for fast føde, og jeg beslutter mig for ikke at inhalere mere, men er ellers tilfreds med min egyptiske cigaret, selvom smagen er noget krads. Et fint lille afskedsritual – en sidste salut til det land, jeg nu har delt en betydelig bid af mit liv med. Tak for den passive rygning, tak for madforgiftninger, tak for rotter og kakerlakker, tak for solskin og badevand, tak for venskaber, tak for fester, tak for oplevelser, tak for et nyt sprog og en ny kultur. Tak for alt, Cairo. Jeg lader tankerne vandre…

Egypten er det mest kontrastfyldte land, jeg nogensinde har været i. På universitetet har jeg mødt de rige egyptere, dem, der er født til fine jobs og gode skæbner – og dem, der er heldige, fordi de har fået scholarships og er blevet lukket ind på en uddannelse, der sikrer deres fremtid. En eksamen og et laksegl fra det Amerikanske Universitet i Cairo er nærmest en 100 % garanti for at du får et job – uanset hvem, der sidder på magten. De mange millioner egyptere, der har eksamen fra de mange andre egyptiske universiteter er knap så heldige. Mange af dem, der har fine uddannelser ender alligevel som kustoder, vagter eller sælgere om dagen og taxachauffører om natten. To eller tre jobs er ikke ualmindeligt – arbejdskraft er nemt at finde, så lønnen er lav. Meget lav.

Det er derfor, urolighederne fortsætter. Så mange unge mennesker, kvinder og mænd, er urolige, utilfredse, utålmodige. De vil have verden og fremtiden, og de vil have den nu. De vil have jobs, de vil have håb, de vil have forandring. Deres råb og deres smerte, når militæret udøver vold mod dem, er kun et symbol på den lidelse, de føler, deres liv er. Et symbol, resten af verden endelig kan få at se. ”De kan ikke tage livet fra os, vi har alligevel ikke noget liv.” De kæmper for at få noget at miste. De kæmper for at få et liv at kæmpe for.

Det er de kampe, man ser i nyhederne hver dag. Det er billederne af netop dette, der er gået verden rundt og har prentet sig på nethinden af de mange turister, der har fravalgt Egypten som destinationen, når feriechecken skulle bruges. Uroligheder, revolution, brand i gaderne, dødsfald, militær, vold. Steffen Jensen og Steffen Kretz sælger ikke badebilletter. Sådan er det bare.

Jeg besøgte Luxor sammen med mine forældre, da de var på besøg i min ”spring break” fra skolen, og her havde revolutionen i dén grad sat sit præg på byen og ét års penselstrøg havde trukket kontrasterne tydeligt op. En hel by af fem-stjernede hoteller langs Nilen med mindst to-tre store pools lige ud til floden – balkoner med udsigt over Kongernes Dal på østbredden, elegant underholdning ved hotellernes fem restauranter hver eneste aften – nu forvandlet til en spøgelsesby. The show must go on, hotellerne ud til Nilen ligger stadig og funkler, alt er pudset og poleret, og dørmanden står i det stiveste puds og smiler; klar til at åbne døren for de horder af turister, der skulle indtage Luxor i sæsonen mellem september og april. Men der kommer næsten ingen.

”En tur i min hestevogn, jeg viser jeg byen – jeg gør det for FEM PUND!” Desperate råb overalt på gaden gjorde, at mine forældre og jeg mest slappede af ved poolen, eller allerede havde lavet aftaler om al transport med hotellet, inden vi vovede os udenfor. En enkelt aftentur ned til Luxor templet, der stadig stod badet i blødt projektørlys som om intet var hændt de sidste mange år, resulterede i hårde og indædte forhandlinger om bare at kunne få lov at gå på gaden i fred. I centrum af byen løb mange børn rundt sent ud på natten. Tiggere, der håber på at få en skilling fra velhavende turister, der går en aftentur. De har aldrig fri. Deres job er turisme – et job, revolutionen har taget fra dem.

I halvandet år har de store krydstogtbåde langs Nilen, hestevognskørerne, taxachaufførerne, tørklædesælgerne og felucca-udlejerne (små turistbåde, der sælger korte ture på Nilen eller sejler folk fra Vest- til Østbredden) trådt vande. Gud, eller Allah, ved hvor længe de kan blive ved.

Tilbage i Cairo hænger der mange plakater med ”Support Tourism in Egypt!”. Det er mange egypteres levebrød – men mange revolutionære vil netop, at det ikke skal være sådan længere. Kampen mod et bedre liv må fortsætte – og dermed øges desperationen og prisen for revolutionen i Upper Egypt (Luxor og Aswan) – langt fra bål og brand i regeringssædet Cairo.

Alligevel har jeg forelsket mig i landet. Her hersker en optimisme og en vilje og et håb. En tro på, at noget bedre venter, og en stolthed og bevidsthed om det land, man kommer fra, som jeg ikke kan genkende i Danmark. Her er en følelse af, at man er nødt til at kæmpe for tilværelsen, som jeg virkelig respekterer. Og så er her bare så anderledes. Fem timers flyvetur væk har en helt ny verden åbnet sig for mig – en verden, der ikke nødvendigvis er forkert, bare fordi den er anderledes sat sammen end den, jeg kender. Et besøg her får mig til at føle mig som en opdagelsesrejsende, det inspirerer mig og varmer mit hjerte at møde andre mennesker – og at de møder mig, og dermed også mindsker deres fordomme.

Jeg hoster. Pokkers. Jeg er kommet til at inhalere igen, og mine lunger klør indvendig, mens min mave vender sig endnu engang. Taxachaufføren skæver til mig og smiler overbærende. Han har for længst røget færdigt, og det er tydeligt, jeg ikke rigtig har nydt min cigaret, men nærmere bare behandlet den som en røgelsespind. Jeg smider den ud af vinduet, som en egypter. Der ligger så meget skrald alligevel, det ville tage millioner af år at rydde op. Jeg græmmes lidt ved den mentalitet, men alligevel. When in Egypt…

Min sidste morgen i Cairo nærmer sig sin afslutning. Lufthavnsterminalen tårner sig op i det fjerne. Min chauffør hjælper mig med min 40 kilos kuffert, som jeg nu selv skal bakse ind gennem terminalen, mens jeg igen på gebrokkent arabisk og med tynde, hvide turistarme skal forsøge at kæmpe mig fri af ”hjælpsomme sjæle”, der gerne vil tjene mine sidste skillinger for at trække min kuffert ca. 50 meter hen til tjek ind-skranken.

Chaufføren får sine 50 pund, og fortrækker professionelt ikke en mine. Han ved, jeg ved, det er overpris, og han er fornuftig nok til ikke at være så flabet at bede om drikkepenge som den første aften, da jeg lige var ankommet og måtte betale det tredobbelte for at komme ind til centrum. Åh, Egypten.

Lige inden min chauffør lader mig gå smiler han alligevel og siger noget. Jeg sukker. Jeg har besluttet mig for, at han altså ikke skal have flere penge.

”Have nice flight!” Jeg smiler. Hold da op. ”Thank you for the cigaret, mr.” “Anytime. You will return to Egypt? Yes?” Jeg trækker lidt på det. Trækker vejret dybt ned i lungerne og mærker en sidste gang den tykke bilos hobe sig op i mine lunger, så jeg føler, der siver flere timers liv ud af mig ved bare et åndedrag. Jeg mærker morgenluften over ørkenen, der bliver endnu en steghed dag. Jeg tøver, og kigger ham så ind i øjnene. De øjne, der ligesom millioner af andre rummer håb for hele landets fremtid.

”Insha’Allah…”